"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

tirsdag den 29. april 2008

Udtrapning ud af psykofarmaka - en advarsel

I en af mine sidste terapitimer, der gik med at diskutere systemet, det psykiatriske, nævnte jeg, hvor problematisk udtrapning ud af psykofarmaka kan arte sig. Specielt hvis det drejer sig om stoffer (det strider mod min opfattelse af, hvad medikamenter, medicin, er, at kalde psykofarmaka for medikamenter) som Effexor, der nok blandt antidepressivane er det stof, der giver de værste abstinenser. Svaret var at, oh nej, det havde hun (min terapeut) da ikke oplevet, at nogen havde haft større problemer pga. udtrapningen.

Det behøves ikke at være Effexor, og det behøves ikke kun at være problematisk. Det kan være decideret farligt, med alvorlige konsekvenser for éns fysiske helbred, som Gianna Kalis eksempel viser.

Gianna, som grundet de helbredsmæssige følger udtrapningen har haft for hende, har besluttet, at holde pause med at blogge, har skrevet en ADVARSEL som et af de foreløbigt sidste indlæg til sin blog.

Gianna skriver:

"Jeg er meget meget syg, og for det meste fulgte jeg psykiatriens regler for udtrapning - de få, der findes. Hvad jeg ikke altid gjorde, var at lytte til min krop - hvilket er en meget mere indviklet sag, end at følge nogle udprintede bekendtgørelser om god praksis. Min krop fortalte mig, at jeg var ved at blive syg, og havde jeg lyttet til en af mine vejledere, der altid insisterer, at man efter hver reducering skal vente til man har det lige så godt eller bedre end før den, ville jeg ikke være i den knibe, jeg er i nu.

Jeg lyttede ikke til det. Hvad jeg fulgte, var 10% eller mindre reglen. Ikke oftere end hveranden uge. Et medikament ad gangen. Det kan stadigt være alt for hurtigt. Specielt hvis man har en lang og kompliceret historie.

(...)

Da der ikke er mange, der kun i kort tid har taget medikamenterne, må det siges, at udtrapning er farlig og skulle gøres med den størst mulige omhu og forsigtighed.

Jeg har lært det på den hårde måde. Jeg er meget syg. Mit endokrine system er ødelagt, og jeg har nogle forfærdelige abstinenssymptomer. Jeg er svækket i et omfang, som jeg ikke ønsker nogen nogensinde må være.

Jeg lyttede ikke til min krop.

Jeg har faktisk fundet en læge som forstår. Udtrykte det bedre, end jeg selv havde kunnet. Hun sagde også til mig, at hun "måske" kunne hjælpe mig, men ikke kunne love noget. Hun sagde, min situation var alvorlig.

Alle de andre kvaksalvere jeg har set, havde lovet en mirakuløs og hurtig vending til det bedre. Generelt ved læger intet om udtrapning. Forlang at de skal sætte sig ind i tingene, hvis du vil trappe ud. Giv dem nogle af de bøger og artikler, jeg nævner.

Jeg stoler på en læge, der siger til mig, at hun ikke ved, om hun kan hjælpe mig det store - det er i mine øjne en dannet og ydmyg læge.

(...)

At trappe ud af psykofarmaka er farligt. Det kan gøre dig sindssyg, eller, som i mit tilfælde, ganske enkelt skade dit fysiske helbred.

Denne blog tilbyder stadigt værdifuld information, men gør dig selv en tjeneste og sæt dig omhyggeligt ind i sagen. Lad være med at gøre dig selv fortræd. Specielt hvis du har hørt nogle få historier fra folk som har gjort det på en dum måde og overlevet det.

Og kald mig bare en fanatiker, det er sket mange gange, men at spise sundt, ernæring, spiritualitet, motion og meditation vil få dig igennem. Ikke så meget som prøv at trappe ud, hvis du ikke påtænker at hjælpe din krop med disse midler. Din krop er blevet hærget af medikamenterne og har brug for speciel omsorg."


Gianna linker i sit indlæg til en artikel om risici ved udtrapning ud af psykofarmaka af Joanna Moncrieff og et tidligere indlæg på sin egen blog, hvor man kan finde mere information og flere links, bl.a. til den britiske organisation MIND, der på sin hjemmeside har en vejledning til udtrapning.

Andre gode ressourcer er Peter Lehmanns bog "Coming off Psychiatric Drugs", som findes på flere sprog, bl.a. også på tysk (ikke dansk), og Will Halls "Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs", der er vederlagsfrit tilgængeligt på nettet som pdf, og inden ikke så længe vil blive tilgængeligt på dansk også (jeg vil blogge om hvor og hvornår).

De fleste udtrapningsvejledninger anbefaler, at man venter mindst 3, gerne 4 uger for hver gang, man har reduceret dosen med 10% af den oprindelige dosis. Ligesom det også ofte understreges, at man skal være meget opmærksom på kroppens signaler. Det er uforståeligt, og helt klart et tegn på hvad Gianna kalder "kvaksalveri", hvis en læge, imod hvad erfaringen har vist, mener, det kan gøres med 2-ugers-intervaller, og derudover ikke tager abstinenssymptomer alvorligt.

Nogle tanker i forbindelse med dette: Det kan igen og igen overraske mig, at se diskrepansen mellem det, de professionelle ynder at kalde for "livskvalitet", og hvad jeg selv ser psykofarmaka, deres konsum ligesom udtrapningen ud af dem, gør ved folks faktiske livskvalitet. På en måde mistænker jeg, at den livskvalitet, de professionelle egentligt snakker om, er alle andres end det menneskes, der er i krise.

Som jeg kan forestille mig det er sket for de fleste, måtte også jeg leve med et konstant knevren om at disse stoffer ville kunne øge min livskvalitet - vejledningen var yderst kompetent, ja, ikke perfekt! - Heldigvis var jeg strid, eller stædig (eller bare paranoid??) nok til at takke konsekvent nej til "tilbuddet". Og heldigvis blev dette i sidste ende respekteret. En af de ting, jeg i dag er mest taknemmelig for. De facto tror jeg, at hvis jeg den gang havde vist om psykofarmaka, hvad jeg ved i dag, så var jeg sandsynligvis gået min vej, uden nogensinde at vende tilbage. Min beslutning den gang var ren intuitiv: Stol altid på din intuition! Og, som Gianna opfordrer til i sit indlæg, på de signaler din krop sender dig.

Hvad virkeligt gør mig led og ked af det, er at se alt for mange (knapt så stride, stædige) mennesker få deres helbred, og derved deres livskvalitet, ødelagt af psykofarmaka. Nogle gange permanent. Nogle gange, og alt for ofte, med døden som følge. Døde Mikkel af druk, eller af diabetes? Nej, undskyld, men Mikkel døde af at tage Zyprexa. Er Sidse nødt til at leve med tiltagende fedme og forringelse af sit generelle helbred, OG den forringelse af sin livskvalitet disse forårsager, fordi hendes "psykiske sygdomme" (som "eksperterne" ikke engang kan blive helt enige om, hvilke er, hvorfor hun både er stemplet med det ene, det andre og det tredje, og selvfølgeligt proppet med de respektive tilhørende psykofarmaka!) er værre end en ødelagt livskvalitet (og måske, i fremtiden, det der er værre)? Er det ok, som Sundhedsstyrelsen mener, at Luise døde efter hun, imod sin vilje, fik en injektion med et psykofarmakon (et ud af de ni! "medikamenter" hun var på), hun ikke kunne tåle, hvilket personalet var udmærket bekendt med? Adskillige gange havde Luise sagt, at hun følte "medikamenterne" var ved at slå hende ihjel. Ingen hørte efter, ikke for andet end at stemple hende med "giftangst" også. Mens den "ekspert", der slog hende ihjel, i mellemtiden blev ansat i en ledende stilling i Patientklagenævnet, hvor han/hun vurderer sager, der ligner den, Luises mor indbragte imod ham/hende. Kan det, Gianna går igennem, på nogen måde retfærdiggøres?? Undskyld, men svaret er NEJ! Ingen definition af "livskvalitet" kan nogensinde retfærdiggøre noget af alt dette. "Primum non nocere"...

De mennesker, der ordinerer disse stoffer, påstår at være læger og at praktisere, hvad de selv gerne kalder for "lægekunst". Jeg mener, virkelig lægekunst er, når man er i stand til at se når folks livskvalitet forringes eller ødelægges pga. sygdom, og når man så gør alt i éns magt stående, for at genskabe livskvaliteten respektive for at forhindre forringelsen og ødelæggelsen i at finde sted overhovedet. Alt andet må efter min mening kaldes for ignorance, kvaksalveri - eller cynisme.

I videoen nedenunder fortæller den U.S.-amerikanske kiropraktor og ernæringsekspert Vincent Bellonzi om en patient han havde, en kvinde, som kom til ham for at få vejledning til at tabe sig og forbedre sit generelle helbred. Det viste sig, at hun var på psykofarmaka, som hendes psykiater havde sagt, hun skulle tage resten af sit liv.

Vincent Bellonzis første kritikpunkt: Som læge bør man altid tilstræbe, at ens patienter bliver helbredt. At fortælle nogen, at de altid vil være afhængige af medikamenter, og dermed ens service som læge, er simpelthen i strid med professionens grundlæggende værdier. Bellonzi taler hér om et forhold, der kan betegnes som "misbrugende" (magtmisbrug), og "overkontrollerende".

Ikke nok med at have bundet kvinden til sig på denne altså ret magtmisbrugende måde (psykiatere kan være god til psykologi - når det drejer sig om at indoktrinere i hvert fald), så fortalte psykiateren hende også, at hun ikke havde brug for andet, end hvad han kunne levere: elektrochok og neuroleptika, i dette tilfælde. Bellonzi havde fundet frem til, at hun manglede nogle vitaminer, havde usunde kolesteroltal m.v., som der sagtens kunne gøres noget ved ved hjælp af kostændringer og -tilskud. Psykiateren modsatte sig.

Bellonzis andet kritikpunkt: Hvad får en læge til at ignorere fakta mht. en patients fysiske helbred og modsætte sig tiltag, der kunne forbedre det?? Mit bud på et svar: Et sundere levevis havde over sigt kunnet føre til mindre stor afhængighed af psykiaterens "behandling" - "mens sane in corpore sano", som det jo også hedder på latin. "Et sundt sind i en sund krop."

Desværre var kvinden såpas tryllebundet af sin psykiater, som hun betragtede som sin frelser, som Bellonzi siger, og af både dennes "medikamenter" og elektrochok"behandling" (begge dele indvirker nedsættende på de højere hjernefunktioner og kan derved nedsætte et menneskes evne til at vurdere den egne situation), at hun valgte, at følge psykiaterens råd, ikke Bellonzis og sine venners, der godt kunne se, at hun ikke fungerede specielt godt.



"Det, der giver mig problemer, er ikke så meget længere, hvad der har været. Det er, hvad der er, hvad jeg ser foregå i denne verden, her og nu", sagde jeg i min sidste terapitime i december sidste år. Det var ment generelt. Men det vedrører så afgjort også, og ikke mindst!, hvad jeg ser foregå på psykiatriens område.

Noget, der derudover giver mig problemer er den vedvarende uvilje i samfundet, til at diskutere dette åbent. Specielt frustrerende er det for mig, at se uviljen i sammenhæng med et specielt "insider"-medie. Delvist er det årsag til min uvilje mod dette medie, som har kunnet observeres i tidligere indlæg.

Jeg vil dog tilføje, at jeg blev positiv overrasket over Julie Frederikke Feilbergs artikel ("psykiatriens enøjede syn på tingene" - wow! Men jeg havde nok valgt at skrive: "psykiatriens blindhed"...). Selv om jeg mener, tilbuddet ikke burde være begrænset til bocentre, og heller ikke til at være et supplement til medicinsk "behandling". Men nu har jeg visioner igen...

Ja, og selvfølgeligt håber vi alle, der kender Gianna, irl eller via cyberspace, at hun snart vender stærkt tilbage!

mandag den 21. april 2008

"Stemningsstabiliserende" stoffer - ikke bedre end antidepressiva

Den 31. januar i år udsendte den US-amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, en advarsel angående "stemningsstabiliserende" stoffer (Karbamazepin, Lamictal, Valproat etc.). Ligesom SSRIs'ene, har det vist sig, at også disse stoffer, hvis faktiske virkning på de psykiske problemer, de gerne bliver ordineret for, iøvrigt aldrig er blevet bevist, øger selvmordsrisikoen med 100%.

Derudover kan disse stoffer, også ligesom SSRIs, føre til akatesi, og altså til voldelighed.

I et indlæg på sin blog slår Peter Breggin fast, at såkaldt "stemningsstabiliserende" midler heller ikke gør andet, end alle psykoaktive stoffer: De skaber en ubalance i hjernens transmitterstofskifte og dermed en dysfunktion af hjernen, der kommer til udtryk ved indskrænkede evner, såvel på det følelsesmæssige som det intellektuelle level.

FDA'en opfordrer personer, der tager "stemningsstabiliserende" stoffer, at holde nøje øje med evtl. pludselige stemningsskift - netop det, stofferne angiveligt forhindrer! - for at opdage evtl. akatesi respektive suicidalitet i tide. Desværre er det pga. de foroven nævnte indskrænkede evner, som midlerne forårsager, som oftest meget svært om ikke umuligt, for de pågældende personer, at opdage sådanne forandringer ved sig selv...

Peter Breggin konkluderer, at "stemningsstabiliserende" stoffer, som alle psykofarmaka, udover en dysfunktion af hjernen, forårsager en tryllebinding: Man fortæller brugeren, at pillerne virker, og brugeren tror på det, emotionelt indskrænket af stoffet som han/hun er. Mens realiteten er den, at stoffet faktisk hæmmer bl.a. brugerens selvopfattelsesevne. Selv-/Bedrag på recept.

søndag den 20. april 2008

Enkelt og tydeligt

"Outsideren - ser psykiatrien indefra" - Outsiderens motto

"Så længe parterne nægter at begive sig udenfor deres egne sikre sprog, der hvor det man tror på er veletableret, kommer der aldrig alternativer." -Outsideren om ECT-debatten (og om psykiatridebatten generelt)

"Risici er del af området; hvis man ikke tager chancer, sker der aldrig noget." -Loren Mosher

Sæt de to første citater i forbindelse med hinanden, og se Outsiderens brist skinne igennem - enkelt og tydeligt. Den selvsamme brist, som kendetegner psykiatrien, som Outsideren, i dens egne ord, ser indefra, altså ud fra sit eget sikre sprog, der det den tror på er veletableret - af et system, som de facto har "densamme slags problemer som sit klientel", og hvis handlingsmåder udviser densamme sikkerhedsadfærd som dens klientel, af sikkerhedshensyn holdt fange i deres ubevidste, forventes at udvise.

At nå frem til den frihed i tænkningen og bevidsthed i sproget, der er forudsætning for at kunne forestille sig alternativer, ville kræve at Outsideren tog chancen og så på psykiatrien fra et andet sted end indefra dette fængsel.

Stadigt ikke enkelt og tydeligt nok? Så sammenlign Outsiderens ovennævnte motto med Madness Radio's indledning: "...stemmer og visioner fra udenfor psykiatrien..."

I min egen skrift II

Diskussionen mellem Outsideren og mig var, selvfølgeligt, ikke afsluttet efter jeg havde svaret som citeret hér. Outsiderens opfølgende argument var, kort sagt, at det krævede et enkelt og tydeligt sprog, der rammer en størst mulig fællesnævner, for at få et budskab igennem. Og at dette budskab i sig selv skulle være enkelt og tydeligt, for at nå igennem.

For mig personligt er begrebet "budskab", anvendt på denne måde, i sig selv allerede problematisk. Kan der findes et andet "budskab" i en tekst end det, der tager form i læserens tanker under læsningen af teksten? Eller: Kan der overhovedet findes et overordnet budskab, uafhængigt fra læseren?

Eksistensen af et overordnet, uafhængigt budskab, forudsætter eksistensen af en overordnet, uafhængig tænkemåde. Uafhængig af individuelle forskelligheder og personlig udvikling. En snarere statisk, uforanderlig, fællesnævner.

Det er netop denne idé, jeg går imod. At skrive er for mig en proces, en bevidstgørende proces. Ligesom det at læse er det. Mens bevidsthed aldrig er en statisk, uforanderlig, tilstand, men i sig selv en proces, underkastet konstant forandring, et konstant frem og tilbage mellem død og tilblivelse.

Den 40-årige, hvide mands diskurs, den størst mulige fællesnævner, er en statisk, uforanderlig sådan. En diskurs, fastlåst mellem død og tilblivelse. Hvorved den bevidstgørende proces er fastlåst i densamme, ubevidste stagnation. Kun kørende rundt i cirkler, uden at nå nogen steder hen: "Vi trænger enklere og hurtigere procedurer for anvendelsen af tvangsbehandling." - "Hvorfor trænger vi enklere og hurtigere procedurer for anvendelsen af tvangsbehandling?" - "Fordi Søren sprang i havet og døde." - "Hvorfor sprang Søren i havet og døde?" - "Fordi vi trænger enklere og hurtigere procedurer for anvendelsen af tvangsbehandling." - "Hvorfor trænger vi...?" osv. osv., i al evighed. Mens svarene på begge spørgsmål er at finde langt hinsides for hvad den størst mulige fællesnævner nogensinde kan udforske. Psykologen Laurence Simon foretager på sin radioblog nogle yderligere, interessante betragtninger omkring denne form for tom, og al forståelse blokkerende, diskurs.

Jeg behøver vist for resten ikke at komme nærmere ind på, hvad jeg mener om Outsiderens seneste nummer... Den 40-årige, hvide mand vandt, atter en gang. Hér i form af en entusiastisk forsvarstale til fordel for en tvangsbehandling, der i sig selv er en manifestation af den mere end drabelige stagnation mellem død og muligt liv. Mens den individuelle, bevidstgørende proces, der ikke bare karakteriserer skrivning og læsning, men livet i sin helhed, tabte. Atter en gang.

Når mit budskab igennem?...

tirsdag den 15. april 2008

A New Earth

Jeg fik i dag tilsendt et link til en web-begivenhed på Oprah Winfrey's - uhm, ja, den Oprah! Jeg havde heller aldrig troet, at jeg nogensinde... Men, som jeg skrev til en ven forleden: Livet er fuldt af overraskelser - site, som jeg meget gerne vil give videre hér igennem min blog.

Det drejer sig om en slags web-bogklub, omhandlende Eckhart Tolle's bog A New Earth, med Eckhart Tolle og altså Oprah Winfrey som værter. Jeg har set 1.del, og vil helt klart hænge på til den bitre ende. Check it out!

lørdag den 12. april 2008

Genetik, informationsteknik og politik

Forleden faldt jeg over nedenstående kommentar til et indlæg på Bodil Zaleskys blog, "Genetik och informationsteknik". Originalindlægget omhandler artiklen "Levande gener, döda metaforer", publiceret i Svenska Dagbladet under titlen "Döda metaforer för levande materia", 13. oktober 2005, af Håkan Lindgren (medudgiver af et lille men signifikant svensk kulturmagasin, Agamemnon), som ser på interaktionen mellem gener og miljø mht. menneskelig adfærd.

Jeg synes, kommentaren er både meget interessant, såvel i forhold til kontroversen om Gaderummet, som i forhold til samfundets og myndighedernes fortsatte diskriminering og undertrykkelse af visse samfundsgrupper i al almindelighed, og meget velskrevet. Tak til Marita for hendes tilladelse til at oversætte hendes kommentar og offentliggøre den hér på min blog. Tak også til Bodil Zalesky for at formidle kontakten.
______________

Kommentar til "Genetik och informationsteknik"
Af Marita, skrevet 15. oktober 2005

Jeg indser at hvad jeg kommer at sige, er en meget personlig mening. Bare advarer lidt.

Igennem hele menneskehedens historie har nogle små grupper anset sig selv som værende af "den rette slags" og resten af menneskeheden som værende en sørgelig, uvidende og beskidt pøbel. Sokrates fortalte sine adepter, "at tænke ret er stort, at tænke frit er større" og straks besluttede "den rette slags" at de ikke ville have en frit tænkende pøbel, og man tvang ham til at tømme et giftbæger. Romerne delte sig i patricier ("den rette slags") og plebejer.

I medelalderen i Europa, anså kirkens mænd sig som værende af "den rette slags", og de rige, priviligerede, som knapt blev berørt af kirkens undertrykkelse, har selvsagt altid anset sig som værende af "den rette slags". Kirkens undertrykkelse og feodalisme holdt pøblen på plads (den ene eller anden omgang pest også, selvfølgeligt) - i nogle lande var det forbudt ved dødsstraf, at lære sig at læse. (Og senere for sorte slaver i Amerika.)

Renaissancen kom med et stort suk af lettelse, men kun for "den rette slags". For pøblen ændrede sig meget lidt. Pryglestraf, dødsstraf, hekseprocesser, inkvisitionen, fattigdom, sult, krigspligt... Disse giver kontrol.

Oplysningstiden holder sit indtog, og hér begynder videnskabsmændene at tilhøre "den rette slags". Alt skal forklares i videnskabelige termer, der findes ingen Gud, kun natur, planterne inddeles i deres eget seksualsystem, man anklager kirken, forklarer tyngdeloven osv. Merkantilismen begynder at organisere og kontrollere pøblen. Videnskabsmænd og de rige anser sig som berettiget til at udføre eksperimenter og ofre pøblen - de er uvidende og betragtes som værende mindre værd, knapt nok som værende fuldværdige mennesker. Idéen om det ufordærvede menneske, "den ædle vilde", vokser frem. Tyngdepunktet ligger ikke på "ædel" men på "vild". Derfor udrydder "den rette slags" urbefolkningen i de lande, man erobrer i Amerika, Afrika og Sydamerika. "Vilde" anses ikke som havende menneskeligt værdi.

Romantiken, som bemærkelsesværdigt nok sammenfaller med industrialismens indtog, skaber en ny "ret slags" - kunstneren, som kan tolke Guds stemme og vilje i kunsten, gerne i et rus af opium. Mens opiumrøgen hviler tungt blandt kunstnerne, indrettes der et nyt samfund for pøblen, hvor de stuves sammen, tæt, tæt, i huslænger og tvinges ind i industrien. Tuberkulose, lus, lidelse, sult, tab af stolthed - alt trives i arbejderkvarterene. For at holde styr på disse vrede folkemasser, bygger "den rette slags" - de velstillede kroer og andre steder med udskænkningsrettigheder. Druk tiltager dramatisk - det gør arbejdsulykker også.

Realismen skildrer siden dette elende, og det er første gang at pøblen faktisk forekommer i sin egen ret i bøgernes verden. Man skriver om arbejdernes usle vilkår, om fattiggårde og børnehjem, englemagere og sygdom. Naturligvis er det ikke arbejderne selv som skriver, men "den rette slags", dvs. de med tilstrækkelig høj uddannelse og den rette baggrund for at se hele samfundet som et system. i den bedste velvilje begynder man at forske i, om der muligvis findes en overlegen race, om kriminalitet, mental sygdom, druk osv. kan konstateres hos pøblen, inden det udbryder. Man måler hjerneskaller og lytter til Darwin. For racens bedste steriliserer man mennesker med mentale sygdomme, Downs syndrom og zigeunere, hvilke anses værende specielt truende for et fungerende samfund. Frenologien når frem til, at jo større hoved man har, desto større hjerne og dermed intelligens. Europæerne har ganske store hoveder - specielt de mænd man måler. Forfatterne skriver i rasende afmagt, at det måske er de usle sociale forhold som forårsager kriminaliteten.

Tja, så bevæger vi os mod vores egen tid. I 30erne og 40erne skriver arbejderne og staterne selv om deres situation - indefra. Vi får en tid med flugt fra den hårde virkelighed med krig og andet elende, og man skriver fantasy og science fiction. Vi skyder raketter med mænd, der senere betræder månen, op. Mod slutningen af 1900-tallet gør videnskaben enorme fremskridt, på alle områder. "Den rette slags" har skabt et samfund for pøblen, som er umenneskelig hårdt, glædesløst og kontrolleret. Kriminalitet, selvmord, mental sygdom, stressrelaterede sygdomme, slidskader fra monotont arbejde - alt tiltager. "Den rette slags" får travlt med at forklare, og til sin hjælp har man gentekniken. Vi måler ikke længere hjerneskaller, spørger os ikke, hvilken indvirkning miljøet har - vi vil have en forklaring og helst en undskyldning. Man søger fortvivlet efter bestanddele i menneskets (pøblens) gener, som kan forklare, at denne "dårligere slags" ikke kan for, at de er kriminelle, mentalt syge, sønderstressede etc., fordi de har det undermålige beteende forprogrammeret i deres gener. Programmere er et godt ord, fordi det lyder så moderne i dataalderens epoke. Nøjagtigt som man programmerer computeren, videoen og DVD'en, er også mennesker blevet programmeret i generne. Hvis man finder gener for kræft, diabetes eller andre handicappende sygdomme, som kan udbryde i fremtiden - eller ej - kan man informere forsikringsselskaberne, og så må den pøbel med defekte gener betale højere præmier - hvis de overhovedet kan forsikres. At samfundet er umenneskeligt, interesserer man sig ikke for, selv politikerne synes nu, at sygefraværet er for højt og langvarigt, så man stresser de defekte individer endnu mere sønder med at true, at tage deres fosørgelse fra dem. Det betyder intet, fordi de defekte tilhører "den dårligere slags", og "den rette slags" klarer sig under alle omstændigheder. De har penge, god indkomst, stor magt, gode samfundspositioner, aner, forbindelser, god uddannelse etc., og de er absolut ikke defekte i generne. "Den rette slags" siger til "den dårligere slags", at de vist ikke skal se sig som en gruppe med samme drømme, rettigheder og mål, men som individer. Allerede Machiavelli regnede ud, at man for at opnå total kontrol skulle skille ad og herske.

Omtrent sådan. "Den rette slags" finder på, hvad de kan for at kontrollere og holde "den dårligere slags" nede. Nu er det genteknik. Hvad det er om 20 år, er uvisst, men systemet som sådant er livskraftigt.

(Oversat fra svensk)
_______________

I en opfølgende kommentar skriver Marita, at "videnskaben aldrig nogensinde har kunnet og aldrig nogensinde vil komme til at kunne spå et individs fremtid, lige så lidt som den kan sige noget om, hvad det indebærer, at være menneske. Det spiller ingen rolle, om vi forsker i genernes sammensætning, tæller knopper på hovedet eller måler hjerneskallen på folk. Vi bliver i hvert fald kun alt det, vi kan blive i samspil med andre mennesker, uanset hvad genetikens regler siger.

(...)Jeg har et meget lyst og positivt syn på, hvad enkelte mennesker kan udrette, men et kulsort, negativt syn på hvor menneskeheden som helhed er på vej hen. Mennesket som beholder af predestinerede gener er for mig en absurd tanke, måske endda lidt forskruet."

Jeg er enig.

fredag den 11. april 2008

Henriette Emilie

Så har Henriette Emilie forladt blogland. Allerede for næsten en måned siden. Og da jeg lige prøvede, at komme ind på hendes blog, som havde været bevarelsesværdig!, måtte jeg opdage, at den er væk. Pistvæk. Øv! Så mange rigtig gode indlæg! No way back, som hendes sidste indlæg (som jeg aldrig nåede at læse...) var overskrevet.

Men, ja, der er et liv udenfor blogland. Og jeg ønsker dig, endnu en gang, alt godt for det liv, Henriette Emilie!!!

onsdag den 9. april 2008

Skriv under mod "Mother's Act"!

"Mother's Act" er et lovforslag, der p.t. foreligger senatet i USA til afstemning. Lovforslaget går ud på, at indføre obligatorisk screening for fødselsdepression for alle gravide - ja, utroligt, men sandt: inden de overhovedet har født! Hvad lovforslaget egentligt går ud på, viser videoen nedenunder tydeligt. Det er amerikanske Amy Philo, der i videoen fortæller sin historie.

Amy's første søn, Isaac, fik alvorlige helbredsproblemer, der nær kostede ham livet, få dage efter hans fødsel i 2004. Amy reagerede med panikanfald og angst for at lade ham så meget som et sekund ud af øjnene. Helt normalt, ville jeg mene i en sådan situation. Det mente sundhedsplejersken nu ikke, og sendte Amy afsted, for at få "behandling".

Amy fik, efter en samtale, der varede 1, ÉT!, minut, Zoloft af sin læge. Der gik få dage, så begyndte Amy at få forestillinger om at dræbe Isaac. Dosen af Zoloft blev sat op. Forestillingerne blev værre. Dosen blev yderligere sat op, og Amy forestillede sig nu ikke kun, at dræbe Isaac, men også sin mand, sin mor, sine naboer og katte - og sig selv.

Systemets svar var, at foreslå mere "medicin", evtl. et neuroleptikon i tillæg til Zoloft. Imod lægernes råd, besluttede Amy dog heldigvis, at trappe ud af Zoloft, og "blev sig selv igen", som hun siger.

Lægerne havde også advaret Amy mod at få flere børn, da fødselsdepressioner angiveligt bliver værre for hver gang, hvert barn. To år efter Isaac kom til verden, fik han en lillebror, Toby. Både Amy, Isaac, Toby og resten af familien har det fint i dag. Det blev ikke til flere fødselsdepressioner, som lægerne havde varslet. På trods af, at Amy efter sin Zoloft-erfaring aldrig har taget nogen form for psykofarmaka igen. Eller nok snarere netop fordi hun ikke har gjort det!

Stik imod hvad psykiatrien også i Danmark fortæller om anvendelsen af SSRIs (antidepressiva som Zoloft) under svangerskabet, er risikoen for, at barnet bliver født med dødelige hjerne- og/eller hjerteskader 240% større for gravide, der tager SSRIs, end for dem, der ikke gør, som Peter Breggin konkluderer efter en gennemgang af de relevante studier. Helt bortset fra, at mange børn af mødre, der tog SSRIs under svangerskabet, efter fødslen lider af abstinenssymptomer. SSRIs er nemlig, også stik imod psykiatriens og farmaindustriens påstande, absolut vanedannende. Fysisk, ikke psykisk.

"Mother's Act" vil i praksis føre til flere og flere vordende mødre på antidepressiva, og dermed til flere og flere børn, der bliver dødfødt, respektive født med dødelige skader. Og den vil selvfølgeligt føre til, at flere og flere mødre ender i den onde psykofarmaka-cirkel, som Amy Philo nær var havnet i, havde hun ikke haft modet til at gå imod "eksperternes" råd.

Se videoen og skriv under på petitionen mod "Mother's Act"! - Du bor ikke i USA? Ikke dit problem? Tja, i dag USA, i morgen måske Danmark - og vi lever vel alle i densamme verden, når det kommer til krænkelser af menneskerettighederne, ikke??

tirsdag den 8. april 2008

For resten...

...titlen på den sidste video nederst på siden er "Blue", af Ghostland & Sinéad O'Connor.

søndag den 6. april 2008

Illegal Attacks

Siden jeg nu citerer Sinéad O'Connor:



Ian Brown ft. Sinéad O'Connor - Illegal Attacks

I min egen skrift

I næsten et år nu har jeg skrevet for Outsideren. Og det har været ok. Ok, ja. Ikke fantastisk, superfedt, oversejt. Fordi jeg for hver artikel, jeg arbejdede med, følte en noget uklar om end stærk modvilje mod at se min skrift blive redigeret i en grad, der nærmest omdannede den til en andens skrift. Både mht. stil og indhold - som efter min mening ikke kan adskilles fra hinanden.

Modviljens uklare årsag blev med ét meget klar og tydelig, da jeg læste en tekst af Karen Henninger om kategoriseringer, stereotyper og diskriminering, der ledte mine tanker tilbage til studiet af bl.a. Cixous, Irigaray, Kristeva etc. (Karen Henningers tekst er ikke åbent tilgængeligt på nettet).

Så, da jeg forleden blev spurgt, hvad der var vigtigst for mig, mit budskab eller min stil, faldt svaret således ud (hér i forkortet udgave):

God created man in His own image - Man created God in the image of "the 40-year-old, white male/man"

Er mit budskab vigtigst for mig, eller min stil?

Hvad er "min stil"? "Min stil" er mine ord er min diskurs er mig selv. Hvis jeg har et budskab, som er mit, kan jeg kun formidle det, ved at bruge mine ord. Budskabet bliver et andet, hvis jeg bruger en andens ord.

Eksempel: Karin Garde prøver på at bryde med psykiatriens (videnskabens, samfundets) paradigme "den 40-årige, hvide mand". Ved at bruge den 40-årige, hvide mands (psykiatriens, videnskabens, samfundets) diskurs (kategoriseringer, diagnoser). På forhånd dømt til at gå galt.

Nu dominerer "den 40-årige, hvide mand" ikke kun psykiatrien, videnskaben, politiken, samfundet. Han dominerer også journalistiken, medierne. Selvfølgeligt. Kvinden er langt fra så frigjort og kommet til sin ret, som mange tror. Fordi det ikke drejer sig om at erstatte "den 40-årige, hvide mand" med "den 35-årige, sorte kvinde". Denne fejltagelse forkerte f.eks. Laings bestræbelser til deres modsats. (Det var dog ikke ham selv, der begik fejlen, som i tilfældet Karin Garde. Det var hans kollegaer og efterfølgere.)

Hvis det ikke drejer sig om, at erstatte en stereotypi med en anden, hvad drejer det sig så om? Svaret ligger i spørgsmålet. Det drejer sig om, at erstatte "images", stereotypier, med levende mennesker.

Jeg har hele mit liv været fanget af, undertrykt af, er blevet diskrimineret af og nærmest berøvet mig selv af "den 40-årige, hvide mands" stereotypi (familie, skole, universitet, politik, samfund, medierne...). Jeg har ikke kunnet identificere mig med de til rådighed stående stereotyper. Marian har været såpas fanget i dem, at hun heller ikke havde mulighed, for at rebellere i kreativ, poetisk form, men måtte gribe til hvad "den 40-årige, hvide mand"s stedfortrædere i samfundet kalder selv-/destruktiv, psykotisk adfærd, men hvad egentligt bare er en Mariansk rebellion.

Tre kategorier: Objektivitet (videnskabeligt, politisk, journalistisk... "Det er jo helt diabetisk/demokratisk/by-line'sk"???), poetisk kreativitet ("Det er jo helt Kafkaesk!" Aha, hér er vi ved at nærme os noget, der ligner noget...), psykotisk destruktivitet ("Det er jo helt sindssygt, vanvittigt, skizofrent...!" Bingo, så er den hjemme!)

Jeg er ved at bevæge mig længere og længere væk fra kategorierne - hen til "Marian". Kan Outsideren rumme det "Marianske"? Eller: Kan et hvilket som helst mainstream medie rumme det menneskelige? (Dette er ikke et angreb på Outsideren som sådan. Det er et angreb på den vores tid dominerende diskurs - som Outsideren bare er en lille del af - i al almindelighed.)

Jeg har brug for, at komme lidt væk fra det. Det er for nedbrydende. (Sorry! Og se ovenfor: Ikke noget angreb på Outsideren som sådan!) Som sagt, så vil jeg gerne forsyne jer med nyt fra udlandet. Intet problem. Artikelmæssigt vil jeg gerne give en hånd med, når jeg kan. Researchmæssigt.

I don't wanna be no man's woman
I've other work I want to get done

-Sinéad O'Connor

(Sørgeligt, at hun alligevel skulle blive offer for det, hun rebellerede imod... Og heldigt, at det ikke skete før!)
_______________

Arrogant? Selvcentreret? Skørt?... Tja, i den 40-årige, hvide mands øjne er ethvert forsøg på, at skabe sig selv i sit eget billede, jo nok...

fredag den 4. april 2008

Memphis, Tennessee - Christiania

I dag er det 40 år siden, at Martin Luther King, Jr. blev myrdet i Memphis, Tenn. "A riot is the language of the unheard", sagde han, "Optøjer er de uhørtes sprog." Optøjer er der efterhånden en del af: "Hør os!"

Ifølge øvrigheden lever vi i et demokrati. Et demokrati udmærker sig ved, at ALLE bliver hørt. Når øvrigheden i dette land nu er så stolt (eller skulle jeg sige: selvglad?) over at repræsentere et (angiveligt) demokratisk styre, at den endda føler sig kaldet til at udgive en demokratikanon, var det så ikke på tide, at den begyndte at lade demokratiet komme til sin ret i praksis? Var det ikke på tide, at begynde at lytte til ALLE, i stedet for at true dem (noget så totalitært) til at tie stille og makke ret??

"Det er helt i orden og rigtigt, hvad politiet gør. Nu må de unge tage sig sammen og passe deres skole og job og lade være med at tro, at de kan indrette et parallelsamfund med deres egne normer," kan man læse i en nyhedsnotits, at retsordfører Kim Andersen fra Venstre siger om urolighederne i Christiania. Med andre ord: Hold jeres mund, glem jeres idealer og drømme, og se til, at blive flittigt producerende og konsumerende - og skatteydende! - mæhlam, som alle andre er det! (Så Danmark også fortsat har råd til at lege krig ude i verdenen, og være med til at ødelægge livet for millioner af mennesker. Yeah.)

Tja, nu er det jo sådan, at det kræver omtanke, at lytte til ALLE, respektere ALLE, tage hensyn til ALLES behov og ønsker. Det er nu engang noget nemmere, at styre en homogen flok mæhlam, end at tilgodese ALLE behov i en af selvstændigt tænkende individer mangfoldigt sammensat befolkning.

"Sjældent finder vi mænd, der villigt engagerer sig i svær og solid tænkning. Der foregår en nærmest universel søgen efter de nemme svar og halvfærdige løsninger. Intet piner nogle mere, end at skulle tænke", som Martin Luther King, Jr. også sagde.

tirsdag den 1. april 2008

Scientology - en gang til

Jeg ser, at jeg skylder Scintology en undkyldning: I et par tidligere blogindlæg har jeg beskyldt Scientology for hjernevask, hvilket altså ikke er holdbart. "Der finder ikke hjernevask sted i Scientology,..." siger sociologen og eksperten i Scientology Peter B. Andersen her, og han må vide det, bedre end mig. Så, 3 - 0 til Scientology i forhold til psykiatrien: ingen hjernevask. Heller ingen fysisk hjerneskadende "behandling" eller tvang. Og hvad Scientologys psykiatrikritik angår, så bygger den, som sagt, på meget velrechercherede facts. Hermed altså: Undskyld! til Scientology.