"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

lørdag den 30. august 2008

Freedom Center - artikel og video

For alle, der forstår engelsk: Forbes har en artikel med video om Freedom Center og Will Hall. Check it out!

fredag den 29. august 2008

"Uforklarlige" dødsfald i psykiatrien

Ja, det er godt nok et mysterium med alle de pludselige dødsfald i psykiatrien. Eller er det??

Hvad kritikerne af neuroleptika har forsøgt at gøre opmærksom på i efterhånden årtier, ser nu endeligt ud til at være videnskabeligt bevist: "Mennesker der tager antipsykotika har næsten dobbelt så stor risiko for at få slagtilfælde end dem, der ikke får denne behandling", er hvad en britisk studie er nået frem til fornyligt.

Og risikoen består ikke bare mens disse "medikamenter" tages, men bliver bestående, selv om "behandlingen" med neuroleptika kun har stået på i et begrænset tidsrum.

Hvis du altså på noget tidspunkt i dit liv har taget neuroleptika, har du ifølge studien et 1,7 gange højere risiko for at få et slagtilfælde, end mennesker, der aldrig har taget disse stoffer. For ældre mennesker, der gerne får stofferne som "behandling" for demens, er risikoen endda 3,5 gange større. Og det er for resten ligemeget, om det drejer sig om de ældre "typiske" stoffer, som Haldol, eller de nyere, "atypiske", som Risperdal, Seroquel, Abilify etc.

Interessant bliver både at se, om og, hvis overhovedet, hvordan den danske presse vil reagere, og hvilke søforklaringer psykiatrien vil trylle frem af hatten for at bagatellisere. Det ville jo ikke forbavse, hvis det blev noget à la "Skizofreni/bipolar lidelse etc. er meget værre, end et 1,7 gange større risiko for at få hjertestop og dø." Længe leve cynismen!

Atter en gang føler jeg en uimodståelig trang til at takke min terapeut. Både sarkastisk, for hendes ihærdige forsøg, at give mig et næsten fordoblet risiko for slagtilfælde, men også helt ærligt og fra hjertet (sic), for i sidste ende alligevel at have respekteret mit ønske om "medicin"frihed: Tak! Og tak!!!
_______________

Update: Studien kan ses hér. Hvad nyhedsnotitsen ikke fortæller er at risikoen for slagtilfælde dog normaliserer sig i løbet af et halvt år efter endt "behandling", men også at de nyere, "atypiske" stoffer er under mistanke for at øge risikoen for slagtilfælde i større omfang, end de gamle, "typiske".

torsdag den 28. august 2008

wild one





Siri 1984 - 1997

mandag den 25. august 2008

De "kære" pårørende

Hvad er det så med mig og de pårørende? Tja, sagen er den, at jeg er gået i lidt for lang tid og har haft lov til at gøre mig mine helt egne tanker. Jeg kom simpelthen alt for sent i nærmere kontakt med systemet. Og jeg kom slet ikke tæt nok på.

Ræset var kørt. Jeg havde nået at gøre mig tilstrækkeligt med egne tanker til at kunne konkludere, at, ligemeget hvilke problemer jeg måtte have, så havde de helt klart alt at gøre med min livshistorie, og stort set intet med mine gener eller mit transmitterstofskifte. Ja, altså, i hvert fald ikke andet end at mine gener og mit transmitterstofskifte sikkert nok på et biologisk niveau afspejler, hvad der foregår i min sjæl mht. tanker og emotioner.

At jeg havde nået at gøre mig mine egne tanker forhindrede nu ikke helt, at jeg i en kortere periode blev plaget af alvorlige tvivl. Ikke mindst siden man fra mainstreamens side ikke hører andet end historier om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme. Og selvfølgeligt er det mainstreamen, man render ind i som det første, når man begynder at efterforske sagen lidt nærmere. At min terapeut på et tidspunkt havde spurgt mig, meget forsigtigt og taktfuldt, men ikke desto mindre også meget umisforståeligt, om min mor måske havde været "syg", gjorde sagen ikke ligefrem bedre.

Og, nej, for resten. Min mor har ikke været "syg". Hun har bare været en meget bange og usikker lille pige med en masse skeletter i sit skab, der var dygtig til at gemme sig bag facaden af en omklamrende, opslugende, kvælende, tilintetgørende kontrolfreak og perfektionist.

Nu gik der heldigvis ikke så frygtelig lang tid, før jeg fandt frem til ikke-mainstream information, utrætteligt som jeg er når det gælder om at gå til bunds i en sag, og mere og mere i stand igen til at bruge energi på min recherche, takket være krisens aftagen og fraværet af neuroleptisk omtågethed.

Hvad jeg fandt mht. de "kære" pårørende, kan det følgende citat fra Adam Curtis' The Trap nok meget godt sammenfattende illustrere:

"Hvis du vil gå hjem til dine pårørende, skal dine pårørende kunne være rimelig sikker på, at du vil kunne tilpasse dig rimeligt til deres hverdag, så at de kan fortsætte med at leve deres normale liv." (Udtalt af en psykiater)

Ja, det er altså den slags pårørende, jeg har noget imod. Den slags, der ville gøre alt, inklusive at ofre et familiemedlem, for at kunne "fortsætte med at leve deres normale liv", læs: for at forhindre skeletterne i skabet i at blive trukket frem i lyset. Noget, der kan løse en krise spontant, hvis det, på trods af de "kære" pårørendes modstand, lykkes, som bl.a. Laing og Bateson har observeret.

Det fordelagtige med psykoser er jo, at det er ubevidstheden, der kommer til udtryk igennem den, at det ubevidstes sprog er et symbolsprog, og at meningen og hensigten med den psykotiske tale derfor som oftest hverken lige umiddelbart bliver forståeligt for omgivelserne eller for det kriseramte menneske selv. Tegnene skal kunne tydes. Og for at kunne tyde dem, skal man kende lidt til skeletterne i skabet. Det gør det kriseramte menneske kun ubevidst, igennem sin intuition, og det gør behandlerne som regel slet ikke. Det er, især ved psykoser, nemt nok for alle involverede, at påstå, at "symptomerne" aldeles ikke taler et meningsfuldt sprog, men altså ikke er andet, end tegn på meningsløs galskab, forårsaget af en defekt hjernefunktion.

Så, hurra for den biologiske forklaringsmodel, der ikke bare holder skabsdørene tæt lukkede, men, ved hjælp af neuroleptika og/eller elektrochok, også drejer nøglen om - og ofte også smider den langt væk. "En vigtig grund til at denne mening og hensigt [med ekstreme sindstilstande, som bl.a. R.D. Laing og John W. Perry og mange af de mennesker, der har oplevet disse sindstilstande og der har formået at undgå kolonialisering af deres sind, er nået frem til at disse sindstilstande indeholder] forbliver gemt, er at, som jeg har antydet i denne artikel, observatørernes [psykiatriens, samfundets] fordomme udelukker et virkeligt søgen efter meningen. Først erklæret som værende en hjernesygdom, er dette søgen forbi", skriver John Breeding i artiklen "To see Or Not To See. 'Schizophrenia' And The Possibility Of Full 'Recovery'.".

Andetsteds skriver han mht. det ikke bare forbigående, men desværre ofte vedvarende hukommelsestab, som elektrochok har som "bi"virkning: "Når jeg hører om en person for hvem elektrochok bliver overvejet, spørger jeg altid: 'Hvad er så vigtigt, som han eller hun ikke skal kunne huske og tale om?' Eller: 'Hvad er det alle andre ikke vil høre eller se?' "

Ja ja, det er nu nok også nærmest for meget krævet, at de "kære" pårørende skal udsættes for, at skulle tage ansvar for deres handlinger og ord, og se deres egen sandhed i øjnene. Så hellere skyde skylden på en uforklarlig, meningsløs hjernesygdom, og sørge for, at det sygdomsramte familiemedlem får tilstrækkeligt med invalidiserende "behandling" til at det i hvert fald ikke på noget tidspunkt bliver i stand til at søge efter meningen i og hensigten med sine ekstreme sindstilstande. De tre aber, igen.

torsdag den 21. august 2008

Here's to my therapist II - Hvorfor gener hverken prædisponerer for eller forårsager "psykisk sygdom"

Ok, ja, jeg har altså noget imod de "kære" pårørende. Især dem, der klamrer sig desperat til biopsykiatriens forklaringsmodeller og dermed fraskriver sig selv ethvert ansvar, som NAMI-pårørende f.eks. gør det så mønstergyldigt. Det fremgik vist tydeligt nok af mit sidste indlæg. Jeg synes faktisk, det er ret utroligt, at man går så langt som at udsætte et angiveligt elsket familiemedlem for denne biopsykiatris drabelige "behandlings"tiltag, bare for at redde den egne "ære". At man ofrer det angiveligt ak så elskede familiemedlem for sin egen sjælefred: "Det er ikke mit ansvar. Det er hans/hendes gener!". Lovely!

Nu er det sådan, at jeg har rigtig, rigtig dårlige nyheder til jer, alle NAMI- (og lignende) pårørende. Og også til alle biopsykiatere, -psykologer, og alle af biobiobiopsykiatrien kolonialiserede brugere. Til alle faktisk, der tror, de kan skyde skylden for (deres) "psykisk(e) sygdom" på (deres) gener, på biologien.

Jeg faldt over videoen hér nedenunder i arkiverne på Gianna's blog i går. Det er den første af syv dele, der tilsammens udgør en forelæsning holdt af cellebiologen Bruce Lipton.



Det Bruce Lipton forklarer i forelæsningen er faktisk et videnskabeligt, biologisk bevis på, at det er traumamodellen, der holder, mens genteorierne er, ja, sludder og vrøvl.

Mens den moderne genforskning tager sit udgangspunkt i antagelsen (det er aldrig blevet bevist), at gener producerer proteiner, der så aktiverer adfærd, har Bruce Lipton længe undret sig over, hvordan det i så fald kan være muligt for levende organismer at fortsat udvise adfærd, selv om generne bliver fjernet fra dem. Det burde jo ikke være muligt, hvis generne var al adfærdens alfa og omega, al adfærdens kilde.

Bruce Lipton fandt ud af, at den moderne genforskning havde smidt den afgørende del af hele den adfærdsskabende proces ud til højre: gener producerer ikke proteiner (de producerer faktisk ikke noget som helst). Til gengæld aktiverer signalstoffer, transmitterstoffer, generne som en byggeplan for nye proteiner. Signalstofferne er blevet sendt ud af en "effector", en udløser, der, på sin side, er blevet aktiveret af en receptor, en modtager, en antenne, der, på sin side, er blevet aktiveret af et signal. Det oprindelige, hele reaktionskæden igangsættende, signal. Og dette oprindelige signal kom fra - og nu er det på højeste tide for alle, der har noget mod traumamodellen, at stoppe med at læse, og lade som ingenting! De tre aber, i ved - den levende organismes omverden.

Al adfærd, alt liv, der finder udtryk i adfærd, er altid, og ligemeget om vi taler en enkel celle eller en kompliceret organisme som mennesket, en reaktion på omverdenen.

Men hvad så med forskningsresultater, der f.eks. viser, at "skizofrene" somme tider har fra "normalen" afvigende gener, eller kromosomer? Sagen er, at når et sekundært signal, altså det, udløseren har sendt afsted for at lede efter et passende protein i organismen, der kunne skabe den til situationen passende adfærd, ikke finder et passende protein, så går det til generne, til DNA'en, frigør den fra dets beskyttende lag af proteiner, og får en kopi af planen, af DNA'en, efter hvilken det passende protein kan bygges. Hvis nu situationen er så indviklet (som f.eks. en double bind er det...), at DNA'en ikke lige kan levere en passende plan, ja, så kan de eksisterende planer ændres. Mutationer er mulige. Men i modsætning til hvad den moderne genforskning mener, er mutationer ikke tilfældige. De er tilpassede situationen. Og de er heller ikke medfødte, medmindre altså, organismen allerede inden sin fødsel var udsat for usædvanlige situationer, en usædvanlig omverden.

På denne måde former omverdenen generne af de i den levende organismer. Og, selvfølgeligt, kan den ændrede plan, mutationen, laves om igen til "normalen", hvis omverdenen skulle ændre sig og gøre mutationen overflødigt.

Jeg er ked af det (nej, det er jeg faktisk ikke), "kære" pårørende, men, ja, vi er tilbage ved "den skizofrenogene mor" & Co. Faktisk er vi dér, hvor skylden for ingen form for "utilpasset", "syg", ikke fungerende adfærd længere kan skydes på et individs gener, på et individs medfødte karakteristika. På et biologisk niveau er livet proteiner, ikke gener. Gener er intet andet end en byggeplan. Huset bygges af signaler, der bruger proteiner som byggemateriale. Og hvordan huset kommer til at se ud, afgøres af det omkringliggende terræn, ikke af en bestemt, fastlagt plan. Enhver organisme har nemlig planer til alle tænkelige huse latent i sig, inklusive muligheden, for at lave lidt om på dem, hist og hér, alt efter behov. Alt er således muligt. Men hvad der i sidste ende manifesterer sig, er afhængig af omverdenen - og individets forståelse af den, som, igen, er afhængig af den omverden, der i begyndelsen har præget individets forståelse af sin omverdenen.

Mht. menneskelig adfærd er det altså sansningen og forståelsen (af vores omverden), der kontrollerer adfærden, ikke biologien. Mens den måde, vi sanser og forstår vores omverden på (hvad Bruce Lipton kalder vores "tro"), er tillærd i sig selv, som en reaktion på omverdenens signaler. Hér kommer behandlingstiltag som terapi, meditation, etc. ind i billedet. En tro kan man ændre. Man kan tro om. Alt bliver muligt. Forudsat, man er sig bevidst om den eksisterende tro.

Bruce Lipton's forskningsresultater passer perfekt til det, mange af os, der ikke har købt den biologiske forklaringsmodel - og hér både dem, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande men også professionelle som Laing og Loren Mosher - har oplevet: lav om på omverdenen (f.eks. på kost- og motionsvanerne, eller ved at flytte, laaangt, hjemmefra*...), og adfærden ændres. Og de passer lige så perfekt til neurovidenskabens forskningsresultater på neuroplasticitetens område.

Desværre har dette også en politisk dimension (diskriminering, eugenik), så jeg frygter, at uanset hvor mange videnskabelige beviser, vil alt blive gjort for at holde forskningsresultater som Bruce Lipton's fjern fra offentligheden. Bruce Lipton har skrevet en bog om sin forskning, The Biology of Belief, som jeg antager, er noget mere opløftende og interessant læsning end, bare som et par eksempler, Jill Bolte Taylor's My Stroke of Insight, Kay Redfield Jamison's An Unquiet Mind (find selv lovprisningerne på nettet, det er nemt nok), eller én af de mange af Psykiatrifonden udgivne mesterværker, som for eksempel Om og med psykose, som jeg faktisk har læst: du godeste! The Biology of Belief udkom i 2005, YouTube videoerne blev uploaded i november 2007, og i går var første gang, jeg har hørt om det. Hvilket så sandeligt ikke skyldes mangel på recherche fra min side.

Tak til Gianna for at lægge videoen på sin blog!!!

I øvrigt har NAMI fornylig reageret på forskningsresultaterne mht. de muterede kromosomer, som jeg har kommenteret hér og hér. NAMI's nyhedsnotits er, overraskende men med rette, knapt så entusiastisk som Thomas Werge's euforiske udbrud i den danske presse.

Til alle Jill Bolte Taylors og Thomas Werges derude: i leder så afgjort de forkerte steder (selv om de måtte være nok så politisk korrekte, de steder i leder...). Til alle terapeuter, der går ind for den biologiske, genetiske version af stress-sårbarheds-modellen: hold op med at umyndiggøre og handlingslamme mennesker med jeres ammestuefortællinger om gener, der ikke er andet end junk-videnskab! Og til alle jer derude, der sidder behageligt tilbagelænet på jeres førtidspension, og foran jeres fjerner og/eller computer, hele dagen, mens i skyder skylden for jeres påstået uforanderlige og ukontrollerbare lidelse på jeres gener (jeg ved, nu er jeg kontroversiel igen, ja ja!): Tro, ikke biologi, kontrollerer adfærd. Tag ansvar! Om ikke for jer selv, så i det mindste for andre. Ved at holde op med at udbrede junk-videnskabens usandheder om gener og biologi, og ved at holde op med at ville gøre biobiobiopsykiatriens (junk-videnskabens) kritikere tavse.
_______________

* Nu skal man ikke tro, det er nok, bare at rykke teltpælene op og flytte til Langtbortistan. Det er noget, jeg har prøvet adskillige gange, og på længere sigt altid uden held: nissen flytter med. Kun at rykke de udvendige teltpæle op er aldrig nok. Det er også de indvendige, "troen", der skal rykkes op.

tirsdag den 19. august 2008

Tvang i psykiatrien - Opskriften på krise og selvmord

"Give me liberty or give me death" Felice Eliscu

Tre gange dagligt fik Felice Eliscu ventede gæster. Morgen, middag og aften. De kom, så og gik igen. De var ventet, men ikke ønsket. Til sidst var de så lidt ønsket, at Felice tog en overdosis. Ikke dødeligt, bare som et råb til gæsterne om at holde sig væk, og lade hende være i fred. Desperat. "Det var ikke ment som et selvmordsforsøg. Det var ment som et radikalt stillingtagen."

Det blev tolket som et selvmordsforsøg, og Felice blev indlagt. Hun er fri for at få gæster, men hun er ikke fri for det, der drev hende ud i ekstremerne: tvangsmedicinering, per domsafsigelse. Med seks forskellige psykofarmaka, bl.a. Abilify, der til sidst gav hende tics i ansigtet: tardiv dyskinesi. Felice stoppede med Abilify. Hendes psykiater var indforstået. Myndighederne ikke. Så de ansatte nogle studerende, der kunne sikre, at Felice ikke slap for Abilify's vansirende "bivirkning". Jo flere kendetegn, jo bedre!

"Tvangsmedicinering har før drevet mennesker i selvmordet...", hedder det på MindFreedoms hjemmeside. Tvang er per se et dysfunktionelt, destruktivt kommunikationsmønster, og kan således ikke skabe andet end dysfunktionalitet, destruktivitet, dvs. yderligere traumatisering og krise.

"...jeg forstod langsomt (...) at jeg, igen og igen, bliver drevet og manipuleret ud i bizar og syg adfærd. (...) ...jeg bliver drevet ud i kriserne - af mennesker, der holder af mig, og der er dybt overbevist om, at jeg ville have det bedre, hvis jeg var medicineret. Jeg bliver behandlet på denne forfærdelige måde ud af kærlighed", skrev en ven til mig for noget tid siden.

Ja. Ud af et dysfunktionelt samfunds dysfunktionelle kærlighed. Betinget kærlighed. "Vi ved hvad der er bedst for dig." Vi ved det også i Danmark. Omklamrende, opslugende, kvælende, tilintetgørende. "Kærlighed"??

Felice vil gerne have hjælp. Hun vil bare ikke længere udsættes for den nedværdigende og handicappende behandling, vores moderne, vestlige samfund betragter som "hjælp". Hun har lidt held med sig i sit uheld. Hun er medlem af MindFreedom International og har mulighed, for at bede om støtte via MindFreedom's "Shield". Og det har hun gjort. Utallige mennesker verdenen over er ikke så heldige. De er uden den mindste form for beskyttelse udleverede til, hvad andre mener, er bedst for dem.

Det tog mig tre dage, at finde ord til en mail til guvernøren af Wisconsin. Et tilbagevendende problem: målløs ansigt til ansigt med dysfunktionaliteten.
_______________

P.S.: Ja ja, jeg ved, det er kontroversielt at nævne "Bedre Psykiatri" i samme åndedræt med USA's største, landsdækkende og vel nok mest fascistiske og korrupte pårørendeorganisation "NAMI". Heeelt så fascistisk og korrupt er vi ikke (endnu) hér i Danmark. Faktisk synes jeg, det er yderst rosværdigt, at man, i samarbejde med LAP, f.eks.udarbejder pjecen "En bedre hjælp", der giver plads til andet end den biologiske model og endda understreger, at fuld recovery er en mulighed. Noget, "NAMI" ikke gør.

Alligevel får jeg myrekryb, når jeg finder gode råd og vejledning om hvordan man som pårørende får lirket ellers tavshedspligtbelagte oplysninger ud af personalet på "Bedre Psykiatri"s hjemmeside. Yuck!

torsdag den 14. august 2008

Den institutionaliserede vold II - Artikel og video om behandlingshjem for børn og unge

Den nedenstående artikel af Jane Alexander, indehaveren af bloggen "Bipolar Recovery", er offentliggjort på journalisten Philip Dawdy's blog "Furious Seasons" den 19. februar 2008, fire dage efter Steven Kazmierczak skød mindst 17 og dræbte fem mennesker inden han begik selvmord under en forelæsning ved Northern Illinois University, USA, den 14. februar 2008 - Steven var på gerningstidspunktet iøvrigt på Xanax og Ambien (Stilnoct), og havde tre uger forinden holdt op med at tage Prozac. De nyere antidepressiva er kendte for at forårsage mord- og selvmordstanker, såvel under "behandlingen" (akatesi) som op til flere uger efter endt udtrapning (abstinenssymptom). Næsten alle school-shooters har på gerningstidspunktet været i "behandling" med antidepressiva, eller havde afsluttet "behandlingen" kort forinden.

Jane's artikel er en reaktion på Philip Dawdy's opfordring til sine læsere til at skrive et indlæg til hans blog. Jane, der selv har tilbragt flere år på behandlingshjem, bl.a. hér og hér, tog udgangspunkt i Illinois-tragedien for at give et indblik i hvordan behandlingshjem for børn og unge (ikke!) fungerer.

Jeg har bedt Jane om tilladelse til at oversætte hendes artikel, tildels fordi jeg finder den en udmærket illustration af hvad myndighederne mener er adækvat hjælp til unge mennesker med problemer, og hvad desamme myndigheder gerne vil erstatte Gaderummet med, tildels fordi jeg har set resultatet af institutionalisering af børn og unge, og tildels fordi jeg selv har levet med truslen om institutionalisering fra jeg var 8, 9 år gammel frem til jeg var 17, og altså kun havde et enkelt år tilbage at overleve før "den store frihed", samtidigt med at det på denne tid for alvor gik op for mig, at truslerne faktisk var af ret så tom natur. Men det er stof til et andet indlæg.

I tillæg til artiklen har Jane lavet en video, der kan ses på hendes blog, på YouTube, eller nedenunder artiklen hér i indlægget.

Artiklen kan læses i originalen under overskriften "Former Group Home Resident Explains Group Homes" ("Forhenværende institutionsindsat beskriver behandlingshjem") på Philip Dawdy's blog.


Om behandlingshjem
af Jane Alexander

Psykiatriske ungdomsinstitutioner - det er ikke hyggelige selskabsklubber på landet eller feriekolonier. Hvis du kan forestille dig et børnehjem kombineret med efterskoleomgivelser, kombineret med et anstrøg af psykiatrisk sygehus og lidt ungdomsfængsel, så har du en psykiatrisk ungdomsinstitution, et behandlingshjem.

Jeg har tilbragt fire år i sådanne institutioner. De statslige institutioner er de værste. Knapt nok bedre end hvad der må kaldes for et psykiatrisk ungdomsfængsel. De private har faktisk råd til at have et par mennesker ansat imellem fangevogterne. Maden er bedre, kokken gør sig en lille smule mere umage, og du kan smage forskellen. Ikke desto mindre er institutionerne et mareridt.

De eksisterer i en kunstig struktur som ungerne er nødt til at tilpasse sig, eller også. Trusler og tvang er normen. Det var forfærdeligt, at skulle leve i disse institutioner. Du får ikke "omsorg", du får "behandling". Hvilket næsten altid betyder "medicin" [Jane anvender hér begrebet "drugs", der ordret oversat bliver til "stoffer", men på engelsk også omfatter medikamenter; "drugs" i stedet for "medicine" anvendes på engelsk når man vil give begrebet en kritisk/negativ konnotation], en gennemorganiseret hverdag og terapi. Det er det. Altings målestok er føjelighed eller ikke-føjelighed. Udageren ender altid med bæltefiksering. Jeg kom ind i disse institutioner med ekstrem PTSD [Post Traumatic Stress Syndrome] som 14-årig, og jeg forblev i alarmberedskab indtil jeg forlod dem som 18-årig. Du kan ikke slappe af. Du er ikke i sikkerhed.

Der er ikke noget, der hedder at stole på de ansatte og åbne op overfor nogen. Du har intet privatliv, få rettigheder, og intet du skulle have sagt. Hvis du spærrer en flok individer som 40 piger og drenge ind på den måde, bliver hver dag til galskabens time, hele dagen lang. Det viser sig, at hvis du tvinger unger med alvorlige psykiske og emotionelle problemer til at leve sammen i sådanne langt mere virkelighedsfjerne omgivelser, end nogen af dem, de er opvokset i, så bliver ungerne stressede!

Det hører ikke til sjældenhederne i disse institutioner, at ungerne kommer op at slås indbyrdes eller med de ansatte. De ansatte slår tilbage. De kalder det fiksering, men det er vold og mishandling. Hvis du er opvokset med mishandling, bare for at ansatte så holder dig med magt ned på det hårde gulv, udløser det alle dine forsvarsreaktioner. Yderligere krænkelse tilføjes til uretfærdigheden. Dine værelseskammerater er cuttere, har ODD [Oppositional Defiant Disorder]/ADD [Attention Deficit Disorder], er stofmisbrugere, kriminelle. Nogle ville aldrig skade andre end sig selv. Andre angriber dig fysisk på et splitsekund, fordi de synes, du har kigget forkert på dem. Du slipper ikke fra de andre unger eller fra de ansatte.

Hvis du får for meget af det og stikker af, bliver du indfanget igen og straffet. Du ryger i isolation i flere dage. En af ungerne kommer med en forsvindende mængde af noget smuglergods, som en enkel cigaret, og hele institutionen bliver lukket ned mens de ansatte ransager alles ting. Selv midt om natten bliver du vækket, fordi nogen bliver fikseret igen, eller det er tid til endnu en tilfældig ransagning.

Du oplever unger rykke, gå i kramper, eller tale sløvt på grund af de psykofarmaka, de er på. Seksuelle overgreb, specielt mellem mænd/drenge, grasserer. Så er der favoriseringen fra de ansattes side, der kan betyde knald eller fald for hele dit ophold i institutionen. Eller i det mindste for en del af det. Det er ganske enkelt virkelig forfærdeligt.

Du får ingen træning i hvordan man klarer voksenlivet. Du lærer intet. De institutionsegne skoler er under middel mht. undervisningens kvalitet, og orienterer sig ved dem, der har indlæringsproblemer og en lav IQ, snarere end ved dem med en højere IQ. Det er som en mishandlingspræget, ikke fungerende, drama elskende familie gange 100, og, hvad værre er, alle er fremmede for hinanden.

Den dag i dag kan jeg tydeligt huske de ting, jeg så folk blive udsat for, og det jeg selv blev udsat for under mit ophold. Det tog mig år, at komme over de mareridt, der afspillede sig i mit hoved efter fire år i psykiatriske ungdomsinstitutioner. For ikke at nævne vreden, angsten og forsvarsreaktionerne. Jeg var et vrag, da jeg kom ud af institutionerne som 18-årig.

Robert Hawkins (Omaha indkøbscenter-gerningsmand, sidste efterår) [Robert Hawkins skød og dræbte otte mennesker i et indkøbscenter i Omaha, USA, den 05. december 2007, inden han begik selvmord. På gerningstidspunktet var han på Effexor og Zoloft.] har også været institutionaliseret. Der blev sagt at "alt var blevet gjort for at behandle denne dreng mens han var der". Lederne af disse institutioner er fulde af løgn. Du får ingen hjælp dér. Alt hvad du kan gøre, er at overleve dem med din personlighed intakt. Mange gør ikke.

Ved et tilfælde mødte jeg to forhenværende institutions-"elever" år senere. Pigen var blevet gravid og endt på bistand, ligeså hun var blevet 18. Hun havde mange problemer, mens hun boede på institutionen. Manden var hjemløs. Han var afhængig af heroin og solgte meth og pot for at kunne financiere sit misbrug. Han var eftersøgt i et halvt dussin delstater og havde bylder over hele kroppen af at bruge stof af dårlig kvalitet.

Jeg kan forsikre jer at hverken ham hér Steven [Kazmierczak] eller Robert [Hawkins] var blevet "draget omsorg for" i institutionerne. Sikke noget pladder.



Juvi psych group home documentary
af Jane Alexander

onsdag den 13. august 2008

Tillykke Gianna!!!

Efter fire års udtrapning er Gianna færdig med Risperdal. "Enden på 20 år af kontrol over min sjæl", skriver hun, og: "Ja, neuroleptika myrder sjælen."

Før hun i går endeligt kunne lægge Risperdal på hylden for godt, har hun klaret at trappe ud af Seroquel, Zoloft og Concerta, der også indgik i hendes cocktail af psykofarmaka. Nu er der kun Lamictal og Klonopin tilbage: "Jeg forventer, det bliver en nem sag. Virkelig. Risperdal var en drabelig modstander og jeg forventer ikke flere problemer af den størrelsesorden, det til tider forårsagede mig."

Gianna's site er et must-read for alle, der overvejer udtrapning. Der er ikke det, hun ikke har været igennem mht. det, mens "eksperterne" ikke var til megen hjælp, ofte endda til skade. Lige på nær hendes nuværende behandler, som har en holistisk tilgang til sagen, og gør brug af både Energy Medicine og naturmedicin i form af forskellige tilskud.

"Hvor mange mennesker på denne planet ved egentligt hvor stor en success dette er??" Jah, heldigvis er det blevet mig personligt sparet, at skulle finde ud af det. Men når jeg ser, hvordan andre kæmper, kan jeg kun ønske Gianna et megastort tillykke med denne success!

mandag den 4. august 2008

Skytsengle og onde ånder

Efter jeg i lørdags havde givet Larry at forstå, at samtalen fra min side var afsluttet, følte jeg et stort behov for at rense ud, for at ryste den negativitet, der, på trods af at jeg var meget bevidst om dens tilstedeværen, og havde prøvet at holde den på afstand, alligevel havde ansamlet sig inde i mig, af, og genoplade batteriet med positiv energi.

En del af processen var at analysere det skete. Skriftligt. Men en meget vigtigere del var at rette min opmærksomhed mod noget, der kunne være en kilde af positiv energi.

Tidligere på dagen havde jeg set, at Jane havde lagt en ny video på YouTube. Den varer en hel time, og jeg havde ikke følt, at jeg havde ro nok til at koncentrere mig så længe, før jeg havde gennemanalyseret kommunikationen med Larry, og også min reaktion på ham, fra ende til anden. Så det nåede at blive sent, lørdag aften, før jeg endeligt så videoen. Og hvor var det godt, at jeg, selv om jeg var meget træt, gav mig til at kigge og lytte! Jeg blev glad og let og blød igen af at se videoen. Det er måske den bedste af alle hendes videoer, jeg har set indtil nu.

Videoen "meditation experience and spiritual possession" handler om en meget speciel meditationsoplevelse, Jane har haft tilbage i år 2000.

Jane har brugt meditation, tai chi, chi gung, etc. mere eller mindre hele sit liv, og arbejder i dag som lærer på området. Jane har dog også en meget, meget mørk fortid præget af overgreb, først indenfor rammen af en, mildt sagt, dysfunktionel familie, senere indenfor rammerne af psykiatrien og diverse anbringelser. Hvis man vil vide, hvad "utilpassede" unge og voldelighed er lavet af, så skal man bare gå til Jane's hjemmeside og finde de autobiografiske indlæg, f.eks. dette hér. Det er dog ikke for sarte sjæle...

Efter mange år i systemet, der ikke havde bragt hende så meget som ét skridt videre mht. at få styr over sine problemer, der, tværtimod, ofte var et trauma oveni et trauma, besluttede hun, at prøve alternative tilgange til at komme ud af den onde cirkel af voldelighed, hun var havnet i. Og efter nogen tid med daglig meditation, tog hun i slutningen af 2000 fri fra sit job for at, i en periode, kunne bruge al sin tid på at "udforske sig selv", via meditation.

Hvis du er god til at forstå engelsk, så læs ikke videre hér! Gå til videoen og se den. Nu.

Hun havde spekuleret lidt på, om hun måske var besat, siden hun følte, at der både var den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane, men også, ganske vagt i det fjerne, men alligevel, et minde om en blød, varm, sårbar Jane. Hun havde også spekuleret i besættelsens baner, fordi den benhårde, voldelige og af og til psykotiske Jane blev ved med at dominere billedet, selv om hun var flyttet langt fra de benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykose-fremkaldende omgivelser. Ja, og nu ville hun vide det. Hvis hun var besat, ville hun opspore og tilintetgøre ånden, hun var besat af. Hvis ikke...

Hun gav sig altså til at meditere, hele dagen, non-stop, dag efter dag. Hun helgarderede sig med 100% bevidsthed, så en eventuel ånd ikke kunne undslippe hendes opmærksomhed. Hun tog kun små, korte lur, indimellem, fordi faren for at en eventuel ånd ville benytte sig af søvnens ubevidsthed, uopmærksomhed, og undslippe hende, var for stor. Og så finkæmmede hun sig selv.

Hun fandt ingen ånd. Hun fandt sig selv. Med ét forstod hun, at hun havde selv skabt den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane for at beskytte den bløde, varme og sårbare Jane, så denne ikke skulle dø i de benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykose-fremkaldende omgivelser, den havde været udsat for. Den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane var ikke en ond ånd. Den var ikke engang ond. Den havde bare været en meget nødvendig beskyttelsesmekanisme, ja, nærmest en "skytsengel". Den bløde, varme og sårbare Jane's skytsengel.

Jane havde en "enlightenment", den største i al den tid, hun har prakticeret meditation, som hun siger. Samtidigt med, at hun forstod, at alt det, der fandtes inde i hende, var hende selv, kunne hun også fra forståelsens øjeblik af acceptere og elske hele sig selv. Det var enden på lidelsen for hende. Og det lyser ud af denne vidunderlige video.

War Games

Det følgende er skrevet som et budskab til Larry (se lørdagens indlæg "Den militante pro-psykiatri"), men gælder alle, der måtte være på udkig efter en "legekammerat". Som jeg skrev i en mail i går: Jeg har lært noget af hele New York Times-cirkusset. Jeg vil stadigt gøre opmærksom på mulige, alternative indfaldsvinkler på en sag, når jeg finder den ensidigt omtalt. Men jeg leger altså ikke mere. Under stregen var det en meget ubehagelig og trættende affære. Og mens jeg heldigvis har styrke nok til at stå distancen, var den for én af mine amerikanske blognaboer desværre såpas ubehagelig og trættende, at hun besluttede, at tage ferie fra bloggingen.
_______________

Der findes mennesker, der er så dybt forelsket i deres eksistentielle lidelse, at de ikke under nogen omstændigheder kan forestille sig, at skulle undvære den. Disse mennesker gør ikke bare alt i deres magt stående for at opretholde lidelsen, de opsøger endda enhver lejlighed til at forøge den: de er på en narcissistisk, altså identificerende sig, måde forelsket i deres rolle som offer.

Indlader man sig på en diskussion med disse mennesker, vil de tage alt hvad man siger, og vende op og ned på det. De vil interpretere hvert ord man siger som en personlig fornærmelse, et personligt angreb på dem. Det værst tænkelige af alle angreb, på disse mennesker, på deres ego: man forstår dem ikke.

Faktisk så nyder disse mennesker at blive angrebet. Hvorfor? Tja, hvis man er identificeret med sin lidelse, så er enhver forstørrelse af lidelsen også en forstørrelse af ens personlighed, ens ego: man bliver til mere, og endnu mere, jo mere man lider.

Så, hvad disse mennesker uundgåeligt vil gøre, er at bønfalde andre om at angribe dem. At blive angrebet, nærer deres lidelse, og dér igennem deres egoidentifikation. Siden egoet nu er et meget skrøbeligt konstrukt, har det behov for konstant anerkendelse, konstant næring, ellers dør det af sult.

Jeg må vide det. Jeg har selv været dér. Og falder stadigt med jævne mellemrum for fristelsen: "Åh, vær så venlig, lad der blive en misforståelse, f.eks. omkring nogle friweekender, så at jeg kan være offeret!" Nu behøves jeg ikke konstant at stifte ufred mellem mig og andre. Jeg kan nøjes med, en gang imellem, at invitere dem til at overskride mine grænser. Jeg har stemmerne til at tage sig af resten, til at fortælle mig, hvor lidt jeg er værd, så at jeg kan føle mig elendig. Mens der foregår et sandt drama i mit hoved, lider jeg stille udenpå. Jeg er det selvopofrende offer, martyren. Perfekt.

Jeg har lært det af min mor. Med den forskel mellem hende og mig, at den "lille stemme i hovedet" altså ikke var nok for hende. I modsætning til mig, identificerede hun sig fuldt ud med sin tænkning, hvorfor hun ikke oplevede den som udefrakommende "stemmer". Så, hun var henvist til at opsøge mere drama i forholdet til min far og mig, ved at skabe ufred: "Det har jeg aldrig sagt", "Du misforstår", "Du vil jo ikke forstå", "Det ligger du helt ved siden af med", etc. etc. Min far trak sig. Det kunne jeg ikke.

Jeg kender spillet. Til bevidstløsheden. Det er ekstremt destruktivt. Det skaber intet andet end lidelse for alle deltagerne. Det var, hvad i sidste ende fik mig til at "gå bananas". Det er hvad jeg ser det psykiatriske system udsætte sit klientel for. Med hvad der foregår i systemet værende en nøjagtig genspejling af hvad der foregår i samfundet som sådan.

Så, hvis du er dérude, dybt forelsket i din lidelse, og søger efter en legekammerat til at "angribe" dig: det er ikke mig, du skal be' om at være den. Siden jeg har taget ansvar for min lidelse, og valgt at gøre hvad jeg kan, for at ende den.

I øvrigt: Ja, jeg anser dette spil, denne form for destruktiv kommunikation som årsag til krig. Al krig. Også den der, på diverse niveauer, føres mod naturen, f.eks.

lørdag den 2. august 2008

Den militante pro-psykiatri

Jeg husker en bemærkning i et nummer af Outsideren om at "fronterne" mellem "hippierne" og mainstreamen var noget mere skarpt optrukne i USA end hvad de er i Danmark. Selv tror jeg ikke, at "fronterne" er skarpere optrukne. Jeg tror derimod, at det faktum, at der findes en decideret psykiatrikritik i, bl.a., USA, mens en sådan glimrer med et stort set totalt fravær i Danmark, nemt kan give indtryk af "skarpt optrukne fronter". Uden tvivl er der en del mere offentlig debat omkring psykiatrien at finde i USA (og mange andre lande iøvrigt) end i Danmark. Derfor er debatdeltagerne dog ikke nødvendigvis "militante".

Imidlertid er der ingen tvivl, at der findes hvad der må kaldes for "militante" individer på begge sider af "fronten". Også på den pro-psykiatriske.

Fornyligt gav en interaktiv featureartikel i New York Times f.eks. anledning til en sådan debat, og jeg finder det ganske interessant, at se lidt nærmere på, hvad der egentligt skete. Især mht. "fronterne" altså.

New York Times artiklen "Patient Voices - Bipolar Disorder", der blev bragt den 16. juli 2008, bestod af ni som "bipolar" stemplede menneskers beretning om, hvordan deres liv med stemplet så ud. De ni beretninger kan lyttes til som audioklips.

I tilknytning til artiklen, respektive de ni beretninger, blev der indrettet en kommentarsektion på Tara Parker-Pope's "Well"-blog.

Ud af de ni beretninger var der én (!), der på sin vis satte spørgsmålstegn både ved mainstreamens opfattelse af hvad denne mainstream kalder for "bipolar lidelse" som en biologisk hjernesygdom, og ved mainstreamens "behandling" af denne såkaldte "sygdom". Det var Steven Morgans beretning.

Steven er medlem af The Icarus Project og Vermont Recovery, og han er forfatter til en række artikler, bl.a. "Rethinking the Potential of the Brain in Major Psychiatric Disorders" om neuroplasticitet, og "The other side of mental health science" om hvordan en alt for forenklet interpretation af videnskabelige studier skaber det skæve billede at det skulle være et videnskabeligt bevist faktum, at ekstreme sindstilstande er kroniske, biologisk betingede sygdomme, der nødvendigvis skal behandles medicinsk.

Nu skriver jeg, at Steven på sin vis sætter spørgsmålstegn ved mainstreamens meninger og holdninger. Det gør jeg, fordi Steven på intet tidspunkt direkte angriber. Han hverken dømmer eller fordømmer nogen. Han fortæller bare om sin egen, personlige erfaring med ekstreme sindstilstande, om hans oplevelser med mainstreamens behandlingstilgang til disse (Steven har taget "medicin" i tre år), som han ikke har haft større gavn af, og om hvad der, i stedet for, har hjulpet ham til at få styr på livet igen: selvterapi, meditation, sund livsstil). I modsætning til de andre otte personer, New York Times artiklen lader komme til orde, klarer Steven sig altså i dag fint uden nogen form for hjælp fra systemets side, og har gjort det i to år nu.

New York Times artiklen gav en ganske pæn resonans hos læserne/lytterne. I dag ligger der 145 kommentarer i kommentarsektionen. Størsteparten omhandler lytternes egne oplevelser med "bipolar lidelse", deres mere eller mindre langvarige eksperimenteren med forskellige "medikamenter" til de nåede frem til det rigtige for dem, men også deres negative oplevelser med "sygdommen" som sådan (ødelagde ægteskaber, venskaber og familier, selvmord, etc. etc.). Kort sagt: deres egen historie.

Men så bliver det interessant. "Steven Morgan, den unge mand som ikke tager noget medicin, tager en stor chance. (...) Mr. Morgan risikerer en grim overraskelse om nogle få år", hedder det i kommentar nr. 73.

Som det er Stevens stil, svarer han stille og roligt og meget sagligt på tiltalen, bl.a. ved at tydeliggøre det destruktive i kommentaren:

"Jeg vil gerne udfordre fordommene om mennesker med psykiatriske stempler, fordi de ofte holder os fast og begrænser vores potentiale. Vi får så meget at høre om vores skæbne af læger og familiemedlemmer, at vores identitetsoplevelse ofte bliver gennemsyret af en dyb usikkerhed. Ofte bliver vi endda bange for os selv.

(...) Vær venlig at(...) tænke over, at din prognose for mig absolut ikke er baseret på, at vi nogensinde har talt sammen eller har mødtes. Jeg håber, du vil beholde i tankerne, at jeg er et fuldværdigt menneske, ligesom du, og at jeg ikke kan indsorteres i en hvilken som helst rimelig kategori, der forudsiger min fremtid." (Kommentar nr. 75)

Sådan. Vi hører ikke mere fra J.G. Wentworth, forfatteren af kommentar nr. 73.

Der følger yderligere en række beretninger om ødelagde ægteskaber og den formentligt nødvendige "medicins" bivirkninger, før Larry kommer på banen. Larry taler i store bogstaver. De kan slet ikke blive store nok.

Han lægger ud med at lange ud mod "de venstreorienterede" og Scientologerne, Tom Cruise, selvfølgeligt, men også mod dem, han bare mistænker for at være Scientologer, pga. deres tilgang til "psykisk sygdom". Larry er nemlig 100% biologisk, konservativ - og kristen (hvilket jeg synes er værd at nævne, fordi jeg under sagens udvikling savner én ting mere og mere hos Larry: den medfølelse (compassion) og acceptance, den næstekærlighed, som vel egentligt primært udmærker en sand kristen, hvis jeg ikke har misforstået noget). Mens alle dem, der ikke er det, pr. definition er Scientologer i hans verden. Hos Larry får man rene ord for pengene:

"To ting, som jeg mener, ikke har været fremhævet nok i diskussionen (...) er at det [bipolar lidelse] er en ARVELIG sygdom og at det er en meget DØDELIG sygdom."

Der følger en opremsning af Larrys mange "psykisk syge" familiemedlemmer, før vi kommer til pudlens kerne:

"Og stadigt, med den genetiske historie, er der folk, der tør at sige denne sygdom skulle være MIN FEJL? Jeg kunne godt tænke mig et hiv af den pibe i ryger, fordi det må være noget godt, der er i den.

(ANSVAR er en anden sag. (...) )

Bipolar lidelse, (...) er en meget DØDELIG sygdom. 10 til 20 procent af menneskerne begår selvmord. (...) TÆNK OVER DET."

Larry giver i det følgende udtryk for, at han er "foruroliget over Steven Morgan og andre, der fordømmer psykofarmaka", siden Lamictal kom som "sendt fra himlen" for ham, og spørger, om man ville vælge insulin fra, hvis man havde diabetes. Vi kender sammenligningen... Men, ja, i Larrys verden er der ingen tvivl: "Psykisk sygdom" er som diabetes. Iøvrigt har Steven aldrig fordømt "medicinen". Han har kun tilladt sig at bemærke, at den ikke hjalp ham.

Larry afslutter sin kommentar: "For Morgan og andre håber jeg sandeligt, at jeg tager fejl, men (...) jeg er bekymret, jeg er bekymret..."

Jeg begår den fejl, at lade mig provokere. Jeg er godt klar over, at det er en fejl, men vælger alligevel at tage provokationen op og svare på Larrys kommentar, fordi jeg ikke vil lade denne ansamling af delvis teorier, præsenteret som videnskabeligt beviste fakta, og delvis direkte usandheder stå på et så offentligt forum, som en New York Times blog er det.

Så, ja, jeg gør Larry opmærksom på eksistensen af ikke-genetisk (altså tillærd) familiær arvelighed. Jeg gør ham opmærksom på, at ingen såkaldt "psykisk sygdom" i sig selv er dødelig. Jeg gør ham opmærksom på, at ingen har sagt, eller siger, det skulle være hans FEJL, men altså dog hans såvel som samfundets ANSVAR. Og det er jo en helt anden sag, selv ifølge Larry. Jeg gør ham opmærksom på, at der den dag i dag ikke findes et eneste videnskabeligt bevis på, at "psykisk sygdom" skulle være genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Jeg beder ham om at respektere andre menneskers opfattelse af deres lidelse, selv om den måtte afvige fra hans opfattelse af hans lidelse. Og jeg gør ham opmærksom på, at mange desværre tager deres liv, netop fordi de får at vide, at de lider af en uhelbredelig hjernesygdom og vil være nødt til at tage "medicin" med en hulens masse grimme bivirkninger for resten af deres liv.

Jeg bliver faktisk lidt vred, netop ved tanken på dette sidste faktum, og tilføjer, en anelse patetisk måske, at "alene tanken på at have en kronisk hjernesygdom, var nok til at gøre mig suicidal. Mens erkendelsen af at det ikke drejede sig om et ubestrideligt faktum, men om ikke andet end én teori blandt mange forskellige, reddede mit liv. TÆNK OVER DET." Et par store bogstaver, også fra min side, ja. Som jeg skriver på min engelske blog, så har jeg desværre ikke Stevens afklarethed og sindsro (endnu).

Og så er vi i gang... Larry vælger at kontrastere min argumentation som "filosofisk/religiøs" mod videnskaben, og mener, at selv om der "findes en gruppe læger, andre professionelle og sågar brugere, der argumenterer ud fra et filosofisk (religiøst?) perspektiv, [dette] ikke ændrer de overvældende, videnskabelige beviser, at depression er en biologisk forårsaget sygdom."

Han afslutter i den før sete manér: "Iøvrigt sagde jeg, at jeg ikke ønsker, at andre ikke skulle tro på deres egen sandhed. Jeg sagde, jeg var (og er) bekymret, at de vil komme til at betale en frygtelig pris med deres helbred for at klamre sig til abstraktioner." (Kommentar nr. 137)

'Tag den! Jeg har sandheden. I har abstraktionerne'...

Denne gang er det Steven, der tager over. Med et langt og igen meget sagligt og informativt indlæg. Han gør Larry bl.a. opmærksom på, at "vi kan finde nærmest enhver oplevelse i vores biologi", at vi f.eks. kan finde "symptomer på glæde" og "symptomer på kærlighed", men at derfor "ingen ville påstå, at glæde og kærlighed er resultater af biologien. Vi kan nok allesammen blive enige om, at glæde og kærlighed er resultat af et kompliceret samspil mellem miljøfaktorer, psykologiske, historiske og spirituelle faktorer. Så, hvorfor anvender vi ikke denne logik på depression? Tja, magtfulde mennesker har besluttet at fænomenet af at være depressiv, er en sygdom. Det er en subjektiv beslutning, truffet på grundlag af kulturelle normer. Og når først depression er dømt til at være en sygdom i teorien, så er de biologiske tegn på den også dømt til at blive sygeliggjort.

(...) Jeg kender mennesker, der har meget gavn af medicin, og jeg synes, det er herligt! Men jeg kender også mange mennesker med en alvorlig diagnose, der lever godt uden medicin. Der findes en del studier, der beviser, at også disse mennesker findes (...). Du behøves ikke at være bekymret på vores vegne, og du behøves bestemt ikke at være bekymret på mine vegne. Jeg er lige så menneskelig som alle andre, og har detsamme potentiale til at have det godt. Faktisk har min lidelse lært mig meget om hvordan man kan have det godt. Så, måske har jeg endda en fordel..." (Kommentar nr. 138)

Det sidste skulle han aldrig have sagt. Men for at gøre en meget lang historie lidt kortere: Den ret ensidige "krigsføring" fortsatte, både på New York Times' blog, hvor heller ikke Janes kommentar (nr. 144) fik lov til at stå uden at blive misforstået af Larry, men også i blogland. På min engelske blog, på Giannas blog (hvor Larry dog opfører sig relativt civiliseret, hvorfor han dog ikke skåner Gianna på hans egen blog), og sidst, men ikke mindst!, på Larrys egen blog altså, som man kan finde ved at gå til denne adresse, klikke hans navn i kommentarerne, og finde "The Doxieman Blog" under "doxieman 122's Journal". Indlægget om New York Times artiklen hedder "Patient Voices". Derudover kan man finde lidt "spændende" læsning om bl.a. The Icarus Project og MindFreedom i indlæggene "The Icarus Project" og "George Orwell Always Rings Twice". Nej, sorry, ingen direkte links...

Jeg kender tonen et eller andet sted fra, og har gjort mig nogle tanker om, hvad der mon driver værket. På engelsk kan de læses hér. Til dansk vil de blive oversat senere.

"Militante" individer findes altså ikke kun i "hippiernes", i psykiatrikritikens, i anti-psykiatriens rækker. De findes så afgjort også i pro-psykiatrien. Larry er bare ét af mange eksempler, jeg efterhånden har set og oplevet.
_______________

Direkte links til de forskellige indlæg - der efterhånden omfatter fire: "The dangers of visibility". Wow! Et helt indlæg kun om mig. Hvilken ære! - kan fås ved henvendelse til mig via e-mail.

fredag den 1. august 2008