tag:blogger.com,1999:blog-4207230148723965766.post4629864381173292622..comments2023-07-02T13:43:08.980+02:00Comments on Silent Sea Spheres: De "kære" pårørendeMarianhttp://www.blogger.com/profile/16273435151682585281noreply@blogger.comBlogger4125tag:blogger.com,1999:blog-4207230148723965766.post-24393981856632987622008-09-02T00:58:00.000+02:002008-09-02T00:58:00.000+02:00Det er næsten det mest skræmmende ved det: ingen ø...Det er næsten det mest skræmmende ved det: ingen ønsker jo bevidst, at et familiemedlem skal lide psykisk. Men samtidigt er frygten for og skammen ved de egne sandheder så stor i det ubevidste, at man endda er villig til at gå over lig, bare for ikke at få de egne fortrængninger ødelagd.<BR/><BR/>Og ja, det gælder for alle systemer. Familier som stater. Irakkrigen... Krig, racisme, diskriminering, fjender, narkomanerne, de sindssyge, familiens sorte får... Dem - og os. Intentionerne er altid de bedste: "The road to hell is paved with good intentions".Marianhttps://www.blogger.com/profile/16273435151682585281noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-4207230148723965766.post-91053196147777401982008-09-01T23:12:00.000+02:002008-09-01T23:12:00.000+02:00Jeg er dumpet ind i en familie som er mit halvblod...Jeg er dumpet ind i en familie som er mit halvblod. Søskende nogen år ældre end jeg. Mistede det sorte får sidste år. Hun bliver konsekvent omtalt som hysterisk etc etc - og jeg nåede da at opleve hende live, og ja! hun havde det fandme dårligt. Men det interessante er bare, at alle hele tiden gjorde en masse for at lukke munden på hende - i stedet for at lytte. <BR/><BR/>De ville ikke have hun skulle være sådan, men samtidig gjorde de alt for at fastholde hende i rollen. <BR/><BR/>Så kan man jo bedre se sig selv.Anonymousnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-4207230148723965766.post-322614107875125772008-08-27T16:55:00.000+02:002008-08-27T16:55:00.000+02:00"Da jeg havde været der godt en uge (psykafdeling)..."Da jeg havde været der godt en uge (psykafdeling), kom der en dag en ung kvinde ind ad døren – hun skreg og sparkede og bed de to plejere som holdt hende – hun prøvede at kaste sig ned på gulvet for at slippe fri af dem – intet lykkedes for hende – de slæbte hende ind på et værelse og lukkede døren – jeg ku høre hende skrige – kort efter kom et meget pænt ægtepar ind ad døren – det var deres adoptivdatter og hun skabte sig jo bare, sagde kvinden."<BR/><BR/>Jeg får lyst til at skrige ad og over, sparke og bide selv, både "kvinden" og hele systemet, hver gang jeg hører den slags historier. Hvilket jeg tit gør. I den hér udgave, eller i "Hvor er det synd for os, at vores søn/datter/far/mor... har denne skrækkelige hjernesygdom!"-udgaven. Men det ændrer jo intet, at skrige, sparke og bide. Tværtimod. Det bekræfter bare systemet i sit.Marianhttps://www.blogger.com/profile/16273435151682585281noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-4207230148723965766.post-13527830794944542992008-08-27T13:29:00.000+02:002008-08-27T13:29:00.000+02:00Jeg håber der er flere end mig der læser med herin...Jeg håber der er flere end mig der læser med herinde Marian. <BR/><BR/>Systemet kan ikke give slip - hvis systemet giver slip og støtter folkets bevidsthed er det systemets død. <BR/><BR/>Familier er systemer.Anonymousnoreply@blogger.com