Silent Sea Spheres

Kære Louise - Dorrit Cato - SIND - 8 nov 2011

2012-01-20T15:17:00.000+01:00

The Recovery Challenge. Eller: "Psykisk syg"? Bliv voksen!

2011-12-26T20:56:00.000+01:00

Ron Coleman og Karen Taylors hjemmeside: working to recovery

Til foredrag med Robert Whitaker, og til møde om "medicinpædagogik", et nyt projekt under Servicestyrelsen

2011-12-20T02:18:00.001+01:00

To ting, der på overfladen ikke har noget videre at gøre med hinanden, og dog...

Ja, jeg var altså i Göteborg sidste måned, til foredrag med Robert Whitaker

om hans seneste bog Anatomy of an Epidemic, arrangeret af Familjevårdsstiftelsen. Bogen tager udgangspunkt i Whitakers undren over, at, på trods af at farmakologisk behandling angiveligt har forbedret behandlingsmulighederne i psykiatrien og tilværelsen for "psykisk syge" mennesker så meget, flere og flere af disse "psykisk syge" mennesker ender i kronicitet og på førtidspension, lidende under mere og mere alvorlige "bi"virkninger, og udsat for en større og større risiko for at dø før tid. For at finde svar på sine spørgsmål foretager Whitaker en grundig gennemgang af forskningen på psykofarmakologiens område i sin helhed, og når frem til, at det billede forskningen tegner er et noget andet, end det, psykiatrien præsenterer i offentligheden.

Whitakers bog er, ligesom forgængeren Mad in America, rystende læsning. Og en ting er de videnskabelige data og fakta, der stort set gennemgående straffer alle psykiatriens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder løgne -- men det har dem af os, der er fulgt med i forskningen, jo vidst længe --, en helt anden er, at få den mistanke, som selv mange kritikere dårligt tør at have, at psykiatrien nærmest fra starten af har vidst, at dens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder er lige så meget løgn, som fortællingerne om biologisk hjernesygdom, så umisforståeligt bekræftet, som det sker i Whitakers bog via citat efter citat af "ekspert"udtalelser angående sagen.

Whitaker afsluttede foredraget som de fleste andre kritikere med det uundgåelige, politisk korrekte: "Jeg ved godt, at mange føler sig hjulpet af psykofarmaka, og der er en plads for stofferne i behandlingen."

I den efterfølgende diskussion spurgte jeg ham, hvorfor han, efter at han lige havde præsenteret de videnskabelige data og fakta, der allesammen klart sagde én ting: at hvis folk føler sig hjulpet af psykofarmaka, dette må tilskrives enten en placeboeffekt, og/eller simpelthen det faktum, at deres selvbedømmelsesevne er nedsat grundet stoffernes indflydelse, og at der rent faktisk ikke er nogen plads til stofferne i "behandlingen", hvis denne "behandling" skal være virkeligt til hjælp for folk i krise, alligevel valgte, at afslutte præsentationen med hvad der må betegnes for en undskyldning for samme præsentation.

Whitaker kommer i det sidste kapitel af Anatomy of an Epidemic udførligt ind på finske Åben Dialog-tilgangen, også kendt som "Vestlaplandsmodellen", som et veldokumenteret effektivt alternativ til den ellers gængse, biomedicinske tilgang til kriser. Men selv Åben Dialog gør brug af psykofarmaka, om end i meget begrænset omfang, især når det kommer til "anti"psykotika, og kun som en"nødløsning". Som svar på mit spørgsmål sagde Whitaker bl.a., at han godt kunne tænke sig at se et projekt à la Åben Dialog iværksat, der dog, til forskel for Åben Dialog, slet ikke gjorde brug af psykofarmaka. Det kunne jeg nu også godt tænke mig at se! Som Whitaker sagde, menneskeheden har igennem årtusinder overlevet uden disse stoffer, så...

Slides'ene til foredraget findes her.

Og så var jeg som sagt i Odense for en uge siden, til møde i følgegruppen (uanset hvor meget snak der er om at brugerne skal være eksperter i eget liv, så rækker velvilligheden fra systemets side som bekendt ikke så langt som til at lade denne indsigt få reelle konsekvenser, og lade brugernes ekspertise få styrende indflydelse på den slags projekter, så, som bruger respektive kriseerfaren er man henvist til følgegrupperne) til projektet

"Medicinpædagogik og psykoedukation".

Projektet, der primært retter sig mod mennesker, der bor på bosted, eller har bostøtte, består af en række i og for sig ganske gode idéer, bl.a. indførelsen af en "medicindagbog", hvor brugeren noterer virkninger og "bi"virkninger af "medicinen", deraf følgende eventuelle ønsker om ændringer i medicineringen, osv., et initiativ til "den gode konsultation", dvs. hjælp til at forberede det næste besøg hos ens shrink, så man får det bedste ud af besøget, og også indførelsen af "individuelle mestringskataloger", hvor den enkelte nedskriver "komplementære" -- man har med fuldt overlæg fravalgt begrebet "alternative", for ikke at få shrinks'ene op i det røde felt med det samme -- metoder, såsom NADA, en snak med en god ven, mindfulness, og og og... til krisehåndtering. Især det sidste noget, der har været kendt for mange af os i lang tid. Derudover eksperimenterer man med psykoedukation i grupper, med tyngdepunkt på "medicinen", og sideløbende grupper hvor man arbejder, overfladisk, men immervæk, med livshistorien. Især det sidste noget, der har vist sig, at være en succes blandt brugerne -- surprise, surprise! NOT!

Jeg var lidt skeptisk, da jeg tog afsted til mødet, om jeg overhovedet ville kunne holde ud, at overvære hele séancen. Og kaffen var da godt nok heller ikke noget, at råbe hurra for. Men sandwiches'ene var ok, de tilstedeværende var allesammen søde mennesker, og intentionerne var gode, og bare gode.

Men, men, men... Som vi alle ved, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og i det omfang, som der stadigt holdes urokkeligt fast i den medicinske forklaringsmodel, afkræves brugerne den berømte "sygdomsindsigt", og menes, at "(f)or sindslidende i medicinsk behandling er et stabilt medicinforbrug efter lægefaglig ordination en væsentlig forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv på egne præmisser" (fra projektbeskrivelsen), så vil projektet næppe kunne leve op til sit smukke mål, at fremme recovery og empowerment, og de to ord må nødvendigvis forblive tomme floskler indenfor projektets rammer.

Hvad projektet vil kunne gøre for brugerne, er at give dem lidt mere at tage sig til i hverdagen, for at få tiden som førtidspensionist til at gå, og samtidigt give dem en illusion om at have noget at skulle have sagt i deres liv. Og her ligger der også et enormt misbrugspotentiale i projektet, i det, at behandlerne kan henvise til de forskellige tiltag, og den tilsyneladende brugerindflydelse, de repræsenterer, og sige: "Nu har i jo fået lov til at sige noget, hvad vil i mere?!" Dvs. systemet kan klappe sig selv på skulderen, og påstå, at det lytter til brugerne, at recoverytankegangen og empowerment er implementeret, uden at dette faktisk er tilfældet.

Brugere har til enhver tid givet udtryk for manglende virkning, og massive "bi"virkninger af "medicinen". Med eller uden "medicindagbog". Hvad skulle få den gængse praktik blandt behandlerne, at svare på den slags udmeldinger med endnu flere piller, til at ændre sig? Så længe livskriser defineres som hjernesygdom, og dem, der oplever disse kriser, som bogstaveligt talt syge i hovedet: ingenting. Og hvad skulle få et besøg hos ens shrink til at blive en "god konsultation", når ingen af de spørgsmål og informationer man forbereder til besøget kommer så meget som bare i nærheden af at sætte spørgsmålstegn ved den biologiske forståelse og deraf følgende medicinske "behandling" af livskriser, dvs. så længe den af Robert Whitaker i Anatomy of an Epidemic og ved foredraget i Göteborg så tydeligt præsenterede sandhed fortsat forties til fordel for fortællingerne om hjernesygdom og psykofarmakas fortræffeligheder, og, mht. især dette projekts målgruppe, uundværlighed, så længe alternativer ikke må være alternativer, men allerhøjst til den angiveligt så uundværlige medicinske "behandling "komplementære" metoder? Også her må svaret være: ingenting.

Da jeg læste de forskellige materialer, projektbeskrivelsen etc., igennem inden mødet, havde jeg ved hver sætning igen oplevelsen af at "recovery" og "empowerment" forsvandt ud i den blå luft, i stedet for at blive konkrete og håndgribelige, og at, under stregen, og mht.netop disse to så afgørende koncepter, når vi taler det, at komme igennem og ud af livskriser, materialet ikke var det papir værd, det var skrevet på. Ok sandwiches, søde mennesker, og gode intentioner til trods, har mødet ikke kunnet ændre på denne oplevelse.

I følgegruppen er der en del fokus også på spørgsmålet, hvordan projektet kan finde udbredelse, uden at man træder specielt shrinks'ene for hårdt over tæerne. Ja, projektet betyder vel, at de skal afgive noget af deres magt til brugerne, ikke? Og det er shrinks jo ikke så voldsomt glade for, som regel. Men bare roligt! Der er intet i projektet, der seriøst kunne true shrinks'enes magt, eller, sagt på en anden måde, skabe et mere jævnbyrdigt forhold mellem dem og deres klientel. Der er bare smukke, men desværre ret så tomme ord i dette projekt.

...og et svar til Poul Videbech fra Olga Runciman

2011-11-30T01:15:00.001+01:00

Adskillige mainstream-steder på nettet har man problemer med sandheden, når det kommer til psykiatrien. Så også hos Danmarks Radio. Kommentarer er velkomne, så længe de hepper kritikløst på de selvbestaltede "eksperter", som Poul Videbech. Bliver der stillet for mange spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertise, lukker man simpelthen for flere kommentarer. Jeg undrer, om man også havde gjort det, hvis der var kommet 500 kommentarer, der ikke havde bidraget til debatten med andet, end et "formidabel forelæsning!" hver. Næppe.

Anyways, lukningen af debatten i forbindelse med "Depression - en folkesygdom i hjernen" i går indebærer, at min veninde Olga Runciman desværre ikke kunne aflevere sit, som jeg synes, meget relevante svar til Poul Videbechs sidste kommentar i tråden, hvor han bl.a. fremstiller adfærdsmanipulerende terapiformer, navnligt kognitiv og interpersonel terapi, som det alene saliggørende. Eller, som han selv udtrykker det, det, som vi ved virker. Som om anden terapi ikke virkede. Hvilket han iøvrigt også siger, om end indirekte, når han beklager, at ikke alle psykologer behersker disse terapiformer.

Olga er selv ved at læse til psykolog, og er således ganske så kompetent, når det kommer til f.eks. spørgsmålet hvor meget terapiens form betyder for dens effekt. Her er hendes svar til Videbech, med fokus netop på hans -- fejlagtige -- påstand om kognitiv og interpersonel terapis overlegenhed:

Kære Poul,

jeg kan kun være helt enig med dig at det er en tragedie, at den ”billigste” løsning er medicin, billigst i citationstegn for depression og angst er den største grund til, at så mange er på pension og langtidssygmeldt (Søgaard HJ. Psykisk sygelighed hos langtidssygemeldte) men det har du jo selv holdt oplæg om…

Faktisk er Danmark det land ifl. WHO, der har flest mennesker på pension pga. psykiske problemer, og det tal er stigende. (Kilde: Ankestyrelsen 2010)

Men egentlig vil jeg bare komme med en kommentar omkring dit udsagn, at det er kognitiv og interpersonel terapi der virker (fremfor formodentligt andre former for terapi). Så enkelt er det ikke. Det der virker er relationen, faktisk kan 60% af terapiens virkning tilskrives relationen mellem terapeut og klient. Kun 8% handler om metoden. Wampold, B. (2001). New York: “The Great Psychotherapy Debate” Lawrence Erlbaum. Og der findes 100vis af andre forskningsresultater der viser det samme. I øvrig kan jeg også oplyse, at den kognitive behandling er meget udbredt blandt psykologer, og nok en af de hyppigste behandlingsformer der tilbydes. Hermed dog ikke sagt, at den derfor er bedre end andre.

Til sidst har jeg lige testet mine rygmarvsreflekser inde på din hjemmeside og desværre skete der ikke noget. For at der skulle ske noget med mine rygmarvsreflekser skulle din hjemmeside netop ikke repræsentere en traditionelt psykiatrisk bio/genetisk tilgang til psykiske lidelser… ;)

Med venlig hilsen Olga

"Depression - en folkesygdom i hjernen" -- endnu en advarsel

2011-11-27T04:13:00.001+01:00

Forleden var Poul Videbech jo på med forelæsningen "Depression - en folkesygdom i hjernen".

Bortset fra, at forelæsningen, som jeg også skriver i den første af mine kommentarer på siden, hele vejen igennem er videnskabeligt uholdbar -- og interessant nok, så vælger Videbech, at ikke forholde sig med et ord til min indholdsmæssige kritik, mens han har meget travlt med at bagatellisere sit engagement som foredragsholder for Bristol-Myers Squibb --, så har jeg i går desværre måttet opleve effekten af den slags "forelæsninger" direkte, i form af en, mildest talt, opskræmt person, der ringede til min arbejdsplads: "Jeg har været noget depri her på det sidste. Min psykiater syntes, jeg skulle tage antidepressiva, men det har jeg sagt nej til. Og nu siger Poul Videbech, at man kan blive dement af depression, hvis man ikke tager medicin! Skulle jeg måske alligevel sige ja til den?!"

1 - 0 til Videbech. "Forelæsningen" har opnået den ønskede effekt: folk panikker, og jeg vil ikke vide, hvor mange der render hals over hovedet, og uden at få en snak om sagen med mindre end Videbech selv interessekonflikt-belastede mennesker, som mig, først, til deres læge, respektive psykiater, for at få en recept.

Til alle dem, der tøver, og måske googler, og havner hér: Som sagt, så holder Videbechs påstande ikke vand, især når det kommer til påstanden om, at "anti"depressiva skulle forhindre demens i at opstå. Videbechs "bevisføring" lader et hav af spørgsmål være ubesvaret, f.eks., og ganske grundlæggende, hvordan forhindrer en forstørret hippocampus demens? Eller: hvordan ser hippocampus ud efter år, eller endda årtier på "anti"depressiva? Nu havde Videbech nok ikke tid til at komme ind på alle disse spørgsmål i "forelæsningens" rammer. Og jeg har ikke tid til at skrive dem allesammen ned her (så ville jeg sidde de næste to dage her foran skærmen). Men heldigvis er der en, der har taget sig den tid, at se meget nøje på alle spørgsmålene, og det er der kommet en bog ud af, som jeg vil anbefale alle tøvende at læse, før i måske alligevel styrter afsted efter en recept: Grace E. Jackson, Drug-induced Dementia: A Perfect Crime.

Og ja, for resten, for alle, der ikke lige sådan læser en videnskabelig afhandling, slet ikke på amerikansk: Grace E. Jacksons gennemgang af forskningsresutaterne angående det stigende antal demens-ramte blandt dem, der lider af "depression", men også af andre såkaldte "psykiske sygdomme", er, at det knapt så meget er selve "sygdommen", der forårsager demens, som det er behandlingen, den psykofarmakologiske såvel som den elektriske, for "sygdommen", der, rent ud sagt, fucker hjernen up, og hen ad vejen gør de behandlede demente.

"Leve med skizofreni" -- en advarsel

2011-08-11T00:45:00.002+02:00

Jeg faldt i går over en hjemmeside, der ser ud til at være relativt ny på nettet. Hjemmesiden "Leve med skizofreni" adskiller sig ikke væsentligt fra alle de andre velkendte mainstream-hjemmesider (Psykiatrifondens, netdoktor.dk, osv.). Også her får vi alle de sædvanlige usandheder serveret, som at "antipsykotika" ikke skulle være afhængighedsskabende -- bare fordi man ikke føler trang til at indtage et stof, er det ikke ensbetydende med, at stoffet ikke er afhængighedsskabende; "antipsykotika" forårsager abstinenser ved stop og er dermed afhængighedsskabende --, og at stofferne, i korrekt dosering, ikke skulle virke sløvende. Hvis det sidste er sandt, så er der ikke nogen blandt mine mange bekendtskaber, der tager "antipsykotika", der får stofferne i korrekt dosering. Og så forstår jeg heller ikke rigtigt, hvorfor stofferne farmaceutisk set tilordnes gruppen af "major tranquilizers", stærkt beroligende substanser.

Anyway, det der adskiller hjemmesiden "Leve med skizofreni" fra andre mainstream-hjemmesider, er at der påfaldende ofte gøres opmærksom på vigtigheden af den medicinske "behandling", og at det ikke lige umiddelbart fremgår, hvem der står bag hjemmesiden. Vil man vide det, må man finde læsebrillerne og gerne også en lup frem, og så må man rulle ned til det med mikroskopiske bogstaver skrevne i bunden af siden: Janssen-Cilag A/S, producenten af bl.a. Risperdal og Invega. Ahhh, åhhh, ja, så bliver det pludseligt også ganske forståeligt, hvorfor der lægges så overordentligt stor vægt på, at understrege nødvendigheden af medicinsk "behandling".

Hjemmesiden er altså aldeles ikke, som den prøver at give indtryk af, en uvildig informationskilde "for dig, der enten har skizofreni eller kender en der har skizofreni", men en eneste stor reklame for Risperdal, respektive Invega -- bemærk, at der adskillige gange på hjemmesiden gøres opmærksom på fordelene ved depotmedicinering. Her skal der ikke informeres, her skal der sælges.

"Leve med skizofreni", dvs. Janssen-Cilag, har også en YouTube channel med et antal helt professionelt lavede videoer. På YouTube fremgår det ingen steder, at det er farmagiganten Janssen-Cilag, der står bag kanalen og videoerne. Til denne hemmelighedskræmmeri passer det selvfølgeligt perfekt, at man har valgt, ikke at tillade ratings og især kommentarer til videoerne.

Paula J. Caplan: Losing Labels to Find Ourselves

2011-08-06T12:50:00.000+02:00

Bruce E. Levine - My Story

2011-08-01T15:58:00.003+02:00

Interview med Daniel Mackler

2011-07-14T00:46:00.000+02:00

Daniel Mackler fortæller om hans to nye film, Healing Homes og Open Dialogue.

Scandinavian Center for Shamanic Studies, Åsbacka, Annette Høst, Jonathan Horwitz -- erfaringer efterlyses

2011-05-22T23:46:00.000+02:00

På vegne af en ven: kender du noget til, har du erfaringer med Scandinavian Center for Shamanic Studies, og/eller Åsbacka Center for Shamanic Healing, Annette Høst, Jonathan Horwitz, må du meget gerne lægge en kommentar her, eller sende mig en mail: marian(dot)bgst(snabel a)gmail(dot)com

PSP-samarbejdet: vejen til mere effektiv diskriminering mod psykiatrisk stemplede mennesker

2011-04-30T03:36:00.000+02:00

"PSP" står for Politi, Socialforvaltning, og Psykiatri. Samarbejdet mellem disse tre aktører startede som et projekt i Frederiksberg Kommune i 2004, og er efterfølgende i 2009 blevet til en landsdækkende realitet. Idéen bag PSP-samarbejdet er angiveligt, at kunne yde en mere effektiv, koordineret indsats for borgere med sociale problemer, respektive psykiatriske stempler, der kommer i kontakt med politiet. Og det lyder jo nok umiddelbart som en god idé i de flestes ører.

Men men men... Her er en lille historie fra det virkelige liv, der fortæller noget om, hvad PSP-samarbejdet egentligt er ment til at muliggøre: X har et erhvervskørekort, og får midlertidigt frataget både dette og sit private kørekort, efter en ret alvorlig overskridelse af fartsbegrænsningen. X har nu, da perioden er gået, mulighed for at aflægge en ny køreprøve og generhverve begge kørekort. Og så ville der jo ikke være så meget mere i det, hvis det ikke var for at X også har et psykiatrisk stempel, og hvis det ikke var for PSP-samarbejdet, der sikrer, at politiet informeres om X' psykiatriske stempel, og derfor, i henhold til PSP-samarbejdet, indhenter en vurdering fra Sundhedsstyrelsen, angående hvorvidt X nu egentligt overhovedet skal kunne få sine kørekort tilbage, eller ej. "Eksperten" fra Sundhedsstyrelsen udtaler, uden at have mødt og talt med X en eneste gang, at det, grundet stemplet og det faktum, at X i længere tid ikke har ønsket, at modtage psykiatrisk "hjælp" for sine emotionelle problemer, ikke er hensigtsmæssigt at give X mulighed for at få sit erhvervskørekort tilbage, og at returneringen af X' private kørekort skal gøres afhængig af at X, der har fået god hjælp for sine emotionelle problemer fra anden end psykiatrisk kant, går med til at igen lade sig behandle i psykiatrien, hvilket X aldrig har oplevet som særligt hjælpsomt, og denne gang gerne med depotmedikamenter. For at være på den helt sikre side, at X nu også virkeligt er godt dopet til, når X sætter sig bag ratten i bilen...

Her har vi altså en person, der er så motiveret, som man bare kan være for at a) få hjælp til sine emotionelle problemer, og b) blive selvforsørgende igen, via et erhvervskørekort. Og hvad gør myndighederne?? Myndighederne gør, hvad der står i deres, af PSP-samarbejdet betragteligt forøgede, magt for at a) gøre X til kronisk syg svingdørspatient i psykiatrien og konsument af medicinalindustriens produkt på livstid, og for at b) derved, og ved at nægte X et erhvervskørekort, sikre, at X chancer for at blive selvforsørgende reduceres til noget nær 0. Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper systemets jerngreb og opsøger andre udfordringer her i livet, end et job med løntilskud som trappevasker eller returflaskesorterer! Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper samfundets kontrol!

Der var en gang, hvor man som psykiatrisk stemplet person faktisk fik et stempel i sit pas. Ganske i stil med et vist armbind nogle mennesker blev tvunget til at bære i 1930ernes og 1940ernes Tyskland. Med etableringen af PSP-samarbejdet har vi i dagens Danmark, hvor ingen kan råbe højt nok om "afstigmatisering" af "psykisk sygdom", taget et stort skridt hen mod genindførelsen af den slags tilstande.

MB'er og brugerlærer: systemts stikirenddreng

2011-04-12T21:02:00.001+02:00

Det er jo blevet hip og trendy igennem de senere år, at uddanne sig til brugerlærer, respektive MB'er, medarbejder med brugererfaring, det, der på engelsk kaldes for "peer" som i "peer support" f.eks., når man har oplevet kriser og er blevet "recoveret".

Idéen bag, at mennesker, der selv har oplevet kriser og har overvundet disse, står med en insiderviden, der kan være til stor gavn for andre, der oplever kriser, er ikke ny. Traditionelt er healere som de sibirske shamaner f.eks. folk, der selv er "gået igennem ild og vand", før de har opnået status som guide for andre, der kommer ud for den samme udfordring. Det er deres personlige erfaring, der kvalificerer dem, ikke nogen teoretisk viden.

Men det er ikke kun erfaringen som sådan, der kvalificerer et menneske, der er "gået igennem ild og vand", til at blive shaman. Det er i allerhøjeste grad også, hvad vedkommende gør med denne erfaring. Om den bruges til at opnå indsigt og visdom, om den fører til en større grad af selv-/bevidsthed. Det er i indsigten, i bevidstgørelsen, erfaringens værdi ligger. Og det er her, det bliver problematisk, når vi taler brugerlærere og MB'ere. For, godt nok har disse mennesker gennemgået kriser, men spørgsmålet er, hvorvidt kriserne er blevet brugt til at opnå indsigt og større selv-/bevidsthed, når uddannelserne til MB'er og brugerlærer er tilrettelagt af et system, der definerer kriser som sygdom, og det at komme sig, som at lære at leve med denne sygdom, der definerer indsigt som sygdomsindsigt, og hvis generelle opfattelse af kriser er, at disse er et onde, der bør bekæmpes med alle midler, og ikke, som i shamaismen f.eks., en udfordring, der bør tages op, en chance til at opnå større selv-/bevidsthed, og dermed snarere en "gave", end den "forbandelse", systemet definerer kriser til at være.

Ved at tage idéen om at egen erfaring med kriser kan kvalificere én til at agere guide for andre mennesker i krise op på den måde, som systemet har gjort det, dvs. ved at vende hele konceptet på hovedet, ganske som det er sket med recoverybegrebet, har systemet med uddannelserne til MB'er og brugerlærer formået at rekruttere et infanteriregiment af forholdsvis lavtlønnede stikirenddrenge blandt brugerne. Billig arbejdskraft, der, ved at henvise til egen erfaring, kan virke overbevisende, især på dem, der måtte trække teoretikernes ekspertise og autoritet i tvivl, netop under henvisning til deres manglende erfaring indefra. Mens ingen bemærker, at erfaring i en sådan sammenhæng er et tomt begreb, at den ikke er brugt til noget, men at det for dens egentlige mening tømte begreb misbruges til at udstyre systemets budskab med større troværdighed. Undertrykkelse udøvet af de undertrykte selv.

Fra beskrivelsen på YouTube: "We see too many Service Users who sell out their brothers and sisters by trying to gain kudos through working as maintainance monkeys. They tinker around the edges whilst pretending to be recovery experts. Many of these so called "recovery" experts continue to take their meds, buy into medical models of illness and only talk about symptom management - i.e. maintenance. They gain fame and dosh by never challenging the status quo of the medical model, tinkering around the edges, becoming pseudo-professionals in research, academia and peer support. They have a loud voice but no mandate! They join the Rat Race. Thank God for the real radicals, the people who change systems, fight for the human rights of the oppressed, don't do it for the money, fame or glory and who actually know about recovery and thriving. They don't just write about it, they live it."

Are you a wayseer?

2011-03-23T01:10:00.000+01:00

Open Dialogue. Dokumentarfilm om Åben Dialog/Vestlaplandsmodellen af Daniel Mackler

2011-03-16T17:56:00.001+01:00

Filmen kan bestilles her.

Skizofreni forårsages af skizofreni

2011-03-02T14:43:00.001+01:00

Healing Homes. Ny film af Daniel Mackler

2011-02-15T01:41:00.001+01:00

Healing Homes: An Alternative, Swedish Model for Healing Psychosis er den første af to nye film af Daniel Mackler (Take These Broken Wings) om psykiatrialternativer. Filmen dokumenterer Familjevårdsstiftelsen i Göteborg, Sverige. Læs mere om filmen og bestil den her.

En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"

2010-12-23T12:48:00.001+01:00

Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.

Her et par citater:

"Pauser er ekstra vigtige for pårørende.  Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."

"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."

"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."

Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.

Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:

" The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"

Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.

Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"

Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).

Robert Whitaker, Keynote at Alternatives 2010

2010-10-08T13:48:00.000+02:00

(Desværre på amerikansk.)

Robert Whitaker - Alternatives Keynote from National Empowerment Center on Vimeo.

"Kære Bertel Haarder, giv os penge til at behandle de sindssyge længere med den medicin, der slår dem 15 - 20 år for tidligt ihjel!" - Biopsykiatrisk propaganda på DR2 med overlæge Ulla Bartels

2010-09-08T02:29:00.001+02:00

I går kunne man i Deadline 22.30 nyde endnu en udgave af biopsykiatriens allesteds nærværende propaganda, denne gang serveret af bl.a. overlæge Ulla Bartels for vores sundhedsminister Bertel Haarder.

Også i Deadline-udsendelsen forsømte Ulla Bartels ikke, at ty til tåreperseren "Psykisk syge dør 15-20 år for tidligt", i håb om, at blødgøre Bertel Haarder bare en lille smule, så han måske alligevel finder lidt flere kroner i statskassen til financieringen af den "behandling", der slår "de sindssyge", som Ulla Bartels i udsendelsen også så overordentligt respekterende vælger at betegne mennesker i emotionelle kriser, 15 - 20 år for tidligt ihjel.

For, det forsømmer Ulla Bartels selvfølgeligt både i Deadline-udsendelsen og i Dagens Medicins artikel at fortælle: at de sygdomme, "de psykisk syge" som oftest dør 15 - 20 år for tidligt af, nemlig diabetes, metabolsk syndrom og hjerte-kar-sygdomme, er velkendte, og ret så hyppige bivirkninger af neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", og således forårsaget af den "behandling", som Ulla Bartels påstår, skulle forhindre dem, hvis vi bare kunne intensivere "behandlingen" lidt via længerevarende indlæggelser.

Til Dagens Medicin siger Ulla Bartels også, yderligere ekspertisisk forklarende, at "sygdommen", den angivelige, jo gør, at folk ikke så godt fornemmer sig selv, respektive deres krop. Hvorfor de ikke selv opdager i tide, når deres krop ikke har det så godt. Neuroleptika er, som bekendt, stærkt beroligende stoffer. De indvirker stærkt beroligende på nervesystemet. Det vil sige, de sætter det system, der gør, at vi kan fornemme os selv, vores krop, mere eller mindre ud af spil. Så nej, det er som oftest ikke "sygdommen", der gør, at folks kropsfornemmelse er nedsat. Det er "behandlingen" for denne "sygdom", der gør det. Hvor mange gange har jeg ikke hørt folk fortælle, at de ikke kunne fornemme sig selv, mens de var på "medicin". Kropsfornemmelsen vendte tilbage, når de stoppede med at tage "medicinen".

En overlæge i psykiatri, der hverken kender til bivirkninger eller virkning til den "medicin", hun dagligt omgås? Inkompetent må vel være den mest passende betegnelse her.

Og apropos "inkompetent", så var der selvfølgeligt heller ikke i Deadlines propagandaudsendelse en eneste medvirkende tilstede, der kunne have givet Ulla Bartels kompetent modspil, og Bertel Haarder et mere sandfærdigt billede af tingenes tilstand. Hvor er de danske Robert Whitakers, Joanna Moncrieffs, Grace E. Jacksons,... ? Tja, hvis de overhovedet findes, så var de i hvert fald ikke inviteret til at deltage i udsendelsen. Men så havde denne jo heller ikke længere været så meget propaganda, som den havde været lidt mere seriøs journalistik.

Bortset fra alt det, var jeg en smule positiv overrasket over både at høre Bertel Haarder spørge, hvor mon alle de "psykisk syge" kommer fra, der pludseligt kræver psykiatrisk "behandling", og over at høre ham sige, at man jo ikke bliver rask af at ligge i en sygehusseng. Til hans spørgsmål, hvor alle de "psykisk syge" pludseligt kommer fra, kan jeg kun sige: kig dig omkring, Bertel, og se hvordan "psykisk sygdom" efterhånden snart er på udsalg ved hvert gadehjørne. Dette her, for eksempel. Og nej, man bliver bestemt ikke rask af at ligge i en sygehusseng. Slet ikke, hvis man aldrig har været syg til at starte med.

Og så kan man jo kun undre sig over både DR-journalistens, som stort set alle andre danske journalisters, uvidenhed. Ifølge Nynne Bjerre Christensen udskrives "de psykisk syge" "før de er raske". Kære Nynne, den danske biopsykiatri har ikke helbredt så mange som en eneste af sine "patienter" endnu. Tværtimod. Man bliver ikke rask af at ligge i en sygehusseng, og slet ikke, hvis éns "sygdom", der ikke tilnærmelsesvis opfylder de kriterier, der stilles af lægevidenskaben til en tilstand, før den må betegnes som sygdom, "behandles" med "medicin", der forårsager somatisk sygdom og 15 - 20 år for tidlig død, og derudover kronificering af tilstanden. Jo længere man "behandles" biopsykiatrisk, jo sygere bliver man.
_______________

P.S.: Og så kan man jo undre sig, hvordan det hænger sammen, at kalde andre mennesker for "sindssyge", mens man samtidigt gør en Oscar-værdig indsats for at foregive, at man jo ikke har andet, end disse "sindssyges" bedste i sinde. Hvis det da hænger sammen...

STAR*D: Studien der viser, at antidepressiva er virkningsløse

2010-08-28T13:14:00.000+02:00

STAR*D er en 35 millioner-dollar-studie, iværksat af NIMH (National Institute of Mental Health, under NIH - National Institute of Health - den øverste US-amerikanske sundhedsmyndighed) for at undersøge effekten af antidepressiva på "depression". Studien var med 3.671 deltagere og en løbetid på et år et forholdsvis stort anlagt forsøg. Resultaterne blev offentliggjort i 2006, og det kan siges, at STAR*D sidenhen på internationalt plan, og også her i Danmark, har været den studie, fortalerne for psykofarmakologisk "behandling" af "depression" har henvist til, for at underbygge deres påstand om, at antidepressiva skulle være effektiv behandling mod "depression". Således citerer for eksempel Per Vestergaard, overlæge ved Psykiatrisk Hospital, Risskov, STAR*D-studien i en artikel i Best Practice fra 2009: "En tredjedel af patienterne gennemgik alle fire behandlingsperioder over et år uden fuldstændig remission."

Resutaterne af STAR*D-studien blev interpreteret til at vise, at 67% (altså to tredjedele) af alle "patienter" med "depression" opnår bedring gennem "behanding" med antidepressiva.

Robert Whitaker har gjort, hvad alle, i det mindste alle professionelle på området, Per Vestergaard for eksempel, burde gøre, før der, mere eller mindre blindt, stoles på en interpretation af videnskabelige data: han har set på studiens data selv. Og fundet frem til, at disse taler et noget anderledes sprog, end deres officielle interpretation: ud af 3.671 deltagere er der 108, der har opnået over de 12 måneder, studien varede, vedvarende bedring. Det er 3 (TRE, ja)% af deltagerne, der har opnået vedvarende bedring af deres "depression" gennem brug af antidepressiva. Der er lang vej fra 3% til de 67%, den officielle interpretation af studiens data kommer frem til. Såpas lang vej, at man vist godt kan sige, at den studie, der internationalt anses til at have bevist antidepressivas effektivitet og overlegenhed over placebo, faktisk har bevist det modsatte. Nemlig at "behandling" af "depression" med antidepressiv "medicin" er virkningsløs.

Per Vestergaard udtrykker i artiklen i Best Practice nærmest bekymring over, at, ifølge den officielle interpretation, en hel tredjedel af deltagerne i STAR*D-studien ikke opnåede vedvarende bedring. Jeg undrer, hvad han mon ville udtrykke i dag, hvor det, grundet den opmærksomhed, STAR*D-studien på det seneste har fået i de amerikanske medier, heller ikke længere burde være ham ubekendt, at det faktisk drejer sig om 97%, og ikke kun en tredjedel, af personer stemplet med "depression",der ikke har haft varigt gavn af antidepressiva.

Og når jeg tagger dette indlæg med "kreativitet", så er det, fordi "STAR*D-skandalen" også viser, at man med lidt kreativitet nemt kan få videnskabelige data til at "bevise" hvad som helst. Om denne form for kreativitet imidlertid er specielt videnskabeligt, er et andet spørgsmål.
_______________

Blogindlæg af Robert Whitaker om STAR*D:
"Fact-Checking the New Yorker"
"Fact-Checking the New Yorker, Part Two"
"Update on the STAR*D Report"
"The STAR*D Scandal: A New Paper Sums It All Up"

Calvin

2010-08-22T01:57:00.000+02:00

Her er han så, den sødeste, frækkeste og klogeste. Og han måtte jo bare hedde Calvin. ;)

Hvordan mentorer håndterer personfølsomme oplysninger

2010-08-07T02:38:00.000+02:00

Her til aften modtog jeg en opringning fra en person, der ville informere mig om, at vedkommende ikke kunne nå noget, og derfor ville bede mig, om at gøre dette noget for vedkommende. Fint, såvidt. Men: I stedet for, at lade det være ved at fortælle mig, at vedkommende, lad os kalde personen for X, altså ikke kan nå det nævnte noget, får jeg, før jeg får set mig om, hele historien. X har ansat assistenter, og er desuden mentor for den ene af dem, der har nogle psykiske, emotionelle problemer, og siden problemerne lige her til aften er lidt akutte, er X, i sin mentorrolle, nødt til at tage sig af dem, hvorfor X ikke kan nå det nævnte noget.

X og jeg har kendt hinanden i to uger, perifert. Jeg vil ikke kalde os for venner. Imidlertid kender jeg X' navn, bopæl, profession (og dermed assistenternes), etc. etc., og får desuden oplyst den pågældende assistents alder af X. Det eneste, jeg ikke får oplyst, er assistentens navn. Men med de informationer om personen, jeg nu ligger inde med, er det ingen sag, at finde frem til det, hvis det skulle være. Som sagt, så har kontakten mellem X og mig på nuværende tidspunkt varet i to uger, og været meget overfladisk. Hvordan vil X vide, at jeg ikke fortæller historien inklusive alle detaljer til alle og enhver, der vil høre den?

(Og selv om jeg kun har kendt X i to uger, står det allerede soleklart for mig, at X ville juble, hvis jeg fortalte historien til højre og venstre, ganske som X selv gør det. Der er nemlig noget, der er meget vigtigere for X, end respekten for andre mennesker.)

John Breeding om Robert Whitakers nye bog Anatomy of an Epidemic

2010-08-04T14:32:00.000+02:00

Et til bon mot...

2010-08-01T03:22:00.001+02:00

...fra blogland: "...jeg skal forhåbentligt udredes for Bipolar II lidelse..."

Hm, tænker jeg. "Jeg skal forhåbentligt udredes for diabetes" (siden "psykisk sygdom" jo angiveligt er som diabetes, som den allesteds gentagne sammenligning lyder)??? Næppe forhåbentligt. Men det uagtet, jeg kan nu godt forstå, hvorfor "bipolar" er sådant et ønskestempel. Ting som "angst", "OCD", "spiseforstyrrelse", "ADHD", eller "depression", altså den ordinære, unipolare udgave, kan dårligt få nogen til at løfte et øjenbryn længere. Det har nu aldrig været specielt eksotisk, at have angst, eller være depri. Mens "psykose" og "skizofreni" nok må betragtes som lige lovligt eksotisk. Man vil jo trods alt nødigt blive betragtet som totalt utilregnelig galning. Men "bipolar" altså - ja, det ligger så smukt midt imellem. Lige tilpas eksotisk til at man ikke risikerer, at blive forvekslet med almindeligt kedelige gennemsnitsmennesker, men dog ikke så eksotisk, at man anses for at være en mindrebemidlet tosse. Så, ja, når nu det kniber lidt med at kunne præstere det "maniske" i tilstrækkeligt omfang for et "bipolar I" stempel, så kan man jo kun håbe på et "bipolar II" ét!

Lider du af følelser og tanker? Kontakt psykolog ditten-datten, og få hjælp!

2010-07-31T10:26:00.000+02:00

Det vrimler jo med psykolog-annoncer derude, der lover hurtig og effektiv fjernelse af diverse slags følelser og tanker. Ligesom det vrimler med folk, der er fast overbevist om, at deres følelser og tanker er et - stort - problem (hvorfor alle disse følelser og tanker nøje observeres og bogføres, gerne på en blog : "I dag gjorde jeg det igen. Jeg følte/tænkte. Åh nej!"). Så, det passer jo fint sammen.

Her til morgen faldt jeg over følgende kommentar på en blog, skrevet af en person, der åbenbart er én af de nævnte psykologer, der gør opmærksom på et - mindst lige så stort - "metaproblem":

"One of the problems with the bipolar population (I'm putting on my psychologist hat, sorry!) is that they end up going off meds because they miss the high end of the cycles. A lot of them say they'd rather feel something than be on meds. Lucky you that you have an understanding and compassionate psychiatrist helping you out!"

Her gik jeg, og troede, det var bare menneskeligt, at have følelser og tænke tanker. Jeg må vist hellere begynde, at se mig om efter en "compassionate psychiatrist", siden alle de følelser og tanker, jeg oplever hele tiden, åbenbart er tegn på jeg ved ikke hvor mange forstyrrelser og sygdomme, jeg har. For ikke at nævne den, at også jeg egentligt godt kan lide, at føle og tænke. Jeg har det virkeligt skidt med det nu, at jeg kan lide, at være menneske! Jeg må virkeligt være syg!! Hjælp!!!

Tusind tak!!!

2010-07-25T17:33:00.000+02:00

...herfra til alle, der har taget initiativ og gjort det muligt, at min kommentar til Inger-Liss Christoffersens artikel om foredraget med Thomas Werge alligevel kom med i LAPs medlemsblad. Jeg blev så glad, da jeg så jeres engagement, der jo i grund og bund ikke så meget er et engagement for mig som person, respektive for mine personlige synspunkter, men et engagement for ytringsfriheden som sådan.

Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.

Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".

' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)

En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.

Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.

Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________

*) Lidt selverkendelse fra terapirummet

Robert Whitaker, "Psychotropic Drugs and Children" - must-listen for alle forældre

2010-07-10T18:30:00.000+02:00

"Psychotropic Drugs and Children" er et foredrag ved Robert Whitaker, holdt i forlængelse af foredraget "Rise of Mental Illness in America" - ...og andre steder, såsom i Danmark, om end ikke i helt så grotesk målestok, som i USA, endnu.

Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.

Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).

Stærk norsk kortfilm om psykiatrisk tvang

2010-07-08T19:05:00.000+02:00

Madeleine Hagen, Stemmer fra innsiden, 2010, eksamensfilm om psykiatrisk tvang fra Film og TV-akademiet ved NISS

Mere om filmen, inklusive nogle citater - hvis det skulle knibe med det norske ;) - her.

Via Sigrun.

Skriv under for frigivelsen af traumaoverlever og psykiatrisk fange John Hunt!

2010-06-26T13:58:00.005+02:00

Jeg har før skrevet i et kort indlæg og postet en video om Johns situation. Hans kone, Grainne Humphrys, har startet en underskriftsindsamling for hans frigivelse, som du kan skrive under på her.

Læs mere på Grainnes blog The Incarceration of John, og på Beyond Meds, og skriv under på petitionen!

Facebook-gruppe The Incarceration of John

Kattekillinger søger nye hjem

2010-06-10T01:57:00.006+02:00

Hvis du står og mangler en musefanger, så er chancen for at få fingre i en ganske udsøgt sådan her nu. De små flødekarameller er født på en gård for tre uger siden, helt tamme, og klare til at komme ud i den store verden fra starten af august af. Men den sødeste, frækkeste og klogeste er altså allerede adopteret - af mig :D

Send mig en mail, hvis du vil vide mere, eller er interesseret i én af vidundrene: marian(dot)bgst(at)gmail(dot)com

Kæft, trit og - fastholdelse

2010-06-04T22:17:00.009+02:00

Ja. Også jeg så serien Kæft, trit og knus. Med for hver udsendelse mere og mere krøllede tæer. "Behandlingshjem" - javel ja. Det siger det jo allerede. Et "hjem" for børn og unge, der ikke reagerer, helt naturligt menneskeligt, på omsorgssvigt og misbrug/-handling, men der, som forstanderen Jørn Birk Nielsen, psykolog, specialiseret i hypnoterapi og - surprise, surprise! (not) - kognitiv adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", i tredje del selv siger det, har symptomer. Det er børnene og de unge, der er "utilpassede", der er problemet, og derfor er det dem, der skal behandles. Med denne moraliserende, kontrollerende, og ydmygende kulsorte kognitive adfærdspædagogik. De skal udredes og behandles, ikke mødes, dér, hvor de er, og rummes.

Det er f.eks. ikke sådan, at Camilla på 14 har reageret på, at se sin mor blive gennemtævet af dennes kæreste, eller på at blive misbrugt af sin onkel, og hvad der ellers måtte være foregået i Camillas liv. Nejda. Camilla har "ADHD", ligesom hendes søster, og det er denne neurologiske udviklingsforstyrrelse (der altså intet har at gøre med omsorgssvigt, traumer, eller lignende), der har gjort, at hendes stakkels mor ikke har kunnet rumme hende. To, ud af fire, børn med "ADHD" - det har godt nok ikke været nemt for Camillas mor! Som Camilla selv konstaterer. No hard feelings. Moren har ikke svigtet på nogen måde. Det var Camilla, der var en alt for stor mundfuld for sin mor. Med denne "ADHD"-forstyrrelse. Camillas fejl. Så hun føler sig ansvarligt, er bekymret for sin mor. En 14-åring er bekymret for et (angiveligt) voksent menneske... Så "skyldreducerende" er biologiske forklaringsmodeller. Og hvem kan i øvrigt udelukke, at det var Camillas egen skyld, at hendes onkel forgreb sig på hende? Måske er der jo noget ved sådanne "ADHD"-forstyrrede børn som hende, der inviterer til at begå overgreb mod dem?

Følgende skrev jeg forleden som en kommentar til et jublende positivt blogindlæg om TV-serien. Blogindlægget er i mellemtiden blevet fjernet. Om det skyldes min og en anden kritisk kommentar, der måske har fået bloggens indehaver til at se lidt anderledes på sagen - who knows. Hér min kommentar:

"Helt så lyserødt, som TV-serien gerne vil have os til at tro, er det vist ikke i realiteten. Se f.eks. artiklerne her og her.

For mig personligt er det allerede usmageligt, at man patologiserer børnene, og diagnosticerer deres adfærd, der jo også i det tredje program direkte betegnes som “symptomer”. Er det børnene, der er problemet, eller et samfund, der tillader, at børn svigtes i et sådant omfang, at de reagerer såpas ekstremt, som børnene på Schuberts Minde gør det? I mine øjne er der noget ruskrivende galt med grundindstillingen hos personalet på et sted, der patologiserer ofrene for svigt og overgreb, og ikke kan møde dem dér, hvor de er. Hvilket f.eks. tydeligt kommer til udtryk i første afsnit, hvor Marc får frataget noget, der for ham, i mangel af bedre, er uhyre vigtige, identitetsskabende holdepunkter i hans tilværelse: tøj og smykker. Budskabet er: 'Vi accepterer dig ikke som den, du i øjeblikket er. Du har at tilpasse dig vores idé om, hvem du skal være.' Ødelæggende. Selv om Marc sandsynligvis ikke lige umiddelbart opdager det."

Og, for resten, jeg så ikke noget knus i nogen af seriens udsendelser. Kun en fastholdelse - og udover den ene, fysiske fastholdelse, en hel del emotionelle. Fra provokationer helt hen til udtalt afpresning.

Brugermedvirkning i Det Sociale Netværk...

2010-06-03T16:45:00.003+02:00

...ser sådan her ud. Og det, selv om en stor del af medlemmerne af de organisationer, der er samlet under Det Soiale Netværk, er brugere.

Som man kan se, er også LAP involveret. Jeg kan undre mig lidt. Hvad er det egentligt, man vil i LAP? At flere, der, grundet mangel på egen erfaring, ikke aner, hvad de taler om, udtaler sig "om og for de psykisk syge"? Har vi ikke allerede mere end nok af den slags? Var det ikke måske på tide, at lade ignoranterne tale så meget, som de nu har lyst til "om og for de psykisk syge", og, i stedet for at stå tavs ved siden af, finde den egne stemme frem, og løfte den?

Before you exploit someone you have to silence them. -Derrick Jensen

"Psykisk syge oplever massiv diskrimination"

2010-05-31T00:34:00.002+02:00

Sådan lyder overskriften af en artikel på politiken.dk fra i går. Ja, det er vist så sandt som det er sagt, at der diskrimineres massivt mod mennesker, der oplever eksistentielle kriser. Og én af de første til at diskriminere mod dem, der oplever disse kriser i form af ekstreme sindstilstande, er Poul Nyrup Rasmussen, når han mener, at alle med diagnoser som "depression", "angst", osv. bør tilbydes psykologhjælp, mens folk med "tunge psykiatriske lidelser" bør langtids-frihedsberøves. Uden at nævne, at disse mennesker bør tilbydes psykologhjælp på lige linie med resten. Næh nej. De her ikke-helt-mennesker kan få lidt psykoedukation, og ellers kan de værsgo' æde deres piller og holde kæft. Så vi ikke risikerer, at skulle høre på de uhyrligheder, de har været udsatte for i form af overgreb fra deres kære pårørendes side, som Poul Nyrup jo er én af selv.

Anatomy of an Epidemic - ny bog af Robert Whitaker

2010-05-23T20:05:00.008+02:00

Hér et foredrag med Robert Whitaker om hans nye bog Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America, der ser på, hvordan langtids-, vedligeholdelsesbrug af psykofarmaka ændrede prognosen for diagnoser som "depression", "bipolar lidelse" og "skizofreni", der alle, også "skizofreni", før indførelsen af psykofarmaka i behandlingen, var forbigående, og altså ikke kroniske problemer, til i dag at være per definition kroniske sygdomme.

Whitaker's bog er den første, der systematisk ser på langtidsstudierne*), der sammenligner udfaldet for mennesker, der behandles med psykofarmaka som vedvarende, angiveligt forebyggende, behandling, med udfaldet for mennesker, der, uanset diagnose, ikke tager psykofarmaka andet, end kortvarigt og krisespecifikt. Alle langtidsstudier viser, at krisespecifik korttidsbrug af psykofarmaka kan have en kriseforkortende effekt (om end det ikke vides, hvor meget af denne egentligt er en placeboeffekt), men at "forebyggende" langtidsbrug fører til flere og mere alvorlige tilbagefald, respektive til kronificering af kriser, og dermed til markant nedsatte recoverychancer, og desuden til en forkortet livsforventning, og til nedsatte kognitive evner. Det sidste også for problemer som "bipolar lidelse", hvor kognitive problemer førhen var ukendte.

Epidemien er således iatrogen, skabt af "behandlingen" selv.

Interessant for resten at høre, at "skizofreni" næsten ikke forekommer i Vestlapland mere. Fordi et "skizofreni"stempel forudsætter tilstedeværendet af "symptomer" i mindst 6 måneder, mens Åben Dialog-tilgangen som oftest resulterer i, at "symptomerne" fortager sig, inden der er gået 6 måneder. Uden, respektive med et minimum af "medicin". Og interessant også, at folk i Vestlapland ikke bare bliver "symptom"fri uden, respektive med et minimum af "medicin", men faktisk virkeligt ser ud til, at have haft gavn af deres erfaring med "psykosen", med det ekstremt menneskelige. I hvert fald er f.eks. arbejdsløshedsraten blandt disse folk lavere, end i resten af befolkningen.

Og hvad gør vi hér i Danmark? Vi sender politiet hjem til folk, der vælger, at lytte til deres meget sunde intuition og dropper den angiveligt forebyggende langtidsbehandling, for at hente dem til "behandlingen". Med depotmedikamenter. Så vi er sikre på, at ingen slipper for at blive offer for den iatrogene epidemi. Og som om det ikke var nok, så overvejer vi, om vi ikke skal prøve, at befrie samfundet helt fra disse belastende eksistenser (som vores, respektive psykiatriens egen "behandling" først har gjort til en - økonomisk - belastning; mens det samme "unwerte Leben" i Vestlapland bidrager i større omfang til bruttonationalproduktet, end f.eks. herr Werge, eller borgmester Andersen... ). Smukt.

Ligesom Mad in America er Anatomy of an Epidemic et must-read for alle, der gerne vil være virkeligt informeret. Og så lad os få ordet ud, ja!

*) Den såkaldt "evidensbaserede" behandling, der prakticeres i de fleste vestlige lande, også i Danmark, i dag, er alene baseret på korttidsstudier, dvs. på studier, der varer fra få uger til, allerhøjst, nogle måneder. Evidensen fra langtidsstudierne er således ikke taget med i bedømmelsen af behandlingseffekten. Langtidsstudierne bliver som regel fejet ind under gulvtæppet, hvis de overhovedet finder spalteplads i fagbladene. Martin Harrow og Thomas H. Jobe blev endda advaret af deres kollegaer mod at offentliggøre deres forskningsresultater fra 2007, der viste, at med "skizofreni" stemplede mennesker, der ikke tager neuroleptika som langtidsbehandling, har otte gange større chance for recovery, end dem, der gør.

Flere anmeldelser, interviews, etc.:

Beyond Meds, "Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America — a note from Robert Whitaker"

Beyond Meds, "New Scientist gives Robert Whitaker's new book a great review"

Beyond Meds (if it's interesting, you'll find it there, yup), "Anatomy of an Epidemic: video-taped interview with author Robert Whitaker"

The Page 99 Test, "Robert Whitaker's 'Anatomy of an Epidemic' "

Recovery from 'schizophrenia' and other 'psychotic disorders', "Anatomy of a delusion"

Bogen på Amazon.co.uk

Tilbud til Anders Legarth Schmidt

2010-05-23T09:53:00.003+02:00

Politikens Anders Legarth Schmidt, der jo så gerne skriver om "de sindssyge" (hvad mon denne fascination skyldes?... ) - ja, ikke måske "de psykisk syge", nej, "de sindssyge" lyder jo så meget mere respektfuldt, ikke? Ikke! - byder i dag på noget rigtigt guf for alle dem derude, der ynder, at godte sig på historier om de dersens ikke-helt-mennesker, og under hvilke omstændigheder de mis-, øh, behandles. Bemærk illustrationerne. Et virkeligt godt og billigt grin på bekostning af "de sindssyge" kan man få sig under mellemrubriken "Gøgereden spøger".

Jeg tilbyder herved Anders Legarth Schmidt et lynkursus i "psykotisk - dansk for dummies", og i tillæg et i "respekt for andre mennesker, også for dummies". Hvis det da ikke er for sent mht. det sidste...

Genetik eller eugenik?

2010-05-23T09:13:00.013+02:00

I sin artikel om Thomas Werges foredrag skriver Inger-Liss Christoffersen:

"Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden."

Hvad jeg hertil lige umiddelbart kan finde på nettet, er denne artikel i JyllandsPosten, indeholdende nogle kritiske udtalelser fra Birgit Petersson, psykiater og medlem af abortankenævnet, og denne artikel i Kristeligt Dagblad, der bl.a. citerer Knud Kristensen, næstformand i Sind. Hvor den i Inger-Liss Christoffersens artikel omtalte JyllandsPosten-artikel gemmer sig - who knows.

Anyhow. Det interessante er, at Inger-Liss Christoffersen taler om misforståelser, og at jeg desuden også har hørt en fugl synge, at Thomas Werge selv mener, han blev misforstået, ja endda forkert citeret. Jeg går ud fra, at det ved det angiveligt forkerte citat drejer sig hovedsagligt om følgende udtalelse:

"Det [muligheden for at screene fostre for de angiveligt for "skizofreni" ansvarlige kromosomforandringer, og for abort i tilfælde af at forandringerne er tilstede] kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme."

Denne udtalelse af Thomas Werge bliver stort set gennemgående citeret af alle danske medier sidste efterår. Selv har jeg svært ved at se, hvordan udtalelsen kan misforstås. Den fremstår meget klart og tydeligt for mig mht. sin betydning. Hvordan ellers end ved "frasortering i fosterstadiet" skulle man kunne "begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme"? Og hvad en eventuel fejlcitering angår, så virker det mildest talt utroværdigt på mig, at man ikke omgående forlanger et dementi af pressen, især når den angivelige fejlcitering er så omfangsrig, som i det hér tilfælde, og altså omfatter næsten alle de store danske medier. Og siden der ikke nogen steder bliver dementeret, må man vist gå ud fra, at der hverken er blevet misforstået eller fejlciteret noget som helst hér.

Så, ja, Thomas Werge mener vist, hvad han siger. Mens han, vanen tro, ikke fejler i at pakke hele sin eugeniske tankegang ind, så den fremstår som den rene medmenneskelighed: alt hvad han ønsker, er jo bare at spare mennesker, at skulle opleve "skizofreni", denne rædselsfulde sygdom, der er ansvarligt for så frygtelig lidelse. Det er hér, vi finder double bind'en, den obligatoriske når det kommer til Thomas Werge. Rædselsfuld og frygtelig er "skizofreni" først og fremst for omgivelserne. I hvert fald for omgivelser, der ikke ønsker, at blive konfronteret med deres egen rædselsfulde og frygtelige dysfunktionalitet.

For den, der oplever "skizofreni", er denne oplevelse som udgangspunkt ikke en "alvorlig sygdom", der skal bekæmpes med alle midler - om det så er, at man altså er nødt til at dræbe personen, der oplever den, selv (hvilket den nuværende "behandling" jo gør, før eller siden, og hvilket vi i fremtiden måske kan gøre allerede i fosterstadiet) - men derimod ofte det "største", det mest betydningsfulde, der nogensinde er sket for vedkommende. Overvældende og skræmmende stort og betydningsfuldt, ja, og forvirrende ud over alle grænser, men stadigt stort og betydningsfuldt. Og for den, der får hjælp til at forstå betydningen af sin "skizofreni", bliver det, der i starten var intuition til vished.

Det er jo ikke bare sådan, som Knud Kristensen siger, at nogle "er i stand til at leve et fornuftigt liv" med "skizofreni", altså forstået som sygdom. Men der findes jo faktisk en del mennesker med et "skizofreni"-stempel, der enten aldrig har set sig selv som værende syg, lidende af en biologisk hjernesygdom, eller der har fået hjælp til at frigøre sig fra psykiatriens definitioner af deres oplevelse og dem selv, og således til at finde tilbage til sig selv, og der derfor har kunnet bruge deres krise konstruktivt til at opnå større bevidsthed. Både om sig selv og verdenen.

Så, når også Morten Kvist fra Det Etiske Råd taler om "alvorlig sygdom", så er spørgsmålet, om det egentligt er etisk forsvarligt, at bruge denne, psykiatriens, definition, når den nu står i så grel kontrast til hvordan mennesker, der ikke blev indoktrineret af psykiatrien til at tro på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, respektive mennesker, der har fået hjælp til at frigøre sig fra denne indoktrination, definerer deres oplevelse. Hvad giver både Thomas Werge, Knud Kristensen og, især, Morten Kvist ret til at definere andre menneskers oplevelser for dem? Hvad giver disse personer ret til at definere andre mennesker? Det kan ikke være videnskaben, for videnskaben har indtil videre, og uanset hvad der måtte påstås, ikke formået, at bevise, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Så, det eneste, der kunne give de nævnte personer (såvel som psykiatrien og samfundet i sin helhed) ret til at postulere deres definitioner som de eneste sande, er tro. Er det etisk forsvarligt, at dræbe, enten, som det gøres i dag, langsomt og nærmest umærkeligt, igennem det, der kaldes for "behandling", eller i fremtiden måske endda før mennesker overhovedet har fået den mindste chance for at frigøre sig, definere sig selv, og finde frem til den enorme kreative og konstruktive kraft, der ligger i det, der kaldes for "skizofreni", på grundlag af, hvad der ikke er andet, end ren og skær tro?

Nu prøver Thomas Werge ikke bare at sælge os sine eugeniske idéer ved at sige, at muligheden for screening og eventuel abort ville spare mennesker, at skulle gå igennem en krise, som han mangler ethvert bevis for, at den faktisk repræsenterer en alvorlig sygdom, og altså ikke en helt naturlig, menneskelig reaktion på traumatisering, og dertil en enestående mulighed for personlig vækst og udvikling. Nej, han synes også, at det jo er så synd for alle de "skizofrene", der måske ønsker sig et barn, men ikke tør, at få børn, fordi de er bange for, at barnet arver "skizofrenien". Jaha.

Som sagt i et tidligere indlæg, synes jeg egentligt, at man måske gør bedst i, at holde sig fra at få børn, hvis man har købt den biologiske model, og altså næppe har bevidstgjort og bearbejdet sine traumer. For, dem giver man i så fald med nærmest 100% sikkerhed videre til sine børn, og om disse nu er født med kromosomforandringer, eller ej, så vil de nok reagere. Med den ene eller anden form for "psykisk sygdom". Også på det genetiske plan.

Den anden side af sagen er, at også det, at indbilde folk, deres eksistentielle lidelse er absolut meningsløs hjernesygdom, uden at man har beviser for påstandens korrekthed, og så foregive, at man jo bare vil være til hjælp, er en gedigen double bind.

Vil man virkeligt være til hjælp, lægger man, taget både forskningens stand og ikke mindst også personlige erfaringer (Kerstin Kempker er mor til to; ingen af dem er "psykisk syg") i betragtning, slet ikke ud med, at indbilde folk historier om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, men respekterer deres egen oplevelse af dem selv. Ubetinget. Men det er selvfølgeligt netop det, psykiatrien aldrig har gjort, og sandsynligvis aldrig vil gøre, siden den blev etableret alene for at kunne ugyldigerklære folks egen oplevelse af dem selv. Hver og én psykiatrisk diagnose er således en ugyldigerklæring (patologisering) af folks egen oplevelse af dem selv. Og ikke andet.

Et par andre eksempler på netop denne form for double bind finder man iøvrigt i Karin Gardes bog Køn, psykisk sygdom og behandling, der jo bl.a. udmærker sig ved en total ignorance overfor alternative tilgange som Lilla Sachses "Biotop Mosbach", og, helt aktuelt, i både Bertel Haarders og Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersens udtalelser om hvor angiveligt "etisk og moralsk forkert" det er, at behandle psykiatrisk stemplede mennesker ligeværdigt - mens det er netop den invalidiserende "behandling", politikerne, inklusive Bertel Haarder og Morten Andersen, mener, må være den alene rigtige for psykiatrisk stemplede mennesker, der er årsag til, hvis forældreparret "aldrig bliver i stand til at tage vare på" deres barn. - Og ja, selvfølgeligt må også de i kølvandet på denne sag varslede lovændringer betegnes som eugeniske tiltag, sneget ind ad bagdøren, og forklædt som den rene næstekærlighed. Ifølge psykiatriens definition er "skizofreni" jo en kronisk sygdom, og alle dem, der er kommet igennem og ud af deres eksistentielle krise, har vel bare været fejldiagnosticeret, eller også så skal de bare vente og se, "sygdommen" er kun i "remission". Den skal nok vende frygteligt tilbage en skøn dag!... Og siden ingen kan vide, om stemplet var forkert, eller om "sygdommen" bare er i "remission", så må vi vist hellere lade være med, at give nogen med "skizofreni" stemplede mennesker overhovedet lov til kunstig befrugtning, ikke? Ligegyldigt, hvor "symptom"frie, selvforsørgende, og uafhængige af systemet de måtte være.

Hm. Jeg foreslår at droppe de rørstrømske floskler om hvor synd det er for forældrene (og barnet). Troværdig er de alligevel ikke, så længe man samtidigt med at flittigt gøre brug af dem, nægter psykiatrisk stemplede mennesker virkelig hjælp. Det eneste, der virker nogenlunde troværdigt hér, er Morten Andersens suk over, at sagen kommer til at "belaste os [Nordfyns Kommune] hårdt" økonomisk. Men også denne hårde, økonomiske belastning kunne man jo være foruden, hvis man tilbød virkelig hjælp. Dog kunne man så selvfølgeligt ikke længere misbruge "de psykisk syge" som syndebukke, og projicere de egne traumer i denne befolkningsgruppe.

Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene

2010-05-11T00:42:00.005+02:00

Hvis man nu skulle være i tvivl: det er selvfølgeligt specielt det tredje kriterium på listen, Inger-Liss Christoffersen ikke mener er overholdt af mig i min, også mht. sproglige finurligheder, kritiske analyse af hendes artikel, når hun - og Thomas Werge himself; afslaget er overskrevet: "I-L [som i Inger-Liss] og T. [som i Thomas] Werge svar til Goldstein" - åbenbart føler sig hårdt ramt (sic) af min analyse af hendes, respektive Thomas Werges, retoriske krumspring, der tydeligvis er ment til at kunne give udtryk for holdningen, at overgreb kan undskyldes, hvis ofrene er stemplede med en "psykisk sygdom", uden at man behøves at tage ansvar for dette udsagn (man er sig jo absolut bevidst om, at udsagnet i sig selv er et overgreb), og altså til enhver tid kan påstå, at man jo aldrig har sagt noget sådant.

At det netop er det, Inger-Liss Christoffersen, respektive Thomas Werge, påstår som forklaring på afslaget, at man jo angiveligt aldrig skulle have sagt noget sådant (mens det står sort på hvidt i medlemsbladet, for alle at læse) - i stedet for at tage stilling i en åben debat i LAPs medlemsblad - gør afslaget i sig selv i mine øjne til en klar tilståelse, at det er netop, hvad man ønskede, at give udtryk for: at overgrebsofre selv er skyld i overgrebene mod dem, og at man altså ikke kan bebrejde overgriberne. En holdning, der, taget udsagnets kvalitet som et overgreb i sig selv i betragtning, på sin vis bliver ret så forståeligt som en forsvarsmekanisme. Vi kender den jo alle som overgribernes undskyldning par excellence, og en double bind af de samme dimensioner, som dem, biopsykiatrien selv er så eminent dygtig til at gøre brug af. Dysfunktionalitet pur.

At gennemskue disse double binds, og ikke længere lade sig forblænde af dem, er erfaringsmæssigt et afgørende skridt på vejen til recovery fra "psykisk sygdom", på vejen til frihed fra disse dysfunktionelle kommunikationsmønstres destruktivitet, på vejen til et liv som andet, end offer for overgreb. Og når man har gennemskuet spillet, og frigjort sig fra spillernes kvælertag, så er det en god idé, at overveje, om man egentligt fortsat ønsker, at agere boksebold for overgriberne, eller om man ikke gør bedre i, at overlade dem til sig selv. Jeg anbefaler det sidste, hvor end det er muligt. Forurenede omgivelser er ikke specielt helende at opholde sig i.

LAP giver overgrebsofre mundkurv på

2010-05-10T13:36:00.008+02:00

Nedenstående artikel skrev jeg som en reaktion på Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge". I dag fik jeg følgende medelelse fra Inger-Liss Christoffersen, der er medlem af LAPs bladgruppe (som om jeg ikke havde anet problemer... ):

10. maj 2010  
Til Marian B. Goldstein.  
Tak for dit indlæg vedr. min personlige beretning fra foredrag med T. Werge.
Desværre må vi afvise at bringe det bl.a. på grund af nedenstående:
LAP har simple minimums retningslinjer for, hvordan et acceptabelt indlæg skal være.
Indlæg skal klart gøre tidsskriftet og debatten heri god og oplysende.
Kommenterende indlæg skal:
• Forholde sig konkret til det oprindelige indlæg som debatteres.

• Være faktuelt korrekte i deres gengivelse af det oprindelige indlæg.

• Være person-neutrale og ikke at tillægge andre forfattere motiver, som ikke er alment kendt.

Ønsker du at forsøge igen, er du velkommen til at indsende et nyt manuskript, som overholder ovenstående tre standard krav.      
Venlige hilsner
Inger-Liss Christoffersen
LAP- Redaktionsgruppe
Landsforeningen Af nuværende og tidl. Psykiatribrugere

De første to punkter tænker jeg, at min artikel opfylder til punkt og prikke. Selvfølgeligt forholder mit svar til Inger-Liss Christoffersen (og Thomas Werge) sig konkret til de talrige ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersens artikel indeholder. Det var vitsen med overhovedet at skrive et svar, at rette disse himmelskrigende ukorrektheder. Og således gengiver mit svar også faktuelt korrekt de himmelskrigende ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersen formulerer i sin artikel.

Med hensyn til punkt nr. 3, så ja, så indeholder min artikel i første og sidste  afsnit nogle, tilstået, hårde og kontante "svar på tiltale". Mens "tiltalen" vist ikke er det mindste mindre hård og kontant i sit slag mod overgrebsofre (jf. iøvrigt også mit indlæg fra den 1. maj 2010):

"Det er ikke til at afvise, når videnskaben bringer dokumenterede undersøgelser som denne, så de holdninger folk måtte have imod den viden, skyldes nok at man ikke kan forholde sig til at vi lever i år 2010 og ikke i 70-erne. Man kan læse nok så meget om modsatte meninger om den forskning som nutiden kan, men det tillader ikke at afvise en viden, som kan bevises. Selvfølgelig har man lov til at have sin egen mening om alt, men tvivlerne, der ikke vil forholde sig til faktuel dokumenteret viden, skal nok ikke reklamere så meget for det udokumenterede – tro og viden er stadig ikke det samme. Det forklarede Thomas også, da et par tilhørere proklamerede, at de havde læst masser af bøger og mente at vide bedre. Men det retfærdiggør ikke, at man benægter videnskab – for alle kan skrive bøger, men kun få kan dokumentere faktuel viden - og det er en væsentlig forskel. Det er bl.a. det forskerne forsøger at få os til at forstå." (Inger-Liss Christoffersen, "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge")

Ah, åh, så det er helt i orden, at fordreje, og faktisk, ved at fortie halvdelen af sandheden, forfalske forskningsresultater, når bare man hedder Thomas Werge, og det er lige så i orden, at insinuere, at personer, der har en fra éns egen afvigende mening, ikke er i stand til at se realiteten i øjnene, med andre ord, at disse personer er en smule dum, når de ikke kan se, at det er én selv, der har forpagtet sandheden, den eneste ene, og iøvrigt at frakende disse personer retten til at definere sig selv (for eksempel som traumatiserede overgrebsofre), når bare man hedder Inger-Liss Christoffersen og er medlem af LAPs bladgruppe. Og så er det fuldt ud i orden, at feje for eksempel Robert Whitaker, R.D. Laing, Paul Hammersley og John Read, Jim Van Os, Peter Stastny, Mary Boyle, etc. etc. med en enkel håndbevægelse af bordet, mens man er komplet ligeglad med det faktum, at de nævnte er (mindst) lige så meget eksperter på området, som man mener, man selv er. Mens det altså aldeles ikke er i orden, at rette, hvad der er faktuelle fejl, og be' om en smule mere respekt for traumatiserede overgrebsofre, når det ikke passer nævnte Inger-Liss Christoffersen i hendes kram, respektive vores alles lille nye eugeniker Thomas Werge i hans. Ja, sådan er det vist. I LAP. Hvorfor jeg svarede på hendes mail:

"Tak for svar. Jeg ønsker ikke, at "forsøge" igen. Jeg ønsker til gengæld at opsige mit medlemskab i LAP med øjeblikkelig virkning, da LAP åbenbart, på trods af sit principprogram, ikke er en demokratisk forening.

Mvh,
Marian B. Goldstein"

Og som jeg efterfølgende skrev i en personlig mail til et andet LAP-medlem:

"Hej ...

så har jeg meldt mig ud af LAP. Måske en lidt forhastet beslutning, men jeg må også sige, at det ikke var første gang, jeg overvejede, at tage skridtet. Har ikke altid følt mig så voldsomt godt repræsenteret af LAP. (Dermed dog ikke sagt, at LAP, overordnet set, ikke har gjort et godt stykke arbejde, og stadigt gør det.)

(...) Jeg støtter jo stadigt sagen. Jeg kan bare ikke rigtigt få mig til at støtte hvad jeg oplever som censur.

Hilsen,
Marian"

Og her er så mit svar til Inger-Liss Christoffersens artikel:

At være - et traumatiseret - menneske giver risiko for "skizofreni". Et svar til Inger-Liss Christoffersen.

Af Marian B. Goldstein

Thomas Werge må have haft en sand fest ud af lejligheden, at kunne slå sig så i den grad løs, som han åbenbart gjorde det til foredraget, Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge" i LAPs medlemsblad nr. 1, 2010, s. 16/17, refererer til. Ud fra både det, der refereres til i denne artikel, som ud fra alt, jeg andetsteds har læst af Thomas Werges offentlige udtalelser, at dømme, mangler manden netop den egenskab, der udgør den væsentligste forskel mellem en god og en mindre god forsker: ydmyghed - ikke mindst også overfor forskningsobjektet. Og her mener jeg både mennesker, der er stemplet som "skizofren", og menneskets natur, naturen som sådan.

Men lad os se lidt nærmere på Thomas Werges angiveligt så banebrydende forskning, der, skal man tro medierne, bringer os så meget tættere på en løsning af "skizofreniens" gåde. - Ja, faktisk postulerede Thomas Werge selv jo overfor de danske mainstream medier, at gåden stort set var løst, og at det var "slut med myten om det syge samfund", som jeg husker Thomas Werge citeret i en nyhedsnotits sidste år. Apropos mangel på ydmyghed.

Rejsen

Man skal gå lidt længere, end til de første ti danske resultater af en Google-søgning på hans forskning, for at begynde at spørge sig, hvad al den skråsikkerhed egentligt bygger på: Faktum er, at de kromosomforandringer, der menes at være grundlag for udviklingen af "skizofreni", findes i arvemassen hos mellem 60 og 90% af den samlede befolkning.

Dermed kunne man godt være fristet til at sige, at det, at være menneske, er ensbetydende med, at man har en risiko for at udvikle "skizofreni". Og det er vist ikke helt ved siden af. Tankerne går til et interview med Doris Lessing, jeg læste fornyligt, og hvori hun konkluderer: "Så, vanviddet er ikke helt så langt væk, som vi gerne vil tro." Doris Lessing har erfaret vanviddet. Efter tre dage i ensomhed, uden søvn og fastende, så hun syner, hørte stemmer, havde "vrangforestillinger", var "psykotisk". Men hun havde selv opsøgt erfaringen, "rejsen, der fortælles om i forskellige kulturer verdenen over", som hun siger. Af nysgerrighed. "Der er altid en rejse. Og jeg havde min rejse."

Den havde jeg også, min rejse, der både var en rejse ind i mit inderste indre og ud i det yderste ydre af universet. Dog, til forskel fra Doris Lessing, uden selv, bevidst, at have opsøgt oplevelsen. Den blev simpelthen en nødvendighed, hvis jeg nogensinde skulle kunne blive til og være. Være andet end offer. For hvis jeg var offer for noget, så bestemt ikke for nogen "alvorlig sygdom" ved navn "skizofreni", men for vor moderne, vestlige civilisations kollektive massepsykose, der bl.a. kendetegnes af den vrangforestilling, at alt kan reduceres til det målbare og objektivt definerbare, at alt kan reduceres til hvad vi kalder noget misvisende "videnskab". Denne reducering af liv, af naturen, til at være ikke andet, ikke mere, end summen af sine enkelte bestanddele, er i sig selv et overgreb mod livet, mod naturen, og dermed mod mennesket. Den er et trauma i sig selv. - Ja, faktisk. Traumer er andet og meget, meget mere, end åbenlys mishandling og svigt. - Og et forsigtigt skøn kan være, at mellem 60 og 90% af den samlede befolkning, som på en eller anden måde værende offer for den moderne, vestlige civilisation, således er traumatiseret. Hér, ikke i generne som sådan, har vi grundlaget for udviklingen af "skizofreni", den enkeltes rebellion mod overgrebene. En rejse - hen imod helingen fra den fremmedgørelse fra naturen og dermed os selv, overgrebene har forårsaget. En rejse hen imod helheden.

Illusionen om den absolutte sandhed

Ligesom al forskning, så går også Thomas Werges ud fra bestemte præmisser, på forhånd som absolut sandt vedtagede observationer, som f.eks. den, at "skizofreni" skulle være en hjernesygdom, uden at se på, om præmisserne virkeligt har absolut sandhedsværdi. Ingen videnskab uden observationer. Det er således inkorrekt, at kontrastere de to begreber, som det gøres i artiklen, mens observationernes rolle i den videnskabelige forskning relativiserer forskningens sandhedsværdi. Viden, forstået som absolut sandhed, er en illusion.

Kan det således være en absolut sandhed, at genetik er "startpunktet", som vi kan læse i Inger-Liss Christoffersens artikel, at Thomas Werge åbenbart tror? Netop epigenetiken, som artiklen, udover i overskriften, ikke kommer ind på - og hvorfor så nævne denne videnskab overhovedet? - er nået frem til, at vores geners udformning er afhængig af miljøet. Forandringer i arvemassen er altid en reaktion på organismens omgivelser. De er organismens forsøg, at tilpasse sig omgivelserne bedst muligt. Således har nyere forskning (McGill University, 2009) påvist at barndomstraumer forårsager forandringer i arvemassen, og iøvrigt også sætter deres spor i hjernens struktur. "Slut med myten om det syge samfund"? Bestemt ikke! Lige så lidt, som videnskaben via Thomas Werges forskning er kommet så meget som ét eneste skridt nærmere en løsning af "skizofreniens" gåde. Og har vi ikke også set det så mange gange før, dette "næsten - sandsynligvis - det ser ud til - vi er lige ved - mere forskning er nødvendigt" - fænomen, uden at det nogensinde har givet entydige, holdbare resultater?

Artiklens faktaboks - nogle rettelser

Adskillige studier har entydigt vist, at diskrimineringen mod ("stigmatiseringen" af) og afstandtagen fra "psykisk syge" mennesker selv, ikke overraskende, er en del mere udbredt blandt personer, der tror på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, end blandt dem, der mener, psykiske problemer har deres årsag i livshistorien, i traumer. De eneste, for hvem den biologiske forklaringsmodel har betydet en meget velkommen lejlighed til at fraskrive sig ethvert ansvar for de egne handlinger og deres handlingers følger for andre, er de pårørende og samfundet som sådan. Så påstanden, at traumamodellen skulle betyde "kollosal skyld og stigmatisering" for som "psykisk syg" stemplede mennesker selv, er ganske enkelt forkert. Det er den biologiske model, der medfører markant mere diskriminering og marginalisering.

Tvillingestudierne, som der siges burde have afgjort debatten om arv eller miljø allerede for længst, er ekstremt mangelbehæftede, og stort set ikke det papir værd, de er skrevet på. Adskillige, for studiernes udfald afgørende faktorer er der ikke taget højde for i studiernes udformning. Studierne blev i sin tid gennemført med det mål for øje, at påvise arveligheden af "psykisk sygdom". Ikke for at finde svar på spørgsmålet, om psykiske problemer overhovedet er arvelige, eller ej (jf. Robert Whitaker, Mad in America: Bad Science, Bad Medicine, and the Enduring Mistreatment of the Mentally Ill).

At "sygdommen" - og at det, der kaldes for "skizofreni", skulle være en sygdom, er til dags dato ikke videnskabeligt bevist, det er en antagelse, en tro, ikke viden - skulle forårsage skader i hjernen, er en sandhed med modifikationer. Det er videnskabeligt bevist, at "medicinen", den såkaldte, forårsager svind af hjernematerie, især i frontallapregionen. Den kemiske lobotomi, ja. Derudover må forandringer i hjernestrukturen ifølge den nyeste forskning tilskrives barndomstraumer. Hjernen afspejler på det fysiske plan, hvilke erfaringer et menneske har gjort, og hvilke reaktionsmønstre dette menneske har lært at gøre brug af. Når nervebanerne i hjernen er dannet på en bestemt måde, kan det være svært, at ændre sine reaktionsmønstrene til nye, der kræver dannelsen af nye nervebaner. Umuligt er det imidlertid aldeles ikke (jf. neuroplasticitet). "Skizofreni" er alt andet, end en kronisk sygdom. Alt, der kræves, er bevidstgørelse. Den "akutte psykose" er det første skridt mod denne bevidstgørelse. Forhindres man imidlertid, ved hjælp af "medicin", der jo ikke på nogen måde virker specifikt symptomdæmpende, men alene generelt bevidsthedsnedsættende, sløvende, i at tage dette skridt, ja, så kan man nemt ende i kronicitet (jf. langtidsstudierne, der alle viser langt større sandsynlighed for fuld recovery uden brug af "medicin"). Konklusionen er, at "medicinen" ved langtidsbrug beviseligt skader hjernen, mens "sygdommen" skaber bestemte, af normen afvigende former for nervebanedannelser, som fagfolk, alene på grundlag af deres antagelse, at "skizofreni" skulle være sygdom, betegner som patologiske. At afvigelserne skulle være skader, er altså et subjektivt skøn, ikke et bevist faktum.

"Du fik mig til at gøre det mod dig"

Til sidst vil jeg spørge, hvordan man kan synke så dybt, som til at så meget som overveje, at overgreb skulle være offerets egen skyld, som det gøres i artiklen, respektive af Thomas Werge. For, selv om der udføres en sand retorisk slingrevals her - 'overgreb kunne være offerets skyld - nej, selvfølgeligt ikke - og dog, vi kan jo ikke vide' - med det ene mål for øje, at drive med offerklandring uden at kunne blive gjort ansvarligt for selvsamme, står læseren tilbage med indtrykket, at muligheden foreligger. Overgriberens klassiske "undskyldning": "Du fik mig til at gøre det mod dig." Mange vil genkende beskeden, både fra deres opvækst, og efterfølgende fra psykiatrien. Et slag i ansigtet på enhver, der har været udsat for overgreb. Intet, absolut intet, kan undskylde overgreb. Og da til allersidst overgrebsofferets desperate "NEJ!" til overgrebene, til at skulle være offer, altså netop det, der så af overgriberne stemples som "skizofreni". At så meget som antyde andet, er et overgreb i sig selv.

Og, Inger-Liss, for min skyld må du gerne tro, hvad du vil. Men så længe der ikke er noget, der er bevist, synes du så ikke, en smule ydmyghed ville pynte, og at enhver holdning burde respekteres lige så meget, som jeg går ud fra, du ønsker din respekteret? Og er det så ikke lidt overflødigt og malplaceret, at sparke til mennesker, der allerede ligger ned, respektive prøve, at latterliggøre dem, du åbenbart opfatter som modstandere? Hvorfor er det for resten så vigtigt, at mennesker, der er stemplet med "skizofreni" er ofre af en alvorlig sygdom? Hvorfor må disse mennesker ikke se sig selv og deres oplevelse med "skizofrenien" i et positivt lys?
_______________

Læs også: "Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene"

noma go home!

2010-05-05T01:22:00.012+02:00

And now, for en gangs skyld, to something completely different: en opskrift. På mad, ja.

Safranpasta med tomat og peberfrugt

Ingredienser til 2 -3 portioner:

250g (1 pakke) Safranpasta fra Pastariget
2 store økologiske tomater
1 rød økologisk peberfrugt
1 stk. økologisk hovedsalat
ca. 25g øko-smør (alternativt øko-solsikkeolie)
1 bæger Thise Jersey crème fraîche 30%
Himalayasalt

Tilberedning:

Skær salaten og tomaternes og peberfrugtens frugtkød i smalle strimler. Start med at skære tomaterne og peberfrugten i større stykker, så du kan fjerne al indmaden. Kun frugtkødet skal bruges. Del tomat- og peberfrugtstrimlerne i to portioner. Bland den ene portion med salatstrimlerne og tilsæt dressing af let saltet crème fraîche.

Bring rigeligt med saltvand i kog, mindst 1 liter pr. 100g pasta (du kan sætte vandet over til kog inden du går i gang med at skære grøntsagerne ud; det sparer tid). Tilsæt pastaen når vandet koger og lad den koge som angivet på pakken (ca. to - tre minutter). Hæld pastaen op i en sigte når den er al dente, og lad den dryppe af. Vend den bagefter i den smeltede smør (eller olien) og drys med den anden portion tomat- og peberfrugtstrimler. Mmmmmums!

Kan man bruge andet end safranpasta? Kan man bruge andet end 30% crème fraîche og smør, altså, hvis man f.eks. er fanatisk kalorietæller? Og hvorfor kun salt, hvorfor ikke flere, spændende krydderier?

Hvis man ikke kan få fat i safranpasta, kan anden frisk pasta godt gøre det. Hvad ikke kan gøre det, er en eller anden melklister med paparoma. Pastaen i denne ret fungerer ikke som transportmiddel for en eller anden mere eller mindre raffineret sauce, og/eller som rent fyld. Retten står og falder med pastaens egen smag. Og jeg skal love for, at Pastarigets safranpasta er en smagsoplevelse af karat! Jo mindre den forstyrres af alskens tilbehør og krydderier, jo større er oplevelsen. Og, hvad crème fraîche og smør angår, når man nu endeligt har givet 30 kroner for en pakke pasta, hvorfor så ruinere denne kulinariske nydelse med 0,niks % fedt-produkter?? Almindeligt, 38% crème fraîche kan bruges, eventuelt rørt op med en skvat fløde, piskefløde!, for at få den lidt blødere smag og konsistens, som Jersey-varianten har i sig selv. Lätta i stedet for smør ville være intet mindre end kriminelt.

Der er bare én ting, jeg som øko-fanatiker ikke helt forstår: hvorfor i al verden Pastariget ikke bruger økologiske råvarer i deres produkter. Suk.

Og ja, for resten, man kan faktisk dyrke salat i potter i vindueskarmen. Som man kan se på det øverste billede. :)

Måske er det din "psykiske sygdom", der har inviteret til, at du blev misbrugt som barn

2010-05-01T20:52:00.005+02:00

Fra Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge", LAP medlemsblad nr. 1, 2010:

"Thomas forklarede forskellen på en observation (f.eks. at mange mennesker med psykisk sygdom har været udsat for overgreb tidligt i livet) og videnskab (arbejdet med at forstå baggrunden for denne observation). Skyldes den psykiske sygdom dette overgreb? Eller er det den psykiske sygdom, der allerede tidligt i livet, inviterer til overgreb (det er selvsagt ikke tilfældet, men vi kan jo principielt ikke vide det)? Eller skyldes sammenhængen mellem sygdom og overgreb samme årsag, som ikke er helt let at få øje på. Spørgsmålene er nemme at stille, men de kan kun besvares ved store og omhyggelige undersøgelser, der udelukker alle de mange faldgruber, der altid findes i sådanne tilfælde." (min fremhævelse)

(Og, ja, et svar fra mit tastatur på denne "artikel" er under udarbejdelse, you bet!)

Alice Miller dør, og den danske presse tier

2010-04-29T16:51:00.004+02:00

Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.

Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.

I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":

"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."

Og "diana" skriver:

"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.

Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!

Alice Miller, 1923 - 2010

2010-04-27T20:01:00.007+02:00

Alice Miller døde den 14. april i sit hjem i Provence. Hun var nok den personlighed, der havde mest fokus på opvækstens, og især opdragelsens, rolle for børns udvikling, og på hvordan vold i opdragelsen traumatiserer børn, med kriminalitet, stofmisbrug og "psykisk sygdom" til følge. Alice Miller gjorde en stor indsats for at få al fysisk afstraffelse af børn forbudt ved lov, og heldigvis er der i dag en række lande, hvor revselsretten er ophævet, såsom i Danmark, og senest også i Norge.

Imidlertid tror jeg ikke, at hverken afskaffelsen af revselsretten, eller det tiltagende fokus i medierne på overgreb mod og omsorgssvigt af børn kan bremse den generelt tiltagende vold i samfundet. Både overgreb, omsorgssvigt, fysisk vold i opdragelsens navn selv, men også f.eks. det, at enkeltpersoner af medierne jævnligt gøres til syndebukke, at, samtidigt med at enkeltmennesker således fremstilles som nærmest monstre, volden, traumatiseringen stadigt ikke anerkendes som årsag til f.eks. "psykisk sygdom", dvs. at voldens destruktive potentiale stadigt ikke anerkendes fuldt ud, og at det stort set kun er vold i fysisk, respektive seksuel form, der anerkendes som værende vold, er altsammen symptomer på at traumerne generelt stadigt ikke anerkendes som traumer, at de stadigt ikke er bevidstgjort og bearbejdet. Og så længe traumerne ikke anerkendes, bevidstgøres og bearbejdes, vil volden fortsætte og også tiltage.

"The danger does not lie with individuals, however criminal they may be. Far more, it lies in the ignorance of our entire society, which confirms these people in the lies that they were obliged to believe in childhood. Teachers, attorneys, doctors, social workers, priests, and other respected representatives of society protect parents from the mistreated child's every accusation and see to it that the truth about child abuse remains concealed. Even the child protection agencies insist that this crime, and this crime alone, should go unpunished."

"If one day the secret of childhood were to become no longer a secret, the state would be able to save immense sums that it spends on hospitals, psychiatric clinics, and prisons maintaining our blindness. That this might deliberately happen is almost too incredible a thought." -Alice Miller, Breaking Down the Wall of Silence: To Join the Waiting Child
_______________

New York Times' nekrolog: "Alice Miller, Psychoanalyst, Dies at 87; Laid Human Problems to Parental Acts"

Rehabiliteret eller recoveret? Dresseret eller frigjort?

2010-04-08T23:55:00.005+02:00

Her en beskrivelse af, hvordan "full recovery" ser ud ifølge systemet: Godt nok kan man måske lægge "medicinen" på hylden - og hvad jeg mener om artiklens overskrift, kan man læse noget om i denne diskussionstråd - men altså kun, hvis man har hørt godt efter i CBT-timen, og altså har lært, at leve med sin kroniske sygdom - og jeg var lige ved at skrive, at leve som slave af sin kroniske sygdom. Og af systemet.

Hvis det er "full recovery", så er jeg i hvert fald ikke fuldt recoveret.

Så meget for resten også for de 19%, der ifølge Merete Nordentoft skulle have opnået "full recovery", og som Mai Pedersen (læg i øvrigt mærke til, hvilken stemning artikelillustrationen formidler: Der er vitterligt ikke meget sjovt ved et liv som "skizofren", nej! Alle de hensyn, man må tage, alt det, man må undvære pga. sin sygdom, mens man hele tiden skal frygte for nye indlæggelser. Tragisk, dybt tragisk.) indgår i.

Jeg kan kun sige, hvad jeg har sagt før, at det hér ikke er "full recovery". Ganske enkelt også, fordi det hér aldeles ikke er det ultimative, man kan opnå. Med eller uden "medicin", det hér er rehabilitering, social recovery. Ikke fuld recovery. Så, i realiteten er det nok nærmere de 0%, der i Merete Nordentofts undersøgelse har opnået virkeligt fuld recovery. Men hvad havde jeg egentligt regnet med? Deltagere til den slags forskning rekruteres som regel blandt "brugere", blandt folk altså, der er tilknyttet systemet. Ikke blandt dem, der har valgt systemet fra. Eller, for at sige det på en anden måde, der har valgt "skizofrenien" fra. "Skizofren" er man i sidste ende jo kun i det omfang, som man selv vælger, at være det. Men hvorfor skulle man egentligt vælge det, når man kan vælge, ikke at være det??...

Ja ja, så beholdt kommentarskriveren alligevel ret. Det er CBT'en, der gør forskellen, der kan gøre én til en så dygtig slave af ens kroniske sygdom, at man måske endda kan undvære pillerne. Hvis man er lidt lærenem. Og i hvert fald til næste gang, traumerne, de ikke-bevidstgjorte, ubearbejdede, banker på.
_______________

Relateret: "'Skizofrene' klarer sig bedre uden 'medicin'"

Bo Bedre for psykiatriske patienter

2010-04-06T10:29:00.002+02:00

Denne seng er, ifølge producenten, ikke bare vedligeholdelsesfri, men også en sand fryd for øjet, "visually appealing". Oh boy!

Via Liz Spikol.

Merete Nordentoft bagatelliserer overgreb

2010-04-05T01:36:00.008+02:00

Merete Nordentoft, citeret i Lise Juls artikel "Man bliver ikke syg af ingenting" fra 2007:

"Udsættes man for et seksuelt overgreb, tyder nye, engelske undersøgelser på at flere får en psykose senere. Men vil man bevise en sammenhæng, skal man være helt sikker på at det er på grund af dette eller hint at en given hændelse er indtruffet. Ud over et seksuelt overgreb kan der være mange andre problemer i familien".

De der udvikler en psykose, kommer i tre ud af fire tilfælde fra ganske almindelige familier, siger hun.

"Ingen går gennem livet uden prøvelser. Størstedelen af patienterne har ikke været udsat for andet end hvad alle mulige andre oplever. Der er hverken tale om seksuelle eller fysiske overgreb. Hverken forældre der ikke kom hjem, eller hjem præget af et voldsomt alkoholmisbrug. Gik man under deres skolegang ind i de flestes klasser, ville man ikke kunne få øje på noget bemærkelsesværdigt, hverken i deres familier eller hos dem selv."

Ahhh, åhhh, det vil dels sige, at overgreb er "prøvelser", som man ligesom må tage i stiv arm, og kan man ikke det, ja, så må man sgu finde sig i at få en "skizofreni"-diagnose smidt i hovedet, og blive erklæret for genetisk defekt. Og dels vil det sige, at, hvis der ikke er tale om, at man er blevet gennemtævet, respektive seksuelt misbrugt tre gange dagligt, og hvis ens forældre ikke har drukket mindst tre flasker billig sprut dagligt, hver, ja, så kan der umuligt være tale om overgreb eller svigt. For alt andet, såsom verbale og emotionelle overgreb og svigt, er jo bare normalt, "ganske almindeligt", ikke? Ja, desværre er det vist ganske almindeligt og normalt i vores overgribersamfund. Mens Merete Nordentoft med et sådant udsagn klart tilkendegiver sin egen overgribermentalitet. Tillykke Merete!

Iøvrigt synes jeg, det er ret interessant, at en sammenhæng mellem traumer og "psykisk sygdom" ikke kan anerkendes, før denne er entydigt bevist, mens det åbenbart ikke kræver andet, end nogle pengegriske farmakoncerners og nogle magtsyge behandleres hjernespind som legitimation for en "behandling", der ødelægger liv på stribevis.

I Norge gør de grin med overgrebsofre

2010-04-02T17:09:00.007+02:00

Den norske organisation Mental Helse's regionale afdeling Mental Helse Akershus planlægger at afholde et offentligt arrangement til støtte af den norske psykiatri på den 8. maj 2010. Den 8. maj 1945 ophævede de tyske tropper deres besættelse af Norge efter Tysklands betingelsesløse kapitulation, og dagen, "Frigjøringsdagen", fejres som en officiel helligdag i Norge.

I anbetragt af, at det ikke længere er en hemmelighed, at utallige mennesker oplever psykiatrisk "hjælp" som en dyb krænkelse af deres fundamentale rettigheder og friheder som mennesker, i anbetragt af, at psykiatrisk "hjælp" ofte nok kommer i form af frihedsberøvelse, ydmygelse og undertrykkelse, er et arrangement til støtte for dette system, der systematisk begår disse overgreb mod folk, der, i overført betydning, systematisk okkuperer sine ofres kroppe, sind og sjæle, på denne dag et slag i ansigtet på ofrene, og en klar tilkendegivelse af disrespekt ikke bare for den norske, men den internationale overleverbevægelse.

Send en e-mail til Mental Helse Norge, post@mentalhelse.no , og/eller til Mental Helse Akershus, akershus@mentalhelse.no og elinor.flo@mentalhelse.no, og be', høfligt men bestemt, om at arrangementet afholdes på en anden dato.

Via Jan Olaf.

Psykiatriens historie i 10 alt for korte punkter - Og noget om revolutionerende fremskridt

2010-04-01T01:54:00.006+02:00

For et par uger siden kom jeg via Sigruns blog over artiklen "Psykiatriens historie i 10 korte punkter" i Kristeligt Dagbladets netudgave.

Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.

De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:

"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.

10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."

Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?

For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).

For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.

For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.

Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.

Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".

Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.

Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________

Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".

Judi Chamberlin: Her Life, Our Movement

2010-03-24T02:06:00.002+01:00

Psykiatrisk tvang skal nedbringe psykiatrisk tvang

2010-03-23T08:42:00.003+01:00

Nyt er jo hverken emnet eller denne artikel om det. Men da jeg tilfældigvis faldt over den i går, syntes jeg faktisk, den, respektive Jakob Axel Nielsen, var så hylende morsom, at det er værd, at blive delt på bloggen her.

"Med tvungen opfølgning håber jeg simpelthen, at vi kan nedbringe brugen af tvang for de her patienter," har Jakob Axel Nielsen åbenbart udtalt overfor DRs journalist, angående hans lovforslag om indførelsen af ambulant tvang.

Sådan ser "de skizofrene" ud - Sensationsjounalistik på videnskab.dk. Og flere tanker om det, at blive forældre som "psykisk syg"

2010-03-22T21:56:00.006+01:00

Sådan hér - billedet under overskriften "Mere om skizofreni" *) - ser "skizofreni", respektive "de skizofrene" ud ifølge videnskab.dk, og jeg kan ikke helt lade være med at spekulere, om man på videnskab.dk måske har set lidt for mange b-film i zombie- respektive horrorfilmgenren. I hvert fald skal man vist lede længe efter magen til smagløs, diskriminerende og misvisende artikelillustration. Og det selv om medierne i deres sensationslystenhed jo ellers heller ikke ligefrem er tilbageholdende med at frem- og udstille "de skizofrene" som mere beslægtede med monstre end med mennesker.

Ud fra rubrikken "Partnere" i sidebar'en på videnskab.dk at dømme, ønsker sitet at fremstå som en seriøs, videnskabelig informationskilde. Bortset fra, at også artiklens indhold vidner om skribentens/sitets uvidenhed og fordomsfuldhed, så må illustrationen betegnes som noget af det mest useriøse, der findes.

Et par tanker angående artiklens indhold: Preben Bo Mortensen, centerleder for Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet udtaler til videnskab.dk, at forskningens resultater "især er brugbare i rådgivningen af skizofrene forældre", og han citeres: "Nu kan vi melde helt klart ud, hvad deres risiko er for at få et sygt barn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til den rådgivning, vi kan tilbyde skizofrene par, der overvejer at få børn."

Nu påviser forskningen en relativ høj risiko, helt op til 67,5%, for, at børn af "psykisk syge" forældre selv også bliver "psykisk syg", og man kan nemt regne ud, hvilke - eugeniske - råd der vil blive givet...

I forlængelse af mit sidste indlæg her på bloggen må jeg indrømme, at jeg ikke engang er så uenig. Mener man, at man lider af en genetisk arvelig, kronisk hjernesygdom, som man ikke kan gøre andet ved, end at lære at leve med den, og ignorerer man således potentialet af overgreb for at forårsage "psykisk sygdom" som en reaktion på traumatiseringen, så bør man måske nok se bort fra, at få børn - og uvægerligt udsætte dem for at blive traumatiseret af ens udageren af de egne, ikke bevidstgjorte og bearbejdede traumer. For, at ikke bevidstgjorte, ubearbejdede traumer videregives til næste generation, er jo altså en naturlov.

For stort set alle "psykiske sygdomme" gælder det, at de bunder i en "narcissistisk forstyrrelse", dvs. at de er udtryk for, at man ikke har fået den ubetingede kærlighed, der skal til for at man kan udvikle evnen til at elske sig selv og andre ubetinget. Så længe man ikke ønsker eller magter, at acceptere dette, bør man klart undgå, at skabe en situation, hvor et andet menneske er på liv og død afhængig af én, som børn er det af deres forældre, og derfor nærmest uundgåeligt ender med at være forsvarsløst udsat for éns narcissistiske udageren.

Men selvfølgeligt kan man også kun gøre "de psykisk syge" selv ansvarligt, som jeg gør det her, i det omfang som de er sig bevidste om den sande natur af deres problemer. Og det sørger mainstream-"informationen", bl.a. også repræsenteret i videnskab.dk's artikel, jo forebilledligt for, at de færreste bliver sig bevidste om. Så, i sidste ende ligger ansvaret selvfølgeligt hos de "informerende" og rådgivende instanser.

Det ville iøvrigt være interessant med en studie, der sammenlignede den i videnskab.dk's artikel omtalte studies resultater med hyppigheden af forekomsten af "psykisk sygdom" blandt børn til forældre, der har opnået fuld recovery fra "psykisk sygdom". Billedet ville nok være lidt et andet. I hvert fald kender jeg ikke til nogen, der er kommet sig helt før de har fået børn, hvis børn har udviklet "psykisk sygdom".
_______________

*) Update, 23.03.10: Så er illustrationen fjernet fra videnskab.dk's artikel. Tak til alle (i ved, hvem i er), der har meddelt videnskab.dk, hvad i syntes om deres valg af illustration. Og tak til videnskab.dk for at reagere. I hvert fald altså hvad en, mildest talt, upassende artikelillustration angår. Hvad artiklen, især anden halvdel, "Mere om skizofreni", angår, så ville det selvfølgeligt kun være en fordel, hvis de talrige videnskabeligt uholdbare påstande også forsvandt ud af den. Men det er nu nok lidt for meget forlangt af et populært og mainstream medie som videnskab.dk, at man skal kunne forholde sig kritisk til selvsamme mainstreamen.

Lykkepiller og graviditet

2010-03-18T11:21:00.008+01:00

Langt om længe er problemet ved at være såpas stort, at det heller ikke i Danmark kan fejes ind under gulvtæppet længere: børn hvis mor har været på lykkepiller under graviditeten, lider af abstinenser efter fødslen. Så, ja, "antidepressiva", navnligt SSRIs, er vanedannende og afhængighedsskabende. Så kan man kalde abstinenserne eufemistisk for "seponeringssyndrom" lige så mange gange, som man vil. Abstinenser er abstinenser, og tydeligt tegn på afhængighed.

"Flere og flere gravide får antidepressiva, det som vi kalder lykkepiller. Det giver en svær beslutning for os læger, da ingen medicin er fri for bivirkninger, og det gælder også lykkepiller. Men det er omvendt ikke særlig godt for en gravid at føde, hvis hun ryger tilbage i depressionen. Og det er også farligt for barnet," citerer bl.a. artiklen på Helse.dk Hristo Stanchev, overlæge og speciallægeansvarlig for neonatologi på Næstved Sygehus, og han har sådan set helt ret.

Men desværre blander han for det første to ting sammen her, uden at tydeliggøre det: mht. barnets fysiske vel og ve må det helt klart betegnes som uansvarligt af læger, at ordinere lykkepiller til gravide, ligesom det må betegnes som uansvarligt af gravide, at tage lykkepiller under graviditeten (forudsat, man er blevet gjort opmærksom på risikoen ikke bare for abstinenser, men også for tildels livsfarlige misdannelser hos barnet). På den anden side kan det, at mor er depri, være dybt traumatiserende for barnet, og dermed skadeligt for dets psykiske velvære og udvikling. Det er ikke mindre uansvarligt, at udsætte et barn for emotionel svigt og traumatisering, som det er, at udsætte det for potentielt fysisk skadelige stoffer.

For det andet går Hristo Stanchev i sit udsagn ud fra tre, mildest talt, meget tvivlsomme antagelser. Nemlig 1. den, at lykkepiller virker mod "depression", 2. den, at det, at ikke tage lykkepiller ved "depression", er ensbetydende med at "depressionen" forbliver ubehandlet, og dermed 3. den, at "depression" er biologisk hjernesygdom, der kræver medicinsk behandling.

Den første antagelse findes der, set i lyset af de videnskabelige data, ikke noget grundlag for. Alle videnskabelige data og fakta taler mod denne antagelses korrekthed. Den sidste antagelse findes der stadigt ikke noget videnskabeligt holdbart bevis for, og således er et fravalg af medicinsk behandling, af lykkepiller, heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at behandling generelt fravælges, og "depressionen", den angiveligt ubehandlede, automatisk vender stærkt tilbage.

Anyhow, er man overbevist om, at man lider af en biologisk hjernesygdom, der kræver behandling med lykkepiller, og der jo ifølge "eksperterne" også er genetisk arveligt, synes jeg, man bør udvise ansvarsbevidsthed nok til at se bort fra, at sætte børn i verdenen, og udsætte en ny generation for overhængende fare for at arve denne hjernesygdom. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fortrængte, ikke-bevidstgjorte og ikke-bearbejdede traumer videregives til næste generation. Ehem. Og især hvis motivationen bag ønsket om børn er, at man mener, børn er til for at gøre én lykkelig, så bør man klart anskaffe nogle akvariefisk i stedet for børn. De får så heller ikke abstinenser, fordi man ikke magter, at tage ansvar for sig selv, og løse sine problemer, i stedet for bare at fortrænge dem ved hjælp af nogle piller.

Og apropos trauma, læs også "Psych drugs damage ability to love/bond". Og lad det så blive akvariefiskene. De får ingen abstinenser, og de kan nøjes med et minimum af nærhed og kærlighed.

"Skizofrene" klarer sig bedre uden "medicin"...

2010-03-15T13:24:00.004+01:00

...og Merete Nordentoft er overrasket over dette forskningsresultat. I hvert fald ifølge artiklen "Studenterhuen er et godt våben mod skizofreni" i Dagens Medicin fra den 5. marts 2010.

I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."

Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.

Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."

Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.

Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.

Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.

At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.

Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.

Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.

Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.

"We've been reduced to living like animals"

2010-03-14T18:39:00.005+01:00

Godt og vel et år efter Bosnienveteran Torben Martin Bødker blev skudt og dræbt af politiet her en video, der fortæller lidt om, hvor meget det skyldes en "psykisk brist", som den enkelte har med sig, når soldater kommer hjem fra udstationeringer i krigszoner med PTSD.

Via Beyond Meds.
_______________

V.A.: U.S. Department of Veteran Affairs
_______________

Læs også: TV2 Øst, "Hundredevis af soldater har forsøgt selvmord"

"Jeg lider, derfor er jeg"???

2010-03-10T13:44:00.007+01:00

Et sært fænomen, som man kan observere overalt der, hvor "psykisk sygdom" diskuteres, om det er på blogs, her for eksempel, i kommentartråde til artikler, i diskussionsfora, eller hvor det måtte være hen, er at der med sikkerhed før eller siden dukker brugere op, der reagerer med et fornærmet ramaskrig på enhver ytring, der vover at antyde, at måske, bare måske, hele situationen ikke er helt så dyster, at måske, bare måske, recovery er mulig, og at måske, bare måske, al den lidelse ikke kun er helt forfærdelig, men altså måske, bare måske, har en mening, en funktion, en værdi mht. denne recovery.

Jeg prøver, at forestille mig en person, der lider af en somatisk sygdom, og der får at vide, at vedkommende har gode chancer for at komme sig, udbryde: "Nej nej nej! Det er ikke sandt! Jeg kan ikke komme mig! Det må ikke være sandt! Jeg kommer til at lide forfærdeligt resten af mit liv, og du skal ikke komme her, og fortælle mig noget andet!" Hvad ville man kalde det for? En slags hypokondri?

Hvad er det, der er så tiltrækkende ved lidelse, at det gør det til en utænkelighed, at give slip på den, og der gør enhver udtalelse, der bare antyder, at recovery er en mulighed, respektive at lidelsen ikke udelukkende behøves at være forfærdelig, til en trussel? At den tilbyder en identitet? "Jeg er psykisk syg"? "Jeg lider, derfor er jeg"? Besynderligt.

"Færdigbehandlet"???

2010-03-08T12:11:00.004+01:00

Jeg undrer mig gang på gang igen over et ordvalg som "færdigbehandlet". Altså, i min verden betyder "færdigbehandlet", at man ikke har brug for yderligere behandling, ligemeget af hvilken art, mere. Dermed kan man vist næppe overhovedet blive "færdigbehandlet", eller "rask", for den sags skyld, i den danske biopsykiatri, der jo generelt bygger på antagelsen, at "psykisk sygdom" er kronisk hjernesygdom, der gør vedligeholdelsesbehandling nødvendigt for resten af livet. Ja altså, måske undtagen når vi taler om en mindre "depression", eller lidt stress, eller andet fra småtingsafdelingen. Men man havner jo som regel ikke på Skt. Hans pga. problemer i småtingsafdelingen.

Er man virkeligt så frustreret over, at folk hverken bliver "færdigbehandlet" eller "rask" af den prakticerede behandling, at man ser sig nødt til at ty til et sådant selv-/bedragerisk ordvalg? Så anbefaler jeg da, at revurdere selve "behandlingen" en gang. Det kunne jo være, at der findes andre, mere lovende behandlingsmuligheder, end dem, der kommer til anvendelse i dag. Og så kunne man slippe for at skulle gøre brug af selv-/bedrageriet.

Diagnoser og politik

2010-03-04T11:36:00.010+01:00

Amy Goodman fra Democracy Now! interviewer psykoterapeuten Gary Greenberg, forfatter af bogen Manufacturing Depression: The Secret History of a Modern Disease, her (video, 15 min., og transkript).

Meget interessante betragtninger om den biologiske models politiske implikationer, udviklingen indenfor psykiatrien (og samfundet), set ud fra DSM-V-udkastet, og noget om placeboeffekten.

Et længere interview med Gary Greenberg kan man lytte til her i Madness Radio's arkiver.

Psykiater indrømmer, at psykiatrien ikke er et medicinsk speciale

2010-02-20T20:07:00.007+01:00

Fra en artikel af den amerikanske psykiater Daniel J. Carlat i Psychiatric Times:

"Hver DSM-diagnose er først og fremst en oplistning af adfærd og psykologiske symptomer, af hvilke ingen kræver en uddannelse som læge til at kunne identificere dem. Faktisk er der, med få undtagelser, såsom alkoholabstinenser, ikke oplistet hverken labortests eller resultater af fysiske undersøgelser som diagnosekriterier for nogen DSM-diagnoser. Således er et medicinstudium ikke nødvendigt, når det kommer til de allerfleste af de godt 300 diagnoser i DSM'en.

Man kunne nu argumentere, at en uddannelse som læge er påkrævet til at kunne udelukke sygdom, der efterligner hvad der så ser ud til at være en psykisk sygdom. Men når psykologer og socialpædagoger stiller en diagnose, spørges patienten almindeligvis, om vedkommende er blevet undersøgt af sin almenprakticerende læge for en somatisk årsag. Jeg tror ikke, at et medicinstudium er påkrævet for at uddanne terapeuter i at kunne stille dette spørgsmål, eller i at spørge efter bestemte, almindelige symptomer, der er tydeligt tegn på somatisk sygdom.

Derudover er vi psykiatere næppe immune overfor at overse underliggende medicinske problemer. Vores praksis er som regel noget mere travl, end terapeuters, og mange psykiatere laver korte 30- til 45-minutter-udredninger, og bruger opfølgende 15 til 20 minutter på patientsamtaler omkring medicineringen. Under sådanne omstændigheder er det sandsynligt, at medicinske problemer (for ikke at nævne psykologiske problemer) regelmæssigt bliver overset. Om vi faktisk er bedre til at "fange" underliggende medicinske problemer, end vores terapeutkollegaer, er et empirisk spørgsmål, og jeg kender ikke til nogen forskning, der har forsøgt, at besvare dette spørgsmål.

Uanset er der ikke tvivl, at diagnosevirksomheden indenfor psykiatrien er psykologisk, og ikke medicinsk. Under et DSM-diagnostisk interview tilbringer jeg måske 5% af tiden - hvis overhovedet så meget - hvor min viden fra lægestudiet kommer til anvendelse for at udelukke et medicinsk problem. De resterende 95% af min tid går med at få kendskab til den sociale og psykiatriske historie, og med at gennemføre en detaijeret undersøgelse af den mentale tilstand. Dette arbejde kræver ingen stetoskoper, blodtests, eller PET-scanninger. Det kræver psykologisk kontakt med min patient - igen, noget, som psykologer og socialpædagoger er ganske gode til."

Via Beyond Meds.

Menneskets mest essentielle behov - ifølge psykiatrien

2010-02-16T00:40:00.004+01:00

“The most urgent need … is not food and water which is temporary. (...) The most urgent need is for psychiatrists.”

Fra en artikel om Haiti i den amerikanske avis Monterey Herald, via Spit, Bristle And Fury.

Sex og "psykisk sygdom"

2010-02-08T14:33:00.006+01:00

Rossa Forbes fra Holistic Recovery from Schizophrenia har et interessant indlæg om "Psychiatric home remedies", det psykiatriske husapotek, på sin blog i dag. Dér kan man bl.a. læse, at en god orgasme kan virke traumeforløsende. Én ting er jo intellektuel bevidstgørelse og bearbejdning. Uden tvivl et vigtigt skridt på vejen. Men traumer har det med også at sætte sig i kroppen, ikke bare i tankerne. Og lige så vigtigt det er, at frigøre sindet fra de traumeskabte tankemønstre, lige så vigtigt er det, at mærke kroppen, og frigøre den fra de traumeskabte spændinger og blokeringer.

Rossas indlæg fik mig til at tænke på, at jeg, set i forhold til emnets status som nærmest tabu, ret ofte har hørt folk fortælle om en tiltaget libido under krisen. - Iøvrigt også et symptom på en Kundalinirejsning. - Ganske ligesom mange oplever, at de ikke kan lade være med at græde i ét væk. Også gråd virker traumeforløsende. Kroppen ved, hvad der skal til. Mens psykiatrien betegner både en øget libido og tilsyneladende umotiveret gråd som symptomer, der skal behandles med "medicin", der bl.a. har den "bi"virkning, at den reducerer libidoen, hvis den ikke helt gør den til en by i Rusland. Snak om "behandling", der forhindrer en løsning af krisen og dermed recovery. Også på dette niveau.

Nu er der nogle, der kræver, at det offentlige skal betale for deres bordelbesøg, når nu de er "psykisk syge", og derfor har svært ved at finde en partner, respektive ved at indgå et så nært forhold til et andet menneske, at sex kan komme på tale. Dertil kan jeg kun sige, at købesex er en "toxic mimicry" af naturlig sex, og således traumatiserende i sig selv. Har man ikke en partner, er der altid DIY-metoden. God fornøjelse! :)

To gange Peter Gabriel

2010-02-08T10:37:00.006+01:00

"Flume" kan downloades gratis her.

Download albummet med bl.a. Peter Gabriel's "Heroes" her og giv til jordskælvsofrene i Haiti.

Når overgreb ikke er overgreb. Hvordan forældre kan få børnepsykiatrien til at gøre det beskidte arbejde færdigt for dem.

2010-01-28T11:52:00.009+01:00

Anno 2010 i Danmark overlader man afgørelsen, om ofrene for overgreb og omsorgssvigt skal udsættes for flere overgreb og svigt - denne gang helt professionelt gennemført - til de personer, der er hovedansvarlige for de overgreb og den omsorgssvigt, der i første omgang har ført til, at de professionelle blev indblandet: "Tvang i børnepsykiatrien mørkelagt".

Ubetinget registreringspligt vil sandsynligvis resultere i en mangedobling af de 237 tilfælde af registreret tvang i børnepsykiatrien i 2007. Men at registreringspligten vil nedbringe antallet af tilfældene, hvor i forvejen traumatiserede børn på nyt udsættes for overgreb, er usandsynligt, så længe overgribersamfundet uanfægtet - og endda bakket op af en avis som Kristeligt Dagblad - kan blive ved med at stemple tiårige børn, der protesterer i afmægtig desperation mod overgrebene respektive omsorgssvigtet som "psykotisk", syge i hovedet, hvorved retraumatiseringen igennem psykiatrisk tvang nemt kan undskyldes som værende nødvendig, eventuel livreddende, hvis man vil drive kynismen på spidsen, behandling mod meningsløs hjernesygdom. Det er jo en utænkelighed, at forældre, der køber f.eks. dyre trommesæt til deres tiårige søn, kunne finde på, at svigte ham på nogen måde, ikk'? Det er åbenbart en meget vigtig detailje, at trommesættet var dyrt. Det kaldes også for at købe sig til en god samvittighed, når man ellers er godt klar over, at man har svigtet som forælder.

Der er næppe noget, der er mere dobbeltmoralsk, end at en statslig institution, psykiatrien, alene på grundlag af forældrenes samtykke har ret til at begå voldelige overgreb mod børn på stribevis, og uden at det så meget som skal registreres, i et land, hvor forældre angiveligt ikke må krumme så meget som et hår på deres børns hoveder, uden at risikere retsforfølgelse.

Mailaktion for Leiv Hodne

2010-01-27T16:15:00.003+01:00

Læs om norske Leiv Hodne her på MindFreedom's hjemmeside eller her på Sigruns blog, og send en protestmail til det norske sundhedsministeriet!

...og The New York Times, selvfølgeligt

2010-01-27T13:20:00.003+01:00

Her: "Judi Chamberlin, 65, Is Dead; Fought for Rights for Mental Health Patients".

Don Weitz', The Boston Globe's og The Washington Post's tribut til Judi Chamberlin

2010-01-22T19:51:00.006+01:00

I dag, eller nærmere i morgen tidligt, tidligt hér i Danmark, mellem kl. 00.30 og 01.00, kan man høre Don Weitz mindes Judi Chamberlin på den canadiske station CKLN.fm. Klik på "Listen live" i øverste højre hjørne på siden.

Hvis det kniber med at lytte, er hér Don Weitz' hyldest på skrift:

A TRIBUTE TO JUDI CHAMBERLIN

The death of Judi Chamberlin is a huge loss to the psychiatric survivor, Mad Pride, and disability rights movements. She was 65 and died at home on September 16, 2010.

Together with her family, thousands of friends, activists and survivors are mourning her death and celebrating her life.

Judi was an immensely talented and dedicated activist, a fearless and courageous advocate for the civil rights and human rights of people labeled and stigmatized as "mentally ill".

Her 1978 book On Our Own: Patient-Controlled Alternatives to the Mental Health System was and still is a movement classic, it demystifies "mental illness", validates the growing self-help movement based on independence and self-empowerment, and continues to inspire thousands of psychiatric survivors and activists around the world.

In her book and at public lectures, Judi spoke out against "sane chauvinism" or "mentalism" - the common public myth and stereotype that "mentally ill" people are incompetent, incapable of making decisions for themselves, unpredictable, and violent. At the same time, she strongly urged survivors to take control of their own lives and organize. On Our Own, the first self-help group of psychiatric survivors in Ontario, adopted her book title as its name. Judi first came to Toronto in the early 1980s to offer valuable support to On Our Own members, she gave an immensely empowering and inspiring talk in its drop-in. In the early 1970s, she supported the establishment of Vancouver's Emotional Emergency Centre for assaulted women survivors, and the Mental Patients Association - the first self-help group of psychiatric survivors in Canada. With several of us survivor-activists, she proudly and fearlessly participated in a number of nonviolent civil disobedience actions, including anti-shock protests in New York City, Syracuse, and Burlington, Vermont in the 1980s, and demonstrations against forced drugging and Big Pharma in Boston and Philadelphia.

As a leader in the psychiatric survivor liberation movement, Judi was a keynote speaker and resource person during several annual Conferences for Human Rights and Against Psychiatric Oppression, including the 10th conference held in Toronto in May 1982. Judi was also Director of Education at the National Empowerment Center in Massachusetts; she helped establish the Ruby Rogers Dropin Center in Boston; was a consultant on Survivor Perspectives at Boston's Center of Psychiatric Rehabilitation, and a member of the Board of Directors of the National Association for Rights Protection and Advocacy (NARPA). She gave inspiring public lectures in Toronto in the mid-1990s and 2002, and was a featured speaker in national and international conferences in several European countries, During the last 10 years of her life, Judi was particularly active in trying to unite the psychiatric survivor and disability rights movements that share several basic issues and principles; she authored the groundbreaking and empowering report "From Privileges to Rights: People With Psychiatric Disabilities Speak For Themselves" for the U.S. government's National Council on Disability.

For her outstanding work, Judi won several awards:
• 1992: Distinguished Service Award of the President of the United States, National Council on Disability
• 1992: David J. Vail National Advocacy Award, Mental Health Association of Minnesota
• 1995: N. Neal Pike Prize for Services to People with Disabilities, Boston University School of Law
Judy Chamberlin spoke truth to power. She left us a rich legacy of advocacy, resistance and pride. Her spirit lives. http://www.narpa.org/chamberlin.htm

Don Weitz
co-founder, Coalition Against Psychiatric Assault
Toronto

Her er The Boston Globe's nekrolog, og her The Washington Post's.

National Public Radio on Judi Chamberlin, Mad Pride Activist

2010-01-19T21:24:00.005+01:00

MindFreedom International News - http://www.mindfreedom.org
United Independent Activism in Mental Health - please forward

19 January 2009

USA National Public Radio (NPR) Covers Death of Judi Chamberlin

Mad Pride Activist Remembered

NPR aired a remembrance this morning of mad movement activist and
psychiatric survivor Judi Chamberlin, who died on 16 January 2010 at
the age of 65.

BELOW is the text from the NPR web site story, which is a little
longer than the one that aired. At BOTTOM are updates and actions you
can take.

You may listen to and comment on the NPR radio story here:

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=122706192

~~~~~~~~~~~~

National Public Radio

January 19, 2010

Advocate For People With Mental Illnesses Dies

by JOSEPH SHAPIRO

Judi Chamberlin, who died this weekend at age 65, was a civil rights
hero from a civil rights movement you may have never heard of. She
took her inspiration from the heroes of other civil rights movements
to start something she liked to call Mad Pride — a movement for the
rights and dignity of people with mental illness.

It started in 1966, when Chamberlin was 21 years old and seeing her
doctor because she was dealing with a deep depression. "After a while,
he suggested I sign myself into a hospital because I was just not
functioning, I was so depressed. And I just thought, 'Oh a hospital's
a place where you get help.' And you know, I'd been in hospitals for
surgery and things like that, and didn't think of it as having
anything to do with your fundamental rights. So I just said, 'OK, I'll
try it.' "

Chamberlin told her story in a 2006 interview with Will Hall, host of
Madness Radio, a program by people like Chamberlin who call themselves
"psychiatric survivors."

"And very quickly, [I] found out that once you sign papers to go in on
a voluntary basis, but then you can't leave when you want to leave,
which was absolutely shocking to me," she said.
She got out of that state hospital and moved to Vancouver, British
Columbia, where she lived with other people who'd been diagnosed with
mental illness but who'd then gotten government money to develop their
own treatments. She recovered and eventually moved to Boston, where
she started working with other former American patients who wanted to
change the system. They called themselves the Mental Patients
Liberation Front.

"When I arrived at this storefront in Cambridge, Mass., I was a senior
Harvard student, had been locked up five times, so I was referred by
Harvard to volunteer there," recalls David Oaks, who came to the group
in 1976. "And I walked in, and it was a little radical ragtag group,
Mental Patients Liberation Front. And Judi was right in the thick of
folks, just really warm, community organizer."

Oaks now runs his own advocacy group, MindFreedom International.
Chamberlin was a mentor. "One thing she immediately helped teach a lot
of people was basic 101 about mental health liberation: That we're
equal; that we have rights."

Chamberlin put that basic thinking into a book called On Our Own,
which published in 1978. In it, she argued that, as she'd experienced
in Canada, just the ability to have some say in your own treatment was
a key part of making that treatment work.

Chamberlin's book became a manifesto for other patients. But it
influenced lots of people in the mental health establishment, too.
Today, notes Oaks, it's common for people with mental illness to have
a say. "Most U.S. states now have an office of mental health consumer
affairs or something to hear the voice of mental health clients," says
Oaks. "And it certainly is people like Judi that did that."

Robert Whitaker, the author of Mad in America, a history of the
treatment of people with mental illness in America, says Chamberlin
was "a seminal figure in the rise of the consumer movement." She was
able to get across the patient's point of view in a way that was
strong, but also clear. And that appealed to people in the mental
health field who were often the target of her criticism.
"Judi was fierce, incredibly fierce," says Whitaker. "And by that I
mean she knew her mind, she spoke her mind, and she didn't worry if
she offended people who were listening."

Chamberlin, he says, was irreverent, "brilliant" and "a joy to be
around." He also says she was "incredibly brave," because "it
obviously takes a lot of bravery to confront a society that's had a
different belief before."

Chamberlin told people with mental illness that they were, like
everyone else, people with quirks and differences, but with strengths
and abilities, too. She wanted people to reclaim the description "mad"
as something that was OK.

"She changed it from a word that was a pejorative word," says
Whitaker. "That was saying to the world at large: We are worthy
individuals, and our minds our worthy, and they're to be respected."
Chamberlin even used "mad pride" as her e-mail address. "And you can
see the historical echoes with 'black pride' as well," says Whitaker.
"It absolutely followed in the footsteps of the civil rights movement."

Chamberlin traveled the world as an advocate, even in the months
before her death. She worked at Boston University on mental health
issues and started a center with federal funding to support other
psychiatric survivors.

More recently, Chamberlin faced another illness: lung disease. And
last year, when her insurance company told her she'd exhausted her
hospice benefit, she faced going into a nursing home. She started a
blog she called Life as a Hospice Patient about her fight to die at
home.

Late Saturday night, she died as she wished: at home, in her favorite
chair, surrounded by friends and family.

~~~~~~~~~~~~

*** ACTION *** ACTION *** ACTION ***

*** Please forward this NPR news story to interested people on and off
the Internet.

*** You may listen to and comment on this story on the NPR web site
here:

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=122706192

*** Judi's friends and relatives have posted updates on Judi's hospice
blog, where you may also post remembrances and tributes:

http://judi-lifeasahospicepatient.blogspot.com

*** You may listen to the Will Hall interview in 2006 with Judi on
Madness Radio here:

http://bit.ly/madness-judi

*** Statement by MindFreedom's director David Oaks about Judi's death
is here:

http://www.mindfreedom.org/about-us/mfi-board/judi-chamberlin

~~~~~~~~~~~~

"LEAD ON" IN THE FIGHT FOR MAD PRIDE!

When Judi was told that her lung illness would probably end her life,
Judi asked to distribute the below statement of support she created
for MindFreedom International:

"Today, it is perfectly okay to lock us up, to drug us and to shock
us against our will just because we have a label.

"That doesn’t happen to anyone else.

"MindFreedom International is critically important because it is one
of the few organizations that is upholding the principle upon which
our movement was founded:

"The need to fight for our rights!

"Many activists who were formerly involved in our movement have moved
into providing direct services. But we have to remember that, as long
as we don’t have the rights that other people have, we have to keep
fighting for them.

"We know that alternatives are important and MindFreedom works for
alternatives as well. But MindFreedom does this work with a focus on
the fact that this is fundamentally a civil rights issue.

"This is a civil rights movement!

"MindFreedom knows that, until we have equality, we cannot rest.
Please join or renew your membership today!"

~~~~~~~~~~~~

TRY OUT MINDFREEDOM INTERNATIONAL, FREE!

Not yet a member of MindFreedom International?

Get a FREE info packet with sample copy of the new MindFreedom Journal
#50 plus a "Truth Brochure"!

Just fill out this web form for free, no registration required. This
is a limited time offer.

Your packet will be postal mailed to you free, no obligation (allow 2
to 6 weeks for delivery).

For your free packet click here:

http://my-mfi.org/node/115

~~~~~~~~~~~~

MindFreedom International:

Twenty-four years of unity, independence and activism for real change
in the mental health system.

To donate now, join, and get your new member packet with MindFreedom
Journal #50 and Truth Brochure by air mail.

To join now click here:

http://www.mindfreedom.org/join-donate

There you can give online securely via PayPal. Or there's info about
how to join via phone, postal mail or fax.

~~~~~~~~~~~~

If you did NOT receive this public news alert directly from the
mindfreedom-news public e-mail alert system, please add your e-mail
address to this free no-spam service, which does not require membership:

http://www.intenex.net/lists/listinfo/mindfreedom-news
_______________

Tilføje vil jeg Darby Penneys kommentar til NPRs artikel og udsendelse:

"Thank you, NPR, for this tribute to the life and work of Judi Chamberlin, who inspired thousands of people with psychiatric labels worldwide to demand their rights and to demand recognition of their humanity. She was a brilliant advocate and a thoughtful writer and strategist. But Judi would have cringed at your title and your use of the term "people with mental illness." She didn't believe people who experienced extreme mental and meotional states were "mentally ill," and she thought the medical model, and especially forced treatment, was a root cause of our oppression. To her, we were survivors of psychiatry, but never "the mentally ill." Still, thank you for recognizing the importance of Jud's life and work."

ENUSP Newsletter

2010-01-19T12:39:00.002+01:00

Her kan du downloade den splinternye "ENUSP Newsletter".

Fra indholdet:
- How can we join forces across Europe?
- The battle to ban electroshock in Ireland
- Survivor of psychiatry confronts EU suicide conference
- Why the UN disability rights convention matters
- Reviews, profiles, art and a call for YOUR input

God læselyst!

Being different is not a crime

2010-01-17T22:48:00.011+01:00

Fra Judi Chamberlin's takketale ved modtagelsen af N. Neal Pike Prize, 1995:

Involuntary commitment and forced treatment are issues that many people don't want to talk about, or think about. Even within the disability advocacy community, it is only a small minority which wants to challenge the existence of this basic inequity. Most mental health lawyers and advocates are concerned with making the commitment process "fair," or with insuring that people facing commitment have lawyers to represent them, or that the commitment standards are precise rather than vague. I submit to you that involuntary commitment and forced treatment can never be "fair", in the same way that slavery can never be "fair." In our legal system, supposedly, you can be punished only for something you have actually done, and that only after a trial at which you have the right to confront your accusers. In the Alice in Wonderland logic of involuntary commitment, however, a person stands "accused" of "mental illness"; that is, of thinking or acting in some way that is disapproved of by others, and often the person so "accused" has no idea what he or she has done to bring such punishment. In truly Orwellian fashion, incarceration in a mental institution is labeled "help," and the person who seeks to avoid such "help" becomes "non-compliant" or "treatment resistant."

I firmly believe that I stand before you today, rather than being lost in some back ward or equally oppressive "community residence" (another Orwellian use of language, by the way), because of my non-compliance and treatment resistance. Because I fought the drugs, the control, the indoctrination, I was able to retain my personal autonomy. And because I was lucky enough-long after I had left the psychiatric system behind-to find others who agreed with me, we have been able to give shape, and voice, to the essentially very simple idea that being different is not a crime.

What we have variously called the mental patients' liberation movement or the psychiatric survivor movement is a worldwide network of people who reject the labels we have been given and who believe that we have the power to help and sustain one another. We rejoice in our differences when they lead us to create poetry, and we comfort one another when our differences lead to pain and suffering. But we reject-clearly and firmly-the idea that our differences are a reason to be discriminated against, or segregated, or punished.

These are dangerous times for people who are different. Not just people with disabilities, but people who are poor, who are members of racial, ethnic or sexual minorities, or who refuse to subscribe to the orthodoxies of the day, are under attack. It is essential for us to work together, to build coalitions to defend and protect what we have accomplished, and to fight attempts to take away our basic citizenship rights. Make no mistake; the threat is real.

Judi Chamberlin døde i går, 65 år gammel, i sit hjem i Massachusetts, USA. Jeg tilslutter mig David Oaks: MAD PRIDE, JUDI, MAD PRIDE!

_______________

Og hér, siden Google translate aldeles ikke er ufejlbarlig - selv om humøret ikke ligefrem er i top oveni beskeden om Judis død, måtte jeg smile lidt ad oversættelsen af "involuntary commitment" til "ufrivillig engagement", og "mental health lawyers and advocates" til "psykiske jurister og advokater",,, - min hjemmelavede oversættelse af uddraget fra takketalen:

Tvangsindlæggelser og tvungen behandling er emner, som mange mennesker ikke ønsker at tale om eller tænke på. Selv blandt handicap aktivister, er det kun et lille mindretal, der ønsker at udfordre eksistensen af denne grundlæggende uretfærdighed. De fleste af de involverede jurister og bistandere er optaget af at gøre indlæggelsesprocessen "fair", respektive af at sikre, at folk, der står over for en tvangsindlæggelse, har retsbistand til at repræsentere dem, og at indlæggelsesgrundlagene er præcise snarere end vage. Jeg vil påstå, at tvangsindlæggelser og tvungen behandling aldrig kan være "fair", på samme måde, som slaveriet aldrig kan være "fair". I vores juridiske system, kan du angiveligt kun blive straffet for noget, du faktisk har gjort, og det først efter en retssag, hvor du har ret til at konfrontere dine anklagere. I tvangsindlæggelsens Alice i Eventyrland-logik, står personen "anklaget" for "psykisk sygdom", hvilket betyder, at tænke eller handle på en måde, der ikke er godkendt af andre, og ofte har den så "anklagede" person ingen anelse om, hvad han eller hun har gjort for at få en sådan straf. På virkelig Kafkaesk måde, betegnes fængslinger i en psykiatrisk institution som "hjælp", og den person, der søger at undgå en sådan "hjælp" bliver til "ikke-compliant" eller "behandlingsresistent."

Jeg er overbevist om, at jeg står foran jer i dag, fremfor at være tabt på en eller anden kronikerafdeling eller på et lige så undertrykkende "bosted" (et andet eksempel på Kafkaesk sprogbrug, for resten), på grund af min manglende compliance og min modstand mod behandlingen. Fordi jeg kæmpede mod medikamenterne, kontrollen, og indoktrineringen, var jeg i stand til at bevare min personlige autonomi. Og fordi jeg var så heldig - længe efter jeg havde forladt det psykiatriske system - at finde ligesindede, har vi været i stand til at give udtryk og stemme til den overordnet meget enkle tanke, at det at være anderledes, ikke er en forbrydelse.

Det, vi hen ad vejen har kaldt de psykisk syges befrielsesbevægelse eller psykiatriske overleveres bevægelse, er et verdensomspændende netværk af mennesker, der afviser de stempler, vi har fået, og som tror, at vi har muligheden til at hjælpe og støtte hinanden. Vi glæder os over vores forskelligheder, når de fører os til at skabe poesi, og vi trøster hinanden, når vores forskelle fører til smerte og lidelse. Men vi afviser - klart og bestemt -tanken om, at vores forskelle er en grund til at blive diskrimineret, eller marginaliseret, eller straffet.

Det er farlige tider for folk, der er anderledes. Ikke blot mennesker med handicap, men folk der er fattige, der er medlemmer af racemæssige, etniske eller seksuelle minoriteter, eller som nægter at følge mainstreamideologien, er under angreb. Det er vigtigt for os at arbejde sammen, for at skabe koalitioner for at forsvare og beskytte, hvad vi har udrettet, og at bekæmpe forsøg på at fjerne vores grundlæggende borgerrettigheder. Tag ikke fejl, truslen er reel nok.

Her er det: brugerseminaret alle har ventet på!

2010-01-16T20:02:00.010+01:00

Har du også længe forgæves spekuleret over, hvorfor psykiatrikritikere altid forventes at ligne en undskyldning på sig selv, når de udtaler sig offentligt? Fortvivl ikke! Spekulationernes tid er ovre! Den norske Galeforening tilbyder et endagsseminar, der vil give svar på spørgsmålet. Læs mere om seminaret Hvordan uttale sig i det offentlige rom på Sigruns blog, og sørg for, at sætte kryds i kalenderen den 29. februar 2010 (og booke enkeltbillet til Gaustad)!

Desværre er jeg selv forhindret på dagen, men jeg vil gerne poste din rapport om seminaret her på bloggen, hvis du skulle deltage.

Nu venter vi bare spændt på, at psykiatrien arrangerer et tilsvarende seminar, hvor vi kan få svar på spørgsmålet, hvorfor dens fortalere aldrig forventes, at nævne negative erfaringer med et eneste ord i deres lovprisninger.

Diagnosespecifik diskriminering

2010-01-16T18:47:00.004+01:00

"I krisen har vi brug for at tale eksistens" - men kun, når krisen af "eksperterne" er stemplet med "depression", "angst" eller, simpelthen, "eksistentiel krise". I hvert fald ifølge Jørgen Due Madsen, grundlæggeren af Center for Psykiatri og Eksistens, der i Kristeligt Dagbladets artikel også citeres: "Oftest behandles depression med medicin og forhåbentligt kognitiv terapi, men det er også vigtigt at tale med den deprimerede om, hvad vedkommende skal lære af sin depression." Fuldstændigt ligegyldigt er det åbenbart, når det kriseramte menneske er stemplet med "skizofreni", eller "psykose" sådan i al almindelighed. Ligesom det er helt uhørt, at "folk, som får en depression, kommer ind på en afdeling sammen med skizofrene og andre psykoser." De sidstnævnte har jo kun godt af at blive zombificeret, og så lige hjernevasket lidt med kognitiv adfærdsdressur: "Husk at tage dine piller!" Men den slags kan vi altså ikke være bekendt overfor de deprimerede. De er trods alt stadigt også mennesker.

Således er det en "ressource", når de deprimerede mennesker "[begynder] at bede den gamle aftenbøn, som deres mor lærte dem for tredive år siden", mens det vist må betegnes som den rene galimatias (som i "meningsløs hjernesygdom"), når en "psykose" (interessant reducering af mennesker til intet andet end deres stempel) hører Gud tale til sig. Ja, for det er kendetegnende for mennesker, "at vi tænker over livet, og især når vi kommer i krise." Mens de dér gendefekte, transmitterstofubalancerede, tankeforstyrrede "skizofrene og andre psykoser", som ikke værende helt mennesker, men altså "skizofrene" respektive "psykoser", selvfølgeligt ikke tænker over noget som helst, og da slet ikke over livet. Det skal man jo være menneske for at kunne gøre. Ikke en sygdom.

"If you talk to God, you are praying; If God talks to you, you have schizophrenia." -Thomas Szasz.

Bottom line: religiøsitet (at anerkende og underordne sig en ekstern autoritet, Gud) er en ressource, spiritualitet (at erkende sit eget værens natur, "Gud") er et symptom på meningsløs hjernesygdom.

Psykisk sårbare psykologer?

2010-01-14T01:38:00.007+01:00

Confirmation bias kalder man, ganske firekantet sagt, det, at have en bestemt forventning til en testsituations udfald, mens den bestemte forventning farver både hvordan testen udformes respektive udføres, og hvordan man tyder resultaterne. Confirmation bias er f.eks., når psykologer tyder enhver ytring, verbal eller via kropssprog, af deres klientel som et symptom på sygdom. Fordi psykologens forventning til sit klientel er, at dette jo må være syg i hovedet, ellers ville det ikke være hans/hendes klientel. Psykologens confirmation bias udelukker således på forhånd muligheden, at der slet ikke er noget galt med klientelets hoved, men at problemet måske snarere er at finde i klientelets omverden. Ehem, ja.

Confirmation bias kan altså meget nemt resultere i ukorrekte konklusioner, der baserer mere på ønsketænkning, end på realiteten. Og ja, det er vist en af de værste tankefælder, man kan havne i, som dette blogindlægs titel siger.

Jeg lagde i dag følgende kommentar til indlægget:

Ja, nu prøver Jan-Ole Hesselberg godt nok med det sidste afsnit i hans svar til Sigrun, at få fokus lidt væk fra de stakkels psykologer selv: Det var ikke så meget psykologerne, indlægget var møntet på. For, de er selvfølgeligt obs på, nærmest immune overfor, sådan en størrelse som information bias, via deres faglige ekspertise, der gør dem til noget nær enlightened.

I hvert fald har den faglige ekspertise tydeligvis gjort Jan-Ole Hesselberg såpas enlightened, at han slet ikke opdager den information bias, der ligger i at omtale den andre som “patient”. I stedet for som menneske. Jeg er enig med Carla: en nulstilling må være så radikal, at den under ingen omstændigheder fratager den anden sin menneskelighed.

Så, måske confirmation bias er et problem, der er mere relevant mht. psykdiagnoser, end på noget andet område? Især siden disse diagnoser udelukkende baserer på moralske be-/fordømmelser af den andres væren i verdenen, og ikke på noget som helst videnskab?

Jeg anbefaler Tao’en. Eller Kierkegaard: “Once you label me you negate me.”

Jeg lagde kommentaren kl. 6.04 PM. Jonas Hoksnes lagde en kommentar kl.8.59 PM. Min kommentar er stadigt "awaiting moderation". Jonas Hoksnes' kommentar er godkendt. Men den består nu også kun af to linier, mens min er på hele tolv, og oven i købet omfatter et citat på perfekt udenlandsk. Så, det kræver måske sin tid, at læse, forstå og afgøre, hvorvidt man skal føle sig trådt over tæerne, eller ej.

Ja ja, psykologer er sarte sjæle, psykisk sårbare. - Jeg håber ikke, min kommentar har forvoldt nogen af dem PTSD! - Eller måske er de bare lidt langsomme i optrækket? Der skal jo helst ikke udelukkes nogen muligheder, inden det endelige testresultat foreligger...
_______________

Ja, confirmation bias er, meget tæt, i familie med déformation professionelle: "When the only tool you have is a hammer, every problem looks like a nail", eller: Når det eneste redskab du har, er DSM'en, ser alle ud som syge i hovedet. Måske var det et emne til et fremtidigt selvreflekterende indlæg på Psykologibloggen.no? Det kunne passende arkiveres under "vrangforestillinger".

Amnesty International blæser på menneskerettighederne. Eller: Hvorfor jeg ikke er medlem af Amnesty International

2010-01-12T00:14:00.006+01:00

I kommentartråden til et indlæg, skrevet af John Peder Egenæs, lederen af Amnesty Norge, på Amnesty Norges blog foregår der lige p.t. en interessant debat angående Amnesty's ikke-eksisterende engagement på området menneskerettighedsbrud i psykiatrien.

Amnesty International blev stiftet i London i 1961, og har således i år eksisteret i 49 år. På intet tidspunkt igennem disse 49 år har Amnesty gjort andet, end at påtale menneskerettighedsbrud i sammenhænge, hvor man kunne føle sig sikker på, at få den vestlige, såkaldt "demokratiske" verdens establishments godkendelse af sin indsats. Såvidt mig bekendt, har Amnesty på intet tidspunkt i sin historie udvist det mod, der skal til, for at kritisere dette establishment selv. Man har konsekvent holdt sig til at svømme med mainstreamen, og kun kritiseret forhold, som establishmentet fandt kritisabel i forvejen, i lande, hvis politiske styre establishmentet i forvejen fordømte som totalitær og lignende. Godt gået, Amnesty! (Host host...)

Jeg har lagt nedenstående tre kommentarer i debattråden på Amnesty Norges blog, hvori jeg specielt reagerer på udtalelser af Kristin Rødland Buick, webredaktør i Amnesty Norge og ansvarligt for bloggen, som: "Vi er kjent med flere rapporter som viser at tvangsbruk i psykiatrien i enkelte tilfeller strider med menneskerettighetene," og: "For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken." I enkelte tilfælde?? Og hvor meget tid og overskud skal der til, for at sætte sig ind i CRPD'ens indhold, der entydigt slår fast, at psykiatrisk tvang er i strid med menneskerettighederne??

1. (#10 i tråden) Jeg vil give Siv Helen Rydheim ret i, at Kristin Rødland Buicks svar tyder på, at hun ikke aner hvordan tvang ikke bare i Norge men stort set i hele verdenen foregår.

Endvidere tyder svaret også på, at Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge åbenbart ikke har kendskab til FN’s Convention on the Rights of Persons with Disabilities, CRPD, der entydigt slår fast, at tvang er i strid med menneskerettighederne.

Jeg vil også gerne gøre Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge opmærksom på, at Amnesty Ireland har kendskab til konventionen, og at man i Irland har valgt, at tilsidesætte frygten for “de sindssyge” – disse, angiveligt, genetisk defekte andenklasseseksistenser, som er så anderledes, end alle andre mennesker, at det, der for andre menneskers vedkommende betegnes som tortur, for disses vedkommende anses at være den eneste rigtige behandling – og tage stilling. Hatten af for Amnesty Ireland!

Personligt har jeg indtil videre meget bevidst valgt et medlemskab i Amnesty International fra. Grunden er, at jeg ser, at selv AI måler mennesker med to forskellige mål: de – og os, de “sindssyge”, som grundet deres defekte hjerner ikke sådan rigtigt er mennesker alligevel, og derfor ikke kan have krav på, at få deres menneskerettigheder respekteret – og os. Må jeg spørge, hvordan AI/Amnesty Norge retfærdiggør dette menneskesyn?

Jeg har ikke andre steder i samfundet oplevet så megen bevidsthed om og så meget engagement angående sociale og politiske uretfærdigheder, som blandt psykiatrioverlevere. Hvad skyldes denne bevidsthed og dette engagement? Det skyldes, at vi selv har været/er “politisk forfulgt”. Vi straffes for at tænke og føle anderledes, end normen. Vi straffes for at gøre oprør mod den samme dysfunktionalitet i vores samfund, der får mennesker som Nelson Mandela til at gøre oprør. Den eneste forskel mellem alle Nelson Mandelas i denne verden og et psykiatriseret menneske er, at alle Nelson Mandelas har været så heldige, at vokse op under familiepolitiske forhold, der har gjort det muligt for dem, at tilegne sig deres eget, almenforståelige sprog. Psykiatriserede mennesker har ikke været så heldige. De er blevet denne mulighed berøvet/nægtet fra starten af, og må således ty til mindre almenforståelige udtryksmuligheder: såkaldte “symptomer”.

Psykiatrien er den samfundsinstitution, der sørger for, at de deres eget sprog berøvede Nelson Mandelas aldrig nogensinde får mulighed for at erkende deres i allerhøjeste grad (samfunds-)politiske oprør som et (samfunds-)politisk oprør, og således aldrig nogensinde opnår en grad af bevidsthed, der tillader dem, at udtrykke deres samfundskritik på almenforståelig vis. Psykiatrien er ikke, og har aldrig været, en del af sundhedsvæsenet. Den er en i allerhøjeste grad politisk ordensmagt.

“Jeg lover å jobbe utrettelig for at samvittighetsfanger og andre ulovlig internerte blir løslatt. Enten de er fengslet av kinesiske, amerikanske, saudiarabiske, jemenittiske, pakistanske eller andre lands myndigheter”, skriver Kristin Rødland Buick [rettelse: John Peder Egenæs] i indlægget. Tvangspsykiatriserede mennesker er samvittighedsfanger. Hvornår har både Amnesty Norge og AI generelt tænkt sig endeligt at tage skyklapperne af, overvinde sin frygt for “dem”, respektive sin fejhed overfor establishmentet, og se sandheden i øjnene?! Den dag, det sker, vil jeg blive provovkeret og vred, og melde mig ind i AI. Foreløbigt kan jeg desværre kun blive provokeret og vred over AIs dobbeltmoral mht. menneskerettigheder, der ifølge AI åbenbart ikke gælder for alle.

Hilsen fra én, der, takket være ikke-psykiatrisk hjælp, har formået at bevidstgøre sit oprør og sætte almenforståelige ord på det. Én af “dem”, ja.

Marian B. Goldstein
 Medlem af MindFreedom International

For mere om min holdning til tvangspsykiatrien, se min artikel i LAPs medlemsblad nr.4, 2007, “Tvangstanker: En radikal betragtning om tvang, psykiatrien og den nye FN-konvention”

For mere om psykiatri/psykologi og politik, se Bruce Levine, “Liberation Psychology for the U.S.”

For information om et tvangsfrit, tvangsfrit, ja!, psykiatrialternativ med en recoveryrate på 85% (mod tvangspsykiatriens omtrent 0%), se MosherSoteria.com.

2. (#12 i tråden) Amnesty International har i år eksisteret i 49 år. Tvangspsykiatrien har eksisteret i ca. 250 år, med en knap 50-årig afbrydelse i starten af det 19. århundrede, hvor Quakernes “moral treatment” mange steder i Europa og USA afløste tvangspsykiatrien. Psykiatrikritiken har eksisteret i lige så lang tid, som den institution, den kritiserer, selv.

Vi taler om, på verdensplan, millioner af mennesker, der, igennem de seneste 250 år på daglig basis blev, og til stadighed i dag bliver udsat for tvang i psykiatrien. Jeg synes, det er interessant, at man igennem 49 år igen og igen vælger, “at prioritere anderledes”, end at tage stilling til, at, på verdensplan, millioner af mennesker dagligt udsættes for krænkelser af deres fundamentale menneskerettigheder, ikke sjældent med fatale (i ordets sandeste betydning) følger for disse mennesker, og i øvrigt på grundlag af kulturelle normer, ikke på grundlag af nogen som helst videnskab.

FN’s definition gør det klart, senest siden CRPD’en blev vedtaget, at tvang i psykiatrien er et brud mod menneskerettighederne. Det er, selvfølgeligt, vigtigt og nødvendigt, at mennesker i en akut bestående faresituation akut kan afholdes fra at forvolde skade på sig selv eller tredjepersoner. Dertil findes der i de fleste lande, og således også i Norge, en nødretsparagraf indskrevet i lovgivningen.

Samtlige tiltag dækket af lovgivningen omkring psykiatrisk tvang, går i deres virkning imidlertid mere eller mindre langt ud over, hvad der falder under definitionen som en akut nødsituation. Således er det via ibrugtagningen af denne lovgivning muligt, at frihedsberøve og tvangsbehandle mennesker tidsubegrænset alene på grundlag af antagelsen at de, på et eller andet tidspunkt i fremtiden kunne begå lovstridige handlinger, respektive skade sig selv. Dvs. disse mennesker straffes for handlinger, de ikke har begået, som det alene antages, at de kunne komme til at begå. Hvis justitsvæsenet fungerede efter denne filosofi, ville den samlede verdensbefolkning sidde i fængsel.

Kristin Rødland Buick nævner i sin seneste kommentar “hensyn til f.eks. helse (…) til vedkommende selv”. Ifølge FN’s CRPD har mennesker med “psykosociale handicap” (såkaldt “psykisk sygdom”) den samme ret til at vælge behandling til eller fra, som somatiske patienter har det. Dermed er behandlingskriteriet – og også Kristin Rødland Buicks udtalelse hér – klart i strid med menneskerettighederne.

Psykiatrisk tvang er altid skadelig og et brud på den enkeltes menneskerettigheder, tvang koster mange menneskeliv, og tvang er aldrig nødvendig. Den rammer på verdensplan dagligt millioner af mennesker. Med undtagelse af AI Ireland, har AI i 49 år valgt, at “prioritere anderledes”, lukke øjnene for et af de mest omfangsrige brud på menneskerettighederne i verdenen, og det ser ud til, at AI også fortsat vil ty til, at manøvrere udenom problematiken . Jeg er ikke imponeret.

3. (#14 i tråden) Flere tanker angående Kristin Rødland Buicks/AI Norges seneste svar:

Kristin Rødland Buick skriver: “For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken.”

For det første mener jeg, ligesom Christine Rosenqvist er inde på, at det er rystende, taget problematikens omfang i betragtning, at AI igennem 49 år konsekvent har valgt, ikke at bruge den tid, det ville tage at sætte sig ind i problematiken, og at AI tilsyneladende heller ikke har tænkt sig, at bruge tid på det i fremtiden, og jeg kan umiddelbart kun se én årsag til, at man vælger, ikke at gøre det: at man ikke regner psykiatriserede mennesker som værende værd AIs solidaritet, tid og ressourcer.

For det andet har AI allerede et vist basisviden angående problematiken igennem knap fem årtiers beskæftigelse bl.a. med vilkårene til samvittighedsfanger, der af AI anerkendes som sådanne, i åbenlyst totalitære systemer som den forhenværende Sovjetunion. Igen må jeg spørge hér, hvad det i AIs øjne er, der gør indespærring og neddoping af nogle mennesker med i høj grad toksiske stoffer til et brud af deres menneskerettigheder, mens det betragtes som”hjælp” lige så det drejer sig om mennesker, der tilfældigvis lever i et land, der på overfladen ser ud som et demokrati? – På overfladen, ja. I et virkeligt demokrati ville tvangspsykiatrien være en umulighed, da de demokratiske værdier også omfatter friheden til at tænke og føle, hvad man vil, uden at man risikerer, at blive straffet for det. – En organisation som MindFreedom International, der også har medvirket i udformningen af CRPD’en, ville glædeligt være AI behjælpeligt med at sætte sig yderligere ind i problematiken. Det samme, tænker jeg, gælder i specifikt norsk sammenhæng organisationen We Shall Overcome. Mere tids- og ressourcekrævende er det ikke!

For mig at se er der ingen tvivl, at årsagen til AIs stiltiende accept af menneskerettighedsbrud i psykiatrien, også den norske, er at finde i det, Siv Helen Rydheim antyder i sin seneste kommentar: “Seksualisert vold og vold i nære relasjoner er selvsagt veldig viktig, og også ufarlig i forhold til å unngå å angripe staten Norge.” (Min kursivering.) Som sagt, jeg er ikke imponeret.

Universal Declaration of Mental Rights and Freedoms

That all human beings are created different. That every human being has the right to be mentally free and independent.

That every human being has the right to feel, see, hear, sense, imagine, believe or experience anything at all, in any way, at any time.

That every human being has the right to behave in any way that does not harm others or break fair and just laws.

That no human being shall be subjected without consent to incarceration, restraint, punishment, or psychological or medical intervention in an attempt to control, repress or alter the individual’s thoughts, feelings or experience. -Will Hall/The Icarus Project/Freedom Center, Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs, s. 11

Fra afdelingen No shit Sherlock!: Den biologiske forklaringsmodel på "psykisk sygdom" mere diskriminerende end traumamodellen

2010-01-09T23:03:00.012+01:00

I dagens netudgave af New York Times kan man læse Ethan Watters meget tankevækkende essay "The Americanization of Mental Illness". Essayet beskæftiger sig med følgerne af USA's respektive den vestlige verdens, som Watters skriver, aggressive måde, at udbrede den egne, biomedicinske forklaringsmodel på "psykisk sygdom" til resten af verdenen.

Interessant er især essayets omtale af en af psykologiprofessor Sheila Mehta fra Auburn University Montgomery, Alabama, USA, i 1997 gennemført studie, der skulle finde ud af, om den biologiske model virkeligt var mindre diskriminerende end traumamodellen, som det jo påstås.

" 'Resultaterne af den aktuelle studie antyder, at vi faktisk er tilbøjelige til at behandle folk mere skånselsløst, når deres problem beskrives i medicinske termer [den biologiske model, "Psykisk sygdom er som diabetes"],' skrev Mehta. 'Vi siger, at vi er venlige, men vores handlinger fortæller noget andet.' Problemet ser ud til at være, at den biologiske model, anvendt på en sygdom som skizofreni bringer den diskrete antagelse med sig, at en hjerne, der er syg på grund af biomedicinske eller genetiske anomalier, er mere gennemgående ødelagt og vedvarende unormal, end én, der er blevet gjort syg af begivenheder i personens liv. 'At betragte mennesker med psykiske problemer som syge, udgrænser dem og kan føre til, at vi opfatter dem som fysisk anderledes. Biokemiske forskelle gør dem nærmest til en anden species.' "

Og lidt længere nede i essayet hedder det: "Uheldigvis er vi, samtdigt med at vestlige psykiatrieksperter har overbevist verdenen om, at psykisk sygdom bør betragtes og tales om i biomedicinske termer, i gang med at tabe krigen mod stigmatiseringen herhjemme og i udlandet. Holdningsundersøgelser i USA mellem 1950 og 1996 har vist, at opfattelsen af mennesker med skizofreni som farlige har været støt tiltagende i denne periode. Tilsvarende kom en studie i Tyskland frem til, at offentlighedens ønske om at holde afstand til personer med en skizofrenidiagnose har tiltaget fra 1990 til 2001.

Forskere på jagt efter årsagen til den tiltagende stigmatisering fandt den samme overraskende forbindelse, som Mehta havde opdaget i laboratoriet. Det viser sig, at de personer, der har overtaget biomedicinske/genetiske anskuelser angående psykiske problemer, var de samme, der ønskede mindre kontakt med psykisk syge, og der anså dem for at være mere farlige og uforudsigelige. Dette uheldige forhold er dukket op i talrige undersøgelser verdenen over. I en tyrkisk studie for eksempel havde folk, der betegnede skizofren adfærd som akil hastaligi (sygdom af hjernen respektive af tankevirksomheden), en større tilbøjelighed til at antage, at skizofrene er aggressive og ikke skulle leve frit i samfundet, end folk, der betragtede forstyrrelsen som ruhsal hastagi (en forstyrrelse af det spirituelle eller indre selv). En anden studie, der beskæftigede sig med befolkningsgrupper i Tyskland, Rusland og i Mongoliet, nåede frem til, at 'uanset hvor i verdenen... at godkende biologiske faktorer som årsag for skizofreni var forbundet med et større ønske om social afstand.' "

Hvad der kan overraske mig, er at det betegnes som "overraskende", at den biologiske forklaringsmodel viser sig at være mere diskriminerende, end traumamodellen. Traumatiske oplevelser kan alle forholde sig til. Alle oplever på et eller andet tidspunkt noget for dem rystende, om det så betegnes som "traumatiserende", eller bare "rystende", er underordnet. Det er den samme genkendelse, der finder sted, som når der tales om "vrede", "angst", "nedtrykthed" eller "forvirring". I stedet for om "skizofreni", "bipolar lidelse", "depression", eller hvad det ellers måtte være af mere ("skizofreni", "bipolar lidelse", etc.) eller mindre ("depression", "angstlidelse", etc.) fremmedgørende fagbegreber fra DSM'en.

At skulle forholde sig til defekte gener og en hjernekemi i ubalance, er, siden det ikke giver nogen mening ud fra egne erfaringer, ikke overraskende, en noget mere skræmmende og frastødende affære. Ikke bare for omverdenen, men også for mennesket i krise selv. Det er at fremmedgøre mennesker, der allerede er i stor udstrækning fremmedgjort fra dem selv, deres sande selv, yderligere fra dem selv. Et trauma oveni et trauma.

"Hvis vores stigende behov for psykiatriske tjenester faktisk stammer fra et sammenbrud af mening, kan vores krav til resten af verdenen om at tænke som vi gør, være desto mere problematisk. At tilbyde de seneste vestlige teorier, behandlinger og kategorier indenfor psykiatrien i et forsøg på, at lindre den psykologiske stress, forårsaget af moderniseringen og globaliseringen, er ikke en løsning; det kan være del af problemet. Når vi underminerer lokale opfattelser af selvet og helbredelsesmåder, risikerer vi, at fremskynde de forvirrende forandringer, der ligger til bunds for meget af verdenens psykologiske lidelse," afslutter Ethan Watters sit essay, og jeg kan kun give ham ret.
_______________

Ethan Watters er forfatter til bogen Crazy Like Us: The Globalization of the American Psyche, der udkommer i denne måned.

Profettegningerne, ytringsfriheden og ansvar

2010-01-09T12:09:00.005+01:00

Efter drabsforsøget på Kurt Westergaard, og efter at den norske avis Aftenposten valgte, at offentliggøre fem af de tolv i sin tid i JP trykte profettegninger, er der kommet god gang i debatten om tegningerne i Norge også.

Hvad jeg mener om sagen, kan man læse i kommentarerne til dette og dette indlæg ovre hos Sigrun.

Meget læsværdigt: frr's indlæg "Jeg publiserer ikke tegningene".

Frihed betyder ansvar. Ytringsfrihed betyder, at man har ansvar for sine ytringer. Også når man hedder Kurt Westergaard.

Jeg tager det fulde ansvar for at publicere denne tegning:

"Han syntes"

2009-12-23T00:59:00.003+01:00

"I skolen i Tyrkiet havde han det svært med autoriteter. Han gjorde modstand og syntes, han blev udsat for mange uretfærdigheder. Det gjorde ham vred og ked af det." -Özlem Sara Cekic om sin bror.

"Han syntes". Det er ikke noget, der har virkelighedsværdi, ikke noget, der måske burde være efterprøvet. Det var bare han, der syntes det. Men det havde jo ingen hold i realiteten. Konsensusrealiteten. Vel at mærke. Groupthink. Vi har vedtaget, at hans realitetsopfattelse er utroværdig, fordi det angriber skolen, autoriteterne, samfundet, familien, ..., os. Og vi behøves ikke at efterprøve, om hans realitetsopfattelse, det, han syntes, måske bunder i fakta, når først vi i fællesskab, som gruppe, har besluttet, at det ikke gør det (jf. punkterne 5 og 6 under "Symptoms of groupthink"/"practices of groupthink": ringe interesse i at opsøge information, og forudindtaget udvælgelse, når information indhentes). Ulogisk? Groupthink er per definition ulogisk. "TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX."

Punkt 4 under "Symptoms of groupthink" i Wikipediaartiklen om fænomenet nævner det, at klassificere modstandere af gruppen som "svag, ond, fordomsfuld, hadsk, grim, betydningsløs eller dum" som et symptom på groupthink. Tilføje til rækken af disse adjektiver kan man her "sindssyg" og alle variationer, såsom "skizo", "paranoid", "psykopat", etc. etc.

Han er stemplet som "syg", "skizofren". Özlem har kæmpet for det. Man gør, hvad man kan, for den gruppe, man gerne vil være medlem af, man gerne vil anerkendes af, hvis identitet man har gjort til sin egen. Og hvis identitet han var en trussel for, fordi han gjorde modstand mod at blive frataget sin individuelle identitet af gruppens autoriteter. Indtil han blev stemplet som utroværdig. Indtil hans opposition mod at opgive sin egen identitet til fordel for gruppens langt om længe officielt blev anerkendt som "syg".

"Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?" spørger Özlem. Bemærk: "vores". En af årsagerne til groupthink betegnes som provokativ situationsbetinget kontekst i Wikipediaartiklen: "high stress from external threats, recent failures, excessive difficulties on the decision-making task, moral dilemmas." Recent failures, moral dilemmas...

Jeg husker, at jeg efter "Bedre vilkår"-forhøringen stod og ventede på Miki, der lige skulle snakke lidt med Özlem. Jeg stod lige ved siden af, og jeg undrede mig, at Özlem virkede, som om hun meget bevidst prøvede, at undgå enhver øjenkontakt med mig. Når jeg i dag tænker på, hvad jeg sagde i min tale til forhøringen, så undrer jeg mig ikke mere. Det må have skræmt livet af Özlem. Men måske var det bare noget, jeg syntes, at hun virkede undvigende. Vi har det jo med at synes, se syner, se elefanter, hvor der slet slet ikke er nogen, vi "sindssyge"...

Juleferie i skizofrenifabrikken, og noget om respekt

2009-12-21T20:08:00.004+01:00

"The flight from Massachusetts to Georgia creeps along grey and shrouded in fog. At several thousand feet, there is a brief moment of sunlight: best wishes from a kind angel soon very far away. I am going to visit my family for christmas.

Two hours in a car in downtown Atlanta with my father, mother, and brother, the first time we have been together in more than three years. There, there, that was open. No it wasn’t. Let’s turn around. Ok so keep going. Should we go back? I think I saw lights. Look what about that place? Closed. Ok keep going, there’s got to be something. I manage to text message a friend. TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX. DRIVING EMPTY STREETS LOOKING FOR PLACE TO EAT. My family and I ride in circles, on christmas day. Keep going, there’s got to be something.

By the time we find a table at a chinese by-the-pound buffet, I am in — I still don’t really know what to call it — one of my ‘dissociated paralysis states.’ My mind and body are seized by an overwhelming force, and I am acting and feeling the way that earned a schizophrenia diagnosis more than ten years before. The words of my mom and dad and brother claw at me. Coded tones of voice and a secret language of gestures and glances grab and pull me down. I stare blankly from farther and farther away, trying to resist, but across the growing distance something makes me listen closely. They talk about my father’s work, they talk about our farmhouse, they talk about relatives. Between gaps in sentences and pauses in eye contact, voices in my head begin to yell and taunt. Nasty, cruel, and vicious. With each shouted accusation and whispered insult I wince and withdraw deeper.

(...)

This is my family. They have the diabolical power to entrance me."

Det er begyndelsen på Will Hall's både stilistisk og indholdsmæssigt brillante fortælling om jul i "familiens trygge skød", eller, for hans og mange andres vedkommende, i skizofrenifabrikken. Læs hele fortællingen "Christmas vacation in the schizophrenia factory" her.

Et andet must-read er Amanda's essay om respekt - for katte og alt andet. Her et par citater:

"I think the argument about whether animals (including humans) have a nebulous and abstract quality called “personhood” (which seems to have to do with the values of a particular set of human cultures) is the entirely wrong way to go about giving respect to animals. Too often it is terribly ableist and depends upon whether the creature in question possesses certain traits valued by certain humans, and when you go down that road you end up creating a set of criteria that not even all humans let alone all the rest of animals meet. Then you end up creating a system that privileges people based on those traits."

"I believe that everything, human or not, animal or not, conventionally considered alive at all or not, is worthy of respect."

"Respect has to do with really listening to who someone is and treating them accordingly, even if that differs from how you would treat someone else with respect. Identical and equal are not the same."

Læs hele essayen her.

PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?

2009-12-20T21:18:00.008+01:00

Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:

"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.

Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.

Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.

Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".

Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.

Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.

Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.

Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.

Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.

Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.

Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.

*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________

P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...

Livsglæde i helvedets forgård

2009-12-15T03:06:00.023+01:00

Fra en pressemeddelelse fra LAP, angående planlagt sygehusbyggeri i Skejby ved Aarhus, der fra 2015 også kommer til at omfatte modtagelsen indenfor psykiatrien:

"På møderne har LAP’s repræsentant markeret sig ved bl.a. at foreslå, at der skal være et livsglæderum, hvor patienter og pårørende kan gå hen og finde ny mental energi. Der kan f.eks. være flotte malerier på væggene, bolde man kan lege med, musik man kan lytte til, store bamser osv."

Jeg synes, det er en rigtigt god idé med musik, passende kunne tilbuddet omfatte denne og denne cd.

Mange flotte billeder kan man finde her, for eksempel dette

Og hvad med noget inspirerende læsestof til de ventende?

Mens disse vinduer med sikkerhed yderligere vil bidrage til en munter atmosfære i "livsglæderummet"!

Hvad bamserne angår, så havde dette firma for nogle år siden den helt rigtige model på lager. Desværre er modellen pga. nogle snæversynede aktivisters protest gået ud af produktion, men mon ikke firmaet ved en tilstrækkeligt stor ordre og formålet taget i betragtning er villig til at genoptage produktionen midlertidigt?
_______________

Og hvad skal jeg tagge med? Naivitet? Eller hykleri, eller kynisme?...

Denne uges nr.1 på top-antipsykiatri-listen

2009-12-14T11:44:00.004+01:00

Videoens sound track: "dear dr." af Leah Harris, fra CD'en Take Refuge

Vrede, skyld og undskyldninger

2009-12-12T13:36:00.003+01:00

Her en historie - en af mange lignende - fra det virkelige liv: vores hovedperson, oprindeligt stemplet med "depression", efter en "manisk" reaktion på "medicinen" mod "depression" stemplet som "bipolar", går til sin psykiater, og fortæller vedkommende åbent og ærligt, at h*n har valgt, at stoppe med at tage sin "antipsykotiske medicin", pga. bivirkningerne, og fordi h*n er bange for de skader, specielt mht. de kognitive evner, "medicinen" jo som bekendt kan forårsage ved langtidsbrug.

Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.

Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".

Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.

Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.

Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".

Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.

Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.

Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.

Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.

HSP'er eller syg i hovedet?

2009-12-11T02:01:00.007+01:00

I går fik jeg en mail med en invitation til et arrangement med Elaine Aron, psykolog og forfatter af bogen The Highly Sensitive Person. Nu ser det, at være "HSP'er" for mig ud til at være et i tiltagende grad populært samfundsfænomen og jeg kender da også en række mennesker privat, der identificerer sig selv som HSP'er.

Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.

I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.

Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.

Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?

"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...

Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.

Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.

Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".

Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.

Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________

Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D

"Our society is run by insane people..."

2009-12-10T03:07:00.002+01:00

I dagens anledning - og så er det jo også snart jul.

Seroxat og graviditet (Google søgning)

2009-12-09T10:16:00.007+01:00

...er en meget, meget dårligt kombination!!! Her finder man Manie's Blog, hvor man kan læse om, hvad der kan ske, når man tager SSRIs (antidepressiva) under graviditeten. Manie's mor tog netop Seroxat, i USA solgt under navnet Paxil, under de første tre måneder af hendes graviditet. Det resulterede i, at Manie blev født med TGA, transposition af de store arterier.

Manie overlevede, men måtte igennem et sandt behandlingshelvede for det. SSRIs, taget under graviditeten, kan forårsage spontan abort og misdannelser, som hjertefejl, hos barnet. Lad være med at tage dem, hvis du er gravid!

_______________

Relateret:

"Effexor-babies" - Hvor sikkert er det, at tage antidepressiva under graviditeten?

Screening af gravide for "depression" - kun amerikansk vanvid?

Recoveret til døden. Hvordan psykiatriens forvrængning af recoverykonceptet koster liv.

2009-12-06T20:29:00.004+01:00

Her kan man læse om et arrangement på bostedet Skovvænget, et "botilbud til voksne med sindslidelse", som det står på hjemmesiden. Det er Standup recovery, der i maj 2006 optrådte på Skovvænget. Et af de tre medlemmer af gruppen Standup recovery var Dorthe Raffenberg, som jeg kender fra min tid hos Outsideren.

I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".

Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.

"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.

Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.

Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.

Denne uges nr.1 på top-antipsykiatri-listen :)

2009-12-06T02:30:00.004+01:00

Fra cd'en Songs From The Locked Ward

John Hunt - straffet for at være overgrebsoffer

2009-11-29T14:37:00.005+01:00

Marion Aslan fra EleMental har lavet denne video for John:

Grainne Humphrys, Johns kone, skriver, at artiklen, Marion har brugt til videoen, er fra sidste år. John er altså i dag 28 år gammel og har været indespærret i Carraig Mor i fire år.

Selvstigmatisering

2009-11-29T02:50:00.007+01:00

Igen og igen kan man jo læse overskrifter som "Psykisk syg gik amok med kniv og dræbte to". Helt bortset fra, at "de psykisk syge", rent statistisk set, har en noget lavere kriminalitetsrate end "almindelige" mennesker, mens de faktisk langt oftere er ofre for andres, "almindelige" menneskers, kriminalitet, så kan man også igen og igen læse blogindlæg, der beskæftiger sig med spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er relevant at nævne, at den pågældende person er "psykisk syg", respektive hvorvidt det mis-/bruges for at a) sælge historien, og b) diskriminere mod mennesker i krise. Det nævnes jo heller ikke, når en person, der har begået kriminalitet, f.eks. har kræft, diabetes eller fodsvamp, argumenteres der som regel. "Diabetiker gik amok og dræbte to"? Næppe en overskrift, man vil komme til at se nogen steder i medierne.

Jeg er helt enig i, at "den gale øksemorder"-journalistikken er både smagløs og yderst diskriminerende (men det er jo hensigten). Imidlertid mener jeg, at man egentligt ikke har ret til at føle sig krænket, diskrimineret af denne form for "journalistik", og til at fordømme den, hvis man samtidigt identificerer sig selv som en psykisk syg patient med behov for behandling i mainstreambetydningen. At stille spørgsmålstegn ved relevansen af at det nævnes, når en person, der har begået kriminalitet, er "psykisk syg", er paradoksalt, når man selv har overtaget systemets syn på sagen generelt, og dets definition af "psykisk sygdom" især.

Så, her til morgen skrev jeg følgende (nok atter en gang lidt provokerende) kommentar (her lettere redigeret) til et blogindlæg om emnet:

"Hvad i mennesket er det, der reagerer på et eller andet ved at dræbe et andet menneske? Hvad er det generelt, der får os til at reagere? Er det vores fødder, vores bugspytkirtel, vores lever, nyrer, knogler...? Nej, vel? Det er vores sind, vores tankeprocesser og følelser. Og i det øjeblik, hvor disse tankeprocesser og følelser anses som værende 'syge', i det øjeblik, hvor der sættes lighedstegn mellem sindet og hjernen, så bliver det allerhøjst relevant, at nævne det, f.eks. i en drabssammenhæng.

I sidste ende stigmatiserer - eller diskriminerer, et udtryk, jeg foretrækker - vi os selv. I det omfang, som vi erklærer os enige i teorier, der påstår, menneskets tankeprocesser og følelser kan være - og er, i tilfælde af 'psykisk sygdom' - reelt, bogstaveligt, og ikke bare i overført betydning, syge. Som i 'genetisk betinget, biologisk hjernesygdom', eller 'kemisk ubalance i hjernens transmitterstofskifte'."

Har jeg nogensinde været, eller er jeg, en "psykisk syg patient"? Nej. Jeg har været ubevidst, om mig selv og verdenen, og derfor har jeg trængt, ikke til "behandling", men til at spejle mig i et andet menneske, via anerkendende kommunikation, via det, alle mennesker har behov for, for at blive bevidste. At være ubevidst er ikke nogen sygdom. Det er et grundlæggende vilkår for alle mennesker. Det er den udfordring, der udgør "the human condition" per se. Og at være ubevidst går hånd i hånd med eksistentiel lidelse: "psykisk sygdom". En sygdom er det kun i overført, "kierkegaardsk", betydning. Ikke bogstaveligt talt.

Og med dette, mit syn på sagen, tager jeg mig friheden til at kalde ovennævnte "journalistik" for smagløs og diskriminerende.

Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok

2009-11-26T19:12:00.014+01:00

I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.

Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".

For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.

Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.

Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.

Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.

Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.

Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...

Læs mere om Solveig her.

Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.

I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.

Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".

Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.

Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.

Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D

Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.

Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?

2009-11-24T22:46:00.008+01:00

Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.

"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.

Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.

Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.

Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:

Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?

Well, maybe it depends on the perspective...

Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.

"Jeg lider mere end du!"

2009-11-23T03:31:00.006+01:00

Sidste måned skrev jeg hvad jeg valgte at kalde for "ikke en recovery story" for Gianna's blog. Et udkast, der især mod slutningen bærer lidt præg af tidsnød og også af det faktum, at det jeg beskriver ikke er en afsluttet proces, og at jeg blev en smule forskrækket over, hvad jeg var ved at gøre. Jeg understreger i teksten meget kraftigt, at det jo "bare er en til livshistorie, ligesom alle de andre. (...) Den sædvanlige misere. Marian's version af den." Men samtidigt er det selvfølgeligt også en meget personlig fortælling. Personlig nok til at selve skriveprocessen til tider føltes noget grænseoverskridende, og det gjorde tanken om at lade historien få sit eget liv i cyberspace ikke mindre.

Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.

En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?

Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.

Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!

Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.

Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.

Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.

Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.

Uppdrag granskning, "Den stora glömskan" - et program om varigt hukommelsestab efter elektrochok, og om psykiatrisk misinformation

2009-11-19T20:08:00.009+01:00

Det svenske TV-program Uppdrag granskning beskæftigede sig i går med den mangelfulde information om alvorlige bivirkninger ved elektrochok, ECT, "patienter" som oftest får. Uppdrag gransknings Janne Josefsson interviewer bl.a. Helena Brebäck, der har valgt, at stå frem og fortælle om omfattende og varigt hukommelsestab efter hun i 2004 blev udsat for ECT mod sin vilje. Læs om Helena her.

Desuden møder vi flere kvinder* i programmet "Den stora glömskan" (Den store glemslen), der har lidt hvad man må kalde for handicappende hukommelsestab af ECT. Sandra f.eks., der går fra at være højtlønnet akademiker til i dag at være konstant afhængig af hjælp, selv til hverdagslivets mest enkle ting. Læs mere her.

I anden halvdel af programmet tager Uppdrag granskning til USA, hvor debatten om ECTs sikkerhed og effektivitet er noget mere livligt, end i Europa. Janne Josefsson interviewer både fortalere (Kitty Dukakis) og modstandere (Linda Andre**) af ECT, og taler med Harold Sackeim, en af de største fortalere for ECT, og anset til at være verdens førende kapacitet på området. Hverken Kitty Dukakis eller Harold Sackeim fornægter imidlertid, at ECT kan resultere i varigt hukommelsestab. Læs mere om ECT-kritiken i USA her.

Mens den svenske psykiater Håkan Odeberg, der har udarbejdet informationsbrochurer om ECT til såvel "patienter" som læger, selv konfronteret med Harold Sackeims udtalelser, holder fast ved, at ECT alene forårsager kortvarigt, forbigående hukommelsestab, og vælger at tilskrive vedvarende hukommelsestab "patientens" subjektive oplevelse af sig selv, og altså værende uden objektiv, videnskabelig værdi. Noget som Harold Sackeim i udsendelsen betegner som "blame the victim", og noget, vi jo også her i Danmark igen og igen hører påstået fra "eksperternes" side.

Her er, hvad man kan læse på DepNet.dk om ECT:

"ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger."

Bemærk, at siden er opdateret i dag, 19. november 2009, altså to og et halvt år efter Harold Sackeims studie "The Cognitive Effects of Electroconvulsive Therapy in Community Settings" udkom, der entydigt slog fast, at ECT kan forårsage varigt hukommelsestab og nedsatte kognitive evner.

Endnu længere går "informationen" på Netdoktor.dk, udarbejdet af Poul Videbech:

"Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen. Det skal dog nævnes, at der findes mennesker, der efterfølgende kan berette om ”huller i deres hukommelse” fx for bestemte hændelser, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over dette, fordi depression mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse."

Spørgsmålet er, hvem Poul Videbech taler om, når han siger "man". Det kan i hvert fald ikke være Harold Sackeim. Skader på indlæringsevnen er nemligt lige præcis, hvad dennes omfattende studie fra 2007 entydigt har påvist.

På spørgsmålet, om ECT giver hjerneskader, svarer Poul Vidbech: "Mange mennesker har en forestilling om, at behandlingen medfører hjerneskader. I dag ved vi med sikkerhed, at det ikke er tilfældet."

Han henviser til undersøgelser af dyr, der blev udsat for ECT og efterfølgende obduceret, og til scanningsbilleder af mennesker, og påstår hverken obduktionerne eller scanningerne havde kunnet påvise hjerneskader. Det modsatte er tilfældet. Umiddelbart efter ECT foretaget, har talrige undersøgelser vist effekten af "behandlingen" på hjernen: små, punktuelle blødninger og deraf følgende celledød. Desuden anses et hukommelsestab, som det ECT forårsager, i alle andre sammenhænge end psykiatriske som et klart symptom på hjerneskade. Ligesom alle andre virkninger af ECT, såsom eufori, forvirring og kramper. Læs hertil om Uppdrag gransknings telefonsamtale med den svenske psykiater Johan Stiernsted, der kan fortælle om flere "patienter", der havde fået ECT, og som alle efterfølgende havde "store problemer med hukommelsen". Problemer, som Johan Stiernsted beskriver ligner langt mere dem, man kan observere efter hjerneskader som følge af hovedlæsioner, end dem, der opstår i forbindelse med "depression".

Interessant er også det følgende punkt i Poul Videbechs forklaring på, hvorfor ECT ikke anvendes i større omfang, når "behandlingen" nu er så ufarlig og effektiv: "ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen."

Jamen, når nu "hukommelsespåvirkningen" er af så kortvarig karakter, og "hullerne i hukommelsen" næppe skyldes "behandlingen", men snarere selve "sygdommen", som Videbech ellers påstår, så burde "behandlingen" da godt kunne kombineres med terapi?...

Faktum er, som selv Kitty Dukakis indrømmer, at man er nødt til at vælge: enten et "quick fix", der som regel ikke giver varig bedring, men skal gentages med jævne mellemrum, gerne også skal suppleres med antidepressiva, og der kan give alvorlige, varige "bivirkninger"***, eller den lange og ofte ikke helt nemme vej gennem bevidstgørelse og bearbejdning, der til gengæld har de modsatte "bivirkninger" som ECT, nemlig en øget bevidsthed.

Faktum er også, at mange ikke får muligheden for at træffe et reelt valg, enten fordi information tilbageholdes respektive forfalskes, også her i Danmark, fordi de udsættes for ECT under tvang, eller også fordi vedkommende er så påvirket af psykofarmaka, at der ikke kan være tale om et "informeret samtykke". Det er jo ikke altid, at ens omgivelser ønsker, at man husker for godt.

Se Uppdrag Granskning: "Den stora glömskan", og bliv informeret! - Eller (gen)se Gøgereden. Der er ikke noget væsentligt, der har ændret sig siden den gang.

Tak til Jan Olaf for at gøre opmærksom på udsendelsen.
_______________

*ca. tre fjerdedele af alle, der udsættes for ECT er kvinder. Er psykiatrien kvindefjentlig?...

** Linda Andre, der selv har været udsat for ECT og lidt varigt hukommelsestab, har skrevet bogen Doctors of Deception, der netop beskæftiger sig med psykiatriens manglende information, respektive fejlinformation, om proceduren til "patienter".

*** Hukommelsestabet efter ECT er ikke en bivirkning, men virkningen. Hvad man ikke kan huske, kan ikke gøre én deprimeret, angst, forvirret, etc.

Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?

2009-11-18T01:39:00.004+01:00

Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig*. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.

Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.

Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.

Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________

*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.

Indtrængning

2009-11-16T13:34:00.005+01:00

Så, betjenten, der ledte anholdelsen af den dræbte 34-årige "psykisk syge", var altså særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker". Han betegnes som en "indtrængningsleder".

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.

Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".

Tvangspsykiatrien koster endnu et menneskeliv

2009-11-14T10:40:00.004+01:00

Endnu en gang har tvangspsykiatrien kostet et menneskeliv. Den 34-årige stod i følge bl.a. denne artikel til at blive tvangsindlagt, og en nabo kan fortælle, at hans reaktion på truslen var at erklære, at det ville være hans sikre død, hvis han blev det. Hvilket han jo havde helt ret i. Hvis ikke i bogstavelig forstand, så i hvert fald i overført betydning, siden psykofarmaka altid dræber sjælen. Den spirituelle død. Og anden "hjælp", end at blive dopet fra sans og samling, kan et menneske i krise jo ikke forvente fra tvangspsykiatriens side.

Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?

Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?

Byrådet i Eugene, Oregon, anerkender psykiatriserede menneskers rettigheder

2009-10-28T10:49:00.005+01:00

Mens danske politikere har travlt med at få lovforslag om at indføre ambulant tvang, og dermed om at gøre flere menneskerettighedskrænkelser overfor psykiatrisk stemplede mennesker muligt, igennem, er byrådet i den amerikanske by Eugene, Oregon, kommet med en resolution, der fastslår disse menneskers ret til selvbestemmelse, også når det kommer til behandling.

Fra resolutionen:

"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.

D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."

Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.

Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.

Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:

RESOLUTION NO. __________

A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:

A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.

B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.

C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.

D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.

E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.

NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:

Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.

Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section

3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.

The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.

____________________________________
Acting City Recorder