...og et svar til Poul Videbech fra Olga Runciman

Adskillige mainstream-steder på nettet har man problemer med sandheden, når det kommer til psykiatrien. Så også hos Danmarks Radio. Kommentarer er velkomne, så længe de hepper kritikløst på de selvbestaltede "eksperter", som Poul Videbech. Bliver der stillet for mange spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertise, lukker man simpelthen for flere kommentarer. Jeg undrer, om man også havde gjort det, hvis der var kommet 500 kommentarer, der ikke havde bidraget til debatten med andet, end et "formidabel forelæsning!" hver. Næppe.

Anyways, lukningen af debatten i forbindelse med "Depression - en folkesygdom i hjernen" i går indebærer, at min veninde Olga Runciman desværre ikke kunne aflevere sit, som jeg synes, meget relevante svar til Poul Videbechs sidste kommentar i tråden, hvor han bl.a. fremstiller adfærdsmanipulerende terapiformer, navnligt kognitiv og interpersonel terapi, som det alene saliggørende. Eller, som han selv udtrykker det, det, som vi ved virker. Som om anden terapi ikke virkede. Hvilket han iøvrigt også siger, om end indirekte, når han beklager, at ikke alle psykologer behersker disse terapiformer.

Olga er selv ved at læse til psykolog, og er således ganske så kompetent, når det kommer til f.eks. spørgsmålet hvor meget terapiens form betyder for dens effekt. Her er hendes svar til Videbech, med fokus netop på hans -- fejlagtige -- påstand om kognitiv og interpersonel terapis overlegenhed:

Kære Poul,

jeg kan kun være helt enig med dig at det er en tragedie, at den ”billigste” løsning er medicin, billigst i citationstegn for depression og angst er den største grund til, at så mange er på pension og langtidssygmeldt (Søgaard HJ. Psykisk sygelighed hos langtidssygemeldte) men det har du jo selv holdt oplæg om…

Faktisk er Danmark det land ifl. WHO, der har flest mennesker på pension pga. psykiske problemer, og det tal er stigende. (Kilde: Ankestyrelsen 2010)

Men egentlig vil jeg bare komme med en kommentar omkring dit udsagn, at det er kognitiv og interpersonel terapi der virker (fremfor formodentligt andre former for terapi). Så enkelt er det ikke. Det der virker er relationen, faktisk kan 60% af terapiens virkning tilskrives relationen mellem terapeut og klient. Kun 8% handler om metoden. Wampold, B. (2001). New York: “The Great Psychotherapy Debate” Lawrence Erlbaum. Og der findes 100vis af andre forskningsresultater der viser det samme. I øvrig kan jeg også oplyse, at den kognitive behandling er meget udbredt blandt psykologer, og nok en af de hyppigste behandlingsformer der tilbydes. Hermed dog ikke sagt, at den derfor er bedre end andre.

Til sidst har jeg lige testet mine rygmarvsreflekser inde på din hjemmeside og desværre skete der ikke noget. For at der skulle ske noget med mine rygmarvsreflekser skulle din hjemmeside netop ikke repræsentere en traditionelt psykiatrisk bio/genetisk tilgang til psykiske lidelser… ;)

Med venlig hilsen Olga

"Depression - en folkesygdom i hjernen" -- endnu en advarsel

Forleden var Poul Videbech jo på med forelæsningen "Depression - en folkesygdom i hjernen".

Bortset fra, at forelæsningen, som jeg også skriver i den første af mine kommentarer på siden, hele vejen igennem er videnskabeligt uholdbar -- og interessant nok, så vælger Videbech, at ikke forholde sig med et ord til min indholdsmæssige kritik, mens han har meget travlt med at bagatellisere sit engagement som foredragsholder for Bristol-Myers Squibb --, så har jeg i går desværre måttet opleve effekten af den slags "forelæsninger" direkte, i form af en, mildest talt, opskræmt person, der ringede til min arbejdsplads: "Jeg har været noget depri her på det sidste. Min psykiater syntes, jeg skulle tage antidepressiva, men det har jeg sagt nej til. Og nu siger Poul Videbech, at man kan blive dement af depression, hvis man ikke tager medicin! Skulle jeg måske alligevel sige ja til den?!"

1 - 0 til Videbech. "Forelæsningen" har opnået den ønskede effekt: folk panikker, og jeg vil ikke vide, hvor mange der render hals over hovedet, og uden at få en snak om sagen med mindre end Videbech selv interessekonflikt-belastede mennesker, som mig, først, til deres læge, respektive psykiater, for at få en recept.

Til alle dem, der tøver, og måske googler, og havner hér: Som sagt, så holder Videbechs påstande ikke vand, især når det kommer til påstanden om, at "anti"depressiva skulle forhindre demens i at opstå. Videbechs "bevisføring" lader et hav af spørgsmål være ubesvaret, f.eks., og ganske grundlæggende, hvordan forhindrer en forstørret hippocampus demens? Eller: hvordan ser hippocampus ud efter år, eller endda årtier på "anti"depressiva? Nu havde Videbech nok ikke tid til at komme ind på alle disse spørgsmål i "forelæsningens" rammer. Og jeg har ikke tid til at skrive dem allesammen ned her (så ville jeg sidde de næste to dage her foran skærmen). Men heldigvis er der en, der har taget sig den tid, at se meget nøje på alle spørgsmålene, og det er der kommet en bog ud af, som jeg vil anbefale alle tøvende at læse, før i måske alligevel styrter afsted efter en recept: Grace E. Jackson, Drug-induced Dementia: A Perfect Crime.

Og ja, for resten, for alle, der ikke lige sådan læser en videnskabelig afhandling, slet ikke på amerikansk: Grace E. Jacksons gennemgang af forskningsresutaterne angående det stigende antal demens-ramte blandt dem, der lider af "depression", men også af andre såkaldte "psykiske sygdomme", er, at det knapt så meget er selve "sygdommen", der forårsager demens, som det er behandlingen, den psykofarmakologiske såvel som den elektriske, for "sygdommen", der, rent ud sagt, fucker hjernen up, og hen ad vejen gør de behandlede demente.