Loren Mosher og Soteria House II - Har vi brug for flere sengepladser, eller har vi brug for et radikalt paradigmeskift?

Hér fortsættelsen af gårsdagens indlæg om Loren Mosher og Soteria House. Selv om denne anden del er meget lang, besluttede jeg, at poste den i sin helhed for ikke at rive de enkelte dele ud af deres sammenhæng. Jeg håber, mellemrubrikkerne kan gøre det hele lidt mere overskueligt.

Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at Loren Mosher selv ikke var tilhænger af de i interviewartiklen forekommende begreber "skizofreni" og "skizofren". "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig, personlig krise'? Eller en 'alvorlig, psykologisk krise'? Hvorfor ikke kalde det forstyrret og forstyrrende adfærd - en ganske god beskrivelse, fordi sådan ser det ud udefra. Der findes masser af måder, hvorpå man kan anerkende, at disse mennesker agerer på en usædvanlig måde - og hvorpå man stadigt anerkender, at de oplever alvorlig, psykologisk lidelse", citeres han.

Recovery fra psykoser - ikke bare mulig men til at forvente

"Mosher understreger, at den terapi, der blev prakticeret i Soteria House var grundlæggende anderledes end det arbejde, der foregik på det berømte psykiatriske hospital Chestnut Lodge i 50'erne og 60'erne [Joanne Greenberg/Hannah Green beskriver Chestnut Lodge i sin bog I Never Promised You a Rose Garden (Ingen dans på roser)] Dér havde psykiatere prøvet at kurere patienter med traditionel Freudiansk psykoterapi. 'Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer,' siger Mosher. 'Så, du er nødt til at tilpasse din behandling til problemet.' I stedet for at aftale faste terapisessions, gik engagementet af de Soteria-ansatte ud på at stå til rådighed hvert øjeblik under de skizofrene beboeres vågne timer. Mosher siger, den overordnede atmosfære havde meget tilfælles med 'moral treatment'-institutionerne, der dukkede op i Amerika i den første halvdel af det 19. århundrede. I små, humane og behagelige omgivelser gik disse institutioner ind for tanken, at mange tossede kunne genvinde fornuft, hvis de blev behandlet med anstændighed, kultiverethed og respekt. (...) mellem 50 og 91% af patienterne kunne vende tilbage til et normalt liv i samfundet. Resultaterne lod en institutionsleder udtale i 1843 at galskab 'er mere kurerbar end en hvilken som helst anden sygdom af samme alvor...'.

Ligesom denne mand, gik de Soteria-ansatte ud fra at 'recovery fra psykoser ikke bare var mulig, men sandsynlig og til at forvente,' hævder Mosher, og tilføjer, 'Du starter dér [med denne forventning om recovery], og du har et kæmpeforspring fra starten af.' "

"Skizofreni" og "PTSD"

I starten af 70'erne anser Mosher psykoser mere og mere til at være en fuld forståelig forsvarsmekanisme "snarere end et uransageligt mysterium". Han sammenligner "symptomerne" med dem, der opleves af et menneske med granatchok - i dag ville man sige "PTSD" (posttraumatisk belastningsreaktion). Med den eneste forskel værende den, at årsagen til "PTSD" ligger klart og tydeligt for alle at se, mens de traumatiske begivenheder, der fører til "skizofreni" ligger gemt i en mørk fortid, ofte ikke er tydeligt genkendeligt som traumatiserende, og som regel ikke bare består af en enkel traumatisk oplevelse, men en række af sådanne, der til sidst ikke kan rummes længere, og, ofte udløst af en "trigger"-begivenhed, fører til psykosen som værende en form for posttraumatisk belastningsreaktion.

Han beskriver to kommunikationsmønstre, der, om end ikke nemt gennemskueligt så dog, er traumatiserende: "Det ene er blevet oversat til 'kommunikationsafvigelse'. Det er simpelt. Betyder ganske enkelt, at når du sidder med disse forældre, kan du ikke finde ud af, hvad søren de egentligt snakker om. De kan ikke koncentrere sig om noget. De farer ud ad tangenten. Deres tænkning er usammenhængende." Det andre mønster går ud på at gøre et familiemedlem til familiens sorte får, og udsætte dette familiemedlem konstant for kritik og fjentlighed.

"At falde fra hinanden [originalcitat: "going to pieces"] er en måde at takle dette på, (...) 'Hvad de [mennesker der reagerer psykotisk] i grund og bund siger er 'Hey, folks, jeg melder mig ud. Jeg konstruerer denne verden som det passer mig, og jeg behøves ikke tage hensyn til verdenen derude. Jeg kommer til at leve i denne her verden, fordi den derude gør ondt.' ' Han siger, et menneskes chancer for at vende tilbage til et normalt liv i verdenen udenfor afhænger af hvor langt fra den verden mennesket har fjernet sig. 'Nogle mennesker er blevet så såret i relationer til andre, at de opgiver alt håb. Men det er et lille mindretal. Størsteparten vil prøve igen.' "

Penge, gener, social kontrol og de "kære" pårørende

Nu fejes "miljøargumenter" som Mosher's gerne af bordet med et "Skal det nu være forældrenes skyld igen?!" Hvilket i sig selv ikke er et gyldigt modargument, men intet andet end en såret ego-stoltheds angreb. Og nej, det skal ikke være forældrenes skyld - medmindre de fuldt bevidst har misbrugt/mishandlet deres børn - men det skal være forældrenes ansvar, ligesom det skal være samfundets, kulturens ansvar, siden vi alle er et produkt af det samfund, den kultur, vi er opvokset i. "Med få undtagelser, tror jeg forældre gør deres bedste. De prøver. Men der er mange måder, hvorpå man kan gå galt i byen", siger Mosher. Som én af dem nævner han, hvis forældrene selv er opvokset i hjem med dårligt fungerende kommunikationsmønstre: ikke-genetisk, familiær arvelighed. Men det er altså ingen undskyldning for ikke at tage ansvar for dårligt fungerende kommunikationsmønstre.

"Han [Mosher] mener, at med den rette terapi kunne disse mennesker lære at 'tænke lidt mere klart og kommunikere bedre. (...) Men vi har så travlt med medikamenterne, at man ikke kan opdrive en nickel til den slags forskning. (...) I dag er skizofreni for første gang blevet en kilde til enorme virksomhedsprofitter. De skrizofrene har været nogenlunde profitable siden midten af 50'erne [da det første neuroleptikon kom på markedet], men det var ingenting i forhold til i dag. Salget af antipsykotika indbragte ca. 600 millioner dollars om året i mange år frem til 90'erne, hvor de nye atypiske stoffer kom på markedet. Siden da er regningen for antipsykotika steget til mere end 4 milliarder om året. Det er en hel del penge.' "

I hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" skriver Loren Mosher:
"I tillæg [til at indgå et samarbejde med farmaindustrien] har APA [American Psychiatric Association] ingået en uhellig alliance med NAMI [Nartional Alliance for the Mentally Ill, USA's største, landsdækkende pårørendeorganisation] (jeg husker ikke, at medlemmerne blev spurgt, om de ville støtte et sådant samarbejde) således at de to organisationer har overtaget lignende offentlige trossystemer angående vanviddets natur. Mens APA fremfører sig som "sine klienters forsvarer", støtter man ikke-klienterne, forældrene, i deres ønske om at kunne kontrollere, igennem lovligt gennemtvunget afhængighed [han hentyder her til umyndiggørelse og tvangsbehandling i eget hjem, som NAMI går ind for], af deres skøre/onde ["mad/bad" i originalteksten - et ordspil] afkom. (...) Jeg ønsker ikke at være del af en undertrykkende og socialt kontrollerende psykiatri.

'Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."

At se mennesket i stedet for en sygdom

Med en indstilling som Loren Mosher's til mennesker i krise er bunden lagt for at komme i kontakt med disse mennesker selv, også når de befinder sig i en dyb krisesituation, hvor mainstream-psykiatrien gerne påstår, at kommunikation ikke skulle være muligt, da man angiveligt kun ville kunne kommunikere med en sygdom: "Hvis du tror på, at mennesket er derinde, og at du virkeligt kan komme til at tale med det, er der meget få situationer, hvor du ikke vil kunne det. Det er et spørgsmål om din indstilling. (...) Det er et spørgsmål om hvordan du nærmer dig mennesker. Hvis du behandler dem værdigt og respektfuldt og prøver at forstå dem, virkeligt vil indleve dig i deres situation, kan du gøre det."

"I vores dage, siger [Mosher], 'hvis du siger 'psykose', viger folk tilbage og siger 'Vel, jeg taler til dem efter du har givet dem medicin.' Men det er der slet ikke noget ved! Virkeligt. De bedste oplevelser, jeg har haft, var bare at sidde og snakke i timevis med folk, der var skrupskøre. Og det kræver ikke nogen speciel træning. Det kræver kun den rette indstilling og interesse og nærvær og viljen til at ligesom lade din egen realitet stå tilbage og ikke bekymre dig om den.' "

Det er unægteligt langt nemmere at tale (ned) til 20 - 30 mg Zyprexa, end at indlade sig betingelsesløst på et levende menneske i krise, og udsætte sit eget selv- og verdensbillede, sit eget lille ego, for den udfordring, et møde med den anden altid er. Også hér afspejler psykiatrien i bund og grund kun på ekstremt vis, hvad der kendetegner vores samfund som helhed i tiltagende grad: uviljen og uformåen til at se den anden som den han/hun er. Psykiatrien ser ikke mennesker. Den ser medicineret eller umedicineret sygdom. Som bl.a. dette blogindlæg af en ung, entusiastisk læge, under uddannelse til psykiater, beviser: "Menneskelige problemer?? Du godeste! Skynd jer at give ham nogle "magiske" piller, så jeg uforstyrret kan tale neurotransmittere - mine interesser!"

14 dage eller to uger

Fra 1975 af kommer Soteria-projektet, som Loren Mosher er involveret i som projekt- og, senere også, forskningsleder fra starten i 1970 frem til projektets endelige afslutning i 1992, igen og igen i skudlinien af den traditionelle mainstream-psykiatri. Resultaterne er simpelthen for gode. For gode, ja. Soteria-beboerne kom sig lige så hurtigt fra deres akutte psykoser som sammenligningsgruppen af hospitaliserede og medicinerede mennesker. Ligesom en forkølelse varer 14 dage eller to uger, så varer en akut psykose ca. 5 - 6 uger, med eller uden "medicin". Interessant er i denne forbindelse, at det påstås, at neuroleptika "virker" optimalt efter ca. seks uger. Ja. Fordi psykoser efter seks uger alligevel går i sig selv. Også uden "medicin", der i sidste ende endda gør en kronificering af krisen mere sandsynlig, da krisens indhold ikke bliver bearbejdet, men bare fortrængt.

Kun 16% af Soteria-beboerne tog "medicin" over længere perioder, 76% blev aldrig medicineret. Og det var dem, der i det lange løb klarede sig bedst, med en meget lavere tilbagefaldsrate end i den hospitaliserede og systematisk medicinerede kontrolgruppe. Alt imens Soteria kostede 45% mindre end den traditionelle "behandling" med neuroleptika, selv om de indlagde og medicinerede mennesker i kontrolgruppen allerede blev udskrevet efter 12 dage - "hovedsagligen ved at man gav dem så meget medicin, at de ikke kunne se ud ad øjnene mere", som Mosher citeres i artiklen - og Soteria-beboerne blev fra nogle uger til flere måneder på stedet.

Besparelserne skyldtes tildels det meget lavere forbrug af neuroleptika, de, i forhold til især alle de omstændelige og kostbare sikkerhedsforanstaltninger på en lukket afdeling på et sygehus, meget ringere krav til etablissementets indretning, men også i væsentlig grad, at størsteparten af Soteria-personalet bestod af "halvprofessionelle", som f.eks. studerende, der ikke nødvendigvis havde en uddannelsesmæssig baggrund i psykiatrien. De af Mosher højest prioriterede egenskaber, som empati og evnen til at kunne lytte uforbeholdent, erhverver man sig som bekendt ikke igennem en uddannelse indenfor psykiatrien.

Om at blive frosset ud

Mainstream-psykiatrien er allerede i 70'erne i stor udstrækning og tiltagende domineret af farmaindustrien, og såvel Soteria som Loren Mosher bliver i tiltagende grad betragtet som forstyrrende, ubekvemme elementer i psykiatriens og farmaindustriens fælles markedsføring af psykofarmaka. I 1980 tager Loren Mosher på studietur til Italien for at se nærmere på den norditalienske psichiatria democratica (demokratisk psykiatri). Da han vender tilbage efter otte måneder, har hans stedfortræder overtaget hans post ved Center for Studies of Schizophrenia. Mosher har, som han siger, stadigt et skrivebord og en sekretær, men intet at lave længere. Som ansat af staten, bliver han, der er faldet i unåde hos sine overordnede, ikke afskediget, men forflyttet, først til Bethesda, Maryland, som professor og vice-dekan på den medicinske fakultet, senere som medicinsk direktør til Montgomery County, også Maryland, hvor han formår at revolutionere distriktspsykiatrien i moderat omfang. I 1996 henter man ham til San Diego, Californien, hvor man ønsker en lignende distriktspsykiatri, som den Mosher har etableret i Montgomery County. Det bliver dog af økonomiske årsager ved planerne og i 1998 forlader Mosher ikke bare sin post i San Diego, men også statstjenesten som sådan.

Han etablerer sig efterfølgende med "Soteria Associates", hans eget rådgivningsforetagende, og som klinisk professor for psykiatri ved School of Medicine ved University of California, San Diego.

Soteria-projektet, der i perioden 1974 - 1980 også omfattede et Soteria-hus, "Emanon", i San Mateo, Californien, kom til en ende i sin prakticerende form i 1983, efter NIMH, der i de forgående år ikke havde undladt en eneste lejlighed til at stikke kæppe i hjulet for projektet, stoppede helt med at støtte projektet økonomisk.

Røre i andedammen

"Deinstitutionaliseret", som han selv kalder sin tilværelse udenfor statens institutioner, beslutter Mosher i 1998 at forlade APA - under højlydt protest. Hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" forbliver godt nok, om end ikke overraskende, ubesvaret fra APA's side, men skaber dog en vis opstandelse i pressen.

I begyndelsen af brevet skriver Mosher: "Hovedårsagen til dette [at han skriver brevet] er at jeg faktisk tror, at jeg melder mig ud af American Psychopharmacological Association. Heldigvis kræver organisationens sande identitet ikke nogen ændringer i dets akronym [APA]. (...) Vi prøver ikke længere at forstå hele mennesker i deres sociale kontekst - vi er snarere ansat til at omstrukturere vores patienters neurotransmittere. Problemet er, at det er meget svært at have et forhold til en neurotransmitter, uanset dens art. Så, vores famøse organisation leverer med sit neurobiologiske tunnelblik en grund til at holde sig langt fra disse konglomerater af molekyler, som vi definerer som patienter. Vi bukker under og fremmer den udbredte brug og misbrug af giftige kemikalier, som vi ved, forårsager alvorlige langtidsskader - tardiv dyskinesi, tardiv demens og alvorlige abstinenssymptomer. Så, vil jeg være farmakoncernernes nar, der behandler molekyler med deres formler? Nej tak."

I slutningen af brevet spørger han: "Er psykiatrien et fupnummer - sådan som den prakticeres i dag? Desværre er svaret for det meste ja."

Jeg vil i et senere indlæg komme tilbage til brevet, som i dag, hvor skandaler om bl.a. interessekonflikter i psykiatrien nærmest er på dagsordenen, er mindst lige så aktuelt som da det blev skrevet for ti år siden.

Blandt reaktionerne på Mosher's "Letter of resignation" er specielt en udtalelse af Frederick K. Goodwin, psykiater og forhenværende direktør af NIMH, interessant:
" 'Han [Mosher] er meget på linie med en gruppe kaldet Psychiatric Survivors [psykiatrioverlevere, Loren Mosher var bl.a. medlem af MindFreedom International], hovedsagligen bestående af folk, der, når du taler med dem, stadigt har deres paranoide processer kørende. Og de føler, at de ikke skulle tvinges, til at tage deres medicin.' Ifølge Goodwin er problemet 'at et af de kritiske symptomer af disse alvorlige sygdomme - både bipolar* lidelse og skizofreni - er manglende sygdomsindsigt.' " En lidt mere sofistikeret formulering af: "I er jo allesammen syge i hovedet!" Kan man ikke finde virkelige argumenter, ja, så kan man altid erklære den anden for sindssyg... I øvrigt også et godt eksempel på, hvordan destruktiv "argumentation" kan komme tilbage til én selv som en boomerang: Hvis "paranoia" virkeligt eksisterer som symptom på en hjernesygdom, som Goodwin mener, hvem siger så, at det ikke er Goodwin selv, der lider af denne hjernesygdom, siden han åbenbart forestiller sig, Mosher og psykiatrioverleverne er ude efter ham og hans profession? Jeg vil mene, hvis Goodwin har rent mel i posen, er denne tanke vel uden enhver realitetssammenhæng og dermed klart tegn på "sindssyge".

"I dag [2003] kalder Mosher sig selv 'en frafalden psykiater' fordi han synes, de biologiske forklaringer på psykotisk adfærd, som så mange af hans kollegaer går ind for, ligner mere en religion end videnskab. (...) 'Vi er alle bange for at blive forrykt. Og så længe vi har nogen derude, der så at sige kan gøre det for os, er det ikke vores bekymring.' Han tænker, at det er beroligende at tro, at skizofrene opfører sig som de gør, fordi deres hjerner er syge. Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Loren Mosher døde den 10. juli 2004.

Har vi brug for flere sengepladser, eller for et grundlæggende paradigmeskift?

Udover flere afdelinger på tyske sygehuse, der arbejder efter Soteria-principper, findes der siden 1984 en Soteria i Bern/Schweiz, siden 2003 en i München, og hér i efteråret åbner Soteria Alaska, bl.a. initieret af Jim Gottstein. Derudover har Soteria inspireret mange lignende projekter verden over. Desværre må de fleste af dem, ikke helt ulig deres forebillede, Soteria House, kæmpe en daglig overlevelseskamp mod biopsykiatriens og farmaindustriens overmagt.

Som Gianna skrev i en kommentar på sin blog forleden: "...vi har brug for én [Soteria] i enhver by af enhver størrelse... de bør erstatte sygehuse nærmest fuldstændigt." Eller, som Bruce Levine siger i forbindelse med den U.S.-amerikanske kongres' seneste undersøgelser og afsløringer af mainstream-psykiatriens forbindelser til farmaindustrien: "Et virkeligt valg står ikke mellem Prozac og Zoloft, ikke mellem Zyprexa og Risperdal. Eksemplet på et virkeligt valg, er valget mellem den etablerede psykiatri og Soteria House."

...og mens jeg sidder hér og skriver disse linier, kan jeg ikke lade være med at, igen, smile lidt sørgmodigt ved tanken om en bemærkning fra en bruger, jeg for noget tid siden så mig konfronteret med i en debat på nettet : "Jamen, hvis der fandtes virkningsfulde alternativer [til hospitalisering og medicinering], så ville man [psykiatrien] da tilbyde dem!"

Som Soteria's skæbne tydeligt illustrerer: Nej. Det vil "man" ikke. Men man kan stadigt håbe, at politikerne en skøn dag måske vågner op af deres "ekspert"snakomtågede naivitet.
_______________

*Ja, jeg ved godt, at danskerne staver "bipolar" med "æ". Men jeg foretrækker den engelske stavemåde.
Update, 10.10.08: Og dog...
_______________

P.S.: For resten så søger Soteria Alaska personale. Så, hvis det er lige dig, at sidde i timevis og snakke med skrupskøre mennesker, så er chancen dér nu! Og hvis det ikke var for min lille hyphest, som jeg ville være nødt til at efterlade, hvilket jeg simpelthen ikke kan, så havde jeg pakket rygsækken for længst...