"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 13. oktober 2008

Soteria San Francisco 1972

I mine øjne, hvis disse hippie-studerende kan kurere skizofreni, så kan enhver med mod og et stort nok hjerte gøre detsamme! -bipolarorwakingup (Sean Blackwell), kommentar på YouTube

Her en video med filmoptagelser fra Soteria House. Jeg har oversat en stor del af det der siges i videoen (se nedenunder videoen), da optagelserne er fra 1972 og lydkvaliteten derfor ikke ligefrem er i top.


Soteria San Francisco 1972




Citater fra videoen:

"Jeg skulle bygge en vis mængde tillid op. Der var forskellige ting, jeg kunne diskutere med forskellige folk. For eksempel hvis jeg havde et bestemt problem, vidste jeg, at jeg kunne få hjælp af én af de ansatte, mens jeg ikke kunne det af en anden. Jeg håbede, jeg kunne stole på at det menneske ville hjælpe mig med det bestemte problem. Og på den måde byggede jeg tillid op til hver af dem." (00.00-00.44)

"Da jeg boede i huset, følte jeg at der var et fællesskab i huset. Jeg betragtede det som et slags hjem. Hvis du var nede, kunne du være nede. Hvis du ville græde, kunne du græde. Og hvis du var glad, kunne du være glad. Ingen nedgjorde dig for det." (00.51-01.10)

"Pga. at det er et forkningsprojekt er folk der kommer i huset omhyggeligt diagnosticeret og stemplet som skizofren. Men de ansatte forholder sig ikke til personen som én, der har et stempel, men som bare endnu en person i en vanskelig livssituation." (01.20-01.34)

"Jeg prøvede at forlade huset gradvist. Først tog jeg forskellige steder hen. Og så længe nogen i huset vidste, at jeg gik ud og ville komme tilbage igen, var det ok. Jeg sagde ikke farvel til mange, fordi jeg ikke følte, at det egentligt var et farvel. Jeg har været tilbage i huset flere gange, så jeg ville ikke lave en stor, trist scene." (01.35-02.00)

"Da jeg første gang forlod huset, havde jeg et stort problem med at give slip på alle erindringerne, og på et tidspunkt blev jeg så ked af det, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Og en af pigerne, der havde arbejdet med mig, Sheila, kom forbi og jeg fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun hjalp mig, sagde til mig at det ikke var en så slem ting. Hjalp mig til at forholde mig til det, hjalp mig med at fokussere på nuet i stedet for at tænke på alle de dumme ting, der var sket. Og siden har jeg kunnet give slip på det, og tænke at Soteria bare var... du ved... et sted jeg havde brug for på det tidspunkt." (02.00-02.49)

"Først og fremst er det bare et virkeligt sikkert sted at opholde sig. Ligemeget hvor skør du skal være. Ligemeget hvor vred du vil være, hvor fjentlig, angst, og lige så voldelig som vi kan håndtere. (...) Det eneste, de ansatte ikke giver lov til: vi tillader ikke at folk tager livet af sig, når de prøver [1]. Og vi tillader ikke at folk dræber andre. Vi har tolereret at en masse vinduer blev smadret. Når det kommer til ild, det er lidt for farligt." (04.46-05.14)

"Hvad jeg synes er det bedste ved huset er at ingen kører terapi [2]. Og jeg tænker at, efter nogen har været her et stykke tid, så er det det, der gør at de ønsker at blive, hvis de vil blive. Det er et sikkert sted, og ingen lægger pres på én. At de kommer og bare har lov til at gøre hvad de vil. Snakke med folk, hvis de vil, og gå og gemme sig i et hjørne, hvis de vil. Jeg tænker, hvad det går ud på er at vi vil have personen til at føle sig bedre tilpas med sig selv." (06.35-07.03)

"Det varierer. Jeg tror, alle siger: det er hårdt, det har været en hård nat, jeg havde en hård nat med den og den. Det varierer. Men resten af huset kan være meget stille og roligt, mens du har en hård oplevelse på tomandshånd med en pige eller gut. Det er altid forskelligt. Det afhænger af..., for mit vedkommende afhænger det af mit forhold til personen." (07.04-07.35)

"De fleste beboere her har en masse vrede som de har båret rundt på indeni. Det er noget, alle her har tilfælles, tror jeg. At holde det indeni i årevis. Meget af det fra for lang tid siden, andet fra ikke så lang tid siden. Det virker som om det her er et sted - og kunne endda være mere af et sted - hvor vrede kan blive lært at blive lukket ud konstruktivt. Ikke fordi den skal det med detsamme. Ikke fordi den kan det med detsamme for alle. Men i takt med at personen kommer videre og lærer det mere." (07.36-08.16)

"På en måde glæder jeg mig ikke til at forlade stedet. Fordi det her måske er det eneste sted, hvor du kan gøre, hvad du har lyst til, og komme afsted med det. Og når du går, må du tilpasse dig mere eller mindre til det, andre forventer." (08.55-09.14)

"Det her er det eneste hus, du kan stå på rulleskøjter i, på alle døgnets 24 timer, når det passer dig. Du kan gøre alt i hele de forenede nationers verden i det her hus Det her er 'gør det selv hvad som helst når som helst du vil-huset'. Det er hvad dette hus er. Og der er altid mennesker tilstede til at være sammen med dig. Ligemeget om du er nede. Og når du er glad, er de der også. Det her er fornøjelsen ved vores hus. Hele vejen igennem alle fornøjelser, og så hele vejen igennem alle misfornøjelser. Du dykker ned i alle dine følelser. Og der er altid mennesker tilstede, når du går igennem alt det du ikke forstår du går igennem. Det er noget af et privileg. Nej, helt ærligt, det er et privileg at være her fordi det er hvorfor jeg er her for denne periode." (09.18-10.12)

"Jeg er ikke skør. jeg er bare så skør som jeg vil være." [3] (13.31-13.34)

"Jeg har haft det sjovt. Jeg har haft sjovt med at male over hele væggen, og gøre alt det, jeg mente, jeg måtte gøre. Og de lod mig gøre det, fordi de vidste, at det var det jeg måtte gøre. Og der var ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare at være dig selv. Du prøver at finde ud af, hvem du er." (13.45-14.08)

"Vi skulle have en masse Soteria-huse. (...) Få fat i en masse toetagershuse og begynde at lave Soteria-lande overalt." (14.22-14.33)

"Her er jeg. Jeg er et menneske. Dette er mit hus. Og det her er mine drømme. Og det her var dagen i dag." (14.36-14.40)
_______________

[1] "når de prøver": Til forskel for psykiatrien, der vurderer/skønner selvmordsfare og skrider til handling - "skærpet opsyn" - uden at personen har så meget som prøvet at tage livet af sig.

[2] "terapi": med terapi menes her på forhånd aftalte 50-minutters sessions med en professionel terapeut, og lignende, på forhånd plan- og fastlagte, "terapeutiske" aktiviteter (såsom tvangskurvefletning, hver tirsdag eftermiddag mellem kl. 14.00 og 15.00 for eksempel).

[3] Jeg har valgt at oversætte dette udsagn, da det i en psykiatrisk sammenhæng aldrig ville blive accepteret som det bliver det her, hvilket tydeligt markerer en af de vigtigste forskelle mellem Soteria og psykiatrien: respekten for og acceptancen af et menneskes ret til at definere sig selv og sin egen realitet.

14 kommentarer:

silhuet sagde ...

"Jeg er ikke skør. jeg er bare så skør som jeg vil være."

!!!!!

Dem kender jeg nogle stykker af. Jeg er ikke dum eller naiv. Jeg er ikke uvidende eller fornægtende.

Jeg elsker bare at de er så skøre, som de vil være. Jeg elsker bare, at de gør min verden større, smukkere, sjovere, skævere.

De er perlen i en ellers ofte lukket verden af østers

Marian sagde ...

Silhuet: Ja! :) - (Og hvis du er dum og naiv, uvidende og fornægtende, så er jeg en komplet jubelidiot...)

Harning sagde ...

Jeg kan jo ikke lade være med at tage faste på netop denne udtalelse:
"Pga. at det er et forkningsprojekt er folk der kommer i huset omhyggeligt diagnosticeret og stemplet som skizofren. Men de ansatte forholder sig ikke til personen som én, der har et stempel, men som bare endnu en person i en vanskelig livssituation." (01.20-01.34)

Fordi det jo hænger smukt sammen med min almindelige overbevisning om - at diagnoser kan være udmærkede, sådan at mennesker som af den ene eller anden grund, har det dårligt/brug for hjælp - så også kan finde et sted at få den på.
OG at dette sted ville kunne se mennesket frem for stemplet.
En kombination er således ikke bare mulig men måske endda hensigtsmæssig. :-)

Marian sagde ...

Jamen, for pokker, Harning! Jeg vil jo ikke væk fra, at vi erkender, at der er mennesker, der har brug for hjælp. - Og for resten synes jeg, at også denne lille film igen viser, at disse mennesker, ligemeget hvor langt ude de er, meget gerne vil have hjælp. Men at den skal være udformet efter deres præmisser. - Men jeg vil helt afgjort væk fra, at vi stempler mennesker, der ikke er det, som værende syge i hjernen og grundlæggende, biologisk "anderledes" end alle andre. Så vi nemt kan frasortere dem fra den "normale" del af befolkningen: dem - og os. Jeg kan ikke se, hvorfor (og hvordan!) vi nogensinde med ret skulle kunne trække den skillelinie, en psykiatrisk diagnose repræsenterer, mellem "ikke syg i hjernen" og altså "syg i hjernen", eller, for at sige det som det er: mellem menneskelig og ikke-menneskelig lidelse. Om et menneske betragtes som værende "ked af det" eller "depressiv", "forvirret og angst" eller "skizofren", er et spørgsmål om grader af tristhed respektive forvirrethed og angst. Intet andet. Og hverken vi eller "eksperterne" kan blive enige om, hvor grænsen egentligt nøjagtigt går.

Hvorfor i al verden kan vi ikke bare acceptere, at jo mere "ked af det", eller jo mere "angst og forvirret", jo mere brug for hjælp, og færdigt?? Hvorfor er der nogle, der - til forskel for andre! - skal rende rundt med en diagnose, et medicinsk stempel, på deres helt naturlige menneskelighed??

Så vil du måske sige, at berettigelsen til hjælp går igennem en diagnose. Jamen helt ærligt, ville man nægte en god ven (eller en S., for den sags skyld) et lyttende øre, bare fordi vedkommende tilfældigvis ikke har noget stempel? Hvis en af vores venner kom og ville snakke med os om noget, der bekymrer ham eller hende, ville vi sende ham/hende hjem med ordene: kom igen, når du har fået dig en diagnose?? - Tendensen i vores moderne samfund er selvfølgeligt derhengående. Men er det ok?? Er det det, menneskeheden har brug for?? Er det det, der vil bringe os videre, som mennesker??

Harning sagde ...

Jeg mener bestemt ikke at berettigelsen til hjælp går via en diagnose (systemet er pt bygget sådan op i DK- og det synes jeg ikke er spor hensigtsmæssigt)
men jeg mener at det kan hjælpe den enkelte til at finde ud af hvad der findes for muligheder og at få hjælpen fra nogen som ved hvad de taler om.
Jeg ville som menneske med autisme da fx. helt klart foretrække at få hjælp fra nogen som fx. godt var klar over at jeg måske opfattede alting bogstaveligt - og derfor ikke tillagde det noget særligt psykologiskt mumbjombo - men bare så det som et af mine mange fine særtræk. :-)
Eller for at tage et, for mig, meget nærliggende eks.
Jeg har et barn som har dysleksi. Det kan han få hjælp med, således at han kan komme til at læse og skrive ligeså godt som alle andre (eller bedre. :-) ). En af de metoder man bruger, med meget stort held til børn med dysleksi er at lytte til bånd/oplæsning samtidig som de selv følger med i en skreven tekst.
Drøn smart.
Bare ikke for min søn som udover sin dysleksi også har sanseforstyrrelser og koncentrationsvanskligheder - Metoden med "dobbelt" sansning skaber derfor bare yderligere forstyrrelser, kaos og forsværer koncentration for ham.
Drøn uheldigt.
Endnu mere uheldigt bliver det så hvis hans lærere tror de først skal bruge et år eller to til at afprøve metode 1 - før de indser at det var en skidt ide.
Ved at sønnen har en diagnose - så kan han slippe for det år eller to`s ekstra fiaskoer og springe direkte videre til at rent faktiskt få succesoplevelser og så endda lære noget samtidig.

Så jo, jeg mener klart at diagnoser kan være en hjælp for den enkelte - til at få den hjælp vedkommende har brug for.
Men jeg mener ikke at det er i orden at samfundet et langt stykke hen ad vejen er skruet sådan sammen at man kun kan få hjælp - hvis man har en diagnose.

Og igen - mennesker er ikke deres diagnoser!. :-)

Marian sagde ...

Men ville det ikke være 100 gange bedre, hvis vi fik øjnene op for "den andre" som den han/hun er, allesammen, lærere, familie, venner etc., i stedet for at konsekvent prøve på at skære alle over én kam, og ligeså der er én, der ikke lader sig skære over den kam, sende vedkommende ind i et system (og jeg gyser ved bare ordet i det her tilfælde), der - i sagens natur - ofte heller ikke har flere end én kam til rådighed at skære over? Ville det ikke have været fedt, hvis din søns lærere havde set ham fra starten af og havde sagt: "Hov, han har sgu problemer med at læse og skrive, så lad os hjælpe ham med det. Vi kan prøve sådan og sådan." Og da det så viste sig, at den hjælp ikke duede, fordi han ikke kunne koncentrere sig ordentligt, at man så straks og med detsamme havde prøvet på en anden måde? Skal der sættes et helt system i sving for at nå frem til det? Skal han absolut diagnosticeres, kategoriseres, puttes i en eller anden kasse, før nogen kan hjælpe ham?

I mine øjne er det den rene ansvarsfraskrivelse: "Øj, det her kan vi ikke. Der skal en ekspert til at løse det problem." Sludder og vrøvl. I bund og grund. Fordi det jo ikke er din søn, der er problemet. Problemet er måden et samfund, en skole, en lærer etc., fungerer eller ikke-fungerer på, der ikke har plads til din søn. Og jeg mener ikke, at vi skal skrotte ekspertviden. Men jeg mener bestemt heller ikke, at vi bliver mere rummelige af at gøre det enkelte menneske til problemet (via en diagnose), og så uddelegere hjælpen konsekvent til eksperter - for ikke at tale om til "eksperter". Hvis du ved, hvad jeg mener med den differenciering.

Man kan sige, Soteria House fungerede på trods af diagnoser, ikke på grund af dem.

Harning sagde ...

Ja, i fx. min søns tilfælde synes jeg det er drønsmart - at lærerne netop ikke har det store råderum til at eksperimentere og prøve sig frem. Den variant har vi nemlig også prøvet/levet med. Hvilket netop var frygteligt fordi sønneke så ikke blev set eller forstået for ikke at tale om alle de ting han så ikke fik lært - fordi lærerne først liiige skulle prøve syvtusinde andre metoder først.

Og jeg har sagt det før; men jeg kan simpelthen ikke se forskel på den ene diagnose og den anden.
Hvis jeg har et dårligt hjerte vil jeg også gerne have behandling herfor. Så vil jeg ikke først prøve midler mod fodsvamp, lusekure og diverse andet pjat. Og når jeg så bliver behandlet for min hjertesygdom vil jeg dæleme blive det af en dertil kompetent person - ikke en tandlæge eller en psykolog eller en rengøringskone.

Jeg mener altså fortsat at problemet er det negative og altomfattende stempel der sættes på mennesker med psykiske lidelser. Ikke lidelserne i sig selv. Og naturligvis heller ikke menneskerne. :-)
Og jeg mener ikke at stemplet fjernes ved at fjerne diagnoserne - for menneskerne med alle deres nuancer er der stadig. Forhåbentlig! Om du kalder det for det ene eller det andet personlig livskrise, psykisk syge eller noget helt tredje er underordnet for stemplet er der stadig - så længe vi tillader en negativ patroniserende værdiladning iforhold til vore medmennesker.

Marian sagde ...

Sagen er jo netop, at jeg mener, vi bør blive bedre til at se, ikke overse. Det du fortæller her, er jo netop tegn på, at din søn ikke blev set, at folk i hans omgivelser ikke kunne se ud over deres egen næsetip.

En anden ting: når jeg har et eksistentielt problem, så vil jeg under ingen omstændigheder blive behandlet som én, der har en defekt i hjernefunktionen (med 117 bivirkninger som konsekvens, deribland mulig død pga. "medicin"forårsagede hjerteproblemer), og jeg mener heller ikke, at man kan være bekendt at byde det andre mennesker, mens man påstår, at det skulle dreje sig om eksperthjælp. Undskyld mig, men det KVAKSALVERI! Og det er faktisk værre end kvaksalveri, taget alle de mennesker, der er døde af denne "hjælp" i betragtning.

Og den form for kvaksalveri stopper altså ikke, før kvaksalverne og deres stempler er historie.

Harning sagde ...

Nu behøver hjælpen jo heller ikke komme som medicin. :-)
Hvilket, hvis vi skal sammenligne med min søns eks. heller ikke var tilfældet (eller mange mennesker med autisme for den sags skyld). Hjælpen kom bare i forhold til den pædagogiske metode som var mest hensigtsmæssig i forhold til hvordan hans hjerne fungerer. En hjerne der forøvrigt hverken er defekt eller gør ham til noget som helst andet end det brilliante, strålende individ han nu engang er.

Marian sagde ...

Hjælpen behøves ikke at komme som medicin. Nej, nemlig. Hvorfor skulle man også medicinere adfærd? Andet end fordi man så slipper for at skulle indlade sig menneskeligt på denne adfærd? (Og jeg mener ikke enkeltpersoner, men samfundet som helhed med "man".)

Jeg har selv på intet tidspunkt savnet en medicinsk diagnose for min adfærd. Simpelthen fordi mit problem ikke var/er af medicinsk natur. Og i min verden er heller ikke din søns problem af medicinsk natur.

Læger er håndværkere, der er specialiseret i den menneskelige krop.De kan være gode at spørge til råds, for at udelukke, at adfærd skyldes et fysisk problem. Såsom en hjernetumor eller en allergi. Når disse fysiske ting er udelukket, har læger, medicinen, ikke noget at bidrage til løsningen af adfærdsproblemer mere. Andre professioner er langt bedre rustede, til at tage sig af det. Psykologer, pædagoger, alternative healere, spirituelle lærere, etc. og derudover samfundet som sådan, dvs. dig og mig. Vi er nemlig allesammen medansvarlige for, at vi ikke byder vores medmennesker en tilværelse, der driver dem ud i ekstrem adfærd, ekstreme reaktioner.

Medicinske diagnoser på menneskelig adfærd er ikke god til noget som helst andet, end til at fritage samfundet fra dette ansvar. Det er derfor de blev opfundet, og det er derfor de i dag i alt tiltagende grad bliver fordelt til højre og venstre.

Det er fint og nødvendigt, at se og anerkende, når et menneske har et problem. Det er også fint og nødvendigt at se nærmere på, af hvilken art dette problem er. Kun derved kan man gå tilbage og se, hvad der har forårsaget problemet. Men det har altså ikke noget med medicinen som videnskab at gøre. Det har noget at gøre med filosofi, sociologi, psykologi, etc.

Som sagt, så har psykdiagnoser altid været brugt til at erklære et menneske med ubekvem adfærd for syg i hjernen. Og de bliver brugt i denne hensigt i dag i større omfang end nogensinde før. Det vil ikke holde op, før vi holder op med at stemple adfærd med medicinske diagnoser og overlader behandlingen til lægerne, "eksperterne". I grund og bund er ansvarsbevidste mennesker, uanset uddannelsesbaggrund, langt mere eksperter når det kommer til adfærdsproblemer, end de medicinske drugpushere, der beskæftiger sig med det i dag. Noget som Soteria bl.a. har bevist.

Marian sagde ...

Og:

Selv hæfter jeg mig ved noget helt andet:

"Hvis du var nede, kunne du være nede. Hvis du ville græde, kunne du græde. Og hvis du var glad, kunne du være glad. Ingen nedgjorde dig for det."

Hvad er det for et samfund, der ikke tillader et menneske at være nede, når dette menneske er nede, der ikke tillader et menneske at græde, når dette menneske har behov for at græde, og der ikke tillader et menneske at være glad, når dette menneske er glad? Hvad er det for nogen forældre, der ikke tillader, at deres børn har og viser følelser? Er det et ansvarsbevidst samfund, ansvarsbevidste forældre? Er det et samfund, er det forældre, der ser "den andre" som den han/hun er???...

Og er det så, efterfølgende, ansvarsbevidst, at erklære det menneske, der har fået nægtet sine egne følelser, og derfor kommer ud i en personlig, eksistentiel krise, for at være syg???...

Harning sagde ...

Uha. en kæphest. :-)
Ja, hvad f-anden er det for et samfund som ikke tillader os at være kede af det?
Og forældre som har sååå travlt med at deres lille pus skal kunne lide dem - at det lille Pus slet ikke kan få lov til at være fuldstændigt naturligt berettiget vred og ked af det!

Marian sagde ...

Det er det perfekte samfund. - Det at være ked af det, have lyst til at græde, men også det at være glad hinsides det obligatoriske tandpastasmil, er tegn på menneskelighed og dermed på imperfektion, og kan således ikke tolereres i det perfekte samfund. Og selvfølgeligt skal det - perfekte - lille pus kunne lide (i modsætning til "elske" som i "ubetinget kærlighed") sine perfekte forældre (og lærere ;) ) uden nogen form for emotionelle udbrud, der kunne relativisere og hasardere perfektionen. Hvor kommer vi hen?!

silhuet sagde ...

Altså i to - Harning og Marian - giver mig sgu håb. I er dælme knuselskelige.
Skrupskøre, men knuselskelige. Ubetinget! ;-)