Deadly Medicines and Organised Crime - Peter Gøtzsche - October 3, 2013

Jacqui Dillon Powys Conference 19th September 2013

Foredrag med Debra Lampshire

Debra Lampshire kommer til Danmark, og det er lykkedes Stemmehørernetværket med kort varsel at arrangere en foredragseftermiddag med hende. Debra Lampshire er stemmehører, har været psykiatribruger, og arbejder i dag som internationalt anerkendt underviser og forsker ved Universitet i Auckland, New Zealand. 

Tid: 25. september, kl. 13.30 - 17 

Sted: Chr. Winter salen i Lyngby Kulturhus, Klampenborgvej 215 B, 2800 Kgs. Lyngby 

Pris: 150,-, medlemmer af Stemmehørernetværket: 50,-, som betales ved indgangen. Hvis du får deltagelsen betalt af en organisation el. lign., medbring da EAN nr. m.v., så fakturerer vi. Medlemskab i Stemmehørernetværket koster 100,-/år for enkeltpersoner. Du kan melde dig ind via vores hjemmeside: www.stemmehoerer.dk

Olga Runciman - Hearing Voices Network Denmark - February 5, 2013

Velkommen til Hotel Akutpsykiatri

Nu er pinsen jo desværre allerede overstået for denne gang, men måske var det noget, at sætte kryds i kalenderen for et inspirerende kurophold til næste års pinseferie? Eller hvad med et gavekort til en af dine nærmeste, eller en god ven, til alletiders fødselsdags- eller julegave?


Anmeldelse af Hotel Akutpsykiatri af Olga Runciman.

Velkommen til Hotel Akutpsykiatri som er placeret i det smukke Ballerupområde med adgang til grønne arealer, og hvor du som gæst vil blive placeret i centrum.

Vi er et nyt kurhotel, hvor vores service til jer er i absolut højsæde. Vi har fundet ud af, via postkort, videointerviews og workshops, præcis hvad det er du, vores kunde, ønsker. Det har vi lyttet til, og derfor er det med stolthed vi åbner dørene for at byde jer, vores første kunder, velkommen her på Hotel Akutpsykiatri. Nå du ringer på dørklokken åbner vi straks døren, hilser på dig, og inviterer dig ind. Det har vi fundet ud af var vigtigt, via de postkort vi har fået fra jer.

Receptionen

Hotellets arkitektur går i et med den omkringliggende, storslåede natur

Hotellet har fået navnet Hotel Akutpsykiatri fordi vi vil give jer, vores kære kunder, et intensivt, hurtigt, og dybdegående kurophold, som er helt standardiseret og automatiseret til at varetage jeres unikke, individuelle behov. Derefter sender vi jer videre til vores kompetente lokale kurmedarbejdere, som i altid vil kunne finde under navnet OP teams, og hvis du, kære gæst, er under 35 år, har vi lokaltilbuddet OPUS. Kurophold i Distriktet er også en del af vores eftertragtede standardiserede pakker for de af jer, som har haft en kurtur med os.

Men tilbage til vores nye Hotel Akutpsykiatri som har fået tillægsnavnet akut fordi vi har besluttet at den to ugers observationstid, hvor vi i gamle dage skulle observere jer, kære dejlige kunder, uden påbegyndelse af kemiske kurbehandlinger, er afskaffet! I lyset af, at vi er blevet videreuddannet i et helt nyt og revolutionerende koncept, der går under navnet Recovery, er vi nu i stand til at kunne diagnosticere fra første dag, og vores specielt udviklede kemiske del af kuren kan iværksættes fra dag ét. Det er noget vi er meget, meget stolte af at kunne tilbyde jer. Det kan vi, for vi har opdaget efter meget forskning efter de bedste Lundbeckistan principper, at den kemiske del af vores kurpakke faktisk er så bredspektret, at behandlingen er den samme, om jeres problemer går under navet bipolar eller skizofreni. Finpudsning af jeres kommende diagnoser kan justeres henne ad vejen i sammenarbejde med vores højt uddannede og professionelle hotelpersonale med speciale i Recovery. I den forbindelse tager vi gerne imod postkort fra jer, og postkortene kan købes enten hos vores højt uddannede, professionelle medarbejder, eller i kiosken.

Vi har også et kurafsnit specielt til dem, som ikke ønsker en kurbehandling. Da skal man benytte en anden dør, end hoveddøren, men til gengæld vil du blive mødt af et helt team af vores recoveryspecialister.  Vi er meget stolte over især indretningen af denne del af vores hotel, idet afsnittet er specielt designet ud fra et videreudviklet, recoveryorienteret, sikkerhedskoncept. Recovery-sikkerhedskonceptet går ud på, at alt møblement er fasttømret til væg eller gulve, for vi har via vores postkort og videointerviews med jer, kære kommende gæster, fundet ud af at vores uønskede kurophold kan gøre at I få lyst til at begå selvmord. Det vil vi nødigt have sker, da det siger i recoverymanualen på side 202, at kuren ikke er vellykket, hvis gæsten døde.

Et indtryk af det imødekommende, hyggelige interør

Hotel Akutpsykiatri åbner sin døre i begyndelsen af maj for at byde jer velkommen som gæster, og vi glæder os til at se jer. Velkommen!  

Mere information om Hotel Akutpsykiatri, som ovenstående reklame er baseret på, kan findes her.

Og film om vores kommende kurtilbud findes her.

Ung med skizofreni: Tag dig så sammen, dit skvat!

Endnu en hjemmeside om "skizofreni" har set dagens lys: Ung med skizofreni. Det er psykiatrien i Region Syddanmark, der står for hjemmesiden, hvor man kan blive vidne til noget ganske nyt. Her på siden fortæller ungdomsshrink Anne Dorte os, at "skizofreni" er en genetisk betinget sygdom i hjernen. Og det er der ikke meget nyt i. Den har vi jo måttet høre på igennem flere årtier efterhånden, til at starte med noget mere forsigtigt formuleret, men i dag er det altså stensikkert, selv om man ikke har fundet hverken gener eller nogen som helst fysiologisk patologi i hjernen. Troen er blevet til faktum, på mystisk vis. Formodentligt siden psykiatrien ved hjælp af alle de fabelagtige, bl.a.også af medicinalindustrien sponsorerede, "oplysnings"kampagner om "psykisk sygdom" har formået, at overbevise flere og flere, ikke mindst også medier og politikere, at den psykiatriske tro er den eneste rette tro. Hvis man har set Fedt, fup og flæskesteg, lidt à la reklamebureauet "Fleisch": Skrupler over at lyve?! Du godeste! Der er vel næppe nogen i den danske almenbefolkning, der har brikker til at se nærmere på videnskaben bag, når de hører alle vores fine fagudtryk! Hahaha!!!

Ja, altså ikke noget nyt dér. Men så kommer det, når man klikker på "De medvirkende". Hanna, f.eks.. Hanna "har arbejdet benhårdt på, først at lære at leve med sygdommen og få styr på den. Hanna har været igennem et forløb med indlæggelser, medicin, samtaleterapi, og hårdt arbejde med sig selv,..." "Hannas vilje er meget stor..." (min kursivering)

Så, Hanna, og de øvrige tre deltagere med hende, har altså knoklet for livet løs, for at få besejret "sygdommen", den biologisk-genetiske hjernesygdom. Og hvis du ikke besejrer denne biologisk-genetiske hjernesygdom, så må du fandeme klø noget mere på, dit skvat! Kom så, vis noget viljestyrke! Og siden viljestyrke kan besejre en biologisk-genetisk hjernesygdom, så kan vi vel også med god samvittighed sparke folk med diabetes, kræft, Alzheimers, osv. osv. i bagdelen, og fortælle dem, at nu må de saftsusme tage sig sammen, hive sig selv op i nakkeskindet, og se at komme videre! Neoliberalisme i renkultur.

Jeg er bestemt den sidste, der går ind for selvmedlidenhed, og "Jeg kan ikke!" er der ikke umiddelbart noget der hedder hos mig. Men at fortælle nogen, der lider, om det så er af en biologisk-genetisk sygdom, eller om de lider eksistentielt (såkaldt "psykisk sygdom"), at de bare skal tage sig sammen, og udvise viljestyrke, kunne hverken jeg, eller andre psykiatrikritikere drømme om at gøre. Mens det faktisk er det, som vi er blevet beskyldt for, af psykiatrien og dens tilfredse kunder, angiveligt at gøre, samtidigt med, at man har fortalt os gang på gang, hvor uetisk, ja kynisk det er af os. Det ville det også være, hvis vi gjorde det. Og her kan vi så se psykiatrien i Region Syddanmark udvise netop denne uetiske, kyniske adfærd...

Kære Louise - Dorrit Cato - SIND - 8 nov 2011

The Recovery Challenge. Eller: "Psykisk syg"? Bliv voksen!

Ron Coleman og Karen Taylors hjemmeside: working to recovery

Til foredrag med Robert Whitaker, og til møde om "medicinpædagogik", et nyt projekt under Servicestyrelsen

To ting, der på overfladen ikke har noget videre at gøre med hinanden, og dog...

Ja, jeg var altså i Göteborg sidste måned, til foredrag med Robert Whitaker

om hans seneste bog Anatomy of an Epidemic, arrangeret af Familjevårdsstiftelsen. Bogen tager udgangspunkt i Whitakers undren over, at, på trods af at farmakologisk behandling angiveligt har forbedret behandlingsmulighederne i psykiatrien og tilværelsen for "psykisk syge" mennesker så meget, flere og flere af disse "psykisk syge" mennesker ender i kronicitet og på førtidspension, lidende under mere og mere alvorlige "bi"virkninger, og udsat for en større og større risiko for at dø før tid. For at finde svar på sine spørgsmål foretager Whitaker en grundig gennemgang af forskningen på psykofarmakologiens område i sin helhed, og når frem til, at det billede forskningen tegner er et noget andet, end det, psykiatrien præsenterer i offentligheden.

Whitakers bog er, ligesom forgængeren Mad in America, rystende læsning. Og en ting er de videnskabelige data og fakta, der stort set gennemgående straffer alle psykiatriens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder løgne -- men det har dem af os, der er fulgt med i forskningen, jo vidst længe --, en helt anden er, at få den mistanke, som selv mange kritikere dårligt tør at have, at psykiatrien nærmest fra starten af har vidst, at dens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder er lige så meget løgn, som fortællingerne om biologisk hjernesygdom, så umisforståeligt bekræftet, som det sker i Whitakers bog via citat efter citat af "ekspert"udtalelser angående sagen.

Whitaker afsluttede foredraget som de fleste andre kritikere med det uundgåelige, politisk korrekte: "Jeg ved godt, at mange føler sig hjulpet af psykofarmaka, og der er en plads for stofferne i behandlingen."

I den efterfølgende diskussion spurgte jeg ham, hvorfor han, efter at han lige havde præsenteret de videnskabelige data og fakta, der allesammen klart sagde én ting: at hvis folk føler sig hjulpet af psykofarmaka, dette må tilskrives enten en placeboeffekt, og/eller simpelthen det faktum, at deres selvbedømmelsesevne er nedsat grundet stoffernes indflydelse, og at der rent faktisk ikke er nogen plads til stofferne i "behandlingen", hvis denne "behandling" skal være virkeligt til hjælp for folk i krise, alligevel valgte, at afslutte præsentationen med hvad der må betegnes for en undskyldning for samme præsentation.

Whitaker kommer i det sidste kapitel af Anatomy of an Epidemic udførligt ind på finske Åben Dialog-tilgangen, også kendt som "Vestlaplandsmodellen", som et veldokumenteret effektivt alternativ til den ellers gængse, biomedicinske tilgang til kriser. Men selv Åben Dialog gør brug af psykofarmaka, om end i meget begrænset omfang, især når det kommer til "anti"psykotika, og kun som en"nødløsning". Som svar på mit spørgsmål sagde Whitaker bl.a., at han godt kunne tænke sig at se et projekt à la Åben Dialog iværksat, der dog, til forskel for Åben Dialog, slet ikke gjorde brug af psykofarmaka. Det kunne jeg nu også godt tænke mig at se! Som Whitaker sagde, menneskeheden har igennem årtusinder overlevet uden disse stoffer, så...



Slides'ene til foredraget findes her.

Og så var jeg som sagt i Odense for en uge siden, til møde i følgegruppen (uanset hvor meget snak der er om at brugerne skal være eksperter i eget liv, så rækker velvilligheden fra systemets side som bekendt ikke så langt som til at lade denne indsigt få reelle konsekvenser, og lade brugernes ekspertise få styrende indflydelse på den slags projekter, så, som bruger respektive kriseerfaren er man henvist til følgegrupperne) til projektet

"Medicinpædagogik og psykoedukation".



Projektet, der primært retter sig mod mennesker, der bor på bosted, eller har bostøtte, består af en række i og for sig ganske gode idéer, bl.a. indførelsen af en "medicindagbog", hvor brugeren noterer virkninger og "bi"virkninger af "medicinen", deraf følgende eventuelle ønsker om ændringer i medicineringen, osv., et initiativ til "den gode konsultation", dvs. hjælp til at forberede det næste besøg hos ens shrink, så man får det bedste ud af besøget, og også indførelsen af "individuelle mestringskataloger", hvor den enkelte nedskriver "komplementære" -- man har med fuldt overlæg fravalgt begrebet "alternative", for ikke at få shrinks'ene op i det røde felt med det samme -- metoder, såsom NADA, en snak med en god ven, mindfulness, og og og... til krisehåndtering. Især det sidste noget, der har været kendt for mange af os i lang tid. Derudover eksperimenterer man med psykoedukation i grupper, med tyngdepunkt på "medicinen", og sideløbende grupper hvor man arbejder, overfladisk, men immervæk, med livshistorien. Især det sidste noget, der har vist sig, at være en succes blandt brugerne -- surprise, surprise! NOT!

Jeg var lidt skeptisk, da jeg tog afsted til mødet, om jeg overhovedet ville kunne holde ud, at overvære hele séancen. Og kaffen var da godt nok heller ikke noget, at råbe hurra for. Men sandwiches'ene var ok, de tilstedeværende var allesammen søde mennesker, og intentionerne var gode, og bare gode.

Men, men, men... Som vi alle ved, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og i det omfang, som der stadigt holdes urokkeligt fast i den medicinske forklaringsmodel, afkræves brugerne den berømte "sygdomsindsigt", og menes, at "(f)or sindslidende i medicinsk behandling er et stabilt medicinforbrug efter lægefaglig ordination en væsentlig forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv på egne præmisser" (fra projektbeskrivelsen), så vil projektet næppe kunne leve op til sit smukke mål, at fremme recovery og empowerment, og de to ord må nødvendigvis forblive tomme floskler indenfor projektets rammer.

Hvad projektet vil kunne gøre for brugerne, er at give dem lidt mere at tage sig til i hverdagen, for at få tiden som førtidspensionist til at gå, og samtidigt give dem en illusion om at have noget at skulle have sagt i deres liv. Og her ligger der også et enormt misbrugspotentiale i projektet, i det, at behandlerne kan henvise til de forskellige tiltag, og den tilsyneladende brugerindflydelse, de repræsenterer, og sige: "Nu har i jo fået lov til at sige noget, hvad vil i mere?!" Dvs. systemet kan klappe sig selv på skulderen, og påstå, at det lytter til brugerne, at recoverytankegangen og empowerment er implementeret, uden at dette faktisk er tilfældet.

Brugere har til enhver tid givet udtryk for manglende virkning, og massive "bi"virkninger af "medicinen". Med eller uden "medicindagbog". Hvad skulle få den gængse praktik blandt behandlerne, at svare på den slags udmeldinger med endnu flere piller, til at ændre sig? Så længe livskriser defineres som hjernesygdom, og dem, der oplever disse kriser, som bogstaveligt talt syge i hovedet: ingenting. Og hvad skulle få et besøg hos ens shrink til at blive en "god konsultation", når ingen af de spørgsmål og informationer man forbereder til besøget kommer så meget som bare i nærheden af at sætte spørgsmålstegn ved den biologiske forståelse og deraf følgende medicinske "behandling" af livskriser, dvs. så længe den af Robert Whitaker i Anatomy of an Epidemic og ved foredraget i Göteborg så tydeligt præsenterede sandhed fortsat forties til fordel for fortællingerne om hjernesygdom og psykofarmakas fortræffeligheder, og, mht. især dette projekts målgruppe, uundværlighed, så længe alternativer ikke må være alternativer, men allerhøjst til den angiveligt så uundværlige medicinske "behandling "komplementære" metoder? Også her må svaret være: ingenting.

Da jeg læste de forskellige materialer, projektbeskrivelsen etc., igennem inden mødet, havde jeg ved hver sætning igen oplevelsen af at "recovery" og "empowerment" forsvandt ud i den blå luft, i stedet for at blive konkrete og håndgribelige, og at, under stregen, og mht.netop disse to så afgørende koncepter, når vi taler det, at komme igennem og ud af livskriser, materialet ikke var det papir værd, det var skrevet på. Ok sandwiches, søde mennesker, og gode intentioner til trods, har mødet ikke kunnet ændre på denne oplevelse.

I følgegruppen er der en del fokus også på spørgsmålet, hvordan projektet kan finde udbredelse, uden at man træder specielt shrinks'ene for hårdt over tæerne. Ja, projektet betyder vel, at de skal afgive noget af deres magt til brugerne, ikke? Og det er shrinks jo ikke så voldsomt glade for, som regel. Men bare roligt! Der er intet i projektet, der seriøst kunne true shrinks'enes magt, eller, sagt på en anden måde, skabe et mere jævnbyrdigt forhold mellem dem og deres klientel. Der er bare smukke, men desværre ret så tomme ord i dette projekt.

...og et svar til Poul Videbech fra Olga Runciman

Adskillige mainstream-steder på nettet har man problemer med sandheden, når det kommer til psykiatrien. Så også hos Danmarks Radio. Kommentarer er velkomne, så længe de hepper kritikløst på de selvbestaltede "eksperter", som Poul Videbech. Bliver der stillet for mange spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertise, lukker man simpelthen for flere kommentarer. Jeg undrer, om man også havde gjort det, hvis der var kommet 500 kommentarer, der ikke havde bidraget til debatten med andet, end et "formidabel forelæsning!" hver. Næppe.

Anyways, lukningen af debatten i forbindelse med "Depression - en folkesygdom i hjernen" i går indebærer, at min veninde Olga Runciman desværre ikke kunne aflevere sit, som jeg synes, meget relevante svar til Poul Videbechs sidste kommentar i tråden, hvor han bl.a. fremstiller adfærdsmanipulerende terapiformer, navnligt kognitiv og interpersonel terapi, som det alene saliggørende. Eller, som han selv udtrykker det, det, som vi ved virker. Som om anden terapi ikke virkede. Hvilket han iøvrigt også siger, om end indirekte, når han beklager, at ikke alle psykologer behersker disse terapiformer.

Olga er selv ved at læse til psykolog, og er således ganske så kompetent, når det kommer til f.eks. spørgsmålet hvor meget terapiens form betyder for dens effekt. Her er hendes svar til Videbech, med fokus netop på hans -- fejlagtige -- påstand om kognitiv og interpersonel terapis overlegenhed:

Kære Poul,

jeg kan kun være helt enig med dig at det er en tragedie, at den ”billigste” løsning er medicin, billigst i citationstegn for depression og angst er den største grund til, at så mange er på pension og langtidssygmeldt (Søgaard HJ. Psykisk sygelighed hos langtidssygemeldte) men det har du jo selv holdt oplæg om…

Faktisk er Danmark det land ifl. WHO, der har flest mennesker på pension pga. psykiske problemer, og det tal er stigende. (Kilde: Ankestyrelsen 2010)

Men egentlig vil jeg bare komme med en kommentar omkring dit udsagn, at det er kognitiv og interpersonel terapi der virker (fremfor formodentligt andre former for terapi). Så enkelt er det ikke. Det der virker er relationen, faktisk kan 60% af terapiens virkning tilskrives relationen mellem terapeut og klient. Kun 8% handler om metoden. Wampold, B. (2001). New York: “The Great Psychotherapy Debate” Lawrence Erlbaum. Og der findes 100vis af andre forskningsresultater der viser det samme. I øvrig kan jeg også oplyse, at den kognitive behandling er meget udbredt blandt psykologer, og nok en af de hyppigste behandlingsformer der tilbydes. Hermed dog ikke sagt, at den derfor er bedre end andre.

Til sidst har jeg lige testet mine rygmarvsreflekser inde på din hjemmeside og desværre skete der ikke noget. For at der skulle ske noget med mine rygmarvsreflekser skulle din hjemmeside netop ikke repræsentere en traditionelt psykiatrisk bio/genetisk tilgang til psykiske lidelser… ;)

Med venlig hilsen Olga