"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

onsdag den 19. november 2008

"The Doctor Who Hears Voices" - En film om stemmehøring

Dokumentarfilmen "The Doctor Who Hears Voices" kan ses på YouTube eller her nedenunder i indlægget som playlist. Filmen omhandler den britiske terapeut Rufus May's tilgang til stemmehøring, mens den tager udgangspunkt i hans arbejde med en af hans klienter, den unge læge "Ruth". Ruth, der i virkeligheden hedder noget andet, og hvis part i dokumentaren spilles af en skuespillerske, for at garantere den virkelige Ruth anonymitet*, søger hjælp hos Rufus, fordi hun hører en stemme, der siger, hun skal tage livet af sig.

Rufus May er en meget kontroversiel figur i systemet. Til forskel for systemet, mener han ikke, at mennesker som Ruth hører hjemme i et psykiatrisk sygehus, mere eller mindre stærkt medicineret. Han mener heller ikke, at f.eks. "skizofreni" er en legitim diagnose. Han mener derimod, at "medicin kan ødelægge liv, og at alle psykiatriske sygehuse skulle lukkes."

Han spørges af Leo Regan, filmens direktør:
"Her er en kvinde, der kommer til dig i en krisetilstand. Du arbejder med hende, og (...) du tror, det er bedre, at hun ikke bruger medicin, bedre for hendes recovery. Ville nogle professionelle ikke mene, at det er meget uprofessionelt?"

Rufus May: "Jeg tænker, det er et forsøg værd..."

Leo Regan: "Sagen er, du opfordrer hende ikke til at tage medicin. Du opfordrer hende ikke til at søge..."

Rufus May: "Nej. Jeg mener, det er bare at neddæmpe alting, fortrænge de oplevelser, der så vil dukke op igen og igen."

Ved en podiumsdiskussion griber Rufus May chancen og konfronterer Trevor Turner, en af Storbritanniens førende psykiatere og forfatter af bl.a. bogen Schizophrenia: Your Questions Answered: "Der findes ikke noget i bogen om hvordan psykotiske oplevelser faktisk er meningsfulde. Når folk kommer frem med hvad du kalder 'ordsalat', kan du faktisk... og du virkeligt lytter til folks oplevelser, er der en mening i det. Du er nødt til at afkode den. Trevor, det er virkeligt..., du er en klog mand, ved du. Den [bogen] er velskrevet. Men der mangler en hel del. Meningen. 'Recovery' er ikke i indeksen."

På Rufus May's bemærkning, at Trevor Turner ikke lytter til sine "patienter", spørger Turner, om Rufus May nogensinde har været tilstede under en konsultation med ham, Turner. Rufus May svarer: "Ja." Og spurgt om hvornår, siger han: "Du var en af mine læger. For 20 år siden." Som 18-årig oplevede Rufus May selv en eksistentiel krise, blev stemplet som værende "skizofren", og fik at vide, at han aldrig ville komme sig, altid ville være nødt til at tage "medicin". Bl.a. altså af Trevor Turner.

I et forløb, der varer tolv måneder, lykkes det Ruth med hjælp fra Rufus May at få så meget selvindsigt og dermed kontrol over stemmen, at hun kan vende tilbage til sit arbejde. Stemmen er ikke forsvundet, men Ruth siger, at hendes oplevelse med stemmen og arbejdet med sig selv har gjort hende stærkere som personlighed. I sidste ende en oplevelse, hun har haft gavn af, er vokset af at have.

Lige siden Mary Maddock for nogle måneder siden gjorde opmærksom på filmen, har jeg ventet spændt på, at den skulle blive tilgængeligt i en eller anden form, så jeg kunne se den. Nogle passager var lidt barske at se. Meget "tæt på". Og jeg kan forestille mig, at de også er det for andre. Men uanset er filmen uden tvivl et meget vigtigt bidrag til en bedre forståelse af "psykotiske" oplevelser og især stemmehøring. Helt klart en af de film, jeg ville ønske blev vist i dansk fjernsyn også. I "prime time".

Her er filmen "The Doctor Who Hears Voices":


_______________

*Der findes mennesker, der mener, Ruth burde meldes til NHS, National Health Service, det britiske sundhedsvæsens øverste myndighed, og ikke have lov til at prakticere, da hun i deres øjne er "psykisk syg" og til fare for sine patienter.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder som en meget interessant film, og jeg ærger mig gul og blå over at jeg ikke har tid til at se den i dag - men jeg vender frygtelig tilbage. :-)

(gul og blå,- helt utilsigtet, sådan kan det gå. :-) )

Marian sagde ...

Kan man ærgre sig hvid og rød? ;)

Anonym sagde ...

Godt dokumentarprogram. Også fordi det ikke "går udenom" den med muligheden for at hun kunne adlyde stemmen, og dermed blive til et argument for indlæggelse og tvang. Derfor vil mange mene at det er "for farligt" at lade hende gå frit omkring.

Også vigtig pointe med at stigmatiseringen gør problemet meget større, blokerer for at ret mange lytter.

Marian sagde ...

"Risks are part of the territory; if you don't take chances nothing ever happens." -Loren Mosher

Man kunne måske også sige, at livet er livsfarligt. "Livet" her i definitionen "konstant forandring", i modsætning til en godt nok noget mere sikker, men til gengæld stort set al forandring, også og ikke mindst konstruktiv forandring, personlig udvikling og vækst, udelukkende stagnation - som i kronisk sygdom, og vedligeholdelsesmedicinering, f.eks.

Selvfølgeligt svarer risikoen størrelsesmæssigt til størrelsen af den chance til forandring og personlig udvikling, enhver krise indeholder, således værende i en "kritisk" størrelsesorden.

Og man må heller ikke glemme, at behovet for forandring, for personlig udvikling er et naturligt, menneskeligt behov, der, hvis dets opfyldelse nægtes et menneske, i sig selv kan medføre selvmord/-stanker. For, hvis man ikke kan få lov til at udvikle sig, hvad er så meningen? Så kan man vel lige så godt ende det hele hér og nu, i stedet for at vegetere derudaf uden perspektiv eller håb om nogensinde at kunne komme videre. - Én måde, hvorpå psykiatriens "selvmordsudløsende mekanismer" (Hege Orefellen) desværre fungerer: ved at tage alt håb fra et menneske.