Loren Mosher og Soteria House I

I talrige indlæg har jeg nævnt den U.S.-amerikanske psykiater Loren Mosher og hans Soteria-projekt. Jeg har indtryk af, at både han og Soteria er meget lidt kendt hér i Danmark. Imidlertid er Loren Mosher stadigt i dag, fire år efter hans død, en af de mest markante personligheder på verdensplan, når det drejer sig om psykiatrikritik og alternativer. Især siden det lykkedes ham, at omsætte R.D.Laing's filosofi, idéer og forsøg til dokumenteret successrig praksis i form af Soteria House. I dette og et par opfølgende indlæg vil jeg derfor give et lidt mere detaljeret billede af både Loren Mosher og Soteria House, end lejlighedsvise citater kan give.

Af et væld af kilder om både Loren Mosher og Soteria, har jeg valgt at primært bygge indlæggene op omkring Jeanette De Wyze's interviewartikel "Still Crazy After All These Years", der udkom i San Diego Weekly Reader, Vol 32, No. 2, 09. januar 2003. Hvor ikke andet er nævnt, er citaterne taget fra denne interviewartikel.

Kingsley Hall

Loren Mosher (1933 -2004) bestod sin lægeeksamen i 1961 "cum laude" ved Harvard Medical School, hvor han også opfølgende fik sin uddannelse som speciallæge i psykiatri.

I 1966 tager Mosher på et længere studieophold til London, hvor især Ronald David Laing's Kingsley Hall gør et stort indtryk på ham:

"Mosher havde læst The Divided Self [Det spaltede selv], da bogen først udkom, og han havde fundet at skildringerne passede så godt til hans egne erfaringer med patienterne, 'at jeg undrede hvorfor bogen forårsagede sådant et påstyr.' "

Mosher beskriver Kingsley Hall som et sted hvor "man havde samlet mennesker, der var blevet stemplet som havende alvorlige problemer. Den oprindelige idé var, at de professionelle skulle bo sammen med de mennesker, der var (som det blev betegnet) 'mindre velafbalanceret.'... Miljøet i sig selv skulle være det terapeutiske instrument... et ligeværdigt fællesskab, hvor grænserne mellem normal og sindssyg ikke var defineret igennem status."

Selv om Kingsley Hall i Mosher's øjne bestemt ikke var fejlfri - forholdene var delvis ret kaotiske, især mht. rengøring, madlavning og besøgende, der altid var velkomne, hvilket resulterede i at Kingsley Hall på et tidspunkt begyndte at ligne en zoologisk have, med beboerne som aberne... - "følte Mosher, at Kingsley Hall i det mindste havde bevist, at skizofrene kunne komme sig i en åben institution, hvor beboernes roller ikke var strengt delt op, og hvor status og magthirarkier var af minimal betydning. Medicinsk og psykiatrisk stads var 'i bedste fald uvigtigt og i værste fald skadeligt for de gale.' "

Mosher tager bl.a. indsigten med sig fra Kingsley Hall "at galskab ikke behøves at blive behandlet - og helst heller ikke skal behandles - på et sygehus."

Yale 1967/68

Tilbage i USA, bliver Mosher ansat ved Yale University's medicinske fakultet, hvor han kommer til at stå for en afdeling med 20 sengepladser på universitetshospitalet. Hér får han chancen til at omsætte nogle af de idéer, han havde fået ved at studere Kingsley Hall, til praksis:

"Resultatet var 'totalt åbent, frivilligt, alle gjorde, hvad de havde lyst til. Det var folk tilladt at dekorere deres værelser. Det lignede meget et kollegium.' Mosher afskaffede gradvist de rene personalemøder, låste dørene op, og gjorde det klart, at patienter kunne organisere deres egne aktiviteter. Patienterne skulle behandles som kunder snarere end som patienter, (...) 'Patienterne elskede det! Og de psykiatriske praktikanter jeg havde, var henrykte. Det hér var de sene 60'ere... Vi gjorde alt muligt mærkeligt, som for eksempel, nogen kom som en tvangsindlæggelse, og jeg sad mig ned og snakkede med dem. Jeg sagde, 'Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?' Og hvis de ikke kunne komme på noget, sagde jeg, 'Hvis det hér ikke er stedet for dig, kan du gå.' '

Efter Yale-standards var det et 'afvigende sted', tilstår Mosher tilbageblikkende. 'Der fandtes andre afdelinger, der var meget, meget anderledes - meget mere traditionelle.' Han siger, at sygehusets ledelse til foråret [1968] var blevet tiltagende bestyrtet. Man så det føre til et øget antal selvmordsforsøg, voldelige episoder, og patienter, der måtte sendes til et statsligt sygehus [Dette sker i USA, når ens egen, private sygesikring udløber. De statslige sygehuse er ofte af ringere kvalitet end de private. Frygten var, at folks sygesikring ville nå at udløbe, inden de ville komme sig tilstrækkeligt til at kunne blive udskrevet.] Efter et års tid gik Mosher med til at forlade stedet.

Efter han var rejst gennemgik han imidlertid tallene, både fra hans frie afdeling og fra de andre, traditionelle afdelinger. Han siger, at han fandt intet bevis på, at patienter på hans afdeling skulle have klaret sig dårligere end dem på andre afdelinger. 'Det viser sig, at hvis folk får lov til at være frie, opfører de sig faktisk meget godt,' hævder Mosher. 'Sandsynligvis bedre end under tvang.' Han siger, hans studie også havde lært ham noget andet. Før han havde analyseret tallene, havde han accepteret hvad hans magtfulde og respekterede medicinske vejledere havde sagt om hans eksperiment. 'Det er magtens og opfattelsens rolle. Hvis de mere magtfulde siger, at sort er hvid, er du tilbøjelig til at sige, at sort måske er hvid.' Ofre kan komme til at overtage den måde, deres forfølgere ser verdenen på - 'et paradigme, der desuden kan anvendes på udviklingen af galskab.' "

Leder af Center for Studies of Schizophrenia

I 1968 bliver Loren Mosher den første leder af det nyetablerede Center for Studies of Schizophrenia under USA's National Institute for Mental Health, NIMH. Om hans syn på "skizofrenien" som sådan siger han, at "han ikke er overbevist om, at det drejer sig om en organisk sygdom. 'For mig var det et slags åbent spørgsmål. Der var så mange forskelle mellem mennesker, der havde detsamme stempel, at det gjorde mig helt paf.' (...) 'du kan få dette stempel uden at dele et enkelt symptom med en anden person med detsamme stempel,' understreger Mosher. Ingen blodtest, eller hjernescanning eller andet underbyggende kriterium for skizofreni er nogensinde blevet etableret. I stedet for 'er [diagnosticeringen] afhængig af interviewerens subjektive indtryk.' (...)"

Mosher's personlige syn på "skizofrenien" er at den meget sandsynligt er en reaktion på psykosociale oplevelser. Som leder af Center for Studies of Schizophrenia er han dog åben for alle tilgange, også de biologiske, men mener samtidigt, at forskningen bør tage hensyn til alle modeller, biologiske som psykosociale, under lige vilkår mht. tid og penge. Allerede i 1968 er dette dog ikke tilfældet. De fleste forskningsprojekter beskæftiger sig med at efterlyse en biologisk årsag til "skizofreni". I dag er uligevægten til fordel for biologisk forskning som bekendt endnu større. Psykosocial forskning finder stort set ikke sted.

Nogle californske forskere foreslår imidlertid et forskningsprojekt, der vækker Mosher's interesse: man vil sammenligne behandlingsresultater fra traditionel medicinsk behandling - den gang med de ældre, "typiske" neuroleptika, der dog, som vi idag ved, ikke adskiller sig væsentligt fra de nye, "atypiske" - med resultaterne fra en form for behandling, der læner sig langt hen ad vejen op ad Kingsley Hall-modellen, og kun anvender "medicin" i meget begrænset omfang.

Selv om Mosher er leder ved Center for Studies of Schizophrenia, kan han ikke bare egenmægtigt godkende et forskningsprojekt og afsætte penge til det, og allerede under godkendelsesprocessen prøver man, at standse projektet, ved at bevillige færre midler, end der blev søgt om.

Soteria House

Ikke desto mindre lykkes det, at få projektet op at køre. I april 1971 åbner Soteria:
"Et større, klassisk to-etagers-træhus fra 1912, der lå mellem et plejehjem og et to-familiers-hus ved en trafikeret vej i et fattigt område af San José [Californien], dannede rammen om projektet. Husets 12 værelser blev indrettede til at kunne huse højest seks skizofrene. To fuldtidsansatte og flere, skiftende frivillige og deltidsassistenter skulle leve med dem; en husdirektør og en psykiater skulle stå til rådighed.

De ansatte og beboerne deltes om madlavningen og andre husholdningspligter, og de ansatte 'stræbede efter at skabe enkle, hjemlige, sikre, varme, støttende, stressfrie, tolerante og ikke-påtrængende omgivelser,' (...) De fleste 'arbejdede i 36- til 48-timers-skift for at kunne tilbyde optimal mulighed for at skabe et over længere tid sammenhængende forløb for 'skæve' (deres ord) beboere... [De ansatte] var opdagelsesrejsende i et uudforsket grænseområde; de bevægede sig i et område, hvor få mennesker uden forudfattede meninger før havde begivet sig ind i, og de bevægede sig dér uden det vanlige magtudstyr til at kontrollere galskaben med.' De bar ikke ' de meget symbolske nøgler til friheden: Der fandtes ikke låse på dørene. Der fandtes ingen sprøjter og kun få medikamenter; og der fandtes ingen våde pakninger, bælter eller isolationsrum.' "

"Soteria" er græsk og betyder "befrielse", "redning"