I går kunne man i Deadline 22.30 nyde endnu en udgave af biopsykiatriens allesteds nærværende propaganda, denne gang serveret af bl.a. overlæge Ulla Bartels for vores sundhedsminister Bertel Haarder.
Også i Deadline-udsendelsen forsømte Ulla Bartels ikke, at ty til tåreperseren "Psykisk syge dør 15-20 år for tidligt", i håb om, at blødgøre Bertel Haarder bare en lille smule, så han måske alligevel finder lidt flere kroner i statskassen til financieringen af den "behandling", der slår "de sindssyge", som Ulla Bartels i udsendelsen også så overordentligt respekterende vælger at betegne mennesker i emotionelle kriser, 15 - 20 år for tidligt ihjel.
For, det forsømmer Ulla Bartels selvfølgeligt både i Deadline-udsendelsen og i Dagens Medicins artikel at fortælle: at de sygdomme, "de psykisk syge" som oftest dør 15 - 20 år for tidligt af, nemlig diabetes, metabolsk syndrom og hjerte-kar-sygdomme, er velkendte, og ret så hyppige bivirkninger af neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", og således forårsaget af den "behandling", som Ulla Bartels påstår, skulle forhindre dem, hvis vi bare kunne intensivere "behandlingen" lidt via længerevarende indlæggelser.
Til Dagens Medicin siger Ulla Bartels også, yderligere ekspertisisk forklarende, at "sygdommen", den angivelige, jo gør, at folk ikke så godt fornemmer sig selv, respektive deres krop. Hvorfor de ikke selv opdager i tide, når deres krop ikke har det så godt. Neuroleptika er, som bekendt, stærkt beroligende stoffer. De indvirker stærkt beroligende på nervesystemet. Det vil sige, de sætter det system, der gør, at vi kan fornemme os selv, vores krop, mere eller mindre ud af spil. Så nej, det er som oftest ikke "sygdommen", der gør, at folks kropsfornemmelse er nedsat. Det er "behandlingen" for denne "sygdom", der gør det. Hvor mange gange har jeg ikke hørt folk fortælle, at de ikke kunne fornemme sig selv, mens de var på "medicin". Kropsfornemmelsen vendte tilbage, når de stoppede med at tage "medicinen".
En overlæge i psykiatri, der hverken kender til bivirkninger eller virkning til den "medicin", hun dagligt omgås? Inkompetent må vel være den mest passende betegnelse her.
Og apropos "inkompetent", så var der selvfølgeligt heller ikke i Deadlines propagandaudsendelse en eneste medvirkende tilstede, der kunne have givet Ulla Bartels kompetent modspil, og Bertel Haarder et mere sandfærdigt billede af tingenes tilstand. Hvor er de danske Robert Whitakers, Joanna Moncrieffs, Grace E. Jacksons,... ? Tja, hvis de overhovedet findes, så var de i hvert fald ikke inviteret til at deltage i udsendelsen. Men så havde denne jo heller ikke længere været så meget propaganda, som den havde været lidt mere seriøs journalistik.
Bortset fra alt det, var jeg en smule positiv overrasket over både at høre Bertel Haarder spørge, hvor mon alle de "psykisk syge" kommer fra, der pludseligt kræver psykiatrisk "behandling", og over at høre ham sige, at man jo ikke bliver rask af at ligge i en sygehusseng. Til hans spørgsmål, hvor alle de "psykisk syge" pludseligt kommer fra, kan jeg kun sige: kig dig omkring, Bertel, og se hvordan "psykisk sygdom" efterhånden snart er på udsalg ved hvert gadehjørne. Dette her, for eksempel. Og nej, man bliver bestemt ikke rask af at ligge i en sygehusseng. Slet ikke, hvis man aldrig har været syg til at starte med.
Og så kan man jo kun undre sig over både DR-journalistens, som stort set alle andre danske journalisters, uvidenhed. Ifølge Nynne Bjerre Christensen udskrives "de psykisk syge" "før de er raske". Kære Nynne, den danske biopsykiatri har ikke helbredt så mange som en eneste af sine "patienter" endnu. Tværtimod. Man bliver ikke rask af at ligge i en sygehusseng, og slet ikke, hvis éns "sygdom", der ikke tilnærmelsesvis opfylder de kriterier, der stilles af lægevidenskaben til en tilstand, før den må betegnes som sygdom, "behandles" med "medicin", der forårsager somatisk sygdom og 15 - 20 år for tidlig død, og derudover kronificering af tilstanden. Jo længere man "behandles" biopsykiatrisk, jo sygere bliver man.
_______________
P.S.: Og så kan man jo undre sig, hvordan det hænger sammen, at kalde andre mennesker for "sindssyge", mens man samtidigt gør en Oscar-værdig indsats for at foregive, at man jo ikke har andet, end disse "sindssyges" bedste i sinde. Hvis det da hænger sammen...
Opslag
Lyme disease category page
4 dage siden
4 kommentarer:
I forhold til det med manglende kropsfornemmelse, så tror jeg ikke at det i sig selv bliver løst ved, hverken at tage medicin eller ikke at tage medicin. Grundlæggende set handler det for mig at se, om at man har et negativt kropsbillede, hvilket hænger sammen med, at der er følelser man har svært ved at rumme. Man hader sin krop på grund af de følelser der er i den. Derfor forlader man den og lever "oven over hovedet på sig selv", så at sige. Ikke i bogstavelig forstand, men på den måde at man har opmærksomheden rettet mod alt andet end kroppen. At tage medicin gør kroppen mindre følsom og derfor er der ikke så meget at forsvare sig mod, til gengæld er der heller ikke ret meget at glæde sig over, da nydelse er noget der kommer til udtryk i kroppen. Så man skal være puritaner i ekstrem grad, for at være taknemlig for anti-psykotisk medicin. Men det er man ofte også, det er netop det grundlæggende problem, at man er opdraget til at fornægte sit kropslige selv og acceptere et verbalt selv, som omgivelserne har defineret. Specielt hvis afstanden mellem de to er meget stor, kan det blive et problem, der gør at man splittet i så ekstrem grad, at man udvikler en psykose. Som beskrevet af bl.a Laing og også Topor.
Jeg er i øvrigt enig i at Ulla Bartels manglende modspil. Psykiatere er nogle af de eneste fagpersoner, der konsekvent får lov til at udtale sig uden at blive udfordret. Hun kunne i det mindste have diskuteret med en anden fagperson indenfor psykiatrien, de er vel trods alt ikke alle konservative?
Anonym: Min erfaring er egentligt, at man på den ene side godt kan have "ude af kroppen"-oplevelser i "psykosen", men på den anden så oplevede jeg også det nærmest modsatte. Ekstrem følsomhed, også kropsligt. Alt efter, hvor jeg var hen, så at sige. En mere gennemgående følelsesløshed, som jeg mere vil sammenligne med den af "medicinen" skabte, end den af dissociationen i "psykosen" skabte, prægede snarere min tilværelse før og mellem kriserne, end under dem.
Og selvfølgeligt skal der mere til, end at bare ikke tage "medicin", hvis man vil opnå, at kunne være i sin krop på en god måde. Men man opnår det jo ikke ved at tage "medicin", der låser én fast i en kemisk betinget, konstant følelsesløshed.
Jeg tror nok, at der måske findes enkelte, der ikke er helt så konservativ. Men jeg tror desværre, at de fleste af dem ikke tør stå frem og sige mainstreamholdningerne imod. Slet ikke, når det kommer til det, samfundet har vedtaget må være sygdom: "psykoser", "skizofreni". Men der findes jo "erfaringseksperter", som man kunne have spurgt om deres mening.
Ja, du har ret i at man svinger mellem at være meget følsom rent kropsligt og at være det modsatte, dvs. ude af kroppen. Hvis man er skizofren så er det hhv. negative symptomer over for positive symptomer, tror jeg. Hvis man er Bi-polær så er det måske depression over for mani? Der er en sammenhæng tror jeg, hvor det gennemgående tema, er problemet med at blive i kroppen, samtidigt med at man også er klar i hovedet. Man har en tendens til enten at blive suget ind i sig selv, eller at blive det modsatte. Man kan også sige at det svinger mellem implosion eller eksplosion. Hvis man har en stærk fornemmelse af "sig selv", så kan man måske få krop og sind til at blive til en helhed?
Medicinen medfører flere negative symptomer, hvis det er anti-psykotisk medicin vi taler om, men fjerner de positive symptomer. Det er i hvert fald et faktum alle kan skrive under på, selvom man nødigt siger det højt. Dvs. at man så vidt jeg kan se ikke er rask, da man kun har fjernet den ene halvdel af symptomerne og endda forværret den anden halvdel...
Anonym: Jeg tror, at problemet ligger i, at følelser, man er nødt til at fornægte, splitte af, jo ikke bare forsvinder sporløst. De sætter deres spor i kroppen. Mange, der er stemplet med "psykisk sygdom" har jo også en del problemer med muskelspændinger, der kan gå hen og give slidgigt og lignende problemer med tiden. I "psykosen" raser imidlertid den så omhyggeligt opbyggede beskyttelsesmur mellem bevidsthed og krop sammen (og kroppen er et "medium" igennem hvilket det ubevidste taler), og det kan blive så overvældende, at man, når man ikke længere kan gøre kroppen følelsesløs, må ud af sin krop: dissociation.
For at kunne være i sin krop, tænker jeg, at man først og fremst har behov for, at få sine følelser anerkendt, så man selv kan tillade dem, acceptere dem.
Det er lidt forkert at sige, at "antipsykotika" - neuroleptika er en noget mere træffende betegnelse - fjerner de "positive symptomer". De fleste oplever det sådan, at "symptomerne" stadigt er der, men at de under indflydelse af "medicinen" ikke har den samme energi, hverken fysisk eller psykisk, til at reagere på dem, tage sig af dem, som mens de ikke tog "medicin". Dvs., at "medicinen" gør én følelsesløs (sic!) overfor "symptomerne - og alt andet. Det forklarer så også, at "medicinen" forstærker de "negative symptomer". Der er jo ikke meget ved, at foretage sig noget som helst, når man befinder sig konstant i en tilstand af mere eller mindre udpræget omtågethed.
Send en kommentar