Fyrre, fed og - manio-depressiv?

"Hvad er det med (nogle) folk, der er diagnosticeret med bipolar lidelse i fyrrerne? Så tit (men ikke altid) forsvarer de deres diagnose på den mest aggressive måde, helt hen til at lange ud efter enhver, der bare er det mindste uenig med dem. Sært fænomen," bemærker Philip Dawdy i dette indlæg på hans blog.

'Midlife crisis' var det første, der fór gennem mit hovedet, da jeg læste det. Klart, når man føler, at man i de første godt fyrre år af ens tilværelse ikke rigtigt har opnået noget stort, når man måske endda føler, at man egentligt ikke har opnået noget som helst, skal der søreme ikke komme nogen og tvivle på den bipolar-diagnose, man langt om længe dog har opnået at få.

"Det kan være barsk at erkende den sandhed, at vi har skabt vores egne problemer", hedder det i en af kommentarerne. Og: "...når folk har forkludret deres liv igennem årtier, kan det at få en diagnose lette mangeårige følelser af intens selvforagt. Så bliver alt, der sætter spørgsmålstegn ved disse koncepter, der giver lettelsen, oplevet som et personligt angreb." Nemli'. Meget nemmere, at undskylde sig med "manio-depressivitet", så man kan fornægte den egne "selvforagt og fornægtelse", og trygt projicere dem i andre.

Jeg har for resten også mødt et par eller tre af de her sent diagnosticerede "manio-depressive" - og oplevet, hvad der sker, når man ytrer bare den mindste lille bitte tvivl...