Kommentar fra en bekendt i USA på mit spørgsmål om psykiaternes kvalifikationer, uddannelse osv:
"Ud fra mine observationer og informationer er de fleste udlændinge (Dr. Mosher talte om dette ved APAs 2000-konference) (APA: American Psychiatric Association), de fleste kom lige nøjagtigt med lave karakterer igennem deres lægeeksamen, de fleste har faktisk meget ringe engelskkundskaber, de fleste kunne ikke komme ind på andre lægespecialer, så den nemme vej ud var at gå i psykiatrien og lege læge og lange toksiske kemikalier over disken!"
Hvorfor lige psykiatrien, når man ikke har kvalifikationerne i orden for at kunne blive f.eks. neurolog, kardiolog, whatever? Jo, fordi psykiatrien, i modsætning til alle andre lægespecialer, ikke kræver meget videnskabeligehed. Så kan man klare sig igennem, selv om man har et kompetenceniveau, der skraber bunden og elendige engelske sprogkundskaber (mens faglitteraturen primært er engelsksproglig...). Betryggende, ikke? Selv har jeg igennem længere tid haft en mistanke om, at en mangel på "egnethed" til andre lægespecialer, kunne for nogle være grunden til at de vælger psykiatrien som deres speciale. Ved siden af og udover det i et tidligere indlæg nævnte "hjælpergen" altså. "Speciallæge i psykiatri" lyder en anelse bedre end "kasseassistent" eller "tankpasser", og giver lidt mere på bankkontoen...
Nu lever citerede bekendt i USA, og kommenterer US-amerikanske forhold, ja. Men der er ingen grund til at antage, at det forholder sig så meget anderledes i resten af verdenen. Og særligt betryggende er i denne sammenhæng også, at resten af verdenen, inklusive Danmark, meget ærbødigt ser på den US-amerikanske forskning, også den indenfor psykiatrien, og tager den som udgangspunkt for deres egne bedrifter.
mandag den 21. januar 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Hej Marian..
Har du læst nogle af Laings bøger.. ? Jeg har haft en stor lyst de sidste par dage til at dykke ned i hans første bog fra 1960, "Det spaltede Selv".... jeg har læst lidt af ham gennem studietiden (hf og soc.rdg.studiet), men aldrig hele værker..
Hans teorier om kommunikationskaos i familien er jo meget tankevækkende, især når det handler om den skizofrene familie...
Hej Ann-Charlotte,
jeg har læst "Det spaltede selv", og det var den gang, i 2004 og stadigt noget kriseramt, den eneste af alle bibliotekets bøger om emnet, jeg kunne holde ud at læse. Den eneste, hvor jeg følte, at mennesker i krise faktisk blev taget alvorligt og i det mindste forsøgt forstået. Og jeg synes, forsøget lykkes meget godt, langt hen ad vejen. Det, der var en smule "udfordrende", var genkendelserne undervejs. Men det var nu alt i alt kun gode udfordringer, selv om de kunne gøre ondt, af og til. "Vokseværk", kunne man måske sige. :)
Hist og her har jeg kunnet finde nogle citater fra "Knots" på nettet, og den står i hvert fald på ønskelisten. Sammen med "The Politics of Experience", som mange anbefaler.
Send en kommentar