"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

fredag den 25. januar 2008

Var Loren Mosher racist?

Siden en veninde af mig reagerede på citatet i mit seneste indlæg, vil jeg lige give en forklaring på sagen: Loren Mosher var bestemt alt andet end racist. Så, han påtalte kendsgerningen, at mange psykiater-aspiranter i USA er udlændinge ikke fordi han havde en "USA for US-amerikanerne!"-holdning. Han påtalte det, fordi det i omgangen med mennesker i krise er, respektive: skulle være!, vigtigere end under nogen andre omstændigheder, at man forstår hinanden. Mennesker i krise er ofte svært at komme i kontakt med, benytter sig af et meget privat, af metaforer, metonymier, ordspil og lydmaleri præget sprog, og forstår også andres tale på denne måde. Derfor er det uhensigtsmæssigt, hvis behandlere pga. manglende sprogkundskaber ikke er i stand til at forstå især de fine nuancer, som det ofte kommer mere an på, end noget andet, når man befinder sig i en krisesituation. Detsamme gælder omvendt: Det kan være af afgørende betydning, at behandleren selv er i stand til, at træffe det helt rigtige ordvalg i en given situation. Dårlige sprogkundskaber er ikke kun et problem med hensyn til faglitteraturen. De er først og fremst et kæmpeproblem, når det drejer sig om, at komme i dialog med et menneske i krise.

Men siden nutidens psykiatri jo ikke finder det værd at lytte til mennesker i krise overhovedet, og helt klart foretrækker en på få sætninger, der nemt kan læres udenad, begrænset monolog fremfor dialog, er det selvfølgeligt kun af meget underordnet betydning, hvor gode eller dårlige psykiaternes sprogkundskaber er.

Ingen kommentarer: