LAP giver overgrebsofre mundkurv på

Nedenstående artikel skrev jeg som en reaktion på Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge". I dag fik jeg følgende medelelse fra Inger-Liss Christoffersen, der er medlem af LAPs bladgruppe (som om jeg ikke havde anet problemer... ):

                                    10. maj 2010 
 
Til Marian B. Goldstein. 
 
Tak for dit indlæg vedr. min personlige beretning fra foredrag med T. Werge. 
Desværre må vi afvise at bringe det bl.a. på grund af nedenstående: 
LAP har simple minimums retningslinjer for, hvordan et acceptabelt indlæg skal være.
Indlæg skal klart gøre tidsskriftet og debatten heri god og oplysende.  
Kommenterende indlæg skal: 
• Forholde sig konkret til det oprindelige indlæg som debatteres.
 
• Være faktuelt korrekte i deres gengivelse af det oprindelige indlæg.
 
• Være person-neutrale og ikke at tillægge andre forfattere motiver, som ikke er alment kendt.
 
Ønsker du at forsøge igen, er du velkommen til at indsende et nyt manuskript, som overholder ovenstående tre standard krav. 
 
 
 
Venlige hilsner 
Inger-Liss Christoffersen
LAP- Redaktionsgruppe
Landsforeningen Af nuværende og tidl. Psykiatribrugere

De første to punkter tænker jeg, at min artikel opfylder til punkt og prikke. Selvfølgeligt forholder mit svar til Inger-Liss Christoffersen (og Thomas Werge) sig konkret til de talrige ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersens artikel indeholder. Det var vitsen med overhovedet at skrive et svar, at rette disse himmelskrigende ukorrektheder. Og således gengiver mit svar også faktuelt korrekt de himmelskrigende ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersen formulerer i sin artikel.

Med hensyn til punkt nr. 3, så ja, så indeholder min artikel i første og sidste 
afsnit nogle, tilstået, hårde og kontante "svar på tiltale". Mens "tiltalen" vist ikke er det mindste mindre hård og kontant i sit slag mod overgrebsofre (jf. iøvrigt også mit indlæg fra den 1. maj 2010):

"Det er ikke til at afvise, når videnskaben bringer dokumenterede undersøgelser som denne, så de holdninger folk måtte have imod den viden, skyldes nok at man ikke kan forholde sig til at vi lever i år 2010 og ikke i 70-erne. Man kan læse nok så meget om modsatte meninger om den forskning som nutiden kan, men det tillader ikke at afvise en viden, som kan bevises. Selvfølgelig har man lov til at have sin egen mening om alt, men tvivlerne, der ikke vil forholde sig til faktuel dokumenteret viden, skal nok ikke reklamere så meget for det udokumenterede – tro og viden er stadig ikke det samme. Det forklarede Thomas også, da et par tilhørere proklamerede, at de havde læst masser af bøger og mente at vide bedre. Men det retfærdiggør ikke, at man benægter videnskab – for alle kan skrive bøger, men kun få kan dokumentere faktuel viden - og det er en væsentlig forskel. Det er bl.a. det forskerne forsøger at få os til at forstå." (Inger-Liss Christoffersen, "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge")

Ah, åh, så det er helt i orden, at fordreje, og faktisk, ved at fortie halvdelen af sandheden, forfalske forskningsresultater, når bare man hedder Thomas Werge, og det er lige så i orden, at insinuere, at personer, der har en fra éns egen afvigende mening, ikke er i stand til at se realiteten i øjnene, med andre ord, at disse personer er en smule dum, når de ikke kan se, at det er én selv, der har forpagtet sandheden, den eneste ene, og iøvrigt at frakende disse personer retten til at definere sig selv (for eksempel som traumatiserede overgrebsofre), når bare man hedder Inger-Liss Christoffersen og er medlem af LAPs bladgruppe. Og så er det fuldt ud i orden, at feje for eksempel Robert Whitaker, R.D. Laing, Paul Hammersley og John Read, Jim Van Os, Peter Stastny, Mary Boyle, etc. etc. med en enkel håndbevægelse af bordet, mens man er komplet ligeglad med det faktum, at de nævnte er (mindst) lige så meget eksperter på området, som man mener, man selv er. Mens det altså aldeles ikke er i orden, at rette, hvad der er faktuelle fejl, og be' om en smule mere respekt for traumatiserede overgrebsofre, når det ikke passer nævnte Inger-Liss Christoffersen i hendes kram, respektive vores alles lille nye eugeniker Thomas Werge i hans. Ja, sådan er det vist. I LAP. Hvorfor jeg svarede på hendes mail:

"Tak for svar. Jeg ønsker ikke, at "forsøge" igen. Jeg ønsker til gengæld at opsige mit medlemskab i LAP med øjeblikkelig virkning, da LAP åbenbart, på trods af sit principprogram, ikke er en demokratisk forening.

Mvh,
Marian B. Goldstein"

Og som jeg efterfølgende skrev i en personlig mail til et andet LAP-medlem:

"Hej ...

så har jeg meldt mig ud af LAP. Måske en lidt forhastet beslutning, men jeg må også sige, at det ikke var første gang, jeg overvejede, at tage skridtet. Har ikke altid følt mig så voldsomt godt repræsenteret af LAP. (Dermed dog ikke sagt, at LAP, overordnet set, ikke har gjort et godt stykke arbejde, og stadigt gør det.)

(...) Jeg støtter jo stadigt sagen. Jeg kan bare ikke rigtigt få mig til at støtte hvad jeg oplever som censur.

Hilsen,
Marian"

Og her er så mit svar til Inger-Liss Christoffersens artikel:

At være - et traumatiseret - menneske giver risiko for "skizofreni". Et svar til Inger-Liss Christoffersen.

Af Marian B. Goldstein

Thomas Werge må have haft en sand fest ud af lejligheden, at kunne slå sig så i den grad løs, som han åbenbart gjorde det til foredraget, Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge" i LAPs medlemsblad nr. 1, 2010, s. 16/17, refererer til. Ud fra både det, der refereres til i denne artikel, som ud fra alt, jeg andetsteds har læst af Thomas Werges offentlige udtalelser, at dømme, mangler manden netop den egenskab, der udgør den væsentligste forskel mellem en god og en mindre god forsker: ydmyghed - ikke mindst også overfor forskningsobjektet. Og her mener jeg både mennesker, der er stemplet som "skizofren", og menneskets natur, naturen som sådan.

Men lad os se lidt nærmere på Thomas Werges angiveligt så banebrydende forskning, der, skal man tro medierne, bringer os så meget tættere på en løsning af "skizofreniens" gåde. - Ja, faktisk postulerede Thomas Werge selv jo overfor de danske mainstream medier, at gåden stort set var løst, og at det var "slut med myten om det syge samfund", som jeg husker Thomas Werge citeret i en nyhedsnotits sidste år. Apropos mangel på ydmyghed.

Rejsen

Man skal gå lidt længere, end til de første ti danske resultater af en Google-søgning på hans forskning, for at begynde at spørge sig, hvad al den skråsikkerhed egentligt bygger på: Faktum er, at de kromosomforandringer, der menes at være grundlag for udviklingen af "skizofreni", findes i arvemassen hos mellem 60 og 90% af den samlede befolkning.

Dermed kunne man godt være fristet til at sige, at det, at være menneske, er ensbetydende med, at man har en risiko for at udvikle "skizofreni". Og det er vist ikke helt ved siden af. Tankerne går til et interview med Doris Lessing, jeg læste fornyligt, og hvori hun konkluderer: "Så, vanviddet er ikke helt så langt væk, som vi gerne vil tro." Doris Lessing har erfaret vanviddet. Efter tre dage i ensomhed, uden søvn og fastende, så hun syner, hørte stemmer, havde "vrangforestillinger", var "psykotisk". Men hun havde selv opsøgt erfaringen, "rejsen, der fortælles om i forskellige kulturer verdenen over", som hun siger. Af nysgerrighed. "Der er altid en rejse. Og jeg havde min rejse."

Den havde jeg også, min rejse, der både var en rejse ind i mit inderste indre og ud i det yderste ydre af universet. Dog, til forskel fra Doris Lessing, uden selv, bevidst, at have opsøgt oplevelsen. Den blev simpelthen en nødvendighed, hvis jeg nogensinde skulle kunne blive til og være. Være andet end offer. For hvis jeg var offer for noget, så bestemt ikke for nogen "alvorlig sygdom" ved navn "skizofreni", men for vor moderne, vestlige civilisations kollektive massepsykose, der bl.a. kendetegnes af den vrangforestilling, at alt kan reduceres til det målbare og objektivt definerbare, at alt kan reduceres til hvad vi kalder noget misvisende "videnskab". Denne reducering af liv, af naturen, til at være ikke andet, ikke mere, end summen af sine enkelte bestanddele, er i sig selv et overgreb mod livet, mod naturen, og dermed mod mennesket. Den er et trauma i sig selv. - Ja, faktisk. Traumer er andet og meget, meget mere, end åbenlys mishandling og svigt. - Og et forsigtigt skøn kan være, at mellem 60 og 90% af den samlede befolkning, som på en eller anden måde værende offer for den moderne, vestlige civilisation, således er traumatiseret. Hér, ikke i generne som sådan, har vi grundlaget for udviklingen af "skizofreni", den enkeltes rebellion mod overgrebene. En rejse - hen imod helingen fra den fremmedgørelse fra naturen og dermed os selv, overgrebene har forårsaget. En rejse hen imod helheden.

Illusionen om den absolutte sandhed

Ligesom al forskning, så går også Thomas Werges ud fra bestemte præmisser, på forhånd som absolut sandt vedtagede observationer, som f.eks. den, at "skizofreni" skulle være en hjernesygdom, uden at se på, om præmisserne virkeligt har absolut sandhedsværdi. Ingen videnskab uden observationer. Det er således inkorrekt, at kontrastere de to begreber, som det gøres i artiklen, mens observationernes rolle i den videnskabelige forskning relativiserer forskningens sandhedsværdi. Viden, forstået som absolut sandhed, er en illusion.

Kan det således være en absolut sandhed, at genetik er "startpunktet", som vi kan læse i Inger-Liss Christoffersens artikel, at Thomas Werge åbenbart tror? Netop epigenetiken, som artiklen, udover i overskriften, ikke kommer ind på - og hvorfor så nævne denne videnskab overhovedet? - er nået frem til, at vores geners udformning er afhængig af miljøet. Forandringer i arvemassen er altid en reaktion på organismens omgivelser. De er organismens forsøg, at tilpasse sig omgivelserne bedst muligt. Således har nyere forskning (McGill University, 2009) påvist at barndomstraumer forårsager forandringer i arvemassen, og iøvrigt også sætter deres spor i hjernens struktur. "Slut med myten om det syge samfund"? Bestemt ikke! Lige så lidt, som videnskaben via Thomas Werges forskning er kommet så meget som ét eneste skridt nærmere en løsning af "skizofreniens" gåde. Og har vi ikke også set det så mange gange før, dette "næsten - sandsynligvis - det ser ud til - vi er lige ved - mere forskning er nødvendigt" - fænomen, uden at det nogensinde har givet entydige, holdbare resultater?

Artiklens faktaboks - nogle rettelser

Adskillige studier har entydigt vist, at diskrimineringen mod ("stigmatiseringen" af) og afstandtagen fra "psykisk syge" mennesker selv, ikke overraskende, er en del mere udbredt blandt personer, der tror på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, end blandt dem, der mener, psykiske problemer har deres årsag i livshistorien, i traumer. De eneste, for hvem den biologiske forklaringsmodel har betydet en meget velkommen lejlighed til at fraskrive sig ethvert ansvar for de egne handlinger og deres handlingers følger for andre, er de pårørende og samfundet som sådan. Så påstanden, at traumamodellen skulle betyde "kollosal skyld og stigmatisering" for som "psykisk syg" stemplede mennesker selv, er ganske enkelt forkert. Det er den biologiske model, der medfører markant mere diskriminering og marginalisering.

Tvillingestudierne, som der siges burde have afgjort debatten om arv eller miljø allerede for længst, er ekstremt mangelbehæftede, og stort set ikke det papir værd, de er skrevet på. Adskillige, for studiernes udfald afgørende faktorer er der ikke taget højde for i studiernes udformning. Studierne blev i sin tid gennemført med det mål for øje, at påvise arveligheden af "psykisk sygdom". Ikke for at finde svar på spørgsmålet, om psykiske problemer overhovedet er arvelige, eller ej (jf. Robert Whitaker, Mad in America: Bad Science, Bad Medicine, and the Enduring Mistreatment of the Mentally Ill).

At "sygdommen" - og at det, der kaldes for "skizofreni", skulle være en sygdom, er til dags dato ikke videnskabeligt bevist, det er en antagelse, en tro, ikke viden - skulle forårsage skader i hjernen, er en sandhed med modifikationer. Det er videnskabeligt bevist, at "medicinen", den såkaldte, forårsager svind af hjernematerie, især i frontallapregionen. Den kemiske lobotomi, ja. Derudover må forandringer i hjernestrukturen ifølge den nyeste forskning tilskrives barndomstraumer. Hjernen afspejler på det fysiske plan, hvilke erfaringer et menneske har gjort, og hvilke reaktionsmønstre dette menneske har lært at gøre brug af. Når nervebanerne i hjernen er dannet på en bestemt måde, kan det være svært, at ændre sine reaktionsmønstrene til nye, der kræver dannelsen af nye nervebaner. Umuligt er det imidlertid aldeles ikke (jf. neuroplasticitet). "Skizofreni" er alt andet, end en kronisk sygdom. Alt, der kræves, er bevidstgørelse. Den "akutte psykose" er det første skridt mod denne bevidstgørelse. Forhindres man imidlertid, ved hjælp af "medicin", der jo ikke på nogen måde virker specifikt symptomdæmpende, men alene generelt bevidsthedsnedsættende, sløvende, i at tage dette skridt, ja, så kan man nemt ende i kronicitet (jf. langtidsstudierne, der alle viser langt større sandsynlighed for fuld recovery uden brug af "medicin"). Konklusionen er, at "medicinen" ved langtidsbrug beviseligt skader hjernen, mens "sygdommen" skaber bestemte, af normen afvigende former for nervebanedannelser, som fagfolk, alene på grundlag af deres antagelse, at "skizofreni" skulle være sygdom, betegner som patologiske. At afvigelserne skulle være skader, er altså et subjektivt skøn, ikke et bevist faktum.

"Du fik mig til at gøre det mod dig"

Til sidst vil jeg spørge, hvordan man kan synke så dybt, som til at så meget som overveje, at overgreb skulle være offerets egen skyld, som det gøres i artiklen, respektive af Thomas Werge. For, selv om der udføres en sand retorisk slingrevals her - 'overgreb kunne være offerets skyld - nej, selvfølgeligt ikke - og dog, vi kan jo ikke vide' - med det ene mål for øje, at drive med offerklandring uden at kunne blive gjort ansvarligt for selvsamme, står læseren tilbage med indtrykket, at muligheden foreligger. Overgriberens klassiske "undskyldning": "Du fik mig til at gøre det mod dig." Mange vil genkende beskeden, både fra deres opvækst, og efterfølgende fra psykiatrien. Et slag i ansigtet på enhver, der har været udsat for overgreb. Intet, absolut intet, kan undskylde overgreb. Og da til allersidst overgrebsofferets desperate "NEJ!" til overgrebene, til at skulle være offer, altså netop det, der så af overgriberne stemples som "skizofreni". At så meget som antyde andet, er et overgreb i sig selv.

Og, Inger-Liss, for min skyld må du gerne tro, hvad du vil. Men så længe der ikke er noget, der er bevist, synes du så ikke, en smule ydmyghed ville pynte, og at enhver holdning burde respekteres lige så meget, som jeg går ud fra, du ønsker din respekteret? Og er det så ikke lidt overflødigt og malplaceret, at sparke til mennesker, der allerede ligger ned, respektive prøve, at latterliggøre dem, du åbenbart opfatter som modstandere? Hvorfor er det for resten så vigtigt, at mennesker, der er stemplet med "skizofreni" er ofre af en alvorlig sygdom? Hvorfor må disse mennesker ikke se sig selv og deres oplevelse med "skizofrenien" i et positivt lys?
_______________

Læs også: "Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene"