Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene

Hvis man nu skulle være i tvivl: det er selvfølgeligt specielt det tredje kriterium på listen, Inger-Liss Christoffersen ikke mener er overholdt af mig i min, også mht. sproglige finurligheder, kritiske analyse af hendes artikel, når hun - og Thomas Werge himself; afslaget er overskrevet: "I-L [som i Inger-Liss] og T. [som i Thomas] Werge svar til Goldstein" - åbenbart føler sig hårdt ramt (sic) af min analyse af hendes, respektive Thomas Werges, retoriske krumspring, der tydeligvis er ment til at kunne give udtryk for holdningen, at overgreb kan undskyldes, hvis ofrene er stemplede med en "psykisk sygdom", uden at man behøves at tage ansvar for dette udsagn (man er sig jo absolut bevidst om, at udsagnet i sig selv er et overgreb), og altså til enhver tid kan påstå, at man jo aldrig har sagt noget sådant.

At det netop er det, Inger-Liss Christoffersen, respektive Thomas Werge, påstår som forklaring på afslaget, at man jo angiveligt aldrig skulle have sagt noget sådant (mens det står sort på hvidt i medlemsbladet, for alle at læse) - i stedet for at tage stilling i en åben debat i LAPs medlemsblad - gør afslaget i sig selv i mine øjne til en klar tilståelse, at det er netop, hvad man ønskede, at give udtryk for: at overgrebsofre selv er skyld i overgrebene mod dem, og at man altså ikke kan bebrejde overgriberne. En holdning, der, taget udsagnets kvalitet som et overgreb i sig selv i betragtning, på sin vis bliver ret så forståeligt som en forsvarsmekanisme. Vi kender den jo alle som overgribernes undskyldning par excellence, og en double bind af de samme dimensioner, som dem, biopsykiatrien selv er så eminent dygtig til at gøre brug af. Dysfunktionalitet pur.

At gennemskue disse double binds, og ikke længere lade sig forblænde af dem, er erfaringsmæssigt et afgørende skridt på vejen til recovery fra "psykisk sygdom", på vejen til frihed fra disse dysfunktionelle kommunikationsmønstres destruktivitet, på vejen til et liv som andet, end offer for overgreb. Og når man har gennemskuet spillet, og frigjort sig fra spillernes kvælertag, så er det en god idé, at overveje, om man egentligt fortsat ønsker, at agere boksebold for overgriberne, eller om man ikke gør bedre i, at overlade dem til sig selv. Jeg anbefaler det sidste, hvor end det er muligt. Forurenede omgivelser er ikke specielt helende at opholde sig i.