STAR*D: Studien der viser, at antidepressiva er virkningsløse

STAR*D er en 35 millioner-dollar-studie, iværksat af NIMH (National Institute of Mental Health, under NIH - National Institute of Health - den øverste US-amerikanske sundhedsmyndighed) for at undersøge effekten af antidepressiva på "depression". Studien var med 3.671 deltagere og en løbetid på et år et forholdsvis stort anlagt forsøg. Resultaterne blev offentliggjort i 2006, og det kan siges, at STAR*D sidenhen på internationalt plan, og også her i Danmark, har været den studie, fortalerne for psykofarmakologisk "behandling" af "depression" har henvist til, for at underbygge deres påstand om, at antidepressiva skulle være effektiv behandling mod "depression". Således citerer for eksempel Per Vestergaard, overlæge ved Psykiatrisk Hospital, Risskov, STAR*D-studien i en artikel i Best Practice fra 2009: "En tredjedel af patienterne gennemgik alle fire behandlingsperioder over et år uden fuldstændig remission."

Resutaterne af STAR*D-studien blev interpreteret til at vise, at 67% (altså to tredjedele) af alle "patienter" med "depression" opnår bedring gennem "behanding" med antidepressiva.

Robert Whitaker har gjort, hvad alle, i det mindste alle professionelle på området, Per Vestergaard for eksempel, burde gøre, før der, mere eller mindre blindt, stoles på en interpretation af videnskabelige data: han har set på studiens data selv. Og fundet frem til, at disse taler et noget anderledes sprog, end deres officielle interpretation: ud af 3.671 deltagere er der 108, der har opnået over de 12 måneder, studien varede, vedvarende bedring. Det er 3 (TRE, ja)% af deltagerne, der har opnået vedvarende bedring af deres "depression" gennem brug af antidepressiva. Der er lang vej fra 3% til de 67%, den officielle interpretation af studiens data kommer frem til. Såpas lang vej, at man vist godt kan sige, at den studie, der internationalt anses til at have bevist antidepressivas effektivitet og overlegenhed over placebo, faktisk har bevist det modsatte. Nemlig at "behandling" af "depression" med antidepressiv "medicin" er virkningsløs.

Per Vestergaard udtrykker i artiklen i Best Practice nærmest bekymring over, at, ifølge den officielle interpretation, en hel tredjedel af deltagerne i STAR*D-studien ikke opnåede vedvarende bedring. Jeg undrer, hvad han mon ville udtrykke i dag, hvor det, grundet den opmærksomhed, STAR*D-studien på det seneste har fået i de amerikanske medier, heller ikke længere burde være ham ubekendt, at det faktisk drejer sig om 97%, og ikke kun en tredjedel, af personer stemplet med "depression",der ikke har haft varigt gavn af antidepressiva.

Og når jeg tagger dette indlæg med "kreativitet", så er det, fordi "STAR*D-skandalen" også viser, at man med lidt kreativitet nemt kan få videnskabelige data til at "bevise" hvad som helst. Om denne form for kreativitet imidlertid er specielt videnskabeligt, er et andet spørgsmål.
_______________

Blogindlæg af Robert Whitaker om STAR*D:
"Fact-Checking the New Yorker"
"Fact-Checking the New Yorker, Part Two"
"Update on the STAR*D Report"
"The STAR*D Scandal: A New Paper Sums It All Up"

Calvin

Her er han så, den sødeste, frækkeste og klogeste. Og han måtte jo bare hedde Calvin. ;)

Hvordan mentorer håndterer personfølsomme oplysninger

Her til aften modtog jeg en opringning fra en person, der ville informere mig om, at vedkommende ikke kunne nå noget, og derfor ville bede mig, om at gøre dette noget for vedkommende. Fint, såvidt. Men: I stedet for, at lade det være ved at fortælle mig, at vedkommende, lad os kalde personen for X, altså ikke kan nå det nævnte noget, får jeg, før jeg får set mig om, hele historien. X har ansat assistenter, og er desuden mentor for den ene af dem, der har nogle psykiske, emotionelle problemer, og siden problemerne lige her til aften er lidt akutte, er X, i sin mentorrolle, nødt til at tage sig af dem, hvorfor X ikke kan nå det nævnte noget.

X og jeg har kendt hinanden i to uger, perifert. Jeg vil ikke kalde os for venner. Imidlertid kender jeg X' navn, bopæl, profession (og dermed assistenternes), etc. etc., og får desuden oplyst den pågældende assistents alder af X. Det eneste, jeg ikke får oplyst, er assistentens navn. Men med de informationer om personen, jeg nu ligger inde med, er det ingen sag, at finde frem til det, hvis det skulle være. Som sagt, så har kontakten mellem X og mig på nuværende tidspunkt varet i to uger, og været meget overfladisk. Hvordan vil X vide, at jeg ikke fortæller historien inklusive alle detaljer til alle og enhver, der vil høre den?

(Og selv om jeg kun har kendt X i to uger, står det allerede soleklart for mig, at X ville juble, hvis jeg fortalte historien til højre og venstre, ganske som X selv gør det. Der er nemlig noget, der er meget vigtigere for X, end respekten for andre mennesker.)

John Breeding om Robert Whitakers nye bog Anatomy of an Epidemic

Et til bon mot...

...fra blogland: "...jeg skal forhåbentligt udredes for Bipolar II lidelse..."

Hm, tænker jeg. "Jeg skal forhåbentligt udredes for diabetes" (siden "psykisk sygdom" jo angiveligt er som diabetes, som den allesteds gentagne sammenligning lyder)??? Næppe forhåbentligt. Men det uagtet, jeg kan nu godt forstå, hvorfor "bipolar" er sådant et ønskestempel. Ting som "angst", "OCD", "spiseforstyrrelse", "ADHD", eller "depression", altså den ordinære, unipolare udgave, kan dårligt få nogen til at løfte et øjenbryn længere. Det har nu aldrig været specielt eksotisk, at have angst, eller være depri. Mens "psykose" og "skizofreni" nok må betragtes som lige lovligt eksotisk. Man vil jo trods alt nødigt blive betragtet som totalt utilregnelig galning. Men "bipolar" altså - ja, det ligger så smukt midt imellem. Lige tilpas eksotisk til at man ikke risikerer, at blive forvekslet med almindeligt kedelige gennemsnitsmennesker, men dog ikke så eksotisk, at man anses for at være en mindrebemidlet tosse. Så, ja, når nu det kniber lidt med at kunne præstere det "maniske" i tilstrækkeligt omfang for et "bipolar I" stempel, så kan man jo kun håbe på et "bipolar II" ét!