"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

lørdag den 7. august 2010

Hvordan mentorer håndterer personfølsomme oplysninger

Her til aften modtog jeg en opringning fra en person, der ville informere mig om, at vedkommende ikke kunne nå noget, og derfor ville bede mig, om at gøre dette noget for vedkommende. Fint, såvidt. Men: I stedet for, at lade det være ved at fortælle mig, at vedkommende, lad os kalde personen for X, altså ikke kan nå det nævnte noget, får jeg, før jeg får set mig om, hele historien. X har ansat assistenter, og er desuden mentor for den ene af dem, der har nogle psykiske, emotionelle problemer, og siden problemerne lige her til aften er lidt akutte, er X, i sin mentorrolle, nødt til at tage sig af dem, hvorfor X ikke kan nå det nævnte noget.

X og jeg har kendt hinanden i to uger, perifert. Jeg vil ikke kalde os for venner. Imidlertid kender jeg X' navn, bopæl, profession (og dermed assistenternes), etc. etc., og får desuden oplyst den pågældende assistents alder af X. Det eneste, jeg ikke får oplyst, er assistentens navn. Men med de informationer om personen, jeg nu ligger inde med, er det ingen sag, at finde frem til det, hvis det skulle være. Som sagt, så har kontakten mellem X og mig på nuværende tidspunkt varet i to uger, og været meget overfladisk. Hvordan vil X vide, at jeg ikke fortæller historien inklusive alle detaljer til alle og enhver, der vil høre den?

(Og selv om jeg kun har kendt X i to uger, står det allerede soleklart for mig, at X ville juble, hvis jeg fortalte historien til højre og venstre, ganske som X selv gør det. Der er nemlig noget, der er meget vigtigere for X, end respekten for andre mennesker.)

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Har du en e-mail, du kan kontaktes på?

Marian sagde ...

Anonym: marian(dot)bgst(snabela)gmail(dot)com

Harning sagde ...

Ikke så godt, for at besvare dit spørgsmål.
Men.., hvordan håndterer modtageren på de personfølsomme oplysninger...? Er for mig langt mere interessant i sammenhængen. :-)

Marian sagde ...

Harning: Tja, da risikerer man jo, at modtageren ikke aner, at mentorer har tavshedspligt - og iøvrigt er ligeglad med, om en person hænges ud - og derfor uhæmmet videregiver informationerne.

Harning sagde ...

Jojo... Men nu tænkte jeg snarere på den specifikke modtager. :-)
Personligt og fagligt ville jeg,som modtager, nemlig gå videre med den slags (til stor irritation for mine kolleger) fordi jeg ville sikre at den slags ikke skete igen og fordi jeg faktisk ville føle mig nærmest personligt krænket over den slags manglende respekt overfor et medmenneske.

Marian sagde ...

Harning: Jeg har overvejet det. Men jeg har i den mellemliggende tid også hørt, og selv bemærket, at X lyver ca. så stærkt, som en hest render. i det ene øjemed, at påkalde sig selv - positiv - opmærksomhed. Så, "mentor" og "mentor"... Hvorvidt X virkeligt er officiel mentor, eller bare selvudnævnt, er ikke helt sikkert. At jeg lader indlægget stå, skyldes simpelthen, at jeg synes X' håndtering af det hér er usmagelig, uanset, og fordi det jo er et desværre ikke ukendt problem, officiel mentor, eller selvudnævnt.

Skulle noget lignende gentage sig, kan du dog regne med, at jeg foretager mig noget. Om ikke andet det, at jeg fortæller X, hvad jeg mener om den slags.