"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

torsdag den 23. december 2010

En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"

Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.

Her et par citater:

"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. 
Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."

"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."

"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."

Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.

Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:

"
The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"

Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.

Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"

Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).

16 kommentarer:

tosommerfugle sagde ...

Ja, de "psykisk sårbare" må jo passe meget på ikke at såre resten af familiens plan om at julen skal handle om "trængsel og alarm" ;-)

Marian sagde ...

Netop. Hvis de dog bare her i julen ville tage sig sammen, og være lidt mindre egoistisk. Men nej, selv konsumfesten over alle konsumfester skal de ødelægge for deres familie. Suk!

Apropos "sårbar" og "såre", ja, meget empatisk, synes jeg, at forbryde en sådan artikel og lægge den ud på et netsted bl.a., og ikke mindst, for "psykisk sårbare"...

God jul til dig Johnnie!

Sigrun sagde ...

Anders Johan Wickstrøm Andersen, som arbeider ved Universitetet i Agder, har skrevet godt om "sårbarhet" i artikkelen "Anvendelse av sårbarhetsmodellen og konsekvenser for selvforståelsen". Artikkelen er en kritikk av psykoedukative behandlingstilnærminger, og har fått blandet mottagelse, sier han.

"Kan vi opparbeide en oversikt over personens liv slik at vi med stor sikkerhet kan si at denne personen ikke har opplevd så ekstreme situasjoner at hans/hennes psykoseutvikling må være genetisk betinget?

Det jeg kritiserer og tar avstand fra ved anvendelse av sårbarhetsmodellen, er dens klare vektlegging på ulne, ytre og av andre definerte faktorer. Det påvirker klart personens selvforståelse i en slik retning at han blir en brikke i eget liv snarere enn en ansvarlig aktør. Bak dette ligger en maskinfeiltankegang og en teori om minusvarianter i befolkningen som etter min mening ikke er etisk holdbar."

Janne Møller Olsen sagde ...

Det gør mig ked af det at læse det her ..

Glædelig jul, Marian - uden alt for megen overfladisk og materialistisk ståhej.

Marian sagde ...

Sigrun, i mine øjne er det, at tale om sårbarhed, der så, kombineret med stressfulde erfaringer, resulterer i "psykisk sygdom", lige så meget offerklandring og fornægtelse af traumer, som hvis man direkte talte om defekte gener og en syg hjerne. Man siger jo ligesom, at hvis personen ikke var, genetisk, sårbar, så ville vedkommende aldrig have reageret på sådan en ubetydelig ting som f.eks. at blive tævet igennem tre gange dagligt, og/eller at blive seksuelt misbrugt, og/eller 117 gange om dagen at få at vide, hvor uduelig, afskyelig og værdiløs vedkommende er.

Vil gerne tro, at artiklen fik en blandet modtagelse. Det gjorde min kritik på bl.a. Det Sociale Netværks konstante omtale af mennesker, der oplever reaktioner på overgreb/traumer, som "sårbare", "svage" og "syge" jo også i allerhøjeste grad. Den blev faktisk betegnet som "negativ" af DSN. Man kan så kun undre sig, hvad der mon er så positivt ved at reducere andre til en brik i eget liv, en minusvariant, og for hvem det måtte være positivt, at gøre det...

God jul til dig!

Marian sagde ...

Janne, jeg sad faktisk og gispede, da jeg læste artiklen. Hvordan i al verden passer den slags sammen med, at man vil "tale på de psykisk sårbares vegne"???

Men desværre skal man jo ikke lede længe i blogland, før man render ind i diverse blogs, især de blogs, der er skrevet af unge mennesker, der stadigt bor hjemme hos forældrene, hvor man kan læse om, hvor ked af det forfatteren er, at han/hun er til så megen besvær og bekymring for sin familie. Tragisk.

Og så god jul til dig med, Janne!

Sigrun sagde ...

Riktig god jul til deg, Marian!

Mille sagde ...

Oh. My. God.

For en forferdelig side! Her får man virkelig gnidd det inn at man er sårbar. Og det er altså helt naturlig. Men å reagere på traumer og overgrep er altså ikke det?

Og hva godt gjør det for et menneske å få repetert i evighet at man er psykisk sårbar? Dette er mer å trykke folk ned enn å hjelpe dem opp. Men så lager det kanskje et skille mellom "oss og dem", og det er fint å ha for de som ikke har blitt skviset inn i sårbarhetskategorien.

Jeg har selv fått opplæring i stress-sårbarhetsmodellen, men jeg fikk den liksom aldri helt til å passe inn i min virkelighet. Takk og lov for det, ellers haddde jeg fortsatt vært neddopet med medisiner den dag i dag.

Marian sagde ...

Mille, "os og dem", netop. At det er det, der gemmer sig bag al snakken om, at man jo bare vil hjælpe, bliver vist ikke mange andre steder mere tydeligt, end i en artikel som denne. Men man er generelt i DSN meget dygtig til det samme "double speak", som psykiatrien gør brug af.

God jul, også til dig Mille!

Madam Kjeldsen sagde ...

Jeg havde i julen, som psykisk sårbar, en oplevelse med et familiemedlem, som gav så meget stress, at jeg lagde mig som en anden Maud med stress, hovedpine, smerter i kroppen etc. Det var en klokkeklar reakterivering af gamle traumer, hun forårsagde ved sin blotte tilstedeværelse...

Men kan jeg få lov at sige fra.. som den, der ikke kan klare besøg, uden at komme til at fremstå som den stygge ulv ?

Marian sagde ...

Madam Kjeldsen, Einstein definerede vanvid som at gøre det samme om igen og om igen, og forvente forskellige udfald.

Jeg har set flere statusupdates blandt Facebook-vennerne her i julen, der sagde noget à la "Hjælp! Jeg må væk herfra, nu!!!" og må indrømme, at jeg, samtidigt med at spekulere over, hvordan man kunne hjælpe, også tænkte, 'Jamen, hvorfor tog du overhovedet derhen? Du kunne jo have regnet det ud på forhånd.' Jeg tror, vi har alle sådan en "indbygget", fix idé om, at det da må være muligt, at trænge igennem. En skøn dag må det da lykkes, at skaffe sig gehør, og blive mødt med empati og forståelse. I stedet for med fortrængning/fornægtelse og fordømmelse. Og af en eller anden årsag, nok fordi den i vores forestillinger er fredens og kærlighedens fest over alle andre, er julen en af de lejligheder, hvor vi håber mest på forløsning og forsoning. Men når jeg så hører, hvad folk fortæller om deres familiejul (og når jeg tænker tilbage til dem, jeg selv har oplevet), så virker det nærmere som om det modsatte sker. "Dramaet" udspiller sig på sit allermest intense, når alle er samlet omkring ande- og/eller flæskestegen. Om det så er, at det ender med regulære husspektakler, eller om det foregår mere fordækt under den smukt julepyntede overflade, resultatet er, at intet bliver forløst, at, tværtimod, fornægtelsen og fordommene bliver bekræftet af endnu engang "umulig" opførsel fra den i forvejen af alle som den stygge ulv, eller det sorte får, udpegede "psykisk sårbare".

Så, nej, man kan ikke sige fra, uden at, atter en gang, stå tilbage som den stygge ulv -- der ødelagde julen for alle andre, mens man dog også på samme tid reddede den for alle disse dramaelskende andre, ved at leve op til deres forventninger og spille sin tildelte rolle som den stygge ulv (og intet drama uden skurk, uden styg ulv) til UG. -- Og DSNs artikel indeholder sådan set opskriften til dramaet, ved at understrege, hvor styg den stygge ulv faktisk er.

Forløsningen og forsoningen kan vi kun opnå hver for sig. Ved at se i øjnene, at ingen andre kan give os den, end vi selv. Ved at stoppe med at spille vores rolle i dramaet, de andres drama. Det er sjovt, hvor travlt man har i systemet med at fortælle folk, at de, såvidt overhovedet muligt, skal undgå deres "triggere", mens man samtidigt har eminent travlt med også at fortælle dem, at de under ingen omstændigheder må bryde med det, der i langt de fleste tilfælde er årsag, og derved "trigger" nr.1 for deres problemer: familien, især den nærmeste. Det er nærmest også et "symptom" på ens "sårbarhed", eller ens "sygdom", når man bare så meget som prøver, at undgå videre kontakt med sine overgribere. Jeg tænker, det er det mest fornuftige (jf. Einstein), man kan gøre, med mindre man er ret så sikker på, at man er så langt i sin helingsproces, har så megen selvkontrol, at intet, ingen nok så provokerende provokation, kan få én til at blive trukket ind i dramaet igen. At holde afstand. Også, og måske især, til jul.

Håber, du har haft en nogenlunde jul alligevel, og godt nytt år til dig!

Anonym sagde ...

Undskyld, men... mener du, at citat nummer 2 er direkte forkert?

- og i sammenhæng hermed: Har du selv nogen sinde været pårørende (24/7) til et menneske, der led (på den ene eller den anden måde)?

Umiddelbart når man læser med her (og man er jeg, og jeg desuden - skal det siges - langt fra har læst alt), virker du ekstremt fordømmende over for pårørende. Lidt som om du har diagnosticeret dem på forhånd, som selve årsagen - alle over én kam, alle som én - til den psykiske lidelse, der kan være tale om?

Er det forkert læst, eller vil du måske forklare nærmere?

Mvh.

Anonym sagde ...

- eller alternativt linke til et indlæg hvori du forklarer nærmere?

Marian sagde ...

Anonym, det andet citat indeholder to udsagn: 1. pårørende bliver overset, 2. det er en belastning, at have et "psykisk sårbart" menneske tæt på.

Grundlæggende mener jeg, at begge udsagn er forkerte, ja. Hele systemet, som det fungerer i dag, og, med få undtagelser, altid har fungeret, tilgodeser alene de pårørendes interesser. At nogle pårørende så føler, at det ikke er nok, det, systemet gør for dem, tja... Egoets behov er svære, at tilfredsstille. Det vil altid have mere. Mht. nr. 2, at det skulle være en belastning, at være tæt på "psykisk sårbare" mennesker, så vil jeg først svare dit spørgsmål, om jeg selv nogensinde har været tæt på/har været pårørende til et menneske der lider. Og svaret er, at, ja, det har jeg. Alle mennesker lider, hvis ikke fysisk, så i hvert fald eksistentielt, mere eller mindre. Ellers var vi ikke mennesker. Og jeg har, som alle andre, været tæt på, og også pårørende til, andre mennesker.

Kan man løbe fra, at skulle se sin egen lidelse, sin egen menneskelighed, sin egen fejlbarlighed i øjnene, ved at projicere den ind i andre, kalde dem for "psykisk sårbare", en belastning, årsagen til hvad det end måtte være, der går én imod i livet? Ja, det kan man. Og det er meget fristende, at gøre det. Fordi det er så meget nemmere at gøre, end at skulle se i spejlet, og erkende, at lidelsen er éns egen, at der kun er én, der er ansvarlig, når man lider, og det er én selv. Men når man nægter, at tage ansvar for sin egen lidelse, kan man heller ikke forvente, at andre tager ansvar for deres, og "psykisk sårbarhed", "psykisk sygdom" fortsætter med at trives og blomstre alle vegne, uanset hvor klog videnskaben, den neurologiske, måtte blive, uanset hvor avanceret "behandlingen" måtte blive. Lidelsen styrer, og vi er og vil være dens slaver. Indtil den dag, hvor vi tager vores lidelse i besiddelse, og forstår, at den ikke er en belastning, men det, der gør livet til liv. Hvilket skulle forklare, hvordan jeg ser på nr. 2 udsagn.

Anonym sagde ...

Ok.

"Alle mennesker lider, hvis ikke fysisk, så i hvert fald eksistentielt, mere eller mindre. Ellers var vi ikke mennesker. Og jeg har, som alle andre, været tæt på, og også pårørende til, andre mennesker."

Igen et eksempel på, hvor kategorisk (jeg synes) du udtaler dig, sikke meget du ved med sikkerhed! - du definerer hvad der gør mennesker til mennesker, hold da helt op (bogstaveligt talt). Lad venligst være med det.

- og "som alle andre" - hvad ved du om alle andres nærhed ift. alle andre?

Jeg må også huske det der med projektionerne - næste gang jeg går forbi en af de psykisk sårbare i gadebilledet; jeg må da virkelig stoppe! Det er s'guda synd for dem, at de lider sådan p.g.a. mig.

Mht. til de pårørende og systemet, der udelukkende tilgodeser dem: Bullshit, eller, med andre ord, du har altså alligevel aldrig selv været pårørende (i den forstand), eller, det kan du næsten ikke have været, når du siger sådan.

Jeg synes ellers, at du har nogle gode idéer omkring hele forståelsen af psykiske lidelser og vores (samfunds) misforståede forsøg på at forholde os til dem, men jeg synes samtidig, at det er synd, at du er så vred - og lukket ift. din forståelse af andre mennesker, "raske" såvel som "syge". På sin vis lige så lukket som det psykiatriske system - du står bare råber og peger fra den anden ende.

Mener jeg.

Marian sagde ...

Anonym, hvad jeg udtaler her og andre steder, er selvfølgeligt min personlige mening. Hvis man ikke er enig, så kan man lade være. Hvis man synes, det er kategorisk, eller whatever man måtte synes det er, så må man synes det. Hvad andre stiller op med min mening, er ikke mit ansvar, men deres. Hvis man vil have mig til at holde op med at udtale min mening, så må man argumentere sagligt og overbevisende for, at min mening er forkert. Så skal jeg nok tage den op til revision, og i givet fald holde op med at sige den, respektive ændre den. Men uden sagligt modspil, kan jeg ikke se nogen grund til det.