En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"

Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.

Her et par citater:

"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. 
Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."

"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."

"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."

Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.

Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:

"
The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"

Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.

Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"

Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).

Alice Miller dør, og den danske presse tier

Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.

Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.

I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":

"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."

Og "diana" skriver:

"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.

Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!

Alice Miller, 1923 - 2010

Alice Miller døde den 14. april i sit hjem i Provence. Hun var nok den personlighed, der havde mest fokus på opvækstens, og især opdragelsens, rolle for børns udvikling, og på hvordan vold i opdragelsen traumatiserer børn, med kriminalitet, stofmisbrug og "psykisk sygdom" til følge. Alice Miller gjorde en stor indsats for at få al fysisk afstraffelse af børn forbudt ved lov, og heldigvis er der i dag en række lande, hvor revselsretten er ophævet, såsom i Danmark, og senest også i Norge.

Imidlertid tror jeg ikke, at hverken afskaffelsen af revselsretten, eller det tiltagende fokus i medierne på overgreb mod og omsorgssvigt af børn kan bremse den generelt tiltagende vold i samfundet. Både overgreb, omsorgssvigt, fysisk vold i opdragelsens navn selv, men også f.eks. det, at enkeltpersoner af medierne jævnligt gøres til syndebukke, at, samtidigt med at enkeltmennesker således fremstilles som nærmest monstre, volden, traumatiseringen stadigt ikke anerkendes som årsag til f.eks. "psykisk sygdom", dvs. at voldens destruktive potentiale stadigt ikke anerkendes fuldt ud, og at det stort set kun er vold i fysisk, respektive seksuel form, der anerkendes som værende vold, er altsammen symptomer på at traumerne generelt stadigt ikke anerkendes som traumer, at de stadigt ikke er bevidstgjort og bearbejdet. Og så længe traumerne ikke anerkendes, bevidstgøres og bearbejdes, vil volden fortsætte og også tiltage.

"The danger does not lie with individuals, however criminal they may be. Far more, it lies in the ignorance of our entire society, which confirms these people in the lies that they were obliged to believe in childhood. Teachers, attorneys, doctors, social workers, priests, and other respected representatives of society protect parents from the mistreated child's every accusation and see to it that the truth about child abuse remains concealed. Even the child protection agencies insist that this crime, and this crime alone, should go unpunished."

"If one day the secret of childhood were to become no longer a secret, the state would be able to save immense sums that it spends on hospitals, psychiatric clinics, and prisons maintaining our blindness. That this might deliberately happen is almost too incredible a thought." -Alice Miller, Breaking Down the Wall of Silence: To Join the Waiting Child
_______________

New York Times' nekrolog: "Alice Miller, Psychoanalyst, Dies at 87; Laid Human Problems to Parental Acts"