HSP'er eller syg i hovedet?

I går fik jeg en mail med en invitation til et arrangement med Elaine Aron, psykolog og forfatter af bogen The Highly Sensitive Person. Nu ser det, at være "HSP'er" for mig ud til at være et i tiltagende grad populært samfundsfænomen og jeg kender da også en række mennesker privat, der identificerer sig selv som HSP'er.

Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.

I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.

Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.

Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?

"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...

Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.

Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.

Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".

Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.

Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________

Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D