Tusind tak!!!

...herfra til alle, der har taget initiativ og gjort det muligt, at min kommentar til Inger-Liss Christoffersens artikel om foredraget med Thomas Werge alligevel kom med i LAPs medlemsblad. Jeg blev så glad, da jeg så jeres engagement, der jo i grund og bund ikke så meget er et engagement for mig som person, respektive for mine personlige synspunkter, men et engagement for ytringsfriheden som sådan.

Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.

Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".

' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)

En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.

Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.

Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________

*) Lidt selverkendelse fra terapirummet

"We've been reduced to living like animals"

Godt og vel et år efter Bosnienveteran Torben Martin Bødker blev skudt og dræbt af politiet her en video, der fortæller lidt om, hvor meget det skyldes en "psykisk brist", som den enkelte har med sig, når soldater kommer hjem fra udstationeringer i krigszoner med PTSD.



Via Beyond Meds.
_______________

V.A.: U.S. Department of Veteran Affairs
_______________

Læs også: TV2 Øst, "Hundredevis af soldater har forsøgt selvmord"

HSP'er eller syg i hovedet?

I går fik jeg en mail med en invitation til et arrangement med Elaine Aron, psykolog og forfatter af bogen The Highly Sensitive Person. Nu ser det, at være "HSP'er" for mig ud til at være et i tiltagende grad populært samfundsfænomen og jeg kender da også en række mennesker privat, der identificerer sig selv som HSP'er.

Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.

I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.

Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.

Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?

"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...

Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.

Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.

Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".

Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.

Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________

Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D

"Hjælper Seroquel mod PTSD?"

Ja, altså, hvis man tror på det. Men hvis man tror på det, så hjælper også håndspålæggelse mod PTSD. Og hvis man vælger at tro på det sidste, så slipper man immervæk for alt det her.

Jeg kan kun sige: hold fingrene fra disse stoffer!