Det vrimler jo med psykolog-annoncer derude, der lover hurtig og effektiv fjernelse af diverse slags følelser og tanker. Ligesom det vrimler med folk, der er fast overbevist om, at deres følelser og tanker er et - stort - problem (hvorfor alle disse følelser og tanker nøje observeres og bogføres, gerne på en blog : "I dag gjorde jeg det igen. Jeg følte/tænkte. Åh nej!"). Så, det passer jo fint sammen.
Her til morgen faldt jeg over følgende kommentar på en blog, skrevet af en person, der åbenbart er én af de nævnte psykologer, der gør opmærksom på et - mindst lige så stort - "metaproblem":
"One of the problems with the bipolar population (I'm putting on my psychologist hat, sorry!) is that they end up going off meds because they miss the high end of the cycles. A lot of them say they'd rather feel something than be on meds. Lucky you that you have an understanding and compassionate psychiatrist helping you out!"
Her gik jeg, og troede, det var bare menneskeligt, at have følelser og tænke tanker. Jeg må vist hellere begynde, at se mig om efter en "compassionate psychiatrist", siden alle de følelser og tanker, jeg oplever hele tiden, åbenbart er tegn på jeg ved ikke hvor mange forstyrrelser og sygdomme, jeg har. For ikke at nævne den, at også jeg egentligt godt kan lide, at føle og tænke. Jeg har det virkeligt skidt med det nu, at jeg kan lide, at være menneske! Jeg må virkeligt være syg!! Hjælp!!!
lørdag den 31. juli 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
6 kommentarer:
Åh ja, det er ikke godt med grus i maskineriet ;-). Tak skæbne for at vi er mennesker og ikke maskiner, Marian.
Noget helt andet er hvis følelser og tanker bliver så pinefulde at de er svære at leve med, så vil det måske være konstruktivt at undersøge dem sammen med et forstående, vidende og indsigtsfuldt menneske der ikke er bange for sit eget indre liv. Så kan man måske komme til at anerkende sine følelser og tanker i stedet for at undertrykke dem. Det må da være vejen frem, tænker jeg.
:-)
Mine ord, Janne, mine ord!
Men Janne, nu hvor jeg læser din kommentar igen: du skriver, at du tænker, at det må være vejen frem. Det er altså ikke godt, at du tænker, Janne! Du må hellere også skynde dig, at finde en "compassionate psychiatrist"! :D
Ha ha, Marian, jeg er sgi nok uhelbredelig!
Nej, jeg må hellere omformulere, så det bliver helt tydeligt at jeg nok ikke er ved mine fulde fem: Jeg har erfaret, efter omhyggeligt at have undersøgt både mine tanker og følelser sammen med et indsigtsfuldt menneske gennem fem år, at det er vejen frem. Mine følelser og tanker er i øvrigt enige med hinanden, hvilket ofte er en sjældenhed for mange mennesker: Det er en erfaring der holder!
Og til sidst lige spøg og ironi til side, hvis nogen kigger med her: Det er min faste overbevisning at det kan være meget destruktivt at undertrykke både følelser og tanker. Med såvel medicin som mentale teknikker.
(Fnis)
Og jeg er helt hel og rask.
Janne, jeg tænker (ojojoj, ikke godt!), at det ikke bare kan være destruktivt, at undertrykke/fortrænge følelser og tanker, men at det er det under alle omstændigheder. I min verden er det nærmest en form for selvskadning, at gøre det. Det skulle give behandlerne anledning til bekymring, når nogen driver med det. I stedet for, at de ser det som et problem, hvis nogen ikke ønsker det.
Helt enig, Marian :-).
Det der "(Fnis)", det troede jeg jeg havde slettet, men det smuttede med alligevel. Øv. Det er en meget alvorlig problemstilling som lige præcis bærer præcis kimen til såvel nedbrydning som opbygning. Lad os blive ved med at sætte det sidste i centrum.
Knus
Send en kommentar