søndag den 25. juli 2010
Tusind tak!!!
...herfra til alle, der har taget initiativ og gjort det muligt, at min kommentar til Inger-Liss Christoffersens artikel om foredraget med Thomas Werge alligevel kom med i LAPs medlemsblad. Jeg blev så glad, da jeg så jeres engagement, der jo i grund og bund ikke så meget er et engagement for mig som person, respektive for mine personlige synspunkter, men et engagement for ytringsfriheden som sådan.
Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.
Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".
' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)
En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.
Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.
Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________
*) Lidt selverkendelse fra terapirummet
Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.
Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".
' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)
En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.
Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.
Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________
*) Lidt selverkendelse fra terapirummet
Labels:
aktivisme,
dehumanisering,
diagnoser,
LAP,
PTSD,
trauma,
ytringsfrihed
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Bra, Marian! Sånn skal det være.
Så glædeligt at læse, Marian!
Send en kommentar