The Recovery Challenge. Eller: "Psykisk syg"? Bliv voksen!

Ron Coleman og Karen Taylors hjemmeside: working to recovery

Til foredrag med Robert Whitaker, og til møde om "medicinpædagogik", et nyt projekt under Servicestyrelsen

To ting, der på overfladen ikke har noget videre at gøre med hinanden, og dog...

Ja, jeg var altså i Göteborg sidste måned, til foredrag med Robert Whitaker

om hans seneste bog Anatomy of an Epidemic, arrangeret af Familjevårdsstiftelsen. Bogen tager udgangspunkt i Whitakers undren over, at, på trods af at farmakologisk behandling angiveligt har forbedret behandlingsmulighederne i psykiatrien og tilværelsen for "psykisk syge" mennesker så meget, flere og flere af disse "psykisk syge" mennesker ender i kronicitet og på førtidspension, lidende under mere og mere alvorlige "bi"virkninger, og udsat for en større og større risiko for at dø før tid. For at finde svar på sine spørgsmål foretager Whitaker en grundig gennemgang af forskningen på psykofarmakologiens område i sin helhed, og når frem til, at det billede forskningen tegner er et noget andet, end det, psykiatrien præsenterer i offentligheden.

Whitakers bog er, ligesom forgængeren Mad in America, rystende læsning. Og en ting er de videnskabelige data og fakta, der stort set gennemgående straffer alle psykiatriens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder løgne -- men det har dem af os, der er fulgt med i forskningen, jo vidst længe --, en helt anden er, at få den mistanke, som selv mange kritikere dårligt tør at have, at psykiatrien nærmest fra starten af har vidst, at dens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder er lige så meget løgn, som fortællingerne om biologisk hjernesygdom, så umisforståeligt bekræftet, som det sker i Whitakers bog via citat efter citat af "ekspert"udtalelser angående sagen.

Whitaker afsluttede foredraget som de fleste andre kritikere med det uundgåelige, politisk korrekte: "Jeg ved godt, at mange føler sig hjulpet af psykofarmaka, og der er en plads for stofferne i behandlingen."

I den efterfølgende diskussion spurgte jeg ham, hvorfor han, efter at han lige havde præsenteret de videnskabelige data og fakta, der allesammen klart sagde én ting: at hvis folk føler sig hjulpet af psykofarmaka, dette må tilskrives enten en placeboeffekt, og/eller simpelthen det faktum, at deres selvbedømmelsesevne er nedsat grundet stoffernes indflydelse, og at der rent faktisk ikke er nogen plads til stofferne i "behandlingen", hvis denne "behandling" skal være virkeligt til hjælp for folk i krise, alligevel valgte, at afslutte præsentationen med hvad der må betegnes for en undskyldning for samme præsentation.

Whitaker kommer i det sidste kapitel af Anatomy of an Epidemic udførligt ind på finske Åben Dialog-tilgangen, også kendt som "Vestlaplandsmodellen", som et veldokumenteret effektivt alternativ til den ellers gængse, biomedicinske tilgang til kriser. Men selv Åben Dialog gør brug af psykofarmaka, om end i meget begrænset omfang, især når det kommer til "anti"psykotika, og kun som en"nødløsning". Som svar på mit spørgsmål sagde Whitaker bl.a., at han godt kunne tænke sig at se et projekt à la Åben Dialog iværksat, der dog, til forskel for Åben Dialog, slet ikke gjorde brug af psykofarmaka. Det kunne jeg nu også godt tænke mig at se! Som Whitaker sagde, menneskeheden har igennem årtusinder overlevet uden disse stoffer, så...



Slides'ene til foredraget findes her.

Og så var jeg som sagt i Odense for en uge siden, til møde i følgegruppen (uanset hvor meget snak der er om at brugerne skal være eksperter i eget liv, så rækker velvilligheden fra systemets side som bekendt ikke så langt som til at lade denne indsigt få reelle konsekvenser, og lade brugernes ekspertise få styrende indflydelse på den slags projekter, så, som bruger respektive kriseerfaren er man henvist til følgegrupperne) til projektet

"Medicinpædagogik og psykoedukation".



Projektet, der primært retter sig mod mennesker, der bor på bosted, eller har bostøtte, består af en række i og for sig ganske gode idéer, bl.a. indførelsen af en "medicindagbog", hvor brugeren noterer virkninger og "bi"virkninger af "medicinen", deraf følgende eventuelle ønsker om ændringer i medicineringen, osv., et initiativ til "den gode konsultation", dvs. hjælp til at forberede det næste besøg hos ens shrink, så man får det bedste ud af besøget, og også indførelsen af "individuelle mestringskataloger", hvor den enkelte nedskriver "komplementære" -- man har med fuldt overlæg fravalgt begrebet "alternative", for ikke at få shrinks'ene op i det røde felt med det samme -- metoder, såsom NADA, en snak med en god ven, mindfulness, og og og... til krisehåndtering. Især det sidste noget, der har været kendt for mange af os i lang tid. Derudover eksperimenterer man med psykoedukation i grupper, med tyngdepunkt på "medicinen", og sideløbende grupper hvor man arbejder, overfladisk, men immervæk, med livshistorien. Især det sidste noget, der har vist sig, at være en succes blandt brugerne -- surprise, surprise! NOT!

Jeg var lidt skeptisk, da jeg tog afsted til mødet, om jeg overhovedet ville kunne holde ud, at overvære hele séancen. Og kaffen var da godt nok heller ikke noget, at råbe hurra for. Men sandwiches'ene var ok, de tilstedeværende var allesammen søde mennesker, og intentionerne var gode, og bare gode.

Men, men, men... Som vi alle ved, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og i det omfang, som der stadigt holdes urokkeligt fast i den medicinske forklaringsmodel, afkræves brugerne den berømte "sygdomsindsigt", og menes, at "(f)or sindslidende i medicinsk behandling er et stabilt medicinforbrug efter lægefaglig ordination en væsentlig forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv på egne præmisser" (fra projektbeskrivelsen), så vil projektet næppe kunne leve op til sit smukke mål, at fremme recovery og empowerment, og de to ord må nødvendigvis forblive tomme floskler indenfor projektets rammer.

Hvad projektet vil kunne gøre for brugerne, er at give dem lidt mere at tage sig til i hverdagen, for at få tiden som førtidspensionist til at gå, og samtidigt give dem en illusion om at have noget at skulle have sagt i deres liv. Og her ligger der også et enormt misbrugspotentiale i projektet, i det, at behandlerne kan henvise til de forskellige tiltag, og den tilsyneladende brugerindflydelse, de repræsenterer, og sige: "Nu har i jo fået lov til at sige noget, hvad vil i mere?!" Dvs. systemet kan klappe sig selv på skulderen, og påstå, at det lytter til brugerne, at recoverytankegangen og empowerment er implementeret, uden at dette faktisk er tilfældet.

Brugere har til enhver tid givet udtryk for manglende virkning, og massive "bi"virkninger af "medicinen". Med eller uden "medicindagbog". Hvad skulle få den gængse praktik blandt behandlerne, at svare på den slags udmeldinger med endnu flere piller, til at ændre sig? Så længe livskriser defineres som hjernesygdom, og dem, der oplever disse kriser, som bogstaveligt talt syge i hovedet: ingenting. Og hvad skulle få et besøg hos ens shrink til at blive en "god konsultation", når ingen af de spørgsmål og informationer man forbereder til besøget kommer så meget som bare i nærheden af at sætte spørgsmålstegn ved den biologiske forståelse og deraf følgende medicinske "behandling" af livskriser, dvs. så længe den af Robert Whitaker i Anatomy of an Epidemic og ved foredraget i Göteborg så tydeligt præsenterede sandhed fortsat forties til fordel for fortællingerne om hjernesygdom og psykofarmakas fortræffeligheder, og, mht. især dette projekts målgruppe, uundværlighed, så længe alternativer ikke må være alternativer, men allerhøjst til den angiveligt så uundværlige medicinske "behandling "komplementære" metoder? Også her må svaret være: ingenting.

Da jeg læste de forskellige materialer, projektbeskrivelsen etc., igennem inden mødet, havde jeg ved hver sætning igen oplevelsen af at "recovery" og "empowerment" forsvandt ud i den blå luft, i stedet for at blive konkrete og håndgribelige, og at, under stregen, og mht.netop disse to så afgørende koncepter, når vi taler det, at komme igennem og ud af livskriser, materialet ikke var det papir værd, det var skrevet på. Ok sandwiches, søde mennesker, og gode intentioner til trods, har mødet ikke kunnet ændre på denne oplevelse.

I følgegruppen er der en del fokus også på spørgsmålet, hvordan projektet kan finde udbredelse, uden at man træder specielt shrinks'ene for hårdt over tæerne. Ja, projektet betyder vel, at de skal afgive noget af deres magt til brugerne, ikke? Og det er shrinks jo ikke så voldsomt glade for, som regel. Men bare roligt! Der er intet i projektet, der seriøst kunne true shrinks'enes magt, eller, sagt på en anden måde, skabe et mere jævnbyrdigt forhold mellem dem og deres klientel. Der er bare smukke, men desværre ret så tomme ord i dette projekt.

...og et svar til Poul Videbech fra Olga Runciman

Adskillige mainstream-steder på nettet har man problemer med sandheden, når det kommer til psykiatrien. Så også hos Danmarks Radio. Kommentarer er velkomne, så længe de hepper kritikløst på de selvbestaltede "eksperter", som Poul Videbech. Bliver der stillet for mange spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertise, lukker man simpelthen for flere kommentarer. Jeg undrer, om man også havde gjort det, hvis der var kommet 500 kommentarer, der ikke havde bidraget til debatten med andet, end et "formidabel forelæsning!" hver. Næppe.

Anyways, lukningen af debatten i forbindelse med "Depression - en folkesygdom i hjernen" i går indebærer, at min veninde Olga Runciman desværre ikke kunne aflevere sit, som jeg synes, meget relevante svar til Poul Videbechs sidste kommentar i tråden, hvor han bl.a. fremstiller adfærdsmanipulerende terapiformer, navnligt kognitiv og interpersonel terapi, som det alene saliggørende. Eller, som han selv udtrykker det, det, som vi ved virker. Som om anden terapi ikke virkede. Hvilket han iøvrigt også siger, om end indirekte, når han beklager, at ikke alle psykologer behersker disse terapiformer.

Olga er selv ved at læse til psykolog, og er således ganske så kompetent, når det kommer til f.eks. spørgsmålet hvor meget terapiens form betyder for dens effekt. Her er hendes svar til Videbech, med fokus netop på hans -- fejlagtige -- påstand om kognitiv og interpersonel terapis overlegenhed:

Kære Poul,

jeg kan kun være helt enig med dig at det er en tragedie, at den ”billigste” løsning er medicin, billigst i citationstegn for depression og angst er den største grund til, at så mange er på pension og langtidssygmeldt (Søgaard HJ. Psykisk sygelighed hos langtidssygemeldte) men det har du jo selv holdt oplæg om…

Faktisk er Danmark det land ifl. WHO, der har flest mennesker på pension pga. psykiske problemer, og det tal er stigende. (Kilde: Ankestyrelsen 2010)

Men egentlig vil jeg bare komme med en kommentar omkring dit udsagn, at det er kognitiv og interpersonel terapi der virker (fremfor formodentligt andre former for terapi). Så enkelt er det ikke. Det der virker er relationen, faktisk kan 60% af terapiens virkning tilskrives relationen mellem terapeut og klient. Kun 8% handler om metoden. Wampold, B. (2001). New York: “The Great Psychotherapy Debate” Lawrence Erlbaum. Og der findes 100vis af andre forskningsresultater der viser det samme. I øvrig kan jeg også oplyse, at den kognitive behandling er meget udbredt blandt psykologer, og nok en af de hyppigste behandlingsformer der tilbydes. Hermed dog ikke sagt, at den derfor er bedre end andre.

Til sidst har jeg lige testet mine rygmarvsreflekser inde på din hjemmeside og desværre skete der ikke noget. For at der skulle ske noget med mine rygmarvsreflekser skulle din hjemmeside netop ikke repræsentere en traditionelt psykiatrisk bio/genetisk tilgang til psykiske lidelser… ;)

Med venlig hilsen Olga

"Depression - en folkesygdom i hjernen" -- endnu en advarsel

Forleden var Poul Videbech jo på med forelæsningen "Depression - en folkesygdom i hjernen".

Bortset fra, at forelæsningen, som jeg også skriver i den første af mine kommentarer på siden, hele vejen igennem er videnskabeligt uholdbar -- og interessant nok, så vælger Videbech, at ikke forholde sig med et ord til min indholdsmæssige kritik, mens han har meget travlt med at bagatellisere sit engagement som foredragsholder for Bristol-Myers Squibb --, så har jeg i går desværre måttet opleve effekten af den slags "forelæsninger" direkte, i form af en, mildest talt, opskræmt person, der ringede til min arbejdsplads: "Jeg har været noget depri her på det sidste. Min psykiater syntes, jeg skulle tage antidepressiva, men det har jeg sagt nej til. Og nu siger Poul Videbech, at man kan blive dement af depression, hvis man ikke tager medicin! Skulle jeg måske alligevel sige ja til den?!"

1 - 0 til Videbech. "Forelæsningen" har opnået den ønskede effekt: folk panikker, og jeg vil ikke vide, hvor mange der render hals over hovedet, og uden at få en snak om sagen med mindre end Videbech selv interessekonflikt-belastede mennesker, som mig, først, til deres læge, respektive psykiater, for at få en recept.

Til alle dem, der tøver, og måske googler, og havner hér: Som sagt, så holder Videbechs påstande ikke vand, især når det kommer til påstanden om, at "anti"depressiva skulle forhindre demens i at opstå. Videbechs "bevisføring" lader et hav af spørgsmål være ubesvaret, f.eks., og ganske grundlæggende, hvordan forhindrer en forstørret hippocampus demens? Eller: hvordan ser hippocampus ud efter år, eller endda årtier på "anti"depressiva? Nu havde Videbech nok ikke tid til at komme ind på alle disse spørgsmål i "forelæsningens" rammer. Og jeg har ikke tid til at skrive dem allesammen ned her (så ville jeg sidde de næste to dage her foran skærmen). Men heldigvis er der en, der har taget sig den tid, at se meget nøje på alle spørgsmålene, og det er der kommet en bog ud af, som jeg vil anbefale alle tøvende at læse, før i måske alligevel styrter afsted efter en recept: Grace E. Jackson, Drug-induced Dementia: A Perfect Crime.

Og ja, for resten, for alle, der ikke lige sådan læser en videnskabelig afhandling, slet ikke på amerikansk: Grace E. Jacksons gennemgang af forskningsresutaterne angående det stigende antal demens-ramte blandt dem, der lider af "depression", men også af andre såkaldte "psykiske sygdomme", er, at det knapt så meget er selve "sygdommen", der forårsager demens, som det er behandlingen, den psykofarmakologiske såvel som den elektriske, for "sygdommen", der, rent ud sagt, fucker hjernen up, og hen ad vejen gør de behandlede demente.

"Leve med skizofreni" -- en advarsel

Jeg faldt i går over en hjemmeside, der ser ud til at være relativt ny på nettet. Hjemmesiden "Leve med skizofreni" adskiller sig ikke væsentligt fra alle de andre velkendte mainstream-hjemmesider (Psykiatrifondens, netdoktor.dk, osv.). Også her får vi alle de sædvanlige usandheder serveret, som at "antipsykotika" ikke skulle være afhængighedsskabende -- bare fordi man ikke føler trang til at indtage et stof, er det ikke ensbetydende med, at stoffet ikke er afhængighedsskabende; "antipsykotika" forårsager abstinenser ved stop og er dermed afhængighedsskabende --, og at stofferne, i korrekt dosering, ikke skulle virke sløvende. Hvis det sidste er sandt, så er der ikke nogen blandt mine mange bekendtskaber, der tager "antipsykotika", der får stofferne i korrekt dosering. Og så forstår jeg heller ikke rigtigt, hvorfor stofferne farmaceutisk set tilordnes gruppen af "major tranquilizers", stærkt beroligende substanser.

Anyway, det der adskiller hjemmesiden "Leve med skizofreni" fra andre mainstream-hjemmesider, er at der påfaldende ofte gøres opmærksom på vigtigheden af den medicinske "behandling", og at det ikke lige umiddelbart fremgår, hvem der står bag hjemmesiden. Vil man vide det, må man finde læsebrillerne og gerne også en lup frem, og så må man rulle ned til det med mikroskopiske bogstaver skrevne i bunden af siden: Janssen-Cilag A/S, producenten af bl.a. Risperdal og Invega. Ahhh, åhhh, ja, så bliver det pludseligt også ganske forståeligt, hvorfor der lægges så overordentligt stor vægt på, at understrege nødvendigheden af medicinsk "behandling".

Hjemmesiden er altså aldeles ikke, som den prøver at give indtryk af, en uvildig informationskilde "for dig, der enten har skizofreni eller kender en der har skizofreni", men en eneste stor reklame for Risperdal, respektive Invega -- bemærk, at der adskillige gange på hjemmesiden gøres opmærksom på fordelene ved depotmedicinering. Her skal der ikke informeres, her skal der sælges.

"Leve med skizofreni", dvs. Janssen-Cilag, har også en YouTube channel med et antal helt professionelt lavede videoer. På YouTube fremgår det ingen steder, at det er farmagiganten Janssen-Cilag, der står bag kanalen og videoerne. Til denne hemmelighedskræmmeri passer det selvfølgeligt perfekt, at man har valgt, ikke at tillade ratings og især kommentarer til videoerne.

Paula J. Caplan: Losing Labels to Find Ourselves

Bruce E. Levine - My Story

Interview med Daniel Mackler

Daniel Mackler fortæller om hans to nye film, Healing Homes og Open Dialogue.

Scandinavian Center for Shamanic Studies, Åsbacka, Annette Høst, Jonathan Horwitz -- erfaringer efterlyses

På vegne af en ven: kender du noget til, har du erfaringer med Scandinavian Center for Shamanic Studies, og/eller Åsbacka Center for Shamanic Healing, Annette Høst, Jonathan Horwitz, må du meget gerne lægge en kommentar her, eller sende mig en mail: marian(dot)bgst(snabel a)gmail(dot)com

PSP-samarbejdet: vejen til mere effektiv diskriminering mod psykiatrisk stemplede mennesker

"PSP" står for Politi, Socialforvaltning, og Psykiatri. Samarbejdet mellem disse tre aktører startede som et projekt i Frederiksberg Kommune i 2004, og er efterfølgende i 2009 blevet til en landsdækkende realitet. Idéen bag PSP-samarbejdet er angiveligt, at kunne yde en mere effektiv, koordineret indsats for borgere med sociale problemer, respektive psykiatriske stempler, der kommer i kontakt med politiet. Og det lyder jo nok umiddelbart som en god idé i de flestes ører.

Men men men... Her er en lille historie fra det virkelige liv, der fortæller noget om, hvad PSP-samarbejdet egentligt er ment til at muliggøre: X har et erhvervskørekort, og får midlertidigt frataget både dette og sit private kørekort, efter en ret alvorlig overskridelse af fartsbegrænsningen. X har nu, da perioden er gået, mulighed for at aflægge en ny køreprøve og generhverve begge kørekort. Og så ville der jo ikke være så meget mere i det, hvis det ikke var for at X også har et psykiatrisk stempel, og hvis det ikke var for PSP-samarbejdet, der sikrer, at politiet informeres om X' psykiatriske stempel, og derfor, i henhold til PSP-samarbejdet, indhenter en vurdering fra Sundhedsstyrelsen, angående hvorvidt X nu egentligt overhovedet skal kunne få sine kørekort tilbage, eller ej. "Eksperten" fra Sundhedsstyrelsen udtaler, uden at have mødt og talt med X en eneste gang, at det, grundet stemplet og det faktum, at X i længere tid ikke har ønsket, at modtage psykiatrisk "hjælp" for sine emotionelle problemer, ikke er hensigtsmæssigt at give X mulighed for at få sit erhvervskørekort tilbage, og at returneringen af X' private kørekort skal gøres afhængig af at X, der har fået god hjælp for sine emotionelle problemer fra anden end psykiatrisk kant, går med til at igen lade sig behandle i psykiatrien, hvilket X aldrig har oplevet som særligt hjælpsomt, og denne gang gerne med depotmedikamenter. For at være på den helt sikre side, at X nu også virkeligt er godt dopet til, når X sætter sig bag ratten i bilen...

Her har vi altså en person, der er så motiveret, som man bare kan være for at a) få hjælp til sine emotionelle problemer, og b) blive selvforsørgende igen, via et erhvervskørekort. Og hvad gør myndighederne?? Myndighederne gør, hvad der står i deres, af PSP-samarbejdet betragteligt forøgede, magt for at a) gøre X til kronisk syg svingdørspatient i psykiatrien og konsument af medicinalindustriens produkt på livstid, og for at b) derved, og ved at nægte X et erhvervskørekort, sikre, at X chancer for at blive selvforsørgende reduceres til noget nær 0. Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper systemets jerngreb og opsøger andre udfordringer her i livet, end et job med løntilskud som trappevasker eller returflaskesorterer! Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper samfundets kontrol!

Der var en gang, hvor man som psykiatrisk stemplet person faktisk fik et stempel i sit pas. Ganske i stil med et vist armbind nogle mennesker blev tvunget til at bære i 1930ernes og 1940ernes Tyskland. Med etableringen af PSP-samarbejdet har vi i dagens Danmark, hvor ingen kan råbe højt nok om "afstigmatisering" af "psykisk sygdom", taget et stort skridt hen mod genindførelsen af den slags tilstande.

MB'er og brugerlærer: systemts stikirenddreng

Det er jo blevet hip og trendy igennem de senere år, at uddanne sig til brugerlærer, respektive MB'er, medarbejder med brugererfaring, det, der på engelsk kaldes for "peer" som i "peer support" f.eks., når man har oplevet kriser og er blevet "recoveret".

Idéen bag, at mennesker, der selv har oplevet kriser og har overvundet disse, står med en insiderviden, der kan være til stor gavn for andre, der oplever kriser, er ikke ny. Traditionelt er healere som de sibirske shamaner f.eks. folk, der selv er "gået igennem ild og vand", før de har opnået status som guide for andre, der kommer ud for den samme udfordring. Det er deres personlige erfaring, der kvalificerer dem, ikke nogen teoretisk viden.

Men det er ikke kun erfaringen som sådan, der kvalificerer et menneske, der er "gået igennem ild og vand", til at blive shaman. Det er i allerhøjeste grad også, hvad vedkommende gør med denne erfaring. Om den bruges til at opnå indsigt og visdom, om den fører til en større grad af selv-/bevidsthed. Det er i indsigten, i bevidstgørelsen, erfaringens værdi ligger. Og det er her, det bliver problematisk, når vi taler brugerlærere og MB'ere. For, godt nok har disse mennesker gennemgået kriser, men spørgsmålet er, hvorvidt kriserne er blevet brugt til at opnå indsigt og større selv-/bevidsthed, når uddannelserne til MB'er og brugerlærer er tilrettelagt af et system, der definerer kriser som sygdom, og det at komme sig, som at lære at leve med denne sygdom, der definerer indsigt som sygdomsindsigt, og hvis generelle opfattelse af kriser er, at disse er et onde, der bør bekæmpes med alle midler, og ikke, som i shamaismen f.eks., en udfordring, der bør tages op, en chance til at opnå større selv-/bevidsthed, og dermed snarere en "gave", end den "forbandelse", systemet definerer kriser til at være.

Ved at tage idéen om at egen erfaring med kriser kan kvalificere én til at agere guide for andre mennesker i krise op på den måde, som systemet har gjort det, dvs. ved at vende hele konceptet på hovedet, ganske som det er sket med recoverybegrebet, har systemet med uddannelserne til MB'er og brugerlærer formået at rekruttere et infanteriregiment af forholdsvis lavtlønnede stikirenddrenge blandt brugerne. Billig arbejdskraft, der, ved at henvise til egen erfaring, kan virke overbevisende, især på dem, der måtte trække teoretikernes ekspertise og autoritet i tvivl, netop under henvisning til deres manglende erfaring indefra. Mens ingen bemærker, at erfaring i en sådan sammenhæng er et tomt begreb, at den ikke er brugt til noget, men at det for dens egentlige mening tømte begreb misbruges til at udstyre systemets budskab med større troværdighed. Undertrykkelse udøvet af de undertrykte selv.



Fra beskrivelsen på YouTube: "We see too many Service Users who sell out their brothers and sisters by trying to gain kudos through working as maintainance monkeys. They tinker around the edges whilst pretending to be recovery experts. Many of these so called "recovery" experts continue to take their meds, buy into medical models of illness and only talk about symptom management - i.e. maintenance. They gain fame and dosh by never challenging the status quo of the medical model, tinkering around the edges, becoming pseudo-professionals in research, academia and peer support. They have a loud voice but no mandate! They join the Rat Race.
Thank God for the real radicals, the people who change systems, fight for the human rights of the oppressed, don't do it for the money, fame or glory and who actually know about recovery and thriving. They don't just write about it, they live it."

Are you a wayseer?

Open Dialogue. Dokumentarfilm om Åben Dialog/Vestlaplandsmodellen af Daniel Mackler

Filmen kan bestilles her.

Skizofreni forårsages af skizofreni

Healing Homes. Ny film af Daniel Mackler

Healing Homes: An Alternative, Swedish Model for Healing Psychosis er den første af to nye film af Daniel Mackler (Take These Broken Wings) om psykiatrialternativer. Filmen dokumenterer Familjevårdsstiftelsen i Göteborg, Sverige. Læs mere om filmen og bestil den her.