"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad."
Bortset fra, at forelæsningen, som jeg også skriver i den første af mine kommentarer på siden, hele vejen igennem er videnskabeligt uholdbar -- og interessant nok, så vælger Videbech, at ikke forholde sig med et ord til min indholdsmæssige kritik, mens han har meget travlt med at bagatellisere sit engagement som foredragsholder for Bristol-Myers Squibb --, så har jeg i går desværre måttet opleve effekten af den slags "forelæsninger" direkte, i form af en, mildest talt, opskræmt person, der ringede til min arbejdsplads: "Jeg har været noget depri her på det sidste. Min psykiater syntes, jeg skulle tage antidepressiva, men det har jeg sagt nej til. Og nu siger Poul Videbech, at man kan blive dement af depression, hvis man ikke tager medicin! Skulle jeg måske alligevel sige ja til den?!"
1 - 0 til Videbech. "Forelæsningen" har opnået den ønskede effekt: folk panikker, og jeg vil ikke vide, hvor mange der render hals over hovedet, og uden at få en snak om sagen med mindre end Videbech selv interessekonflikt-belastede mennesker, som mig, først, til deres læge, respektive psykiater, for at få en recept.
Til alle dem, der tøver, og måske googler, og havner hér: Som sagt, så holder Videbechs påstande ikke vand, især når det kommer til påstanden om, at "anti"depressiva skulle forhindre demens i at opstå. Videbechs "bevisføring" lader et hav af spørgsmål være ubesvaret, f.eks., og ganske grundlæggende, hvordan forhindrer en forstørret hippocampus demens? Eller: hvordan ser hippocampus ud efter år, eller endda årtier på "anti"depressiva? Nu havde Videbech nok ikke tid til at komme ind på alle disse spørgsmål i "forelæsningens" rammer. Og jeg har ikke tid til at skrive dem allesammen ned her (så ville jeg sidde de næste to dage her foran skærmen). Men heldigvis er der en, der har taget sig den tid, at se meget nøje på alle spørgsmålene, og det er der kommet en bog ud af, som jeg vil anbefale alle tøvende at læse, før i måske alligevel styrter afsted efter en recept: Grace E. Jackson, Drug-induced Dementia: A Perfect Crime.
Og ja, for resten, for alle, der ikke lige sådan læser en videnskabelig afhandling, slet ikke på amerikansk: Grace E. Jacksons gennemgang af forskningsresutaterne angående det stigende antal demens-ramte blandt dem, der lider af "depression", men også af andre såkaldte "psykiske sygdomme", er, at det knapt så meget er selve "sygdommen", der forårsager demens, som det er behandlingen, den psykofarmakologiske såvel som den elektriske, for "sygdommen", der, rent ud sagt, fucker hjernen up, og hen ad vejen gør de behandlede demente.
Hér et foredrag med Robert Whitaker om hans nye bog Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America, der ser på, hvordan langtids-, vedligeholdelsesbrug af psykofarmaka ændrede prognosen for diagnoser som "depression", "bipolar lidelse" og "skizofreni", der alle, også "skizofreni", før indførelsen af psykofarmaka i behandlingen, var forbigående, og altså ikke kroniske problemer, til i dag at være per definition kroniske sygdomme.
Whitaker's bog er den første, der systematisk ser på langtidsstudierne*), der sammenligner udfaldet for mennesker, der behandles med psykofarmaka som vedvarende, angiveligt forebyggende, behandling, med udfaldet for mennesker, der, uanset diagnose, ikke tager psykofarmaka andet, end kortvarigt og krisespecifikt. Alle langtidsstudier viser, at krisespecifik korttidsbrug af psykofarmaka kan have en kriseforkortende effekt (om end det ikke vides, hvor meget af denne egentligt er en placeboeffekt), men at "forebyggende" langtidsbrug fører til flere og mere alvorlige tilbagefald, respektive til kronificering af kriser, og dermed til markant nedsatte recoverychancer, og desuden til en forkortet livsforventning, og til nedsatte kognitive evner. Det sidste også for problemer som "bipolar lidelse", hvor kognitive problemer førhen var ukendte.
Epidemien er således iatrogen, skabt af "behandlingen" selv.
Interessant for resten at høre, at "skizofreni" næsten ikke forekommer i Vestlapland mere. Fordi et "skizofreni"stempel forudsætter tilstedeværendet af "symptomer" i mindst 6 måneder, mens Åben Dialog-tilgangen som oftest resulterer i, at "symptomerne" fortager sig, inden der er gået 6 måneder. Uden, respektive med et minimum af "medicin". Og interessant også, at folk i Vestlapland ikke bare bliver "symptom"fri uden, respektive med et minimum af "medicin", men faktisk virkeligt ser ud til, at have haft gavn af deres erfaring med "psykosen", med det ekstremt menneskelige. I hvert fald er f.eks. arbejdsløshedsraten blandt disse folk lavere, end i resten af befolkningen.
Og hvad gør vi hér i Danmark? Vi sender politiet hjem til folk, der vælger, at lytte til deres meget sunde intuition og dropper den angiveligt forebyggende langtidsbehandling, for at hente dem til "behandlingen". Med depotmedikamenter. Så vi er sikre på, at ingen slipper for at blive offer for den iatrogene epidemi. Og som om det ikke var nok, så overvejer vi, om vi ikke skal prøve, at befrie samfundet helt fra disse belastende eksistenser (som vores, respektive psykiatriens egen "behandling" først har gjort til en - økonomisk - belastning; mens det samme "unwerte Leben" i Vestlapland bidrager i større omfang til bruttonationalproduktet, end f.eks. herr Werge, eller borgmester Andersen... ). Smukt.
Ligesom Mad in America er Anatomy of an Epidemic et must-read for alle, der gerne vil være virkeligt informeret. Og så lad os få ordet ud, ja!
*) Den såkaldt "evidensbaserede" behandling, der prakticeres i de fleste vestlige lande, også i Danmark, i dag, er alene baseret på korttidsstudier, dvs. på studier, der varer fra få uger til, allerhøjst, nogle måneder. Evidensen fra langtidsstudierne er således ikke taget med i bedømmelsen af behandlingseffekten. Langtidsstudierne bliver som regel fejet ind under gulvtæppet, hvis de overhovedet finder spalteplads i fagbladene. Martin Harrow og Thomas H. Jobe blev endda advaret af deres kollegaer mod at offentliggøre deres forskningsresultater fra 2007, der viste, at med "skizofreni" stemplede mennesker, der ikke tager neuroleptika som langtidsbehandling, har otte gange større chance for recovery, end dem, der gør.
...og politikerne er rystede?! Hvor bor de henne, de rystede politikere?? På hvilken planet?? Jeg kan næsten ikke få mig selv til at tro, at nogen, der bor her omkring på jorden virkeligt kan være så naiv at tro, at der er mere end måske en håndfuldt læger, der ikke er i lommen på farmaindustrien.
Her i listen kan man finde dem, hvis tilknytning til Big pHARMa er så tidskrævende, og derfor vanskeligt at hemmeligholde, at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for den. Her finder vi f.eks. Jes Gerlach, Henrik Day Poulsen, Martin Balslev Jørgensen (alle tre BristolMyersSquibb), Merete Nordentoft (Eli Lilly), Henrik Rindom (der åbenbart ikke kan få nok på bankkontoen: AstraZeneca, Janssen Cilag, Eli Lilly, Pfizer, Wyeth), og mange mange flere.
Nemmere, da noget mere overskueligt, er nok, at tjekke om ens læge ikke tager sig betalt af farmagiganterne for at skrive et bestemt præparats navn på receptblokken, ved at klikke sig ind på Læger uden sponsor's medlemsliste. Og man må faktisk konstatere, at det ikke engang drejer sig om en håndfuld psykiatere, der er med her.
"Det er dybt rystende at både en række læger og en af landets største medicinalvirksomheder, Lundbeck, har handlet så uetisk, som 21 SØNDAG påviste," citerer DR-artiklen SF's sundhedsordfører Jonas Dahl. Set i forhold til det antal psykiatere, der figurerer på Læger uden sponsor's medlemsliste - hele fire - kan man jo så spekulere lidt over, hvor etisk hele faget egentligt er. - Selv spekulerer jeg ikke længere. Jeg har fundet ud af det. For længst. - Og i øvrigt også over, hvem der ellers skulle rådgive på DepNet.dk, når der nu åbenbart kun er fire "eksperter" i hele Danmark, der ikke har fingrene i farmaindustriens kagedåse.
For resten hørte jeg for noget tid siden, at farmaindustrien også her til lands mere end villigt giver salgsprovision per hver enkel ny aftager af deres produkt. Der var tale om ca. DKr 5.000,- per hver ny "patient", det var lykkedes "eksperten", at få hooked på et bestemt præparat. Lige i lommen, selvfølgeligt, de ca. DKr 5.000,-. Så, hvis du bare føler det mindste ansvar for din shrinks økonomiske ve og vel: Værs'go', take your meds! Og velbekomme! _______________
Bortset fra, at artiklen her ellers kun indeholder det bare alt for velkendte, men derfor ikke mere sande volapyk om for meget dopamin og "skizofrene" mus, synes jeg det er ret interessant, at man vil udvikle både diagnose- og screeningsredskaber og ny "medicin" på grundlag af nogle gener, der forekommer hos 60 - 90 % af den samlede befolkning.
Nærmest som at påstå, at gener for at være menneske forårsager såkaldt "skizofreni", hvorfor disse gener egner sig til at diagnosticere respektive screene for denne "sygdom".
Jeg forstår pludseligt så godt, hvorfor jeg ved min bedste vilje ikke har kunnet finde nogle hurraråb angående Thomas Werges i følge de danske medier så banebrydende opdagelser i den udenlandske presse. Ikke meget at råbe hurra for.
Jeg forstår imidlertid endnu mindre end før, hvorfor man vælger at poste yderligere 30 millioner kroner i Thomas Werge og hans kollegers "forskning". Mens man ikke har så meget som en halvtredsøre til etableringen af dokumenteret virkningsfulde psykiatrialternativer.
Interessant udsendelse på BBC Radio 4: "Rewriting the Psychiatrist's Bible", om hvordan psykiatriens forbindelser til farmaindustrien udvirker sig på udarbejdelsen af DSM V, den nye udgave af den amerikanske psykiatriske forenings diagnosemanual, der sætter standarden indenfor psykdiagnoser verden over.
Udsendelsen, der kan lyttes til t.o.m. søndag, den 16.08.09, varer 40 min., sproget er engelsk.
Little bottles in the cabinet, little bottles full of chemicals, little bottles from the doctor, little bottles for your head.
There's a green pill, and a pink pill, and a blue pill, and a yellow pill, and they're all made out of chemicals, and they make you feel good.
There's Zyprexa, and there's Prozac, and Ritalin, and Lithium, and Xanax, and Risperdal, and the MAOIs.
They're for depression, and bipolar, and anxiety, and schizophrenia, and for panic, and smoking, and PTSD.
There's a green pill, ...
But the people who take them often get all sorts of funny side effects, like twitching, and waking, and some things that are worse. Like loss of feelings, and loss of passion, loss of focus, and overaction, and addiction, and heart disease, and sometimes suicide.
There's a green pill ...
Yet the shrinks all recommend them with a thousand dollar consultations. But you should trust them, because after all half the shrinks take them too. Numb the symptoms, ditch the therapy, support the pharmaceutical industry, deny the traumas that cause the misery, and pass them all on to your kids.
Før jeg fortsætter min serie om Big pHARMa's felttog mod ytringsfriheden med en ny episode, her et update til sidste episode, der omhandlede Emory University vs. Doug Bremner: Den 10. juli, altså samme dag, som jeg havde skrevet om sagen her på bloggen, besluttede Emory University, efter at have foretaget en risk - benefit - vurdering af deres behandling af Doug Bremner, at det dog var ved at blive en anelse for pinligt, med al den opmærksomhed sagen fik i (det amerikanske) blogland, og ophævede forbudet mod at Doug Bremner nævnte universitetets navn på sin blog.
Læs mere på Amy Philo's blog, og ja, skrivelserne fra Emory University til Doug Bremner kan downloades her.
Hvad sker der, når man er professor i psykiatri og radiologi ved Emory University School of Medicine og samtidigt er blogger, med en vis hang til at skrive om videnskabelig uredelighed, korruption og deslige indenfor ens fag?
Lige umiddelbart skulle man tro, at Emory University ville sætte stor pris på J. Douglas Bremner's bedrift, der jo unægteligt må være i videnskabens ånd. Men, ak, sådan tænker man ikke på Emory University, i øvrigt indtil sidste efterår Charles Nemeroff's stolte arbejdsgiver. Nej. Mens man gør hvad man kan for at redde Dr. Nemeroff's ære, eller hvad der nu var tilbage af den, efter senator Grassley var færdig med Dr. Nemeroff, så gør man vores bloggende professor Bremner til syndebuk for at redde Emory University's gode forbindelser til farmaindustrien, og sender ham et brev - per kurér! - hvori han bedes om at fjerne universitetets navn, EMORY altså, fra hans blog. For bloggen er jo privat, ikk'? Så, den har ikke noget med Emory University at gøre! Never mind, at der er andre, der både er ansat på Emory University og blogger, privat, mens de ikke gør nogen hemmelighed ud af deres tilhørighed til Emory University på deres blog, og heller ikke bliver bedt om det, af Emory University.
Men ikke nok med, at man altså fornyligt beordrede Doug Bremner til at fjerne Emory University's navn fra hans blog, nej, allerede sidste år, da hans bog, Before You Take That Pill. Why The Drug Industry May Be Bad For Your Health, udkom i marts måned, besluttede man fra Emory University's side, at undlade at udsende en pressemeddelelse annoncerende bogens udgivelse. Noget, man ellers nødigt forsømmer, når det drejer sig om udgivelsen af diverse ukritiske cheers for farmakalogiens velsignelser, skevet af Emory University-tilknyttede. Og da slet ikke, når pressemeddelelsen allerede er skrevet, færdig og klar til at blive udsendt...
Jeg vil ikke forsømme at gøre opmærksom på, at Doug Bremner ikke nødvendigvis er "radikal". Nogle gange er han, andre gange måske knapt så meget (kan være den var "halvfærdig", den blogpost, Doug, meeen...). Han er bare ærlig, og synes ikke, der er noget i vejen med at sige sin mening. Men det er altså nok til at lade Emory University, et internationalt anerkendt, privat forskningsuniversitet i Atlanta, USA, reagere og blive ubehagelig. Og så er der sikkert stadigt nogle, der tror, videnskab og forskning bestemt ikke kan være andet, end lig med retskaffenhed og etisk uanfægtbarhed...
Og, for resten, så vil jeg heller ikke forsømme at gøre opmærksom på, at nævnte Charles Nemeroff er/var den førende kapacitet på området "depression". På verdensplan. _______________
Nogen hos Politiken kan åbenbart ikke tåle sandheden. I såpas stor omfang, at vedkommende glemmer alt om demokrati og ytringsfrihed.
Hey, måske er du:
Search Engine Phrase: zyprexa dødsfald Search Engine Name: www.google.com Search Engine Host: Google IP Address: 81.19.246.10 Country: Denmark Region: Staden København City: Copenhaen ISP: A/s Dagbladet Politiken Visit Length: Multiple visits over more than one day Browser: IE 7.0 Operating System: WinXP (pc? yikes!) 13th May 2009 11:36:26 Page View admin.twingly.com/UserPages/Abuse.aspx silentspheres.blogspot.com/2009/05/selvflgeligt-har-psykofarmaka-slaet.html
selv på Zyprexa?? Nåhr nej, næppe. Usandsynligt siden du arbejder. Hm, måske er du aktionær i Eli Lilly? AstraZeneca? Bristol Myers Squibb? ...? Måske en af dine "loved ones" er på Zyprexa? Og du frygter, vedkommende kunne falde over sandheden, og begynde at sætte spørgsmålstegn ved dopingen? Oj, nej, det ville virkeligt ikke være godt - for de "kære" pårørende!
Eller måske synes du ganske enkelt, at demokrati og ytringsfrihed alligevel ikke gælder, så snart det kommer til "de psykisk syge"?
"Evangelist fratager syge livsvigtig medicin", lyder overskriften på denne nyhedsnotits på tv2 nyhederne, der omhandler Operation X udsendelsen "Besat af dæmoner", der blev sendt i går.
Nyhedsnotitsen indeholder nogle videoklip fra Go' Morgen Danmark, bl.a. et med vores alles Henrik Rindom.
I klippet lægger Henrik Rindom ud med ammestuefortællingen om de berømte ubalancer i hjernen, der angiveligt skulle være årsagen til "psykisk sygdom", og der, ifølge ham, kan sidestilles med "ubalancen" i insulinstofskiftet hos diabetikere, og som "medicinen" lige så angiveligt retter op på.
Som tidligere bemærket, blev teorien om ubalancer i hjernekemien allerede i starten af 1990'erne forkastet af førende forskere på området, siden man, på trods af årtier af forskning, på intet tidspunkt har kunnet finde noget som helst bevis på dens korrekthed. Sagaen om ubalancerne i transmitterstofskiftet holdes i dag med alle midler i live, da kun denne teori kan retfærdiggøre den massive doping af kriseramte mennesker med stoffer, der, dette beviseligt, indvirker på transmitterstofskiftet og således skaber en ubalance i selvsamme, ikke korrigerer den, respektive genskaber balance.
Henrik Rindom fortsætter med at påstå, at "sygdommen" vender tilbage, når dopingen opholder. Korrekt er her, at den såkaldte "medicin" er afhængighedsskabende, og ophold med at tage stofferne derfor forårsager abstinenssymptomer. Ikke sjældent i form af "psykoser", der overgår i deres intensitet alt, hvad vedkommende måtte have oplevet inden han/hun overhovedet begyndte at tage stofferne. Vi taler altså om abstinens-, ikke om sygdomssymptomer.
Og selvfølgeligt er det uforsvarligt af Evangelist, at nægte afhængige mennesker en langsom og forsigtig udtrapning ud af stoffer, der kan give decideret livstruende abstinenser ved pludseligt ophold. Så ja, her har Henrik Rindom fuldstændig ret, når han siger, "det værste man kan gøre, er at tage det hele væk på en gang".
Imidlertid har han ikke ret, når han siger, at "lægfolk" ikke kan trappe ud uden lægelig overvågning, eller bistå med råd og vejledning under en udtrapning. Faktum er, at psykiatriens viden om udtrapning, desværre, er minimal sammenlignet med den erfaringsviden folk har, der selv har gennemført en udtrapning ud af psykofarmaka. Faktum er også, at lige så mange mennesker lykkes med ud- respektive nedtrapning med som uden deres læges velsignelse og vejledning. Men hvis vi indrømmer dette, risikerer vi selvfølgeligt, at folk prøver at trappe ud eller ned, selv om deres læge nægter dem hjælp til det, ikke Henrik?? Eller er det angsten for at ende på en eller andens "hit list", der driver værket, når der lyves så stærkt som en hest kan rende? - Jeg gad for øvrigt godt vide, på hvis "payroll" du står. AstraZeneca? Eli Lilly? Johnson&Johnson? At i næsten allesammen står på et eller andet af disse foretagenders lønningsliste, er jo ikke nogen hemmelighed. - I mine øjne er det iøvrigt lige så "grov udnyttelse" af mennesker i en "fortvivlet situation", at gøre dem afhængig af i høj grad sundhedsskadelige stoffer som neuroleptika uden at bistå disse mennesker ved en ønsket ud- eller nedtrapning, som det, Evangelist gør er udnyttelse.
Til sidst i klippet spørger Kamilla Walsøe Henrik Rindom, om han "med sin erfaring" kender nogen mennesker, stemplet med "skizofreni", der nogensinde har kunnet leve uden "medicin". "Nej," svarer Henrik Rindom her, "Jeg må sige, at jeg har set nogen i udlandet, men det er ikke noget eftertragtelsesværdigt liv, de har levet."
Vil det sige, at f.eks. din kollega Daniel Fisher, eller mennesker som David Oaks, Arnhild Lauveng, Rufus May, Joanne Greenberg, Catherine Penney, Ron Bassman, etc. etc. ikke har noget eftertragtelsesværdigt liv, Henrik?! Jeg kunne nu virkeligt godt tænke mig at se dig fortælle f.eks. Joanne Greenberg, at hendes liv, bl.a. som forfatter af I Never Promised You a Rose Garden og litteraturprofessor, ikke er "eftertragtelsesværdigt"! Og dumme dig noget så grusomt.
Oversættelse af fortælleren, psykoterapeuten Daniel Mackler's kommentarer:
"Joanne Greenberg blev diagnosticeret med skizofreni i 1948, 16 år gammel."
"Hvis dette skete i dag, ville Joanne højst sandsynligvis blive sat på antipsykotisk medicin med detsamme, og recovery, for ikke at tale om fuld recovery, ville aldrig blive nævnt som en mulighed."
"I stedet for begyndte Joanne intensiv terapi med en af tidens førende eksperter, Dr. Frieda Fromm-Reichmann."
"I dag, tres år senere, fortæller Joanne Greenberg, collegeprofessor og forfatter af bestsellerromanen I Never Promised You a Rose Garden, os historien om hendes fulde recovery fra skizofreni uden medicin."
Og her endnu en gang klippet med den amerikanske videnskabsjournalist og forfatter af Mad In America, Robert Whitaker, der må siges at have en lidt større ekspertise mht. "psykisk sygdom", end Henrik Rindom. I hvert fald, hvis man forudsætter, at Henrik Rindom virkeligt tror på det, han fortæller i TV2s videoklip. - Gør du det, Henrik?
" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'
'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."
For resten Henrik, nej, vi har aldrig mødt hinanden, men jeg bor altså i Danmark. Og jeg er langt fra den eneste her i landet, der lever et fantastisk fedt liv helt uden "medicin". Faktisk et langt bedre liv, end dem du og dine kollegaer ordinerer et liv på førtidspension, med værestedet som hovedomdrejningspunkt, ved at ordinere stoffer, der, ved siden af at have en lang liste tildels livstruende bivirkninger som massiv vægtøgning, diabetes, kognitiv dysfunktion, tardiv dyskinesi, hjerte-kar-sygdomme, og svind af hjernematerie, også forkorter livsforventningen af dem, der tager dem enligt din anvisning, med gennemsnitligt 25 år.
Jeg vil gå så langt som til at påstå, at jeg lever et bedre liv i dag, end du, Henrik. Fordi jeg ikke længere lever en livsløgn. Fordi jeg har haft chancen til at erkende normaliteten som det, den er: en illusion, en vrangforestilling. Kollektiv massepsykose.
Hvad tv2-nyhedsnotitsens overskrift angår, så kan man nemt komme til at tro, at psykofarmaka skulle være "livsvigtige". Imidlertid er der ikke nogen endnu, der er død af hverken "psykose", "skizofreni", eller hvad det ellers måtte være for et stempel fra ICD-10, kapitel V. Derimod er der et ufatteligt stort antal mennesker, der er døde af psykofarmaka og psykiatrisk "behandling" generelt. Et langt større antal, end dem, der er døde i forbindelse med en eksistentiel krise (såkaldt "psykisk sygdom"). Dels grundet psykofarmakas bivirkninger, dels grundet psykiatriens budskab om livslange, kroniske hjernesygdomme, man angiveligt ikke kan gøre andet ved, end at holde symptomatiken "i skak" ved hjælp af stoffer, der reducerer livskvaliteten generelt drastisk, og dels også grundet diverse andre svært traumatiserende erfaringer, som psykiatrien vedvarende udsætter sit klientel for, såsom tvang. Mange foretrækker forståeligt nok døden fremfor en tilværelse som mere eller mindre grøntsag, respektive et liv i angst for yderligere ydmygelser og overgreb. Overskriftens "budskab" er dermed faktuelt inkorrekt, selv om det måtte være nok så politisk korrekt.
Og Evangelist? Hvad mener jeg om Evangelist? Det har jeg forleden givet udtryk for i en kommentar på Sigruns blog, mens man bare skal erstatte "pastor Torp" i min kommentar med "Evangelist":
Meget fin analyse af Knut Lindtner. Men jeg mangler et perspektiv på sagen: Hvad hvis alle de, der siger de er Jesus også faktisk er det? Der findes jo to Jesusser, kunne man sige: den historiske person og det, "Jesus" i form af et symbol står for: bevidsthed. Nu har jeg ikke nogen oversættelse ved hånden, derfor her på engelsk: "You are the light of the world," sagde Jesus, den historiske. Lys = bevidsthed = "Jesus", den symbolske. Og siden vi allesammen er mere eller mindre bevidste, er vi også allesammen mere eller mindre "Jesus". Normalitet er, ikke at være sig bevidst om det. "Galskab" er, at ubevidst komme til denne bevidsthed. Enlightenment er, at komme bevidst til den. Ubevidst bevidstgøring forveksler den historiske med den symbolske Jesus, fordi det ubevidstes sprog er et rent symbolsprog. Mens den ubevidste bevidsthed tolker bogstaveligt: "galskab". Den bevidste tolker symbolsk: enlightenment.
Rigtigt interessant bliver det, når man anvender denne synsvinkel på pastor Torp. Fordi også han, som kirken generelt, vælger, at tolke bogstaveligt. Dermed bliver det, at påstå man er "Jesus", til dæmonbesættelse i pastor Torps verden, og til "galskab" i kirkens generelt. I grund og bund er nutidens forestilling om "psykisk sygdom" ikke andet end den moderne, videnskabelige version af fortidens, religiøse forestilling om "galskab" som værende dæmonbesættelse.
Kirken havde dæmonerne - som ingen nogensinde har set - hvor videnskaben har defekte gener og en hjernekemi i ubalance - som heller ingen nogensinde har set. Kirken havde inkvisitionen. Videnskaben, og med den hele vores moderne samfund inklusive kirken i dag, har psykiatrien. Begge, fortid og nutid, tolker bogstaveligt. Pastor Torp lever i inkvisitionens fortid. Kirken i dag lever i psykiatriens nutid. En større bevidstgøring er der ikke sket. Den har til alle tider været forbeholdt enkeltindivider: Jesus, Buddha, mystikerne i den kristne tradition, sufierne i den islamske, etc.
Pastor Torp taler om "åndeliggjøring" ("Oppgitt sukk"), men med spiritualitet har hans tolkninger ikke meget at gøre. Lige så lidt som psykiatrien, der, betegnende nok, afviser enhver form for spiritualitet som "magisk tænkning", som et "symptom" på besættelse/"psykisk sygdom".
På YouTube findes der en EvangelistMedia video(her link til 1. af tre dele), der viser et interview med Lene, der var "skizofren", indtil hun skiftede sine psykiatrisk som "skizofren" diagnosticerbare vrangforestillinger ud med Evangelist-anerkendte (apropos Knut Lindtner's betragtninger [Psykologen Kurt Lindtner understreger i hans artikel"Tre betraktninger om Jesus og psykiatri" hvor altafgørende det mht. mulig psykiatrisering er, om ens vrangforestillinger er i overensstemmelse med samfundets, respektive i hvert fald en større, organiseret gruppe mennesker, eller om de står i kontrast til, hvad samfundet respektive disse grupper - som Evangelist - tror på. Han understreger dermed det faktum, at psykiatrisk diagnosticering foretages på grundlag af kulturelle normer og værdier, ikke på grundlag af nogen som helst videnskab.]). En pseudo-løsning, ligesom pillerne. Om end med langt færre bivirkninger, hvorfor jeg håber, at den Evangelist-anerkendte vrangforestilling holder for Lene. Når nu hun med al magt blev afholdt fra virkelig bevidstgøring. _________________
Interessant er i øvrigt, at Janni i et andet af TV2s videoklips fortæller, at hun blev udsat for dæmonuddrivelse indtil hun brækkede sig, siden dette blev betragtet som et tegn på, at dæmonen/-erne forlod hendes krop. Interessant er det, fordi Evangelist her ikke engang ligger så voldsomt langt ved siden af sandheden. Også psykiske traumer - og Janni nævner eksplicit i det første klip med hende "stemmerne", der fortæller "dårlige ting" og hiver "ting frem fra" hendes "barndom" - manifesterer sig i kroppen, kommer til udtryk igennem den, og forløsningen kan meget vel resultere i fysiske "symptomer", som f.eks. det at brække sig. Jeg har selv været dér. Om end ikke provokeret af nogen anden form for "dæmonuddrivelse", end den, (god) psykoterapi kan sætte i gang. Men selvfølgeligt virker det ikke, når man "faker" det at brække sig.
I denne video taler Sean om, hvordan fortrængte reaktioner på traumata forløses bl.a. via opkastning (08.40):
Det skal ikke på nogen måde forstås som en legitimering af Evangelists metoder, der i sidste ende ikke er meget bedre, end psykiatriens. Ikke mindst også fordi de, i modsætning til den bevidstgøring og bearbejdning af traumata, god terapi formår at tilvejebringe, og ganske lig psykiatrien, ikke tilvejebringer så meget andet, end at én vrangforestilling uddrives - og erstattes med en anden. Som Janni også siger: Hun er "svingdørspatient" i psykiatrien, og har været det nu igennem tolv år. Fanget i vrangforestillingen om, at hendes problemer skyldes en kemisk ubalance - eller var det en dæmon?... - i hjernen.
Madness Radio har et nyt interview med Robert Whitaker, videnskabsjournalist og forfatter (Mad In America), hvor han bl.a. taler om effekten, den massive anvendelse af psykofarmaka har på recoveryraten med hensyn til alle psykiske problemstillinger.
Her er nogle tal fra interviewet, der skulle kunne give stof til eftertanke:
I 1955, lige umiddelbart før psykofarmaka begynder at blive standardbehandling, er der ca. 360.000 mennesker institutionaliseret i USA på grund af psykiske problemer.
I 1978, i forbindelse med at de nyere psykofarmaka kommer på markedet, er antallet af personer, der grundet psykiske problemer er på førtidspension ca. 1.300.000.
Fra 1978 til i dag stiger dette tal til 3.750.000. Det vil sige, at antallet af mennesker, der er kronisk syge, der er permanent handicappede på grund af psykiske problemer, i dag er godt tidoblet i forhold til for halvtreds år siden.
Her et par tal med hensyn til børn, diagnosticeret med en "psykisk sygdom":
I 1987 er der i USA 18.000 personer under 18 år, der er på førtidspension. I dag er antallet 600.000.
Så, i modsætning til f.eks. introduktionen af penicillin, der nedbragte antallet af infektioner betydeligt i sin tid, har introduktionen af psykofarmaka som "behandling", bevirket en drastisk stigning af antallet kroniske tilfælde med hensyn til psykisk lidelse.
Er psykiateres evner til at diagnosticere blevet ti gange bedre igennem de sidste halvtreds år? Eller forholder det sig måske snarere som et hav af langtidsstudier indikerer: at psykofarmaka forhindrer recovery og kronificerer krisen (om den nu er af "skizofren", "depressiv", "manio-depressiv", eller en hvilken som helst anden karaktér)?
Jeg har før skrevet om den kendte amerikanske psykiater Frederick K. Goodwin, i offentligheden en varm fortaler for brugen af psykofarmaka. Robert Whitaker fortæller, at han oplevede Frederick K. Goodwin ved APA's, det Amerikanske Psykiatriske Selskabs, årlige konference tidligere i år. Goodwin deltog i et møde under konferencen, der beskæftigede sig med langtidsprognosen for mennesker med psykiske problemer. Goodwin, og ikke kun han, udtalte ved mødet, at anvendelse af psykofarmaka forværrer prognosen. Med andre ord: selv om psykiatere i offentligheden kun har lovord for psykofarmaka, er de meget godt klar over, at stofferne under stregen faktisk gør ondt værre.
At psykofarmaka alligevel af psykiatrien deles ud til højre og venstre som slikpinde, og i stigende grad, og at psykiatrien alligevel lovpriser dem i offentligheden som det eneste saliggørende, skyldes bl.a. psykiatriens mere end enhver anden lægespeciales intense tilknytning til farmaindustrien. Der findes snart ikke så meget som én psykiater, der ikke på en eller anden måde er sponsoreret af farmaindustrien.
Men lyt selv til interviewet - og bliv rystet. _______________
Robert Whitaker siger i interviewet, at Joseph Biederman, Harvard-børne- og ungdomspsykiateren som jeg har skrevet om her og her, med hensyn til hans professionelle karriere sandsynligvis vil slippe stort set uden en skramme fra den sag, den amerikanske stat kører mod ham pga. interessekonflikter. Og det ville jo heller ikke have forbavset nogen.
Hvad Robert Whitaker imidlertid ikke kunne vide, da interviewet blev optaget, var, at statsadvokaterne i sidste uge har søgt om indblik i alle dokumenter, der vedrører Biederman's (og to af hans kollegaers) transaktioner. Dermed risikerer Biederman (og hans to kollegaer) nu en straffesag. Om det skyldes, at man i USA er ved at få øjnene op for psykiatriens korrupthed og bedrageriskhed generelt, eller om det skyldes grovheden i overtrædelsen af alt, hvad der hedder etiske regler i specielt Joseph Biederman's tilfælde, må tiden vise.
En ting er, at Dr. Biederman's advokat har bedt om, at hans klient beskyttes mod New York Times-journalister, hvilket, som en artikel på AHRP's hjemmeside udtaler, tyder på "forskningsmetoder, der vækker etisk og videnskabelig bekymring". En anden er, at der f.eks. i et forsøg med "antipsykotisk medicin" for børn i 2005 blev givet 12,5 mg olanzapin (Zyprexa) til et barn, mens den højeste, tilladte dosis for børn er 7,5 mg. Børnene i studien var mellem 4 og 6 år gamle.
Hm, gad vide, om Per Hove Thomsen eller Benedikte Volfing ikke også havde været med på den?
Hm hm, jeg ved godt, at det er kontroversielt. Igen. Men det leder altså mine tanker helt automatisk til denne (halv-)gud i hvid. Ja. Og i sidste ende kommer vi jo ikke udenom at erkende, at det var psykiatrien, der gjorde Auschwitz muligt.
Hvis nu nogen skulle tro, at Dr. Joseph Biederman på nogen måde er plaget af de mindste tvivl angående den etiske forsvarlighed af hans handlinger, så er her en lille "godbid" til fra sidstnævnteafhøring (via Gianna's fra Stephany's blog):
Spørgsmål: Og De indrømmer, at De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv [medikamentel] behandling af førskolebørn?
Svar (Biederman): Det siger hun [en journalist fra Washington Post] om mig.
Spørgsmål: Jeg spurgte ikke, om det var hendes udsagn om Dem. Jeg spørger Dem, om De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv behandling af førskolebørn.
Svar (Biederman): Det er jeg.
Læseren vil måske spørge sig, hvilken relevans Dr. Joseph Biederman egentligt har med hensyn til den danske psykiatri. Han er vel bare en af de der lettere storhedsvanvittige, amerikanske "freaks", der på ingen måde kan sammenlignes med sine samvittighedsfulde, retskafne, danske kollegaer, der intet andet har i tankerne, end deres patienters vel og ve?
Måske var det på tide, at vi i Danmark fik en lov, svarende til den amerikanske som Senator Grassley handler ud fra, der gør det obligatorisk for læger, at indberette hver og én halvtredsøre, de modtager fra farmagiganterne "ved siden af"?? Måske var det på tide, at også Danmark gjorde det strafbart, at "glemme" at fortælle om lønsomme, venskabelige forbindelser til Big Pharma, eller pHARMa, som nogle meget træffende staver til det, mens man arbejder for det offentlige?? Én ting er sikkert: det ville også her i landet ramme psykiatere hårdere, end enhver anden specialist. Netop fordi, som Alison Bass skriver i sit blogindlæg, nærmest enhver emotionel, menneskelig oplevelse og adfærd kan psykiatriseres, sygeliggøres, og dermed gøres til en lukrativ indtægtskilde for farmaindustrien. Uden at der findes konkrete, videnskabelige fakta, på hvis grundlag "normalt" entydigt kunne afgrænses fra "unormalt".
Biopsykiatrien er en uovertruffen guldgrubbe for farmaindustrien. Netop fordi ingen psykdiagnose kan bevises at stå for en reel sygdom.
Og det er netop dette stort set totale fravær af videnskabelighed i psykiatrien, der gør dette medicinske speciales protagonister, eller måske skulle jeg sige: denne trosretnings præster, psykiaterne, så sårbare for vrangforestillinger af storhedsvanvittig karaktér. Alle. Ikke kun Dr. Joseph Biederman. Han er bare en af dem, der udviser symptomerne på disse vrangforestillinger mest tydeligt. Et andet dansk eksempel er Benedikte Volfing, der mener, det er helt i orden, at misbruge mennesker i dybe eksistentielle kriser som forsøgskaniner efter hendes forgodtbefindende.
Lider psykiatere af den samme sygdom, som de ser og diagnosticerer i deres klientel? Værre endnu. For, som jeg skriver i en kommentar på Stephany's blog, når psykiatere identificerer sig med Gud, eller bare næsten-Gud, med Gud som den eneste i rangen højere instans end dem selv, så mener de det. Bogtaveligt. Ikke symbolsk, som mennesker i krise mener det.
Ja, det er spørgsmålet med hensyn til Dr. Joseph Biederman, berømt-berygtet Harvard-børnepsykiater, frontfigur i psykiatriens anstrengelser for at få "bipolar"-diagnosen anerkendt for børn - der så selvfølgeligt skal medicineres massivt med for eksempel Risperdal - og forskningsleder ved adskillige forsøg, der - netop! - skulle se på effekten af massiv doping af børn, også småbørn, med - netop! - Risperdal. Efter mottoet: "Hvor meget kan de mon tåle før de falder død om??" Bare roligt. Det drejede sig hovedsagligen om anbragte børn, "foster care kids", som altså ingen lige umiddelbart savnede og græd en tåre over, når de så, endeligt, faldt død om. - Venskabelige forbindelser til Johnson&Johnson? Netop!
Disse, i øvrigt også økonomisk for Biederman meget indbringende forbindelser, tiltrak sidste år U.S. senator Charles E. Grassley's opmærksomhed. Senator Grassley er nemlig i gang med at se lidt nærmere på de venskabelige forbindelser mellem lægestanden og Big Pharma generelt. Og Biederman havde ligesom "glemt", at oplyse hans officielle arbejdsgiver, Harvard University, om de mindst 1,6 millioner dollars, han mellem 2000 og 2007 har kasseret af Big Pharma.
Resultatet af Senator Grassley's nysgerrighed er, at Biederman nu står anklaget: "conflict of interest" - interessekonflikter.
Statsadvokaterne spørger Biederman, hvilken professionel position han indehavde på Harvard. "Professor," svarede han.
"Hvad kommer der efter det?" spurgte en advokat, Fletch Trammell.
"Gud," svarede Dr. Biederman.
"Sagde De Gud?" spurgte Mr. Trammell.
"Jada," sagde Dr. Biederman.
Tak til Fiddy. Hans indlæg er seværdigt!! _______________
Åh, for resten, ja, det står der også i New York Times-artiklen: Blandt Dr. Biederman's papirer fandt man nogle udkast til en Risperdal-studie, der, i følge papirerne, ville vise, at stoffet var både effektivt og sikkert for børn. - Så, i det mindste i denne studie ville børnene nok ikke være faldet død om. I hvert fald ikke før studiens afslutning. Hvis den nogensinde var blevet gennemført.
Og ja, klart! Gud kender selvfølgeligt til resultatet af en "videnskabelig" studie allerede i dens planlægningsstadium.
Siden jeg i søndags via denne kommentar blev opmærksom på, at mere eller mindre grotesk "off-label"*-ordinering af neuroleptika som Zyprexa og Seroquel ikke bare forekommer i "det vilde vest", men altså åbenbart også her i Danmark - jeg er godt klar over, at vi også her i landet misbruger stofferne i stor stil til at kontrollere og lukke munden på de "ubekvemme" ældre på plejehjemmene, men at vi derudover også anvender dem til at lukke munden på "den ubekvemme patient" i al almindelighed, kommer lidt bag på (naive) mig - her oversættelsen af et vidneudsagn, afgivet i forbindelse med den amerikanske stats retssag mod AstraZeneca. Og, ligesom kommentatoren her på bloggen, fik også vidnet ordineret Seroquel, et neuroleptikon altså, mod søvnbesvær.
"I 2000 fik jeg ordineret 300 mg Seroquel mod søvnproblemer. I løbet af 6 måneder tog jeg 34 kg på. Jeg udviklede diabetes. Jeg oplevede alvorlige abstinenssymptomer, da jeg ved et tilfælde glemte en dose, og måtte indlægges. Abstinenserne forårsagede en psykose, der blev tilskrevet en ny diagnose, i stedet for medikamentet. Jeg mistede alle mine tænder på grund af mundtørhed. Jeg fik grå stær. Jeg havde vedvarende meget forstyrrende selvmordstanker. Jeg led af akatisi**, synkebesvær og svære muskelkramper. Jeg mistede evnen til at tænke kritisk, evnen til at træffe beslutninger, og generelt evnen til at fungere på et overordnet plan. Siden den medicinske profession nægtede at acceptere, at deres "terapi" kunne være toksisk, fortsatte man at ordinere dette medikament til mig i 8 år, og tilføjede nye medikamenter for at dække over symptomerne af massive hormonforstyrrelser.
Anvendelsen af denne klasse medikamenter bør skarpt begrænses. Disse medikamenter bør ikke øge aktionærernes velstand, da de ødelægger kroppene og hjernerne af de mest sårbare mennesker i vores samfund. Psykoaktive stoffer 'virker' ved at sætte nerver ud af funktion, ikke ved at genskabe deres normale funktion. Emotioner skaber kemiske forandringer i hjernen, ikke omvendt. Ingen ved, hvordan det utroligt komplekse samspil af neuroner faktisk fungerer. Neurotransmitterteorien er baseret på observerede hjerneskader, forårsaget af psykoaktive kemikalier, ikke på nogen som helst forståelse af, hvordan en normal hjerne fungerer. Tid og menneskelig støtte er de sikreste og mest effektive midler for at komme igennem svære emotionelle udfordringer."
* "off-label use" betegner anvendelsen af lægemidler til helbredsproblemer, som de pågældende lægemidler oprindeligt ikke er godkendte til. Neuroleptika er som regel godkendte til behandling af såkaldt "skizofreni" og såkaldt "bipolar lidelse". Ikke til behandling af søvnforstyrrelser. Dermed er deres anvendelse ved sidstnævnte diagnose en "off-label"-anvendelse.
** akatisi, "psykotisk uro", se Sundhedsstyrelsens hjemmeside punkt 4.1, "Extrapyramidale bivirkninger". _______________
P.S.: Jeg skal love for, at nogen i Södertälje har travlt med at følge bloggen her. Forståeligt nok. Det er jo ikke så godt, at det når ud i en større offentlighed, at anstrengelserne for at opretholde "lönsamhet" og "konkurrenskraft" godt kan siges at have udkonkurreret etiken i foretagendet. - Og nu synes jeg selv, jeg er meget flink, når jeg vælger en formulering, der implicerer, at etik overhovedet nogensinde har spillet en rolle...
...hvad med Jakob Hvide Beim, svarede han nogensinde? Han svarede på min første e-mail til ham. Han kunne slet ikke se, hvilket spørgsmål mht. SSRIs'ene jeg hentydede til. Jeg skar det ud i pap for ham - og har sidenhen ikke hørt en lyd.
Det må vel nok kaldes for kvalitetsjournalisme, at lukke øjnene for noget så iøjenfaldende som sammenhængen mellem brugen af SSRIs og voldelig udageren. Men når medskribenten af artiklen har så venskabelige forbindelser til et foretagende, der lever af at pushe bl.a. psykofarmaka, som Wellsphere/Health Central gør det, at hun endda gør brug af Dr. Geoffrey Rutledge's mailadresse, så vælger vi selvfølgeligt at skrive "Skolemorder afbrød psykiatrisk behandling", i stedet for "Tim Kretschmer handlede formodentligt under indflydelse af SSRIs".
Denne artikel på news.bbc.co.uk kan fortælle, at Tim Kretschmer var i "behandling" for "depression" mellem april og september 2008, hvor han altså havde fem samtaler med en psykiater. Fem samtaler fordelt over fem, seks måneder. Samtaleterapi? Usandsynligt. Månedlige ti-minutters-konsultationer for at høre om "medicinen" virker? Meget sandsynligt. - Og jeg skal love for, den virkede, "medicinen"!
"Lider du af empati for dine medmennesker? Lider du af hæmninger for at tage hævn? Lider du af for meget selvrespekt til at kunne tage dit eget liv? - Ask your doctor if an SSRI is right for you!"
Det er vist ikke helt tilfældigt, at Tim Kretschmer bl.a. også skød en ansat ved den psykiatriske klinik, som han var blevet henvist til for videre "behandling" af sin "depression". Han havde uden tvivl sine grunde.
Jeg syntes, det fortjener sit eget lille indlæg, så her, i forlængelse af mit forgående indlæg, en lille bemærkning - eller to - om Politikens Elisabeth Astrups forbindelser til Wellsphere.
Som man kan se ud fra mit indlæg om Wellsphere på min engelske blog, er, eller snarere varWellsphere et internet-business i stil med Health Central. Det vil sige et foretagende, der godt nok kalder sig for "uafhængig", men ikke desto mindre tillader - massiv - annoncering. Bl.a. og ikke mindst fra farmaindustriens side. Ikke så voldsomt uafhængig igen, vil jeg mene.
Nu vil man - foreløbigt i hvert fald - lede forgæves efter annoncerne på Wellspheres egen hjemmeside. Men de er til gengæld ikke til at overse på Health Centrals. Og Wellsphere blev altså købt af Health Central tidligere i år. Wellsphere er således i dag del af Health Central.
Så, det forklarer jo lidt Politikens tavshed, når det kommer til information, der er kritisk overfor farmaindustrien og dens produkter. Selvfølgeligt bider man ikke den hånd, der fodrer en.
Bloggens indehaver er stærkt kritisk overfor psykofarmaka, og der gøres ofte opmærksom på deres skadelige bivirkninger. Det kan være skræmmende læsning. Derfor skal der advares på det kraftigste mod at stoppe pludseligt med at tage psykofarmaka!!! Alle psykofarmaka er stærkt vanedannende og kan give alvorlige, tildels meget sundhedsfarlige, abstinenssymptomer ved pludseligt stop eller for hurtig udtrapning. Check "Psykofarmaka - udtrapning" i bloggens sidebar for mere info.
Læs mere og se videoen her, og skriv under på petitionen mod "Mother's Act"!
My English blog
Don't get a thing? Go here for Different Thoughts, my English blog. Oh and, entries on this blog are written in Danish. In case you consider an automatically generated translation.
Kommentarer for denne blog skal godkendes. Her er tre gyldne regler for at få en kommentar godkendt:
- Holdt dig til emnet.
- Vær opmærksom på dit sprogbrug. Prøv eventuelt med lidt meditation, hvis dette er et problem. Det virker!
- Hvis du ikke kan lide, hvad jeg har at sige, er et "Det her er skod" ikke nok. Du er nødt til at komme med nogle virkelige argumenter.
Hvis din kommentar ikke lige umiddelbart bliver synlig, er årsagen som oftest at jeg ikke er online - eller at den går imod en eller flere af de nævnte gyldne regler.
Opslag
