Are you a wayseer?

Revolution

Som nogle måske har overværet, havde jeg jo mine problemer med at finde mig tilrette på et sted og i en sammenhæng som Outsideren, ligesom jeg også stadigt har problemer med at finde mig tilrette blandt (og hér var jeg lige ved at skrive "omringet af", hvilket sådan set rammer min følelsesmæssige oplevelse af situationerne meget godt) psykiatribrugere generelt. Mens jeg knapt har så mange problemer, når jeg færdes i overleverkredse - hvis jeg endeligt skal kategorisere lidt, for en gangs skyld.

Jeg har vendt og drejet problematiken en del, fordi jeg havde på fornemmelsen, at der manglede nogle brikker i puslespillet, og i går fik jeg så langt om længe sat nogle ord på nogle af de manglende brikker. I form af en mail, som jeg i lettere redigeret form vil gengive forneden. Mailen er et svar på delvis bemærkningen, at der måske var noget, jeg fornægtede, og delvis spørgsmålet om hvordan jeg helt konkret ville gribe sagen an, hvis jeg stod f.eks. på et værested, og skulle formidle noget, der måske kunne skabe forandring.

Det hér er mailen, jeg skrev:

"Ja, jeg fornægter noget. Er, i hvert fald i perioder, et eller andet sted hen, nødt til det. Jeg kan simpelthen ikke klare afhængighed, hverken i den ene eller anden form, og uanset omfang.

Det er lidt et tveægget sværd. Man kan sige, min ekstreme uafhængighedstrang og manglende lyst til at gå ind i en offerrolle, har sørget for, at jeg har kunnet opbringe den energi det krævede, at knokle mig igennem og ud af krisen ("ud af" og "ud af"... det er jo nok et livsprojekt, men i hvert fald ud af hvad der kunne hedde "akut krise"). På den anden side har den gjort det (og gør det stadigt ofte) enormt svært for mig at acceptere, at jeg ikke er perfekt, og derfor af og til kan blive nødt til at be' om og modtage hjælp. Uden at det nødvendigvis hver gang behøves at indebære, at jeg havner i total afhængighed, og som offer.

Psykiatribrugerverdenen kommer ind i det hér billede, som du måske kan regne ud, i det omfang som jeg ser, at andre er fanget i en eller anden form for afhængighed af systemet (afhængighed af "medicin" f.eks.), og specielt når jeg ser, at denne afhængighed "godtages", at offerrollen god- og antages, f.eks. udtrykt i at man betegner sig selv som "patient", "psykisk syg", lidende af en sygdom, etc.etc. Jeg ser det, identificerer mig, og, vupti, så rejser nakkehårene sig: "Det kunne være mig." Skræk og rædsel. "Lad mig komme væk!" eller: "Næ nej, kamp til stregen!"

Nu mener jeg ikke, at jeg er heeelt forkert på den, når jeg tænker, at et stort skridt på vejen ville være, hvis folk kunne frigøre sig fra afhængigheden og offerrollen, i hvert fald i størst mulig omfang. Der er jo noget, der hedder "empowerment", og det har noget med det at frigøre sig af afhængigheder og offerrollen at gøre. Jeg mener heller ikke, at jeg er heeelt galt på den, når jeg anser psykiatrien som værende den samfundsinstitution, der er dygtigst til at skabe afhængighed og holde folk fast i en offerrolle, og at man måske skulle ruske lidt mere i folk, gøre dem opmærksomme på de her "slaveforhold", "empowere" dem. - Bortset fra, at folk selvfølgeligt heller ikke har ubegrænsede ressourcer ellers, ser jeg hér også en årsag til hvorfor den brugerstyrede psykiatri, eller bedre: brugerstyrede alternativer til psykiatrien, stadigt er så langt fra at være en realitet, som den/de er. Slaverne kan selvsagt ikke være dem, der styrer plantagen, så længe de er "slaverne", og da slet ikke, så længe de i deres egne øjne er "slaverne". 

Men selvfølgeligt behøvede jeg ikke hver gang at tage det så voldsomt personligt, når jeg ser mig konfronteret med denne afhængighed. At jeg gør det, siger noget om, hvor jeg selv er henne i det... At jeg ikke er så frigjort af mine egne afhængigheder, som jeg gerne vil være. Hvis jeg var det, ville jeg næppe så nemt føle, at min egen frihed stod på spil, og at jeg måtte drage i krig og forsvare den, bare fordi jeg genkender min egen afhængighed i andres.

Det er måske noget, jeg ville tage op til diskussion med folk på et værested, helt konkret: Hvorfor ikke tænke i lidt andre baner, end "sygdom"? Hvorfor er der nogle, der holder urokkelig fast ved deres identifikation som "syg"? Hvilke fordele har det, at være "syg", "offeret", afhængig af andre? Og hvad ville der ske, hvis man gav slip på det?

Og, også helt konkret, så ville jeg fortælle om diverse alternativer, der findes rundt omkring i verdenen. Alt fra Soteria til Vermont Recovery, eller/og sådant som Giannas og andres helt personlige vej ud af slaveriet. Der er alt for få virkelige recovery-historier derude. Folk aner jo ofte ikke, at det er muligt. Ingen fortæller dem det. (Recovery i modsætning til og som noget helt andet end rehabilitation, altså.)"

Frihed, uafhængighed, autonomitet, har altid betydet utroligt meget for mig. Måske mere, end noget andet. Det har det selvfølgeligt, fordi jeg har været enormt ufri, afhængig og fremmedstyret. Ikke bare i mine handlinger, men også i mine tanker og følelser. Bedømt og defineret af andre. Underlagt et totalitært styre. Årsagen til krisen som værende mit oprør, min revolution, mod totalitær styring. - Og så mener man, at det skulle være en hjælp for folk, når man pålægger dem endnu mere totalitær styring???

Historien om Luise

Pia gjorde mig i dag opmærksom på en kronik i Politiken fra den 5. april 2002. Kroniken er altså ikke ligefrem skrevet i går, og der er sket en del siden den stod at læse i Politiken, netop i den sag, den omhandler. Ikke desto mindre mener jeg ikke, den har mistet det mindste af sin aktualitet, og vil give Pia helt ret i, at emnet burde diskuteres lidt mere indgående.

"Historien om Lone" er kronikens overskrift, mens historien faktisk omhandler Luise Hjerming Christensen, der døde i 2005, godt tre år efter denne kronik blev skrevet. Lægerne forsøgte den gang i 2005, med held, at bortforklare Luises død ved at give følgerne af et epileptisk anfald skylden. Mens Luise aldrig har haft en epilepsi-diagnose og med stor sikkerhed de facto døde af neuroleptikaforgiftning.

Den ansvarlige læge i sagen stod den gang til en ansættelse i Patientklagenævnet. Patientklagenævnet mente ikke, spørgsmålene omkring Luises død var grund nok til at udsætte ansættelsen. Senere afgjorde Sundhedsstyrelsen, at lægen ikke havde begået fejl i sin "behandling" af Luise, og dermed ikke kunne gøres ansvarlig for hendes død. Det må altså antages, at denne læge i dag sidder lunt og trygt i Patientklagenævnet, hvor vedkommende vurderer sager, som den, Luises mor Dorrit Cato Christensen i sin tid anlagde mod ham/hende. - Og hvis jeg kendte til vedkommendes navn, ville det måske stå hér. Skrevet med store bogstaver som en advarsel mod en inkompetent læge. Men jeg kender ikke til navnet.

"Måske" fordi Luise-sagen desværre ikke, som man umiddelbart kunne komme til at tro, er et enkelttilfælde. Lige så lidt som den ansvarlige læge altså er et enkelttilfælde af inkompetence blandt ellers mere eller mindre kompetente kolleger.

EKSPERTER I DEN MENNESKELIGE PSYKE

For at vende tilbage til kroniken: Langt hen af vejen er jeg enig med Luises mor i dennes vurdering af behandlingssytemet. Dog ikke i alle punkter. Således skriver Dorrit Cato Christensen at "[p]sykiatere er eksperter, hvad angår den menneskelige psyke."

At psykiatere skulle være eksperter i den menneskelige psyke på et eksistentielt niveau, kan et enkelt blik på psykiatriens historie afsløre som fejltagelse. Psykiatere er læger, deres interesse dermed af rent biologisk, fysiologisk - mekanisk - karaktér. Det menneskelige, på et eksistentielt, filosofisk niveau, har ikke interesse. Undtagen for psykiatere som Loren Mosher, R.D. Laing eller Grace Jackson. Og hér må man konstatere, at deres interesse for det menneskelige altså er et filosofisk et, ikke et psykiatrisk.

Virkelige eksperter i den menneskelige psyke finder man sjældent blandt psykiatere. Hvis man finder dem blandt "professionelle", så er sandsynligheden størst blandt dem med en humanistisk baggrund, som psykologer og lignende.

"De healere, de moralbyggere, jeg har mødt, har sjældent været professionelle indenfor psykiatrien. De har befundet sig udenfor dette område. Og de eneste, der befandt sig indenfor det, var igen folk, som på en måde har været rebeller, modstandere. Og en stor del af de bedste healere jeg har kendt mens jeg gik på graduate school [videregående universitetsuddannelse efter første eksamen], eller mennesker jeg har kendt, der var kandidater i psykiatri, de droppede ud, fordi de simpelthen ikke passede ind. De følte sig utrolig fremmed indenfor denne form for mekanisk, ikke-healende model, de blev introduceret til og undervist i", sagde den amerikanske psykolog og forfatter Bruce Levine ved en præsentation af sin bog "Surviving America's Depression Epidemic" i Amherst/Massachusetts d. 25.03.08.

Psykiatere er ikke engang eksperter i den menneskelige hjerne. Det er neurologerne, der er det. "De [psykiaterne] ved" netop ikke, "hvordan de forskellige medicinske præparater virker ind på de forskellige centre i hjernen," andet end antydningsvis, og prøver sig derfor famlende frem. På bekostning af deres klientel, der, grundet dets status som værende utilregneligt, ikke i stand til at vurdere sin situation det mindste selv, noget nemmere end i enhver anden sammenhæng kan gøres til forsøgskaniner, i givet fald også imod klientelets udtalte vilje - et utilregneligt stemplet menneskes vilje er per definition intet værd, og kan problemløst ignoreres.

Iøvrigt har vi hér også at gøre med et paradoks mht. psykiatriske forhåndserklæringer, der som regel indeholder et stillingtagen til, om man evtl. er villig til at deltage i forsøg. Udover tilkendegivelsen omkring "behandling", altså. Al psykiatrisk "behandling" er sådan set et eneste forsøg.

Mere om psykiatriens "ekspertise" mht. dens definitioner og "behandlings"metoder af "psykisk sygdom" kan bl.a. læses hér. Og nej, der er ikke sket noget som helst, der kunne redde psykiatriens ære siden 2003.

ORD - IGEN

Jeg er heller ikke enig i Dorrit Cato Christensens ordvalg. Hendes datter var uden tvivl en meget "forsigtig og poetisk pige", et meget følsomt og sårbart menneske, ja. Men derfor var hun altså ikke "syg" - i hovedet, eller "skizofren". Disse adjektiver bliver udelukkende brugt af samfundet og dets eksekutive psykiatrien for at retfærdiggøre selvsamme behandlingssytemets måde, at køre meget følsomme og sårbare mennesker ned med en damptromle, "skyde med kanoner på spurve", som tyskerne udtrykker det så træffende. De bliver udelukkende brugt i et dehumaniserende øjemed, der frarøver det således betegnede menneske definitivt sin menneskelighed.

Adjektiverne bliver brugt til at bortforklare utilpasset, og for samfundet ubekvem adfærd, og til at unddrage sig, fraskrive sig ethvert ansvar for, at der er mennesker, der ikke trives i samfundet og derfor er nødt til at søge tilflugt i "støtteuniverser". Især hvis disse mennesker ikke har redskaberne til at sublimere deres vantrivsel, og lade den komme til et for dem selv kreativt, konstruktivt og for samfundet acceptabelt udtryk.

Følsomt og sårbart bliver et menneske hvis følelser er blevet såret. Og jo mere vedvarende og voldsomt et menneskes følelser såres, jo mere følsomt og sårbart bliver dette menneske. At Dorrit Cato Christensen ikke affejer sin datters støtteuniverser som "symptom" på meningsløs galskab, som psykiatrien og de fleste pårørende i reglen gør det i sådanne tilfælde, må man regne hende til stor fortjeneste. Ikke desto mindre navigerer også hun elegant uden om at se dem som andet end en reaktion på den "behandling", hendes datter er udsat for i psykiatrien. Hvilket de også uden tvivl er. Også. Støtteuniverserne eksisterer nemlig allerede før Luises møde med psykiatrien, og kan derfor ikke være blevet et nødvendigt tilflugtssted pga. dette møde. Noget i Luises livshistorie har gjort etableringen af støtteuniverser nødvendigt for hende, allerede før hun kom i kontakt med psykiatrien: følsomme, sårbare mennesker er mennesker, hvis følelser er blevet såret.

At Luises flugt ind i støtteuniverserne antog de former, den gjorde, og at støtteuniverserne mere og mere afspejlede hendes traumatisering som følge af hendes psykiatrisering, er ikke et enestående fænomen. "Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand. Kan tortur overkomme modstand? Åbenlyst", som John M. Friedberg siger. Men inden modstanden er overkommet, mennesket, det menneskelige, besejret, øger torturen modstanden, "symptomerne" tager til, kvalitativt og kvantitativt.

Sidst men ikke mindst er jeg meget uenig i at "[d]e fleste [mennesker i krise] skal have medicinsk behandling". Udover det i Danmark velkendte "Vestlaplandsmodellen", er der internationalt en række andre, lignende tiltag og studier, der entydigt beviser det modsatte, der faktisk beviser, at medicinsk behandling som regel kronificerer krisetilstanden og derved gør fuld recovery umuligt, mens de mennesker, der formår at undgå medicinsk behandling, ikke sjældent opnår fuld recovery.

TOPPEN AF ISBJERGET

Luise-sagen er ikke et enkelttilfælde. Den er toppen af isbjerget. Det isbjerg, psykiatrien som sådan er. Nærkontakt med psykiatrien er livsfarlig. Både ECT og psykofarmaka er bevist hjerneskadende "behandlings"tiltag, mennesker, der længerevarigt udsættes for "behandling" med neuroleptika, dør efterhånden i gennemsnit 25 år tidligere end dem, der ikke tager disse stoffer, længerevarig "behandling" med litiumpræparater giver gerne alvorlige nyreskader, SSRIs gør folk suicidale og forårsager livstruende skader på fostret, hvis de tages af gravide, et utal af mennesker er døde pga. bæltefiksering, tvang generelt er traumatiserende, og sidst men ikke mindst ender stort set alle, der bliver erklæret for "alvorlig psykisk syg" med førtidspension som svingdørspatienter og på bo- respektive væresteder: opmagasineret i sikker afstand fra resten af samfundet, ved hjælp af "behandling","medicin", sat ude af stand til at gøre sig bemærket, frarøvet deres stemme, deres værdighed, deres menneskelighed, og enhver mulighed for nogensinde at generobre disse. Det langsomme, udramatiske og nærmest usynlige drab vi aldrig hører om i medierne, der finder sted i sikker afstand fra resten af samfundet. Hver dag. Utallige gange. Verdenen over. Også i Danmark.

Psykiatrien som institution er udmærket klar over, at dens funktion ikke er anden end den, at skulle befrie samfundet fra de individer, der reagerer mere følsomt og sårbart på samfundet, det samfund, der har såret deres følelser, end hvad dette samfund, end hvad "normaliteten" kan acceptere, om nødvendigt med disse individers død til følge. Forholdt det sig anderledes, havde Dorrit Cato Christensen uden den mindste tvivl fået medhold mht. sin klage over Luises "behandling".

FRIHEDSKAMPE

Luise kæmpede til det sidste mod overmagten og for sin menneskelighed, sit liv, sig selv. Men jo mere hun kæmpede, jo hårdere slog systemet ned på hende. Med slagene forklædt som "behandling", "hjælp".

I en psykiatrisk sammenhæng er et menneskes kamp for sin menneskelighed en "sygdom", der skal "behandles", slåes ned, om det så koster menneskets liv. Ligesom det en gang i USA blev betragtet som en "sygdom", når en slave flygtede fra slaveriet. Slaven var syg. Ikke et samfund, der gjorde mennesker til slaver og nægtede dem deres værdighed som mennesker pga. deres hudfarve... Også de "syge" slaver blev der slået meget hårdt ned på, for at "kurere" dem, og også hér ikke sjældent med slavens død som følge.

Luise fik aldrig en chance, nåede aldrig til den indsigt, der reddede f.eks. Judi Chamberlins liv: "Jeg har været en god patient, og jeg har været en dårlig patient, og tro mig, at være en god patient er det, der hjælper dig til at komme ud af sygehuset, men at være en dårlig patient er det, der hjælper dig til at komme tilbage til det virkelige liv."

Når jeg læser "Historien om Lone", slår det mig igen, hvor tæt jeg selv har været på at dø, at blive dræbt. I bogstaveligt forstand, eller i overført betydning. Jeg er en meget oprørsk natur, som Luise var det. Og kriserne, ja, det har netop været de perioder i mit liv, hvor det oprørske overtog styringen, over "fornuften", hvor de mindste krænkelser af min menneskelighed, de mindste overgreb på mig selv, førte til voldsomme og spontane protestreaktioner. At læse "Historien om Lone" lader mig meget tydeligt se, hvor nemt min udprægede overlevelsesvilje og frihedstrang havde kunnet koste mig livet i en psykiatrisk "behandlings"sammenhæng.
_______________

Update til "Historien om Luise"
_______________

Luise's mor Dorrit Cato blogger hér, bl.a. om sine erfaringer med patientklagenævnet: Dorrit Cato's Blog

Ørnen Sofie og hønsene, et alternativ

Her kan man læse om, hvordan Sofie kunne være blevet til den ørn, hun var ment at blive, men aldrig fik chancen til at blive.

Ørnen Sofie og hønsene, del III

Jeg er ikke helt færdig med (at skrive om) ørnene og, især, hønsene, nej. Færdig med det er jeg vel egentligt først den dag, der ikke findes flere vingeklippede og vingeklipning anbefalende høns. Den dag, hønsegårdene med deres af hønsetråd begrænsede horisont og deres hakorden er afskaffede. - Jeg drømmer...

Det, psykofarmaka og ECT såvel som giftig terapi filtrerer fra, er ikke Irakkrigen, nedrivningen af ungdomshuset, klimakatastrofen, det er ikke mord, ødelæggelse, (social) uretfærdighed, cynisme, bedrag, løgne, fortielser etc., det er ikke yderverdenen i sin helhed. Det, der bliver filtreret fra, er ens reaktion på disse ting, på yderverdenen. Den reaktion, der definerer én selv. Det er i sidste ende altid én selv, éns selv, der filtreres fra. Af yderverdenen. Som værende en ubekvem og derfor uønsket reaktion på denne yderverden.

I tresserne og halvfjerdserne røg folk pot, drak og tog LSD. Selvstyret filtrering, og stadigt med mulighed for reaktion, hvor der skulle reageres. Vietnam, f.eks., eller atomkraft. I dag overlader vi trygt styringen til "eksperterne". Og de sørger for, og her er de virkeligt eksperter, at muligheden for en individuel, særegen og naturlig reaktion minimeres, ofte, og helst, umuliggøres helt. De en gang individuelt særegne og naturlige reaktioner diagnosticeres, normeres, kontrolleres og undertrykkes i tiltagende grad.

I tresserne og halvfjerdserne var det stadigt accepteret, at verdenen kunne gå folk på. Det var, alt efter hvilke kredse man færdedes i, nærmest UNORMALT, hvis verdenen IKKE gik én på. I dag er det alment accepteret, at det er "sygt", unormalt, hvis verdenen går én på. Parallelt med et støt stigende antal mennesker på fremmedstyret (af f.eks. psykiatrien) frafiltrering ("medicin", ECT, f.eks.), stiger fremmedgørelsen.

Psykiatrien er ikke ene om at markedsføre statsligt kontrolleret frafiltrering, og dermed fremmedgørelse. Andre samfundsinstitutioner som medierne, terapeuter eller de p.t. så trendy'e life coaches f.eks., yder også deres bidrag. Psykiatrien er dog den samfundsinstitution, der både promoverer fremmedstyret frafiltrering og fremmedgørelsen mest gennemført, og ejer de mest effektive midler til at udstyre mennesker med filtre og derved fremmedgøre dem fra dem selv. Derudover er den den eneste samfundsinstitution, der må anvende disse midler mod et individuums vilje. I modsætning til de fleste andre samfundsinstitutioner, der stadigt er underlagt en vis ekstern kontrol, er psykiatriens magt stort set ubegrænset, kun kontrollerbar af psykiatrien selv. Alt kan undskyldes og bliver undskyldt ved at påstå at det er "til individuets eget bedste". Manglen på videnskabelighed, på eksakte, videnskabelige beviser, gør denne institution stort set uangribeligt.

På samme måde fungerede inkvisitionen i sin tid. Men manglen på videnskabelighed er, paradoksalt nok, ikke bare psykiatriens stærkeste men også dens svageste punkt. I sin tid brækkede denne mangel nakken på inkvisitionen. Fordi folk for alvor begyndte at tvivle, og det, man prøvede at sælge dem som "beviser" ikke længere kunne overbevise. De faktiske modbeviser blev flere og flere og mere og mere slående.

I dag tror vi ikke så meget på besættelse og frelsning i inkvisitionens udgave længere. Vi tror på dem i form af gener og i form af balancer og ubalancer i hjernekemien. ICD-10, kapitel V respektive DSM-IV TR har afløst inkvisitionens Malleus Maleficarum, Heksehammeren. Jeg undrer, hvad menneskeheden vil tro på, når heller ikke disse længere kan overbevise som "beviser", en skøn dag i fremtiden. Og om det mon nogensinde vil gå op for mennesket, at "frelsning", befrielse, kun kan komme indefra, fra én selv, fra éns eget selv.

En tro, om det er troen på Gud, stjernerne eller en terapeut, kan hjælpe én til at finde frem til én selv og til at kunne befri én selv. Men kun hvis disse instanser selv ikke frygter sig selv og friheden. Vejen til at kunne acceptere og befri sig selv, går gennem at blive accepteret og løsladt af en anden. Så længe den anden man tror på, om det er kirken, en astrolog, en terapeut, om det er staten, dens institutioner, samfundet og dets normer og værdier, betragter og opfører sig som éns "herre", kan man umuligt være andet end herrens slave og dermed ufri.

Ting som historien om Sofie går mig på, ja. Rigtig meget. Men jeg er faktisk glad for, at de gør det. Jeg er mere glad for det, end for noget andet. At jeg kan mærke mig selv, ufiltreret, reagere ufiltreret, tænke ufiltrerede tanker, føle ufiltrerede følelser. At jeg har muligheden for at gøre umulige og ikke-eksisterende ord mulige og eksisterende. At jeg har muligheden for at finde mit helt eget sprog. Et konstruktivt og kreativt sprog, der gør det destruktive mere og mere overflødigt. Jeg flyver. Lidt usikker endnu, af og til en crash-landing. Men hvad! Man er vel ørn, og ørne flyver. Frit.

Ørnen Sofie og hønsene, del II

Sofie fik bl.a. ECT, og får det nu hovedsagligen, fordi hun, hvis hun ikke får det, ser orme i sin mad, og følgeligt ikke vil spise. "Hallucinationer" kalder psykiatrien disse orme i Sofies mad. Og "hallucinationer" er jo, som vi alle ved, og per definition, ikke andet end et produkt af og et umiskendeligt tegn på en hjernekemi i ubalance. "Hallucinationer" har ingen dybere mening. De er ikke metaforer, der står for noget andet, noget meningsfuldt, noget, mennesket i krise kan have svært ved at erkende meningen af, fordi det er så svært, at abstrahere fra en sanseoplevelses, en tankes, et billedes direkte indhold og erkende det metaforiske ved metaforen, når man er i krise.

"Hallucinationer er abnormale sensoriske opfattelser, der optræder mens en person er vågen og ved bevidsthed, og som er uden sammenhæng til ydre begivenheder; med andre ord, at se eller høre ting, der ikke er der", hedder det på Healthline.com, indrammet af en Geodon-reklame. Ja, så må man vel hellere overbevise Sofie om, at ormene i hendes mad ikke er virkelige, at hun ser dem, fordi hun er syg i hovedet, eller i hjernen, nærmere betegnet, og at ECT derfor er en nødvendighed. Fordi det vil lade hende glemme alt om ormene - og mange andre ting. Man må overbevise Sofie om, at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, er syge, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, at de følgeligt er værdiløse, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og at de derfor bedst fjernes.

Men hvad er Sofie som personlighed, hvis både hendes tanker, følelser og forestillinger, hvis hele hendes virkelighedsopfattelse er syg, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, hvis den er værdiløs, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og oplevelsen af den og erindringen på den følgeligt bliver til et "symptom", der skal fjernes??

Når Sofie så siger at, "nåhhhr, så er jeg altså syg, værdiløs, ikke til at stole på, et produkt af det pure vanvid, uden sans og mening", hvis hun fornægter sin egen virkelighed til fordel for andres (psykiatriens, den "sorte" terapis) virkelighed, så udviser hun "sygdomsindsigt". Ifølge psykiatrien. Og ifølge den "sorte terapi". Og hvis der skulle snige sig den mindste tvivl ind, et eller andet sted dybt nede i Sofie, ja, så er denne tvivl selvfølgeligt også bare produkt af det pure vanvid, og ikke til at stole på. Det kan Sofie da godt se, ikke? Den "sorte" terapis coping strategies: Fornægt dig selv.

Sandsynligvis har Sofie aldrig fået andet at vide igennem sit liv, end at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, og dermed hele hende selv, er syg, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og uden hold i (omverdenens) virkelighed. I forhold til resten af Sofies omverden, har psykiatrien, og med den den "sorte" terapi, den uvurderlige fordel, at man har videnskaben på sin side. Man kan overbevise Sofie ved hjælp af videnskabelige fakta, fakta om hjernesygdomme, ubalancer i hjernekemien, gener. At det, man her prøver at sælge Sofie, og så mange andre, som "fakta", i sig selv ikke er andet end det pure vanvid, uden sans og mening, ikke til at stole på, værdiløst, og uden hold i (nogen som helst) virkelighed, at der ikke findes dokumentation, videnskabelige beviser for disse "fakta", og at Sofies eventuelle tvivl dermed er mere end berettigede, undlader man selvfølgeligt at oplyse hende om. Hun kunne komme til at tro på ormene i maden som virkelige igen, og stille spørgsmålstegn ved, at ECT skulle være "den helt rigtige behandling til netop (hendes) problem".

Men, også her, bare roligt. I det konkrete tilfælde "Sofie" er der efterhånden godt og grundigt sørget for, at Sofie slet ikke er i stand til at tænke, føle eller forestille sig noget i den retning længere. Denne mulighed ER fjernet.

Jeg fortalte en gang en veninde, at jeg ikke mente, jeg var et menneske. Hun grinede ikke. Hun rystede ikke på hovedet. Hun skyndte sig heller ikke at ringe 112. Hun kiggede bare interesseret på mig og spurgte: "Hvis du ikke er et menneske, hvad er du så?" Befriende. Mange andre, og psykiatrien helt sikkert, havde sagt: "Du er jo syg i hovedet! Vi kan da se, at du er et menneske." Og dermed havde sagen været afgjort og afsluttet for dem. Tja, mit ydre lignede nok til forveksling det af et menneske. Men indeni var jeg såpas fremmedgjort fra den del af det særegent menneskelige, der udgjorde min personlighed, at det forekom mig som en umulighed, at jeg overhovedet skulle være et menneske. Jeg VAR faktisk ikke noget menneske. Jeg led ikke af "hallucinationer" eller "vrangforestillinger". Mine forestillinger var tværtimod fuldstændig korrekte. Jeg havde bare svært ved at erkende metaforiken i dem. Altså tog jeg dem bogstaveligt. At erkende metaforiken i sine forestillinger kræver, at man kan sætte ord på den. At umulige, ikke-eksisterende ord bliver mulige og eksisterende i bevidstheden.

Hvis Sofie ser orme i sin mad, så ER der "orme" i hendes "mad". Det eneste, der havde kunnet overbevise hende om, at der ikke er orme i hendes mad, det eneste, der havde kunnet befri hende fra at se orme i sin mad, havde været at acceptere ormene i maden som Sofies virkelighed, en lige så gyldig og meningsfuld virkelighed som alle andres. Hverken syg eller værdiløs eller det pure vanvid, men fuldt ud til at stole på og indeholdende lige så meget sans og mening som enhver anden virkelighed. At acceptere hendes virkelighed, havde gjort det muligt for Sofie at acceptere den selv. Og derfra at udforske den: Er "ormene" orme? Eller er de måske en metafor for noget helt andet, og i så fald for hvad? Og er "maden" maden? Måske har hendes terapeut prøvet. Det fortæller historien, artiklen "Dag for dag uden i går" i Outsideren, ikke noget om. Men uden minder og gjort ligeglad af psykofarmaka respektive jævnlige ECT-"behandlinger" havde Sofie ikke nogen chance.

Vejen til et eget sprog, til at finde og muliggøre sine egne ord, går igennem minderne. Minder af begivenheder, følelser, fornemmelser. Ufiltrerede minder. Befrielse er ikke at få etableret et (nyt) filter, eller en (ny) ligegladhed. Befrielse er at finde et konstruktivt, kreativt sprog, der overflødiggør det destruktive, når de ting, der går én på, ufiltreret, skal benævnes. Et menneskes personlighed udgøres af dette menneskets livshistorie. Jo mere man kender til denne livshistorie, jo mere man bliver sig selv bevidst, jo større chance for frihed. Uden livshistorie, uden minder, ingen personlighed. Og uden selvbevidst personlighed ingen frihed. Befrielse er ikke at få klippet vingerne. Det er at erkende og acceptere ørnen indeni, lære den at flyve, og slippe den fri. Af terapeuten kræver det, at han/hun er villig og i stand til at erkende og acceptere (ørnen i) sig selv. Vingeklippede høns, for hvilke flyvende ørne er en umulighed og ikke-eksisterende, kan ikke hjælpe en ørn at lære at flyve. Vingeklippede høns kan kun sørge for, at ørnen indeni bliver filtreret fra bevidstheden, igen og igen, og somme tider altså en for alle gange. Som i Sofies tilfælde.