Endnu en hjemmeside om "skizofreni" har set dagens lys: Ung med skizofreni. Det er psykiatrien i Region Syddanmark, der står for hjemmesiden, hvor man kan blive vidne til noget ganske nyt. Her på siden fortæller ungdomsshrink Anne Dorte os, at "skizofreni" er en genetisk betinget sygdom i hjernen. Og det er der ikke meget nyt i. Den har vi jo måttet høre på igennem flere årtier efterhånden, til at starte med noget mere forsigtigt formuleret, men i dag er det altså stensikkert, selv om man ikke har fundet hverken gener eller nogen som helst fysiologisk patologi i hjernen. Troen er blevet til faktum, på mystisk vis. Formodentligt siden psykiatrien ved hjælp af alle de fabelagtige, bl.a.også af medicinalindustrien sponsorerede, "oplysnings"kampagner om "psykisk sygdom" har formået, at overbevise flere og flere, ikke mindst også medier og politikere, at den psykiatriske tro er den eneste rette tro. Hvis man har set Fedt, fup og flæskesteg, lidt à la reklamebureauet "Fleisch": Skrupler over at lyve?! Du godeste! Der er vel næppe nogen i den danske almenbefolkning, der har brikker til at se nærmere på videnskaben bag, når de hører alle vores fine fagudtryk! Hahaha!!!
Ja, altså ikke noget nyt dér. Men så kommer det, når man klikker på "De medvirkende". Hanna, f.eks.. Hanna "har arbejdet benhårdt på, først at lære at leve med sygdommen og få styr på den. Hanna har været igennem et forløb med indlæggelser, medicin, samtaleterapi, og hårdt arbejde med sig selv,..." "Hannas vilje er meget stor..." (min kursivering)
Så, Hanna, og de øvrige tre deltagere med hende, har altså knoklet for livet løs, for at få besejret "sygdommen", den biologisk-genetiske hjernesygdom. Og hvis du ikke besejrer denne biologisk-genetiske hjernesygdom, så må du fandeme klø noget mere på, dit skvat! Kom så, vis noget viljestyrke! Og siden viljestyrke kan besejre en biologisk-genetisk hjernesygdom, så kan vi vel også med god samvittighed sparke folk med diabetes, kræft, Alzheimers, osv. osv. i bagdelen, og fortælle dem, at nu må de saftsusme tage sig sammen, hive sig selv op i nakkeskindet, og se at komme videre! Neoliberalisme i renkultur.
Jeg er bestemt den sidste, der går ind for selvmedlidenhed, og "Jeg kan ikke!" er der ikke umiddelbart noget der hedder hos mig. Men at fortælle nogen, der lider, om det så er af en biologisk-genetisk sygdom, eller om de lider eksistentielt (såkaldt "psykisk sygdom"), at de bare skal tage sig sammen, og udvise viljestyrke, kunne hverken jeg, eller andre psykiatrikritikere drømme om at gøre. Mens det faktisk er det, som vi er blevet beskyldt for, af psykiatrien og dens tilfredse kunder, angiveligt at gøre, samtidigt med, at man har fortalt os gang på gang, hvor uetisk, ja kynisk det er af os. Det ville det også være, hvis vi gjorde det. Og her kan vi så se psykiatrien i Region Syddanmark udvise netop denne uetiske, kyniske adfærd...
Opslag
7 kommentarer:
Ja, det er jo desværre ret udbredt at tro, at "enhver er sin egen lykkes smed" og at man stort set kan alt, bare man tager sig sammen og bruger sin viljestyrke.
Der er sikkert også en del, der bilder sig ind, at hvis psykisk sygdom ikke HELT er bestemt af generne, så er denne form for "fri vilje" den eneste mulighed.
Ikke fordi jeg mener, vi ikke har en fri vilje. Det har vi - men ikke på den måde!
Det ironiske ved den slags illusioner er, at den er i modstrid med noget helt essentielt menneskeligt, nemlig at vi bliver til som en del af et samfund. Vores liv leves i samspil med andre mennesker - inden for rammerne af en kultur, der er produktet af tidligere generationer.
Desværre tager behandlingen af psykisk syge ikke udgangspunkt i det. Den er ikke 100 pct. ubrugelig, men udgangspunktet er forkert.
Ikke på den måde, nemlig. Det kan være, og der findes jo enkelte eksempler på, at det er sådan, at nogle få kan "besejre sygdommen", når de bliver bedt om, at holde op med at have "symptomer" på den, men for de fleste vil en sådan gentagen fornægtelse af sig selv være umuligt at gennemføre. Den såkaldte "sygdom" er jo netop en reaktion på, at man alt for længe har gjort, som andre har bedt én om, og fornægtet sig selv. Som regel fører det til en "forværring" af "sygdommen", når man så igen bliver bedt om det samme, og så skal der vitterligt livslang doping til, at holde reaktionerne nede.
For de flestes vedkommende vil det kræve anerkendelse af lidelsens, reaktionernes berettigelse, set i en livshistorisk, og dermed interpersonel, relationsmæssig (!), sammenhæng, i stedet for den fornægtelse af selvsamme det er, at kalde lidelsen, reaktionerne for "symptomer" og "sygdom".
Og når man er parat til at anerkende, men også kun under de omstændigheder, så kan man også tillade sig, at skubbe lidt kærligt til folk, og sige: "Kom nu, du kan godt!" uden at det bliver til en uetisk og kynisk handling.
Altså, det vil kræve anerkendelse, at komme igennem og ud af krisen, mener jeg selvfølgeligt.
Jeg forstår dels dine argumenter, dels overhovedet ikke.
For det første: Hvordan skulle man gøre det muligt for pårørende, 'syge' osv. at forholde sig til en hjemmeside, der beskriver skizofreni fuldstændig modsat end de gør, alle andre steder. Lægen fortæller dig/en du kender, at de har skizofreni. Hvad så? Udgangspunktet må vel være at bruge de samme omgangstone, dels for at bevare troværdigheden (Hvis man lavede en hjemmeside med ordene 'skizofreni findes ikke' med en målgruppe, der netop er mennesker, der netop er berørt af skizofreni... det ville være lidt svært at forholde sig til)
Jeg er enig i, at mennesker ikke bare skal tage sig sammen
Og grundlæggende at det ikke er en sygdom i hjernen men et symptom på, hvordan livet behandler en - og hvordan man behandler livet.
Men dertil kommer det vigtige spørgsmål: Hvordan formidler man information ud til en bred målgruppe, som:
Giver håb
Afmystificerer f.eks. det med at høre stemmer
Giver generel oplysning
Det er så let at kritisere et forsøg uden at give en konkret løsning. Almindeligvis har jeg stor glæde af dine indlæg, men jeg savner lidt en 'hvordan gør vi så'?
At lave et site, hvor man rykker ved folks fornægtelse, er, som jeg ser det, meget meget vanskeligt, idet vi alle har forskellige historier og lig i lasten?
Psykiatrien har lang lang vej endnu, men at bruge positive historier som udgangspunkt, synes jeg er et stort skridt i den rigtige retning.
Så forstår jeg heller ikke din kritik af at Hanna har kæmpet - for kæmper vi ikke alle sammen?
Jeg kæmpede, dengang jeg var indlagt på psykiatrisk.
Og jeg kæmper stadig, når jeg har dage, der virker helt uoverskuelige.
At kæmpe er vel et livsvilkår, hvordan ville du ellers formulere det?
Anna, mht. at bruge psykiatriske betegnelser som "skizofreni", ja, det kan man være nødt til, hvis man vil blive fundet via en Google-søgning. Men derfor behøves man jo ikke at benytte disse betegnelser som om det medicinske diagnosesprog var den eneste måde, at beskrive fænomenet på, som hjemmesiden gør det.
Som jeg ser det, er budskabet på siden meget forvirret og forvirrende. På den ene side har vi nogle unge, der tildels prøver, at afmystificere, give håb, og der hist og her får flettet noget andet end "sygdom, sygdom, sygdom" ind. Men så har vi også "eksperterne", og de snakker alligevel meget overbevisende om biologisk hjernesygdom, og så falder alle de spæde forsøg på, at afmystificere og give håb til jorden. Det ser for mig ud, som at man har gjort det samme her, som man har gjort med recovery-begrebet: recovery, ja, ok, men -- alligevel ikke rigtigt. At ville holde fast i diagnoserne og biologisk hjernesygdom, og samtidigt give håb og afmystificere, hænger ikke sammen.
Og det med at kæmpe... Jeg har også kæmpet. I starten. Indtil det gik op for mig, at det jeg kæmpede imod, var mig selv. Det er jo det, der er "sygdommen", én selv. Jeg falder stadigt af og til i, og kæmper igen. Men jeg har ikke lyst til, at livet skal være en lang, sej kamp. Og slet ikke en kamp mod mig selv. Så jeg foretrækker, at tage det som en udfordring, i stedet for som en kamp.
Men det er nu ikke det, der larmer mest i mine ører, når jeg hører om Hanna. Det, der larmer mest, er det neoliberalistiske budskab, der bliver lagt i hendes historie. Budskabet om mælkebøtten, der bryder igennem asfalten, mønsterbryderen, der klarer sig, på trods af alle odds. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Hanna, ligesom i andre, der er med på siden, har haft nogle odds, nogle mennesker, i sit liv, der har bakket hende op. Det er der langt fra alle, der har. Og den sidste, der bakker én op, er psykiatrien selv med sine budskaber om sygdom, sygdom, og atter sygdom. Så kan man have nok så stor vilje og kampgejst, hvis man ikke har opbakningen, så nytter det ikke en pind.
Alternativt kunne jeg ønske mig en hjemmeside, der oplyser om traumer, om hvordan det, psykiatrien kalder for biologisk-genetisk hjernesygdom egentligt er meget forståelige reaktioner på livet (apropos afmystificering), som vi alle kan genkende fra vores egen erfaring, når vi netop ikke bruger psykiatriens pseudo-medicinske sprog. En hjemmeside, der oplyser om, hvordan ekstreme sindstilstande ligger i forlængelse af, og ikke modsat, det, alle mennesker oplever, og hvordan de ikke har noget med sygdom at gøre, egentligt ikke engang er ekstreme, sammenlignet med det, de er en respons til. Og en hjemmeside, der oplyser om, hvad der faktisk hjælper folk med at komme igennem og ud af deres kriser, nemlig at kunne gøre mening af dem, i stedet for at se dem som meningsløs galskab, aka hjernesygdom. For, helt ærligt, der er ikke nogen, der køber sygdomsteorien, der kommer helt ud af krisen. Man kan måske kæmpe sine "symptomer", sig selv, ned, ja. Fortrængning virker. For nogle, somme tider. Men hvis du spørger dem, der har gjort det, om de er bange for, at "sygdommen" kunne vende tilbage, så vil svaret være ja. Og hvis svaret er ja, så er man altså ikke kommet helt ud over sin krise.
Jeg kan godt se din pointe med, at lidt er da bedre, end ingenting, men jeg har det med den her hjemmeside som jeg har det med kritiken på DSM-5: det er et tveægget sværd, hvis man ikke vil kalde det for en double bind.
Region syddanmark tror jo stadig fuldt og fast på, at det her handler om hjernesygdomme. Jeg gør ikke selv og er fuldstændig enig med dig i dit syn på 'symptomer' og måde at se livet på.
Jeg har selv været indlagt i det regi, og jeg har selv mærket hvor stor inkompetence og hvor lidt forståelse, der har været. Det var svært at blive set som et menneske med lige rettigheder som alle andre mennesker.
Det er måske derfor, jeg er mindre forbeholden overfor selvmodsigelserne (For hvordan kan en kronisk hjernefejl gå i sig selv, når man ændrer livsstil?), fordi det er et skridt i den rigtige retning.
Vi er der slet slet ikke endnu, men at der bliver åbnet op og fokuseret på at der er håb er helt helt nyt i forhold til for få år siden, hvor det hele handlede om(som jeg oplevede det) bare at lære at leve med.
Recovery er lidt i samme problemer, i hvert fald i den kreds, som jeg har været tæt på - hearing voices.
Uofficielt mener mange af de styrende kræfter jo også, at det her med hjernesygdomme er noget fis - men hvis de går ud og melder det direkte ud, møder de så meget modstand, at de ikke kan fremføre deres ideer. Og så kommer man ingen vegne.
Jeg tror på, at vi er rigtig rigtig mange, der tror på mennesket og på det her med at lære at tackle sig selv og ikke på hjernesygdomme, og jeg kender flere af disse mennesker, som arbejder i den almindelige psykiatri og dermed er underlagt retningslinjerne. Man kan vel tale om manglende ytringsfrihed. Men hvad der langsomt breder sig og udtrykkes, vokser som ukrudt og mit håb er, at vi om 20 år har en psykiatri, der har indset, at medicin ikke er vejen frem.
For at vende tilbage til hjemmesiden: Så ser jeg den som et skridt i den rigtige retning, idet der er skiftet fokus. Og selv den længste rejse begynder med det første skridt. Og i forhold til den holdning initiativtagerne lagde for dagen for 5 år siden, så er det her en verden til forskel - på den positive måde.
Som humanist, bl.a. med uddannelse i videnskabsteori, falder det mig for brystet, at lægevidenskaben ikke integrerer kravene for validitet.
Du har ret i, at det i høj grad er 'troen', der bærer værket i forhold til myten om skizofreni som en hjernesygdom. Hvor ville det dog være rart, hvis nogen på medicin forelæste i metafysikkens faldgruber frem for at tænde røgelse om den kemiske guldkalv.. :-)
Send en kommentar