"De - og os", omvendt

Om ikke så tit, så kigger jeg jo dog af og til forbi Outsiderens hjemmeside. Her til aften kom jeg ved et sådant sjældent besøg til at læse interviewartiklen "Åbenhedens vej" i hvilken Katrine Woel fortæller om det at være nådesløst åben omkring hendes "psykiske sygdom".

Artiklen citerer Katrine: "Til andre siger jeg måske bare, at jeg lider af angst og nogen gange burer jeg mig inde. Og alle har jo et eller andet forhold til angst. Så derfor er reaktionen lidt: Nå, er det ikke andet. OK, det kan vi godt forstå." (min kursivering) Og, 'Åh?' tænker jeg, 'Så er alle måske 'psykisk syg'? Eller måske er ingen i virkeligheden 'psykisk syg', heller ikke Katrine?'...

Men nej, der er forskel: "Der er dog noget, Katrine Woel ikke kan opnå blandt sine medstuderende på Københavns Universitet eller kollegerne på arbejdspladsen – og det er en virkelig forståelse af, hvad det vil sige at være psykisk syg. Den kan hun kun finde blandt andre psykisk syge." Det undrer mig en smule. Jeg husker de mange lange aftener - og nætter - med rødvin og/eller tequila - og for nogens vedkommende noget godt at ryge til - hvor vi, jeg og vennerne, sad i et eller andet køkken og diskuterede alt fra atomkraft til James Joyce's forfatterskab, og også til vores respektive seneste selvmordsovervejelser/-forsøg. Der var ikke nogen af os, der var stemplet "psykisk syg". Vi var bare mennesker. Sådan helt almindeligt menneskelige mennesker. Med følelser, som angst og vrede og glæde og sorg og forvirring, og med tanker, om at redde verdenen, om at være udvalgt, noget, og somme tider også om at sige én gang for alle "nej tak!" til rotteræset.

Vi forstod måske ikke ret meget af, hvad det vil sige at være "psykisk syg". Men vi forstod en del af, hvad det vil sige at være menneske - i en syg verden. Eller måske var vi allesammen "psykisk syg", og klarede bare på en eller anden måde, at flyve under psykiatriens radar? Eller er det måske i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt man selv kridter skillelinien op, f.eks. ved at tale om "angstpsykose" i stedet for om eksistentiel angst?

Katrine Woel har ret. Det kommer meget an på, hvordan man formulerer sig. Og ja, der findes en hel del mennesker, der har meget svært ved et emne som selvmord. Imidlertid kender jeg også en del ikke-stemplede mennesker, som man sagtens kan tale menneskelig lidelse med. Helt hen til selvmord. Når bare man formulerer sig menneskeligt. "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig personlig krise'?" som Loren Mosher sagde.

Begrebsforvirring

Grundet mine to seneste indlæg på denne blog, opstod der jo en længere diskussion på Sindnet, både om sygdomsbegrebet og psykiatrien som sådan. Hvad sygdomsbegrebet angår, kan jeg ikke forklare mine holdninger bedre, end det sidste indlæg gør det. Hvis nogen så mener, "krise" er et for "svagt" begreb, for det der sker/er sket for dem, tja, deres afgørelse. Jeg mener nu bare, at en krise kan være lige så voldsom og ødelæggende, som den mest alvorlige sygdom. Der er ikke noget i definitionen af begrebet "krise", der hentyder til at den kun kan være af mindre alvorlig karakter.

Et andet problem er, at jeg fornemmer en vis begrebsforvirring omkring hvad der egentligt er psykiatri. Så tales der f.eks. om recovery og forskellige terapitilbud, der jo findes hist og her i psykiatrien. At de findes i psykiatrien og, indirekte, bliver tilbudt af den, er dog ikke ensbetydende med, at det er psykiatriske tiltag.

Psykiatri er "medicin", ect og evtl. implantater og psykokirurgi. Længere er den ikke. Recovery, samtaleterapi eller andre psykoterapeutiske tilbud, og ting som peer-support (brugerlærere og stemmehørergrupper) er i deres natur enten del af PSYKOLOGIEN eller altså brugernes egne initiativer. En psykiater uden en eller anden form for terapeutuddannelse kan ikke tilbyde samtaleterapi. Han/hende kan allerhøjest henvise brugeren til en terapeut/psykolog. - Og her har vi en anden grund end farmaindustriens pengegriskhed, til, hvorfor psykiatrien holder meget igen med at oplyse om og henvise folk til alternative tilbud. Det ville nemlig ellers koste dem kunder. Ja, medmindre altså de selv vendte deres psykiatriske uddannelse ryggen og gik andre veje.