Flere tanker om ISPS, om psykdiagnoser, menneskelighed og ubalancer - nej, ikke i transmitterstofskiftet, men i magtfordelingen i vores egocentriske kultur.Når vi nu
ser på ISPS Danmark, hvad har vi så, under stregen? En halvprofessionel¹ organisation, der, på trods af hvad dens navn kunne lade formode, ikke virkeligt anser psykologiske behandlingsmetoder som værende egnede til at fuldt ud erstatte medicinsk behandling af ekstreme sindstilstande, men alene betragter disse psykologiske tiltag som et redskab, til at få gjort folk afhængig af "medicin". For livet.
Den danske - og åbenbart også den svenske² - afdeling af organisationen består, som jeg siger
i en kommentar på Gianna's blog, af en flok pushere (ja, det er hvad vi, meget træffende vil jeg mene, plejer at kalde biopsykiaterne og -psykologerne i det engelsksproglige cyberspace: drug pushers), hvis mål det er, at, ved hjælp af massiv indoktrination, der i deres sprogbrug bliver til "samtaler", sikre "patienternes compliance" med den medicinske "behandling". Og faktisk så
er det jo en rigtigt god ting, at være bekendt med psykologiens grundlæggende koncepter, hvis man gerne vil gøre sin indoktrination så effektiv som mulig. Det hedder
"mind control", og, ja, det har
alt at gøre med psykologi.
_______________
ISPS internationale hovedorganisation har fornyligt søsat
"Psychosis", et fagblad med artikler, der beskæftiger sig med psykologiske hjælpetilgange for mennesker i ekstreme sindstilstande. Inholdsfortegnelsen af bladets første nummer reflekterer to ting:
1. det brede udsnit af - fundamentalt - forskellige synsvinkler på såkaldt "psykose", der findes indenfor ISPS, og
2. , som jeg påpeger i en kommentar til Gianna's indlæg om bladet, og specielt om én - meget interessant! - artikel³ i dets første nummer, magtbalancen mellem de stemplende og de stemplede. Eller måske skulle jeg sige: den noget groteske magt
ubalance mellem disse to grupper. Igen har vi her et medium, der vælger at give ca. 90% af sin spalteplads til de professionelles teoretiseren
om ekstreme sindstilstande og
om de mennesker, der oplever/har oplevet dem.
Men det er jo altid noget, at det ikke er 100%... Og, og dette er virkeligt revolutionerende!, bladet indeholder ingen reklamer. Ingen Zyprexa, Risperdal, Seroquel, eller hvad det måtte være af den slags, reklamer. Ufatteligt! Tillykke med det, ISPS!
Men, nej, jeg er ikke helt færdig med jer endnu, gutter. Bladets navn er "Psychosis" - "psykose". Og hvad er begrebet "psykose" nu egentligt for en størrelse? Det vil jeg fortælle jer:
"Psykose" er, ligesom ethvert andet psykstempel, establishmentets - desværre meget successrige - forsøg på at sygeliggøre den menneskelige
natur - til fordel for den
kultur establishmentet repræsenterer og støtter.
De fleste er ikke klar over det faktum, at
naturlig ikke er det samme som
normal. Det er det så afgjort ikke! Jo længere vores kultur bevæger sig væk fra det, der er naturligt, jo mindre dækker de to begreber faktisk over hinanden. At køre bil er således helt
normalt, selv om det ikke er spor
naturligt. Det er et
kulturelt fænomen. Det er ved hjælp af kulturelle normer og værdier bedømt som værende
normalt.
Mens ting i naturen bare er, eller ikke er, uden at blive bedømt, bliver de i en kulturel sammenhæng målt og bedømt af de til enhver tid gældende kulturelle normer og værdier. Så, de ting, der i naturen bare er, de bliver normale eller unormale, værdifulde eller værdiløse, gode eller dårlige, etc. i kulturen. Og jo længere en kultur bevæger sig væk fra naturen, jo flere ting måler og bedømmer den på denne måde. Og jo mere rigoros adskilles normal fra unormal, værdifuld fra værdiløs, god fra dårlig, etc.
Det er egoet, der gør os til kulturelle skabninger, udover at være naturlige. Det er egoet, der har brug for at måle og bedømme, så det kan afgrænse sig fra den helhed naturen er, så det kan definere sig selv som et unikt individ. Eller som en unikt individuel kultur. Og hvis egoet styrer, som det gør det i en egocentreret kultur som vores moderne, vestlige civilisation, så vil det gøre hvad som helst for at gøre adskillelsen mellem sig selv og den andre så tydelig som bare muligt. Det vil gøre hvad som helst for at fremmedgøre individet fra sin menneskelige natur, fra helheden med naturen generelt.
For eksempel ved at bedømme helt
naturlige fænomener som værende
unormale. Eller mærkelige, fremmede, som i
fremmedgøring (afgrænsning, afsplittelse,
skisma, som i
"skizofreni" - og hvem er det så, der
egentligt er "skizofren" her???)
Mens alle kan forholde sig til og identificere sig med (identifikation = enhed, helhed) emotioner og sindstilstande som vrede, angst, forvirring eller glæde, og mens alle ret så nemt kan forstå f.eks. "ekstrem forvirring", fordi de selv har oplevet at være forvirret, bliver det en hel del sværere, om ikke umuligt, at forholde sig til, at identificere sig med, og således at forstå "skizofreni" eller "psykose".
Mens vrede, angst, forvirring, glæde, etc. af vores kultur betragtes som værende
normale, beskrives ekstremerne af disse emotioner ikke som liggende i direkte forlængelse af, som faktisk grundlæggende værende identiske i deres natur, med den af kulturen som
normal bedømte intensitetsgrad af disse, samme emotioner, men som dens diametrale modsætninger. Som unormal, fremmed, uforståelig, syg, diagnosticerbar. Og for at slå dette fast med syvtommerssøm og cementere det i folks bevidsthed, har man fundet på selvstændige, afgrænsende navne på ekstremerne af det velkendte. Sygeliggørende navne. Diagnosestempler. "Psykose". Læs: ikke til at forstå. Eller: meningsløst. For, mens det ligger i vores natur at altid og i alting lede efter meningen, helheden, har vores kultur, ved at skabe begrebet "psykisk sygdom" (læs:
meningsløs adfærd, tanker, følelser) til at beskrive vores egen natur med, skabt det ultimative redskab til at fremmedgøre os fra os selv med.
"Is it time for ISPS to remove the term 'schizophrenia' from its name?" (Er det tid for ISPS at fjerne begrebet "skizofreni" fra sit navn?) lyder titlen på en artikel i det første nummer af "Psychosis". Det kommer an på. Det kommer an på, om vi, menneskeheden som helhed, vil fortsætte på vores egoers og kulturs vej, der gør os mere og mere fremmed overfor naturen og vores egen natur, om vi vil fortsætte på vores regression⁴, dybere og dybere ind i ubevidstheden, eller om vi kan overvinde denne kulturs narcissisme, og erkende og acceptere, at der er intet fremmed, meningsløst, intet "skizofrent" eller "psykotisk" i menneskets natur. Det kommer an på, om vi kan erkende og acceptere, at vi alle bare er.
_______________
Som det fremgår af ovenstående, mener jeg ikke, at det at fjerne begrebet "skizofreni" fra ISPS' navn, og
erstatte det med et andet sygeliggørende diagnosebegreb, ville gøre den mindste forskel.⁵ Problemet er at det, mine overvejelser leder til er, at hverken en medicinsk eller anden professionel uddannelse kan kvalificere et menneske til at hjælpe et andet menneske igennem og ud af ekstreme sindstilstande. Det, der kvalificerer et menneske til denne opgave, er ene og alene at være bevidst om og i kontakt med sig selv, med sin egen natur, med sit eget sande selv. Der er altså faktisk ikke brug for langvarige universitetsuddannelser og lignende, fordi der ikke er brug for anden faglig ekspertise end en rent menneskeligt naturlig. Hvilket i sidste ende betyder, at der ikke er brug for hverken psykiatere, psykoterapeuter, eller andet fagpersonale, der kvalificerer sig via et stykke papir, ofte mere end via deres menneskelige egenskaber. - Jeg vil gå så langt som til at sige, at et stykke papir og en akademisk titel ofte faktisk er bevis på vedkommendes menneskelige
inkompetence.
Og et problem er det, fordi de nævnte professionelle, som værende nogle af de mest udtalte narcissister samfundet kan byde på, selvfølgeligt er helt og holdent afhængige af deres ego-identifikation med både deres ekspertstatus og den dertil hørende magt. At tage begge dele fra dem, ville kaste dem i en dyb identitetskrise. Den identitetskrise, der i sin mildere form gerne rammer de professionelle som
hjælpersyndromet.
Tankevækkende, at vores kultur har betroet hjælpen til mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, udelukkende til mennesker, der endda har papir på deres
inkompetence hvad netop det, at kunne yde denne hjælp, angår... Lidt som at lade en baby lege med et barberblad.
Men, som sagt før, er det selvfølgeligt en meget effektiv, kompetent og velkommen hjælp for alle dem, der intet ønsker hellere, end at komme af med "de sindssyge". Så velkommen, at man altså endda tilbyder flere forskellige uddannelsesgange, der giver papir på, at man er kvalificeret ekspert i at lukke munden på "de sindssyge". Og egentligt er det vel ganske forståeligt, at et samfund, der ikke har andet at identificere sig med og som, end egoet, slår hårdest ned på netop dem, der er ved at gennemskue denne identifikation som det den er: en illusion. Eller skulle jeg sige: en
delusion (vrangforestilling)?
_______________
I
denne kommentar siger jeg, at det "
grænser til det kriminelle, at fortælle folk, de har en kronisk, biologisk hjernesygdom. Det er egentligt forkert. Det
grænser ikke
til det kriminelle, det
er kriminelt. Godt nok er det ikke en kriminel handling i sig selv, at lyve, men når ens løgne fører til materiel eller personskade, så bliver det jo lidt en anden snak.
_______________
¹ Medlemskab er åbent for både professionelle og ikke-professionelle.
² Et par citater fra
"Riktlinjer för Tidigt Omhändertagande vid Psykos", TOP-projektet - det svenske modstykke til OPUS, som den svenske ISPS identificerer sig med:
"Antipsykotika er en hjørnesten i behandlingen af patienter med psykose. I den akutte fase tilbydes benzodiazepiner for at behandle søvnløshed og angst."
"Medikamentel behandling sigter mod at reducere psykotiske symptomer og lindre angst, og dermed mod at hjælpe patienten at genopnå tilgang til sine ressourcer og til en bedre virkelighedsforankring, der oftest er en forudsætning for andre behandlingstiltag."
For det første reducerer antipsykotika ikke symptomer, men bedøver bare. Hele organismen. Hvorved "genopnå tilgang til sine
ressourcer" bliver til sukkersød, men ikke desto mindre tom retorik. For det andet insinuerer "bedre virkelighedsforankring", at der kun findes én gyldig virkelighed: behandlernes/samfundets. Og for det tredje, og i direkte forlængelse af det andet, insinuerer "forudsætning for andre behandlingstiltag", at det kriseramte menneskes oplevelser er meningsløs sygdom, som det selvsagt ikke kan betale sig, at indlade sig på en dialog med.
Apropos "sukkersød", så er riktlinierne, ligesom OPUS-rapporten, endnu et eksempel på det, jeg plejer at kalde for NAMI-retorik: Floskler, der driver af pseudo-forståelse i form af medynk (med medynk værende det modsatte af virkelig forståelse), mens denne retorik anvendes for at dække over indholdets totale (og brutale) misagtning af individet i krise.
I øvrigt finder man denne retorik stort set overalt der anvendt, hvor forfatterne regner med, at teksten eventuelt læses af pårørende eller endda kriseramte mennesker selv. I rent faglige sammenhænge er retoriken som regel noget mere åbenlyst nedladende.
³ Artiklen omhandler den jo ikke helt nye nyhed, at recovery er en del mere sandsynligt for kriseramte mennesker, der
ikke tager neuroleptika.
⁴ Bemærk parallelen til hvad der beskrives som en "skizofren" mekanisme.
⁵ I Storbritannien findes der en kampagne,
Campaign for the Abolition of the Schizophrenia Label (Kampagne for afskaffelsen af skizofreni-stemplet), CASL, initieret af en gruppe bl.a. fagfolk, der gerne vil have "skizofreni"-diagnosen erstattet med en anden diagnose. Ud fra den betragtning, at "skizofreni" er en meget stigmatiserende, og i øvrigt videnskabeligt ikke holdbar, diagnose. Meget rosværdigt, og jeg støtter helt klart kampagnen. Men uden en - radikal - ændring i samfundet, i vores kultur som helhed, ser jeg ikke, at et nyt navn vil ændre meget.
By the time we find a table at a chinese by-the-pound buffet, I am in — I still don’t really know what to call it — one of my ‘dissociated paralysis states.’ My mind and body are seized by an overwhelming force, and I am acting and feeling the way that earned a schizophrenia diagnosis more than ten years before. The words of my mom and dad and brother claw at me. Coded tones of voice and a secret language of gestures and glances grab and pull me down. I stare blankly from farther and farther away, trying to resist, but across the growing distance something makes me listen closely. They talk about my father’s work, they talk about our farmhouse, they talk about relatives. Between gaps in sentences and pauses in eye contact, voices in my head begin to yell and taunt. Nasty, cruel, and vicious. With each shouted accusation and whispered insult I wince and withdraw deeper.
Opslag
