"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

Viser opslag med etiketten kategorisering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kategorisering. Vis alle opslag

mandag den 21. december 2009

Juleferie i skizofrenifabrikken, og noget om respekt

"The flight from Massachusetts to Georgia creeps along grey and shrouded in fog. At several thousand feet, there is a brief moment of sunlight: best wishes from a kind angel soon very far away. I am going to visit my family for christmas.

Two hours in a car in downtown Atlanta with my father, mother, and brother, the first time we have been together in more than three years. There, there, that was open. No it wasn’t. Let’s turn around. Ok so keep going. Should we go back? I think I saw lights. Look what about that place? Closed. Ok keep going, there’s got to be something. I manage to text message a friend. TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX. DRIVING EMPTY STREETS LOOKING FOR PLACE TO EAT. My family and I ride in circles, on christmas day. Keep going, there’s got to be something.

By the time we find a table at a chinese by-the-pound buffet, I am in — I still don’t really know what to call it — one of my ‘dissociated paralysis states.’ My mind and body are seized by an overwhelming force, and I am acting and feeling the way that earned a schizophrenia diagnosis more than ten years before. The words of my mom and dad and brother claw at me. Coded tones of voice and a secret language of gestures and glances grab and pull me down. I stare blankly from farther and farther away, trying to resist, but across the growing distance something makes me listen closely. They talk about my father’s work, they talk about our farmhouse, they talk about relatives. Between gaps in sentences and pauses in eye contact, voices in my head begin to yell and taunt. Nasty, cruel, and vicious. With each shouted accusation and whispered insult I wince and withdraw deeper.

(...)

This is my family. They have the diabolical power to entrance me."

Det er begyndelsen på Will Hall's både stilistisk og indholdsmæssigt brillante fortælling om jul i "familiens trygge skød", eller, for hans og mange andres vedkommende, i skizofrenifabrikken. Læs hele fortællingen "Christmas vacation in the schizophrenia factory" her.

Et andet must-read er Amanda's essay om respekt - for katte og alt andet. Her et par citater:

"I think the argument about whether animals (including humans) have a nebulous and abstract quality called “personhood” (which seems to have to do with the values of a particular set of human cultures) is the entirely wrong way to go about giving respect to animals. Too often it is terribly ableist and depends upon whether the creature in question possesses certain traits valued by certain humans, and when you go down that road you end up creating a set of criteria that not even all humans let alone all the rest of animals meet. Then you end up creating a system that privileges people based on those traits."

"I believe that everything, human or not, animal or not, conventionally considered alive at all or not, is worthy of respect."

"Respect has to do with really listening to who someone is and treating them accordingly, even if that differs from how you would treat someone else with respect. Identical and equal are not the same."

Læs hele essayen her.

onsdag den 16. september 2009

"De - og os", omvendt

Om ikke så tit, så kigger jeg jo dog af og til forbi Outsiderens hjemmeside. Her til aften kom jeg ved et sådant sjældent besøg til at læse interviewartiklen "Åbenhedens vej" i hvilken Katrine Woel fortæller om det at være nådesløst åben omkring hendes "psykiske sygdom".

Artiklen citerer Katrine: "Til andre siger jeg måske bare, at jeg lider af angst og nogen gange burer jeg mig inde. Og alle har jo et eller andet forhold til angst. Så derfor er reaktionen lidt: Nå, er det ikke andet. OK, det kan vi godt forstå." (min kursivering) Og, 'Åh?' tænker jeg, 'Så er alle måske 'psykisk syg'? Eller måske er ingen i virkeligheden 'psykisk syg', heller ikke Katrine?'...

Men nej, der er forskel: "Der er dog noget, Katrine Woel ikke kan opnå blandt sine medstuderende på Københavns Universitet eller kollegerne på arbejdspladsen – og det er en virkelig forståelse af, hvad det vil sige at være psykisk syg. Den kan hun kun finde blandt andre psykisk syge." Det undrer mig en smule. Jeg husker de mange lange aftener - og nætter - med rødvin og/eller tequila - og for nogens vedkommende noget godt at ryge til - hvor vi, jeg og vennerne, sad i et eller andet køkken og diskuterede alt fra atomkraft til James Joyce's forfatterskab, og også til vores respektive seneste selvmordsovervejelser/-forsøg. Der var ikke nogen af os, der var stemplet "psykisk syg". Vi var bare mennesker. Sådan helt almindeligt menneskelige mennesker. Med følelser, som angst og vrede og glæde og sorg og forvirring, og med tanker, om at redde verdenen, om at være udvalgt, noget, og somme tider også om at sige én gang for alle "nej tak!" til rotteræset.

Vi forstod måske ikke ret meget af, hvad det vil sige at være "psykisk syg". Men vi forstod en del af, hvad det vil sige at være menneske - i en syg verden. Eller måske var vi allesammen "psykisk syg", og klarede bare på en eller anden måde, at flyve under psykiatriens radar? Eller er det måske i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt man selv kridter skillelinien op, f.eks. ved at tale om "angstpsykose" i stedet for om eksistentiel angst?

Katrine Woel har ret. Det kommer meget an på, hvordan man formulerer sig. Og ja, der findes en hel del mennesker, der har meget svært ved et emne som selvmord. Imidlertid kender jeg også en del ikke-stemplede mennesker, som man sagtens kan tale menneskelig lidelse med. Helt hen til selvmord. Når bare man formulerer sig menneskeligt. "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig personlig krise'?" som Loren Mosher sagde.

onsdag den 3. juni 2009

Mere DSM V-cirkus

Det ser ud til, at "eksperterne" ikke længere vil nøjes med at stemple alle andre end dem selv, men i deres jagt på flere og flere for farmaindustrien profitlovende stempler er blevet så desperate, at de overvejer at berige DSM'en om et stempel, de problemløst kan kaste i hovedet på hinanden: "Pathological bias" - patologisk forudindtagethed - nr. 8 her.

Med Ric kan jeg kun sige: "Det her gør mig bitter. Hvis nogen spørger efter mig, jeg er ude for at handle mad, så at jeg kan spise et helt ton i aften, mens jeg ser midnatsfilmen." (Nr. 6, 5, 1, 2 og, såfremt jeg vælger at se filmen via nettet, 3)

tirsdag den 2. juni 2009

Nyt fra DSM V-cirkusset

Lige p.t. sidder diverse "eksperter" ovre i USA jo og bryder deres hjerner på jagt efter menneskelige erfaringer, der hidtils er undgået deres stemplingsopmærksomhed, men der helt klart kunne give farmaindustrien nye omsætningsmarkeder.

Blandt sygdomsfabrikanternes ubestrideligt intet mindre end geniale indfald er at berige bipolar-stemplernes vifte med "Bipolar III". Indtil videre findes der jo kun to udgaver af "bipolaritet", den, hvor man skifter mellem at være godt ked af det og at være jublende glad med masser af kreativ energi, "Bipolar I", og den, hvor man også er ked af det, men indimellem kun lidt glad, med knapt så meget energi, "Bipolar II". Der mangler helt klart noget. Vi kan jo ikke have, at alle de, der er rigtigt ked af det (af verdens tilstand og deres tilværelse i den), mens de egentligt aldrig bliver sådan rigtigt glad, skal undvære en fancy bipolardiagnose og skal finde sig i at blive stemplet som værende "depressiv", og affærdiget med noget side-Effexor eller lignende, ikke? Nej nej! Det kan vi ikke være bekendt! Så, hit med "Bipolar III" - og, ganske officielt, ikke spor "off-label", noget "stemningsstabiliserende" og/eller fuldbedøvende, aka "antipsykotisk".

Men der kan gøres mere for at fremme salget af Zyprexa, Seroquel & Co. - inden det er for sent, når patenterne om få år udløber!

For eksempel kan "bipolaritet" - I, II, eller III, who cares... - blive opgraderet til at være en "psykotisk" lidelse, ja. - Hvorfor er der ingen, der har tænkt på det før?!

Jeg er ikke et sekund i tvivl: at udbryde i gråd og sige, at presset er for stort, og man simpelthen ikke kan fortsætte, ville være det eneste fornuftige at gøre. Men jeg er heller ikke et sekund i tvivl, at "man" har mistet forstanden. - Har "man" overhovedet nogensinde ejet forstand, på noget?... - Og så er det selvfølgeligt i sagens natur, at man gør alt andet, end det eneste fornuftige...

Nu kommer hele det her DSM V-cirkus ikke så meget bag på mig, og når jeg ikke lige tænker over de sandsynlige - og meget tragiske - konsekvenser, så synes jeg faktisk, det er ganske underholdende, at se "eksperterne" i den grad gøre sig selv til grin.

Hvad jeg imidlertid finder mere forstyrrende end underholdende, er reaktionen fra "bipolar"-lejren: "Jeg er ikke psykotisk!!!" Åh?! Tankevækkende at se, med hvilken lethed og selvfølge der diskrimineres og stigmatiseres, endda stemplede mennesker imellem. Dem og os. "De skizofrene/psykotiske", de virkeligt sindssyge, utilregnelige, farlige, mindrebemidlede, osv., og os, der jo bare er en smule for kreativ, genial, følsom, osv. "Bipolare" mennesker er interessante, "psykotikere" er losers. Jaså...

Måske kan det være en lille trøst for alle de stakkels "bipolare", at der i givet fald kan scores et stempel i tillæg til "Bipolar": "Post Traumatic Embitterment Syndrome". Så kan man da i hvert fald få noget ud af sin forbitring over at blive proppet i samme kategori med de virkelige loonies.

søndag den 17. maj 2009

"Hvilken psykdiagnose skal jeg vælge?" Tips og trends - Og Newsweek-artikel om The Icarus Project og Mad Pride, featuring Will Hall

Står du også og skal finde ud af, hvilken psykdiagnose der er den mest hip og trendy'e for tiden? Ja, man vil jo nødigt ende med en eller anden diagnose, alle ens venner bare gaber ad. Så, det er om at finde ud af tidens trend inden man begiver sig afsted til diagnoseforhandleren, aka psykiater.

Og det er nemmere, end du tror! Sådan gør du: Find en psykiatri-relateret diskussion på nettet. Det er stort set ligegyldigt, hvad specifikt diskussionen drejer sig om. Følg nøje kommentartråden og, voilà!, efter nogle emnerelaterede kommentarer vil du uundgåeligt kunne observere de første kommentarer, der afslører tidens mest trendy'e diagnose. I år ser det ca. sådan ud: "Jeg/min bror/søster/kæreste/tante/bedstefar... har ADHD, og det er en rigtig sygdom!"

Husk dog, at det først og fremst gælder voksne. For børn og unges vedkommende er "ADHD" ved at være lidt "fem år siden". Hér går trenden mere i retning af "Aspergers" og "Depression". Og vær opmærksom på geografiske forskelle. Hvis du f.eks. opholder dig i USA, vil du bemærke denne variante af ovennævnte kommentar: "I/my brother/sister/boy-/girlfriend/aunt/granddad... has bipolar II [en form for "depression" hvor man af og til ikke er helt så nedtrykt igen, som det kræves til en "depressions"diagnose - og "lettere maniodepressiv" lyder jo unægteligt langt bedre, end "ikke rigtigt depressiv alligevel"] which is a real illness!" Eksempel her.

Har du så fundet frem til, hvad trenden er, der hvor du opholder dig og i forhold til din alder, så skal du bare sørge for, at sætte dig grundigt ind i diagnosekriterierne, og så er det afsted til forhandleren. Held og lykke!

Og apropos "lykke": Tillykke til Will Hall med at have gjort det bedste ud af et interview med Newsweekjournalisten Alissa Quart, hvilket resulterede i en ganske hæderlig artikel, taget Newsweeks status som absolut mainstreammedium i betragtning.

Oh and, btw, i forbindelse med artiklen har Newsweek også en slideshow med kunst - eller var det "psykosekunst"??? - på sitet.

lørdag den 18. april 2009

"Biggest wake-up call ever"

"For enhver, der nogensinde har dømt nogen på grund af udseendet" hedder det i Gianna's URL. Selv vil jeg sige, for enhver, der mener at kunne dømme andre på grundlag af yderligheder, uanset i hvilken form:

http://www.youtube.com/watch?v=9lpoIWv8QZY

Og siden jeg lige så lidt som Gianna er musical-fan, her et lidt mere "jazzy" alternativ:

fredag den 6. marts 2009

"Er det tid for ISPS at fjerne begrebet "skizofreni" fra sit navn?"

Flere tanker om ISPS, om psykdiagnoser, menneskelighed og ubalancer - nej, ikke i transmitterstofskiftet, men i magtfordelingen i vores egocentriske kultur.

Når vi nu ser på ISPS Danmark, hvad har vi så, under stregen? En halvprofessionel¹ organisation, der, på trods af hvad dens navn kunne lade formode, ikke virkeligt anser psykologiske behandlingsmetoder som værende egnede til at fuldt ud erstatte medicinsk behandling af ekstreme sindstilstande, men alene betragter disse psykologiske tiltag som et redskab, til at få gjort folk afhængig af "medicin". For livet.

Den danske - og åbenbart også den svenske² - afdeling af organisationen består, som jeg siger i en kommentar på Gianna's blog, af en flok pushere (ja, det er hvad vi, meget træffende vil jeg mene, plejer at kalde biopsykiaterne og -psykologerne i det engelsksproglige cyberspace: drug pushers), hvis mål det er, at, ved hjælp af massiv indoktrination, der i deres sprogbrug bliver til "samtaler", sikre "patienternes compliance" med den medicinske "behandling". Og faktisk så er det jo en rigtigt god ting, at være bekendt med psykologiens grundlæggende koncepter, hvis man gerne vil gøre sin indoktrination så effektiv som mulig. Det hedder "mind control", og, ja, det har alt at gøre med psykologi.
_______________

ISPS internationale hovedorganisation har fornyligt søsat "Psychosis", et fagblad med artikler, der beskæftiger sig med psykologiske hjælpetilgange for mennesker i ekstreme sindstilstande. Inholdsfortegnelsen af bladets første nummer reflekterer to ting:

1. det brede udsnit af - fundamentalt - forskellige synsvinkler på såkaldt "psykose", der findes indenfor ISPS, og

2. , som jeg påpeger i en kommentar til Gianna's indlæg om bladet, og specielt om én - meget interessant! - artikel³ i dets første nummer, magtbalancen mellem de stemplende og de stemplede. Eller måske skulle jeg sige: den noget groteske magtubalance mellem disse to grupper. Igen har vi her et medium, der vælger at give ca. 90% af sin spalteplads til de professionelles teoretiseren om ekstreme sindstilstande og om de mennesker, der oplever/har oplevet dem.

Men det er jo altid noget, at det ikke er 100%... Og, og dette er virkeligt revolutionerende!, bladet indeholder ingen reklamer. Ingen Zyprexa, Risperdal, Seroquel, eller hvad det måtte være af den slags, reklamer. Ufatteligt! Tillykke med det, ISPS!

Men, nej, jeg er ikke helt færdig med jer endnu, gutter. Bladets navn er "Psychosis" - "psykose". Og hvad er begrebet "psykose" nu egentligt for en størrelse? Det vil jeg fortælle jer:

"Psykose" er, ligesom ethvert andet psykstempel, establishmentets - desværre meget successrige - forsøg på at sygeliggøre den menneskelige natur - til fordel for den kultur establishmentet repræsenterer og støtter.

De fleste er ikke klar over det faktum, at naturlig ikke er det samme som normal. Det er det så afgjort ikke! Jo længere vores kultur bevæger sig væk fra det, der er naturligt, jo mindre dækker de to begreber faktisk over hinanden. At køre bil er således helt normalt, selv om det ikke er spor naturligt. Det er et kulturelt fænomen. Det er ved hjælp af kulturelle normer og værdier bedømt som værende normalt.

Mens ting i naturen bare er, eller ikke er, uden at blive bedømt, bliver de i en kulturel sammenhæng målt og bedømt af de til enhver tid gældende kulturelle normer og værdier. Så, de ting, der i naturen bare er, de bliver normale eller unormale, værdifulde eller værdiløse, gode eller dårlige, etc. i kulturen. Og jo længere en kultur bevæger sig væk fra naturen, jo flere ting måler og bedømmer den på denne måde. Og jo mere rigoros adskilles normal fra unormal, værdifuld fra værdiløs, god fra dårlig, etc.

Det er egoet, der gør os til kulturelle skabninger, udover at være naturlige. Det er egoet, der har brug for at måle og bedømme, så det kan afgrænse sig fra den helhed naturen er, så det kan definere sig selv som et unikt individ. Eller som en unikt individuel kultur. Og hvis egoet styrer, som det gør det i en egocentreret kultur som vores moderne, vestlige civilisation, så vil det gøre hvad som helst for at gøre adskillelsen mellem sig selv og den andre så tydelig som bare muligt. Det vil gøre hvad som helst for at fremmedgøre individet fra sin menneskelige natur, fra helheden med naturen generelt.

For eksempel ved at bedømme helt naturlige fænomener som værende unormale. Eller mærkelige, fremmede, som i fremmedgøring (afgrænsning, afsplittelse, skisma, som i "skizofreni" - og hvem er det så, der egentligt er "skizofren" her???)

Mens alle kan forholde sig til og identificere sig med (identifikation = enhed, helhed) emotioner og sindstilstande som vrede, angst, forvirring eller glæde, og mens alle ret så nemt kan forstå f.eks. "ekstrem forvirring", fordi de selv har oplevet at være forvirret, bliver det en hel del sværere, om ikke umuligt, at forholde sig til, at identificere sig med, og således at forstå "skizofreni" eller "psykose".

Mens vrede, angst, forvirring, glæde, etc. af vores kultur betragtes som værende normale, beskrives ekstremerne af disse emotioner ikke som liggende i direkte forlængelse af, som faktisk grundlæggende værende identiske i deres natur, med den af kulturen som normal bedømte intensitetsgrad af disse, samme emotioner, men som dens diametrale modsætninger. Som unormal, fremmed, uforståelig, syg, diagnosticerbar. Og for at slå dette fast med syvtommerssøm og cementere det i folks bevidsthed, har man fundet på selvstændige, afgrænsende navne på ekstremerne af det velkendte. Sygeliggørende navne. Diagnosestempler. "Psykose". Læs: ikke til at forstå. Eller: meningsløst. For, mens det ligger i vores natur at altid og i alting lede efter meningen, helheden, har vores kultur, ved at skabe begrebet "psykisk sygdom" (læs: meningsløs adfærd, tanker, følelser) til at beskrive vores egen natur med, skabt det ultimative redskab til at fremmedgøre os fra os selv med.

"Is it time for ISPS to remove the term 'schizophrenia' from its name?" (Er det tid for ISPS at fjerne begrebet "skizofreni" fra sit navn?) lyder titlen på en artikel i det første nummer af "Psychosis". Det kommer an på. Det kommer an på, om vi, menneskeheden som helhed, vil fortsætte på vores egoers og kulturs vej, der gør os mere og mere fremmed overfor naturen og vores egen natur, om vi vil fortsætte på vores regression⁴, dybere og dybere ind i ubevidstheden, eller om vi kan overvinde denne kulturs narcissisme, og erkende og acceptere, at der er intet fremmed, meningsløst, intet "skizofrent" eller "psykotisk" i menneskets natur. Det kommer an på, om vi kan erkende og acceptere, at vi alle bare er.
_______________

Som det fremgår af ovenstående, mener jeg ikke, at det at fjerne begrebet "skizofreni" fra ISPS' navn, og erstatte det med et andet sygeliggørende diagnosebegreb, ville gøre den mindste forskel.⁵ Problemet er at det, mine overvejelser leder til er, at hverken en medicinsk eller anden professionel uddannelse kan kvalificere et menneske til at hjælpe et andet menneske igennem og ud af ekstreme sindstilstande. Det, der kvalificerer et menneske til denne opgave, er ene og alene at være bevidst om og i kontakt med sig selv, med sin egen natur, med sit eget sande selv. Der er altså faktisk ikke brug for langvarige universitetsuddannelser og lignende, fordi der ikke er brug for anden faglig ekspertise end en rent menneskeligt naturlig. Hvilket i sidste ende betyder, at der ikke er brug for hverken psykiatere, psykoterapeuter, eller andet fagpersonale, der kvalificerer sig via et stykke papir, ofte mere end via deres menneskelige egenskaber. - Jeg vil gå så langt som til at sige, at et stykke papir og en akademisk titel ofte faktisk er bevis på vedkommendes menneskelige inkompetence.

Og et problem er det, fordi de nævnte professionelle, som værende nogle af de mest udtalte narcissister samfundet kan byde på, selvfølgeligt er helt og holdent afhængige af deres ego-identifikation med både deres ekspertstatus og den dertil hørende magt. At tage begge dele fra dem, ville kaste dem i en dyb identitetskrise. Den identitetskrise, der i sin mildere form gerne rammer de professionelle som hjælpersyndromet.

Tankevækkende, at vores kultur har betroet hjælpen til mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, udelukkende til mennesker, der endda har papir på deres inkompetence hvad netop det, at kunne yde denne hjælp, angår... Lidt som at lade en baby lege med et barberblad.

Men, som sagt før, er det selvfølgeligt en meget effektiv, kompetent og velkommen hjælp for alle dem, der intet ønsker hellere, end at komme af med "de sindssyge". Så velkommen, at man altså endda tilbyder flere forskellige uddannelsesgange, der giver papir på, at man er kvalificeret ekspert i at lukke munden på "de sindssyge". Og egentligt er det vel ganske forståeligt, at et samfund, der ikke har andet at identificere sig med og som, end egoet, slår hårdest ned på netop dem, der er ved at gennemskue denne identifikation som det den er: en illusion. Eller skulle jeg sige: en delusion (vrangforestilling)?
_______________

I denne kommentar siger jeg, at det "grænser til det kriminelle, at fortælle folk, de har en kronisk, biologisk hjernesygdom. Det er egentligt forkert. Det grænser ikke til det kriminelle, det er kriminelt. Godt nok er det ikke en kriminel handling i sig selv, at lyve, men når ens løgne fører til materiel eller personskade, så bliver det jo lidt en anden snak.
_______________

¹ Medlemskab er åbent for både professionelle og ikke-professionelle.

² Et par citater fra "Riktlinjer för Tidigt Omhändertagande vid Psykos", TOP-projektet - det svenske modstykke til OPUS, som den svenske ISPS identificerer sig med:

"Antipsykotika er en hjørnesten i behandlingen af patienter med psykose. I den akutte fase tilbydes benzodiazepiner for at behandle søvnløshed og angst."

"Medikamentel behandling sigter mod at reducere psykotiske symptomer og lindre angst, og dermed mod at hjælpe patienten at genopnå tilgang til sine ressourcer og til en bedre virkelighedsforankring, der oftest er en forudsætning for andre behandlingstiltag."

For det første reducerer antipsykotika ikke symptomer, men bedøver bare. Hele organismen. Hvorved "genopnå tilgang til sine ressourcer" bliver til sukkersød, men ikke desto mindre tom retorik. For det andet insinuerer "bedre virkelighedsforankring", at der kun findes én gyldig virkelighed: behandlernes/samfundets. Og for det tredje, og i direkte forlængelse af det andet, insinuerer "forudsætning for andre behandlingstiltag", at det kriseramte menneskes oplevelser er meningsløs sygdom, som det selvsagt ikke kan betale sig, at indlade sig på en dialog med.

Apropos "sukkersød", så er riktlinierne, ligesom OPUS-rapporten, endnu et eksempel på det, jeg plejer at kalde for NAMI-retorik: Floskler, der driver af pseudo-forståelse i form af medynk (med medynk værende det modsatte af virkelig forståelse), mens denne retorik anvendes for at dække over indholdets totale (og brutale) misagtning af individet i krise.

I øvrigt finder man denne retorik stort set overalt der anvendt, hvor forfatterne regner med, at teksten eventuelt læses af pårørende eller endda kriseramte mennesker selv. I rent faglige sammenhænge er retoriken som regel noget mere åbenlyst nedladende.

³ Artiklen omhandler den jo ikke helt nye nyhed, at recovery er en del mere sandsynligt for kriseramte mennesker, der ikke tager neuroleptika.

⁴ Bemærk parallelen til hvad der beskrives som en "skizofren" mekanisme.

⁵ I Storbritannien findes der en kampagne, Campaign for the Abolition of the Schizophrenia Label (Kampagne for afskaffelsen af skizofreni-stemplet), CASL, initieret af en gruppe bl.a. fagfolk, der gerne vil have "skizofreni"-diagnosen erstattet med en anden diagnose. Ud fra den betragtning, at "skizofreni" er en meget stigmatiserende, og i øvrigt videnskabeligt ikke holdbar, diagnose. Meget rosværdigt, og jeg støtter helt klart kampagnen. Men uden en - radikal - ændring i samfundet, i vores kultur som helhed, ser jeg ikke, at et nyt navn vil ændre meget.

mandag den 23. februar 2009

Take These Broken Wings - endnu en gang, og Bonnie's valg

Siden jeg var en smule uinspireret, da jeg skrev anmeldelsen af Take These Broken Wings i mandags, og siden jeg efterfølgende kom til at producere en lidt anderledes version, som jeg er noget mere glad for, til min engelske blog, følger her oversættelsen af denne, nyere version. Fulgt af et eksempel på, hvad en film som denne formår at bevirke.

Sidste måned postede Gianna en anmeldelse på sin blog, omhandlende Daniel Mackler's dokumentarfilm Take These Broken Wings. Recovery from Schizophrenia Without Medication.

Jeg kendte til Daniel Mackler's website, havde været der nogle gange, og var ikke i tvivl, at jeg måtte have fat i filmen. Den kunne kun være god.

Og god er den. Helt vildt god, faktisk! Filmen lægger sit hovedinteresse i at vise, at recovery fra det, psykiatrien kalder for "skizofreni", er muligt, at "skizofreni" ikke per definition er en livslang, kronisk sygdom, der kræver livslang - og i øvrigt ofte kronificerende - medicinering. Som filmen ser på de videnskabelige fakta, præsenteret af Robert Whitaker, Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier, fortalt af dem selv, og flere professionelles, som Peter Breggin, Ann-Louise Silver, Bertram Karon and Daniel Dorman, erfaringer, bliver det, atter en gang, tydeligt, at recovery, fuld recovery, fra "skizofreni" ikke bare er mulig, men faktisk noget, der burde forventes.



" 'Hvad har inspireret dig til at lave filmen Take These Broken Wings?'

'Hovedgrunden er at vise, at folk kan komme sig fra skizofreni. At det ikke er en livslang sygdom, at du ikke hænger på det. At det håbløse budskab, samfundet og det psykiatriske system og medierne kommer med, simpelthen ikke er sandt. Jeg vil bekæmpe det budskab. For, jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni. Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den.' "

For mig var specielt to af de mange aspekter ved behandlingen og recoveryen, som Take These Broken Wings kommer ind på, interessante: kvalitetsforskellen mellem en recovery, der opnås uden brug af psykofarmaka, sammenlignet med en "recovery", der stadigt indbefatter brug af psykofarmaka - såfremt en recovery, der stadigt kræver vedligeholdelsesmedicinering, overhovedet kan kaldes for recovery - på den ene side,



"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, når de, igennem det dynamiske arbejde, kan forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet."

og den grelle forskel mellem den behandling, der er standard i dag, og den slags hjælp for mennesker i krise, bl.a. Peter Breggin går ind for, på den anden:



"Nøglen til at hjælpe folk, det allervigtigste, er at hjælpe dem til at overkomme følelsen af hjælpeløshed. At hjælpe dem til at forstå, at de faktisk kan forstå tingene og træffe afgørelser og valg. Og du kan ikke gøre det, når du giver medicin. Fordi du siger til dem: 'Du kan ikke gøre det. Du har brug for et medikament.' Og det er meget trist, at vi ikke har steder, hvor folk kan tage hen og få omsorg. Som under den moralske æra i psykiatrien i det 18. og 19. århundrede, hvor vi havde sygehuse, specielt i England, hvor du kunne få den slags behandling, som en person som mig eller Loren Mosher ville give folk, der er meget forstyrret."

Hvad siger det mig om vores samfund generelt, om vores kulturs præferencer, at vi, på trods af en fundamental mangel på beviser for denne behandlings effektivitet, og på trods af, at alternativer, hvis effektivitet faktisk er bevist, ikke desto mindre bliver ved med at nærmest udelukkende behandle "de mest sårbare mennesker" (Peter Breggin) på den mest umennskelige måde man kan tænke sig?

Selv om filmen fokusserer på psykoterapi som behandling, nævner Daniel Mackler dog også, at den ikke er den eneste mulige vej til at opnå recovery fra "skizofreni". Alle veje fører til Rom, kunne man sige. Alle undtagen en.

Ligesom de fleste - om ikke alle - med "skizofreni" diagnosticerede menneskers livshistorie, så er også Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier historier om traumatiske barndomsoplevelser. Mens deres recoveryhistorier er historier om bevidstgørelsen, bearbejdningen og forståelsen af traumerne - og deres reaktioner på dem. Mens der altså er én vej, der mere effektivt end nogen anden undertrykker, ja endda reducerer bevidsthed og forståelse, og der viser sig, at være en blindgyde i det lange løb: livslang "vedligeholdelses"medicinering, kombineret med overbevisningen om, at "skizofreni" er en kronisk, biologisk hjernesygdom, forårsaget af en kemisk ubalance i transmitterstofskiftet, dens "symptomer" således værende helt uden betydning, og ikke værd, at blive gjort til genstand for en dybere, meningssøgende efterforskning - for eksempel vejledt og støttet af en psykoterapeut.



"Jeg gør ikke brug af den medicinske model. Jeg formulerer ikke nogen som helst diagnose overhovedet, når jeg sætter mig sammen med nogen. Jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke engang på det. Jeg vil høre personens historie, og hvem vedkommende er, og hvad vedkommendes problemer er. Den medicinske model er en checkliste over symptomer, der så bliver samlet sammen i kategorier, og så behandlet som om det var et medicinsk problem. Som regel med medikamenter. Terapeuten kan være en pålidelig guide. En guide ind i sindet, ind i det forfærdende, og med hensyn til verdenens realiteter."

Take These Broken Wings er et brilliant plædoyer ikke bare for psykoterapi, men for alle alternative behandlingstilgange til kriser, der sigter mod forståelse snarere end mod den blotte undertrykkelse af "symptomer". Samtidigt klarer filmen, at navigere successrigt udenom fælderne af at polemisere mod psykiatrien og forherrlige kriser som sådan.



" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'

'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."

Klipningen med sine forholdsvis hurtige skift mellem sekvenserne fra de forskellige interviews, der danner grundlag for Take These Broken Wings, dens subtile humor og poetiske billedvalg gør filmen også i kunstnerisk henseende til en fornøjelse at se.

Dokumentarens i mine øjne eneste svage punkt, den lidt uheldige terminologi, har jeg nævnt i mit forrige indlæg her på bloggen. Ligesom jeg har nævnt, at der findes en, acceptabel, om end stadigt ikke helt uproblematisk, forklaring på det. Jeg kan tilføje, at terminologien også blev valgt, for at gøre det nemmere at forstå for "ikke-indviede", hvad der er tale om. Hvilket dog heller ikke er helt uproblematisk. Men det er stof til et andet indlæg, og imidlertid er der også fyren i Washington Square Park, der siger: "Det er en gave, ikke en psykisk sygdom, en gave." Det er lige nøjagtigt hvad det er, ja.

Bestil filmen her, og se trailerne og flere klip på Daniel Mackler's YouTube channel.
_______________

Bonnie's valg

For godt og vel et år siden havde jeg en snarere ubehagelig diskussion med Kirsten Sefland (jeg tænker egentligt ikke, hun kan have noget imod, at blive nævnt ved navn, siden hun jo står offentligt frem med sine meninger), psykiatribruger og entusiastisk forsvarer af elektrochok og psykiatrisk "behandling" af livsproblemer generelt.

Jeg lagde ud med at bede Kirsten Sefland om at lade mig tilkomme hvad der måtte være af videnskabelige beviser for hendes påstande, mens jeg selv sendte hende adskillige links til studier og artikler, der underbyggede mine holdninger. Jeg fik aldrig så meget som et eneste link. Hvad jeg fik retur, var noget følelsesladede, tildels personlige angreb - flere, ja, og nej, jeg er bestemt heller ikke nogen engel; selv om jeg, stort set, bevarede roen under mail-korrespondencen, så gav jeg dog også i et vist omfang slip på den, da jeg skrev indlægget, jeg linker til foroven... - hvoraf det ene anklagede mig for at være én af de personer, på grund af hvilke "unge læger vælger psykiatrien fra som speciale". Jeg ønskede, det var sandt, men jeg tror nu, det er lidt for meget af æren, at antage, at mine skriverier her kunne have så stor indflydelse.

Der er imidlertid én, hvis værk har så stor indflydelse, som denne kommentar på Gianna's blog viser.

"Jeg så dit indlæg om Take These Broken Wings, jeg bestilte den med detsamme. Den var en af de afgørende faktorer for at jeg sagde mit job op, hvilket jeg havde overvejet i lang, lang tid. Jeg så den to gange, grinte, græd. Så den en tredje gang med min mand. Så tog jeg den med på arbejde, og viste den til nogle af mine forhenværende kollegaer...," skriver Bonnie, der altså nu har sagt sit job i psykiatrien op.

Og, medmindre man har tilstrækkeligt med frihed til at gøre tingene videstgående på ens egen måde, som for eksempel Rufus May har det, så er det, at forlade et system, der er såpas præget af mishandling og voldelighed som psykiatrien er det, vist også den eneste holdbare løsning på sigt. I hvert fald for den, der erkender mishandlingen og voldeligheden som den mishandling og den voldelighed de er.

Stærkt gået, Bonnie og Daniel!!!

tirsdag den 27. januar 2009

Volapyk

...og så var der noget andet i debatten på fyldepennen.dk, jeg bemærkede. "Skrevet godt" hedder det i svar #23 om Shanya's og mine indlæg. Jamen, tak! Jeg gør, hvad jeg kan. Og så svar #39. Øh, hvad har jeg nu gjort forkert??

Som jeg ser det, sker der to ting. Den ene er, at man måske virkeligt ikke forstår, rent sprogligt. Selv om jeg synes, jeg holder mig på måtten. Den anden, som sandsynligvis er den afgørende, er, at man ikke er enig med mig, og derfor vælger, at betegne mine synspunkter som "volapyk".

Hvis det nu var, at man bare ikke forstod, rent sprogligt, så kunne man jo have spurgt, hvad jeg mener. Men det kan man selvfølgeligt ikke, når man frygteligt gerne vil devaluere mine synspunkter, ikke min sproglige/skriftlige stil, mens man altså er løbet tør for saglige argumenter.

Det der sker i denne debat, mellem "Blop" og mig, er sådan set detsamme, som det der sker, mellem mennesker i krise og deres omgivelser. Omgivelserne forstår meget godt, om end som oftest ubevidst, intuitivt. Men siden det, der forstås ikke kan og må være virkeligt ifølge ens eget verdensbillede, så lukkes der for al bevidst forståelse med et "volapyk", eller et "vrøvl". Et "det/du er jo fuldstændigt sindssyg/t". Voilà. Det er, hvad man får ud af, at bryde respektive - oj, undskyld! henholdsvis - forbryde sig mod reglerne A, A1 og A2...
_______________

P.S.: Godt, at man - indtil videre i hvert fald - ikke kan blive psykiatriseret for brugen af fremmedord!!!

torsdag den 27. november 2008

Mangler du en identitet?

Mangler du ikke bare et job, men også en identitet? Så skynd dig at flytte til Randers kommune! Jobcentret dér tilbyder dig nemlig en identitet som lidende af "ADHD" - eller muligvis andet fra ICD-10, kapitel V. Du kan gøre dit til, at du får din ønskeidentitet. Der findes nemlig - stadigvæk - ingen objektive, videnskabelige tests for hverken "ADHD" eller nogen anden diagnose fra ICD-10, kapitel V. Held og lykke!

tirsdag den 21. oktober 2008

Spejlet

Siden jeg nu er i gang med at kommentere mine bloglæsningsoplevelser her, kan jeg lige så godt tilføje en betragtning angående en sådan oplevelse, ikke? - "Anonym"s kommentar til dette indlæg.

Som man bl.a. kan læse her, er jeg jo helt vild med be-, eller skulle jeg sige for-?, dømmelser som "sindssyg". "Sindssyg", "udyr", "skizo", "idiot", "dum", "grim", etc. - reservoiret af be- og fordømmende stempler, vi kan sætte på andre for at distancere os, er nærmest uudtømmeligt. Og hvis stemplet i sig selv ikke giver nok afstand, så kan man, udover at be- og fordømme det andre menneske selv i sit væren, tilføje en be- og fordømmelse af dette menneskes virkelighed: "ikke virkelig". Eller, fagligt korrekt: "vrangforestilling", "paranoid", "hallucination", etc. Det sætter tingene i perspektiv. Den be- og fordømmendes perspektiv. Den der har "stået der selv"s - stået udenfor, som be- og fordømmende, afstandtagende tilskuer - perspektiv. Og det er vel det eneste acceptable og gyldige perspektiv. Eller er det?

Det er netop mit kritikpunkt mht. film som "A Beautiful Mind", og også mht. fremstillingen af Majbritt i "Sommer". At perspektivet er det af de udenforstående. De afstandtagende. At perspektivet ikke når at indbefatte de indenforståendes perspektiv. Selv om "A Beautiful Mind" hist og her gør sig lidt umage. Hvilket man ikke kan sige om alle film, der er lavet om emnet. - En film, der klarer opgaven noget bedre i mine øjne, er Bergman's "Såsom i en spegel". Et spejl. Netop. Men Bergman prøver heller ikke - desperat - at tage afstand. Tværtimod. Han er ikke bange for, at gå ind i en identifikation, og konfrontere sig selv med sin egen "sindssyge", sin egen menneskelighed.

Jeg tænker, at ingen har ret til at be- og fordømme, medmindre vedkommende er i stand til at se bort fra sit eget lille, narcissistiske ego, vedkende sig alle sine navne, frigøre sig, og se sin egen menneskelighed i øjnene. Og når man er i stand til det, findes der ikke flere be- og fordømmelser. Der bare findes. Der bare er. Liv.
_______________

Update: Det skal lige tilføjes, at "A Beautiful Mind" indeholder nogle faktuelle fejl: Fremstillingen af "hallucinationerne" er tvivlsom, i bedste fald. Som regel hører folk "stemmer", dvs. de hører sig selv tænke, højt. Indholdet i det sagte gør, at man er nødt til at projicere det i "udefrakommende stemmer". At acceptere det som sine egne tanker, ville være for "voldsomt". I nogle tilfælde forekommer der, hvad der kaldes for "synshallucinationer". Men de er af en noget anderledes kvalitet, end filmen formidler (jeg har selv haft nogle). Derudover er det inkorrekt, at John Nash skulle have taget "medicin", neuroleptika, som han siger i filmens version af hans takketale ved Nobelprisens modtagelse at han gjorde. John Nash tog kun "medicin" under hans indlæggelser, siden han i disse situationer var nødt til det. Han har aldrig taget neuroleptika efter 1970. Det er derfor, han har klaret at komme sig helt, og det er derfor, han er i live i dag. Hans egne betragtninger bl.a. om filmen, kan man lytte til her.

mandag den 20. oktober 2008

"Please Call Me by My True Names"

Jeg havnede forleden dag på en blog, jeg af og til besøger, udelukkende fordi den bl.a. beskæftiger sig med et emne, som intet har med politik eller samfund at gøre, men alligevel er af en vis interesse for mig. Som sagt, så beskæftiger bloggen sig bl.a. med dette emne. Dvs., den omhandler også politiske og samfundsmæssige emner, i ny og næ. Dog på en måde, der for mig som regel er mindre relevant. Ikke desto mindre kom jeg altså til at læse et meget tankevækkende indlæg om et samfundsrelateret emne forleden, om manden der har begået nogle seksualforbrydelser, og nu er på fri fod for fjerde gang, flygtet, ikke løsladt.

Det der var tankevækkende for mig var ikke så meget sagen i sig selv. Det var måden, manden i indlægget blev omtalt af bloggens forfatter.

Jeg vil her på stedet hverken nævne navne eller citere direkte, bortset fra at jeg vil nævne, at indlægget gør brug af densamme retorik som Ekstra Bladet og B.T. er kendt for: "udyr". Derudover indeholder indlæggets ca. 8 linier såpas meget og såpas intens aggressivitet, at den for mig nærmest blev fysisk mærkbar under læsningen af de ca. 8 linier, og at jeg undrer hvor langt fra at selv være et "udyr" forfatteren egentligt er. Via netop denne retorik men også mht. indlæggets øvrige indhold.

En veninde af mig konstaterede en gang, at det der afholdt de fleste af os fra at slå naboen ihjel med noget andet end blikke og lejlighedsvise, spidse bemærkninger, for noget som f.eks. at anskaffe en hund, der af og til til vores store forargelse siger "vov", jo bare var nogle meget skrøbelige, kulturelle, moralske normer. Et "beskyttelseslag" tyndt som pergamentpapir.

Alene betegnelsen "udyr" berøver manden hans menneskelighed, og slår ham dermed ihjel. Som det menneske han er. Og et menneske, en af os, er og bliver han, uanset hvad han måtte have gjort mod andre. Mens jeg tænker, at det netop er angsten ved tanken om hvor meget vi faktisk har tilfælles med ham, at vi faktisk har så meget tilfælles med ham, at forskellen er mikroskopisk, næsten ikke til at få øje på, der driver os ud i et desperat forsøg på afgrænsning: "udyr" vs. "menneske". Eller: "Jeg er medlem af den samfundsgruppe, der udpeger og dømmer 'de sorte får'. Du er 'det sorte får'. "

Densamme dynamik kan observeres når det drejer sig om "de psykisk syge", eller "indvandrerne", eller eller eller. Vi lever ikke i et demokrati. Vi lever i et klassesamfund, der består af "den rette slags" og "den dårlige slags". Og selvfølgeligt ligger magten til at definere, hvem der tilhører hvilken slags udelukkende ved "den rette slags". Meget gerne "videnskabeligt" retfærdiggjort via genforskningen. Foreløbigt dog primært baseret på angiveligt medicinsk ekspertise, der angiveligt på baggrund af videnskabeligt objektivitet kan udpege bestemte adfærdsmønstre som værende syge, "dårlige".

For at vende tilbage til "udyret" så er der jo nogle, der siger, vi er vores handlinger. Her kunne den så slutte, og manden ville de facto fremstå som et "udyr". Men den slutter altså ikke her. Vores individuelle handlinger er nemlig allesammen en reaktion på og et produkt af den konditionering vi har fået, af samfundet, af den kultur, vi lever i. Og dermed er vi allesammen også denne mand, som blogindlæggets forfatter omtaler på en måde, der ikke lader nogen tvivl om hvor gerne han/hun vil se sig selv som værende grundlæggende forskelligt fra ham, men der samtidigt gør ham/hende til en til forveksling lignende udgave af manden, ligeværdige mennesker.

"Jeg har et digt til dig. Dette digt handler om tre af os. Den første er en tolvårig pige, en af boat-people'ne på vej over Golfen af Siam. Hun blev voldtaget af en søpirat, og bagefter kastede hun sig i havet. Den anden er søpiraten, der blev født i en afsides liggende landsby i Thailand. Og den tredje person er jeg. Jeg blev meget vred, selvfølgeligt. Men jeg kunne ikke vælge side mod søpiraten. Hvis jeg havde kunnet, havde det været enklere, men jeg kunne ikke. Jeg forstod, at hvis jeg var blevet født i hans landsby og havde levet et lignende liv - økonomisk, uddannelsesmæssigt, og så videre - er det meget sandsynligt, at jeg ville være denne søpirat nu. Så, det er ikke nemt, at vælge side. Ud af min lidelse skrev jeg dette digt. Det hedder 'Please Call Me by My True Names' (Vær sød at kalde mig ved mine sande navne), fordi jeg har mange navne, og hvis du kalder mig ved et hvilket som helst af dem, må jeg svare 'Ja'." -Thich Nhat Hanh

torsdag den 11. september 2008

Psykdiagnonsense - I

Jeg har ikke fundet helt tilbage til min Buddhistiske ro endnu. Er dermed ikke i stand til at skrive en længere, sammenhængende betragtning om psykiatriske diagnoser. Da emnet nu alligevel ikke ville lade mine tanker være i fred, har jeg fundet nogle citater frem. Udtalelser fra mennesker, der selv, på deres egen krop og deres eget sind har oplevet, hvad psykiatrisk diagnosticering - som den ultimative stempling af et menneske de er - gør ved det stemplede menneske.
_______________

"Magtfulde ord med meget og lidt mening. De hjælper med at klassificere, men ikke med at forstå. De er undskyldninger, men ikke svar. de gør det nemt at beskrive, men ikke at virkeligt forklare. De adskiller os fra os selv og andre. Så, frygter du mig eller stoler du på mig, hjælper du mig eller straffer du mig, tror du på mig eller kalder du mig en løgner hvis jeg er diagnosticeret med et af disse klistremærker? Tror du ikke, det gør ondt på mig at være mærket på denne måde? Tror du ikke, det tager min værdighed, mit håb, og mit initiativ til at gøre det bedre og bedre i livet fra mig?" - Janie Lee, M. Ed.
_______________


"Psykiatriske diagnoser som skizofreni risikerer altid at skade mennesker, risikerer altid at blive til en selvopfyldende profeti, nægter mennesker altid at definere og forstå sig selv for sig selv, vildleder altid mennesker angående de fakta om hvad der er kendt og ikke kendt om psykisk sygdom, reklamerer altid for snæver medicinsk behandling i modsætning til holistiske alternativer, og pålægger altid en forståelse, der er baseret på underordning under magten. Psykiatriske diagnoser forfølger en lang tradition af mishandling af psykisk syge, der skulle anerkendes som mennesker, fortjenende fuld værdighed, ikke stemples som værende i stykker og anderledes.

Jeg er overbevist om, at vores system af hjælp for mennesker med ekstreme bevidsthedstilstande og alvorlig lidelse kan og burde komme af med pseudovidenskabelige psykiatriske diagnoser. Jeg er overbevist om, at vi kan finde muligheder, at tage os af mennesker uden at skade dem." - Will Hall, medgrundlægger af Freedom Center
_______________

"Jeg havde en oplevelse i de tidlige 1950'ere, kort efter jeg var startet i privat praksis, af hvordan psykiatrisk diagnosticering kan skade. En ung mor var blevet henvist til mig for opfølgende behandling efter hun var blevet udskrevet fra Hillside Hospital, hvor jeg havde været under min uddannelse og hvor jeg også havde været ansat. Vi mødtes, jeg så på hendes historie og så ingen hindring i at arbejde psykoterapeutisk med hende.

Til sidst under mødet spurgte hun mig om hendes diagnose og jeg fortalte hende 'skizofreni' - hendes hospitalsdiagnose som jeg, selv på det tidspunkt, ikke anså som værende irreversibel. Men det er åbenbart som hun så det, siden hun tog hjem og hængte sig.

Siden den dag har jeg aldrig anvendt begrebet overfor en patient eller familien; mht. dem, der er forvirret nok til at opfylde diagnosekriterierne, siger jeg bare, at de er noget forvirret og at vores terapeutiske opgave er at få ryddet op i forvirringen.

Det grundlæggende problem med psykiatriske diagnoser er, som jeg ser det, deres fornægtelse af den lethed med hvilken menneskers sind kan ændre sig. Et menneske i en vanskelig situation kan være bange mandag, deprimeret tirsdag og lidt forvirret - 'skizo' - onsdag. Hvilken dag mennesket ses af en psykiater afgør 'diagnosen', der på sin side vil forøge de relaterede symptomer og dæmpe de andre.

Endnu mere vigtigt er den bestandighed en 'diagnose' (skizofreni specielt) angiveligt har. Selv om jeg havde en skizofren episode (min reaktion på medicineringen er beskrevet i Bob Whitaker's fantastiske bog 'Mad In America'), insisterede mange af mine psykiatriske kollegaer, at diagnosen måtte have været forkert, da jeg var kommet mig. Det betyder, at når som helst disse kollegaer diagnosticerer et menneske med 'skizofreni', er de af hele deres hjerte overbevist om, at patienten aldrig vil komme sig. Denne holdning er næppe hjælpfuld for deres patienter!" - Nathaniel S. Lehrman, M.D.
_______________

En bemærkning til Nathaniel S. Lehrman's betragtning: Såkaldt "skizofreni" - psykiatriens hellige ko - er altid blevet betragtet som en uhelbredelig sygdom, en "dom for livet", og bliver det den dag i dag af psykiatrien - uagtet det store antal mennesker, der altid er kommet sig helt og den dag i dag kommer sig helt. Som nævnt i andre sammenhænge før, så er det dog kun de mennesker, der enten magter at undgå systemet helt, eller der magter at forlade systemet, der kommer sig helt. Mennesker der forbliver i systemet kommer sig ikke helt. Det er dermed kun dem, der figurerer i psykiatriens statistiker, og således gør 'skizofreni' til en uhelbredelig sygdom.

Fra psykiatriens side tøver man den dag i dag ikke med at fortælle enhver med en "skizofreni"diagnose, at denne diagnose er irreversibel, en "dom for livet". Mens man samtidigt prøver at bortforklare den høje procentdel især blandt førstegangspsykotikere, der tager deres liv, som værende et "symptom" af "sygdommen" - snarere end at erkende, at selvmord er en helt naturlig og meget rationel - ikke spor "sindssyg" - reaktion på at få budskabet om livslang, uhelbredelig hjernesygdom, anerkende muligheden for fuld recovery og tage konsekvensen af det efterhånden mere end veldokumenterede faktum, at psykiatrisk "behandling" forhindrer fuld recovery. I stedet for går man i bogstaveligste forstand over lig for at legitimere sig selv som "lægevidenskab"... 
"Forgive them, for they don't know what they do"?

De ovenstående citater er taget fra Paula J. Caplan's website, PsychDiagnosis.net. Paula Caplan har været medlem af udarbejdelseskommitéen for DSM V - med DSM'en værende det amerikanske modstykke til ICD'en, kapitel V, psykiaternes bibel - men forlod kommitéen i protest, da hun så på hvilke uvidenskabelige grundlag diagnoser blev godkendt respektive afvist af kommittéen. Det skal hér nævnes igen, at psykiatrien er den eneste "lægevidenskab", der godkender respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke på grundlag af at en hvilken som helst given adfærd skulle være videnskabeligt beviseligt et symptom på sygdom, eller at der skulle findes andre videnskabeligt beviselige kriteria for diagnosticeringen af "psykisk sygdom". Et interview med Paula Caplan kan lyttes til hér.

Jeg vil kontrastere de ovenstående citater med et citat fra en artikel på helse.dk, der i mine øjne meget godt gengiver den af psykiatrien og dens diagnoser fremmede falske ego-identifikation, der på afgørende vis er med til at låse det diagnosticerede menneske fast i uforanderlig krise, "kronisk psykisk sygdom":

"Jacob bliver herefter indlagt på en psykiatrisk afdeling og får efter tre måneders indlæggelse at vide, at han har skizofreni.

»Herefter stiftede jeg bekendtskab med projekt OPUS og kom i gang med den såkaldt sociale færdighedstræning sammen med fire andre unge psykisk syge«. Han beskriver selv sine erfaringer med OPUS således: »Jeg oplevede det som en opvågning…det var som om, jeg fandt min identitet, en forklaring på de følelser og tanker jeg havde. Fra før at føle mig udenfor, var det som om, jeg var kommet på den rette hylde«."

Eksemplet er taget fra J.A. Larsen (ed.), Sindets Labyrinter. Seks beretninger fra mødet med psykiatrien. Hans Reitzels Forlag, 2002.

Ja, Jacob fandt en identitet - som "skizofren". Men er det hans identitet? Og hvad sker der i det øjeblik, Jacob realiserer, at han er blevet offer for et kæmpestort selv-/bedrag, samtidigt med at han realiserer, at han ikke kan forlade den hylde, han er kommet på - som "skizofren"?

lørdag den 8. december 2007

Dem - og os

Outsideren har ansat en ny journalist: Morten. Morten er "gammel" 68er - ja, netop, DEN slags - har skrevet bl.a. for Information i en årrække og været på DR, P1's dokumentarafdeling. Indimellem skulle der ske noget andet. Morten skulle udleve sine 68-ambitioner på et mere politisk korrekt level, end journalistiken tillader det: Han valgte at arbejde på et herberg i tre år. Med hjemløse, alkoholokere og, ja, "skizofrene", som han valgte at udtrykke sig.

Da røg den politiske korrekthed sig en tur - og klappen gik ned for mig. Fuldstændigt og aldeles. Havde nok en af mine "overfølsomme" dage.

Ja, nej... Jeg tror nu, Morten er helt ok, bortset altså fra det med "de skizofrene", og bortset fra at han er "gammel" 68er, af DEN slags...

__________


Undskyld, Morten! Jeg ved godt, jeg er sk...fræk, og at du ikke mente det sådan. Trænger bare af og til til at UDLEVE min frækhed, efter den har været spærret inde i godt og vel 40 år. Og i dag gik det altså ud over dig.

Det første og sidste tag til denne post er iøvrigt ment begge veje: "gammel" 68er, DEN slags...

tirsdag den 20. november 2007

Et opråb til farmaindustrien - og psykiatrien

I USA har man kendt til "sygdommen" et stykke tid. Nu er den også kommet til Danmark: "Købemani". At "sygdommen" ikke officielt er anerkendt som "sygdom" endnu, er stort set farmaindustriens skyld. Kan i så komme i gang og udvikle et "medikament" mod denne fatale "sygdom"! Så vi kan få den godkendt og optaget i ICD'en, kapitel V. Det er simpelthen for dårligt, at folk, som trofast er fulgt reklamernes opfordringer til konsum, folk som er blevet så gode forbrugere af alskens hverdags- og luksusgoder, at de ikke engang selv synes, det er sjovt længere, skal helt undvære fornøjelsen ved at forbruge, fordi i ikke kan levere varen!

Foreløbigt vil jeg anbefale psykiatrien at tilvejebringe en nødløsning for disse stakkels mennesker. Få diagnosen godkendt! De stakkels "købemani"-ramte har i det mindste krav på at kunne konsumere en diagnose. Og pillerne skal så nok komme, før eller siden.

fredag den 26. oktober 2007

Man bider ikke den hånd, der fodrer en

For et par måneder siden så jeg mig konfronteret med en større udfordring. En ting er at besøge websites eller læse en artikel eller en bog bare for ens egen skyld. Orker man ikke mere, så lægger man bladet eller bogen jo bare væk, eller klikker sig et andet sted hen på nettet. For måske at vende tilbage senere, når gejsten er der igen. En helt anden ting er at skulle modstå fristelsen, trangen til at løbe skrigende sin vej, fordi man bare SKAL have læst det ene eller andet, og det NU.

Det var situationen, da jeg læste Karin Garde's bog "Køn, psykisk sygdom og behandling". Alene titlen gjorde at jeg så mig nødsaget til at gemme bogen, f.eks. lægge en trøje hen over den, hver gang jeg trængte til en pause. En pause fra at få brækfornemmelser ca. fem gange per side, fra at føle afmagt, vrede og desperation. Det lyder voldsomt, og det var det også. Men jeg fik læst værket . Og for at komme afmagten, vreden og desperationen til livs, gjorde jeg, hvad jeg altid gør i situationer som denne: Jeg skrev. En recension af bogen i dette tilfælde. Her er den.



Man bider ikke den hånd, der fodrer én
En recension af Karin Garde's "Køn, psykisk sygdom og behandling"

It is difficult to get a man to understand something if his
salary depends upon his not understanding it.
-Upton Sinclair

Kan der findes en feministisk psykiatri? En kvindevenlig psykiatri? En psykiatri som tager sit udgangspunkt ved behandlingen af kvinder i kvinden som kvinde? Med Kerstin Kempker kunne man også spørge: "Kan der findes et venligt uretssystem?"

I sin bog "Køn, psykisk sygdom og behandling" ser Karin Garde nærmere på psykiatriens tilstand mht. psykiatriserede kvinders vilkår og ligestillingsproblematiken i psykiatrien. Ifølge Garde drejer det sig ved den manglende ligestilling for psykiatriserede kvinder hovedsagligen om et paradigmespørgsmål.

Ikke anderledes end de fleste samfundsinstitutioner, går også psykiatrien i dag i sin tænkning og handling ud fra "den 40-årige, hvide mand" som grundlæggende norm. Det forbavser således ikke, at kvinder i langt højere grad end mænd er udsat for psykiatriske foranstaltninger, at kvinder i langt højere grad sygeliggøres, diagnosticeres og behandles. Men kan udvidelsen af den psykiatriske normhorisont om en kvindelig norm virkeligt være svaret på problemet, som Garde mener? Eller ville denne udvidelse, ganske mod Gardes hensigt, medføre en yderligere forfinet diskriminering af kvinder?

For at kunne svare på dette spørgsmål, må man indledningsvis se på spørgsmålet: Hvem eller hvad er det egentligt, der definerer, overordnet, vores samfundsnormer, kvindelige som mandlige, før som nu? Svaret falder nemt: Lovgivningen og samfundets institutioner i deres helhed. En lovgivning og institutioner, som næppe kan betegnes som frigjorte fra de udtalt patriarkalske værdiforestillinger, de ikke bare har været præget af igennem tiderne frem til i dag, men som de, de facto, er et produkt af.

Værdiforestillinger, som lader Garde f.eks. tale om "de vilkår for behandling, som karakteriserer et højt priviligeret samfund i den vestlige kultur". Hvor "højt priviligeret" dette samfund er på det psykiatriske behandlingsområde, viser bl.a. en WHO-undersøgelse, der konkluderer, at recoverychancen for "skizofreni" er dobbelt så høj i de knapt så priviligerede u-lande som den er i vores, ifølge Garde, ak så behandlingspriviligerede, vestlige kultur.

Garde giver med denne udtalelse allerede i bogens indledning et indblik i sine egne tankestrukturer som i allerhøjeste grad domineret af psykiatriens patriarkalske, totalitære dogmer. Og hun følger op på vores forventninger.

I de tysk- og engelsksproglige lande har man i de seneste år anstrengt sig at skelne knivskarpt og kvindevenligt mellem af "Dissociative Identity Disorder" (DID/MPS) lidende og "skizofrene". Hvorved man selvfølgeligt skal lade de første tilkomme enhver tænkelig form for hjælp, så de kan klare deres krise, mens man gør bedst i at parkere de sidste bagerst i psykiatrien respektive godt og grundigt dopet med livsforkortende og hjerneskadende neuroleptika i socialpsykiatrien, siden de alligevel per definition er håbløse tilfælde. Og så er det iøvrigt uhyre vigtigt at komme frem til den korrekte diagnose. Intet mere fatalt, end at tage fejl her, og stemple en "DID" som "skizofren"! Nej, vitterligt ikke. I hvert fald ikke under de bestående, "priviligerede" (behandlings)omstændigheder - under hvilke ethvert "skizofrent"stemplet menneske, kvinde eller mand, er et "skizofrent"stemplet menneske for meget!

Garde taler nu ikke om "DID", som ikke har vundet indgang på det danske psykiatriske marked i samme omfang endnu som det har det på de udenlandske. Hun taler om "eksistentielle kriser", som, knivskarpt og kvindevenligt, kan afgrænses mod "veldefineret psykisk sygdom". Det ville være interessant at høre, hvordan Garde definerer denne af eksistentielle kriser så forskellige "sindssygdom" så vel. Især siden hun andetsteds i bogen indrømmer, at den biologiske model - og her har vi den eneste måde, der generelt skelnes mellem de to kategorier på - mangler ethvert bevis på sin gyldighed.

Til trods for denne rosværdige erkendelse, som langt fra alle hendes kollegaer kan få sig selv til at indrømme, kommer hun patriarkalsk-dogmatisk nærmere ind på, hvad nøjagtigt hun betragter som den vestlige kulturs priviligerede behandling for "skizofreni":

"For kvinderne gælder, at medicinsk behandling virker bedre, fordi de oftere har symptomer, som medicinen virker på."

Sammen med mændenes større friheds-, autonomitetstrang, ser hun her en årsag til, at kvinder er bedre til at følge op på behandlingen. Godt nok advarer hun også mod "overmedicinering" hos kvinder, men, som begrebet "overmedicinering" implicerer, findes der altså under alle omstændigheder efter hendes mening et korrekt mål af medicinering som en nødvendighed, der skal overholdes. Og det, selv om det er et i "ekspert"kredse velkendt faktum, at medicinen (her altså neuroleptika) netop ikke virker på symptomer, men udelukkende har en dæmpende virkning på den almene livsenergi. Som dens eneste virkning, bortset fra bivirkningerne.

At medicineringen som en nødvendighed skal overholdes, bekræfter endvidere Gardes konstatering, at "kvinder klarer sig bedre", netop grundet deres større behandlingscompliance. Den moderne, biologiske, patriarkalsk-dogmatiske psykiatri har altid betragtet en reduceret livsenergi som det ønskede behandlingsmål, som "bedring". Og ligesådan Garde. Mens man kan spørge sig, om kvindernes større behandlingskompliance måske snarere er et resultat af deres undertrykte autonomitet, og den deraf følgende underordning under den lægelige autoritet, end af oplevelsen af at medicinen virker.

Interessant i en feministisk sammenhæng er også, at Garde godt nok nævner risikoen for tardiv dyskinesi og agranulocytose i forbindelse med anvendelsen af neuroleptika, men at hun, ved siden af en række andre ikke uvæsentlige risici, også undgår at nævne det 10-dobbelte brystkræftrisiko for kvinder, der tager neuroleptika.

På samme måde psykiatrisk ambivalent forholder hun sig til mændenes autonomitetstrang. Lige så positivt som hun vægter denne autonomitetstrang, når det kommer til, af psykiatrien accepterede, recovery-fremmende faktorer, såsom at tage initiativ til at blive selvforsørgende - og her spørger jeg mig, om Garde virkeligt er så naiv, at hun ikke ved, at jævnligt, "compliant" neuroleptika-indtagelse indebærer en 90%-chance for at ende som førtidspensionist - lige så negativt vægter hun den altså, når den går ud over den ifølge psykiatriens dogmer urørlige compliance.

Heller ikke anderledes dobbelttydigt stiller hun sig til inddragelsen af familien i behandlingen. Hun beklager, at især mænd har en tendense til at bryde med deres familie, som de opfatter som "omklamrende og en bremse på deres selvstændighed", og hun bemærker at "især mødre til skizofrene patienter betoner den biologiske årsag". Med begge observationer kommer hun farlig tæt på en tankegang, der kunne føre til Laing eller Bateson. Hun skynder sig da også at bakke ud: Familien er hellig for psykiatrien, da den nemlig kan sikre compliancen, den neuroleptiske. Ergo er der heller ikke her sympati at hente hos Garde, hvis man som kvinde ønsker at frigøre sig fra omklamrende og selvstændigheden bremsende familiebånd: kvinden hører til i hjemmet. og det gør den psykiatriserede mand også. Friheden, selvstændigheden, tilhører alene den 40-årige, hvide mand, og alle dem, der kritikløst har overtaget hans normer og værdier. Som Karin Garde.

Garde ser med andre ord, hvor problematisk netop den nærmeste familie kan være for et menneske i krise, men formår ikke at fuldføre tankegangen, da den kunne sætte spørgsmålstegn ved psykiatriens priviligerede behandlingsmetoder.

Dobbelttydigheden, Gardes feministisk psykiatriske venlighed, når sit udtalte højdepunkt, når hun beretter om den glæde, som "skizofrene" kvinder imødeser fødslen af et barn med:

"Det kan være hjerteskærende for omgivelserne, pårørende og personale, fordi man ved at kvindens forventninger om selv at kunne tage sig af barnet sjældent kan opfyldes."

"Fødslen af et barn ender desværre ofte med den mindst dårlige løsning, nemlig at barnet må fjernes ved fødslen med eller uden moderens tilsagn."

Selvsagt strejfer det ikke den feministisk psykiatriske venlighed at sætte spørgsmålstegn ved en behandling, der fejler, bl.a. OGSÅ, når det kommer til at sætte disse kvinder i stand til selv at tage sig af deres børn, og der således gør en (tvangs)fjernelse til en - kvindevenlig?? - nødvendighed. Senest hér begynder man at undre sig, om denne hjerteskærende kvindevenlighed skyldes dumhed eller kynisme.

Bogen er ærgerlig, ikke mindst også pga. den venlighed, den feministisk psykiatriske, med hvilken der bliver talt om psykiatriserede kvinder. Man bemærke: OM psykiatriserede kvinder, ja, ikke måske MED, nej.

Således bliver der f.eks. ræsonneret over, at "skizofrene" kvinder ifølge statistikerne mere har en hang til pyromane udfoldelser, mens mændene er mere til direkte personskade, når det kommer til vold. Så vidt så godt. Ræsonnementet slutter dog brat med bemærkningen: "Hvorfor det forholder sig sådan [at kvinderne har en hang til ildspåsættelse] (...) er ikke til at forklare" Nej. Og selvfølgeligt foreligger der ikke den ringeste grund til at beskæftige sig nærmere med sagen, for ikke at tale om at spørge en eller flere af disse kvindelige pyromaner efter deres motivation, siden man, når man ikke magter at frigøre sig fra psykiatriens totalitære kraepelinske tankestrukturer, ved hjælp af dens totalitære kraepelinske symptombeskrivelser, som sagt, knivskarpt kan skelne mellem en "eksistentiel problematik" og "sindssygdom". Og selvsagt drejer det sig ved "skizofreni" ikke om en eksistentiel krise, men helt afgjort om meningsløs galskab. Den mest meningsløse og motivationsløse af dem alle.

Alt i alt fejler Karin Garde i det punkt, hvor hun skulle have erkendt oprindelsen af psykiatriens grundlæggende værdier og derved dens samfundsmæssige rolle overfor dens klientel generelt og kvinden i særdeleshed som en total(itær) opdragelses- og straffeinstitution, fordi hun ikke nærmere analyserer, hvorfor psykiatrien ikke interesserer sig for kvinden som kvinde, hvorfor psykiatrien ikke interesserer sig for mennesket som menneske. Hun fejler her, fordi hendes syn er begrænset af selv at være udøvende i denne institution, fordi hun har internaliseret dens værdier, som hun så desperat prøver at give indtryk af, at hun har frigjort sig fra, og fordi hun derigennem heller ikke selv interesserer sig for kvinden som kvinde, mennesket som menneske. Det hun interesserer sig for er køn som kategori, psykisk sygdom som diagnose og (psykiatrisk) behandling som nødvendighed.

Hun forsøger sig med en kvindevenlig og dermed humanitær tilgang til psykiske kriser, men forliser ved sin egen humanistiske utilstrækkelighed. Hun taler om "eksistentielle kriser", som kun en person, der ikke ved hvad en eksistentiel krise er, kan afgrænse mod "psykisk sygdom" som Garde gør det. Ufortrødent og feministisk psykiatrisk forfægtende psykiatriens diagnosticerende og dehumaniserende dogmer.

Den eneste værdi hun sætter spørgsmålstegn ved, er den "40årige, hvide mand". Denne værdi er en lille brik i det store puslespil "psykiatri - samfund - kvinder - historie". Den er ikke andet end et enkelt symptom og som et sådant, som den kategori dette symptom udgør, ikke engang egnet til at definere en 40-årig, hvid mand som den personlighed han er. Lige så lidt som begreber som "hallucination", "vrangforestilling" eller "tvangstanke" er egnede til at definere psykiske kriser som de individuelle eksistensproblematiker de er.

At løfte blikket og se udover symptombehandlingens grænser, er Garde, på trods af lejlighedsvis antydede forsøg, lige så lidt muligt, som det er psykiatrien som sådan muligt. Helheden forsvinder af syne, igen og igen. Psykiatriserede kvinder står før som sidst ikke som integre individuer, frigjort til at definere sig selv, men kvindevenligt perfekt kategoriseret, normeret, reduceret og fremmedgjort af et diagnosticerende, definerende og dehumaniserende "ekspert"syn i ensomheden. Hos Garde mere end hos nogen anden.

Jeg vil berolige Karin Gardes mandlige kollegaer: Karin Garde forråder ikke jeres "broderskab". Tværtimod: Hun forsvarer, ja cementerer, dets dogmer på eksemparisk vis!
_______________

Relateret: "Skizofrene mødre"