Are you a wayseer?

Alice Miller dør, og den danske presse tier

Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.

Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.

I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":

"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."

Og "diana" skriver:

"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.

Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!

Alice Miller, 1923 - 2010

Alice Miller døde den 14. april i sit hjem i Provence. Hun var nok den personlighed, der havde mest fokus på opvækstens, og især opdragelsens, rolle for børns udvikling, og på hvordan vold i opdragelsen traumatiserer børn, med kriminalitet, stofmisbrug og "psykisk sygdom" til følge. Alice Miller gjorde en stor indsats for at få al fysisk afstraffelse af børn forbudt ved lov, og heldigvis er der i dag en række lande, hvor revselsretten er ophævet, såsom i Danmark, og senest også i Norge.

Imidlertid tror jeg ikke, at hverken afskaffelsen af revselsretten, eller det tiltagende fokus i medierne på overgreb mod og omsorgssvigt af børn kan bremse den generelt tiltagende vold i samfundet. Både overgreb, omsorgssvigt, fysisk vold i opdragelsens navn selv, men også f.eks. det, at enkeltpersoner af medierne jævnligt gøres til syndebukke, at, samtidigt med at enkeltmennesker således fremstilles som nærmest monstre, volden, traumatiseringen stadigt ikke anerkendes som årsag til f.eks. "psykisk sygdom", dvs. at voldens destruktive potentiale stadigt ikke anerkendes fuldt ud, og at det stort set kun er vold i fysisk, respektive seksuel form, der anerkendes som værende vold, er altsammen symptomer på at traumerne generelt stadigt ikke anerkendes som traumer, at de stadigt ikke er bevidstgjort og bearbejdet. Og så længe traumerne ikke anerkendes, bevidstgøres og bearbejdes, vil volden fortsætte og også tiltage.

"The danger does not lie with individuals, however criminal they may be. Far more, it lies in the ignorance of our entire society, which confirms these people in the lies that they were obliged to believe in childhood. Teachers, attorneys, doctors, social workers, priests, and other respected representatives of society protect parents from the mistreated child's every accusation and see to it that the truth about child abuse remains concealed. Even the child protection agencies insist that this crime, and this crime alone, should go unpunished."

"If one day the secret of childhood were to become no longer a secret, the state would be able to save immense sums that it spends on hospitals, psychiatric clinics, and prisons maintaining our blindness. That this might deliberately happen is almost too incredible a thought." -Alice Miller, Breaking Down the Wall of Silence: To Join the Waiting Child
_______________

New York Times' nekrolog: "Alice Miller, Psychoanalyst, Dies at 87; Laid Human Problems to Parental Acts"

Psykiatriens historie i 10 alt for korte punkter - Og noget om revolutionerende fremskridt

For et par uger siden kom jeg via Sigruns blog over artiklen "Psykiatriens historie i 10 korte punkter" i Kristeligt Dagbladets netudgave.

Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.

De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:


"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.


10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."

Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?

For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).

For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.

For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.

Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.

Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".

Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.

Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________

Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".

Sådan ser "de skizofrene" ud - Sensationsjounalistik på videnskab.dk. Og flere tanker om det, at blive forældre som "psykisk syg"

Sådan hér - billedet under overskriften "Mere om skizofreni" *) - ser "skizofreni", respektive "de skizofrene" ud ifølge videnskab.dk, og jeg kan ikke helt lade være med at spekulere, om man på videnskab.dk måske har set lidt for mange b-film i zombie- respektive horrorfilmgenren. I hvert fald skal man vist lede længe efter magen til smagløs, diskriminerende og misvisende artikelillustration. Og det selv om medierne i deres sensationslystenhed jo ellers heller ikke ligefrem er tilbageholdende med at frem- og udstille "de skizofrene" som mere beslægtede med monstre end med mennesker.

Ud fra rubrikken "Partnere" i sidebar'en på videnskab.dk at dømme, ønsker sitet at fremstå som en seriøs, videnskabelig informationskilde. Bortset fra, at også artiklens indhold vidner om skribentens/sitets uvidenhed og fordomsfuldhed, så må illustrationen betegnes som noget af det mest useriøse, der findes.

Et par tanker angående artiklens indhold: Preben Bo Mortensen, centerleder for Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet udtaler til videnskab.dk, at forskningens resultater "især er brugbare i rådgivningen af skizofrene forældre", og han citeres: "Nu kan vi melde helt klart ud, hvad deres risiko er for at få et sygt barn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til den rådgivning, vi kan tilbyde skizofrene par, der overvejer at få børn."

Nu påviser forskningen en relativ høj risiko, helt op til 67,5%, for, at børn af "psykisk syge" forældre selv også bliver "psykisk syg", og man kan nemt regne ud, hvilke - eugeniske - råd der vil blive givet...

I forlængelse af mit sidste indlæg her på bloggen må jeg indrømme, at jeg ikke engang er så uenig. Mener man, at man lider af en genetisk arvelig, kronisk hjernesygdom, som man ikke kan gøre andet ved, end at lære at leve med den, og ignorerer man således potentialet af overgreb for at forårsage "psykisk sygdom" som en reaktion på traumatiseringen, så bør man måske nok se bort fra, at få børn - og uvægerligt udsætte dem for at blive traumatiseret af ens udageren af de egne, ikke bevidstgjorte og bearbejdede traumer. For, at ikke bevidstgjorte, ubearbejdede traumer videregives til næste generation, er jo altså en naturlov.

For stort set alle "psykiske sygdomme" gælder det, at de bunder i en "narcissistisk forstyrrelse", dvs. at de er udtryk for, at man ikke har fået den ubetingede kærlighed, der skal til for at man kan udvikle evnen til at elske sig selv og andre ubetinget. Så længe man ikke ønsker eller magter, at acceptere dette, bør man klart undgå, at skabe en situation, hvor et andet menneske er på liv og død afhængig af én, som børn er det af deres forældre, og derfor nærmest uundgåeligt ender med at være forsvarsløst udsat for éns narcissistiske udageren.

Men selvfølgeligt kan man også kun gøre "de psykisk syge" selv ansvarligt, som jeg gør det her, i det omfang som de er sig bevidste om den sande natur af deres problemer. Og det sørger mainstream-"informationen", bl.a. også repræsenteret i videnskab.dk's artikel, jo forebilledligt for, at de færreste bliver sig bevidste om. Så, i sidste ende ligger ansvaret selvfølgeligt hos de "informerende" og rådgivende instanser.

Det ville iøvrigt være interessant med en studie, der sammenlignede den i videnskab.dk's artikel omtalte studies resultater med hyppigheden af forekomsten af "psykisk sygdom" blandt børn til forældre, der har opnået fuld recovery fra "psykisk sygdom". Billedet ville nok være lidt et andet. I hvert fald kender jeg ikke til nogen, der er kommet sig helt før de har fået børn, hvis børn har udviklet "psykisk sygdom".
_______________

*) Update, 23.03.10: Så er illustrationen fjernet fra videnskab.dk's artikel. Tak til alle (i ved, hvem i er), der har meddelt videnskab.dk, hvad i syntes om deres valg af illustration. Og tak til videnskab.dk for at reagere. I hvert fald altså hvad en, mildest talt, upassende artikelillustration angår. Hvad artiklen, især anden halvdel, "Mere om skizofreni", angår, så ville det selvfølgeligt kun være en fordel, hvis de talrige videnskabeligt uholdbare påstande også forsvandt ud af den. Men det er nu nok lidt for meget forlangt af et populært og mainstream medie som videnskab.dk, at man skal kunne forholde sig kritisk til selvsamme mainstreamen.

Lykkepiller og graviditet

Langt om længe er problemet ved at være såpas stort, at det heller ikke i Danmark kan fejes ind under gulvtæppet længere: børn hvis mor har været på lykkepiller under graviditeten, lider af abstinenser efter fødslen. Så, ja, "antidepressiva", navnligt SSRIs, er vanedannende og afhængighedsskabende. Så kan man kalde abstinenserne eufemistisk for "seponeringssyndrom" lige så mange gange, som man vil. Abstinenser er abstinenser, og tydeligt tegn på afhængighed.

"Flere og flere gravide får antidepressiva, det som vi kalder lykkepiller. Det giver en svær beslutning for os læger, da ingen medicin er fri for bivirkninger, og det gælder også lykkepiller. Men det er omvendt ikke særlig godt for en gravid at føde, hvis hun ryger tilbage i depressionen. Og det er også farligt for barnet," citerer bl.a. artiklen på Helse.dk Hristo Stanchev, overlæge og speciallægeansvarlig for neonatologi på Næstved Sygehus, og han har sådan set helt ret.

Men desværre blander han for det første to ting sammen her, uden at tydeliggøre det: mht. barnets fysiske vel og ve må det helt klart betegnes som uansvarligt af læger, at ordinere lykkepiller til gravide, ligesom det må betegnes som uansvarligt af gravide, at tage lykkepiller under graviditeten (forudsat, man er blevet gjort opmærksom på risikoen ikke bare for abstinenser, men også for tildels livsfarlige misdannelser hos barnet). På den anden side kan det, at mor er depri, være dybt traumatiserende for barnet, og dermed skadeligt for dets psykiske velvære og udvikling. Det er ikke mindre uansvarligt, at udsætte et barn for emotionel svigt og traumatisering, som det er, at udsætte det for potentielt fysisk skadelige stoffer.

For det andet går Hristo Stanchev i sit udsagn ud fra tre, mildest talt, meget tvivlsomme antagelser. Nemlig 1. den, at lykkepiller virker mod "depression", 2. den, at det, at ikke tage lykkepiller ved "depression", er ensbetydende med at "depressionen" forbliver ubehandlet, og dermed 3. den, at "depression" er biologisk hjernesygdom, der kræver medicinsk behandling.

Den første antagelse findes der, set i lyset af de videnskabelige data, ikke noget grundlag for. Alle videnskabelige data og fakta taler mod denne antagelses korrekthed. Den sidste antagelse findes der stadigt ikke noget videnskabeligt holdbart bevis for, og således er et fravalg af medicinsk behandling, af lykkepiller, heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at behandling generelt fravælges, og "depressionen", den angiveligt ubehandlede, automatisk vender stærkt tilbage.

Anyhow, er man overbevist om, at man lider af en biologisk hjernesygdom, der kræver behandling med lykkepiller, og der jo ifølge "eksperterne" også er genetisk arveligt, synes jeg, man bør udvise ansvarsbevidsthed nok til at se bort fra, at sætte børn i verdenen, og udsætte en ny generation for overhængende fare for at arve denne hjernesygdom. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fortrængte, ikke-bevidstgjorte og ikke-bearbejdede traumer videregives til næste generation. Ehem. Og især hvis motivationen bag ønsket om børn er, at man mener, børn er til for at gøre én lykkelig, så bør man klart anskaffe nogle akvariefisk i stedet for børn. De får så heller ikke abstinenser, fordi man ikke magter, at tage ansvar for sig selv, og løse sine problemer, i stedet for bare at fortrænge dem ved hjælp af nogle piller.

Og apropos trauma, læs også "Psych drugs damage ability to love/bond". Og lad det så blive akvariefiskene. De får ingen abstinenser, og de kan nøjes med et minimum af nærhed og kærlighed.

"Skizofrene" klarer sig bedre uden "medicin"...

...og Merete Nordentoft er overrasket over dette forskningsresultat. I hvert fald ifølge artiklen "Studenterhuen er et godt våben mod skizofreni" i Dagens Medicin fra den 5. marts 2010.

I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."

Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.

Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."

Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.

Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.

Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.

At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.

Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.

Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.

Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.

"Jeg lider, derfor er jeg"???

Et sært fænomen, som man kan observere overalt der, hvor "psykisk sygdom" diskuteres, om det er på blogs, her for eksempel, i kommentartråde til artikler, i diskussionsfora, eller hvor det måtte være hen, er at der med sikkerhed før eller siden dukker brugere op, der reagerer med et fornærmet ramaskrig på enhver ytring, der vover at antyde, at måske, bare måske, hele situationen ikke er helt så dyster, at måske, bare måske, recovery er mulig, og at måske, bare måske, al den lidelse ikke kun er helt forfærdelig, men altså måske, bare måske, har en mening, en funktion, en værdi mht. denne recovery.

Jeg prøver, at forestille mig en person, der lider af en somatisk sygdom, og der får at vide, at vedkommende har gode chancer for at komme sig, udbryde: "Nej nej nej! Det er ikke sandt! Jeg kan ikke komme mig! Det må ikke være sandt! Jeg kommer til at lide forfærdeligt resten af mit liv, og du skal ikke komme her, og fortælle mig noget andet!" Hvad ville man kalde det for? En slags hypokondri?

Hvad er det, der er så tiltrækkende ved lidelse, at det gør det til en utænkelighed, at give slip på den, og der gør enhver udtalelse, der bare antyder, at recovery er en mulighed, respektive at lidelsen ikke udelukkende behøves at være forfærdelig, til en trussel? At den tilbyder en identitet? "Jeg er psykisk syg"? "Jeg lider, derfor er jeg"? Besynderligt.

Profettegningerne, ytringsfriheden og ansvar

Efter drabsforsøget på Kurt Westergaard, og efter at den norske avis Aftenposten valgte, at offentliggøre fem af de tolv i sin tid i JP trykte profettegninger, er der kommet god gang i debatten om tegningerne i Norge også.

Hvad jeg mener om sagen, kan man læse i kommentarerne til dette og dette indlæg ovre hos Sigrun.

Meget læsværdigt: frr's indlæg "Jeg publiserer ikke tegningene".

Frihed betyder ansvar. Ytringsfrihed betyder, at man har ansvar for sine ytringer. Også når man hedder Kurt Westergaard.

Jeg tager det fulde ansvar for at publicere denne tegning:

Recoveret til døden. Hvordan psykiatriens forvrængning af recoverykonceptet koster liv.

Her kan man læse om et arrangement på bostedet Skovvænget, et "botilbud til voksne med sindslidelse", som det står på hjemmesiden. Det er Standup recovery, der i maj 2006 optrådte på Skovvænget. Et af de tre medlemmer af gruppen Standup recovery var Dorthe Raffenberg, som jeg kender fra min tid hos Outsideren.

I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".

Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.

"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.

Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.

Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.

Selvstigmatisering

Igen og igen kan man jo læse overskrifter som "Psykisk syg gik amok med kniv og dræbte to". Helt bortset fra, at "de psykisk syge", rent statistisk set, har en noget lavere kriminalitetsrate end "almindelige" mennesker, mens de faktisk langt oftere er ofre for andres, "almindelige" menneskers, kriminalitet, så kan man også igen og igen læse blogindlæg, der beskæftiger sig med spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er relevant at nævne, at den pågældende person er "psykisk syg", respektive hvorvidt det mis-/bruges for at a) sælge historien, og b) diskriminere mod mennesker i krise. Det nævnes jo heller ikke, når en person, der har begået kriminalitet, f.eks. har kræft, diabetes eller fodsvamp, argumenteres der som regel. "Diabetiker gik amok og dræbte to"? Næppe en overskrift, man vil komme til at se nogen steder i medierne.

Jeg er helt enig i, at "den gale øksemorder"-journalistikken er både smagløs og yderst diskriminerende (men det er jo hensigten). Imidlertid mener jeg, at man egentligt ikke har ret til at føle sig krænket, diskrimineret af denne form for "journalistik", og til at fordømme den, hvis man samtidigt identificerer sig selv som en psykisk syg patient med behov for behandling i mainstreambetydningen. At stille spørgsmålstegn ved relevansen af at det nævnes, når en person, der har begået kriminalitet, er "psykisk syg", er paradoksalt, når man selv har overtaget systemets syn på sagen generelt, og dets definition af "psykisk sygdom" især.

Så, her til morgen skrev jeg følgende (nok atter en gang lidt provokerende) kommentar (her lettere redigeret) til et blogindlæg om emnet:

"Hvad i mennesket er det, der reagerer på et eller andet ved at dræbe et andet menneske? Hvad er det generelt, der får os til at reagere? Er det vores fødder, vores bugspytkirtel, vores lever, nyrer, knogler...? Nej, vel? Det er vores sind, vores tankeprocesser og følelser. Og i det øjeblik, hvor disse tankeprocesser og følelser anses som værende 'syge', i det øjeblik, hvor der sættes lighedstegn mellem sindet og hjernen, så bliver det allerhøjst relevant, at nævne det, f.eks. i en drabssammenhæng.

I sidste ende stigmatiserer - eller diskriminerer, et udtryk, jeg foretrækker - vi os selv. I det omfang, som vi erklærer os enige i teorier, der påstår, menneskets tankeprocesser og følelser kan være - og er, i tilfælde af 'psykisk sygdom' - reelt, bogstaveligt, og ikke bare i overført betydning, syge. Som i 'genetisk betinget, biologisk hjernesygdom', eller 'kemisk ubalance i hjernens transmitterstofskifte'."

Har jeg nogensinde været, eller er jeg, en "psykisk syg patient"? Nej. Jeg har været ubevidst, om mig selv og verdenen, og derfor har jeg trængt, ikke til "behandling", men til at spejle mig i et andet menneske, via anerkendende kommunikation, via det, alle mennesker har behov for, for at blive bevidste. At være ubevidst er ikke nogen sygdom. Det er et grundlæggende vilkår for alle mennesker. Det er den udfordring, der udgør "the human condition" per se. Og at være ubevidst går hånd i hånd med eksistentiel lidelse: "psykisk sygdom". En sygdom er det kun i overført, "kierkegaardsk", betydning. Ikke bogstaveligt talt.

Og med dette, mit syn på sagen, tager jeg mig friheden til at kalde ovennævnte "journalistik" for smagløs og diskriminerende.

Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?

Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.

"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.

Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.

Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.

Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:

Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?

Well, maybe it depends on the perspective...

Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.

"Jeg lider mere end du!"

Sidste måned skrev jeg hvad jeg valgte at kalde for "ikke en recovery story" for Gianna's blog. Et udkast, der især mod slutningen bærer lidt præg af tidsnød og også af det faktum, at det jeg beskriver ikke er en afsluttet proces, og at jeg blev en smule forskrækket over, hvad jeg var ved at gøre. Jeg understreger i teksten meget kraftigt, at det jo "bare er en til livshistorie, ligesom alle de andre. (...) Den sædvanlige misere. Marian's version af den." Men samtidigt er det selvfølgeligt også en meget personlig fortælling. Personlig nok til at selve skriveprocessen til tider føltes noget grænseoverskridende, og det gjorde tanken om at lade historien få sit eget liv i cyberspace ikke mindre.

Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.

En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?

Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.

Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!

Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.

Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.

Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.

Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.

Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?

Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig*. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.

Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.

Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.

Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________

*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.

Indtrængning

Så, betjenten, der ledte anholdelsen af den dræbte 34-årige "psykisk syge", var altså særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker". Han betegnes som en "indtrængningsleder".

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.

Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".

Bogfilmatiseringer - A Beautiful Mind og I Never Promised You a Rose Garden

Almindeligvis er jeg ikke den største tilhænger af bogfilmatiseringer. Specielt, hvis jeg har læst bogen, filmen baserer på, inden jeg ser filmen, og når bogens hovedvægt ligger på, at skildre mere komplekse psykologiske sammenhænge, har filmen ofte efterladt mig med en lidt flad fornemmelse. Et godt eksempel på et sådant, i mine øjne mere eller mindre mislykket, projekt er A Beautiful Mind med sin noget overdreven og fordrejet fremstilling af "hallucinationer", ment til at hjælpe publikum til en nemmere forståelse af fænomenet, der imidlertid må siges, at være mest egnet til at opnå den modsatte effekt. Og egentligt et stilistisk faux pas, som man skulle mene, filmregisseurer som Bergman og Tarkovsky f.eks. har lært filmen at undgå for lang tid siden. Men, ok, på den ene side har vi Bergman's og Tarkovsky's sans for de fine nuancer, på den anden Hollywood's forkærlighed for de brede penselstrøg. Som at sammenligne æbler med appelsiner.

En anden ting, der kan give mig en flad fornemmelse, er når filmen bevidst fordrejer bogens "budskab" indholdsmæssigt, bogens, forfatterens eller protagonistens popularitet udnyttende for at få sit eget "budskab" frem. Også dette er A Beautiful Mind jo et glimrende eksempel på, når den misbruger John Nash's celebrity-status, og lader ham udtale, at han tager "de nyere medikamenter", da han i 1994 får at vide, at han vil modtage Nobelprisen i økonomisk videnskab. Mens John Nash i det virkelige liv aldrig har taget neuroleptika, hverken nyere eller gamle, andet, end når han var pinedød nødt til det, såsom under indlæggelser, og slet ikke efter 1970.

Filmproducenterne undskyldte denne forfalskning af facts ved at sige, at man ikke ville have, folk skulle smide deres piller ud. Imidlertid fremgår det på intet tidspunkt direkte af filmen, at John Nash ikke tog "medicin" i længere, sammenhængende perioder. Der findes altså ingen grund til overhovedet at nævne emnet. Andet, end hvis man altså ønskede, at udnytte John Nash's popularitet, og lade hans navn gøre lidt reklame for farmaindustrien.

Så, alt i alt var det med forbehold at jeg i går kastede mig ud i at se filmatiseringen af Joanne Greenberg's autobiografiske roman I Never Promised You a Rose Garden, som en venlig sjæl sidste måned har uploaded på YouTube i sin helhed.

På nær i et enkelt tilfælde, er visualiseringen af protagonisten Deborah's "hallucinationer" noget mere subtilt gennemført, end i A Beautiful Mind, og derfor en del mere udholdelig og troværdig. Generelt undgår filmen de alt for brede penselstrøg, bortset fra i de sidste sekvenser, der både virker lidt forhastede - mens man nok skal huske på, at standardlængden for spillefilm i 1977, filmens produktionsår, lå på omkring 90 minutter, der helst ikke blev overskredet - og, især i forhold til romanen, lidt overfladisk happy-ending-agtige.

Med et så komplekst tekstgrundlag som Joanne Greenberg's roman, kan en filmatisering næsten kun komme til kort. Specielt når filmatiseringen altså, som i dette tilfælde, prøver, ikke at overskride de 90 standardminutter væsentligt. Ikke desto mindre formår filmen i mine øjne overordnet at få det bedste ud af sine 96 næsten-standardminutter, både fordi den lykkes med at udvælge nogle af de mest essentielle af bogens mange aspekter til sine emner, og ikke mindst også takket fremragende skuespillerpræstationer (Kathleen Quinlan, Bibi Andersson), og jeg var positivt overrasket over at se, at man havde valgt, at lade bogens "budskab" uforfalsket stå.

Som jeg svarede på en YT-kommentar, der mener, hvad bogen lærer os er, at vi skal have "compassion" med "the mentally ill" (what?! vel, alt kan åbenbart blive misforstået, også Joanne Greenberg):

"What both the book and the movie teach us is that so-called "mental illness" is a choice (out of necessity though). Not a chronic brain disease. And they both teach us that we should make it possible for people to choose freedom, like Frieda Fromm-Reichmann made it possible for Joanne Greenberg. Instead of indefinitely locking them up in helplessness and dependency with toxic chemicals and hopeless messages about defective genes and chronic brain disorders."*

Men jeg havde nu også et øjeblik glemt alt om filmens produktionsår, 1977, dvs. om at filmen blev optaget på et tidspunkt i historien, da psykofarmaka ikke spillede den alt andet overskyggende rolle, de spiller i dag, og da man stadigt var åben for psykologiske respektive psykosociale forklaringsmodeller. Interessant og positivt overraskende er i denne sammenhæng også, at filmen undgår, at køre rundt i diagnoser og deslige usmageligt. Bortset fra, at "psykotisk" lejlighedsvis dukker op i dialogen, nævnes "skizofreni" f.eks. ikke en eneste gang. Dejligt! Men vist også dette et 1977-fænomen.

Alt i alt en ganske seværdig filmatisering af Joanne Greenberg's autobiografiske roman, der dog ikke kan erstatte læsningen af bogen.

Se filmen her. (Engelsk tale, ingen undertekster)
_______________

*Man kunne lidt sarkastisk, men sikkert ikke helt urealistisk, tilføje, at, som jeg skrev til en veninde, et 2009-Hollywood-remake formodentligt politisk korrekt ville erstatte Dr. Fried's part med en æske Zyprexa eller Abilify, og lade happy ending'en udspille sig på et bosted, hvor Deborah sidder, lykkeligt "compliant" og indsigtsfuldt zombificeret...

Jeanette Winterson, "In Praise of The Crack-Up"

Via Ron Unger's blog kom jeg i går over den britiske forfatter Jeanette Winterson's artikel "In Praise of The Crack-Up".

Nogle citater fra artiklen:

"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."

"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."

"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."

"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."

Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.

Poul Nyrup Rasmussen "taler de psykisk syges sag" - mens jeg foretrækker at lytte til Jim van Os

Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.

Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!

Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...

NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________

En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.

Et professionelt psykologisk Nej! til livet

Brevkassesvar fra psykolog Susan Schlüter til en spørger, der gerne vil vide, hvad vedkommende kan gøre for en veninde, der går med selvmordstanker:

"Intet - bortset fra, at gøre din veninde opmærksom på, at det er hendes valg, og det har du ingen indflydelse på, eller kan påtage dig ansvar herfor! Du havde måske overvejet at overvåge hende 24 timer i døgnet?

Glem det, og afvis hendes 'overvejelser'! Bed hende i stedet om at søge hjælp - for der er hjælp at hente hos professionelle - bl. a. psykologer!

Du kan også fortælle hende, at hvis hun virkelig vil straffe, de mennesker, der må være for og omkring hende, og som holder af hende og elsker hende - ja, så er det ganske effektivt!"

På ganske få sætninger ganske professionelt psykologisk gennemført kriminalisering og tabuisering af menneskelig lidelse. Et professionelt psykologisk DON'T!, et professionelt psykologisk NEJ!!! som svar på et eksistentielt lidende NEJ!

Jeg er glad for, at både mine venner og min terapeut ikke var mere angste, end at de kunne få sig til at sige, omend ikke nødvendigvis: JAAA!!!, så dog: hmjahhh.

"Mot det förgångna: tack, till det kommande: ja!" Også når det er selvmord.
_______________

Jeg må indrømme, at brevkassesvaret lige umiddelbart ramte hårdt, lige i mellemgulvet. Mere "enlightened" er jeg ikke. Men, selvfølgeligt, ja, eksistentiel angst er et faktum. Også, og måske specielt, blandt professionelle. Sådan er det. Ja.

Kampen fortsætter

Jeg hørte forleden om/fra en person, der planlagde at sulte sig selv ihjel. I protest bl.a. mod de overgreb, vedkommende blev udsat for i psykiatrien. Det er ikke altid, at reaktionen kommer så bevidst, så den nærmest må betegnes som en formel protestaktion. Som regel kommer den ganske spontant og ubevidst, som en "forværring af sygdommen", som "symptomer". Hvilket så gør det svært for den protesterende at erkende sin egen protest som protest, og nemt for systemet, at indbilde den protesterende (og alle andre involverede), at vedkommendes protest ikke er en protest, men altså "sygdom". Resultatet er "kronisk sygdom", og psykiatribrugere, pårørende og politikere, der mener, psykiatrien redder liv. Resultatet er, at psykiatrien overlever. Kampen mod de protesterende og deres protest. Og så længe der kæmpes, koster det liv. De protesterendes. På den ene eller anden måde.

Her er, lettere redigeret for at sikre anonymitet, hvad jeg skrev til ovennævnte person (originalversionen, jeg gider stadigt ikke oversætte):

Suicide is the ultimate, strongest, most reactive and violent, "NO!" to abuse. I guess, I'm far from alone in that I've considered this "NO!" many times in my life, since I felt, I'd tried to say "NO!" in every other to me available way without having been heard. I considered it sometimes consciously, in the shape of planning an action like yours would be, sometimes more unconsciously, in the shape of "voices", telling me to off myself.

What finally made me reject suicide as a manifestation of my "NO!" to abuse was the insight that there was no chance to have it understood as my logic response to a world that was slowly killing me - like in : "Look, this is what you're doing to me!" - but that it, as X says, undoubtedly would be interpreted as a meaningless manifestation of meaningless madness, "mental illness", and thus a justification for more abuse, "treatment". And even if I might have escaped personally, offing myself would only have strengthened psychiatry in general: "Look, we need more treatment, more locked wards, more restraints, more pills, more ect, more psychiatry, to prevent suicide! If only we'd been able to force more treatment on her/force treatment on her earlier, she might be alive."

What I did instead of offing myself was that I started to look for new, less reactive, less violent ways to word my "NO!". Without being aware of it at the time, I made use of the Buddhist concept of not reacting to content. At least to a certain extent. While whoever made you his enemy always will seek to turn your reaction to him into an excuse for him to attack you even more fiercely (more abuse), not reacting to his provocations disarms him most effectively. The lesser "reactive", or violent, you react , the smaller an amount of strength in the shape of violence you give your enemy to turn against you. If you want whoever made you his enemy to overcome you, you give him all the strength you have in your anger and despair, and let him turn it against you. 

If it is psychiatry, who's made you its enemy, you strengthen it by feeding it more of what it is living on: "symptoms". Committing suicide is usually regarded a "symptom" of "mental illness", certainly if the person in question is identified as a "mental patient". No matter what statement of protest you attach to it. Also the statement will be turned against you, defined a "symptom" of "mental illness" ("lack of insight", you can't see, that there's no reason to protest anything, that they're only trying to help you, not punish you, because you're so sick, you don't even know you're sick... ).

To overcome psychiatry, you have to starve it, not you, by getting in control of your "symptoms", at least to the extent that psychiatry no longer is able to make them out, and eventually by doing what psychiatry tells everybody is impossible to achieve: recover. It can be done. First step: become aware of these mechanisms. Psychiatry provokes you to feed it "symptoms", for instance by starving yourself to death, because it needs your "symptomatic" reaction to survive. Don't give them what they're so hungry for!

Relateret: Mere om selvmord i psykiatrien
_______________

For resten: Nok, som jeg skriver i kommentarerne, ikke et bevidst ordvalg, men alligevel meget sigende er denne "Freudian slip"... Omend konklusionen så bliver lidt forkert.