For et par måneder siden så jeg mig konfronteret med en større udfordring. En ting er at besøge websites eller læse en artikel eller en bog bare for ens egen skyld. Orker man ikke mere, så lægger man bladet eller bogen jo bare væk, eller klikker sig et andet sted hen på nettet. For måske at vende tilbage senere, når gejsten er der igen. En helt anden ting er at skulle modstå fristelsen, trangen til at løbe skrigende sin vej, fordi man bare SKAL have læst det ene eller andet, og det NU.
Det var situationen, da jeg læste Karin Garde's bog "Køn, psykisk sygdom og behandling". Alene titlen gjorde at jeg så mig nødsaget til at gemme bogen, f.eks. lægge en trøje hen over den, hver gang jeg trængte til en pause. En pause fra at få brækfornemmelser ca. fem gange per side, fra at føle afmagt, vrede og desperation. Det lyder voldsomt, og det var det også. Men jeg fik læst værket . Og for at komme afmagten, vreden og desperationen til livs, gjorde jeg, hvad jeg altid gør i situationer som denne: Jeg skrev. En recension af bogen i dette tilfælde. Her er den.
Man bider ikke den hånd, der fodrer énEn recension af Karin Garde's "Køn, psykisk sygdom og behandling"
It is difficult to get a man to understand something if his
salary depends upon his not understanding it. -Upton Sinclair
Kan der findes en feministisk psykiatri? En kvindevenlig psykiatri? En psykiatri som tager sit udgangspunkt ved behandlingen af kvinder i kvinden som kvinde? Med Kerstin Kempker kunne man også spørge: "Kan der findes et venligt uretssystem?"
I sin bog "Køn, psykisk sygdom og behandling" ser Karin Garde nærmere på psykiatriens tilstand mht. psykiatriserede kvinders vilkår og ligestillingsproblematiken i psykiatrien. Ifølge Garde drejer det sig ved den manglende ligestilling for psykiatriserede kvinder hovedsagligen om et paradigmespørgsmål.
Ikke anderledes end de fleste samfundsinstitutioner, går også psykiatrien i dag i sin tænkning og handling ud fra "den 40-årige, hvide mand" som grundlæggende norm. Det forbavser således ikke, at kvinder i langt højere grad end mænd er udsat for psykiatriske foranstaltninger, at kvinder i langt højere grad sygeliggøres, diagnosticeres og behandles. Men kan udvidelsen af den psykiatriske normhorisont om en kvindelig norm virkeligt være svaret på problemet, som Garde mener? Eller ville denne udvidelse, ganske mod Gardes hensigt, medføre en yderligere forfinet diskriminering af kvinder?
For at kunne svare på dette spørgsmål, må man indledningsvis se på spørgsmålet: Hvem eller hvad er det egentligt, der definerer, overordnet, vores samfundsnormer, kvindelige som mandlige, før som nu? Svaret falder nemt: Lovgivningen og samfundets institutioner i deres helhed. En lovgivning og institutioner, som næppe kan betegnes som frigjorte fra de udtalt patriarkalske værdiforestillinger, de ikke bare har været præget af igennem tiderne frem til i dag, men som de, de facto, er et produkt af.
Værdiforestillinger, som lader Garde f.eks. tale om "de vilkår for behandling, som karakteriserer et højt priviligeret samfund i den vestlige kultur". Hvor "højt priviligeret" dette samfund er på det psykiatriske behandlingsområde, viser bl.a. en WHO-undersøgelse, der konkluderer, at recoverychancen for "skizofreni" er dobbelt så høj i de knapt så priviligerede u-lande som den er i vores, ifølge Garde, ak så behandlingspriviligerede, vestlige kultur.
Garde giver med denne udtalelse allerede i bogens indledning et indblik i sine egne tankestrukturer som i allerhøjeste grad domineret af psykiatriens patriarkalske, totalitære dogmer. Og hun følger op på vores forventninger.
I de tysk- og engelsksproglige lande har man i de seneste år anstrengt sig at skelne knivskarpt og kvindevenligt mellem af "Dissociative Identity Disorder" (DID/MPS) lidende og "skizofrene". Hvorved man selvfølgeligt skal lade de første tilkomme enhver tænkelig form for hjælp, så de kan klare deres krise, mens man gør bedst i at parkere de sidste bagerst i psykiatrien respektive godt og grundigt dopet med livsforkortende og hjerneskadende neuroleptika i socialpsykiatrien, siden de alligevel per definition er håbløse tilfælde. Og så er det iøvrigt uhyre vigtigt at komme frem til den korrekte diagnose. Intet mere fatalt, end at tage fejl her, og stemple en "DID" som "skizofren"! Nej, vitterligt ikke. I hvert fald ikke under de bestående, "priviligerede" (behandlings)omstændigheder - under hvilke ethvert "skizofrent"stemplet menneske, kvinde eller mand, er et "skizofrent"stemplet menneske for meget!
Garde taler nu ikke om "DID", som ikke har vundet indgang på det danske psykiatriske marked i samme omfang endnu som det har det på de udenlandske. Hun taler om "eksistentielle kriser", som, knivskarpt og kvindevenligt, kan afgrænses mod "veldefineret psykisk sygdom". Det ville være interessant at høre, hvordan Garde definerer denne af eksistentielle kriser så forskellige "sindssygdom" så vel. Især siden hun andetsteds i bogen indrømmer, at den biologiske model - og her har vi den eneste måde, der generelt skelnes mellem de to kategorier på - mangler ethvert bevis på sin gyldighed.
Til trods for denne rosværdige erkendelse, som langt fra alle hendes kollegaer kan få sig selv til at indrømme, kommer hun patriarkalsk-dogmatisk nærmere ind på, hvad nøjagtigt hun betragter som den vestlige kulturs priviligerede behandling for "skizofreni":
"For kvinderne gælder, at medicinsk behandling virker bedre, fordi de oftere har symptomer, som medicinen virker på."
Sammen med mændenes større friheds-, autonomitetstrang, ser hun her en årsag til, at kvinder er bedre til at følge op på behandlingen. Godt nok advarer hun også mod "overmedicinering" hos kvinder, men, som begrebet "overmedicinering" implicerer, findes der altså under alle omstændigheder efter hendes mening et korrekt mål af medicinering som en nødvendighed, der skal overholdes. Og det, selv om det er et i "ekspert"kredse velkendt faktum, at medicinen (her altså neuroleptika) netop ikke virker på symptomer, men udelukkende har en dæmpende virkning på den almene livsenergi. Som dens eneste virkning, bortset fra bivirkningerne.
At medicineringen som en nødvendighed skal overholdes, bekræfter endvidere Gardes konstatering, at "kvinder klarer sig bedre", netop grundet deres større behandlingscompliance. Den moderne, biologiske, patriarkalsk-dogmatiske psykiatri har altid betragtet en reduceret livsenergi som det ønskede behandlingsmål, som "bedring". Og ligesådan Garde. Mens man kan spørge sig, om kvindernes større behandlingskompliance måske snarere er et resultat af deres undertrykte autonomitet, og den deraf følgende underordning under den lægelige autoritet, end af oplevelsen af at medicinen virker.
Interessant i en feministisk sammenhæng er også, at Garde godt nok nævner risikoen for tardiv dyskinesi og agranulocytose i forbindelse med anvendelsen af neuroleptika, men at hun, ved siden af en række andre ikke uvæsentlige risici, også undgår at nævne det 10-dobbelte brystkræftrisiko for kvinder, der tager neuroleptika.
På samme måde psykiatrisk ambivalent forholder hun sig til mændenes autonomitetstrang. Lige så positivt som hun vægter denne autonomitetstrang, når det kommer til, af psykiatrien accepterede, recovery-fremmende faktorer, såsom at tage initiativ til at blive selvforsørgende - og her spørger jeg mig, om Garde virkeligt er så naiv, at hun ikke ved, at jævnligt, "compliant" neuroleptika-indtagelse indebærer en 90%-chance for at ende som førtidspensionist - lige så negativt vægter hun den altså, når den går ud over den ifølge psykiatriens dogmer urørlige compliance.
Heller ikke anderledes dobbelttydigt stiller hun sig til inddragelsen af familien i behandlingen. Hun beklager, at især mænd har en tendense til at bryde med deres familie, som de opfatter som "omklamrende og en bremse på deres selvstændighed", og hun bemærker at "især mødre til skizofrene patienter betoner den biologiske årsag". Med begge observationer kommer hun farlig tæt på en tankegang, der kunne føre til Laing eller Bateson. Hun skynder sig da også at bakke ud: Familien er hellig for psykiatrien, da den nemlig kan sikre compliancen, den neuroleptiske. Ergo er der heller ikke her sympati at hente hos Garde, hvis man som kvinde ønsker at frigøre sig fra omklamrende og selvstændigheden bremsende familiebånd: kvinden hører til i hjemmet. og det gør den psykiatriserede mand også. Friheden, selvstændigheden, tilhører alene den 40-årige, hvide mand, og alle dem, der kritikløst har overtaget hans normer og værdier. Som Karin Garde.
Garde ser med andre ord, hvor problematisk netop den nærmeste familie kan være for et menneske i krise, men formår ikke at fuldføre tankegangen, da den kunne sætte spørgsmålstegn ved psykiatriens priviligerede behandlingsmetoder.
Dobbelttydigheden, Gardes feministisk psykiatriske venlighed, når sit udtalte højdepunkt, når hun beretter om den glæde, som "skizofrene" kvinder imødeser fødslen af et barn med:
"Det kan være hjerteskærende for omgivelserne, pårørende og personale, fordi man ved at kvindens forventninger om selv at kunne tage sig af barnet sjældent kan opfyldes."
"Fødslen af et barn ender desværre ofte med den mindst dårlige løsning, nemlig at barnet må fjernes ved fødslen med eller uden moderens tilsagn."
Selvsagt strejfer det ikke den feministisk psykiatriske venlighed at sætte spørgsmålstegn ved en behandling, der fejler, bl.a. OGSÅ, når det kommer til at sætte disse kvinder i stand til selv at tage sig af deres børn, og der således gør en (tvangs)fjernelse til en - kvindevenlig?? - nødvendighed. Senest hér begynder man at undre sig, om denne hjerteskærende kvindevenlighed skyldes dumhed eller kynisme.
Bogen er ærgerlig, ikke mindst også pga. den venlighed, den feministisk psykiatriske, med hvilken der bliver talt om psykiatriserede kvinder. Man bemærke: OM psykiatriserede kvinder, ja, ikke måske MED, nej.
Således bliver der f.eks. ræsonneret over, at "skizofrene" kvinder ifølge statistikerne mere har en hang til pyromane udfoldelser, mens mændene er mere til direkte personskade, når det kommer til vold. Så vidt så godt. Ræsonnementet slutter dog brat med bemærkningen: "Hvorfor det forholder sig sådan [at kvinderne har en hang til ildspåsættelse] (...) er ikke til at forklare" Nej. Og selvfølgeligt foreligger der ikke den ringeste grund til at beskæftige sig nærmere med sagen, for ikke at tale om at spørge en eller flere af disse kvindelige pyromaner efter deres motivation, siden man, når man ikke magter at frigøre sig fra psykiatriens totalitære kraepelinske tankestrukturer, ved hjælp af dens totalitære kraepelinske symptombeskrivelser, som sagt, knivskarpt kan skelne mellem en "eksistentiel problematik" og "sindssygdom". Og selvsagt drejer det sig ved "skizofreni" ikke om en eksistentiel krise, men helt afgjort om meningsløs galskab. Den mest meningsløse og motivationsløse af dem alle.
Alt i alt fejler Karin Garde i det punkt, hvor hun skulle have erkendt oprindelsen af psykiatriens grundlæggende værdier og derved dens samfundsmæssige rolle overfor dens klientel generelt og kvinden i særdeleshed som en total(itær) opdragelses- og straffeinstitution, fordi hun ikke nærmere analyserer, hvorfor psykiatrien ikke interesserer sig for kvinden som kvinde, hvorfor psykiatrien ikke interesserer sig for mennesket som menneske. Hun fejler her, fordi hendes syn er begrænset af selv at være udøvende i denne institution, fordi hun har internaliseret dens værdier, som hun så desperat prøver at give indtryk af, at hun har frigjort sig fra, og fordi hun derigennem heller ikke selv interesserer sig for kvinden som kvinde, mennesket som menneske. Det hun interesserer sig for er køn som kategori, psykisk sygdom som diagnose og (psykiatrisk) behandling som nødvendighed.
Hun forsøger sig med en kvindevenlig og dermed humanitær tilgang til psykiske kriser, men forliser ved sin egen humanistiske utilstrækkelighed. Hun taler om "eksistentielle kriser", som kun en person, der ikke ved hvad en eksistentiel krise er, kan afgrænse mod "psykisk sygdom" som Garde gør det. Ufortrødent og feministisk psykiatrisk forfægtende psykiatriens diagnosticerende og dehumaniserende dogmer.
Den eneste værdi hun sætter spørgsmålstegn ved, er den "40årige, hvide mand". Denne værdi er en lille brik i det store puslespil "psykiatri - samfund - kvinder - historie". Den er ikke andet end et enkelt symptom og som et sådant, som den kategori dette symptom udgør, ikke engang egnet til at definere en 40-årig, hvid mand som den personlighed han er. Lige så lidt som begreber som "hallucination", "vrangforestilling" eller "tvangstanke" er egnede til at definere psykiske kriser som de individuelle eksistensproblematiker de er.
At løfte blikket og se udover symptombehandlingens grænser, er Garde, på trods af lejlighedsvis antydede forsøg, lige så lidt muligt, som det er psykiatrien som sådan muligt. Helheden forsvinder af syne, igen og igen. Psykiatriserede kvinder står før som sidst ikke som integre individuer, frigjort til at definere sig selv, men kvindevenligt perfekt kategoriseret, normeret, reduceret og fremmedgjort af et diagnosticerende, definerende og dehumaniserende "ekspert"syn i ensomheden. Hos Garde mere end hos nogen anden.
Jeg vil berolige Karin Gardes mandlige kollegaer: Karin Garde forråder ikke jeres
"broderskab". Tværtimod: Hun forsvarer, ja cementerer, dets dogmer på eksemparisk vis!
_______________
Relateret:
"Skizofrene mødre"
Opslag
