Her en lille bemærkning, eller to, om sagen angående Jønke. Sagen understreger noget så tydeligt psykiatriens rolle som ordensmagt. Man vil gerne af med Jønke. En for alle gange. Det kan ikke lade sig gøre så længe Jønke må betragtes som et fuldt tilregneligt menneske. Så længe han må betragtes som et sådant, har han ret til at forsvare sine handlinger og blive hørt. Denne (menneske)ret falder bort i det øjeblik, et menneske erklæres for værende "sindssyg". Til gengæld giver en sådan erklæring systemet ret til at kræve forvaring - på ubestemt tid. En sådan erklæring er lig med en domsafsigelse uden forudgående rettergang. Og den dømmende instans er i dette tilfælde ikke det juridiske system, men ordensmagten psykiatri, der ikke dømmer på grundlag af fakta, men på grundlag af subjektive, forudindtagede og ikke beviselige påstande efter mottoet: "Alt hvad du siger kan og vil blive brugt imod dig." Jønke og hans advokat har al grund til bekymring!
Og nej, jeg er ikke tilhænger af vold, og mener helt klart, at Jønke må stå til ansvar for sine handlinger. Men "vold avler vold" hedder det så træffende. Og det gælder for begge sider. At berøve et menneske sin ret til at blive hørt, er et overgreb på dette menneskes fundamentale menneskerettigheder og dermed vold. Helt bortset fra, at en psykiatrisk dom, der erklærer Jønke som værende "sindssyg", fratager ham enhver mulighed til at stå til ansvar for sine handlinger.
onsdag den 20. februar 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar