Til CLG, biopsykolog in spe

Det følgende er del af en debatkommentar, som gestaltede sig lidt problematisk at få sendt, da jeg konsekvent efter 2 minutter blev logget af sitet: DR debat, tråden om hjerneforskning. Dvs. at jeg flere gange sad og skev og skrev og skrev, for så at sende to linier... Den slags problemer har jeg simpelthen ikke tålmodighed til, hvorfor jeg vil lade CLG tilkomme resten af mit svar via denne blog.

Du har ret i, at det kan være og er for mange en lettelse, at kunne give "dårlige gener" skylden. I første omgang i hvert fald. Ved andet øjekast bliver det til en fatal fælde, fordi man ikke ændrer sådan lige på sine gener, dermed er udleveret til dem, mere eller mindre hjælpeløst og afhængigt af behandlingssytemet, og uden selv at kunne gøre andet, end at affinde sig med sin "skæbne": Make the best of a bad job! FULD recovery bliver en by i Rusland.

I sin selvbiografi "Auf der Spur des Morgensterns" siger den tyske psykiatrikritiks Grand Old Lady, og selv psykose- og psykiatrierfaren, Dorothea Buck, at hun godt er klar over, at der findes en del mennesker, der oplever psykofarmaka (og den tilhørende sygdomsteori) som hjælpfulde. "Men", spørger hun videre, "hvad var der sket, hvis disse mennesker, første gang de reagerede med en psykotisk oplevelse på et emotionelt chok eller en eksistentiel krise (sic!), havde fået hjælp til at forstå og integrere denne oplevelse i deres liv, i stedet for at spalte den af fra sig selv som værende ene og alene 'syg'?"

Nej, folk skal bestemt ikke (yderligere) bebrejde sig selv! Men de er nødt til at tage ansvar for sig selv, også for deres "symptomer", deres "sygdom", og erkende, at også disse er dele af dem selv, deres selv. Det er hvad JEG betragter som at "arbejde realistisk med" nej, ikke sin "lidelse", men sig selv og sin problematik.

Er vi virkeligt nået så meget videre? Andet end mht. markedsføringen (og tilsløringen) af idéernes misbrug? Jeg kan ikke se det. Tværtimod. I dag er vi dér, hvor mennesker i krise selv ønsker og opsøger diskrimineringen ved at betegne sig selv som værende "psykisk syg", med en ubalance i hjernekemien og en defekt i generne. Formidabelt! Mht. mortalitet og sterilitet (Nazityskland/T4) henviser jeg her kun til de såkaldte "bivirkninger" af moderne psykofarmaka...

Genetiske årsager til adfærd: "Vi bliver allesammen født med et individuelt forskelligt temperament. Hvordan vi tackler livets udfordringer med dette vores specifikke temperament, er resultat af hvilke redskaber vi har fået med på vejen igennem vores opvækst." FORSKERNES nyeste erkendelse angående adfærd, som gælder "de normale", men åbenbart ikke mennesker i krise. Dobbeltmoral.

Kombination af terapi og psykofarmaka: For mig, ligesom for mange andre, var det af afgørende betydning, at kunne opleve mig selv og mine reaktioner ufiltreret. ALLE psykofarmaka filtrerer, nedsætter et menneskes reaktionsevner, tilslører ens egne reaktioner for en selv. Det er den ønskede effekt. Kombinationen terapi - "medicin" gør en løsning af problematiken meget svært, om ikke umuligt. I en sådan kombination KAN terapi ikke være andet, end en gang opdragelse - til at spise dygtigt sin daglige dosis neuroTOXINER, f.eks.

"A major objection to the use of anti-psychotic drugs in acute crisis situations is that because they are such powerful central nervous system suppressants they may well have the effect of PREVENTING crisis resolution. They are powerful enough to abort a psychological proces, which if supported and understood, would resolve itself in the context of a relationship." -Loren Mosher

Den udbredte anvendelse af terapi i kombination med "medicin" er ansvarlig for, at man i dag påstår, terapi alene ikke kan løse de mere alvorlige problemer. Sært og tankevækkende nok, kunne terapi det før psykofarmaka kom på markedet (1900-tallets "moral treatment"), og kan det stadigt i dag i settings som Soteria, Windhorse, Vestlaplandsmodellen og, f.eks., i min setting. Interessant er hér også, at disse tiltag opnår langt bedre resultater end den danske psykiatri og biopsykologi er i stand til at producere.

Man behandler eksistentielle kriser på stribevis med psykofarmaka: de såkaldte "skizofrene" eksistentielle kriser, f.eks. Jeg vil også give dig ret hér: det ER grotesk!

USA, Danmark, resten af verdenen - psykiatrien og biopsykologien er universelle fænomener. Desværre.

Psykologer udskriver ikke recepter, nej. Men de har en tavshedspligt, der er relativ, og dermed ikke en tavshedspligt som sådan. Hvilket KAN føre til frihedsberøvelse og anden tvang. Et virkeligt tillidsgrundlag! Og: psykologer befinder sig i en magtposition overfor deres klientel, hvilken de kan udnytte til at manipulere klientelet til at tage psykofarmaka.

Og apropos skader, så findes der i andre lande foreninger for "terapiskadede"...

Jeg ville ønske, at du forholdt dig lidt mere kritisk overfor den "viden", du får formidlet via dit studium, at du opsøgte uafhængig, ikke-mainstream-information, og at du, sidst men absolut ikke mindst!, gav dig til at LYTTE TIL DE (ikke kolonialiserede) ERFARNE! "Hvis du vil vide noget, spørg en erfaren, ikke en lærd." -Kinesisk. Men siden du nu åbenbart er så bidt af hjerneforskning, hvorfor så ikke gøre alle mennesker med psykiske problemer en kæmpetjeneste og blive neurolog i stedet for psykolog??

Selv har jeg været meget kritisk, læst diverse kloge afhandlinger og forskningsrapporter (hvilket jeg til stadighed dyrker: kend din fjemde!) , og var faktisk lige ved at hoppe på limpinden. Jeg kunne dog ikke få limpinden på nogen måde til at hænge sammen med MIN EGEN OPLEVELSE og min forståelse af denne. Terapien har bl.a. lært mig, at stole på mig selv, og dermed på MINE EGNE OPLEVELSER.

Nå ja, og her: Antidepresant Studies Unpublished lidt om "effektstudier"... ca. så "effektivt" som Eli Lilly/Zyprexa...