"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

onsdag den 25. juni 2008

"Psykoser" - hjernesygdom eller spirituel krise?

Sean fra Bipolar or Waking Up?! har i går lagt endnu en af hans fantastiske videoer på YouTube.

I videoen, som kan ses forneden, ser han sammenfattende på den research omkring "manier" og "psykoser" generelt, han har været i gang med igennem det seneste år.

Sean har bl.a. beskæftiget sig nærmere med John Weir Perry's og Loren Mosher's tilgange til "psykoser", og holdt dem, samt en hel række personlige fortællinger fra folk som har oplevet "psykoser", op mod psykiatriens forklaring på fænomenet som værende en hjernesygdom.

Sean's konklusion er, at det systemet kalder for "manier" eller "psykoser", er et forsøg på, at bearbejde og integrere traumatiske oplevelser. Han siger i videoen, at han har mødt så godt som ingen, der har været "manisk"/"psykotisk", som ikke havde en historie med enten fysisk og/eller verbal/psykologisk misbrugende forældre.

"Manier"/"psykoser" er de sindstilstande, der opstår, når alle de ubevidste indhold, som man ikke kunne rumme i sin bevidsthed, pga. en svaghed i ens forsvarsmekanismer mod dette utålelige og usigelige (f.eks. forårsaget af stress), oversvømmer bevidstheden, som Dorothea Buck siger det i sin bog Auf der Spur des Morgensterns. Eller, som Sean siger det i videoen: når man pga. en udløsende faktor (som stress) bliver kastet ud i sit eget ubevidste, i alle de utålelige, usigelige ubevidste indhold.

Det er en meget voldsom og skræmmende oplevelse, både for éns omgivelser og for én selv. Især hvis man ikke forstår, hvad der sker. Og angst fører som bekendt til vrede. Den vrede, den aggression, man som "psykotisk" i reglen bliver mødt med i systemet.

Ligesom det er en sandhed, at angst fører til vrede, så er det en sandhed, at man styrker det, man kæmper imod. Nogle steder i systemet er man, i begrænset omfang, ved at forstå det. "Acceptance and Commitment Therapy" er et resultat af, at denne forståelse er ved at vinde frem. Ligesom det tiltagende fokus på stemmehøring som noget meningsfullt. Der er dog lang vej endnu fra acceptancen af enkelte "symptomer" til acceptancen af "psykosen" i sin helhed som noget meningsfuldt, og indeholdende et stort healende potentiale. Til stadighed er systemets overordnede reaktion på en krise, at ville afbryde, at bekæmpe og undertrykke denne healende, "åndelige" som Sean kalder den, proces, koste det, hvad det ville. Med det resultat, at krisens healende effekt bekæmpes og undertrykkes, og recovery altså ikke opnås.

Sean citerer i videoen Dr. David Lukoff, som siger at den mest konstruktive måde at håndtere en "psykotisk" krise på, er at overgive sig (surrender) til den. Men at kunne overgive sig til den, og udnytte krisens, "psykosens", healende potentiale kræver, at systemet bevæger sig væk fra sygdomsmodellen, og tilbyder indfølende og nærværende støtte og vejledning igennem krisen, i stedet for aggressiv kamp og undertrykkelse af den. Sådan som John Weir Perry gjorde på Diabasis, og Loren Mosher i Soteria House.

Hér er Sean's video:

6 kommentarer:

Pia Qu sagde ...

Dine nyheder og informationer er utroligt spændende og jeg læser dien blogs med stor interesse! Særligt denne er interessant da jeg selv har været diagnosticeret skizofren mm., - og har præcis de samme erfaringer, omend jeg måtte igennem det uden støtte.
I dag har jeg det fint og tror jeg stort set har mere sund psyke end de fleste andre "normale" :)
Det er ærgerligt der ikke er flere der læser dine nyheder her og kommer tilbagemed nogle meldinger. Desværre er der nok for få der interesserer sig for det her i Danmark.
Men jeg skal forsøge at gøre mit bedste for at promovere din blog så der er mange flere der får glæde af den.
Bliv ved med det du gør, for du gør det saftsuseme godt!

Kh Pia

Marian sagde ...

Tak Pia! Ja, jeg ved ikke, hvor mange der egentligt kigger forbi hér. Men jeg kender i hvert fald en tre, fire stykker, der gør uden at kommentere hér på bloggen. For nogle er det en anelse for "offentligt" at gøre det, selv om man jo sagtens kan være anonym. Jeg har nu fuld forståelse for det, siden det også tog mig noget overvindelse, at begynde og kommentere på blogs. For ikke at tale om at blogge selv.

Mht. Sean's video: den burde være pligt"lekture", ikke bare for alle, der selv bikser med eksistentielle/spirituelle kriser, men især også for alle, der ønsker at arbejde med at hjælpe de førstnævnte, eller på anden måde er involveret (pårørende, venner etc.)! Men det burde Laing, Grof, Perry, Mosher etc. nu også være. Jeg kom til at nævne Laing for min terapeut en gang. Reaktion sådan ca.: Laing...? Nåhhhr, jo, vent lige, der var noget, navnet lød lidt bekendt... Tja, jeg kan vist godt spare mig enhver videregående kommentar. Eller vent, måske lige den hér: tragisk!!!

tosommerfugle sagde ...

Fra min egen blog har jeg den oplevelse at lidt tunge emner ofte ikke giver anledning til at læserne kommenterer. De ser et synspunkt, bliver måske påvirket af det, men debatten er meget bredere end en blog som giver sit bidrag til den.

Konkret har jeg statistikker der viser at Google giver en jævn strøm af læsere til gamle indlæg, men det er meget, meget sjældent at de skriver kommentarer. Og det er ok.

Faste læsere er ofte nogen som er mere eller mindre enige, og så er der ligesom ikke så megen anledning til at kommentere, især når sigtet med en blog ikke er socialt. Men det er næsten kun faste læsere, der kommenterer.

Jeg oplever at det giver flere besøgende hvis jeg tænker lidt på at få de rette nøgleord med, især i overskrifter. Det giver føde til Google indeksering, og bedre placeringer.

Marian sagde ...

Det er vist med blogs lidt som med fjernren: de fleste besøgende vil først og fremst underholdes (læse om dyrkning af stauder og trimning af græsplænen, hvor folk lige har tilbragt deres ferie, hvilken af de senest udkomne romaner de anbefaler, og hvordan man tilbereder sushi). Det er i hvert fald blogs, der primært beskæftiger sig med den slags, der ligger top ti på technorati o.lign.

Jeg tror, man begynder først at (kigge efter og) læse noget så specifikt om psykiatri og livskriser som denne hér blog, efter/når man har haft det meget tæt ind på livet selv. Og man bliver kun hængende hér, hvis man kan klare mosten. Tag f.eks. Sean's video: hvis jeg sad derude et eller andet sted, de seneste 20 år af mit liv igennem på førtidspension og "vedligeholdelsesmedicineret" med både det ene, det andet og det tredje, og så den video, så ville jeg nok blive noget så bitter på systemet, og måske også på mig selv (fordi jeg ikke gjorde oprør). Og jeg ville også blive meget usikker, fordi: hvis det passer, hvad skal jeg så gøre nu?? Så gør det meget mindre ondt, og føles meget mere trygt, at fortrænge og fornægte (og altså skynde sig væk fra denne blog for aldrig at vende tilbage).

Hvis der er noget, folk med eksistentielle problemer ikke så godt kan klare, så er det usikkerhedsfaktorer i tilværelsen. Især hvis de går "to the core", og rusker ved éns selv- og verdensbilledes fundament. Forståeligt.

tosommerfugle sagde ...

Ingen tvivl om at underholdning er meget mere populært end holdninger. Af og til kan det kombineres. Søndag skrev jeg jo om en supermodels selvmord. Det har givet en flok læsere. Jeg tror at de fleste søgte underholdning og billeder af hende. Så fik de "desværre" lidt holdning med, også ;-)

Enig i at en der har "investeret sit liv" i én model (fra den ene eller anden side) kan have svært ved at kapere en modsat tankegang, som den du kommer med. Jeg kunne forestille mig at nogen som ikke allerede selv har taget hul på tankegangen, vil være svær at fænge......

Marian sagde ...

Jeg var også lige forbi :) Men det er jeg alligevel med jævne mellemrum. Så, det var ikke via en google-search. Og: jeg afleverede ingen kommentar, fordi jeg bare var sååå enig...

Du har sikkert helt ret, når du siger, at folk som ikke allerede tænker lidt i de baner, er svære at fænge. Men så er vi henne ved, hvad formålet egentligt er med éns blog. Ét af mine formål er selvfølgeligt, at få dem til at tænke sig om, der gider det. Og, klart, jo flere, jo bedre. Men jeg ved nu også, at man ikke kan tvinge nogen til sin lykke. Så, fred være med dem, der ikke gider.

Et andet, dog "beslægtet", formål, er simpelthen at informere. Utrolig meget info findes jo faktisk ikke på dansk. Så var der for noget tid siden for eksempel én, der sagde til mig: "Jamen, hvis der fandtes brugbare alternativer til medicin, så ville de vel tilbyde dem." Hvilket vidner om en ret så stor uvidenhed. Og, de facto, ser man sig omkring på danske sites, så vil man lede forgæves efter navne som Mosher, Podvoll eller Perry. Det hele står og falder hér i landet med Vestlaplandsmodellen. Og den kan vi jo ikke rigtigt bruge til noget hér, pga. de anderledes forhold, sammenlignet med Vestlapland. Siger "eksperterne" (og bævrer af frygt, fordi der er nogle politikere, som mægtig godt kan lide Vestlaplandsmodellen...)

Det nok vigtigste for mig er dog, at, da jeg selv gik og ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle tro, fandt jeg mine tvivl på mainstreamens holdninger bekræftet bl.a. via blogs som denne hér. Det var blogs (og sites) som denne hér, der fik mig overbevist om noget andet, end at jeg havde én eller anden uhelbredelig hjernesygdom, der ville begrænse mig i mine muligheder resten af mit liv. Og det var faktisk ret afgørende, at få det bekræftet. Så, hvis det hér bare kan bevare ét menneske fra at gå i fælden, så var det det værd.