Genetik eller eugenik?

I sin artikel om Thomas Werges foredrag skriver Inger-Liss Christoffersen:

"Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden."

Hvad jeg hertil lige umiddelbart kan finde på nettet, er denne artikel i JyllandsPosten, indeholdende nogle kritiske udtalelser fra Birgit Petersson, psykiater og medlem af abortankenævnet, og denne artikel i Kristeligt Dagblad, der bl.a. citerer Knud Kristensen, næstformand i Sind. Hvor den i Inger-Liss Christoffersens artikel omtalte JyllandsPosten-artikel gemmer sig - who knows.

Anyhow. Det interessante er, at Inger-Liss Christoffersen taler om misforståelser, og at jeg desuden også har hørt en fugl synge, at Thomas Werge selv mener, han blev misforstået, ja endda forkert citeret. Jeg går ud fra, at det ved det angiveligt forkerte citat drejer sig hovedsagligt om følgende udtalelse:

"Det [muligheden for at screene fostre for de angiveligt for "skizofreni" ansvarlige kromosomforandringer, og for abort i tilfælde af at forandringerne er tilstede] kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme."

Denne udtalelse af Thomas Werge bliver stort set gennemgående citeret af alle danske medier sidste efterår. Selv har jeg svært ved at se, hvordan udtalelsen kan misforstås. Den fremstår meget klart og tydeligt for mig mht. sin betydning. Hvordan ellers end ved "frasortering i fosterstadiet" skulle man kunne "begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme"? Og hvad en eventuel fejlcitering angår, så virker det mildest talt utroværdigt på mig, at man ikke omgående forlanger et dementi af pressen, især når den angivelige fejlcitering er så omfangsrig, som i det hér tilfælde, og altså omfatter næsten alle de store danske medier. Og siden der ikke nogen steder bliver dementeret, må man vist gå ud fra, at der hverken er blevet misforstået eller fejlciteret noget som helst hér.

Så, ja, Thomas Werge mener vist, hvad han siger. Mens han, vanen tro, ikke fejler i at pakke hele sin eugeniske tankegang ind, så den fremstår som den rene medmenneskelighed: alt hvad han ønsker, er jo bare at spare mennesker, at skulle opleve "skizofreni", denne rædselsfulde sygdom, der er ansvarligt for så frygtelig lidelse. Det er hér, vi finder double bind'en, den obligatoriske når det kommer til Thomas Werge. Rædselsfuld og frygtelig er "skizofreni" først og fremst for omgivelserne. I hvert fald for omgivelser, der ikke ønsker, at blive konfronteret med deres egen rædselsfulde og frygtelige dysfunktionalitet.

For den, der oplever "skizofreni", er denne oplevelse som udgangspunkt ikke en "alvorlig sygdom", der skal bekæmpes med alle midler - om det så er, at man altså er nødt til at dræbe personen, der oplever den, selv (hvilket den nuværende "behandling" jo gør, før eller siden, og hvilket vi i fremtiden måske kan gøre allerede i fosterstadiet) - men derimod ofte det "største", det mest betydningsfulde, der nogensinde er sket for vedkommende. Overvældende og skræmmende stort og betydningsfuldt, ja, og forvirrende ud over alle grænser, men stadigt stort og betydningsfuldt. Og for den, der får hjælp til at forstå betydningen af sin "skizofreni", bliver det, der i starten var intuition til vished.

Det er jo ikke bare sådan, som Knud Kristensen siger, at nogle "er i stand til at leve et fornuftigt liv" med "skizofreni", altså forstået som sygdom. Men der findes jo faktisk en del mennesker med et "skizofreni"-stempel, der enten aldrig har set sig selv som værende syg, lidende af en biologisk hjernesygdom, eller der har fået hjælp til at frigøre sig fra psykiatriens definitioner af deres oplevelse og dem selv, og således til at finde tilbage til sig selv, og der derfor har kunnet bruge deres krise konstruktivt til at opnå større bevidsthed. Både om sig selv og verdenen.

Så, når også Morten Kvist fra Det Etiske Råd taler om "alvorlig sygdom", så er spørgsmålet, om det egentligt er etisk forsvarligt, at bruge denne, psykiatriens, definition, når den nu står i så grel kontrast til hvordan mennesker, der ikke blev indoktrineret af psykiatrien til at tro på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, respektive mennesker, der har fået hjælp til at frigøre sig fra denne indoktrination, definerer deres oplevelse. Hvad giver både Thomas Werge, Knud Kristensen og, især, Morten Kvist ret til at definere andre menneskers oplevelser for dem? Hvad giver disse personer ret til at definere andre mennesker? Det kan ikke være videnskaben, for videnskaben har indtil videre, og uanset hvad der måtte påstås, ikke formået, at bevise, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Så, det eneste, der kunne give de nævnte personer (såvel som psykiatrien og samfundet i sin helhed) ret til at postulere deres definitioner som de eneste sande, er tro. Er det etisk forsvarligt, at dræbe, enten, som det gøres i dag, langsomt og nærmest umærkeligt, igennem det, der kaldes for "behandling", eller i fremtiden måske endda før mennesker overhovedet har fået den mindste chance for at frigøre sig, definere sig selv, og finde frem til den enorme kreative og konstruktive kraft, der ligger i det, der kaldes for "skizofreni", på grundlag af, hvad der ikke er andet, end ren og skær tro?

Nu prøver Thomas Werge ikke bare at sælge os sine eugeniske idéer ved at sige, at muligheden for screening og eventuel abort ville spare mennesker, at skulle gå igennem en krise, som han mangler ethvert bevis for, at den faktisk repræsenterer en alvorlig sygdom, og altså ikke en helt naturlig, menneskelig reaktion på traumatisering, og dertil en enestående mulighed for personlig vækst og udvikling. Nej, han synes også, at det jo er så synd for alle de "skizofrene", der måske ønsker sig et barn, men ikke tør, at få børn, fordi de er bange for, at barnet arver "skizofrenien". Jaha.

Som sagt i et tidligere indlæg, synes jeg egentligt, at man måske gør bedst i, at holde sig fra at få børn, hvis man har købt den biologiske model, og altså næppe har bevidstgjort og bearbejdet sine traumer. For, dem giver man i så fald med nærmest 100% sikkerhed videre til sine børn, og om disse nu er født med kromosomforandringer, eller ej, så vil de nok reagere. Med den ene eller anden form for "psykisk sygdom". Også på det genetiske plan.

Den anden side af sagen er, at også det, at indbilde folk, deres eksistentielle lidelse er absolut meningsløs hjernesygdom, uden at man har beviser for påstandens korrekthed, og så foregive, at man jo bare vil være til hjælp, er en gedigen double bind.

Vil man virkeligt være til hjælp, lægger man, taget både forskningens stand og ikke mindst også personlige erfaringer (Kerstin Kempker er mor til to; ingen af dem er "psykisk syg") i betragtning, slet ikke ud med, at indbilde folk historier om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, men respekterer deres egen oplevelse af dem selv. Ubetinget. Men det er selvfølgeligt netop det, psykiatrien aldrig har gjort, og sandsynligvis aldrig vil gøre, siden den blev etableret alene for at kunne ugyldigerklære folks egen oplevelse af dem selv. Hver og én psykiatrisk diagnose er således en ugyldigerklæring (patologisering) af folks egen oplevelse af dem selv. Og ikke andet.

Et par andre eksempler på netop denne form for double bind finder man iøvrigt i Karin Gardes bog Køn, psykisk sygdom og behandling, der jo bl.a. udmærker sig ved en total ignorance overfor alternative tilgange som Lilla Sachses "Biotop Mosbach", og, helt aktuelt, i både Bertel Haarders og Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersens udtalelser om hvor angiveligt "etisk og moralsk forkert" det er, at behandle psykiatrisk stemplede mennesker ligeværdigt - mens det er netop den invalidiserende "behandling", politikerne, inklusive Bertel Haarder og Morten Andersen, mener, må være den alene rigtige for psykiatrisk stemplede mennesker, der er årsag til, hvis forældreparret "aldrig bliver i stand til at tage vare på" deres barn. - Og ja, selvfølgeligt må også de i kølvandet på denne sag varslede lovændringer betegnes som eugeniske tiltag, sneget ind ad bagdøren, og forklædt som den rene næstekærlighed. Ifølge psykiatriens definition er "skizofreni" jo en kronisk sygdom, og alle dem, der er kommet igennem og ud af deres eksistentielle krise, har vel bare været fejldiagnosticeret, eller også så skal de bare vente og se, "sygdommen" er kun i "remission". Den skal nok vende frygteligt tilbage en skøn dag!... Og siden ingen kan vide, om stemplet var forkert, eller om "sygdommen" bare er i "remission", så må vi vist hellere lade være med, at give nogen med "skizofreni" stemplede mennesker overhovedet lov til kunstig befrugtning, ikke? Ligegyldigt, hvor "symptom"frie, selvforsørgende, og uafhængige af systemet de måtte være.

Hm. Jeg foreslår at droppe de rørstrømske floskler om hvor synd det er for forældrene (og barnet). Troværdig er de alligevel ikke, så længe man samtidigt med at flittigt gøre brug af dem, nægter psykiatrisk stemplede mennesker virkelig hjælp. Det eneste, der virker nogenlunde troværdigt hér, er Morten Andersens suk over, at sagen kommer til at "belaste os [Nordfyns Kommune] hårdt" økonomisk. Men også denne hårde, økonomiske belastning kunne man jo være foruden, hvis man tilbød virkelig hjælp. Dog kunne man så selvfølgeligt ikke længere misbruge "de psykisk syge" som syndebukke, og projicere de egne traumer i denne befolkningsgruppe.

Diagnosespecifik diskriminering

"I krisen har vi brug for at tale eksistens" - men kun, når krisen af "eksperterne" er stemplet med "depression", "angst" eller, simpelthen, "eksistentiel krise". I hvert fald ifølge Jørgen Due Madsen, grundlæggeren af Center for Psykiatri og Eksistens, der i Kristeligt Dagbladets artikel også citeres: "Oftest behandles depression med medicin og forhåbentligt kognitiv terapi, men det er også vigtigt at tale med den deprimerede om, hvad vedkommende skal lære af sin depression." Fuldstændigt ligegyldigt er det åbenbart, når det kriseramte menneske er stemplet med "skizofreni", eller "psykose" sådan i al almindelighed. Ligesom det er helt uhørt, at "folk, som får en depression, kommer ind på en afdeling sammen med skizofrene og andre psykoser." De sidstnævnte har jo kun godt af at blive zombificeret, og så lige hjernevasket lidt med kognitiv adfærdsdressur: "Husk at tage dine piller!" Men den slags kan vi altså ikke være bekendt overfor de deprimerede. De er trods alt stadigt også mennesker.

Således er det en "ressource", når de deprimerede mennesker "[begynder] at bede den gamle aftenbøn, som deres mor lærte dem for tredive år siden", mens det vist må betegnes som den rene galimatias (som i "meningsløs hjernesygdom"), når en "psykose" (interessant reducering af mennesker til intet andet end deres stempel) hører Gud tale til sig. Ja, for det er kendetegnende for mennesker, "at vi tænker over livet, og især når vi kommer i krise." Mens de dér gendefekte, transmitterstofubalancerede, tankeforstyrrede "skizofrene og andre psykoser", som ikke værende helt mennesker, men altså "skizofrene" respektive "psykoser", selvfølgeligt ikke tænker over noget som helst, og da slet ikke over livet. Det skal man jo være menneske for at kunne gøre. Ikke en sygdom.

"If you talk to God, you are praying; If God talks to you, you have schizophrenia." -Thomas Szasz.

Bottom line: religiøsitet (at anerkende og underordne sig en ekstern autoritet, Gud) er en ressource, spiritualitet (at erkende sit eget værens natur, "Gud") er et symptom på meningsløs hjernesygdom.

Offret

Introen til og et par klip fra Andrei Tarkovsky's Offret:







"Vi är helt enkelt blinda. Vi ser ingenting."

Med tak til Abysmal Musings. Synchronicity? Og en association: "Det er synd om människorna." - August Strindberg, Ett drömspel.

J.S. Bach, "Erbarme dich mein Gott" med Julia Hamari i fuld længde her. "Out of this world", eller guddommeligt, ja.

Normal Life Sucks! - Et anderledes syn på "psykisk sygdom"

Her en reposting af Sean Blackwell's video Why We're Bipolar: Normal Life Sucks!, denne gang med oversættelse af teksten nedenunder videoen.



Det kaldes for "bipolar lidelse", en kronisk, psykisk sygdom, forårsaget af en kemisk ubalance. Men det er ikke hvad det føles som, når du er bipolar. Nej, for de fleste føles det meget mere som "Jeg kan ikke være mig"-lidelse.

Alle andre virker glade, går i skole, på arbejde, har det sjovt, er populære og successrige. Hvorfor ikke dig? Hvorfor kan du ikke finde din lykke?

Måske har du alligevel et problem med din hjerne. Eller har du?

Måske er du slet ikke i stykker. Måske er verdenen bare ikke klar til én som dig. Én der oplever livet med en ekstra tand intensitet. Én der sandsynligvis har haft mere end sin andel af lidelse i en temmelig ung alder. Én der har svært ved at håndtere, hvor falsk og bedragerisk den virkelige verden virkeligt er.

Men hvad er virkeligt? Som det viser sig, er vores virkelighed ikke tilnærmelsesvis så virkelig som vi tror den er. Ifølge kvantefysikken er livet faktisk en del mere som "The Matrix", end de fleste af os nogensinde har været klar over.

Men, i modsætning til Neo, er det fængsel, vi er fanget i, ikke styret af onde maskiner. I vores tilfælde er murene af vores fængsel intet andet end vores eget ego. Og det er dit ego, der dikterer din virkelighed og din identitet. Med andre ord: fængslet er i dit sind.

Hvad nøjagtigt et ego er, er et stort debatemne. For bare nogle få tiår siden var vestlige psykologer enige om, at egoet er hvem du er, og at psykologernes opgave er, at hjælpe dig til at udvikle dit sunde ego, så at du kan fungere i det virkelige. Og med det virkelige mener jeg den materielle verden.

Men med start i 1960erne begyndte nogle radikale tænkere som Harvard-psykologerne Timothy Leary og Richard Alpert at se på vores ego ud fra en ældre, mystisk, spirituel vinkel. Hvorfor? Fordi de selv havde mystiske oplevelser. De eksperimenterede med hallucinogene stoffer.

Timothy Leary siger: "Jeg har lært mere om min hjerne under de fem timer, hvor jeg var på magiske svampe, end jeg havde lært i de foregående femten år, hvor jeg studerede og forskede i psykologi."

Dr. Richard Alpert blev så fascineret af sin LSD-oplevelse, at han tog på en spirituel færd til Indien. Dér fik han navnet Ram Dass af en enlightened guru, og efter han kom tilbage fra Indien, blev han en af de store spirituelle lærere i 1970erne.

Personligt har jeg aldrig haft oplevelser med hallucinogene eller, for den sags skyld, nogen andre stoffer, og jeg anbefaler dem ikke.

Men det er dog også tydeligt, at det at tage stofferne, har hjulpet Timothy Leary og Richard Alpert til at forstå, hvordan sindet fungerer. Og den store indsigt, de havde med hensyn til vores sind er, at egoet ikke er hvem vi er. Fordi vi under indflydelse af disse stoffer mister vores ego. Mens vi dog på en eller anden måde stadig er der.

Så, i modsætning af hvad Freud antog, er vores ego ikke hvem vi er. Vores ego er hvem vi tror vi er, men hvem vi ikke er. Det er vores falske selv. Og det er dette falske selv, der definerer og afgrænser ikke bare vores virkelighed, men også vores identitet. Faktisk er vores alles opfattelse af hvad der er virkeligt og muligt meget mere begrænset, end nogen af os kan forestille sig. Fordi vores egoer hindrer os i at se os selv og vores virkelighed på nogen anden måde.

Så, med andre ord, vores egoer er bogstaveligt talt illusioner, som vi lever i, der begrænser vores virkelighed. Og med det sagt er spørgsmålet: Hvis egoet er en illusion, hvorfor har vi behov for det, hvorfor er det vigtigt for os?

En god analogi er at se på verdenen. Okay, her er den virkelige verden. Men det er ikke som vi ser verdenen. Vi ser verdenen mere som det hér, kortet, kortet med landene. Og alle disse lande har grænser. Disse grænser er, hvad der adskiller mig fra dig, Canada fra USA, Frankrig fra Tyskland osv. Og mens grænserne mellem landene er illusioner, er de på en måde også absolut nødvendige. For, hvis de blev afskaffede i dag, ville vores verden gå ind i et totalt kaos.

På samme måde, som verdenen ville gå i kaos uden landegrænser, går vi i et slags kaos uden vores egoer. Uden vores egoer, der afgrænser og beskytter os, bliver vi som en drage uden snor, flyver højt, men helt uden jordforbindelse, og i fare.

I psykiatrien betegnes denne sindstilstand som akut psykose. Og det er igennem at være i akut psykose, at vores sande selv, vores sjæl befries fra det materielle virkelighedsniveau.

Sjælen er en vidunderlig ting. Så forbundet med Gud, at når du er inde i en psykose under en manisk episode, kan du føle, du er Gud selv, eller Jesus, eller Buddha, eller en anden spirituel figur. Faktisk sigter sjælen kun mod, at udfolde sig helt frit, uden egoets beskyttelse.

Så, set ud fra dette perspektiv, snarere end at der er tale om en psykisk sygdom, kan vi se det som f.eks. en voldsom kamp, der foregår i psyken. Mellem sjælen, der gerne vil være fri, helt fri til at udtrykke sig selv på alle måder, og egoet, der prøver at undertrykke al sjæleligt udtryk og alle emotioner, som det dømmer som værende en trussel mod kroppens overlevelse. Når, i denne slåskamp, sjælen overvinder egoet, så er vi i en tilstand af mani, eller akut psykose. Når egoet helt vinder over sjælen, går vi ind i en tilstand af depression.

Det er denne uløste konflikt mellem egoet og sjælen, der er grunden til det stemningsskiften, der optræder i bipolar lidelse. Så længe konflikten er på gang, vil vi bevæge os frem og tilbage mellem mani og depression. Denne slåskamp fortsætter indtil den kommer til en korrekt ende. Den ende, medikamenterne frembringer, er for hurtigt. Fordi, hvad psykofarmaka gør, er at de i grund og bund sløver din krops kemi, så at egoet igen kan tage kontrol over situationen og holde styr over sjælen. Når det sker, betragtes det som værende normalt igen, og du kan fungere i den daglige virkelighed.

Men som vi alle ved, så går folk tit fra mani til depression uden flere medikamenter, da, når først egoet har fuld kontrol, sjælen kun har meget lidt plads til at vokse og udvikle sig, og som resultat begynder den at føle sig død. Når først man er på antipsykotiske medikamenter, virker virkelighedens begrænsende mure endnu større og monumentale end før.

Ironisk nok, kan de såkaldte hallucinogene stoffer som LSD-25, eller de organiske, magiske svampe, ayahuasca, og selv af og til marijuana, have den modsatte effekt.

Dog ikke som du ville forvente. Stofferne blev kaldt for hallucinogener, fordi læger antog at det var stofferne selv, der leverede hallucinationerne, følelserne af eufori osv. Det er dog ikke det de gør. Hvad de gør er at de forårsager et sammenbrud, et tidsbegrænset sammenbrud af egoets funktion. Mens hallucinationerne og vrangforestillingerne og visionerne af engle og følelserne af at være Gud, alle kommer inde fra dig selv af. De er oplevelser inde i dig selv, der endeligt frigives, nu, hvor egoet er brudt sammen.

For alle, der er bipolare, eller skizofrene, eller også helt normale, skulle denne kamp mellem sjælens sande selv og egoets falske selv være helt nemt at forstå. Jeg mener, hver eneste dag i vores normale liv er der ting, vi gerne ville sige, gøre, eller opleve, som vi ikke siger, gør, eller oplever. Ganske enkelt fordi vi er bange. Og bange er vi, fordi vi tidligt i livet har lært, at det er meget nemmere at klare livet, når man tilpasser sig andres forventninger til én, end når man er den, man virkeligt er.

Det kan altsammens være fint, når du er et lille barn, der skal lære at opføre sig ordentligt. Men hvis du fortsætter med at leve et liv i total tilpassethed, vil du før eller siden opdage dig selv leve et helt dødt liv. Du vil ikke føle dig i live i dit eget liv. På denne måde er vi alle undertrykte, er vi alle splittede. Ikke bare de mennesker, der er bipolare, men stort set alle andre mennesker på denne planet også.

Min yndlingsguru Osho tilbragte hele sit liv med at forsøge at hele denne splittelse hos helt normale mennesker. Og her er, hvad han siger om vor tids normale liv:

"Indtil i dag har vi ikke været i stand til at skabe virkelige mennesker. I stedet for har vi lavet humanoider. En humanoid er én, der ser ud som et menneske, men der er yderst udfordret. Han er splittet, fordi han er halv. Han er altid anspændt, og han kan ikke være lykkelig. Andre kører hans liv for ham. Forældrene, lærerne, lederne, præsterne. De har alle taget hans beslutsomhed fra ham.De afgør, de bestemmer. Han følger bare.

Humanoiden er en slave. Kun et færdigudviklet træ vil blomstre. Og mennesket har stadigt sin blomstring tilgode.

Det nye menneske vil være jordnært og guddommeligt, verdsligt og ikke-verdsligt. Det vil leve uden indre splittelse. Uden at blive splittet. Det vil transcendere dualiteten. Det vil ikke være skizofrent. Og med det nye menneske vil der opstå en ny verden. Fordi det nye menneske vil opfatte på en kvalitativ anderledes måde.

Lige nu er det nye menneske dømt til at være en tavs minoritet. Men det fører med sig en ny kultur, et nyt frø.

Vi har brug for en ny menneskehed i hvilken tro og videnskab bliver til to aspekter af ét menneske. Og kunsten vil være broen.

Det er derfor jeg siger, det nye menneske vil være en mystiker, en poet, og en videnskabsmand samtidigt.

Det vil være mystiker, fordi det vil føle Guds nærvær. Det vil være poet, fordi det vil fejre dette nærvær. Og det vil være videnskabsmand, fordi det vil søge ind i hans nærvær ved videnskabelig metodik.

Og når mennesket bliver alle disse tre ting samtidigt, bliver mennesket hel. Og for at skabe det nye menneske, må du starte med dig selv."

Så, når man ser på verdenen gennem Osho's øjne, er det ganske logisk, at den eneste lidelse i bipolar lidelse er den lidelse det er, at leve det falske, normale hverdagsliv. Så, næste gang, du finder dig selv tænkende "Jeg kan ikke være mig", vil du måske gå lidt tilbage, og spørge dig, hvem du er.
_______________

"Jeg har ikke brug for stoffer. Jeg klarer det helt uden," bemærkede jeg en gang angående det, at få sat mit ego mere eller mindre ud af spil og på denne måde komme i direkte kontakt med mit under- og ubevidste. Forskellen mellem et LSD- eller svampetrip - og det skal lige siges, at også intensiv meditation kan give et lignende resultat - og psykosen er, at det første som regel er planlagt, bevidst fremkaldt, med egoets godkendelse, så at sige, mens det sidste er ubevidst fremkaldt, som regel mod egoets udtalte ønske. Hvilket kan gøre det til en meget blandet fornøjelse.

En kritisk kommentar til videoen: Det kan virke som om personer, der oplever ekstreme sindstilstande (psykoser), ifølge den her tolkning er noget "specielt", "de udvalgte", og det kan jo også godt føles sådan for én selv, når man oplever en sådan sindstilstand - jf. forestillingen om at man er Gud, Jesus, Buddha, etc. Det er dog ikke person(a)en, det pågældende ego ved navn "Sean", eller "Marian", eller hvem/hvad det måtte være, der er "frelseren". Det er den øgede bevidsthed, sindstilstanden kan føre til, der er det. Og den har alle potentiale til at opnå. Så, der er ikke noget elitært, esoterisk over det - ja, altså medmindre man nu absolut vil have, at "psykisk sygdom" skal være genetisk betinget, medmindre man absolut vil betragte "de bipolare", "de skizofrene" osv. som biologisk, genetisk grundlæggende forskellige fra "de normale" - selv om videoen på dette punkt forbliver lidt uklar.

Civilisationens normer og værdier. Mere om Benedikte Volfing, Abdulle Ahmed og "skizofreni", og noget om recovery

I forlængelse af mit foregående indlæg her på bloggen, kom jeg som hver gang, når jeg ser mig konfronteret med vores samfunds, kulturs, civilisations fundamentalt udnyttende og misbrugende brutalitet, til at tænke på recovery.

"Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Modstand mod hvad? vil nogle undrende spørge. Modstand mod svigt og bedrag, mod uretfærdighed og uopfyldelige krav, mod at blive trådt på og ladt i stikken, igen og igen og igen. Mod ikke at blive anerkendt som den personlighed man er, med den realitet man lever i," skrev jeg i et indlæg om tvang i psykiatrien til LAP's medlemsblad nr. 4/2007.

Enhver form for tvang er et overgreb, et magt-/misbrug, en udnyttelse, en brutalitet:

"Jeg ser det sådan, at mindst af alle mennesker er det de mest forstyrrede, der kan klare medicinsk indtrængen i deres liv. Det er ligesom det omvendte af hvad psykiatrien siger. Nogle gange laver jeg sjov og siger, hvis du vil medicinere nogen, så medicinér en magtfuld advokat, der manipulerer sin familie og mishandler sin kone, og måske giver det noget, at bremse ham lidt ned, du ved. Okay. Jeg mener det selvfølgeligt ikke rigtigt. Men det sidste menneske, som du vil medicinere eller fortælle, at hun har en biologisk sygdom, er en syttenårig pige, der ikke ved om hun er Jomfru Maria eller prostitueret, om hun er god eller ond, om hendes mor har en hale og hendes far har horn, og der er skrækslagen og angst. Dette menneske trænger til så meget nænsomhed og tålmodighed og forståelse og nærvær. Dette menneske trænger virkeligt til omsorg, i ordets alle betydninger. Det vi gør i stedet for, er at vi brutalt mishandler de mest sårbare mennesker." -Peter Breggin i Take These Broken Wings, adspurgt om sin mening angånde den gængse "hjælp", folk udsættes for i det psykiatriske system.

Den sidste sætning i Breggin's udtalelse har mange lag. De fleste bliver i deres overvejelser over hvorfor psykiatrien holder så urokkeligt fast ved den biologiske model i form af dopamin-teorien - der i øvrigt selv af sin "opfinder", den svenske farmakolog Arvid Carlsson allerede i 1992 blev forkastet, og der i dag af de fleste forskere betegnes som utroværdig, da man på intet tidspunkt har været i stand til at påvise en ubalance i dopaminstofskiftet hos mennesker i krise - hængende i en direkte økonomisk forklaring: det må være farmaindustriens - og fagfolkenes - hensynsløse jagt efter monetær profit, der lader dem fortsætte med at fremstille dopaminteorien som et bevist faktum i offentligheden. Kun på den måde kan man blive ved med at sælge folk stoffer, der påviseligt har en indflydelse på dopaminstofskiftet, som medicin.

Spørgsmålet er imidlertid i mine øjne, hvad der kan få folk til at endda gå over lig, bare for at rage størst mulig monetær profit til sig. Betyder penge virkeligt så meget mere end menneskeliv? Og, selv om det er sådan med hensyn til storkapitalen (farmakoncernerne), så er det vel helt anderledes for dem, der befinder sig noget længere nede i den økonomiske hakorden, for mennesker med et intakt, civiliseret norm- og værdisystem, med en intakt, civiliseret moral, for dem, der ikke er blevet offer for profitgrådigheden? Denne grådighed må vel ses som diametralt modsat vores civilisations normer og værdier?

Ja, profit betyder mere end (menneske-)liv. Og nej, det er ikke anderledes for dem, der har været mindre heldige med at rage til sig, end f.eks. farmaindustrien. Profit, monetær eller anden, er det, noget vi alle - om vi nu hedder Lilly, Volfing eller Jensen til efternavn - har, lever af: vores ego. Dette skrøbelige, psykologiske konstrukt, som vores kultur, vores civilisation står og falder med, og som den derfor gør alt for, at få os til at identificere os med.

"How much 'ego' do you need? - Just enough so that you don't step in front of a bus." -Shunryu Suzuki, Zenmester

Og så er der stadigt lang vej fra at have nok ego, så man ikke kommer i vejen for en bus, til at være sit ego. Det sidste kaldes også for narcissisme, og bliver, sjovt nok, af psykiatrien, den samfundsinstitution, der mest vehement forsvarer narcissismen, betegnet som en personlighedsforstyrrelse.

Et glimrende eksempel på at se splinten i andres øjne, men ikke bjælken i sit eget. For, hvad er det, der får mennesker til ikke bare at gøre alt i deres magt stående, for at sælge andre stoffer, der skader mere end de gavner, som "medicin" for en ikke-eksisterende sygdom, men også f.eks. at udøve grov vold mod et menneske, der dårligt kan forsvare sig, over en periode af seks år på daglig basis? Er det intentionsløs afmagt, som i "opgivethed", eller er det måske snarere den "afmagt", der ikke skyr nogen midler for at tilrage sig magt: egoets umættelige sult efter mere og mere bekræftelse? Bekræftelse, et magtsygt ego meget nemt kan opnå ved f.eks. at forgribe sig og ydmyge mennesker i en sårbar position. Mennesker, der selv er afhængige af og magtesløse overfor én. Fordi den magt, den mishandling, man udøver overfor dem, er en magt og en mishandling, som et magtsygt samfund, en magtsyg kultur, har blåstemplet. Som "behandling". Som "hjælp".

Når psykiatrien "brutalt mishandler de mest sårbare mennesker", så er det, der sker i dette system på sin vis detsamme som det, der generelt og på alle niveauer sker mellem det kultiverede, civiliserede menneske, mellem vores civilisation, og naturen: Brutal mishandling. Traumatiserende. I profittens navn. Både den monetære som den personlige, der kommer i form af bekræftelse af ens ego, i form af magt.

Sårbart bliver et menneske af at blive traumatiseret. Hvad gør man som overgriber så, når det sårbare, traumatiserede menneske reagerer og råber om hjælp? Råber op om uretfærdighed og en magtbalance ude af balance? Man truer og straffer misbrugsofret til tavshed. Så misbruget kan fortsætte. Man mishandler om nødvendigt endnu mere brutalt, end før. Indtil ofret i total afmagt tier stille. Og man fortæller ofret, at det jo selv er skyld i misbruget. Ligesom man fortæller folk, at det er deres gener og deres hjernekemi, der er defekte. Ikke en civilisation, hvis grundlag er hensynsløs udnyttelse og misbrug (af naturen - også den menneskelige). Og hvis bare man går grundigt og systematisk nok til værks, så er det ingen sag, at "omvende" ofret, og gøre det til en ny overgriber: de "kolonialiserede", der gør alt i deres magt stående, for at lukke munden på kritikerne. Man skal bare lokke dem, deres efter magt skrigende egoer, på den helt rigtige måde: ved at tilbyde lidt magt.

Udnyttelse, misbrug og mishandling er ikke bare noget, der sker enkelte mennesker imellem, i nogle enkelte tilfælde, som vi, med et gys, så kan læse om, f.eks. i Politiken, og tænke, at det her, det kunne da i hvert fald aldrig ske for os.

Udnyttelse, misbrug og mishandling er synonymer for de af narcissismen skabte normer og værdier af den moderne, vestlige civilisation. Udnyttelse, misbrug og mishandling sker for os allesammen, hver dag, hvert øjeblik. F.eks. når vi griber efter en ny plastikpose i brugsen. Eller når vi tænder lyset om aftenen. Eller når vi slår græsplænen og luger det, vi kalder for "ukrudt". Eller når vi kalder et menneske, der reagerer på al denne "normale" vold ved at råbe om hjælp, for "psykisk syg", "skizofren", "depressiv", "ADHD'er", og i samme skønning nægter dette menneske anerkendelse og respekt, ved at fornægte muligheden, sandsynligheden, ja, jeg vil sige det faktiske, at dette menneskes adfærd er en meget naturlig reaktion på dette menneskes oplevelser. (Jf. hertil f.eks. Abdulle Ahmed's historie.) Faktisk en sund, selvbevarende reaktion, da det er via denne reaktion, at både mennesket selv og omgivelserne kan blive bevidste om de destruktive kræfter i samfundet, som f.eks. borgerkrig, eller mobning, diskriminering, der har udløst reaktionen, og bearbejde disse. Også ved at prøve, at gøre andre opmærksom på destruktive mekanismer i samfundet. Også ved at prøve at ændre disse.

Men dette kan og må ikke ske, da vores civilisation som nævnt står og falder med den destruktivitet, der hedder udnyttelse og misbrug, da den står og falder med den destruktivitet, der altid og nødvendigvis følger i kølvandet på narcissismens magtsyge, som både borger-/krige, mobning, diskriminering, psykiatrisk diagnosticering, og fremskridtet i økonomiens, teknologiens og videnskabens ånd, ikke i naturens, er udtryk for.

Hvis Benedikte Volfing anerkendte, at mennesker som Abdulle Ahmed udviser en naturlig, sund reaktion på deres møde med civilisationens fundamentalt destruktive kræfter, ville hun samtidigt anerkende, at hun selv er med til at opretholde disse fundamentalt destruktive kræfter. Ligesom vi alle er med til det. En skræmmende sandhed at se i øjnene. For skræmmende for de fleste, og således også for Benedikte Volfing. Hvorfor hun har valgt, at fortrænge og fornægte sin egen sandhed, ved at gå som professionel ind i et system, der gør det muligt for hende, at opretholde sin egen fortrængning og fornægtelse ved at fortrænge og fornægte andre mennesker, gøre dem til genetisk defekte, biologisk hjernesyge ikke-mennesker. Ting. "Ukrudt". Som kan, ja må mishandles, straffes, udryddes.

Så nej, det her drejer sig ikke så meget om nogle enkeltindivider, nogle enkelte forældre, der via deres egen dysfunktionelle, destruktive kommunikationsmønstre - og "kommunikation" skal ses som al mellemmenneskelig kontakt, ikke alene som det talte/skrevne ord - driver deres børn til vanvid, mens alle vi andre med god samvittighed kan fordømme disse enkeltindividers dysfunktionalitet og destruktivitet. Det drejer sig ikke om "den skizofrenogene mor". Og det drejer sig heller ikke om nogle specifikke grupper blandt verdensbefolkningen, såsom Somalierne. Det ville være til at have at gøre med. Fordi vi kunne afgrænse os: dem- og os. "De er destruktive, vi er ikke." Det her drejer sig om den dysfunktionalitet og destruktivitet, vi alle deltager aktivt i at sprede omkring os, hvert øjeblik, ved at forsvare vores civilisations normer og værdier. F.eks. de normer og værdier, der betyder, at Abdulle har en hjernesygdom, der hedder "skizofreni".

Og recovery? Hvordan kommer recovery ind i billedet? Man kan komme sig, efter man har været udsat for traumatiserende overgreb, en gang i fortiden. Men hvis overgrebene ikke er fortid, hvis de finder sted, i hvert eneste hér og nu, så har man, medmindre man har opnået den perfekte enlightenment, kun én mulighed, hvorpå man kan blive helt "symptom"fri (= reaktionsfri): ved selv at blive til overgriber. Som Benedikte Volfing er blevet det. Og om ikke andet, så ved at udøve vold mod sit sande selv og gå helhjertet og modstandsløst ind i offerrollen: "Jeg er psykisk syg." To sider af samme sag.

Jeg skrev en mail til Daniel Mackler i forgårs. Fordi jeg ikke rigtigt kunne få hans brug af sygdomsterminologien i Take These Broken Wings til at hænge sammen med det indtryk af ham, jeg havde fået igennem essayene på hans hjemmeside:

"Jeg har måske et lille bitte problem med ISPS (og Bent Rosenbaum, som jeg har læst lidt af for et par år siden, uden at vide, at han er medlem af ISPS), og det er terminologien. Hele konceptet er så dejligt forfriskende, og så kommer det alligevel: "psykisk sygdom", "skizofreni", "de skizofrene".

Jeg ville sååå gerne se dette stempel afskaffet. Og den patologisering af disse sindstilstande, det uvægerligt bringer med sig, ligemeget hvad. Tilbageblikkende gik det op for mig, at det jeg havde oplevet, ikke var andet end en noget "overdreven normalitet". Med graden af overdrivelsen perfekt korresponderende til den grad af overdrivelse af de omstændigheder, mine oplevelser var en forsinket reaktion på. Det virker på mig ret så naturligt, endda sundt. Ikke på nogen måde sygt. Jeg vil påstå, at reagere mindre overdrevet ville have været "sygt". Spørgsmålet er jo, om "sygdom" er noget, der truer ens - fysiske eller mentale - helbred (såsom vores civilisations misbrugende og traumatiserende kræfter), eller om det er ens naturlige, selvbevarende reaktion på truslen, der er "sygdommen". Og hvor skal man trække skillelinien mellem "normal" forvirring, angst, vrede, og "skizofreni", dvs. en hel del forvirring, angst og vrede? Personligt ville jeg ikke driste mig til at tro, at jeg under nogen omstændigheder kunne det. Joanne Greenberg siger på et tidspunkt [i filmen], at "enhver skizofren ved hvor syg han er," og at hun tænker, "han ved hvor langt fra midtpunktet af hans egen væren han er." Altså, når jeg ser mig omkring, så ser jeg næsten ikke andet end mennesker, "normale" mennesker, der er milevidt fra midtpunktet af deres egen væren. De er sig bare ikke bevidst om det. Hvis "skizofreni" eksisterer som en sygdom, er disse mennesker de "raske", mens de, der er ved at blive bevidste, er de "syge". Uden tvivl. Men hvis det, at være såpas langt fra midtpunktet af ens egen væren er den virkelige sygdom - og det er, hvad jeg tror - så er de såkaldte "skizofrene" faktisk de, der er ved at komme sig fra denne sygdom kaldt "normalitet".

Det virker måske hentet lidt langvejs fra, men ikke desto mindre synes jeg, det rammer sømmet på hovedet: En af Tysklands førende hesteeksperter sagde engang, at der ikke findes heste, der er for svajryggede, for kortbenede, for nervøse, eller for hvad-det-måtte-være. Der findes kun heste, der er svajryggede, kortbenede, nervøse, etc. Nu er det sådan, at "skizofreni" i mine ører lyder som "for angst, for forvirret, for vred". Mens jeg tænker, at der ikke findes "for" med hensyn til (menneskelig) adfærd, med hensyn til (menneskelige) følelser og reaktioner.

For mig var det måske det mest smertefulde af hele terapiforløbet, at jeg (for den hellige, uundværlige sygdomsindsigts skyld...) blev nødt til at stemple mig selv. Netop som jeg var ved at tro, at et menneske endeligt så mig, krævede dette menneske, at jeg skulle lukke øjnene for mig selv og bortforklare mig selv. I stedet for at blive mig bevidst om mig selv. Antiklimax." *

Antiklimax, eller: overgreb. Et overgreb, ligesom alle de andre, vores civilisation ustandseligt udsætter os for. Hver dag, hvert eneste hér og nu. Og som vi ustandseligt udsætter både os selv og andre for, hvert eneste hér og nu. I "normalitetens" navn. I vor narcissistiske civilisations magtsyges navn.

Og siden jeg hverken er perfekt enlightened, eller fuldstændigt afstumpet - ved hjælp af "medicin" og/eller indoktrination, så reagerer jeg: "symptomer". Men er det egentligt "symptomer", når man er blevet sig bevidst om, hvorfor man reagerer på hvad? Når man er blevet sig bevidst om den egne dysfunktionalitet og destruktivitet? Eller er det måske bare naturligt?
_______________

*Hvad Daniel Macklers svar til mig angår, så vil jeg bare sige så meget her, som at jeg ikke tog fejl, da jeg ikke kunne få den terminologi, der bruges i filmen, til at hænge helt sammen med hans essays. Men filmen er blevet muligt, takket være ISPS' støtte. Og så kan det ske, at man må bide i det ene eller andre lidt sure æble. Som i de fleste professionelle organisationer, og ligemeget om vi taler psykiatrisk-biologisk eller psykologisk-analytisk-psykosocialt orienterede, så findes der også i ISPS nogle indflydelsesrige, reaktionære kræfter, der, på trods af al forståelse, ikke ønsker at give fuldt afkald på patologiseringen, ikke ønsker at gå så langt, som jeg går i denne blogpost. De psykologisk-analytisk-psykosocialt orienterede Benedikte Volfings, kunne man sige.

Hvor mange vilde dyr ser du? - Mere om vrangforestillinger, og noget om psykoser, civilisation, misbrug og dinosaurer

Da jeg forleden hørte om kvinden, der var blevet fundet i en skov i Schweiz, efter at hun havde været savnet i tolv år, kom jeg til at tænke på Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen, som jeg også har citeret fra i mit sidste indlæg her, og lyttede altså til det igen, siden det er næsten et år siden, at jeg hørte det første gang. Hvor ikke andet er angivet, er citaterne taget fra Madness Radio-interviewet.

I tv2's nyhedsnotits hedder det: "Hun [kvinden, der blev fundet i skoven] kunne føre en almindelig samtale, men hun talte også om en mission, hun skulle fuldføre," (min fremhævelse) og videre, at hun "skal have et ordentligt sted at bo". Det gav mig anledning til at fundere over, hvorfor det egentligt skulle være en modsigelse - "men" - at kvinden kunne føre en almindelig samtale og at hun talte om sin mission. Ligesom det gav mig anledning til at se nærmere på, hvad det har med dette "ordentligt" på sig.

Af en artikel på sueddeutsche.de fremgår det, at myndighederne overvejede, at få kvinden indlagt på en psykiatrisk klinik, ganske som jeg havde anet. Heldigvis fortæller artiklen også, at man alligevel vil se bort fra en indlæggelse. Kvinden opfordres bare til at forlade skoven. Hun bliver altså hverken psykiatriseret eller anbragt i en eller anden "ordentlig" étværelses i en eller anden "ordentlig" 70'er-social-boligbyggeri-betonklods. Mirakler sker.

I min kommentar ovre på Different Thoughts skriver jeg også, at jeg har den dybeste respekt for kvindens mission, og at jeg ønskede, jeg selv "ikke var så spoleret af vores civilisation og/eller havde modet til at gøre noget så radikalt som det, denne kvinde har gjort." Jeg har mange gange været tæt på. Følt et "kald". Jeg har dog nøjedes med at flygte fra civilisationen indad, i stedet for også bogstaveligt at flygte ud af den. "Virkelighedsflugt" kaldes det. Og det er unormalt. Men er det virkeligt en virkelighedsflugt?
_______________

"Fra fødslens øjeblik af, når stenalderbabyen konfronteres med den 20. århundrede-mor, er babyen underkastet disse kræfter af vold, kaldt kærlighed, ligesom dens mor og far har været det før den. Disse kæfter er hovedsagligen beskæftiget med at ødelægge størsteparten af dens potentiale. Foretagendet er i det store og hele successfuldt." -R.D. Laing
_______________

Nytårsaften, som jeg tilbragte med min kollega, hendes kæreste og et par af deres venner, kom vi på et tidspunkt til at snakke musik. Få dage forinden var min kollega kommet forbi hos mig mens jeg sad og lyttede til Paul Van Dyk's remix af Ghostland/Sinéad O'Connor, Guide Me God for fuld udblæsning, og nu spurgte hun, hvad det egentligt havde været, jeg den dag havde siddet og lyttet til. Da jeg sagde: "Sinéad O'Connor", så hun spørgende på mig: "Hvem?" Det blev selvfølgeligt aftenens brøler, for min kollegas vedkommende, og griner for alle os andre. Alle vidste jo godt, hvem Sinéad O'Connor er. Alle undtagen min kollega altså. Og det ved "man" da, ikke? Ligesom "man" ved, om det er mandag, tirsdag eller fredag, hvad dato det er, og/eller hvad statsministeren hedder.

Det er vel bare normalt, at vide disse ting, ikke? Ligesom det er normalt, at sætte færdigretten i microovnen, hvor det tager maks fem minutter før den er transformeret fra frossen tilstand til rygende varm, chatte lidt med én, der bor godt 7.000 km langt væk i USA, og tage et varmt brusebad, selv om det kun har et par grader over nul udenfor.

Det er vel bare normalt, at bo i en firkantet betonæske, omgivet af flere firkantede betonæsker, der tilsammens udgør en firkantet betonklods, omgivet af andre firkantede betonklodser, indimellem dem firkantede og firkantet korttrimmede grønne pletter. Det er vel bare normalt, at kende forskellen mellem en Grand Vitara og en Grand Vitara Van, og vide, hvor langt de kører på literen, og det er da også helt normalt, at kunne høre om det er vaskemaskinen eller støvsugeren, der kører mens det er mindst lige så normalt, hvis man aldrig har hørt en musvåge skrige, og dårligt aner, hvad en sådan lever af, vel? Og det er da også helt normalt, at synes E 627 og E 631 smager delikat, mens man synes, det er helt vildt klamt, når musvågerne slås om et afdødt rådyr, ikke? - Ja, de spiser også større dyr, der er døde af en eller anden årsag, musvågerne. De recycler. Og de skriger. Også om natten.

Derrick Jensen opfordrer til et eksperiment i interviewet: Se dig omkring, der hvor du sidder, og læg mærke til hvor mange maskiner du ser i en radius af tre, fire meter omkring dig. Og læg så mærke til, hvor mange vilde dyr du ser i en radius af 30 meter omkring dig.

Det er vel bare normalt, at synes, det er unormalt, at vende microovnen, computeren, det varme vand fra hanen, betonæsken, blikkassen på fire hjul og alle E'erne ryggen, og f.eks. flytte ud i en skov. Ud til musvågerne og rådyrene. Uden avanceret trekkingudstyr. Eller uden at vende tilbage til microovnen og alt det andet, når E-ditten- og E-datten-forsyningerne i den avancerede trekkingudstyrs avancerede rygsæk slipper op. Ligesom det er normalt at synes, det er unormalt, når nogle reagerer med angst på civilisationens lyde og syn. På civilisationens øredøvende larm og store armbevægelser.

Blandt dyr betyder øredøvende larm og store armbevægelser én ting: fare på færde. Men siden mennesket er dyrene så meget overlegent, så nej, så må man altså som menneske ikke overreagere på øredøvende larm og store armbevægelser. Man må helst slet ikke reagere, andet end på den slags øredøvende larm og den slags store armbevægelser, som i vores kultur officielt er anerkendt som faresignaler. Medmindre man gerne vil blive stemplet som "unormal", må man altså lade som ingenting, helst sørge for, at blive såpas afstumpet, at man ikke en gang behøves at lade som om mere, men simpelthen ikke hører og ser støjen længere. Faktisk er blevet blind og døv. Så er man civiliseret, kultiveret. Og normal. At reagere på civilisationens støj er et symptom. På unormalhed.

Man må endeligt ikke lade sig forstyrre af dobbeltbudskaber, double binds, og lignende, påpege dem, og reagere forstyrret - og normaliteten forstyrrende - på dem. Naturen kender ikke til dobbeltbudskaber. Dobbeltbudskaber er et resultat af kulturen. Især af vores moderne, vestlige kultur. "R.D. Laing siger, at den første regel i dysfunktionelle familier er: Regel A er Du skal ikke. Regel A1 er Regel A eksisterer ikke, og Regel A2 er Diskutér aldrig eksistensen eller ikke-eksistensen af Reglerne A, A1 eller A2, så hvad det betyder er at du må tale om alt det du vil, undtagen om den voldelighed, du må lade som om ikke eksisterer. Det er hvordan alle dysfunktionelle familier foregiver ikke at være dysfunktionelle, de ignorerer ganske enkelt alle de meget åbenlyse ting lige foran næsen på dem." -Derrick Jensen, citeret i artiklen "Derrick Jensen on Sexual Abuse" Og det, der gælder for dysfunktionelle familier, gælder selvfølgeligt også i en større sammenhæng, for dysfunktionelle kulturer.

Man må heller ikke tro, at dyrene, planterne, floden, havet, skyerne, månen, naturen i det hele taget måske har et budskab til én. At de ved noget, der kunne være værd at lytte til. Og at naturen, gud, har udvalgt én til at høre dette budskab, denne visdom, og viderebringe det. At tro noget sådant, er et symptom. På unormalhed. "Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs. (...) Det har fra starten af været den fundamentale arrogance af denne kultur [den moderne, vestlige civilisation], at alt og alle er hér for os til at udnytte."

Og man må så afgjort ikke i passiv modstand trække sig tilbage, når civilisationen med al sin akustiske, visuelle og ideologiske støj truer med at tage lydhørheden fra én og kvæle éns menneskelighed, ens menneskelige natur, til fordel for normaliteten. Og man må endeligt heller ikke finde den ro og fordybelse, der skal til for at bevidstgøre og forstå. Tilbagetrækning er et symptom. På unormalhed. Og så skal man aktiveres. På et værested, for eksempel.

"Siden hvornår er du overfølsom overfor lyde?" blev jeg i sin tid spurgt. Jeg har aldrig nogensinde været overfølsom. Men jeg har altid været følsom overfor lyde. Og overfor store armbevægelser. Overfor støj. Overfor akustisk, visuel og ikke mindst også ideologisk støj. Jeg er nemlig liv. Ligesom al natur.

Det er vel også bare normalt, at vide hvem Brad og Angelina er, men ikke at ane, hvad ens nabo hedder. Og det er vist lige så normalt, at vide, hvad en pakke Senseo koster i Netto, Brugsen, eller hvor det nu er, man handler, men ikke at kunne nævne ti spiselige planter respektive svampe, der gror i en omkreds af hundrede meter af ens hjem.

Jo, det er helt normalt.

"Jeg taler om [ved foredrag], hvor sindssygt det er, at jeg ved hvem Brad og Angelina er (...) og at jeg på samme tid ikke kan nævne ti spiselige planter og svampe, der gror indenfor hundrede meter fra mit hjem."

Det kaldes for "fremmedgørelse". Fremmedgørelse fra den virkelige verden. Fra vores sande selv. Fra naturen. Fra livet. Og det er helt normalt. Og at være normal er vel detsamme som at være glad, ikke? (svar #19) Hvis man skal tro på, hvad "eksperterne" fortæller os, nemlig at med mindre vi er konstant og stabilt tilpas glade, så er vi diagnosticerbar defekte, unormale, så ja, så er normal detsamme som glad. Lige tilpas glad. For, når vi bliver for glade, duer det heller ikke. Så er vi "hypomane", eller simpelthen "maniske", alt efter hvor meget for glade vi er. Og så er vi altså også defekte, unormale.

Hverken i DSM'en eller i ICD-10, kapitel V, findes der en definition af "normalitet". Det vil sige, "normalitet" findes ikke. I hvert fald ikke i normalitetens egne øjne. Og for en gangs skyld rammer normaliteten dermed plet. "Normal" findes ikke. Normalitetens realitet er en vrangforestilling, en hallucination. En kollektiv massehallucination. "Normalitet" er et kunstigt konstrukt, konstrueret på basis af et forvrængt verdensbillede, på basis af en vrangforestilling, en fantasi, der tages som virkelighed. Normalitet er som at "gå ind i et ekkorum, hvor den eneste stemme du hører, er din egen", det vil sige civilisationens altoverdøvende stemme.

"Vi identificerer os mere med denne måde at leve [civilisationen], end med livet selv."

"Man kan også sige, at et menneske, som har en psykose, ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Evnen til at afgøre, hvad der er virkelighed, er forsvundet." -fra psyknet.dk

"Det er ikke muligt at overbevise patienten om det forkerte i vrangforestillingen." -fra psykiatrifonden.dk

"Normalitet", vores civilisation, er således en kollektiv massepsykose. Som nogle reagerer på. Naturligt. Man kunne måske godt sige, at det er naturen selv, der reagerer. Men siden vores kultur nu er så arrogant, at den tror, den er fuldstændigt hævet over naturen, siden den er så arrogant, at den tror, det, der udgør et kultiveret, civiliseret og normalt menneske er at dette menneske har overvundet naturen, sin natur, så betegner den naturens reaktion som "syg", "defekt". "Psykisk sygdom".

Jeg er enig med Derrick Jensen: Det er ikke "de sindssyge", der er sindssyge. Det er en kultur, der udnytter og mishandler naturen hensynsløst, og der betegner den som "sindssyg", når den reagerer naturligt på udnyttelsen og mishandlingen, der er sindssyg. - For, det der sker, de dynamiker, der er på spil, på et overordnet niveau, på verdensplan, er ikke andet end det, der sker i en familie, hvor der misbruges. - Og ligesom han, ser jeg at vores civilisations kamp mod naturen vil ende med, at mennesket som art går samme vej som dinosaurerne. Og, ja, som Derrick Jensen siger, det er faktisk meget, meget værre, det der sker i dag, end det, der skete i dinosaurernes dage. I modsætning til dinosaurerne har mennesket nemlig potentialet (teknologien) - og er godt i gang med - at tage en stor del af naturen med i faldet. Vi har faktisk teknologien til at tage hele planeten jord med i faldet.

Intet er for evigt. Ikke engang universet. Hvorfor skulle menneskeheden så være det? Ingen kan kæmpe mod naturen, mod livet, og vinde.

Skynd jer, at tænde for fjerneren, eller surfe lidt på nettet. Skynd jer, at spekulere over finanskrisen, klimakatastrofen, Gaza*, eller over Trine Michelsen - eller Brad og Angelina. Eller skynd jer på værestedet. Skynd jer, at få tankerne adspredt af den kollektive massepsykoses vrangforestillinger, og afledt fra virkeligheden. Skynd jer, at flygte fra den virkelige virkelighed. Hvis i ikke vil betragtes som unormale.

"What the age needs is awakening." -Kierkegaard. (Desværre har jeg ikke lige det danske originalcitat her.)
_______________

*Misforstå mig ikke. Selvfølgeligt er det vigtigt at se på ting som finanskrisen, klimakatastrofen, og ikke mindst Gaza. Et problem ser jeg dog, når det, der er enkelte brikker i det store puslespil, tages for hele billedet. Så bliver selv så forfærdelige ting som Gaza til dope, der mere hindrer os i at vågne op af den kollektive massepsykose, end at ruske os op.
_______________

Jeg kunne for resten rigtigt godt lide, at mine kommentarer til debatten på fyldepennen.dk, som jeg har kastet mig ud i de sidste par dage, blev betegnet som virkelighedsfjerne (svar #23). For nogle vil sikkert også dette indlæg, og mange andre her på bloggen, virke virkelighedsfjern. Jeg tager det imidlertid som et kompliment, da det jo viser mig, at jeg faktisk har formået, at fjerne mig tilstrækkeligt fra vor civilisations kollektive massepsykoses vrangforestillingsvirkelighed, til at det bemærkes.

"Jeg tror ikke på håb" - Nogle tanker om afmagt, håb og recovery

Der tales meget om håb. Lige nu, mens jeg skriver disse linier, sidder der rigtig mange mennesker verdenen over limet til TV-skærmen, og bevidner deres håb, personificeret i Barack Obama, overtage magten i USA. Mens også Obama selv taler om håb.

Magt - Den enes magt er den andens afmagt... Bare en tanke.

Håb er noget man har, når man identificerer sig som værende afmægtig, offeret.

"Jeg tror faktisk ikke på håb. Jeg tænker, at håb er en meget, meget, meget, meget dårlig ting. Fordi håb, hvad det virkeligt betyder, hvad det virkeligt er, er længsel efter en fremtid, som jeg ikke har indflydelse på. (...) Jeg håber ikke, at jeg spiser noget i dag. Jeg gør det. På den anden side, når jeg går ombord på et fly, håber jeg, det ikke styrter ned. Fordi, når først det er lettet, har jeg ikke længere nogen indflydelse." -Derrick Jensen, Madness Radio-interview "Environmental Insanity w/Author Derrick Jensen".

Håb ikke på, at Obama vil redde dig, og verdenen. Håb ikke på, at de professionelle vil løse dine problemer for dig. Håb ikke på fremtiden. Håb ikke på recovery. Vær. Nu.

Flere misforståelser, og nogle betragtninger om vrangforestillinger, selvmord, og om virkelig selvmordsforebyggelse

I det følgende to, lettere redigerede og oversatte, svar til et diskussionsindlæg på Beyond Meds, som Gianna syntes, jeg skulle poste på bloggen også.

1. Der findes denne (mis-)forståelse, at, når bare det bliver "mærkeligt" nok, altså når det ikke længere er nemt forståeligt, så må der bestemt være noget rigtigt rigtigt galt med en persons hoved. I en biologisk forstand. Denne opfattelse tjener som en slags "forklaring", når nogens opførsel ikke længere nemt kan forstås og forklares i henhold til den til enhver tid gældende opfattelse af "normal" menneskelig adfærd som sådan. Det er dog ikke en forklaring. Det er en bortforklaring. Det vi ikke forstår umiddelbart, frygter vi. At frygte det, der er fremmed for os, er en naturlig reaktion, en forsvars- og overlevelsesmekanisme. Specielt for byttedyr. Og mennesket er såvel bytte- som rovdyr. Så, vi foretrækker at forklare det os fremmede bort. For at holde det på sikker afstand. Én af flere grunde, hvorfor den biologiske model er så tiltrækkende for mange.

Den lidelse, som mennesker i krise oplever, er forårsaget af en mangel på forståelse, en mangel på selv-/bevidsthed. Delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse for dem selv, for hvad der sker for dem, og delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse fra omverdenens side. Det faktum, at mennesker, der får forstående, empatisk, støtte, der fokusserer på, at hjælpe dem selv til at forstå deres oplevelser under en krise, som regel ikke lider i samme omfang som dem, der ikke får denne støtte, der bare får piller, der gør dem ligeglade, og måske endda noget traumatiserende, tvungen "behandling" oven i købet, og det faktum, at de førstnævnte klarer sig langt bedre i det lange løb, end de sidste, beviser dette.

Hér ser jeg en sammenhæng med det, du skriver i dit indlæg her. At bortforklare ser ud til at være den sikreste og nemmeste vej ud. Men det fører uvægerligt til mere og mere lidelse. Såvel kvalitativt som kvantitativt. Vi ønsker perfektion. Vi vil gerne være (og vi forventes at være) i stand til at passe ind. Og ligeså vi ikke passer ind, går vi i panik. Og/eller vores omgivelser gør. Noget må være grundlæggende forkert med os. Lad os få det lappet, så vi kan passe ind igen. Hvad vi misser i vores utrættelige kamp for "perfektion" - det der anses som perfektion i henhold til vor tids kulturelle normer og værdier (!), vel at mærke - er at vi allerede er perfekte i vores uperfekthed. Vi er ikke mente, at skulle passe ind i et bestemt skema. Vi er mente, at bare skulle være. Virkelig perfektion kan ikke defineres som "anderledes end" eller "forskelligt fra". Virkelig perfektion er enheden af alle dualiteter. Så, mens vores kultur desperat jagter hvad den betragter som "perfektion", mister den faktisk den virkelige perfektion mere og mere af syne.
_______________

2. Et ønske om at dø, om det giver sig udtryk igennem ens egne tanker, eller igennem en stemme, der opfordrer én til at begå selvmord (at høre stemmer er intet andet, end at tænke højt), er aldrig et ønske om at ende værendet som sådan. Det er et ønske om at ende det, der er, og lade noget nyt blive til. Døden er et symbol på forandring. Og det ubevidstes sprog er et rent symbolsk sprog.

Jeg ved ikke, om du kender til det, men Oraklet i Delfi i den græske mytologi svarede stort set aldrig på et spørgsmål andet end metaforisk. Man fik svar på sit spørgsmål. Men svarets betydning måtte man selv finde frem til. Eller: man gav faktisk svaret på sit spørgsmål selv. Ens ubevidste, ens intuition, gjorde. Oraklet i Delfi er det ubevidste, projiceret i ytterverdenen.

I dag lever vi i en kultur, der ikke er videre bevidst om det ubevidste. Vi er ikke på samme måde bevidst om symbolik, metaforik, som andre kulturer var/er det. Det der tæller, er det bogstavelige, de hårde facts, videnskaben, den "rationelle" tanke (med "den rationelle tanke" værende den slags tanke, der nemt kan forstås af alle, fordi alle tænker på samme, normative måde). Ja, og så symbolik på trafikskiltniveau. Men hvis nu jeg var rådgiver, lad os sige af den danske statsminister, og han kom til mig, spurgte mig om min mening om hans næste valgkampagne, og jeg sagde: "Gør din egen natur, og ikke andres råd, til vejlederen i dit liv", ville jeg sandsynligvis miste mit job, og blive, mindst, betragtet som sær.

Så, spørgsmålet er altid hvem eller hvad du virkeligt ønsker, skal dø, når du overvejer selvmord. En ting er sikker: det er ikke dig selv. Dit selv (det er ikke en stavefejl) er hvem/hvad du virkeligt er, og det er væren, liv. Liv kan ikke dø. Døden er en del af livet, ikke dets modsætning. Og livet er forandring: noget ender, "dør", noget nyt begynder. Hvert øjeblik. Livet er konstant ankomst og afsked. Intet er faktisk stabilt. Der kan være balance, men ikke stabilitet. Perfekt stabilitet (som i "stemningsstabiliserende middel"), fuldkommen uforanderlighed og forudsigelighed er en mytos. Og vores kultur forveksler den med "perfektion" - og jagter den.

Nogle ønsker at deres ytre form, deres krop, skal dø. Mennesker, der lider af en dødelig sygdom f.eks. Men hvad de fleste i en eksistentiel krise ønsker skal dø, er heller ikke den ytre form. Det er deres ego, hvem/hvad de tænker, de er, og hvem/hvad de tænker, andre tænker de er. Dog manifesterer egoet sig delvis igennem ens ytre form. Kroppen bliver til et symbol for egoet. Og så har du det: i stedet for at give slip på dit ego, og være det/den, du virkeligt er, interpreterer du et symbol bogstaveligt, og giver følgeligt slip på din krop: selvmord. Bogstaveligt. Og siden vores kultur er så uvidende om symbolisme som den er, er chancen for at du vil kunne finde meget hjælp blandt kulturens medlemmer (i det psykiatriske system) til at nå frem til denne erkendelse, ekstremt ringe. Da alle sandsynligvis vil interpretere på samme bogstavelige måde, som dine tanker gør.

Jeg forstod langt om længe, pga. den "vrangforestilling", at det/den, jeg virkeligt var, ikke var et menneske, men noget à la en dryade, en ånd, navnløs, alders-/tidløs, uden historie (alt der var sket i mit liv, var ikke sket for mig, men for den krop, mit sande selv var fanget i), immateriel, om end fanget i en - materiel - krop. Og hvad mit sande selv ønskede, var ikke at dø, men at blive fri - af denne krop, der repræsenterede et ego, et selvbillede, jeg aldrig har følt mig mindre ens med end i krisesituationerne.

En anden aspekt af samme fænomen er "ude-af-kroppen-oplevelser", der som regel også bare bortforklares som værende meningsløs symptom på hjernesygdom.

Nu er det betegnende for vores kultur, at man identificerer sig med sin krop, sine tanker, sit sind, sin livshistorie, sit ego. Vores kultur lærer os, at gøre det. I den østlige filosofi findes der imidlertid en yderligere dimension hinsides denne formelle, materielle: det rum, hvori det formelle, materielle kommer til udtryk. Hvem/hvad du virkeligt er, dit "sande selv" med Laing, er dette rum. Så, "vrangforestillingen" var faktisk ikke nogen vrangforestilling, men selve sandheden.

Langt om længe forstod jeg, at det at give slip på identifikationen med min krop, mit ego, mine tanker, etc., betød den frihed, jeg havde troet, jeg kun kunne opnå ved at give slip på min krop. Et symbolsk selvmord, ikke et bogstaveligt et. Eller: "egomord" i stedet for selvmord. Det er enden på lidelsen. - Dermed ikke sagt, at jeg ikke lider mere. Intet er for evigt. Heller ikke "enlightenment". Det er meget fristende, at identificere sig med sit ego. Specielt i en kultur, der dyrker egoet i den grad, som vores kultur gør det. Jeg falder for fristelsen, igen og igen, og så lider jeg. Men eksistentiel lidelse er menneskelig. Det er ikke en sygdom. Tværtimod. Vejen til friheden går som oftest igennem en hulens masse lidelse. Uden lidelse ville der ikke være nogen nødvendighed til at ændre noget som helst, til at udvikle sig og vokse. På den måde bliver eksistentiel lidelse snarere til en velsignelse, end til den forbandelse, vores kultur gerne vil gøre den til.

Som sagt, i reglen får folk ikke nogen virkelig hjælp. (Siden "hjælperne" ikke har den ringeste anelse selv, hvordan skulle de kunne hjælpe nogen til at forstå, hvad de selv ikke har forstået?*) Forestillingen, at eksistentielle kriser skulle være hjernesygdomme, forhindrer forståelse, ligesom de stoffer gør det, hvis ordinering alene kan forsvares, hvis hvad der egentligt er et vågn-op-kald defineres som biologisk hjernesygdom.

Problemet er at jo mere dit sande selv har været undertrykt, jo mere det er belvet krævet af dig, at du identificerer dig med et falsk selv (hvem/hvad andre vil have dig til at være, men hvem/hvad du ikke er), jo dybere bliver splittelsen mellem hvem/hvad du virkeligt er og denne falske ego-identifikation selvfølgeligt. Jo dyber splittelsen bliver, jo mere vil du lide, og jo mere du lider, jo mere højlydt vil vågn-op-kaldene blive. Om du bliver stemplet med "OCD", "depression" eller "skizofreni" er ikke et spørgsmål om at lide af tydeligt forskellige sygdomme. Det er et spørgsmål om i hvilken udstrækning du lider, og i hvilken lydstyrke de vågn-op-kald kommer, som du følgeligt får. Med såkaldte "psykoser" værende de højest tænkelige vågn-op-kald. Og kaldene vil ikke stoppe med at komme før du faktisk lytter til dem og vågner op. Det er årsagen, hvorfor medikamenterne har en kronificerende effekt på krisen. Det vil uundgåeligt ske igen og igen, indtil du forstår. Og der findes ingen stoffer, der er stærke nok til at gøre det ubevidste tavs. Medikamenter kan ikke engang sigte mod det ubevidste. Det ubevidste er almægtigt og uangribeligt. Du kan ikke bekæmpe det og vinde. Det eneste, du kan gøre, er at transformere det fra at være din herre til at være et af dine redskaber, ved at blive dig bevidst om det.
_______________

* Det er faktisk lidt komisk, at en mangel på evne til at tænke abstrakt, og interpretere ting i overført, symbolsk betydning er oplistet som et "symptom" på "skizofreni", mens "eksperternes" evne til at erkende et symbol, når det stirrer dem lige i øjnene, nærmer sig nul...

Hvad er depression?

Nu da det har vist sig, at der er flere og flere, der stiller sig - og Google - dette spørgsmål: David ovre på Quotidian Vicissitudes giver svaret i en kommentar på Gianna's blog:

"Jeg plejer at tænke, at depression er karakteristisk for dem, der er ved at vågne op til misklangen i verdenen omkring dem, snarere end karakteristisk for at man selv er problemet."

Apropos "depression" så har Philip Dawdy i dag for resten et interessant indlæg om en Boston Globe-artikel, der oplyser, at hele 50% af alle dem, der tager SSRIs (antidepressiva) har bivirkninger i forhold til deres sexliv. Som oftest i form af impotens. Altså halvdelen af alle konsumenter af antidepressiva. Ikke kun 4 til højest 28%, som farmaindustrien indtil videre har kunnet få sig selv til at medgive. Oveni de 50% kommer selvfølgeligt alle de tilfælde, hvor folk synes, det er lidt for pinligt et emne at bringe på banen overfor deres læge.
Men hvad! Siden "depression" jo er arveligt, er det vidst bare en fordel, hvis pillerne bl.a. også kan sørge for, at "de depressive" ikke sætter genetisk set mindreværdigt afkom i verdenen. Ja, "depression" er arvelig. Alle mennesker bliver jo født med evnen til at have følelser som sorg og tristhed. Så, de facto bliver vi alle født med et "depressions"gen, og skulle derfor måske nøje overveje, om vi virkeligt vil bidrage til, at en livsform med en så defekt arvemasse fortbestår på denne klode. Eller om vi måske gør bedre i, at ikke bare råbe efter Ritalin for alle, men også efter Zoloft for alle.

Ofte kan man i øvrigt nøjes med, at tage stoffet over en tidsbegrænset periode, indtil effekten er opnået. Antidepressiva-betinget impotens er nemlig tit og mange gange irreversibel. Dvs. selv om man stopper med "medikamentet", bliver effekten bestående.

Projektioner III

Nogle tanker om det at tage ansvar, Abraham Maslow og selvforvirkligelse, ordene og Ordet, og om ønsket om at blive pakket i vat. Med tak til Astrid for inspiration.

Er et ønske om at blive respekteret som den man er, et ønske om at få den plads, man har brug for som et levende væsen for at kunne være til, detsamme som et ønske om at blive "pakket i vat", som Astrid mener?

Lige så mange pårørende som jeg ser, der desperat klamrer sig til det halmstrå, psykiatrien, samfundet holder op foran os i form af genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme, som ingen har et ansvar for, lige så mange brugere ser jeg, der gør detsamme.

At kunne gribe efter og holde fast i halmstrået, forudsætter imidlertid at man er villig til at fornægte sig selv, at man er villig til at give afkald på den frihed og de muligheder til udvikling og forandring, der ligger i det, at tage ansvar for sig selv. Specielt tydeligt bliver det, når det drejer sig om "psykotiske" kriser, der som bekendt ofte går hånd i hånd med hvad psykiatrien kalder for "manglende sygdomsindsigt". Jo mere man overvældes af sit ubevidstes "vågn op!"-råb, jo mindre vil man selv være villig til at betragte "vågn op!"-råbet som en sygdom, der skal bekæmpes. Selv om man i "psykosen" ikke er bevidst om "vågn op!"-råbets helbredende, udviklende og forandrende potentiale på et rationelt tænkende niveau, men "kun" på et emotionelt, spirituelt og intuitivt niveau. Vores "rationelle" tanker er konditioneret, farvet af det samfund og den kultur, vi er opvokset i og lever i. Vores intuition er oprindelig og oprigtig. Et udtryk af hvem og hvad vi er, hver især og som mennesker i al almindelighed. Vores tanker er udtryk af tillærte samfunds- og kulturnormer. De er udtryk af, hvem og hvad vi ifølge disse normer burde/skulle være. Ikke af hvem og hvad vi er. Ser man på udsagnet isoleret, kunne "I begyndelsen var Ordet" også oversættes til: "I begyndelsen var den rationelle tanke". I begyndelsen af kulturen, af det, der adskiller mennesket fra alle andre livsformer. Liv behøves ikke den rationelle tanke, ordet, for at kunne komme til udtryk. Men liv uden intuition er ikke liv. Hvad den rationelle tanke er for egoet, er intuitionen for livet.

I en kultur, i hvilken den rationelle tanke (videnskaben, egoet) modarbejder intuitionen (naturen, væren), er krisen resultat af en kulturelt skabt ubalance mellem den rationelle tanke og intuitionen til fordel for den rationelle tanke. Den er et forsøg på genoprettelse af balancen. Og derudover et forsøg på at etablere et samarbejde mellem den rationelle tanke og intuitionen, hvor den rationelle tanke bliver til et udtryksmiddel for intuitionen, snarere end til et våben i kampen mod intuitionen. Og så bliver "I begyndelsen var Ordet" til "I begyndelsen var bevidstheden", den altrummende, transcendente bevidsthed. Integration i stedet for adskillelse. Enhed med i stedet for kamp mod. Yin og Yang. Gud. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud", hedder det i Johannesevangeliet. Og det er netop fordi det ikke står for den rationelle tanke, at "Ordet" staves med stort "O" i denne sammenhæng.

Splittelsen ("schizein", græsk: at splitte) er afsplittelsen og den fornægtende bekæmpelse af intuitionen til fordel for den rationelle tanke, for egoet. Krisen er et ubevidst forsøg på ophævelse af denne splittelse. "Jeg har aldrig følt mig splittet under mine akutte sygdomsperioder, men altid kun grebet af en overvældende, eventyrlig-apokalyptisk meningssammenhæng, som var meget svært at gennemleve, hvorfor de fjernede mig fra hverdagslivet. Mine medmennesker, der bare så disse episoder og mine forsøg på udredning af de krav, der blev stillet til mig, udefra, måtte selvfølgeligt se mine reaktioner som mærkelige eller sindssyge... Min livs- og verdensforståelse svarede snarere til den af et menneske, der pludseligt forstår, at der findes dybere- og højereliggende etager under og over sit eget tilholdssted, og for hvem disse etager, der hører til det store menneskehus, pludseligt bliver oplyste. Således vandt det levede livs naive realitet pludseligt en ny betydning, i hvilken mytisk fortid væltede op og religiøse, apokalyptiske visioner væltede ned over mig. Men denne erfaring modsiger grundfølelsen af splittethed. Snarere formidler den erfaringen af en større enhed", citerer Dorothea Buck i Auf der Spur des Morgensterns fra et brev af en veninde. Hun fortsætter: "Mange skizofrene oplever åbenbart disse, under normale omstændigheder ikke mærkede meningssammenhænge. De kan forføre til meningsløs selvovervurdering ["storhedsvanvid"], og den af angst overvældede vil opleve dem som forfølgelsesidéer ["paranoia"]. For den indeni isolerede [ensomme] kan erfaringen af en tættere forbindelse med det hele være til stor hjælp. Kun på baggrund af denne, normaltilstanden overstigende meningserfaring kan de for den skizofrene som typisk betegnede "relations- og betydningsidéer", hans/hendes symbolsprog og symbolhandlinger, forstås. En psykiater opfatter dem som meningsløse, fordi han/hun ser dem som isolerede symptomer og fordi han/hun ikke kender til meningssammenhænget."

Psykiatrien som den institution i vores af troen på videnskaben og den rationelle tanke dominerede samfund, der har som opgave at sikre den rationelle tankes dominans, kender ikke til andet end til den isolerede og isolerende, rationelle tanke. Og må således nødvendigvis misse pointen, når det kommer til kriser, hvis mening kun kan an-/erkendes i det omfang som også den menneskelige natur bliver an-/erkendt.

I citatet ovenfor nævner Dorothea Buck angst. Jo mere identificeret med den rationelle tanke, med sit ego, et menneske er, jo mere angst- og dermed lidelsespræget vil en krisesituation være for dette menneske. Dorothea Buck fortæller, at hendes egne kriser stort set var angstfrie. Hun havde et solidt identifikationsfundament af religion i en spirituel forstand som hun kunne gennemleve sine kriser ud fra. For mig, der var meget identificeret med min evne til rationel, analytisk tænkning, var kriserne meget angstprægede. Mens det, at jeg valgte at gå igennem kriserne med åbne øjne, i stedet for at lade mig bedøve af neuroleptika, skyldes min teoretiske viden om at mennesket er mere og andet end rationel, analytisk tænkning. "...jeg ville ikke have kunnet holde mig selv ud mere... fordi det ikke havde været 'mig selv' mere." Nej. Jeg havde været en ansamling af bedøvede symptomer, en bedøvet intuition, og derudover af vor kulturs menneskets natur, intuitionen, livet, fornægtende og fordømmende ("sindssyg", "skizofren"), rationelle tanker. Jeg havde ikke engang været en "grøntsag". Fordi selv grøntsager er en livsform, har en intuition og udvikler sig, vokser. Jeg kunne "forsvare" min intuition med teoretisk viden, med min egen rationelle tænkning. Rationel tænkning som et udtryksmiddel for intuitionen. Mens den kulturelle konditionering - eller indoktrination - om meningsløse, biologiske hjernesygdomme, om egoets og videnskabens almagt, om ordenes, den rationelle tankes, afgrænsende betydning gjorde min oplevelse af egodød, af enhed med alt og af Ordets universelle betydning angst- og lidelsesfuld. Hvis jeg oplevede en splittelse, så var det her, at jeg oplevede den. Ikke indeni mig selv, men mellem mig selv og dette kulturkonditionerede konstrukt, der er mit ego.

Det havde været nemt, at undgå angsten og lidelsen. Jeg havde kunnet frasige mig ethvert ansvar, både for mig selv og mine medmennesker, og havde kunnet give en mystisk hjernesygdom ansvaret for, at jeg ikke kunne tage ansvar. Et kulturelt, videnskabeligt-rationelt konstrukt, der lå udenfor mig selv, mit ansvarsområde: "skizofreni". Jeg havde nemt kunnet projicere min angst og min lidelse i dette konstrukt, der intet havde haft at gøre med mit væren som menneske. Som jeg som den jeg er ikke havde haft nogen som helst indflydelse på. Jeg havde kunnet lade "eksperterne", myndighederne og kemien overtage styringen af og ansvaret for mit "liv". Og så havde jeg kunnet eksistere i dette af vores kultur skabte meningsvakuum til mine dages ende. Uansvarligt, uforanderligt. Pakket i vat. Jeg kan godt forstå, at mange vælger denne "løsning". Især når de i tilstrækkeligt lang tid og med tilstrækkelig intensitet er blevet plaget konstant, uden ende, af samfundets kun velmenende "almægtige moralapostler" til at fornægte sig selv og overgive sig til meningsvakuumet.

Det havde været nemt, men for mig var det en umulighed. Ifølge den amerikanske psykolog og grundlægger af den humanistiske psykologi* Abraham Maslow er "self-actualization", selvforvirkligelse, et menneskeligt behov. I hans "Hierarchy of needs", behovspyramiden, ligger selvforvirkligelse på toppen. Det er det menneskelige livs ultimative mål, kunne man sige. "Enlightenment" med et spirituelt, "Satori" med et Zenbuddhistisk begreb. Mens opfyldelsen af alle andre behov danner grundlag for, at dette sidste behov kan blive opfyldt.

For kriseramte menneskers vedkommende kan det siges, at et eller flere af de fire selvforvirkligelsen forudgående behov ikke er opfyldt. Udviklingen er gået i stå. Krisen er et forsøg på, at bevidstgøre denne mangel og indhente det forsømte, på små 5 - 6 uger, med selvforvirkligelsen som muligt resultat. Ikke uden grund føler mange kriseramte mennesker sig ikke "voksne", "modne", mens de samtidigt kan opleve sig som alvidende og almægtig. Fra det ene ekstrem til det andre på 0,5 i en nærmest eksplosionsagtig udvikling, der gør det svært, om ikke umuligt, for den rationelle tanke at følge med ("tankeforstyrrelser"). Min egen selvopfattelse var symboliseret af et sandkorn i en østersskal i den ene ende, og millioner af lysår i den anden. Lys - bevidsthed - Gud. Spurgt efter min alder, havde jeg svært ved at svare. Jeg havde ingen og al alder på samme tid. Tid som en måleenhed eksisterede kun i en kulturel sammenhæng, og var dermed for mig, der stod udenfor denne kulturs begrænsninger, ubetydeligt. Detsamme gjalt ordene. Skrevne ord blev til virkårligt tegnede mønstre, udtalte ord til virkårligt komponerede lydbilleder. Ordenes betydning blev dobbelt, tredobbelt og vilkårligt udskifteligt. Samtidigt med, at jeg ledte efter Ordet. Trylleordet, der betød alt og intet på samme tid.

"I takt med at ordene mister deres (af kulturen tildelte) mening, (...) eller om det er pga. en psykologisk usikkerhed i det at være i verdenen, der forårsager at symboler ikke længere automatisk tages for tingen, der forårsager en adskillelse af symbolet (signifikanten, ordet) fra det symboliserede (det signifierede, tingen), rettes al opmærksomhed mod tingen, mens symbolet efterlades mere eller mindre tømt for enhver symbolsk indhold, og bliver til et vilkårligt lydmønster, fri til at blive fyldt med og anvendt til at betegne rent individuel mening, fri til at blive transformeret fra at være en almenforståelig kode til at være en mere eller mindre privat, individuel kode, grænsende til at blive en ting i sig selv.

Evnen til at bruge sprog er en naturlig evne, men sprogene i sig selv er ikke et naturligt fænomen. De er et kulturelt fænomen. Var det et naturligt fænomen, ville forskellig kodning [forskellige sprog] ikke være muligt. Lige så lidt som et 'poetisk sprog' eller 'psykotisk tale', med begge værende en leg med ord, en kode, hvert på sit niveau, ville eksistere", skrev jeg for noget tid siden i et indlæg på min engelske blog.

Erkendelsen af at ord altid kun kan være "pointers", ikke tingen i sig selv, og af at deres betydning er kulturelt og ikke naturligt betinget, er forudsætning for, at man kan forstå, hvad der sker i "psykosen" mht. tanker og deres manifestation i ordene, i sproget.

Mig selv trak denne erkendelse skiftesvis i to retninger: ind i tavsheden, som den logiske konsekvens af erkendelsen af ordenes utilstrækkelighed mht. Tingen, og i sidste konsekvens mht. det Reelle, og ind i et utrætteligt søgen efter Ordet. Jeg skrev og skrev og skrev. Jeg ledte efter Ordet i forskellige sprog, i forskellige ordkombinationer, i ordspil og i leg med ord.

"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

 Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?" skriver Janne i et af sine blogindlæg (min kursivering).

"...og Ordet var Gud." Den rene bevidsthed, vores sande selv, vores væren.

Mht. ønsket om at blive pakket i vat, så mener jeg at det er dem, der "vælger" en neuroleptika- (eller for den sags skyld generelt psykofarmaka-, stof-) omtåget ubevidsthed i mere eller mindre total ansvarsfrasagt afhængighed af andre, der ønsker at blive pakket i vat. Ikke dem, der tager udfordringen op, konfronterer sig med deres egen lidelse, og begiver sig ud på opdagelsesrejsen ind i deres eget værens afgrunde. "Vælger" i anførelsestegn, fordi der ofte ikke er tale om et frit valg, men om en beslutning, andre har truffet på forhånd for én, om tvang. Andre, der selv har valgt udfordringen fra. Til fordel for den skinbarlige sikkerhed, vattet byder på. Andre, der har valgt, at pakke sig selv i vat, mens de, om end kun ubevidst så dog, er udmærket klar over at vattet kvæler livet, og derfor ikke kan tåle synet af et menneske, der vælger at tage udfordringen "liv" op.

Jeg er selv nået til et punkt, hvor jeg som oftest bevidst kan se diskrimineringen i øjnene, sige "Is that so?", og gå min vej, uden at måtte tage itu med alt for voldsomme reaktioner. Fordi jeg har taget ansvar for mine reaktioner, dem allesammen, inklusive dem, psykiatrien ville have kaldt for "symptomer", og som jeg derfor nemt kunne have frasagt mig ethvert ansvar for. Andre, der først lige er startet på deres rejse, har ikke densamme afklarethed omkring hverken deres egne reaktioner eller diskrimineringens årsager og mål endnu, og derfor må man som den diskriminerende regne med, at reaktionen kan blive voldsom. Vold avler som bekendt vold. Og ord som "sindssyg" er udtryk for vold. Ligeom det svarer til voldtægt, at betegne et andet menneskes realitet for "ikke virkelig". Det er en voldsom krænkelse af dette menneskes ret til at definere sin egen virkelighed og væren i denne virkelighed.

Man kan ikke forvente af et menneske, der aldrig har fået lov til at tage ansvar for sig selv, der aldrig har fået en chance, at lære hvordan man gør, at dette menneske pludseligt, og bare fordi det lige passer ind i en andens kram, tager ansvar. Som både Heidi er inde på ovre på sin blog, og jeg i min kommentar, så er det noget, der tager tid og ofte kræver støtte og også et vist "hensyntagen" - hvis man kan betegne det, at respektere et andet menneske uanset hvor dette menneske befinder sig i sin udvikling for "hensyntagen" - fra omgivelsernes side at få lært. Og som Amanda med sit indlæg "People can be a bit like water" understreger, kan det ikke nytte noget, at kræve, at et menneske tager ansvar for sig selv, når det passer én, og kræve i næste øjeblik, at dette menneske overlader ansvaret for sig selv til andre igen, fordi det passer de andre. Enten tager man ansvar, og så tager man ansvar for hele sig selv, eller også gør man ikke. Og på samme måde gælder at man enten giver et menneske plads og lov til at tage ansvar, for hele sig selv, eller ikke gør det. I sidste tilfælde skal man så bare ikke regne med, at dette menneske overhovedet nogensinde er i stand til at tage det mindste ansvar for sig selv.

At tage ansvar for sig selv er en menneskeret og i sidste ende også et livsprojekt. Ligesom det er et livsprojekt at respektere sig selv nok til at man kan respektere andre tilstrækkeligt til at kunne give dem plads og lov til at tage ansvar for sig selv og være sig selv. At fordømme et andet menneske som værende "sindssyg" og dette menneskes realitet som "ikke virkelig", som ikke bare Astrid gør, men med hende størsteparten af samfundet og den samlede biopsykiatri, krænker dette menneskes ret til at tage ansvar, og forhindrer livsprojektet i at blive gennemført. Det forhindrer selverkendelse, selvbevidsthed og selvværd i at kunne blive til. Det forhindrer forandring og udvikling. Det forhindrer de fire øverste behov, og i visse ekstreme tilfælde alle fem behov, i Maslow's pyramide i at kunne blive opfyldt. Det forhindrer muligt liv i at blive til. Detsamme gør et valg, der fravælger det at tage ansvar for sig selv, og uddelegerer det til andre, til "eksperter", myndigheder og Zoloft, Risperdal eller Ritalin - eller for den sags skyld til alkohol og fritidsstoffer i al almindelighed. Og detsamme gør også et valg, der måske godt nok vælger det etablerede behandlingsapparat og kemien fra, og alternative tilgange til, men samtidigt stadigt ikke tager ansvar for sig selv, og overlader det til terapeuten, healeren, akupunktøren etc., med en forventning om, at recovery'en, selverkendelsen, enlightenment'en serveres på et sølvfad for én.
_______________

Universel erklæring af mentale rettigheder og friheder

Alle mennesker er skabt forskellige. Ethvert menneske har retten til at være mentalt frit og uafhængigt.

Ethvert menneske har retten til at føle, se, høre, fornemme, forestille sig, tro eller opleve hvad som helst, på en hvilken som helst måde, til en hvilken som helst tid.

Ethvert menneske har retten til at opføre sig på en hvilken som helst måde, som ikke skader andre eller bryder retfærdige love.

Intet menneske skal uden samtykke blive underkastet indespærring, fiksering, straf, eller psykologisk eller medicinsk indgriben i et forsøg på at kontrollere, undertrykke eller forandre individuets tanker, følelser eller oplevelser.
fra: Adbusters.org
_______________

*Til forskel fra de fleste andre retninger indenfor psykologien, og til stor forskel fra psykiatrien, søger den humanistiske psykologi at fokussere på og definere det sunde i et menneskes væren, ikke det "patologiske", "syge". Hvorfor den humanistiske psykologi ikke på samme måde stirrer sig blind på "symptomer" som andre retninger indenfor psykologien og psykiatrien, men ser menneskets væren som i bund og grund sund og rask. En lignende tilgang havde Edward Podvoll, grundlæggeren af Windhorse, hvis tilgang baserer på at fokussere på det, han kalder for "islands of clarity" (øer af klarhed), i stedet for på "sygdomssymptomer". Og også Loren Mosher's udgangspunkt i at recovery fra "psykoser" ikke bare er mulig, men til at forvente fokusserer mere på det sunde end det "syge". Tilgangen er i mine øjne afgørende for, om man ser mennesket, eller om man ser en "patient", en "sygdom". Og den kan være afgørende for resultatet af terapien: "Du starter dér [med fokus på det sunde], og du har et kæmpe forspring."

De pårørende som allierede i psykiatriens kamp mod kriseramte mennesker

Mens jeg har fokus på de "kære" pårørende: jeg blev gjort opmærksom på en artikel på politiken.dk, der i den trykte version af Politiken, fredag 24. oktober 2008, følges op af to artikler i 1. sektion, side 5. Alle tre artikler formidler detsamme budskab om hvor vigtigt det er, at inddrage de pårørende.

Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".

Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".

I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.

Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.

I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.

Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.

Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.

Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.

Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.

Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.