I går fik jeg en mail med en invitation til et arrangement med Elaine Aron, psykolog og forfatter af bogen The Highly Sensitive Person. Nu ser det, at være "HSP'er" for mig ud til at være et i tiltagende grad populært samfundsfænomen og jeg kender da også en række mennesker privat, der identificerer sig selv som HSP'er.
Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.
I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.
Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.
Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?
"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...
Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.
Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.
Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".
Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.
Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________
Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D
fredag den 11. december 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
4 kommentarer:
Marian, som du ved er jeg dels interesseret i hsp-begrebet, og dels kritisk over for biologien som årsagsforklaring - det sidste lige som dig.
Jeg kender kun til begrebet ud fra Elaine Arons (og Jungs) univers, og jeg synes den vinkel, som hun lægger på hsp i sin bog "The Highly Sensitive Person", hvor hun (som jeg forstår det, og godt nok meget kort og parentetisk) gør rede for at hsp'eren har en "bold" personlighedsdel i skyggen, og den "bold'e" person har en hsp'er i skyggen, gør op med forestillingen om os og de andre. Derfor er det for mig at se ikke et spørgsmål om at identificere sig med enten at være hsp'er eller ikke være det. For mig er det et spørgsmål om hvilke egenskaber og karaktertræk der er fremtrædende (eller undertrykte) i den enkeltes personlighed, men vi rummer alle sammen begge dele, og det kunne vi alle - både følsomme og mindre følsomme mennesker - vinde meget ved at forstå, så vi kunne komme lidt ud over den undertrykkelse af det følsomme som vores kultur fordrer af os, og som nogle af os faktisk lider under. Og så vi kunne udvikle den side af os selv som ikke er vores stærkeste, til gavn for almenvellet. Altså som jeg ser det.
Hvor det altsammen kommer fra, ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal mene om. Samme spørgsmål kunne man stille omkring Jungs typologi (forestillingen om nogle menneskers særlige sensitivitet kommer også fra ham, så vidt Elaine Aron i en videnskabelig artikel). Personligt har jeg erindringer om både mine egne sensitive træk og mine foretrukne indstillinger og funktioner fra min tidlige barndom. Jeg har også selv to børn, som er meget forskellige, og hvor den ene klart er ekstremt sensitiv lige som jeg uden at vi har samme typologi, og jeg har to tvillinger meget tæt på mig som klart har forskelligt sensitivitetsniveau. Det beviser ingenting, men det giver stof til nogle grublerier, synes jeg.
Det med biologien, det vil jeg betragte som en arbejdshypotese, som det bliver spændende at se hvad der sker med. Erfaringsmæssigt er jeg ikke i tvivl om at jeg ikke er syg, og at jeg har været disponeret for at udvikle min sensitivitet lige siden jeg var meget lille, og at det er et karaktertræk som måske har udviklet sig, men som også er blevet undertrykt, på grund af de ting jeg været ude for i mit liv - på godt og ondt. Men så igen, så begynder spekulationerne: Kunne dette ikke lige så godt tilskrives at jeg er introverteret intuitiv? Og hvor kommer det fra? Og hvad så med den fysiske sensitivitet - jeg er allergisk, og jeg bliver fysisk dårlig af dufte, stærkt lys og høje lyde. Hænger fænomenerne overhovedet sammen, eller er de fysiske og psykiske sensitivitetsfænomener ikke bundet til samme årsag?
Jeg bliver snurret rundt, men lige meget hvordan jeg vender og drejer det, oplever jeg at være mere sensitiv end så mange andre mennesker på faktisk alle de områder "teorien" omfatter - og jeg oplever at det har været særdeles frigørende at lære at se på denne sensitivitet som et neutralt karaktertræk - det er hverken djævelens eller guds værk, det kan bruges til både noget godt og skidt. Det er "bare" en del af det at være menneske.
Tænker jeg. Mærker jeg.
Janne: Jeg er bestemt heller ikke 100% afvisende overfor begrebet. Det kan være ganske nyttigt i visse situationer. F.eks. når ens sagsbehandler vil smide én ud i et job som salgsassistent i Matas' parfumeafdeling. Mens man samtidigt ikke har papir på en konkret, fysisk allergi overfor parfume. Der findes jo professionelle, der i givet fald kan bekræfte, at man er HSP'er.
Jeg er også helt med på, at vi bliver født med forskelligt temperament, og at man sikkert nok også kan finde biologiske forskelle, der på en eller anden måde relaterer til ens temperament.
Jeg bryder mig bare ikke om, at man stopper dér: "Jeg er sådan, fordi sådan er min biologi, jeg er født som HSP'er." Det lyder for mig for meget som: "Jeg er født 'skizofren' (eller ADHD'er, eller hvad det måtte være af den slags)." Selv om, også, éns biologi måtte være sådan, hvorfor er den så det?
Vi har i dag en tendens til at ville forklare alt ved hjælp af biologien. Den er altings oprindelse og årsag. Men hvad er "årsag" til biologien? Det er der ingen, der rigtigt spekulerer over. Det er ligesom når man læser nyhedsoverskrifter, der fortæller, at økologisk landbrug belaster miljøet, uden at nogen tør stille spørgsmålet, hvorfor landbruget hele tiden skal producere mere og mere. Det er så kortsigtet tænkt, som noget bare kan være. Og det tjener ikke til andet, end at holde status quo vedlige. - Og folk hopper på den. Se bare her.
Mens man her kan få en idé om, hvad den biologiske determinisme bl.a. fører til. Hvis drengene, eller bare én af dem, ender med et alkoholproblem, er det deres biologis skyld. Alkoholproblemer er ikke et samfundsproblem. Lige så lidt, som alt andet, der opfattes som "problemadfærd".
Nu opfattes HSP ikke nødvendigvis som et problem. Men i det, at det også er en fra normen afvigende adfærd, der prøves at blive forklaret ved hjælp af individets biologi, bekræfter det, at adfærd generelt, "problem-" eller ej, ikke har noget videre med miljøet at gøre. Indirekte bekræftes derved også teorier om, at f.eks. alkoholproblemer og "psykisk sygdom" er alene biologiske fænomener. Det er denne kortsigtethed i status quos tjeneste, jeg er - yderst - kritisk overfor.
Og så er der den anden side af sagen, som jeg nævner, og som jeg desværre observerer i de fleste "alternative" kredse, ligesom i mainstreamen selvfølgeligt, også: at der findes to slags mennesker. De "specielle", de "udvalgte", særligt begavede, whatever, der skal tages i med glacéhandsker, på den ene side, og så "de sindssyge", og "lesser-than-human"s, som stort set ikke er værd, at beskæftige sig med, som man gør bedst i, at befrie samfundet fra. Og mht. det, ved jeg selvfølgeligt ikke, hvor jeg har Elaine Aron hen. Min erfaring siger mig, at det ikke er helt usandsynligt, at også hun går ud fra en sådan opdeling . Men måske gør jeg hende også uret, når jeg siger det. Jeg ved det, som sagt, ikke. Er bare en superårvågen kanariefugl. også når det kommer til den slags. ;)
Hvor er det dejligt, at opleve den slags nuancetænkning - som jeg selv hungrer efter.
Jeg er selv hypersensitiv. Men der har godt nok været forskel på at være det - og på mine PTSD-symptomer. Alene af den grund, at jeg intet selv behersker mht. til at kunne lukke mere eller mindre af.
Det kunne jeg før mine traumatiske oplevelser. Fordi mine oplevelser IKKE gik helt ind i kroppen på mig, men mere blev på det reflektoriske niveau - selvom det også handler om sansning.
Hele mit panser blev brudt ned - og jeg mistede kontrollen. Ikke bare over mine oplevelser, men også over mine reaktioner - og der ER for mig den store forskel på sensitivitet og PTSD.
Jeg skelner mellem akutte/traumatiske reaktioner og min standardtilstand:
Faktisk tror jeg selv, at min sensitivitet har reddet meget for mig, fordi jeg også får en stor grad af selvindsigt - ved at mærke verden så intenst udenfor og indeni mig.
Jeg er også allround sensitiv. Jeg må tigge og bede om at få mindre doser medicin end andre, har duft, støj og lys (bliver dårlig af lyset fra sparepærer) overfølsomhed osv. Altså ikke bare sensitiv på det psykisk/mentale plan.
Min klare opfattelse er, at min sensitivitet er en "normal" egenskab på samme måde som evnen for matematik, sport osv.
I urtiden eller middelalderen var jeg nok bare blevet shaman eller "klog kone". :)
Der hvor dogmer overtager forstanden og intuitionen - står jeg af. Derfor har jeg opgivet det alternative miljø, der er for kæpheste og selvhøjtidelige profeter.
Jeg tænker selv. Og vil hellere stå alene - end opgive min intuition og forstand til fordel for fællesskabets accept.
I øjeblikket kæmper jeg for, at IKKE at tage afstand - til de ting jeg kan stå inde for.
For jeg har det svært med at føle mig presset til noget-som-helst. Så står jeg hellere HELT AF... Men må lære at holde ved det, der kan give mig noget.
Jeg vil altid gnave de ideologiske/religiøse/politiske reb over, andre forsøger at binde mig med.
Desværre bider jeg også gerne mine egne ben over for at slippe fri. Det kommer nok af min "sensitivitet". ;)
Shreya (blodsøster)
Shreya: Selvfølgeligt er der, alle lighedspunkter til trods, også forskel mellem det, der kaldes for HSP og f.eks. PTSD. Og den ligger jo, hvis man skal generalisere lidt, netop i det, du beskriver. At man stadigt har en vis kontrol som HSP'er, som man ikke har ved PTSD (eller anden "psykisk sygdom"). Men for mig at se, ligger alle disse ting dog mere på et kontinuum, også med det, der kaldes "normal", end at de nærmest er modsætningen til "normal", og/eller modsætninger i forhold til hinanden. Det hedder sig, at man som HSP'er er "hypervigilant". Men hvornår er man for hypervigilant til at være HSP'er, og må snarere betegnes som "PTSD'er"? Eller, og værre, som f.eks. "paranoid"? Hvor helt nøjagtigt er det skellet går mellem noget, der gør én til et helt specielt (og beundringsværdigt?) menneske, og en hjernesyg belastning for samfundet?
Min opfattelse af det er, at der ikke findes noget objektivt skel. Ligesom med alle psykdiagnoser, er det i mine øjne et spørgsmål om subjektiv oplevelse af sig selv/af andre, om man siger "HSP", eller "PTSD", eller whatever. Det bliver jo også tydeligt, når det i Wikipedia-artiklen nævnes, at nogle kritiske professionelle allerhelst vil problematisere/sygeliggøre også HSP. Ifølge dem, er det ikke noget, der ligger på et kontinuum med "normal", men altså noget "abnormalt", sygt, som måske snarere burde diagnosticeres som "social angst", "depression", "borderline", hvad har vi, der skal behandles væk.
Men det vigtigste for mig i alle disse overvejelser er og bliver dog årsagsspørgsmålet. Er det tilfældig, individuel biologi, der gør nogle til HSP'ere, eller er også eventuelle biologiske markører et resultat af miljøpåvirkninger? Som jeg ser mig selv i dag, tilbageblikkende, har jeg jo også altid været HSP'er. Spørgsmålet for mig er, om jeg har været det pga. min tilfældige biologi - er biologi overhovedet nogensinde "tilfældig"? -, og om det så har prædisponeret mig til at udvikle "psykoser", eller om jeg har oplevet traumatiserende ting fra dag ét af, så at sige, der så først har ladet mig reagere HSP-agtigt, og senere, pga. traumernes intensitet, med "psykose", dvs. om jeg har været nødt til at trappe det HSP-agtige op til det blev "psykose"-agtigt, for at overleve.
Send en kommentar