Vrede, skyld og undskyldninger

Her en historie - en af mange lignende - fra det virkelige liv: vores hovedperson, oprindeligt stemplet med "depression", efter en "manisk" reaktion på "medicinen" mod "depression" stemplet som "bipolar", går til sin psykiater, og fortæller vedkommende åbent og ærligt, at h*n har valgt, at stoppe med at tage sin "antipsykotiske medicin", pga. bivirkningerne, og fordi h*n er bange for de skader, specielt mht. de kognitive evner, "medicinen" jo som bekendt kan forårsage ved langtidsbrug.

Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.

Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".

Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.

Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.

Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".

Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.

Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.

Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.

Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.