"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

søndag den 6. december 2009

Recoveret til døden. Hvordan psykiatriens forvrængning af recoverykonceptet koster liv.

Her kan man læse om et arrangement på bostedet Skovvænget, et "botilbud til voksne med sindslidelse", som det står på hjemmesiden. Det er Standup recovery, der i maj 2006 optrådte på Skovvænget. Et af de tre medlemmer af gruppen Standup recovery var Dorthe Raffenberg, som jeg kender fra min tid hos Outsideren.

I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".

Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.

"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.

Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.

Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.

11 kommentarer:

Mille sagde ...

Åh,jeg er så enig i alt du skriver her!

tosommerfugle sagde ...

Illustrativt når højskoleopholdet fremhæves som vendepunktet i hendes liv. Nærvær og accept på egne præmisser. Og hun begyndte at dyrke motion.

Det er jo netop healende ting, som må have været centralt for den recovery som hun oplevede. Medicinen har måske bidraget med ro til processen, men med en meget høj pris....

Marian sagde ...

tosommerfugle: igangværende recoveryproces, nemlig. Ikke "har formået at komme sig".

Leponex'en har givet en vis "ro", det skal jeg love for... - Om end jeg også har set dem, der var mere zombificeret af "medicinen", end Dorthe. - Og af og til skal der lidt ro til. Men desværre har "medicinen" i Dorthes, som i så mange andres, tilfælde givet for megen "ro" til at hun kunne komme videre med sit oprør mod overgrebene, bevidstgøre, bearbejde, og virkeligt recovere. Den har givet så megen "ro", at hun kunne acceptere, at overgrebene nok snarere var en konsekvens af at hun var syg i hovedet, end at hendes oprør var en konsekvens af overgrebene. Leponex'en, og al den anden "behandling" psykiatrien har udsat Dorthe for, har mere stået i vejen for, at hun kunne komme sig, end at den har hjulpet hende med det.

Her iøvrigt Dorthes sidste artikel for Outsideren, der citerer Anders Fink-Jensen:

"Hvis psykofarmaka var skadeligt ville det være enormt bekymrende, og så ville slet ikke være tilladt."

...

tosommerfugle sagde ...

Så det er altså ikke skadeligt med en bivirkning som sukkersyge.... Gad vide hvad hans definition af ordet "skadeligt" er?

Som du jo ved kan det at tage fat i at bevidstgøre og bearbejde "bagagen" være en ret enorm proces, som ovenikøbet lægger afstand til dem som selv har en rolle i hvad der skete. Jeg kan egentlig godt forstå at der er mange, som meget hellere vil finde en måde at lægge låg på, finde en "nem" forklaring, og en måde at leve videre på.

Det kræver en stor personlig motivation og engagement at udforske og rense rygsækken.... For mange vil det være helt uoverskueligt.

Marian sagde ...

tosommerfugle: ja, det gad jeg også godt vide! Men det er jo noget, man ser rigtigt meget, ikke kun, men især i forhold til psykiatrien, at der påstås det ene med det andet, som man ikke engang behøves at undersøge særligt grundigt, for at nå frem til, at det ikke holder en meter. Går den, så går den. Jf. Håkan Odeberg, der jo i Uppdrag granskning bliver ved, til den bitre ende, og længere endnu..., med at påstå, hukommelsestabet efter ECT aldrig kan være vedvarende.

Det kræver en del motivation og engagement at bevidstgøre og bearbejde, ja. Men det er som udgangspunkt aldeles ikke uoverkommeligt for nogen. Det kan hurtigt blive det, hvis man mødes med budskaber om "alvorlig sygdom", som man nok ikke skal have for mange forhåbninger om, at kunne komme sig af, andet end socialt, med retraumatiserende "behandling" som bæltefiksering, og med massive doser "medicin", der slukker al livsenergien i én. At det kan lade sig gøre, er alternativerne jo gode eksempler på. Jeg tror ikke, at folk generelt er umotiverede. Men de bliver det, når de havner i systemets mølle.

tosommerfugle sagde ...

Ja, det er jo meget normalt at være kritisk overfor hvilke kilder som regnes for troværdige. Det er der jo også brug for, men lidt for ofte ser det ud til at det afgørende kriterium er graden af enighed. Men det er dog noget helt andet direkte at erkende en bivirkning som sukkersyge, og samtidig holde på at det ikke er "skadeligt".

Jeg kan helt følge dig at det ikke "burde" være så uoverkommeligt endda at komme igang med at udforske egen psyke. Men samtig ser jeg en verden hvor det er helt normalt at mennesker ikke påtager sig selv at gøre noget ved dog mere overskuelige "uvaner" omkring livsstil. Typisk overvægt.

Nej, tværtimod higer rigtig mange efter at få en pille der klarer sagen, også selv om det er velkendt at der kan være væsentlige bivirkninger og tvivlsom effekt.

Så det er på helt pragmatisk grundlag at jeg konstaterer at det ikke er "naturligt" for alle at udforske egen psyke, men i stedet med iver søger den "nemme" løsning med at få en behandling ordineret. Idealistisk set ville jeg foretrække ikke at have "brug" for også at have den lidt kyniske vinkel her, men ....

Ud over motivation og engagement er det også en stor fordel med ressourcer som intelligens og hang til mere abstrakt tænkning. Og på det punkt ligger du jo noget over "gennemsnittet" ;-)

Marian sagde ...

Er helt enig hvad den hurtige og "nemme" vej ud - der jo egentligt ikke er en vej ud, men mere en blindgyde - angår. Mange foretrækker den. Men jeg ser også forskelle. Det er ofte folk, som ikke er heeelt derude, hvor det hedder "psykose", der hellere tager piller, end at prøve og finde ud af, hvad der ligger bag deres lidelse. Når man oplever, at følelser som angst og nedtrykthed kommer i vejen for, at man kan fungere "normalt", mens man stadigt er overbevist om, at "normal" fungeren er alfa og omega her i livet, så vælger man jo gerne det, der lover det hurtigste tilbagevenden til en "normal"tilstand.

Men når man er helt derude, hvor "normal" egentligt ikke har nogen betydning mere, hvor man, tværtimod, oplever diverse ting og sager ("hallucinationer", "vrangforestillinger"), der får én til at tro, at man må bryde med "normal", måske også redde hele resten af menneskeheden fra det, og man så har valget, at enten blive mødt med anerkendende forståelse, eller piller, som man føler, tager alt det, man ved er så uhyre betydningsfuldt, fra én, så vælger de fleste jo det første. Der er jo en grund til, at psykiatrien har behov for at anvende så meget tvang. Folk kæmper imod, vil have deres indsigter anerkendt, ikke fejet af bordet som meningsløse "vrangforestillinger" og "hallucinationer". Ønsket om at komme af med "symptomer" opstår jo først senere i forløbet, når man er godt og grundigt indoktrineret med og har internaliseret budskaberne om meningsløsheden, sygeligheden, af "symptomerne". Det er som regel først, når folk har "opnået" det stadium (af "sygdomsindsigt"), at de opgiver deres søgen efter meningen, og tilslutter sig omgivelsernes ønske om piller i stedet for bevidstgørelse.

Det, der gør det med Dorthe for mig specielt trist, er at hun var noget af en fighter inden hun bukkede under, "indså" og blev "compliant" - eller "recoverede", som psykiatrien ville sige. Der skulle megen tvang til, lange indlæggelser, og, af alle "antipsykotika" Leponex, som jo kun anvendes, efter andet har vist sig virkningsløst. Erfaringen fra alternative tilgange viser jo, at det er de mest "alvorlige" tilfælde, de, der ikke sjældent betegnes som "håbløse", der har de bedste udsigter til ægte recovery. Det er de mest ressourcestærkeste fightere, hvilket netop kommer til udtryk igennem deres "alvorlige symptomatik" = ihærdig modstand mod systemets - hm, ja - krigsføring mod dem.

Marian sagde ...

... "de mest ressourcestærke" skulle der selvfølgeligt have stået...

Marian sagde ...

(Og tak for kompliment, for resten! :) )

tosommerfugle sagde ...

Jeg har den "uvane" at når jeg ser nogen udtrykke sig i hvad "man er", betyder det i virkeligheden "jeg"...

Jeg har ikke det store førstehåndskendskab til psykiatrien, men mit intryk er nu at, ud over at der er en hel del som kæmper imod behandlingsregimer og tvang, også er ganske mange som hovedsagelig accepterer konceptet, og finder sig til rette med at være "reduceret" af psykofarmaka. At det tolereres som "et nødvendigt onde", når de kan mærke forskellen. Men jo, også at en del først giver sig efter hård kamp.

Kompliment ... jeg så det nu mere som en observation :-)

(Forresten er jeg ret overbevist om at den anonyme "hvad jeg ledte efter, tak" kommentar på ECT indlægget er spam. Stilen ligner, og nogenlunde samtidig fik jeg tre tilsvarende kommentarer, afsendt i samme minut. Det er forḿodentlig en fejl i robotten - eller dens betjening - der gjorde at der ikke kom et link med).

Marian sagde ...

tosommerfugle: Selvfølgeligt står "man" også for "jeg", men jeg kender jo dog en del stemplede folk, og har hørt dem fortælle om hvordan det var. Og da er mønstret gennemgående det, at de lagde ud med at yde modstand. Undtagen dem, der altså ikke var helt så langt ude, stadigt havde en fornemmelse af, at "normal" var, hvad man skulle være. For deres vedkommende er det rigtigt nok, at de ofte glædeligt griber til forklaringen "hjernesygdom" og sluger pillerne. Men heller ikke altid. - Og så skal man (!) ikke gå galt i byen: trods gedigen modstand, var jeg ikke én af dem, der var heeelt langt ude. Til gengæld har "normal" aldrig tiltalt mig videre, heller ikke inden jeg kom lidt langt ud.

Kompliment: 'Lige et øjeblik,' tænkte jeg faktisk i forgårs, efter jeg havde skrevet kommentaren 'er det egentligt et kompliment?? Og så faldt jeg i dag over dette interview med Derrick Jensen, hvor han citerer Douglas Adams: "humans consider themselves the smartest of creatures because they’ve invented digital wristwatches and nuclear submarines, and dolphins consider themselves the smartest of creatures because they NEVER invented any of those things." Spørgsmålet er, om det egentligt er så fedt, at kunne tænke abstrakt... I sidste ende er det vigtigste nok, hvad man bruger sine ressourcer til.

(Og spam er det vist, ja. Jeg fik også to flere, lignende kommentarer fra "anonym", og blev mistroisk.)