"I skolen i Tyrkiet havde han det svært med autoriteter. Han gjorde modstand og syntes, han blev udsat for mange uretfærdigheder. Det gjorde ham vred og ked af det." -Özlem Sara Cekic om sin bror.
"Han syntes". Det er ikke noget, der har virkelighedsværdi, ikke noget, der måske burde være efterprøvet. Det var bare han, der syntes det. Men det havde jo ingen hold i realiteten. Konsensusrealiteten. Vel at mærke. Groupthink. Vi har vedtaget, at hans realitetsopfattelse er utroværdig, fordi det angriber skolen, autoriteterne, samfundet, familien, ..., os. Og vi behøves ikke at efterprøve, om hans realitetsopfattelse, det, han syntes, måske bunder i fakta, når først vi i fællesskab, som gruppe, har besluttet, at det ikke gør det (jf. punkterne 5 og 6 under "Symptoms of groupthink"/"practices of groupthink": ringe interesse i at opsøge information, og forudindtaget udvælgelse, når information indhentes). Ulogisk? Groupthink er per definition ulogisk. "TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX."
Punkt 4 under "Symptoms of groupthink" i Wikipediaartiklen om fænomenet nævner det, at klassificere modstandere af gruppen som "svag, ond, fordomsfuld, hadsk, grim, betydningsløs eller dum" som et symptom på groupthink. Tilføje til rækken af disse adjektiver kan man her "sindssyg" og alle variationer, såsom "skizo", "paranoid", "psykopat", etc. etc.
Han er stemplet som "syg", "skizofren". Özlem har kæmpet for det. Man gør, hvad man kan, for den gruppe, man gerne vil være medlem af, man gerne vil anerkendes af, hvis identitet man har gjort til sin egen. Og hvis identitet han var en trussel for, fordi han gjorde modstand mod at blive frataget sin individuelle identitet af gruppens autoriteter. Indtil han blev stemplet som utroværdig. Indtil hans opposition mod at opgive sin egen identitet til fordel for gruppens langt om længe officielt blev anerkendt som "syg".
"Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?" spørger Özlem. Bemærk: "vores". En af årsagerne til groupthink betegnes som provokativ situationsbetinget kontekst i Wikipediaartiklen: "high stress from external threats, recent failures, excessive difficulties on the decision-making task, moral dilemmas." Recent failures, moral dilemmas...
Jeg husker, at jeg efter "Bedre vilkår"-forhøringen stod og ventede på Miki, der lige skulle snakke lidt med Özlem. Jeg stod lige ved siden af, og jeg undrede mig, at Özlem virkede, som om hun meget bevidst prøvede, at undgå enhver øjenkontakt med mig. Når jeg i dag tænker på, hvad jeg sagde i min tale til forhøringen, så undrer jeg mig ikke mere. Det må have skræmt livet af Özlem. Men måske var det bare noget, jeg syntes, at hun virkede undvigende. Vi har det jo med at synes, se syner, se elefanter, hvor der slet slet ikke er nogen, vi "sindssyge"...
onsdag den 23. december 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
8 kommentarer:
Ja, vi ser meget ubekvemt det, som andre meget bekvemt - IKKE SER !
Fanden til rolle at sætte sig selv i. Men "vi" må jo have en årsag.
Jeg ser frem til en dag at finde den. MÅSKE ?
Altid opmuntret af dit "klarsyn", Petra
Det er jo det!
Manglen på logisk og analytisk tænkning, der driver mig til vanvid, når alt, hvad jeg "samler" sammen af argumenter, afvises på rygraden - bare fordi - det ikke passer ind i de/det billede - andre har af helheder og sammenhænge - på forhånd.
Det er jo DET!
Når folk ikke vil svare mig på de uoverenstemmelser i forklaringer og handleformer, jeg ser. Men som de ikke ønsker at se. Eller bare fornægter.
Som når min far i går pludseligt - uden sammenhæng - spørger, om jeg vil emigrere til Australien eller Antarktis.
Og jeg synes, det er underligt og usammenhængende. Så er det jo mig, der er syg...Det har jeg jo papir på.
Hvad er det for en logik, jeg har, som åbenbart ikke er anerkendt hos mine medmennesker.
Hvorfor forstår DE IKKE, at halvkvædede viser og bortforklaringer skaber utryghed og bidrager til kløften mellem mig og dem...
Se; DET aka DEM, forstår JEG bare ikke.
Hmmmm, Petra
Petra: Jeg kender det godt, at man bare så gerne vil forstå, hvordan det hele hænger sammen. Problemet er, at det ikke hænger sammen. Så, man havner i "the paralysis of analysis", gang på gang. Drevet til vanvid af en fuldstændigt vanvittig normalitet. I værste fald bliver man revet med i denne "psykotiske malstrøm", i dramaet, hvori man har fået tildelt rollen som syndebuk, den identificerede "psykiatriske patient". I bedste, klarer man, at træde et skridt tilbage, og sige: "Ved i hvad, det må i selv om. Kan i hygge jer."
Pas godt på dig selv, Petra! Og god jul til dig.
Jeg er skizofren og har dermed pr. definiton, dårligt fungerende frontallapper. Det konkluderer man, uden at man behøver at tage et skanningsbillede af min hjerne, blot fordi man mener at, min "mangel på forståelse for samfundets normer og den kollektive virkelighedesopfattelse", beviser at dette er tilfældet. Man er dog ikke klar over, at min måde at se verden på, er blevet skabt af læsning af Kierkegaard og Sartre og andre der konstaterer, at lige nøjagtig vores "moral" er fuldstændigt vilkårlig. Det er derfor man, med kierkegaards begreber, kan gå fra at være spidsborger, til at være en æstetiker, der ikke anerkender samfundets tilfældigt skabte regler. For mig at se, er psykiatere og alle psykiatriens tilhængere, spidsborgere der tager for givet, at man selvfølgeligt skal være glad for, at leve i lige nøjagtig det danske samfund. Men hvorfor skulle man nødvendigvis det? Jeg er fri til at mene hvad jeg vil! I teorien i hvert fald, men ikke i praksis. For hvis jeg bliver stresset og frustreret og aggressiv, fordi jeg er imod samfundet, så skyldes det bare min "sygdom". Hvis jeg har en "sygdom", så skyldes det, at min IQ er over gennemsnittet.
Anonym: "dårligt fungerende frontallapper", ha! Så sent som i går lagde jeg en kommentar hos en pårørende-mor - bare fordi jeg af og til kører lidt hårdt frem mod "de kære pårørende" kommer jeg jo ikke udenom at skulle indrømme, at der også findes de imellem dem, der tager deres del af ansvaret, og som jeg faktisk snakker ganske fint med - der havde skrevet et blogindlæg hvori hun spekulerede, om alle de historier om at "psykoser" slider på hjernen, skader den, mon var andet end reklamestunts fra "Big Pharma's" side.
Ja, mon ikke! Reklamestunts fra farmaindustriens side, og skræmmekampagner fra et samfunds side, der ikke ønsker, at folk frigør sig og begynder at tænke selvstændigt. Hvis noget virkeligt skader hjernen, så er det den "medicin", man har så travlt med at fylde folk med til de ikke kan stave til deres eget navn længere. For ikke at tale om, at læse Kierkegaard og Sartre...
Jeg kan også være i tvivl om, hvorvidt det er helt korrekt, at psykoser altid er forbundet med nedsat frontallapfunktion. For på mange måder, kan man få det indtryk, at man ofte bevidst manipulerer med både patienter og pårørende, blot for at opnå "compliance". Derfor forsimpler man tingene, eller også lyver man decideret. Det er det man kalder "behandlersadisme", som er alt for udbredt.
Cökic's måde at behandle sin bror på, var også udtryk for, et ønske om at opnå "compliance". Han skulle overholde familiens regelsæt og hvis ikke han frivilligt ville det, eller kunne det, så måtte han jo fejle noget!
Hvis hun ikke kunne håndtere sin brors problemer og var ved at gå psykisk ned, så kunne hun jo selv have gået til læge og måske have fået en depressions-diagnose, eller nogen i den stil. Det er langt ude, at man kan presse en psykiater til at give en diagnose. Det er i forvejen for nemt at blive diagnosticeret som sindssyg. Man kan sagtens være suicidaltruet uden at fejle noget. Det er ikke i sig selv en sygdom, at være ulykkelig.
Jeg har ikke en kommentar, men et godt råd. Jeg har opdaget at politiken har en automatisk funktion, der gør at de automatisk linker til blogs, der linker til en bestemt artikel. Dvs. at hvis du eksempelvis linker til artiklen "Børn får hjernemedicin uden kontrol" http://politiken.dk/indland/article868239.ece, så burde der blive henvist til din blog. Indtil videre linker de kun til den her: http://danmark.wordpress.com/2009/12/27/en-narkotisering-af-vore-skoleboern/, hvilket jeg personligt ikke finder helt optimalt.
Anonym: tak for tippet! Emnet børn og psykdiagnoser (med den uundgåelige medicinering som følge) har lige været oppe og blive diskuteret på Sigruns blog. Noget af det værste, hvis du spørger mig, når psykiatriens/samfundets diagnosticerings- og meddicineringsvanvid går ud over (små-)børn, der jo fuldstændigt er udleveret til de voksne i deres liv, ikke har den mindste chance for at vælge selv.
Bloggen, du linker til, ser umiddelbart ud til at være en af dem, der bare gengiver, hvad der står respektive siges i medierne, uden at der kommenteres eller noget. Ikke videre interessant eller hensigtsmæssigt, nej. Vil skrive lidt om det, lige så jeg får tid - og efter jeg endnu en gang har svaret hende "Avil" derovre hos Sigrun ;) - senere i dag.
Send en kommentar