Lykkepiller og graviditet

Langt om længe er problemet ved at være såpas stort, at det heller ikke i Danmark kan fejes ind under gulvtæppet længere: børn hvis mor har været på lykkepiller under graviditeten, lider af abstinenser efter fødslen. Så, ja, "antidepressiva", navnligt SSRIs, er vanedannende og afhængighedsskabende. Så kan man kalde abstinenserne eufemistisk for "seponeringssyndrom" lige så mange gange, som man vil. Abstinenser er abstinenser, og tydeligt tegn på afhængighed.

"Flere og flere gravide får antidepressiva, det som vi kalder lykkepiller. Det giver en svær beslutning for os læger, da ingen medicin er fri for bivirkninger, og det gælder også lykkepiller. Men det er omvendt ikke særlig godt for en gravid at føde, hvis hun ryger tilbage i depressionen. Og det er også farligt for barnet," citerer bl.a. artiklen på Helse.dk Hristo Stanchev, overlæge og speciallægeansvarlig for neonatologi på Næstved Sygehus, og han har sådan set helt ret.

Men desværre blander han for det første to ting sammen her, uden at tydeliggøre det: mht. barnets fysiske vel og ve må det helt klart betegnes som uansvarligt af læger, at ordinere lykkepiller til gravide, ligesom det må betegnes som uansvarligt af gravide, at tage lykkepiller under graviditeten (forudsat, man er blevet gjort opmærksom på risikoen ikke bare for abstinenser, men også for tildels livsfarlige misdannelser hos barnet). På den anden side kan det, at mor er depri, være dybt traumatiserende for barnet, og dermed skadeligt for dets psykiske velvære og udvikling. Det er ikke mindre uansvarligt, at udsætte et barn for emotionel svigt og traumatisering, som det er, at udsætte det for potentielt fysisk skadelige stoffer.

For det andet går Hristo Stanchev i sit udsagn ud fra tre, mildest talt, meget tvivlsomme antagelser. Nemlig 1. den, at lykkepiller virker mod "depression", 2. den, at det, at ikke tage lykkepiller ved "depression", er ensbetydende med at "depressionen" forbliver ubehandlet, og dermed 3. den, at "depression" er biologisk hjernesygdom, der kræver medicinsk behandling.

Den første antagelse findes der, set i lyset af de videnskabelige data, ikke noget grundlag for. Alle videnskabelige data og fakta taler mod denne antagelses korrekthed. Den sidste antagelse findes der stadigt ikke noget videnskabeligt holdbart bevis for, og således er et fravalg af medicinsk behandling, af lykkepiller, heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at behandling generelt fravælges, og "depressionen", den angiveligt ubehandlede, automatisk vender stærkt tilbage.

Anyhow, er man overbevist om, at man lider af en biologisk hjernesygdom, der kræver behandling med lykkepiller, og der jo ifølge "eksperterne" også er genetisk arveligt, synes jeg, man bør udvise ansvarsbevidsthed nok til at se bort fra, at sætte børn i verdenen, og udsætte en ny generation for overhængende fare for at arve denne hjernesygdom. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fortrængte, ikke-bevidstgjorte og ikke-bearbejdede traumer videregives til næste generation. Ehem. Og især hvis motivationen bag ønsket om børn er, at man mener, børn er til for at gøre én lykkelig, så bør man klart anskaffe nogle akvariefisk i stedet for børn. De får så heller ikke abstinenser, fordi man ikke magter, at tage ansvar for sig selv, og løse sine problemer, i stedet for bare at fortrænge dem ved hjælp af nogle piller.

Og apropos trauma, læs også "Psych drugs damage ability to love/bond". Og lad det så blive akvariefiskene. De får ingen abstinenser, og de kan nøjes med et minimum af nærhed og kærlighed.