"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

onsdag den 10. marts 2010

"Jeg lider, derfor er jeg"???

Et sært fænomen, som man kan observere overalt der, hvor "psykisk sygdom" diskuteres, om det er på blogs, her for eksempel, i kommentartråde til artikler, i diskussionsfora, eller hvor det måtte være hen, er at der med sikkerhed før eller siden dukker brugere op, der reagerer med et fornærmet ramaskrig på enhver ytring, der vover at antyde, at måske, bare måske, hele situationen ikke er helt så dyster, at måske, bare måske, recovery er mulig, og at måske, bare måske, al den lidelse ikke kun er helt forfærdelig, men altså måske, bare måske, har en mening, en funktion, en værdi mht. denne recovery.

Jeg prøver, at forestille mig en person, der lider af en somatisk sygdom, og der får at vide, at vedkommende har gode chancer for at komme sig, udbryde: "Nej nej nej! Det er ikke sandt! Jeg kan ikke komme mig! Det må ikke være sandt! Jeg kommer til at lide forfærdeligt resten af mit liv, og du skal ikke komme her, og fortælle mig noget andet!" Hvad ville man kalde det for? En slags hypokondri?

Hvad er det, der er så tiltrækkende ved lidelse, at det gør det til en utænkelighed, at give slip på den, og der gør enhver udtalelse, der bare antyder, at recovery er en mulighed, respektive at lidelsen ikke udelukkende behøves at være forfærdelig, til en trussel? At den tilbyder en identitet? "Jeg er psykisk syg"? "Jeg lider, derfor er jeg"? Besynderligt.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Når det at være "syg" er blevet til en central del af identiteten, vil en "trussel" mod dette dermed også være en trussel mod det "mig" som har fundet sin måde at eksistere på. Et ønske om at ændre vilkårene for jeg'ets eksistens, ville dermed være et ønske om udslettelse af dette jeg. En slags "selvmord".

På et lidt dybere niveau ligger der også en anden stor smerte og truer. Risikoen for tanker om hvad der er mistet på at det ikke blev til en anden retning meget tidligere i livet. På at have satset på det eksistentielle valg "jeg kan jo ikke bedre".

Den der tør rumme sådanne tanker, bliver derved i stand til at frigøre sig fra meget.

Anonym sagde ...

Jeg forstår det godt. Bare se på den verden vi lever i. Den er da mere skræmmende end den lidelse jeg kender til i forvejen.

Der er en tryghed i lidelsen. Fordi den IKKE peger ud på vilkårene i verden, men peger indad - og der har man da trods alt lidt overblik og "kontrol" over - hvad der foregår.

Eller?

Michael