"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 15. marts 2010

"Skizofrene" klarer sig bedre uden "medicin"...

...og Merete Nordentoft er overrasket over dette forskningsresultat. I hvert fald ifølge artiklen "Studenterhuen er et godt våben mod skizofreni" i Dagens Medicin fra den 5. marts 2010.

I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."

Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.

Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."

Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.

Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.

Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.

At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.

Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.

Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.

Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.

4 kommentarer:

tosommerfugle sagde ...

Glimrende med mere "officiel" fokus på at det ikke er de "rablende" tilfælde, der fylder mest - og i høj grad også på den med at mange klarer den uden medicin. Et meget bedre budskab end at diagnosen skal medføre tvangsmedicinering.

Det er jo så også interessant med hvorfor dem med studentereksamen oftest klare den bedst. En del af dette må jo være det som du er inde på med at blive mere trænet i at arbejde med viden, forholde sig kritisk - og selv tro på at kunne.

Jeg tænker dog på hvor meget to andre faktorer kan fylde her.

For det første skal der nok være sådan at dem som tager studentereksamen snarere er dem som har forudsætningerne for det. Altså intelligens og lyst til at sætte sig ind i emner. Disse ville måske også klare sig bedre uden det løft som det at gennemføre en uddannelse kan give.

For det andet forekommer det mig plausibelt at dem med de stærkeste symptomer alligevel ikke kommer i nærheden af gymnasiet, eller falder ud undervejs. Derved bliver det sådan at de mildere tilfælde snarere er dem som tager uddannelsen. Altså igen at de har bedre forudsætninger for recovery, også uden uddannelsen.

Det kunne f.eks. også være interessant at se på om der er en sammenhæng mellem IQ, EQ og recovery.

Marian sagde ...

tosommerfugle: hvor "officiel" dette fokus er, ved jeg ikke. Hvem læser Dagens Medicin? Altså bortset fra folk, der har en eller anden speciel interesse i forvejen? Og der kommer ikke til at stå noget som helst om denne forskning her i mainstream-medierne. Jeg tør vædde på det. Det næste, der kommer til at stå der, er endnu en tåbelig artikel om en eller anden, der måske bare har spillet lidt højt musik til stor gene for fru Hansen i nr. 34, "fordi vedkommende er skizofren, og havde holdt op med at tage sin medicin".

At folk med en højere IQ får mildere "psykoser", og derfor klarer sig bedre igennem det hele, holder ikke hele vejen igennem. Der findes erfaringer, der tyder på, at det er dem med de mest "voldsomme" "psykoser", der klarer sig bedst: jo højere vækkeuret ringer, jo større er chancen, at man hører det, og vågner op... Man skal huske på, at "symptomer" i det her tilfælde er forsøg på helbredelse. Jo stærkere "symptomatik", jo stærkere er de helbredende kræfter, og jo mere sandsynligt bliver recovery, selvsagt.

tosommerfugle sagde ...

Med "officiel" tænkte jeg såmænd ikke på det snævre Dagens Medicin, men på Merete Nordentoft og hendes fagfæller. Og hvis du skal vædde med nogen om at vinklen ikke kommer i mainstream-medierne, bliver det ikke mig :-)

Min tanke omkring højere IQ var ikke om det giver mildere psykoser, men måske bedre evne til at at se og søge en sammenhæng i oplevelserne. Altså ikke bare sige "jeg er syg". Som f.eks. dig :-)

Sammenhænge mellem graden af psykoser og chance for recovery er jo så en anden vinkel, som det også kunne være spændende med belysning af. Altså mere forskning i medicinfri recovery.

Marian sagde ...

tosommerfugle: et væddemål må vist også på nuværende tidspunkt allerede siges, at være afgjort: Thomas Werges forskningsresultater kunne man læse om i stort set alle mainstream-medier, langt før et blad som Dagens Medicin overhovedet nåede at overveje en artikel om sagen... :(

Mht. IQ, eller måske bare evne til at tænke klart, så synes jeg, forskningsresultaterne taler et ret entydigt sprog: det er ikke recoveryfremmende, at neddope folk og fratage dem deres kognitive/intellektuelle evner, slet ikke, når det sker langsigtet via "vedligeholdelsesmedicinering", og det er heller ikke hensigtsmæssigt, at fortælle historier om kronisk hjernesygdom hvis "symptomer" ikke giver den mindste mening, hvorfor ethvert forsøg på at finde en sådan mening er spild af tid og energi. Hvis ikke et søgen efter mening, og dermed en mere indgående beskæftigelse med "symptomerne", i det hele taget bør undgås for enhver pris, fordi det bare gør "symptomerne" værre (det er jo generelt opfattelsen i behandlerkredse).

Den sociale tilbagetrækning og passivitet, som artiklen nævner som indikatorer for et mindre gunstigt udfald, hænger i mine øjne klart sammen med både "medicinens" sløvende virkning (og det har længe været et kendt faktum, at "antipsykotika", nye som gamle, i hvert fald ikke hjælper på de "negative symptomer", hvis de ikke gør dem værre, også fordi en del af bivirkningerne, som vægtøgning og TD, jo er meget egnet til at fratage enhver lysten - og evnen - til at gå ud i samfundet og være social), og de nævnte budskaber om kronisk hjernesygdom, der vist kun kan betegnes som dybt deprimerende, demoraliserende og passiviserende.

Men netop fordi heller ikke denne forskning umiddelbart ser ud til at involvere empiri, netop fordi man igen kun har observeret udefra, og ført statistik over "symptom"frihed og arbejdsevne, i stedet for at spørge nærmere ind til, hvad der konkret har gjort forskellen for folk, så tror jeg ikke, at resultaterne her vil ændre ret meget ved hverken opfattelsen af, hvad "skizofrenni" egentligt er, eller, følgeligt, hvilken form for hjælp der ville være mest effektiv.

Jeg ser nogle forskere, der står med en bunke forskningsresultater, som de, grundet deres forudindtagethed, er ude af stand til at kæde logisk sammen (se kommentaren til artiklen). Og formodentligt vil denne studie lide den samme skæbne, som alle andre langtidsstudier, og samle støv i Dagens Medicins og måske en eller anden videnskabelig journals arkiver. Uden at bevæge noget videre mht. hjælpetilbuddet i betonpsykiatrien. Mens lovgivningen omkring tvangsbehandling strammes mere og mere op. (Jeg kan vist kun blive positivt overrasket... )