"Udsættes man for et seksuelt overgreb, tyder nye, engelske undersøgelser på at flere får en psykose senere. Men vil man bevise en sammenhæng, skal man være helt sikker på at det er på grund af dette eller hint at en given hændelse er indtruffet. Ud over et seksuelt overgreb kan der være mange andre problemer i familien".
De der udvikler en psykose, kommer i tre ud af fire tilfælde fra ganske almindelige familier, siger hun.
"Ingen går gennem livet uden prøvelser. Størstedelen af patienterne har ikke været udsat for andet end hvad alle mulige andre oplever. Der er hverken tale om seksuelle eller fysiske overgreb. Hverken forældre der ikke kom hjem, eller hjem præget af et voldsomt alkoholmisbrug. Gik man under deres skolegang ind i de flestes klasser, ville man ikke kunne få øje på noget bemærkelsesværdigt, hverken i deres familier eller hos dem selv."
Ahhh, åhhh, det vil dels sige, at overgreb er "prøvelser", som man ligesom må tage i stiv arm, og kan man ikke det, ja, så må man sgu finde sig i at få en "skizofreni"-diagnose smidt i hovedet, og blive erklæret for genetisk defekt. Og dels vil det sige, at, hvis der ikke er tale om, at man er blevet gennemtævet, respektive seksuelt misbrugt tre gange dagligt, og hvis ens forældre ikke har drukket mindst tre flasker billig sprut dagligt, hver, ja, så kan der umuligt være tale om overgreb eller svigt. For alt andet, såsom verbale og emotionelle overgreb og svigt, er jo bare normalt, "ganske almindeligt", ikke? Ja, desværre er det vist ganske almindeligt og normalt i vores overgribersamfund. Mens Merete Nordentoft med et sådant udsagn klart tilkendegiver sin egen overgribermentalitet. Tillykke Merete!
Iøvrigt synes jeg, det er ret interessant, at en sammenhæng mellem traumer og "psykisk sygdom" ikke kan anerkendes, før denne er entydigt bevist, mens det åbenbart ikke kræver andet, end nogle pengegriske farmakoncerners og nogle magtsyge behandleres hjernespind som legitimation for en "behandling", der ødelægger liv på stribevis.
Opslag
2 kommentarer:
Tjah, det er faktisk svært at afgrænse begrebet "overgreb" klart.
Dengang hvor ganske normal børneopdragelse indebar hyppig (men dog moderat) vold, blev dette ikke set som overgreb. Det var altså ikke noget som forældrene blev kritiseret for, tværtimod var det direkte kritisabelt hvis børnene ikke fik tæsk "nok".
At vi nu har en kultur hvor sådanne "objektivt målbare" hændelser ses som overgreb gør ikke at vi kan anklage fortidens forældre for at have "skejet ud" i forhold til normerne for overgreb.
Med andre ord, hvis vi taler om det "ganske almindelige" er det pr. definition ikke overgreb, selv om det ifølge en anden forståelse er meget belastende. Det bliver kun til "overgreb" hvis vi skulle få en kultur hvor normerne er flyttet markant.
Nu om dage er det så blevet til at det ses som overgreb hvis familiealbummet får lov til at indeholde nøgenbilleder af små børn :-]
Selvfølgeligt burde det på ingen måde hverken have overrasket eller rystet mig, at læse Merete Nordentofts udsagn. Det er jo sådan i vores samfund, at megen vold og destruktivitet defineres som helt normal, eller almindelig, og altså ikke som potentielt traumatiserende. Overgreb, det er hvad der er sket i den Katolske Kirke, og i Brønderslev, respektive Tønder. Ved at pege fingre ad disse "objektivt målbare" overgreb, kan vi så dejligt nemt aflede opmærksomheden fra vores egen destruktivitet, og især måske også fra dens årsager. Den kommer jo ikke ud af den blå luft. Lige så lidt som "psykisk sygdom" gør det (jf. iøvrigt artiklens overskrift). Men det gør ondt, at se årsagerne i øjnene, og så er det ofte nemmere, at gøre sig "hård", "stålsætte" sig, tage "prøvelserne" i stiv arm, og simpelthen afvise eksistensen af årsagerne, afvise, at man selv er såret. Og når jeg ser Merete Nordentoft - ud fra hvad jeg har hørt af udtalelser fra hendes side, og kender til hendes faglige holdninger - så ser jeg et såret og efterfølgende "forhærdet" menneske; men det er nu mit personlige indtryk. Jeg ville ikke prøve, at pådutte hende det, som hun pådutter andre hendes indtryk af dem: "skizofren", selv om jeg godt er klar over, at jeg er dømmende i indlægget. Jeg har jo ingen definitionsmagt over hende, som hun har den over andre. - Symptomatisk for vores samfund for resten, synes jeg, at det ofte ser ud til at være de mennesker, der har været mest successrige med at "stålsætte" sig - i stedet for at an-/erkende deres egen sårethed -, der beklæder de mest magtfulde positioner i dets institutioner generelt (med M.N. værende i en ganske så magtfuld position indenfor psykiatrien).
Logisk også, og ikke spor overraskende, at man så føler sig truet af forskningsresultater, der ikke bare sætter spørgsmålstegn ved ens professionelle overbevisninger, men derudover ville sabotere ens eget, personlige "skjold", hvis man anerkendte dem som bare halvvejs sande. De fleste kan vist godt leve med, at, af og til, måtte revidere rent professionelle overbevisninger. Kritisk, virkeligt smertefuldt, bliver det jo kun, når det kommer til det personlige, egoet. Og så kan man heldigvis somme tider, som hér, klamre sig til, at traumer ikke er objektivt målbare, at beviserne for deres eksistens faktisk alene ligger i den enkeltes subjektive erfaring/oplevelse. For, selv "objektivt målbare" overgreb, der f.eks. efterlader blå mærker, kan jo forholdsvis nemt fratages deres status som overgreb, hvis man ønsker det. Ved at det påpeges, at nogle altså klarer sig uden f.eks. at blive "psykisk syg", selv om de har været udsatte for disse overgreb. Det ser vi jo også jævnligt forsøgt. Hele vor tids tro på, at det eneste, der tæller, er det objektivt målbare, det materielle, det håndgribelige, bunder, hvis du spørger mig, i vores frygt for at blive konfronteret med vores egen sårethed og destruktivitet.
At vi så definerer nøgenbilleder af vores små børn i familiealbummet som overgreb, kan vist også godt ses som et afledningsmanøvre, bare med omvendte fortegn.
Send en kommentar