Psykiatriens historie i 10 alt for korte punkter - Og noget om revolutionerende fremskridt

For et par uger siden kom jeg via Sigruns blog over artiklen "Psykiatriens historie i 10 korte punkter" i Kristeligt Dagbladets netudgave.

Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.

De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:


"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.


10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."

Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?

For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).

For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.

For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.

Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.

Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".

Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.

Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________

Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".