Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.
Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.
I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":
"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."
Og "diana" skriver:
"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."
Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.
Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!
Opslag
raw smoothie time
1 uge siden
13 kommentarer:
Når det handler om en sådan udenlandsk navnenyhed, tror jeg snarere at udvælgelsesprocessen styres af ét spørgsmål:
Om den journalist-praktikant, som sidder klar til at lave maskinoversættelser, har hørt om personen.
For 20 år siden kunne svaret have været ja. Men nu er status mere at hun kun er "almen viden" i snævre cirkler, eller hos dem som interesserede sig for hende dengang.
Med lidt held finder en eller anden på at begå en kronik til Information om hende ...
tosommerfugle: begå er vist det rette ord, desværre.
Og desværre har du nok også ret, når du antyder, at de færreste i dag aner, hvem Alice Miller egentligt var. En sådan uvidenhed passer jo perfekt til den generelle fortrængning og fornægtelse af traumer i dag.
P.S.: Uanset, så mener jeg ikke, at den danske presses forbigående på nogen måde kan undskyldes. Dertil var Alice Miller en for stor personlighed. "Non grata" eller ej.
Jeg har ikke fulgt Alice Miller på nært hold gennem hendes liv og karriere, og heller ikke pressens reaktioner i forbindelse med hendes død, men jeg har læst med her - tak, Marian :-).
For hvad det end er værd, kan jeg mærke at det er vigtigt for mig at skrive her, at Alice Millers bog "Det selvudslettende barn" har gjort en enorm forskel for mig. Hendes forsvar og forståelse for den svageste og mest sårbare part i alle menneskelige relationer, nemlig barnet, har været og er for mig fuldstændig skelsættende. Den bog åbnede verden for mig.
Nogle gange må man med vantro se på hvordan mennesket igen og igen forsvarer sig mod at erkende sine egne destruktive kræfter - og sit eget ansvar for at holde dem i ave. Jeg tror jeg forstår din rystelse :-).
Janne: Jeg kan på en måde kun alt for godt forstå reaktionerne. Alice Miller lagde ikke fingre imellem, hun pakkede ikke noget ind, for at skåne nogen. Og det er klart, at det får især folk, der har skeletter i skabet, som de helst ikke vil konfronteres med, til at gå på barrikaderne. Jeg læste engang en kommentar, hvor en mor skrev, at hun var glad, at hun ikke havde læst Miller inden hun havde fået børn, for da havde hun måske ikke turdet at få nogle overhovedet. Imidlertid havde denne mor selvrespekt nok til at indrømme, at Miller havde helt ret. Noget, der sandsynligvis skyldes, at hun selv kom til et punkt i sit liv, hvor hun måtte sande, at også hun var nogens - traumatiserede - barn, og hvor Millers bøger hjalp hende med at forstå og bearbejde. Og det er jo egentligt det, der er Millers essentielle budskab, som jeg ser det, at vi alle er nogens barn, traumatiseret, og at det ikke nytter, at ville fortrænge eller endda fornægte det, fordi vi så bare giver traumerne videre til vores børn.
Hendes "mission" har jo ikke været, at hænge forældre ud (ligesom vi kan se, at medierne gør det, mens de samme medier nu beskylder hende for at gøre det; snak om dobbeltmoral). Tværtimod, kunne man sige. Hun ville jo bare have os allesammen til at se sandheden i øjnene, så vi kunne tage ansvar og komme videre. Og selvfølgeligt er det da barskt, men det er altså også utroligt befriende, det eneste faktisk, der kan sætte os fri. Så længe der er skeletter i skabet, skal man jo hele tiden være bange for, at de måske en dag vælter ud af det... Personligt synes jeg, at det er det mindste, man kan forlange af forældre, at de gør en indsats for at få ryddet op i deres egne "issues", for deres egen lige så meget som for deres børns skyld, og jeg bliver så modløs, når jeg ser al den ansvarsfraskrivelse rundt omkring, der kommer så tydeligt til udtryk i reaktionerne på Alice Millers død. (Hér er der f.eks. en mor, der føler sig klart trådt over tæerne. Hér er der en anden. Og jeg gjorde vitterligt en indsats for ikke på nogen måde at virke anklagende. Men nej... Suk!)
P.S.: For ikke bare at hive de negative eksempler frem (og hænge ud...): Hér er der dog én, der tager ansvar.
Jeg er simpelthen bare så enig!
Og suk, ja. Jeg tror bare at man skal forestille sig at at røre ved hele det her problemfelt, hvis man kan kalde det det, er som at stikke hænderne ned i en hvepserede af skyldfølelser. For det første er vi meget, meget ivrige for at placere skyld på nogen; det er meget svært for de fleste (og det kender jeg kun alt for godt) at forestille sig at det ikke handler om hvis skyld eller hvor stor skyld. Og for det andet er skyldfølelser stort set ubærlige - vi mennesker vil gøre næsten alt for at slippe for at føle skyld, så hvis nogen - uanset om de overhovedet mener det sådan - prikker til denne skyldfølelse, må vi afvise dem. Det er som et minefelt, hvor ingen kan høre eller sige hvad det egentlig handler om, fordi alle har så travlt med at navigere uden om minerne. Og skulle der være en enkelt frygtløs sjæl i feltet der bare går lige frem, er infernoet sat i værk ;-).
Men vi er ALLE skyldige, og det må vi lære at leve med, tænker jeg, fordi vi er mennesker med et det ubevidste - på præcis samme måde som vi, med dine ord, alle er nogens traumatiserede børn. Det er hver vores skæbne i en eller anden forstand: Samspillet mellem vores egen personlighed og vores forældres. Samtidig med at det er vores ansvar at forholde os til den skæbne - der ligger den befriende frihed, efter min mening.
Måske forsimpler jeg tingene for meget, og jeg ville ønske jeg vidste mere om Alice Millers budskab end jeg gør, men det har jeg altså stadig til gode. Jeg tror jeg vil love mig selv at læse noget mere af hende, så har hendes tanker måske fundet endnu en kanal (uanset hvor lille den må være).
Janne, jeg kan bestemt tilslutte mig den med at læse op på Alice Miller.
En ting hvor jeg synes at det kræver "omhu" at læse hende på en god måde er netop omkring det der med skyld. Og at skelne mellem skyld, ansvar, vrede og forklaringer.
Skyld bliver jo typisk set som et personligt ansvar. Altså at en person som gjorde noget forkert var ond eller dum. Aben er placeret, og dermed har vreden en adresse. Og den der med "det er samfundets skyld" bliver jo alt for ofte brugt som afstandtagen til at nogen står ved deres ansvar. Men tingene er mere komplicerede end som så.
Et eksempel (fra 1950'erne) på hvad jeg mener hander om en pige, som havde en meget engageret mor, der var forud for sin tid omkring hvordan hun opdrog den lille pige. Der var dog også sket "ting" som må have belastet pigens psyke, og lægerne kom ind i billedet. Det blev efterhånden til at sende pigen på et børnehjem, ud fra en hensigt om at ro og landlige omgivelser hjalp.
Med nutidens briller lyder det jo helt horribelt at den lille pige skulle fjernes fra sin mor, og kun kunne få ganske korte besøg. Fordi hun var så ked af det når moderen rejste igen, blev forslaget at der skulle være færre besøg. Færre tårer. Av.
Det kan næppe undre at det gav pigen nogle ekstra "sten i rygsækken" som voksen. Pigen havde altså god grund til at være vred på sin mor over disse traumer. Eller?
Var det moderens skyld? Hun kæmpede virkelig for at gøre det bedste, og fulgte gældende normer for hvordan "man gjorde". Det kan siges at ligge indenfor moderens ansvar, men hun handlede ikke på en måde som blev set som uansvarlig.
Alligevel må det jo siges at hendes dispositioner var en forklaring på at det blev værre for hendes datter. Og selvfølgelig var det forståelige forklaringer på hvorfor moderen gjorde som hun gjorde. Men intet entydigt sted at lægge en dom "skyldig".
Min pointe er at det er meget bedre at tænke "forklaring" i stedet for "skyld". Og det skal være tilladt at være vred, ud fra en forklaring, uden at det derfor skal handle om en anklage om "skyld".
Jo, pigen havde grund til at være vred på sin gode mor. Uden at det skulle pille ved den store kærlighed mellem mor og datter.
@tosommerfugle, tak for din kommentar til mig, den var god at læse. Og jo, jeg skal nok læse op på lektien ;-).
Jeg er faktisk helt med på den måde du fremstiller det på, og jeg forstår godt ideen i at komme udenom ordet skyld i det hele taget. Jeg tror at den måde jeg forestiller mig at alle mødre/forældre er skyldige på, er at det er muligt at finde en forklaring på de sår ethvert barn døjer med (i større eller mindre grad og mere eller mindre eksplicit i deres liv), i noget ubevidst indhold moderen/forældrene har overført til barnet. Det tror jeg faktisk jeg anser for at være et grundvilkår. Hvor store sår, hvor svære de bliver at leve med osv. varierer selvfølgelig ud fra mange faktorer hos både barn og voksen, men i princippet gælder det altid, forestiller jeg mig.
Jeg er jo selv både barn (et meget såret et :-)) og mor, og jeg døjer lidt mere med at slippe af med min skyldfølelse (trods mine rationelle tanker) som mor end med ikke at skyde mine forældre noget i skoene. Det sidste gør jeg ikke mere, og jeg er ikke længere vred overhovedet. Tværtimod er jeg meget ked af alt det det har lært mig om hvor stækkede de var i livet af deres sår.
Men alt det her må stå for min egen regning, det ved jeg godt - jeg håber at alle der læser med her, læser Alice Miller med den omhu du opfordrer til, og som jeg har en klar fornemmelse af at hun fortjener.
Lidt udenfor emne.. Jeg har læst "Du må ikke mærke" og "Det selvudslettende barn", begge bøger berørte mig dybt. Begge blev læst ifbtm. projektskriveri på Den Sociale Højskole, under udd. til socialrådgiver for snart 15 år siden.. Så socialrådgivere uddanneet frem til midten af 1990-erne kender Alice Miller..
At den danske presse forbigår hende i tavshed, det svarer jo meget godt overens med hendes "ikke politisk korrekte" holding til at skue indad og se egne FEJL OG MANGLER frem for kun at fokusere på egne (selvoplevede selvfede) fortræffeligheder ...
Janne & tosommerfugle: Jeg kan egentligt ikke huske, at Alice Miller, i al sin direkthed, selv gjorde særligt meget (om overhoivedet) brug af ordet "skyld" (men det er 5 - 6 år siden, .at jeg har læst noget af hende, bortset fra, hvad der er på hendes hjemmeside) Det, hun gjorde meget brug af, var netop "ansvar".
Det, at mange nærmest drejer ordene rundt, både hendes og alle andres, der, om nok så forsigtigt, vover at sige, at de vilkår, under hvilke børn opvokser, måske har bare lidt at gøre med, hvordan børnene udvikler sig, og fordrejer ansvar til skyld, ser jeg helt klart som en forsvarsmekanisme, der egentligt bare afslører, at man føler sig ramt, at der altså faktisk er noget at komme efter. Ellers var der jo ingen grund til at opfatte hendes ord som et personligt angreb, som man føler, man må forsvare sig mod. Så egentligt er det, at anklage hende for at dele skyld ud, i mine øjne en form for "tilståelse". Jo mere man føler, at man faktisk har svigtet mht. at tage ansvar for sig selv (og derved have svigtet både andre, der er/var afhængige af én, men i allerhøjeste grad også sig selv), jo mere vil man også føle trang til at beskylde andre - for at beskylde én, i det her tilfælde; det bliver lidt en metating, det hér :D
Det er virkeligt en hvepserede at stikke hånden ned i. Og min erfaring er, at, uanset hvor varsomt man prøver at gøre det, uanset med hvor megen omhu man læser Miller, hvis man ikke er klar til at konfrontere sine skeletter, så bryder infernoet løs, skyldfølelser vælter frem, og forsvarsmekanismerne aktiveres.
Jeg konstaterer så bare med en vis afmagtsfølelse, hvor langt samfundet som helhed er fra at være klar til at konfrontere de egne skeletter. Hvad mon der skal til, for at bryde med den allesteds nærværende fortrængning og fornægtelse? (Af egen erfaring: en krise af hidtil uanede dimensioner... som både finanskrisen og klimakatastrofen blegner ved siden af)
Fru Kjeldsen: Bl.a. de to bøger, du nævner, havde jeg læst som ganske ung. De gjorde et enormt indtryk, jeg følte, at der lå en dyb sandhed i dem, men jeg havde ikke kunnet fortælle dig, hvorfor, eller hvad den sandhed gik ud på i forhold til mig selv. En lille anekdote: Jeg faldt engang i snak med en eller anden fyr på universitetet om børneopdragelse og bla. også Alice Miller. På et tidspunkt sagde han noget i stil med at forældre jo kunne komme til at gøre ret megen skade med deres opdragelse, noget à la. jeg husker, at jeg med ét blev helt "hård", så at sige, både mentalt og fysisk, i kroppen, og at det fór ud af mig: "Ja!" Både han og jeg blev helt forskrækket over min reaktion. Jeg gik længe bagefter, og funderede over, hvorfor jeg havde reageret så "voldsomt" emotionelt. Skulle jeg have taget skade af nogen opdragelse?? Det kunne da ikke passe, jeg havde da aldrig lidt overlast... Snak om stærke kræfter, når det kommer til fortrængning/fornægtelse... Og alligevel ligger låget så let på, så ingen aner, hvor lidt der skal til: "And it's not too far below the surface. So craziness is not quite as far away as we like to think."
Jeg læste bøgerne igen i 2004, og da slog det ned som et lyn i mig.
P.S., Fru Kjeldsen: Anekdoten daterer tilbage til 80'erne, 1985 ca., den gang, da folk stadigt kendte navnet Alice Miller...
Send en kommentar