Det vrimler jo med psykolog-annoncer derude, der lover hurtig og effektiv fjernelse af diverse slags følelser og tanker. Ligesom det vrimler med folk, der er fast overbevist om, at deres følelser og tanker er et - stort - problem (hvorfor alle disse følelser og tanker nøje observeres og bogføres, gerne på en blog : "I dag gjorde jeg det igen. Jeg følte/tænkte. Åh nej!"). Så, det passer jo fint sammen.
Her til morgen faldt jeg over følgende kommentar på en blog, skrevet af en person, der åbenbart er én af de nævnte psykologer, der gør opmærksom på et - mindst lige så stort - "metaproblem":
"One of the problems with the bipolar population (I'm putting on my psychologist hat, sorry!) is that they end up going off meds because they miss the high end of the cycles. A lot of them say they'd rather feel something than be on meds. Lucky you that you have an understanding and compassionate psychiatrist helping you out!"
Her gik jeg, og troede, det var bare menneskeligt, at have følelser og tænke tanker. Jeg må vist hellere begynde, at se mig om efter en "compassionate psychiatrist", siden alle de følelser og tanker, jeg oplever hele tiden, åbenbart er tegn på jeg ved ikke hvor mange forstyrrelser og sygdomme, jeg har. For ikke at nævne den, at også jeg egentligt godt kan lide, at føle og tænke. Jeg har det virkeligt skidt med det nu, at jeg kan lide, at være menneske! Jeg må virkeligt være syg!! Hjælp!!!
lørdag den 31. juli 2010
søndag den 25. juli 2010
Tusind tak!!!
...herfra til alle, der har taget initiativ og gjort det muligt, at min kommentar til Inger-Liss Christoffersens artikel om foredraget med Thomas Werge alligevel kom med i LAPs medlemsblad. Jeg blev så glad, da jeg så jeres engagement, der jo i grund og bund ikke så meget er et engagement for mig som person, respektive for mine personlige synspunkter, men et engagement for ytringsfriheden som sådan.
Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.
Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".
' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)
En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.
Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.
Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________
*) Lidt selverkendelse fra terapirummet
Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.
Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".
' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)
En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.
Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.
Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________
*) Lidt selverkendelse fra terapirummet
lørdag den 10. juli 2010
Robert Whitaker, "Psychotropic Drugs and Children" - must-listen for alle forældre
"Psychotropic Drugs and Children" er et foredrag ved Robert Whitaker, holdt i forlængelse af foredraget "Rise of Mental Illness in America" - ...og andre steder, såsom i Danmark, om end ikke i helt så grotesk målestok, som i USA, endnu.
Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.
Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).
Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.
Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).
torsdag den 8. juli 2010
Stærk norsk kortfilm om psykiatrisk tvang
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
