Here's to Mary Maddock, and The Independent!

Just a note for everyone who understands English: The Irish are far ahead of Denmark when it comes to recognizing and fighting human rights violations. When will the Danish public and media wake up from their bewitched - by psychiatry - sleep??

Criticism Anxiety, del II

"Vil du vide noget, spørg en erfaren, ikke en lærd." -Kinesisk ordsprog

Og her var den så, Outsideren nr. 62. Med afslutningen af ECT-debatten og altså artiklen "Nej, nej og aldrig!", baseret på et interview med mig. Som tidligere lovet, her min kommentar, både til artiklen men også til Martin Balslev Jørgensens svar på nogle af mine bemærkninger om ECT: "Kun når det virkelig gælder".

Fra Outsiderens side mener man ikke, at ECT-(psykiatri-)modstanderne er villige nok til dialog. Det er simpelthen forkert, som eksemplet Dresden har vist. Vi er mere end villige til dialog. Hvad vi dog ikke er villige til er netop det, psykiatrien som oftest konsekvent forlanger af os, nemlig at fornægte vores egne erfaringer og de deraf resulterende holdninger. Vil man i dialog med os, må man respektere vores erfaringer og holdninger. Ligesom man forventer, at vi respekterer andres erfaringer og holdninger. Interessant er her, at psykiatrisk personale som regel mangler det første. Psykiaternes holdninger baserer i reglen alene på teoretisk viden, de har tilegnet sig igennem kloge bøger, skrevet af personer med rent teoretisk viden, som de har tilegnet sig igennem kloge bøger, skrevet af osv. Dermed er grundlaget for deres holdninger af mere eller mindre rent teoretisk art, ikke baseret på erfaring. Empiri er et fremmedord for den psykiatriske forskning.

En dialog forudsætter at man lytter til hinanden. Med ganske få undtagelser har psykiatrien altid været præget af, og er det den dag i dag, at nægte at lytte til sit klientel. Også Martin Balslev Jørgensen (M.B.J.) - og jeg gyser ved tanken om, at manden også er virksom som terapeut. "De mennesker der er imod ECT ud fra eksempelvis et filosofisk standpunkt, har ingen forståelse for hvor dårligt de her mennesker har det", siger han. Kære Martin Balslev Sørensen, får jeg her lyst til at sige, de fleste af de mest ihærdige modstandere af ECT har selv været udsat for denne form for mishandling. Vil du påstå, at de ikke ved, hvad de taler om???

"At psykiatere ikke kan finde på andet end at give ECT hurtigst muligt passer ikke" svarer M.B.J. på min bemærkning, at "psykiatere gør (...) det eneste de kan og det eneste de er uddannet til: SKRIVER RECEPTER og giver stød", som det hedder i Outsiderens ord (min fremhævelse). M.B.J. sejler her elegant (?) udenom halvdelen, den afgørende, af min argumentation. Ser man på patientklagenævnets afgørelser angående klager over ECT, givet under tvang, fremgår det klart og tydeligt, at den eneste, mindre indgribende foranstaltning, der er afprøvet inden ECT kom til anvendelse, er medicinering. I ingen af afgørelserne nævnes der forsøg på samtaler, som ikke bare ville være mindre indgribende end ECT, men også langt mindre indgribende end medicinering. MEN: Psykiatere er de facto ikke uddannede til at tale med deres klientel. De er uddannede til at administrere "medicin" og ECT. Som nævnt i et tidligere indlæg: Længere er den ikke! Ikke uden grund bruger psykiatere i de engelsksproglige lande i tiltagende grad betegnelsen "psykofarmakolog" om sig selv. Det siger vist alt.

M.B.J. "vil hellere sammenligne psykiske lidelser med diabetes end et brækket ben", hedder det i artiklen "Kun når det virkelig gælder" som svar på min bemærkning, at psykiatriens menneskesyn er af ren naturalistisk natur, at det ikke tager højde for sindet, psyken, og dermed psykiske kriser, som metafor. Jeg må indrømme, at jeg kunne være fristet til at grine, hvis det ikke var så trist. Igen bliver den simple sammenligning, Outsideren her vælger at trykke fremfor den lidt mere komplicerede, jeg også kom ind på i interviewet, misforstået (med vilje?). Spøgsmålet drejer sig aldeles ikke om, hvorvidt psykiske kriser mere er sammenlignelige med et brækket ben eller diabetes. Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt psykiske kriser overhovedet er fysiske skader, sygdomme, "reguleringsmekanismer der ikke fungerer" (interessant omformulering af det efterhånden lidt slidte "ubalancer i hjernekemien"!) eller ej.

Og, kære Martin Balslev Jørgensen, hvis du overhovedet er i stand til at lytte for en kort bemærkning - og igen gyser jeg...: Min egen ERFARING (og ikke bare min) er den, at det er de så afgjort ikke. Uanset hvor gerne i vil have folk til at tro det, for at kunne sælge dem jeres "behandling", jeres piller og jeres ECT. Og uanset om man prøver at redde sin ære som terapeut på stregen ved at sige at psykiske kriser ikke er "et RENT fysiologisk fænomen" (min fremhævelse).

At M.B.J. selv er et menneske, "der ikke vil se virkeligheden i øjnene", som han anklager ECT- (og psykiatri-)modstanderne for at være, beviser udsagn som: "...kun meget få klager over vedvarende hukommelsesproblemer.", "Det har endnu ikke kunne afgøres med sikkerhed, om hukommelsesproblemerne er en bivirkning ved ECT, eller om de skyldes depressionen der kommer før" og:"Som psykiater (bruger man) det der er dokumenteret virksomt." Igen kan jeg kun gøre opmærksom på Sackeim-studien - som Outsideren, desværre og mig uforståeligt, valgte ikke at referere til - som den nyeste af talrige studier, der igennem tidens løb helt entydigt har vist vedvarende hukommelsestab og vedvarende nedsatte kognitive evner hos helt op til 50% af de personer, der har været udsatte for ECT. Hvor "virksomme" psykiatriens "behandlings"metoder i realiteten er, viser ikke mindre talrige studier, der sammenligner både ECT med foregivet ECT og "medicin" med placebo: "Virksomheden" er densamme, om det drejer sig om den "ægte vare", eller placebo/foregivet ECT. Skulle M.B.J., som den "ekspert" på området, han så gerne vil fremstå som at være - i modsætning til de, ifølge ham, ak så dumme modstandere - ikke have kendskab til disse studier?? Det ville nu, i mine øjne, ikke ligefrem være tegn på specielt stor ekspertise.

Hvor "strenge" kravene for ECT givet under tvang er, viser en sammenligning af tallene fra 2005 og 2006: I 2005 blev 90 personer udsat for ECT, anvendt under tvang, i 2006 er tallet femdoblet (!): 450 personer udsattes for ECT under tvang. Tendens stigende. Hæmningerne svinder tydeligt ind, kravene bliver mindre og mindre strenge. At man angiveligt ikke kan klare sig uden tvang, modbeviser det faktum, at der findes lande, heriblandt Tyskland og Norge, hvor ECT ikke må anvendes under tvang.

Uforståeligt for mig er, at Outsideren vælger at linke til Dansk Psykiatrisk Selskabs 2002-rapport om ECT i Danmark, som bærer præg af densamme forudindtagethed og misinformation, som hele det psykiatriske system i sin helhed bærer stærkt præg af, men fravælger ethvert link til kritisk og uafhængig information, som jeg har ladet Outsideren tilkomme i diverse udgaver. Tilstået: Virkelig kritisk og af farma- og ECT-lobby'en uafhængig information er kun tilgængeligt på udenlandske, primært engelsksproglige, sites. Information på dansk er, mig bekendt, ikke tilstede.

Isoleret set er den artikel, Outsideren her bringer om ECT-modstandernes argumenter, ikke tilnærmelsesvis fyldestgørende, og grænser til det ærgerlige i sin simplicitet, der indbyder til misforståelser, som M.B.J.'s, af min argumentation. Ærgerligt er også, at man lader M.B.J. slippe afsted med at tale udenom i hans forsvar af ECT, at man åbenbart ikke retter misforståelserne. Alt i alt, taget hele bladets indhold i betragtning, kan man dog konstatere en lidt større differentiering, hvilket redder en del af æren på falderebet. En del. Stadigt undgår man, at tage stilling, og, hvad værre er, at lade en udenforstående, som jeg i dette tilfælde er, tage en stilling, der ikke svarer mainstream psykiatriens, FULDT UD. Hvad mig personligt angår, føler jeg nærmest en trang til at undskylde overfor mennesker som Leonard Roy Frank, og jeg vil i fremtiden meget nøje overveje, hvem jeg giver et interview.

Det er jo oldnordisk!

Hvis man tror, Sackeim-studien har ændret det mindste ved psykiatriens holdning til ECT, må man tro om igen.

I 2006 blev ca. 3.500 danskere udsat for ECT, heraf 450 under tvang, fremgår det af en TV 2-nyhedsnotits på nettet fra i går. Tallet er derved på højde med de før-"Gøgereden"-tal, der ellers var dalet bemærkelsesværdigt på internationalt plan, med ca. 50%, efter filmen havde gjort et større publikum opmærksom på det brud mod menneskerettighederne, ECT var, er og altid vil være.

Til stadighed, og på trods af studier som Harold Sackeim's, der tydeligt besvarer spørgsmålet om hukommelsestab som ECT-relateret "bi"virkning, disker den danske psykiatri op med det ene lodrette løgn om ECT efter det andre. Det er åbenbart lige så svært at holde op med at lyve, som det generelt er, at komme af med dårlige vaner. "Forskerne er imidlertid meget i tvivl, om disse subjektive hukommelsestab (her tales om langtidshukommelsen) skyldes ECT-behandlingen,..." hedder det således i artiklen "ECT anno 2007" i bladet Midt i psykiatrien, oktober 2007, der fremstiller ECT som en"højt specialiseret behandling" med "gode resultater" og metoden som "forfinet". - Bemærk ordvalget i citatet: Når det kommer til som negativt oplevede følger af ECT, bliver disse betegnet som "SUBJEKTIVE". Med andre ord: Der kan - og skal - stilles spørgsmålstegn ved den OBJEKTIVE korrekthed af personens oplevelse af sig selv, siden den er SUBJEKTIV.

Forskerne har aldrig været og er heller ikke i dag i tvivl: "...der findes en sammenhæng mellem klinisk bedring og bibringelsen af en hjerneskade eller en forandret hjernefunktion", siger den US-amerikanske psykiater, ECT-fortaler og notorisk løgner, når det kommer til at forsvare ECT, Max Fink i 1966. Og for en gangs skyld siger han sandheden, når han konstaterer at et "kranio-cerebralt trauma" er forudsætningen for en effekt af ECT.

Enhver neurolog, ja enhver læge, ved, at hvis et menneske går i kramper efter at have været udsat for en hovedlæsion, er det et alarmsignal: Hovedlæsionen har forårsaget en hjerneskade. Uden hjerneskade ingen kramper, og uden kramper ingen ECT. Regn den selv ud. Som jeg læste et sted på nettet for noget tid siden: Hvornår vil man mon begynde, at erstatte ECT-maskinerne med baseballbats? Det ville i hvert fald være billigere - og dermed er det måske et godt fif til psykiatrien, mht. alle de nedskæringer i budgettet fra politikernes side - og det ville spare miljøet, siden man ikke behøvede at bruge strøm længere. Miljørigtig ECT.

TV 2's nyhedsnotits fortæller også, at LAP ikke mener, "bi"virkningerne af ECT er tilstrækkelig belyste. Jeg kan kun anbefale LAP, at kaste et blik på Sackeim-studien - eller, for den sags skyld, en af de talrige andre studier, der lige siden ECT kom i brug i 1930erne/40ene tydeligt viser uopretteligt tab af langtidshukommelsen og indlæringsevnen, og hjerneskader. Et godt overblik giver Leonard Roy Frank's "The Electroshock Quotationary". Flere litteraturhenvisninger findes på den US-amerikanske neurolog John M. Friedberg's hjemmeside.

"Forfinet" er der ikke ret meget andet ved nutidens ECT i forhold til "Gøgereden"s udgave, end de løgnhistorier, der bliver os fortalt om denne form for MIShandling. De er til gengæld virkelig meget forfinede.

Med hensyn til "effektiviteten" af ECT, her en lille anekdote fra England:

I to år blev der på et hospital i Nordengland anvendt en ECT-maskine, der ikke fungerede. Ingen anede, at maskinen var defekt og ikke gav stød. Både personale og "patienterne" var godt tilfredse med "behandlingen". - Og her står "behandling" for en gangs skyld i anførelsestegn, fordi der sådan set ikke kunne være tale om nogen form for behandling overhovedet, med en ikke-fungerende ECT-maskine. Ikke fordi der egentligt burde stå "MIShandling". - Indtil der kom en ny oversygeplejerske til stedet, der opdagede fejlen.

Anekdoten understreger mange studiers resultater, der viser, at faktisk ECT ikke virker en disse bedre end placebo-versionen, foregivet ECT. Den, iøvrigt af psykiatrien ønskede og som "bedring" omtalte, forvirring og desorientering, som de fleste ECT-ofre oplever efter "behandlingen", kan sagtens opnåes alene ved at give bedøvelse.

Hvad ECT's "livreddende" effekt, der gerne bliver trukket frem i forbindelse med de såkaldte "delirøse" tilstande, angår, så behøves jeg vel næppe at gøre opmærksom på, at bl.a. Laing har bevist, at det absolut ikke er en nødvendighed, at grille folks hjerner, men at humane tiltag i sidste ende giver et langt bedre resultat - medmindre det ønskede resultat altså er den elektriske lobotomi. Tilstået, DEN er problematisk at opnå med humane metoder. På Arbours Crisis Centre's hjemmeside viser videoen "A Celebration of The Life and Work of Mary Barnes" under "Past Events", hvordan en human tilgang kan se ud. Et andet, nyere eksempel fortæller Daniel Dorman om i sin bog "Dante's Cure".

Da jeg fortalte en bekendt, at ECT, givet under tvang, i dagens Danmark er en realitet og på dagsordenen, var reaktionen: "Det er da ikke sandt?! Det er jo oldnordisk!" Tja, sålænge man både fra psykiatriens og samfundets side bliver ved med at betragte den elektriske lobotomi som adækvat løsning for forstyrrede og forstyrrende (!) individuer - "Det er en gevinst for både patienten OG DE PÅRØRENDE," siger Thomas Middelboe således til TV 2 Nyhederne (min fremhævelse) - vil vi nok ikke komme af med denne oldnordiske torturmetode. Slet ikke her i Danmark, hvor psykiatrien på det groveste udnytter, at have sprogbarrieren på sin side: For at kunne læse og forstå en studie, som Harold Sackeim's, eller bare for at kunne følge den diskussion, den har givet anledning til i USA, skal der nogle solide engelsk- og lægelatinkundskaber til.

Psykofarmaka livreddende??

I en artikel af Janne Larsson på
transworldnews.com fortælles der om en svensk undersøgelse, der viser at 80% af alle personer der begik selvmord i Sverige i 2006 var på psykofarmaka. Godt 50% tog antidepressiva og godt 60% antidepressiva eller neuroleptika. Psykiatrien såvel som medierne har prøvet at feje rollen, psykofarmaka spiller med hensyn til selvmord ind under tæppet ved at påstå selvmordene ikke skyldtes medikamenterne, men selve "sygdommen".

Imidlertid giver en sammenligningsstudie, publiceret i British Journal of Psychiatry et lidt andet billede. Studien sammenligner selvmordsdata fra henholdsvis perioden 1875 - 1924 og 1994 - 1998. Det viser sig, at selvmordsraten i perioden 1994 - 1998, altså efter at psykofarmaka fandt udbredt anvendelse, er 20 gange højere end i perioden 1875 - 1924.

At selvmordsraten, især for personer der tager antidepressiva, er høj, tilskriver Janne Larsson den bivirkning af medikamenterne, der betegnes som akatisi, rastløshed. Akatisi er en udbredt bivirkning af især SSRIs, men også af andre antidepressiva og neuroleptika. Rastløsheden kan nemt eskalere og føre til ekstrem irritabilitet og aggressivitet, både rettet mod omverdenen og personen selv. Som nævnt i et tidligere indlæg, var de fleste school-shooters på psykofarmaka, ligesom den 19-årige Robert A. Hawkins, der skød 8 mennesker og begik selvmord i et indkøbscenter i Omaha/Nebraska i onsdags var begyndt at tage et antidepressivum 2 måneder inden tragedien skete, som hans ven i dette nyhedsclip oplyser.

Man kan spørge sig, hvorfor undersøgelser som den svenske og studier som den britiske sammenligningsstudie ikke giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved psykofarmakas livreddende potentiale, og konsekvent bliver "overset" af offentligheden/medierne. Dette har primært to årsager: For det første ville en nærmere beskæftigelse med sagen ikke være i medicinalindustriens interesse, og det er, som bekendt, medicinalindustrien, der financierer størsteparten af forskningen i feltet. Og for det andet ville det heller ikke være i psykiatriens interesse, at, offentligt, måtte indrømme at have fejlbedømt deres egne "behandlings"metoder, respektive at have bagatelliseret deres "behandlings"metoders bivirkninger i så omfattende, nærmest kriminel, grad som det faktisk er sket. Og som det fortsat sker.

Risperdal - lige så sikker og effektiv som Haldol

"Psykiatrifonden siger god for Risperdal, så bare bliv ved med at tage det", lød det for et stykke tid siden på et debatforum, jeg af og til opsøger, som svar på spørgsmålet, om det nu var en god idé med Risperdal'en, i længden.

Jeg burde måske have kommenteret, men gjorde det ikke pga. lettere opgivethed. Grundet selvsamme lettere opgivethed besøger jeg dette debatforum efterhånden kun sporadisk. Jeg bliver simpelthen deprimeret af at, gang på gang, læse den ovennævnte slags budskaber. Men det er nu stof til et helt andet indlæg.

Psykiatrifonden er sponsoreret af farmaindustrien, også af Janssen Pharmaceutica (JP)/Johnson&Johnson (J&J), en af verdens største farmakoncerner, og altså producent af Risperdal.

Som en af efterhånden 11 delstater i USA der sagsøger forskellige medicinalfirmaer (Eli Lilly for Zyprexa, Astra Seneca for Seroquel og altså JP/J&J for Risperdal), lagde Arkansas den 20.11.07 sag an mod JP/J&J. Anklagerne lyder bl.a. på "off-label"-markedsføring af Risperdal, dvs. at firmaet igennem sine salgsrepræsentanter har promoveret Risperdal for en hel del diagnoser, midlet ikke er godkendt for. Risperdal er i USA godkendt for "behandlingen" af "skizofreni" og "bipolar affektiv lidelse". Ifølge US-amerikansk lovgivning er det ikke ulovligt for en læge at skrive en recept for Risperdal f.eks. ved hovedpine, men det er ulovligt for producenten at markedsføre midlet som egnet mod hovedpine, og derved få lægen til at skrive denne recept.

Ikke desto mindre markedsfører alle producenter af de nyere neuroleptika flittigt deres vidundermidler off-label. Sidst i september indgik således Bristol-Myers Squibb Co. et forlig over 515 millioner US-dollars for at undgå yderligere juridiske konsekvenser af deres off-label-markedsføring af Abilify. Og nej, hverken Risperdal eller Abilify blev markedsført som løsningen på hovdpine. Derimod lod producenterne sig ikke afskrække af lovgivningen til at markedsføre stofferne for diagnoser som ADHD, ADD, aldersbetinget demens, OCD etc.etc.

En anden af anklagerne lyder på, at JP/J&J, ganske i stil med Eli Lilly, holdt forskningsresultater tilbage, der viser, at Risperdal ikke er på noget punkt bedre end de ældre neuroleptika (f.eks. Haldol), når det kommer til ekstrapyramidale bivirkninger (parkinsonisme, dystoni, dyskinesi). De eneste forskningsresultater firmaet valgte at offentliggøre i 1994, da Risperdal kom på markedet, var dem, der ikke viste ekstrapyramidale bivirkninger.

I anklageskriften hedder det således:

"Risperdal's kliniske førsalgs-forsøg understøttede ikke påstanden at det skulle forårsage EPS (ekstrapyramidale bivirkninger) i mindre omfang end traditionelle antipsykotika... Sagsøgtes forsøg var designet til at producere lignende antal tilfælde af EPS både for patienter, der fik placebo som for dem, der fik Risperdal. For at opnå deres ønskede resultat, udvalgte sagsøgte patienter til placebo-grupperne, der allerede var under behandling med høje doser af typiske antipsykotika..."

"Sagsøgte påstod i deres markedsføring at patienter, der tog Risperdal havde lige stor sandsynlighed for at udvikle EPS som patienter, der tog ingenting og derfor havde mindre stor sandsynlighed for EPS som patienter, der tog traditionelle antipsykotika."

Derudover har vi anklagepunktet angående risikoen for vægtøgning og diabetes ved anvendelsen af Risperdal. Helt i stil med Eli Lilly, valgte JP/J&J at fortie denne risiko. Hér hedder det i anklageskriften:

"På trods af årelangt kendskab til potentialet for dødelige, diabetes-relaterede bivirkninger, valgte sagsøgte at foretage et minimum af kliniske forsøg, i tidsbegrænset omfang, således at ingen bivirkninger ville blive afsløret."

Statsadvokaten Dustin McDaniel betegner Risperdal som "mangelfuld, urimelig farlig og risikabel" og siger, at JP/J&J vidste dette, da Risperdal kom på markedet.

JP/J&J sagsøges for bedrag mod den statslige, US-amerikanske sygesikring "Medicaid", Arkansas' markedsføringslov, uagtsomhed, bedrag og misvisende information generelt, og ulovlig berigelse.

Risperdal, det mestsolgte neuroleptikon på verdensplan, bringes ifølge statistikerne i forbindelse med over 1.000 dødsfald alene i USA. Hvilken retfærighed lader personer, der, på verdensplan, har dræbt langt over 1.000 mennesker stadigt gå frit omkring? Og hvordan kan det være at de danske medier styrer deres sensationslyst så mønsterhaft og hyller sig i tavshed lige så det kommer til denne form for "skandaler"??? Tja...

Kilde: Philip Dawdy, "Atypical Nation: J&J's Risperdal "Defective," Company Lied, Thousands Died", blogpost fra den 21.11.07

Criticism Anxiety, del I

I forbindelse med Outsiderens debat om ect, der har kørt i bladet igennem det forløbne års tid, blev jeg bedt om at skrive en sammenfattende artikel ud fra ect-modstandernes synsvinkel. Artiklen skulle stå i bladet som modpol til en på et interview med en psykiater, og dermed en fortaler for ect, baseret artikel.

Efter gennemlæsning af min artikel, mente man på Outsideren at mine argumenter ville komme bedre til deres ret hvis man lavede et interview med mig, også, og skrev en artikel om interviewet, i stedet for at bringe min egen artikel. Selv havde jeg fra det øjeblik min artikel blev afvist, en lidt anden idé om hvorfor man valgte artiklen fra til fordel for et interview. Denne idé fik jeg imidlertid bekræftet i sidste uge, hvor man lod mig tilkomme udkastet til den interview-baserde artikel. Desværre kan jeg ikke bringe udkastet her pga. copyright. Det er planen, at Outsideren nr. 62, som formodentligt udkommer sidst i denne måned/primo december, skal indeholde ect-afslutningen og altså også interview-artiklen. Til den tid vil jeg kommentere artiklen her på denne blog.

Indtil da er her min egen artikel, som altså ikke vil blive trykt i Outsideren:


De chokkerende fakta - Hvorfor modstandere arbejder for at afskaffe ECT

Forskellige bruger- og interesseorganisationer arbejder internationalt for et verdensomfattende forbud mod ECT. I forlængelse af Outsiderens debat om behandlingsmetoden, ser denne artikel på deres argumenter, baggrund og deres motivation.

Af Marian B. Goldstein

75-årige Leonard Roy Frank er eks-bruger og aktivist. En af de mest fremtrædende personligheder i kampen mod ECT. Han har selv været udsat for behandling med ECT, skrevet en bog om elektrochokbehandlingens historie og vidnet ved høringer.

"Det var den mest smertefulde og nedværdigende oplevelse i mit liv", siger Leonard om sin erfaring med ECT, "Min erindring af de foregående tre år var væk. Min highschool- og collegeuddannelse var effektivt ødelagt. Jeg følte, at hver en del af mig var blevet reduceret i forhold til før."

Tidligere i år udkom der en studie, gennemført af bl.a. Harold Sackeim, en af USAs største fortalere for ECT, der viser uopretteligt hukommelsestab og vedvarende nedsatte kognitive evner hos personer, der har været usat for ECT. Studien konkluderer, at anvendelsen af bilateral ECT derfor ikke er forsvarligt og bør erstattes fuldt ud af unilateral ECT, som ifølge studiens resultater ikke har disse bivirkninger i samme omfang.

Den amerikanske psykiater Peter Breggin indvender, at unilateral ECT hovedsagligen påvirker de områder i hjernen, der relaterer til følelserne. Skaden er derfor ikke på samme måde målbar som nedsatte kognitive evner, og personen selv har sværere ved at ænse og give udtryk for tabet. Hvilket dog ikke gør tabet i sig selv mindre alvorligt.

Studiens resultater underbygger og aktualiserer, hvad modstanderne af ECT i årtier har påpeget.: At ECT "virker" fordi behandlingen forårsager en hjerneskade. Scanninger og tomografier viser blødninger i hjernen som følge af ECT, og såvel den efter behandlingen ofte observerede eufori, som kramperne og hukommelsestabet er identiske med symptomerne på alvorlige hovedlæsioner.

Psykologen og aktivisten John Breeding gør endvidere opmærksom på at dødeligheden med 1 ud af 200 er høj, at ECT ofte forårsager hjertekomplikationer og somme tider epilepsi, at virkningen ikke er bedre end den af foregivet ECT, og at selvmordsraten for de personer der har været udsat for ECT ikke er lavere end for dem, der ikke har været udsat for behandlingen.

Faktisk øger behandlingen med ECT i nogle tilfælde selvmordsrisikoen under behandlingstiden og i den direkte efterfølgende tid. "Jeg ønsker kun at dø", skrev min veninde til mig, da hun var indlagt.

Denne øgede selvmordsrisiko kan tilbageføres til den effekt, ECT ifølge modstanderne egentligt skal have: Den af et trauma oveni et trauma, som Dianne betegnede psykiatrien generelt ved Freedom Center's Bed Push '07. Den af en traumatisering, der overgår den oprindelige traumatisering, der førte til krisen, og derved trænger denne i baggrunden.

"Livs- og kropsangst kan overflødiggøre psykotisk angst", siger den tyske psykiater Klaus Dörner således. ECT, især anvendt under tvang, placerer de udsatte personer i en offerrolle, hjælpeløst og passivt afhængige og underkastede de professionelles vilkår.

ECT "virker" derfor ifølge dens modstandere efter desamme principper som tortur: Ved at skabe stærke følelser af angst, skam og fuldkommen hjælpeløshed, nedbrydes enhver form for modstand. Psykiatriske "symptomer" indeholder som udgangspunkt altid en aspekt af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Og han fortsætter: "Kan tortur overkomme modstand? Åbenlyst."

Under alle andre omstændigheder end de psykiatriske er det, at udsætte et menneske for strømstød, et brud mod menneskerettighederne. Det er tortur. ECT, ligesom alle andre psykiatriske behandlingsmetoder, er en straf forklædt som "hjælp", "et våben for social kontrol", siger den canadiske eks-bruger og aktivist Don Weitz. Hvad der kontrolleres og straffes bliver tydeligt, når man ser på de statistiker, der viser at både kvinder, børn og ældre er langt mere udsatte for psykiatrisering, medicinering og, lige på nær børn (i Danmark), behandling med ECT end mænd: afvigende, ubekvem adfærd.

Samlende kan man sige at modstandernes argumentation er, at ECT hverken er skånsom eller livreddende. Tværtimod. Ved siden af den ikke uvæsentlige, psykologisk nedbrydende effekt, især af ECT givet under tvang, indebærer ECT en uproportional høj sundhedsrisiko. Oplysningen om denne risiko er mangelfuld. Som enkelte bidrag til debatten i Outsideren og en rundtur på de danske mainstream-hjemmesider viser, bliver der til tider endda direkte løjet og/eller fortiet, således at der ikke kan være tale om "informeret samtykke" i dagens Danmark.

Minderne, også og ikke mindst de følelsesmæssige, og også de smertefulde, er det, der gør os til personligheder. Min egen erfaring er, at psykiske kriser er et resultat af at det bliver for smertefuldt at mindes minderne. Psykiatriens svar på denne smerte er at eliminere minderne. Enten direkte, ved at påføre mennesker en hjerneskade med hukommelsestab som følge, eller indirekte, ved at overgå den oprindelige traumatisering med en ny. Dette svar står i direkte sammenhæng med udviklingen i samfundet hen imod en preferance for "de hurtige og nemme løsninger". Hurtige og nemme løsninger, der i det lange løb gerne giver bagslag for den enkelte.

Psykiatriens svar på smerten afspejler i mine øjne et menneskesyn, der lader kun lidt plads til den kompleksitet menneskets sind er. Det reducerer mig til mine transmitterstoffer og gener, og tager i værste fald uigenkaldeligt de minder fra mig, der ville gøre det muligt for mig at finde frem til mit sande væren i nuet, min personlighed. Denne, min egen, personlige indsigt, har været motivation nok for mig, at tilslutte mig modstanderne.