Madeleine Hagen, Stemmer fra innsiden, 2010, eksamensfilm om psykiatrisk tvang fra Film og TV-akademiet ved NISS
Mere om filmen, inklusive nogle citater - hvis det skulle knibe med det norske ;) - her.
Via Sigrun.
Viser opslag med etiketten menneskerettigheder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten menneskerettigheder. Vis alle opslag
torsdag den 8. juli 2010
lørdag den 26. juni 2010
Skriv under for frigivelsen af traumaoverlever og psykiatrisk fange John Hunt!
Jeg har før skrevet i et kort indlæg og postet en video om Johns situation. Hans kone, Grainne Humphrys, har startet en underskriftsindsamling for hans frigivelse, som du kan skrive under på her.
Læs mere på Grainnes blog The Incarceration of John, og på Beyond Meds, og skriv under på petitionen!
Facebook-gruppe The Incarceration of John
Læs mere på Grainnes blog The Incarceration of John, og på Beyond Meds, og skriv under på petitionen!
Facebook-gruppe The Incarceration of John
fredag den 2. april 2010
I Norge gør de grin med overgrebsofre
Den norske organisation Mental Helse's regionale afdeling Mental Helse Akershus planlægger at afholde et offentligt arrangement til støtte af den norske psykiatri på den 8. maj 2010. Den 8. maj 1945 ophævede de tyske tropper deres besættelse af Norge efter Tysklands betingelsesløse kapitulation, og dagen, "Frigjøringsdagen", fejres som en officiel helligdag i Norge.
I anbetragt af, at det ikke længere er en hemmelighed, at utallige mennesker oplever psykiatrisk "hjælp" som en dyb krænkelse af deres fundamentale rettigheder og friheder som mennesker, i anbetragt af, at psykiatrisk "hjælp" ofte nok kommer i form af frihedsberøvelse, ydmygelse og undertrykkelse, er et arrangement til støtte for dette system, der systematisk begår disse overgreb mod folk, der, i overført betydning, systematisk okkuperer sine ofres kroppe, sind og sjæle, på denne dag et slag i ansigtet på ofrene, og en klar tilkendegivelse af disrespekt ikke bare for den norske, men den internationale overleverbevægelse.
Send en e-mail til Mental Helse Norge, post@mentalhelse.no , og/eller til Mental Helse Akershus, akershus@mentalhelse.no og elinor.flo@mentalhelse.no, og be', høfligt men bestemt, om at arrangementet afholdes på en anden dato.
Via Jan Olaf.
I anbetragt af, at det ikke længere er en hemmelighed, at utallige mennesker oplever psykiatrisk "hjælp" som en dyb krænkelse af deres fundamentale rettigheder og friheder som mennesker, i anbetragt af, at psykiatrisk "hjælp" ofte nok kommer i form af frihedsberøvelse, ydmygelse og undertrykkelse, er et arrangement til støtte for dette system, der systematisk begår disse overgreb mod folk, der, i overført betydning, systematisk okkuperer sine ofres kroppe, sind og sjæle, på denne dag et slag i ansigtet på ofrene, og en klar tilkendegivelse af disrespekt ikke bare for den norske, men den internationale overleverbevægelse.
Send en e-mail til Mental Helse Norge, post@mentalhelse.no , og/eller til Mental Helse Akershus, akershus@mentalhelse.no og elinor.flo@mentalhelse.no, og be', høfligt men bestemt, om at arrangementet afholdes på en anden dato.
Via Jan Olaf.
torsdag den 1. april 2010
Psykiatriens historie i 10 alt for korte punkter - Og noget om revolutionerende fremskridt
For et par uger siden kom jeg via Sigruns blog over artiklen "Psykiatriens historie i 10 korte punkter" i Kristeligt Dagbladets netudgave.
Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.
De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:
"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.
10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."
Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?
For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).
For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.
For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.
Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.
Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".
Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.
Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________
Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".
Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.
De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:
"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.
10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."
Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?
For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).
For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.
For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.
Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.
Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".
Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.
Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________
Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".
tirsdag den 23. marts 2010
Psykiatrisk tvang skal nedbringe psykiatrisk tvang
Nyt er jo hverken emnet eller denne artikel om det. Men da jeg tilfældigvis faldt over den i går, syntes jeg faktisk, den, respektive Jakob Axel Nielsen, var så hylende morsom, at det er værd, at blive delt på bloggen her.
"Med tvungen opfølgning håber jeg simpelthen, at vi kan nedbringe brugen af tvang for de her patienter," har Jakob Axel Nielsen åbenbart udtalt overfor DRs journalist, angående hans lovforslag om indførelsen af ambulant tvang.
"Med tvungen opfølgning håber jeg simpelthen, at vi kan nedbringe brugen af tvang for de her patienter," har Jakob Axel Nielsen åbenbart udtalt overfor DRs journalist, angående hans lovforslag om indførelsen af ambulant tvang.
søndag den 17. januar 2010
Being different is not a crime
Fra Judi Chamberlin's takketale ved modtagelsen af N. Neal Pike Prize, 1995:
Involuntary commitment and forced treatment are issues that many people don't want to talk about, or think about. Even within the disability advocacy community, it is only a small minority which wants to challenge the existence of this basic inequity. Most mental health lawyers and advocates are concerned with making the commitment process "fair," or with insuring that people facing commitment have lawyers to represent them, or that the commitment standards are precise rather than vague. I submit to you that involuntary commitment and forced treatment can never be "fair", in the same way that slavery can never be "fair." In our legal system, supposedly, you can be punished only for something you have actually done, and that only after a trial at which you have the right to confront your accusers. In the Alice in Wonderland logic of involuntary commitment, however, a person stands "accused" of "mental illness"; that is, of thinking or acting in some way that is disapproved of by others, and often the person so "accused" has no idea what he or she has done to bring such punishment. In truly Orwellian fashion, incarceration in a mental institution is labeled "help," and the person who seeks to avoid such "help" becomes "non-compliant" or "treatment resistant."
I firmly believe that I stand before you today, rather than being lost in some back ward or equally oppressive "community residence" (another Orwellian use of language, by the way), because of my non-compliance and treatment resistance. Because I fought the drugs, the control, the indoctrination, I was able to retain my personal autonomy. And because I was lucky enough-long after I had left the psychiatric system behind-to find others who agreed with me, we have been able to give shape, and voice, to the essentially very simple idea that being different is not a crime.
What we have variously called the mental patients' liberation movement or the psychiatric survivor movement is a worldwide network of people who reject the labels we have been given and who believe that we have the power to help and sustain one another. We rejoice in our differences when they lead us to create poetry, and we comfort one another when our differences lead to pain and suffering. But we reject-clearly and firmly-the idea that our differences are a reason to be discriminated against, or segregated, or punished.
These are dangerous times for people who are different. Not just people with disabilities, but people who are poor, who are members of racial, ethnic or sexual minorities, or who refuse to subscribe to the orthodoxies of the day, are under attack. It is essential for us to work together, to build coalitions to defend and protect what we have accomplished, and to fight attempts to take away our basic citizenship rights. Make no mistake; the threat is real.
Judi Chamberlin døde i går, 65 år gammel, i sit hjem i Massachusetts, USA. Jeg tilslutter mig David Oaks: MAD PRIDE, JUDI, MAD PRIDE!
_______________
Og hér, siden Google translate aldeles ikke er ufejlbarlig - selv om humøret ikke ligefrem er i top oveni beskeden om Judis død, måtte jeg smile lidt ad oversættelsen af "involuntary commitment" til "ufrivillig engagement", og "mental health lawyers and advocates" til "psykiske jurister og advokater",,, - min hjemmelavede oversættelse af uddraget fra takketalen:
Tvangsindlæggelser og tvungen behandling er emner, som mange mennesker ikke ønsker at tale om eller tænke på. Selv blandt handicap aktivister, er det kun et lille mindretal, der ønsker at udfordre eksistensen af denne grundlæggende uretfærdighed. De fleste af de involverede jurister og bistandere er optaget af at gøre indlæggelsesprocessen "fair", respektive af at sikre, at folk, der står over for en tvangsindlæggelse, har retsbistand til at repræsentere dem, og at indlæggelsesgrundlagene er præcise snarere end vage. Jeg vil påstå, at tvangsindlæggelser og tvungen behandling aldrig kan være "fair", på samme måde, som slaveriet aldrig kan være "fair". I vores juridiske system, kan du angiveligt kun blive straffet for noget, du faktisk har gjort, og det først efter en retssag, hvor du har ret til at konfrontere dine anklagere. I tvangsindlæggelsens Alice i Eventyrland-logik, står personen "anklaget" for "psykisk sygdom", hvilket betyder, at tænke eller handle på en måde, der ikke er godkendt af andre, og ofte har den så "anklagede" person ingen anelse om, hvad han eller hun har gjort for at få en sådan straf. På virkelig Kafkaesk måde, betegnes fængslinger i en psykiatrisk institution som "hjælp", og den person, der søger at undgå en sådan "hjælp" bliver til "ikke-compliant" eller "behandlingsresistent."
Jeg er overbevist om, at jeg står foran jer i dag, fremfor at være tabt på en eller anden kronikerafdeling eller på et lige så undertrykkende "bosted" (et andet eksempel på Kafkaesk sprogbrug, for resten), på grund af min manglende compliance og min modstand mod behandlingen. Fordi jeg kæmpede mod medikamenterne, kontrollen, og indoktrineringen, var jeg i stand til at bevare min personlige autonomi. Og fordi jeg var så heldig - længe efter jeg havde forladt det psykiatriske system - at finde ligesindede, har vi været i stand til at give udtryk og stemme til den overordnet meget enkle tanke, at det at være anderledes, ikke er en forbrydelse.
Det, vi hen ad vejen har kaldt de psykisk syges befrielsesbevægelse eller psykiatriske overleveres bevægelse, er et verdensomspændende netværk af mennesker, der afviser de stempler, vi har fået, og som tror, at vi har muligheden til at hjælpe og støtte hinanden. Vi glæder os over vores forskelligheder, når de fører os til at skabe poesi, og vi trøster hinanden, når vores forskelle fører til smerte og lidelse. Men vi afviser - klart og bestemt -tanken om, at vores forskelle er en grund til at blive diskrimineret, eller marginaliseret, eller straffet.
Det er farlige tider for folk, der er anderledes. Ikke blot mennesker med handicap, men folk der er fattige, der er medlemmer af racemæssige, etniske eller seksuelle minoriteter, eller som nægter at følge mainstreamideologien, er under angreb. Det er vigtigt for os at arbejde sammen, for at skabe koalitioner for at forsvare og beskytte, hvad vi har udrettet, og at bekæmpe forsøg på at fjerne vores grundlæggende borgerrettigheder. Tag ikke fejl, truslen er reel nok.
Involuntary commitment and forced treatment are issues that many people don't want to talk about, or think about. Even within the disability advocacy community, it is only a small minority which wants to challenge the existence of this basic inequity. Most mental health lawyers and advocates are concerned with making the commitment process "fair," or with insuring that people facing commitment have lawyers to represent them, or that the commitment standards are precise rather than vague. I submit to you that involuntary commitment and forced treatment can never be "fair", in the same way that slavery can never be "fair." In our legal system, supposedly, you can be punished only for something you have actually done, and that only after a trial at which you have the right to confront your accusers. In the Alice in Wonderland logic of involuntary commitment, however, a person stands "accused" of "mental illness"; that is, of thinking or acting in some way that is disapproved of by others, and often the person so "accused" has no idea what he or she has done to bring such punishment. In truly Orwellian fashion, incarceration in a mental institution is labeled "help," and the person who seeks to avoid such "help" becomes "non-compliant" or "treatment resistant."
I firmly believe that I stand before you today, rather than being lost in some back ward or equally oppressive "community residence" (another Orwellian use of language, by the way), because of my non-compliance and treatment resistance. Because I fought the drugs, the control, the indoctrination, I was able to retain my personal autonomy. And because I was lucky enough-long after I had left the psychiatric system behind-to find others who agreed with me, we have been able to give shape, and voice, to the essentially very simple idea that being different is not a crime.
What we have variously called the mental patients' liberation movement or the psychiatric survivor movement is a worldwide network of people who reject the labels we have been given and who believe that we have the power to help and sustain one another. We rejoice in our differences when they lead us to create poetry, and we comfort one another when our differences lead to pain and suffering. But we reject-clearly and firmly-the idea that our differences are a reason to be discriminated against, or segregated, or punished.
These are dangerous times for people who are different. Not just people with disabilities, but people who are poor, who are members of racial, ethnic or sexual minorities, or who refuse to subscribe to the orthodoxies of the day, are under attack. It is essential for us to work together, to build coalitions to defend and protect what we have accomplished, and to fight attempts to take away our basic citizenship rights. Make no mistake; the threat is real.
Judi Chamberlin døde i går, 65 år gammel, i sit hjem i Massachusetts, USA. Jeg tilslutter mig David Oaks: MAD PRIDE, JUDI, MAD PRIDE!
_______________
Og hér, siden Google translate aldeles ikke er ufejlbarlig - selv om humøret ikke ligefrem er i top oveni beskeden om Judis død, måtte jeg smile lidt ad oversættelsen af "involuntary commitment" til "ufrivillig engagement", og "mental health lawyers and advocates" til "psykiske jurister og advokater",,, - min hjemmelavede oversættelse af uddraget fra takketalen:
Tvangsindlæggelser og tvungen behandling er emner, som mange mennesker ikke ønsker at tale om eller tænke på. Selv blandt handicap aktivister, er det kun et lille mindretal, der ønsker at udfordre eksistensen af denne grundlæggende uretfærdighed. De fleste af de involverede jurister og bistandere er optaget af at gøre indlæggelsesprocessen "fair", respektive af at sikre, at folk, der står over for en tvangsindlæggelse, har retsbistand til at repræsentere dem, og at indlæggelsesgrundlagene er præcise snarere end vage. Jeg vil påstå, at tvangsindlæggelser og tvungen behandling aldrig kan være "fair", på samme måde, som slaveriet aldrig kan være "fair". I vores juridiske system, kan du angiveligt kun blive straffet for noget, du faktisk har gjort, og det først efter en retssag, hvor du har ret til at konfrontere dine anklagere. I tvangsindlæggelsens Alice i Eventyrland-logik, står personen "anklaget" for "psykisk sygdom", hvilket betyder, at tænke eller handle på en måde, der ikke er godkendt af andre, og ofte har den så "anklagede" person ingen anelse om, hvad han eller hun har gjort for at få en sådan straf. På virkelig Kafkaesk måde, betegnes fængslinger i en psykiatrisk institution som "hjælp", og den person, der søger at undgå en sådan "hjælp" bliver til "ikke-compliant" eller "behandlingsresistent."
Jeg er overbevist om, at jeg står foran jer i dag, fremfor at være tabt på en eller anden kronikerafdeling eller på et lige så undertrykkende "bosted" (et andet eksempel på Kafkaesk sprogbrug, for resten), på grund af min manglende compliance og min modstand mod behandlingen. Fordi jeg kæmpede mod medikamenterne, kontrollen, og indoktrineringen, var jeg i stand til at bevare min personlige autonomi. Og fordi jeg var så heldig - længe efter jeg havde forladt det psykiatriske system - at finde ligesindede, har vi været i stand til at give udtryk og stemme til den overordnet meget enkle tanke, at det at være anderledes, ikke er en forbrydelse.
Det, vi hen ad vejen har kaldt de psykisk syges befrielsesbevægelse eller psykiatriske overleveres bevægelse, er et verdensomspændende netværk af mennesker, der afviser de stempler, vi har fået, og som tror, at vi har muligheden til at hjælpe og støtte hinanden. Vi glæder os over vores forskelligheder, når de fører os til at skabe poesi, og vi trøster hinanden, når vores forskelle fører til smerte og lidelse. Men vi afviser - klart og bestemt -tanken om, at vores forskelle er en grund til at blive diskrimineret, eller marginaliseret, eller straffet.
Det er farlige tider for folk, der er anderledes. Ikke blot mennesker med handicap, men folk der er fattige, der er medlemmer af racemæssige, etniske eller seksuelle minoriteter, eller som nægter at følge mainstreamideologien, er under angreb. Det er vigtigt for os at arbejde sammen, for at skabe koalitioner for at forsvare og beskytte, hvad vi har udrettet, og at bekæmpe forsøg på at fjerne vores grundlæggende borgerrettigheder. Tag ikke fejl, truslen er reel nok.
lørdag den 16. januar 2010
Her er det: brugerseminaret alle har ventet på!
Har du også længe forgæves spekuleret over, hvorfor psykiatrikritikere altid forventes at ligne en undskyldning på sig selv, når de udtaler sig offentligt? Fortvivl ikke! Spekulationernes tid er ovre! Den norske Galeforening tilbyder et endagsseminar, der vil give svar på spørgsmålet. Læs mere om seminaret Hvordan uttale sig i det offentlige rom på Sigruns blog, og sørg for, at sætte kryds i kalenderen den 29. februar 2010 (og booke enkeltbillet til Gaustad)! 
Desværre er jeg selv forhindret på dagen, men jeg vil gerne poste din rapport om seminaret her på bloggen, hvis du skulle deltage.
Nu venter vi bare spændt på, at psykiatrien arrangerer et tilsvarende seminar, hvor vi kan få svar på spørgsmålet, hvorfor dens fortalere aldrig forventes, at nævne negative erfaringer med et eneste ord i deres lovprisninger.
Desværre er jeg selv forhindret på dagen, men jeg vil gerne poste din rapport om seminaret her på bloggen, hvis du skulle deltage.
Nu venter vi bare spændt på, at psykiatrien arrangerer et tilsvarende seminar, hvor vi kan få svar på spørgsmålet, hvorfor dens fortalere aldrig forventes, at nævne negative erfaringer med et eneste ord i deres lovprisninger.
tirsdag den 12. januar 2010
Amnesty International blæser på menneskerettighederne. Eller: Hvorfor jeg ikke er medlem af Amnesty International
I kommentartråden til et indlæg, skrevet af John Peder Egenæs, lederen af Amnesty Norge, på Amnesty Norges blog foregår der lige p.t. en interessant debat angående Amnesty's ikke-eksisterende engagement på området menneskerettighedsbrud i psykiatrien.
Amnesty International blev stiftet i London i 1961, og har således i år eksisteret i 49 år. På intet tidspunkt igennem disse 49 år har Amnesty gjort andet, end at påtale menneskerettighedsbrud i sammenhænge, hvor man kunne føle sig sikker på, at få den vestlige, såkaldt "demokratiske" verdens establishments godkendelse af sin indsats. Såvidt mig bekendt, har Amnesty på intet tidspunkt i sin historie udvist det mod, der skal til, for at kritisere dette establishment selv. Man har konsekvent holdt sig til at svømme med mainstreamen, og kun kritiseret forhold, som establishmentet fandt kritisabel i forvejen, i lande, hvis politiske styre establishmentet i forvejen fordømte som totalitær og lignende. Godt gået, Amnesty! (Host host...)
Jeg har lagt nedenstående tre kommentarer i debattråden på Amnesty Norges blog, hvori jeg specielt reagerer på udtalelser af Kristin Rødland Buick, webredaktør i Amnesty Norge og ansvarligt for bloggen, som: "Vi er kjent med flere rapporter som viser at tvangsbruk i psykiatrien i enkelte tilfeller strider med menneskerettighetene," og: "For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken." I enkelte tilfælde?? Og hvor meget tid og overskud skal der til, for at sætte sig ind i CRPD'ens indhold, der entydigt slår fast, at psykiatrisk tvang er i strid med menneskerettighederne??
1. (#10 i tråden) Jeg vil give Siv Helen Rydheim ret i, at Kristin Rødland Buicks svar tyder på, at hun ikke aner hvordan tvang ikke bare i Norge men stort set i hele verdenen foregår.
Endvidere tyder svaret også på, at Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge åbenbart ikke har kendskab til FN’s Convention on the Rights of Persons with Disabilities, CRPD, der entydigt slår fast, at tvang er i strid med menneskerettighederne.
Jeg vil også gerne gøre Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge opmærksom på, at Amnesty Ireland har kendskab til konventionen, og at man i Irland har valgt, at tilsidesætte frygten for “de sindssyge” – disse, angiveligt, genetisk defekte andenklasseseksistenser, som er så anderledes, end alle andre mennesker, at det, der for andre menneskers vedkommende betegnes som tortur, for disses vedkommende anses at være den eneste rigtige behandling – og tage stilling. Hatten af for Amnesty Ireland!
Personligt har jeg indtil videre meget bevidst valgt et medlemskab i Amnesty International fra. Grunden er, at jeg ser, at selv AI måler mennesker med to forskellige mål: de – og os, de “sindssyge”, som grundet deres defekte hjerner ikke sådan rigtigt er mennesker alligevel, og derfor ikke kan have krav på, at få deres menneskerettigheder respekteret – og os. Må jeg spørge, hvordan AI/Amnesty Norge retfærdiggør dette menneskesyn?
Jeg har ikke andre steder i samfundet oplevet så megen bevidsthed om og så meget engagement angående sociale og politiske uretfærdigheder, som blandt psykiatrioverlevere. Hvad skyldes denne bevidsthed og dette engagement? Det skyldes, at vi selv har været/er “politisk forfulgt”. Vi straffes for at tænke og føle anderledes, end normen. Vi straffes for at gøre oprør mod den samme dysfunktionalitet i vores samfund, der får mennesker som Nelson Mandela til at gøre oprør. Den eneste forskel mellem alle Nelson Mandelas i denne verden og et psykiatriseret menneske er, at alle Nelson Mandelas har været så heldige, at vokse op under familiepolitiske forhold, der har gjort det muligt for dem, at tilegne sig deres eget, almenforståelige sprog. Psykiatriserede mennesker har ikke været så heldige. De er blevet denne mulighed berøvet/nægtet fra starten af, og må således ty til mindre almenforståelige udtryksmuligheder: såkaldte “symptomer”.
Psykiatrien er den samfundsinstitution, der sørger for, at de deres eget sprog berøvede Nelson Mandelas aldrig nogensinde får mulighed for at erkende deres i allerhøjeste grad (samfunds-)politiske oprør som et (samfunds-)politisk oprør, og således aldrig nogensinde opnår en grad af bevidsthed, der tillader dem, at udtrykke deres samfundskritik på almenforståelig vis. Psykiatrien er ikke, og har aldrig været, en del af sundhedsvæsenet. Den er en i allerhøjeste grad politisk ordensmagt.
“Jeg lover å jobbe utrettelig for at samvittighetsfanger og andre ulovlig internerte blir løslatt. Enten de er fengslet av kinesiske, amerikanske, saudiarabiske, jemenittiske, pakistanske eller andre lands myndigheter”, skriver Kristin Rødland Buick [rettelse: John Peder Egenæs] i indlægget. Tvangspsykiatriserede mennesker er samvittighedsfanger. Hvornår har både Amnesty Norge og AI generelt tænkt sig endeligt at tage skyklapperne af, overvinde sin frygt for “dem”, respektive sin fejhed overfor establishmentet, og se sandheden i øjnene?! Den dag, det sker, vil jeg blive provovkeret og vred, og melde mig ind i AI. Foreløbigt kan jeg desværre kun blive provokeret og vred over AIs dobbeltmoral mht. menneskerettigheder, der ifølge AI åbenbart ikke gælder for alle.
Hilsen fra én, der, takket være ikke-psykiatrisk hjælp, har formået at bevidstgøre sit oprør og sætte almenforståelige ord på det. Én af “dem”, ja.
Marian B. Goldstein
Medlem af MindFreedom International
For mere om min holdning til tvangspsykiatrien, se min artikel i LAPs medlemsblad nr.4, 2007, “Tvangstanker: En radikal betragtning om tvang, psykiatrien og den nye FN-konvention”
For mere om psykiatri/psykologi og politik, se Bruce Levine, “Liberation Psychology for the U.S.”
For information om et tvangsfrit, tvangsfrit, ja!, psykiatrialternativ med en recoveryrate på 85% (mod tvangspsykiatriens omtrent 0%), se MosherSoteria.com.
2. (#12 i tråden) Amnesty International har i år eksisteret i 49 år. Tvangspsykiatrien har eksisteret i ca. 250 år, med en knap 50-årig afbrydelse i starten af det 19. århundrede, hvor Quakernes “moral treatment” mange steder i Europa og USA afløste tvangspsykiatrien. Psykiatrikritiken har eksisteret i lige så lang tid, som den institution, den kritiserer, selv.
Vi taler om, på verdensplan, millioner af mennesker, der, igennem de seneste 250 år på daglig basis blev, og til stadighed i dag bliver udsat for tvang i psykiatrien. Jeg synes, det er interessant, at man igennem 49 år igen og igen vælger, “at prioritere anderledes”, end at tage stilling til, at, på verdensplan, millioner af mennesker dagligt udsættes for krænkelser af deres fundamentale menneskerettigheder, ikke sjældent med fatale (i ordets sandeste betydning) følger for disse mennesker, og i øvrigt på grundlag af kulturelle normer, ikke på grundlag af nogen som helst videnskab.
FN’s definition gør det klart, senest siden CRPD’en blev vedtaget, at tvang i psykiatrien er et brud mod menneskerettighederne. Det er, selvfølgeligt, vigtigt og nødvendigt, at mennesker i en akut bestående faresituation akut kan afholdes fra at forvolde skade på sig selv eller tredjepersoner. Dertil findes der i de fleste lande, og således også i Norge, en nødretsparagraf indskrevet i lovgivningen.
Samtlige tiltag dækket af lovgivningen omkring psykiatrisk tvang, går i deres virkning imidlertid mere eller mindre langt ud over, hvad der falder under definitionen som en akut nødsituation. Således er det via ibrugtagningen af denne lovgivning muligt, at frihedsberøve og tvangsbehandle mennesker tidsubegrænset alene på grundlag af antagelsen at de, på et eller andet tidspunkt i fremtiden kunne begå lovstridige handlinger, respektive skade sig selv. Dvs. disse mennesker straffes for handlinger, de ikke har begået, som det alene antages, at de kunne komme til at begå. Hvis justitsvæsenet fungerede efter denne filosofi, ville den samlede verdensbefolkning sidde i fængsel.
Kristin Rødland Buick nævner i sin seneste kommentar “hensyn til f.eks. helse (…) til vedkommende selv”. Ifølge FN’s CRPD har mennesker med “psykosociale handicap” (såkaldt “psykisk sygdom”) den samme ret til at vælge behandling til eller fra, som somatiske patienter har det. Dermed er behandlingskriteriet – og også Kristin Rødland Buicks udtalelse hér – klart i strid med menneskerettighederne.
Psykiatrisk tvang er altid skadelig og et brud på den enkeltes menneskerettigheder, tvang koster mange menneskeliv, og tvang er aldrig nødvendig. Den rammer på verdensplan dagligt millioner af mennesker. Med undtagelse af AI Ireland, har AI i 49 år valgt, at “prioritere anderledes”, lukke øjnene for et af de mest omfangsrige brud på menneskerettighederne i verdenen, og det ser ud til, at AI også fortsat vil ty til, at manøvrere udenom problematiken . Jeg er ikke imponeret.
3. (#14 i tråden) Flere tanker angående Kristin Rødland Buicks/AI Norges seneste svar:
Kristin Rødland Buick skriver: “For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken.”
For det første mener jeg, ligesom Christine Rosenqvist er inde på, at det er rystende, taget problematikens omfang i betragtning, at AI igennem 49 år konsekvent har valgt, ikke at bruge den tid, det ville tage at sætte sig ind i problematiken, og at AI tilsyneladende heller ikke har tænkt sig, at bruge tid på det i fremtiden, og jeg kan umiddelbart kun se én årsag til, at man vælger, ikke at gøre det: at man ikke regner psykiatriserede mennesker som værende værd AIs solidaritet, tid og ressourcer.
For det andet har AI allerede et vist basisviden angående problematiken igennem knap fem årtiers beskæftigelse bl.a. med vilkårene til samvittighedsfanger, der af AI anerkendes som sådanne, i åbenlyst totalitære systemer som den forhenværende Sovjetunion. Igen må jeg spørge hér, hvad det i AIs øjne er, der gør indespærring og neddoping af nogle mennesker med i høj grad toksiske stoffer til et brud af deres menneskerettigheder, mens det betragtes som”hjælp” lige så det drejer sig om mennesker, der tilfældigvis lever i et land, der på overfladen ser ud som et demokrati? – På overfladen, ja. I et virkeligt demokrati ville tvangspsykiatrien være en umulighed, da de demokratiske værdier også omfatter friheden til at tænke og føle, hvad man vil, uden at man risikerer, at blive straffet for det. – En organisation som MindFreedom International, der også har medvirket i udformningen af CRPD’en, ville glædeligt være AI behjælpeligt med at sætte sig yderligere ind i problematiken. Det samme, tænker jeg, gælder i specifikt norsk sammenhæng organisationen We Shall Overcome. Mere tids- og ressourcekrævende er det ikke!
For mig at se er der ingen tvivl, at årsagen til AIs stiltiende accept af menneskerettighedsbrud i psykiatrien, også den norske, er at finde i det, Siv Helen Rydheim antyder i sin seneste kommentar: “Seksualisert vold og vold i nære relasjoner er selvsagt veldig viktig, og også ufarlig i forhold til å unngå å angripe staten Norge.” (Min kursivering.) Som sagt, jeg er ikke imponeret.
Universal Declaration of Mental Rights and Freedoms
That all human beings are created different. That every human being has the right to be mentally free and independent.
That every human being has the right to feel, see, hear, sense, imagine, believe or experience anything at all, in any way, at any time.
That every human being has the right to behave in any way that does not harm others or break fair and just laws.
That no human being shall be subjected without consent to incarceration, restraint, punishment, or psychological or medical intervention in an attempt to control, repress or alter the individual’s thoughts, feelings or experience. -Will Hall/The Icarus Project/Freedom Center, Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs, s. 11
Amnesty International blev stiftet i London i 1961, og har således i år eksisteret i 49 år. På intet tidspunkt igennem disse 49 år har Amnesty gjort andet, end at påtale menneskerettighedsbrud i sammenhænge, hvor man kunne føle sig sikker på, at få den vestlige, såkaldt "demokratiske" verdens establishments godkendelse af sin indsats. Såvidt mig bekendt, har Amnesty på intet tidspunkt i sin historie udvist det mod, der skal til, for at kritisere dette establishment selv. Man har konsekvent holdt sig til at svømme med mainstreamen, og kun kritiseret forhold, som establishmentet fandt kritisabel i forvejen, i lande, hvis politiske styre establishmentet i forvejen fordømte som totalitær og lignende. Godt gået, Amnesty! (Host host...)
Jeg har lagt nedenstående tre kommentarer i debattråden på Amnesty Norges blog, hvori jeg specielt reagerer på udtalelser af Kristin Rødland Buick, webredaktør i Amnesty Norge og ansvarligt for bloggen, som: "Vi er kjent med flere rapporter som viser at tvangsbruk i psykiatrien i enkelte tilfeller strider med menneskerettighetene," og: "For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken." I enkelte tilfælde?? Og hvor meget tid og overskud skal der til, for at sætte sig ind i CRPD'ens indhold, der entydigt slår fast, at psykiatrisk tvang er i strid med menneskerettighederne??
1. (#10 i tråden) Jeg vil give Siv Helen Rydheim ret i, at Kristin Rødland Buicks svar tyder på, at hun ikke aner hvordan tvang ikke bare i Norge men stort set i hele verdenen foregår.
Endvidere tyder svaret også på, at Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge åbenbart ikke har kendskab til FN’s Convention on the Rights of Persons with Disabilities, CRPD, der entydigt slår fast, at tvang er i strid med menneskerettighederne.
Jeg vil også gerne gøre Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge opmærksom på, at Amnesty Ireland har kendskab til konventionen, og at man i Irland har valgt, at tilsidesætte frygten for “de sindssyge” – disse, angiveligt, genetisk defekte andenklasseseksistenser, som er så anderledes, end alle andre mennesker, at det, der for andre menneskers vedkommende betegnes som tortur, for disses vedkommende anses at være den eneste rigtige behandling – og tage stilling. Hatten af for Amnesty Ireland!
Personligt har jeg indtil videre meget bevidst valgt et medlemskab i Amnesty International fra. Grunden er, at jeg ser, at selv AI måler mennesker med to forskellige mål: de – og os, de “sindssyge”, som grundet deres defekte hjerner ikke sådan rigtigt er mennesker alligevel, og derfor ikke kan have krav på, at få deres menneskerettigheder respekteret – og os. Må jeg spørge, hvordan AI/Amnesty Norge retfærdiggør dette menneskesyn?
Jeg har ikke andre steder i samfundet oplevet så megen bevidsthed om og så meget engagement angående sociale og politiske uretfærdigheder, som blandt psykiatrioverlevere. Hvad skyldes denne bevidsthed og dette engagement? Det skyldes, at vi selv har været/er “politisk forfulgt”. Vi straffes for at tænke og føle anderledes, end normen. Vi straffes for at gøre oprør mod den samme dysfunktionalitet i vores samfund, der får mennesker som Nelson Mandela til at gøre oprør. Den eneste forskel mellem alle Nelson Mandelas i denne verden og et psykiatriseret menneske er, at alle Nelson Mandelas har været så heldige, at vokse op under familiepolitiske forhold, der har gjort det muligt for dem, at tilegne sig deres eget, almenforståelige sprog. Psykiatriserede mennesker har ikke været så heldige. De er blevet denne mulighed berøvet/nægtet fra starten af, og må således ty til mindre almenforståelige udtryksmuligheder: såkaldte “symptomer”.
Psykiatrien er den samfundsinstitution, der sørger for, at de deres eget sprog berøvede Nelson Mandelas aldrig nogensinde får mulighed for at erkende deres i allerhøjeste grad (samfunds-)politiske oprør som et (samfunds-)politisk oprør, og således aldrig nogensinde opnår en grad af bevidsthed, der tillader dem, at udtrykke deres samfundskritik på almenforståelig vis. Psykiatrien er ikke, og har aldrig været, en del af sundhedsvæsenet. Den er en i allerhøjeste grad politisk ordensmagt.
“Jeg lover å jobbe utrettelig for at samvittighetsfanger og andre ulovlig internerte blir løslatt. Enten de er fengslet av kinesiske, amerikanske, saudiarabiske, jemenittiske, pakistanske eller andre lands myndigheter”, skriver Kristin Rødland Buick [rettelse: John Peder Egenæs] i indlægget. Tvangspsykiatriserede mennesker er samvittighedsfanger. Hvornår har både Amnesty Norge og AI generelt tænkt sig endeligt at tage skyklapperne af, overvinde sin frygt for “dem”, respektive sin fejhed overfor establishmentet, og se sandheden i øjnene?! Den dag, det sker, vil jeg blive provovkeret og vred, og melde mig ind i AI. Foreløbigt kan jeg desværre kun blive provokeret og vred over AIs dobbeltmoral mht. menneskerettigheder, der ifølge AI åbenbart ikke gælder for alle.
Hilsen fra én, der, takket være ikke-psykiatrisk hjælp, har formået at bevidstgøre sit oprør og sætte almenforståelige ord på det. Én af “dem”, ja.
Marian B. Goldstein
Medlem af MindFreedom International
For mere om min holdning til tvangspsykiatrien, se min artikel i LAPs medlemsblad nr.4, 2007, “Tvangstanker: En radikal betragtning om tvang, psykiatrien og den nye FN-konvention”
For mere om psykiatri/psykologi og politik, se Bruce Levine, “Liberation Psychology for the U.S.”
For information om et tvangsfrit, tvangsfrit, ja!, psykiatrialternativ med en recoveryrate på 85% (mod tvangspsykiatriens omtrent 0%), se MosherSoteria.com.
2. (#12 i tråden) Amnesty International har i år eksisteret i 49 år. Tvangspsykiatrien har eksisteret i ca. 250 år, med en knap 50-årig afbrydelse i starten af det 19. århundrede, hvor Quakernes “moral treatment” mange steder i Europa og USA afløste tvangspsykiatrien. Psykiatrikritiken har eksisteret i lige så lang tid, som den institution, den kritiserer, selv.
Vi taler om, på verdensplan, millioner af mennesker, der, igennem de seneste 250 år på daglig basis blev, og til stadighed i dag bliver udsat for tvang i psykiatrien. Jeg synes, det er interessant, at man igennem 49 år igen og igen vælger, “at prioritere anderledes”, end at tage stilling til, at, på verdensplan, millioner af mennesker dagligt udsættes for krænkelser af deres fundamentale menneskerettigheder, ikke sjældent med fatale (i ordets sandeste betydning) følger for disse mennesker, og i øvrigt på grundlag af kulturelle normer, ikke på grundlag af nogen som helst videnskab.
FN’s definition gør det klart, senest siden CRPD’en blev vedtaget, at tvang i psykiatrien er et brud mod menneskerettighederne. Det er, selvfølgeligt, vigtigt og nødvendigt, at mennesker i en akut bestående faresituation akut kan afholdes fra at forvolde skade på sig selv eller tredjepersoner. Dertil findes der i de fleste lande, og således også i Norge, en nødretsparagraf indskrevet i lovgivningen.
Samtlige tiltag dækket af lovgivningen omkring psykiatrisk tvang, går i deres virkning imidlertid mere eller mindre langt ud over, hvad der falder under definitionen som en akut nødsituation. Således er det via ibrugtagningen af denne lovgivning muligt, at frihedsberøve og tvangsbehandle mennesker tidsubegrænset alene på grundlag af antagelsen at de, på et eller andet tidspunkt i fremtiden kunne begå lovstridige handlinger, respektive skade sig selv. Dvs. disse mennesker straffes for handlinger, de ikke har begået, som det alene antages, at de kunne komme til at begå. Hvis justitsvæsenet fungerede efter denne filosofi, ville den samlede verdensbefolkning sidde i fængsel.
Kristin Rødland Buick nævner i sin seneste kommentar “hensyn til f.eks. helse (…) til vedkommende selv”. Ifølge FN’s CRPD har mennesker med “psykosociale handicap” (såkaldt “psykisk sygdom”) den samme ret til at vælge behandling til eller fra, som somatiske patienter har det. Dermed er behandlingskriteriet – og også Kristin Rødland Buicks udtalelse hér – klart i strid med menneskerettighederne.
Psykiatrisk tvang er altid skadelig og et brud på den enkeltes menneskerettigheder, tvang koster mange menneskeliv, og tvang er aldrig nødvendig. Den rammer på verdensplan dagligt millioner af mennesker. Med undtagelse af AI Ireland, har AI i 49 år valgt, at “prioritere anderledes”, lukke øjnene for et af de mest omfangsrige brud på menneskerettighederne i verdenen, og det ser ud til, at AI også fortsat vil ty til, at manøvrere udenom problematiken . Jeg er ikke imponeret.
3. (#14 i tråden) Flere tanker angående Kristin Rødland Buicks/AI Norges seneste svar:
Kristin Rødland Buick skriver: “For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken.”
For det første mener jeg, ligesom Christine Rosenqvist er inde på, at det er rystende, taget problematikens omfang i betragtning, at AI igennem 49 år konsekvent har valgt, ikke at bruge den tid, det ville tage at sætte sig ind i problematiken, og at AI tilsyneladende heller ikke har tænkt sig, at bruge tid på det i fremtiden, og jeg kan umiddelbart kun se én årsag til, at man vælger, ikke at gøre det: at man ikke regner psykiatriserede mennesker som værende værd AIs solidaritet, tid og ressourcer.
For det andet har AI allerede et vist basisviden angående problematiken igennem knap fem årtiers beskæftigelse bl.a. med vilkårene til samvittighedsfanger, der af AI anerkendes som sådanne, i åbenlyst totalitære systemer som den forhenværende Sovjetunion. Igen må jeg spørge hér, hvad det i AIs øjne er, der gør indespærring og neddoping af nogle mennesker med i høj grad toksiske stoffer til et brud af deres menneskerettigheder, mens det betragtes som”hjælp” lige så det drejer sig om mennesker, der tilfældigvis lever i et land, der på overfladen ser ud som et demokrati? – På overfladen, ja. I et virkeligt demokrati ville tvangspsykiatrien være en umulighed, da de demokratiske værdier også omfatter friheden til at tænke og føle, hvad man vil, uden at man risikerer, at blive straffet for det. – En organisation som MindFreedom International, der også har medvirket i udformningen af CRPD’en, ville glædeligt være AI behjælpeligt med at sætte sig yderligere ind i problematiken. Det samme, tænker jeg, gælder i specifikt norsk sammenhæng organisationen We Shall Overcome. Mere tids- og ressourcekrævende er det ikke!
For mig at se er der ingen tvivl, at årsagen til AIs stiltiende accept af menneskerettighedsbrud i psykiatrien, også den norske, er at finde i det, Siv Helen Rydheim antyder i sin seneste kommentar: “Seksualisert vold og vold i nære relasjoner er selvsagt veldig viktig, og også ufarlig i forhold til å unngå å angripe staten Norge.” (Min kursivering.) Som sagt, jeg er ikke imponeret.
Universal Declaration of Mental Rights and Freedoms
That all human beings are created different. That every human being has the right to be mentally free and independent.
That every human being has the right to feel, see, hear, sense, imagine, believe or experience anything at all, in any way, at any time.
That every human being has the right to behave in any way that does not harm others or break fair and just laws.
That no human being shall be subjected without consent to incarceration, restraint, punishment, or psychological or medical intervention in an attempt to control, repress or alter the individual’s thoughts, feelings or experience. -Will Hall/The Icarus Project/Freedom Center, Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs, s. 11
torsdag den 26. november 2009
Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok
I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
lørdag den 14. november 2009
Tvangspsykiatrien koster endnu et menneskeliv
Endnu en gang har tvangspsykiatrien kostet et menneskeliv. Den 34-årige stod i følge bl.a. denne artikel til at blive tvangsindlagt, og en nabo kan fortælle, at hans reaktion på truslen var at erklære, at det ville være hans sikre død, hvis han blev det. Hvilket han jo havde helt ret i. Hvis ikke i bogstavelig forstand, så i hvert fald i overført betydning, siden psykofarmaka altid dræber sjælen. Den spirituelle død. Og anden "hjælp", end at blive dopet fra sans og samling, kan et menneske i krise jo ikke forvente fra tvangspsykiatriens side.
Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?
Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?
Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?
Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?
onsdag den 28. oktober 2009
Byrådet i Eugene, Oregon, anerkender psykiatriserede menneskers rettigheder
Mens danske politikere har travlt med at få lovforslag om at indføre ambulant tvang, og dermed om at gøre flere menneskerettighedskrænkelser overfor psykiatrisk stemplede mennesker muligt, igennem, er byrådet i den amerikanske by Eugene, Oregon, kommet med en resolution, der fastslår disse menneskers ret til selvbestemmelse, også når det kommer til behandling.
Fra resolutionen:
"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.
D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."
Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.
Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.
Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:
RESOLUTION NO. __________
A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:
A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.
B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.
C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.
D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.
E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.
NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:
Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.
Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section
3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.
The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.
____________________________________
Acting City Recorder
Fra resolutionen:
"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.
D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."
Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.
Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.
Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:
RESOLUTION NO. __________
A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:
A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.
B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.
C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.
D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.
E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.
NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:
Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.
Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section
3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.
The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.
____________________________________
Acting City Recorder
mandag den 5. oktober 2009
Smid nøglen væk!
When it bleeds it leads... Det er næsten ikke til at afgøre, hvad man skal linke til i det her tilfælde. Det er over det hele. Selvfølgeligt. Angst sælger, og alle vil jo gerne sælge. Med ønsket om at sælge som oftest værende noget større, end ønsket om at informere. Her bare et, tilfældigt valgt, link af utallige mulige.
Tja, når vi nu skal have gummicellerne og tvangstrøjerne tilbage, hvorfor så ikke også overveje, at lade de store galeanstalter få deres renaissance? Retro er in!
Bare lige et par tanker i forbindelse med den forskning, der henvises til: hvad har man sammenlignet? Jo, indespærring med - ingenting. Socialpsykiatrien har jo aldrig virkeligt fungeret. Fordi den stadigt er psykiatri, dvs. bygger på, for kriseramte menneskers vedkommende, ikke specielt effektive "behandlings"tiltag. Alternative tilgange, der havde kunnet betyde virkelig hjælp, har jo aldrig været afprøvet, og indgår således heller ikke i Peter Kramp og Gorm Gabrielsen's "forskning".
Og: selvfølgeligt ville det kunne nedbringe kriminaliteten, begået af "de psykisk syge" ude i samfundet, hvis vi kunne spærre dem inde og smide nøglen væk. Ligesom det ville kunne nedbringe kriminaliteten ude i samfundet generelt, hvis vi kunne spærre alle potentielle forbrydere præventivt inde og smide nøglen væk. Men så ville der næppe findes noget frit samfund udenfor fængselsmurerne mere. Hvilket får mig til at spekulere, hvorvidt samfundet udenfor de faktiske fængsels- respektive galeanstaltsmure egentligt er frit overhovedet. Når jeg f.eks. ser, hvor begrænset horisonten for den ovennævnte "forskning" er.
Tja, når vi nu skal have gummicellerne og tvangstrøjerne tilbage, hvorfor så ikke også overveje, at lade de store galeanstalter få deres renaissance? Retro er in!
Bare lige et par tanker i forbindelse med den forskning, der henvises til: hvad har man sammenlignet? Jo, indespærring med - ingenting. Socialpsykiatrien har jo aldrig virkeligt fungeret. Fordi den stadigt er psykiatri, dvs. bygger på, for kriseramte menneskers vedkommende, ikke specielt effektive "behandlings"tiltag. Alternative tilgange, der havde kunnet betyde virkelig hjælp, har jo aldrig været afprøvet, og indgår således heller ikke i Peter Kramp og Gorm Gabrielsen's "forskning".
Og: selvfølgeligt ville det kunne nedbringe kriminaliteten, begået af "de psykisk syge" ude i samfundet, hvis vi kunne spærre dem inde og smide nøglen væk. Ligesom det ville kunne nedbringe kriminaliteten ude i samfundet generelt, hvis vi kunne spærre alle potentielle forbrydere præventivt inde og smide nøglen væk. Men så ville der næppe findes noget frit samfund udenfor fængselsmurerne mere. Hvilket får mig til at spekulere, hvorvidt samfundet udenfor de faktiske fængsels- respektive galeanstaltsmure egentligt er frit overhovedet. Når jeg f.eks. ser, hvor begrænset horisonten for den ovennævnte "forskning" er.
torsdag den 1. oktober 2009
Gummiceller og tvangstrøjere tilbage ind i psykiatrien!
Ja, de har jo nu aldrig været helt ude af psykiatrien, gummicellerne og tvangstrøjerne. De er bare i en årrække gået under andre betegnelser. Såsom "medicin", og "skærmning". Men siden holdningen i samfundet, takket være bl.a. mediernes skrækpropaganda, ser ud til at tiltagende være den, at målet helliger midlerne i kampen mod "de psykisk syge", så kan man vel også roligt kalde en spade for en spade igen, og i øvrigt også ruste yderligere op. Uden at risikere det store ramaskrig i medmenneskelighedens navn.
Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!
Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.
Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.
Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.
Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...
Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!
Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.
Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.
Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.
Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...
fredag den 11. september 2009
Mere om drabet på Torben Martin Bødker
Her kan man i kommentarerne til indlægget læse, hvor meget "amok" Torben Martin Bødker gik, før han blev skudt: Han åbnede døren for de to strissere, satte sig i sin sofa og bad dem om at gå, da de spurgte, om de skulle visitere ham. Wow! Jeg må nok sige, "sabelmanden", hvis fingeraftryk mærkeligt nok ikke var på sablen, var da virkeligt helt ustyrlig!
Det er statsadvokat Lise-Lotte Nilas enig i, hvorfor hun er nået frem til, at det var helt i orden, at strisserne affyrede tre skud mod Torben Martin Bødker og dræbte ham.
Jeg kan nu på en måde lidt forstå strisserne. Med den skrækpropaganda, der findes alle vegne angående "de farlige sindssyge", er det måske ikke så forunderligt, at strisserne ved det mindste tegn på modstand går i koma og skyder vildt om sig.
På den anden side spørger jeg mig, hvordan man egentligt retfærdiggør indblanding af politiet overhovedet. Det er måske en forbrydelse, at være såpas meget menneske, at man reagerer på umenneskelige oplevelser, oplevet f.eks. under en udsendelse som soldat i Bosnien, så man har brug for hjælp? Men altså, hvis det er en forbrydelse, så har man vel også ret til en advokat og en ordentlig retssag i forbindelse med at man bures inde? Ligesom man i så fald har ret til at sige "nej tak" til medicinsk behandling? Og hvis det ikke er, så har strisserne vel næppe ret til at mase sig på og ignorere en høflig opfordring til at skride ud af ens private hjem?
Relateret:
Gik amok???
Det er en brist, når man ikke er fuldstændigt afstumpet
Det er statsadvokat Lise-Lotte Nilas enig i, hvorfor hun er nået frem til, at det var helt i orden, at strisserne affyrede tre skud mod Torben Martin Bødker og dræbte ham.
Jeg kan nu på en måde lidt forstå strisserne. Med den skrækpropaganda, der findes alle vegne angående "de farlige sindssyge", er det måske ikke så forunderligt, at strisserne ved det mindste tegn på modstand går i koma og skyder vildt om sig.
På den anden side spørger jeg mig, hvordan man egentligt retfærdiggør indblanding af politiet overhovedet. Det er måske en forbrydelse, at være såpas meget menneske, at man reagerer på umenneskelige oplevelser, oplevet f.eks. under en udsendelse som soldat i Bosnien, så man har brug for hjælp? Men altså, hvis det er en forbrydelse, så har man vel også ret til en advokat og en ordentlig retssag i forbindelse med at man bures inde? Ligesom man i så fald har ret til at sige "nej tak" til medicinsk behandling? Og hvis det ikke er, så har strisserne vel næppe ret til at mase sig på og ignorere en høflig opfordring til at skride ud af ens private hjem?
Relateret:
Gik amok???
Det er en brist, når man ikke er fuldstændigt afstumpet
søndag den 6. september 2009
"Search inside your heart..."
Facebook group "The incarceration of John"
Konference "Recovery: A Human Right"
Min YouTube-kommentar: "What is traumatizing to human nature? The very normal though also very unnatural circumstances, that alienate it from itself. Unfortunately, violence is just all too normal in our culture. Biopsychiatry being a kind of meta-violence, as it violates those, who react to our culture's violence. (...)"
fredag den 7. august 2009
Godt nyt om Ray
MindFreedom International News - 6 August 2009
Win Human Rights in Mental Health
http://www.mindfreedom.org/ray - please forward
Ray Sandford Campaign Victory: New Psychiatrist is Official
Ray Sandford just phoned MindFreedom with some very good news.
As you may know, Ray is a 55-year-old Minnesota resident who has
received more than 40 involuntary electroshocks (also known as
"electroconvulsive therapy" or ECT).
Adding to his horror, Ray received these court-ordered procedures
against his wishes -- and even against his family's wishes -- on an
OUTPATIENT basis. That is, Ray would be woken up early in his group
home, and escorted to a hospital for his forced shock over and over
and over again.
Ray asked for help from MindFreedom, which kicked off a Ray campaign
activating people internationally.
Today, Ray said because of his campaign his new psychiatrist -- who
opposes forced electroshock -- has been officially approved by the
mental health system.
Ray already has a new attorney, who is moving toward changing Ray's
guardianship.
Meanwhile, because of the campaign the Minnesota state legislature has
scheduled a hearing this Monday, 10 August, on the subject of
electroshock of committed Minnesota residents.
For more info about campaign news, see the Ray Gateway at:
http://www.mindfreedom.org/ray
At the start of this Saturday's MindFreedom Mad Pride Free Live Web
Radio show -- which is on the topic of humane alternatives to this
kind of abuse -- you can also hear news updates about the Ray
Campaign, see:
http://www.mindfreedom.org/radio
Win Human Rights in Mental Health
http://www.mindfreedom.org/ray - please forward
Ray Sandford Campaign Victory: New Psychiatrist is Official
Ray Sandford just phoned MindFreedom with some very good news.
As you may know, Ray is a 55-year-old Minnesota resident who has
received more than 40 involuntary electroshocks (also known as
"electroconvulsive therapy" or ECT).
Adding to his horror, Ray received these court-ordered procedures
against his wishes -- and even against his family's wishes -- on an
OUTPATIENT basis. That is, Ray would be woken up early in his group
home, and escorted to a hospital for his forced shock over and over
and over again.
Ray asked for help from MindFreedom, which kicked off a Ray campaign
activating people internationally.
Today, Ray said because of his campaign his new psychiatrist -- who
opposes forced electroshock -- has been officially approved by the
mental health system.
Ray already has a new attorney, who is moving toward changing Ray's
guardianship.
Meanwhile, because of the campaign the Minnesota state legislature has
scheduled a hearing this Monday, 10 August, on the subject of
electroshock of committed Minnesota residents.
For more info about campaign news, see the Ray Gateway at:
http://www.mindfreedom.org/ray
At the start of this Saturday's MindFreedom Mad Pride Free Live Web
Radio show -- which is on the topic of humane alternatives to this
kind of abuse -- you can also hear news updates about the Ray
Campaign, see:
http://www.mindfreedom.org/radio
mandag den 6. juli 2009
Husk: Demo for Abdulle i dag!!!
Så er det i dag, at der skal demonstreres for frigivelsen af Abdulle Ahmed. Læs mere her, og mød op!
Og: Tillykke med fødselsdagen, Abdulle!
Og: Tillykke med fødselsdagen, Abdulle!
søndag den 28. juni 2009
They Don't Care About Us
Hugget fra Jan Olaf's blog:
Jan Olaf skriver: "The mental violations which the psychiatric system causes to persons are much more hidden than many other physical violations other systems do to other persons – but the mental violations caused by the forced psychiatric system are very real, they also – indeed!"
Det drejer sig ikke om hjælp eller omsorg eller hvad det måtte være, der nævnes for at dække over og retfærdiggøre. Det drejer sig udelukkende om magt og social kontrol. Ikke bare i Abdulle's tilfælde. Altid.
"Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs." -Derrick Jensen. Den med afstand mest effektive måde, at gøre udnyttelsens modstandere tavs, er at erklære dem for "sindssyge". Mere effektivt, end at slå modstanderen selv ihjel: at slå hans/hendes ord ihjel. Og så kan man i ro og mag bagefter slå ham/hende selv ihjel, mens ingen længere vil lytte til hans/hendes protester. Psykiatrien er totalitarismens mest effektive værktøj.
_______________
P.S.: "Stærke" billeder til hvad nogle nok vil synes er et lidt "stærkt" budskab. Men siden der nu er gået en uge uden at Sophie Løhde har korrigeret mig mht. min antagelse angående politikernes motiver for at indføre ambulant tvang, og i øvrigt også taget i betragtning, at også KU mener, det er helt i orden, at diskutere muligheden for at fratage i forvejen marginaliserede samfundsmedlemmer stemmeretten,tænker jeg, at alle, der synes det er for "stærkt", simpelthen "don't wanna see".
Jan Olaf skriver: "The mental violations which the psychiatric system causes to persons are much more hidden than many other physical violations other systems do to other persons – but the mental violations caused by the forced psychiatric system are very real, they also – indeed!"
Det drejer sig ikke om hjælp eller omsorg eller hvad det måtte være, der nævnes for at dække over og retfærdiggøre. Det drejer sig udelukkende om magt og social kontrol. Ikke bare i Abdulle's tilfælde. Altid.
"Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs." -Derrick Jensen. Den med afstand mest effektive måde, at gøre udnyttelsens modstandere tavs, er at erklære dem for "sindssyge". Mere effektivt, end at slå modstanderen selv ihjel: at slå hans/hendes ord ihjel. Og så kan man i ro og mag bagefter slå ham/hende selv ihjel, mens ingen længere vil lytte til hans/hendes protester. Psykiatrien er totalitarismens mest effektive værktøj.
_______________
P.S.: "Stærke" billeder til hvad nogle nok vil synes er et lidt "stærkt" budskab. Men siden der nu er gået en uge uden at Sophie Løhde har korrigeret mig mht. min antagelse angående politikernes motiver for at indføre ambulant tvang, og i øvrigt også taget i betragtning, at også KU mener, det er helt i orden, at diskutere muligheden for at fratage i forvejen marginaliserede samfundsmedlemmer stemmeretten,tænker jeg, at alle, der synes det er for "stærkt", simpelthen "don't wanna see".
torsdag den 25. juni 2009
Demo for Abdulle Ahmed
Jeg går ud fra, at både Benedikte Volfing og andre "eksperter", der er involveret i Abdulle Ahmed's sag, kender til hans "sygdoms"historie:
• 1991 – Abdulle kommer til Danmark sammen med sin familie som 11-årig. Han lever et helt almindeligt liv og drømmer bare om en uddannelse og at få det godt.
• 1996 – Abdulle lider af ondt i ryggen. Lægerne kan ikke finde ud af hvorfor.
• 1997 – i marts. Abdulle henvender sig igen med ondt i ryggen og får antipsykotisk medicin, Zyprexa, som han tager i den tro, det er smertestillende. Abdulle kan ikke tåle medicinen. Han får kramper, kaster op, og der bliver tilkaldt en læge, som indlægger ham.
• 1997 – Abdulle bliver indlagt, dog ikke på almindeligt hospital men derimod psykiatrisk, hvor han får elektrochok mod familiens vidende.
• 2001 – Abdulles familie får at vide, at han snart vil blive udskrevet og komme hjem.
• 2001 – Abdulle bliver ikke udskrevet, tværtimod lægger han sig ud med personalet. Uoverensstemmelsen fører til en behandlingsdom på Abdulle den 8.11.
• 2001 – elleve dage efter behandlingsdommen, den 19.11. bliver der udstedt et farlighedsdekret på Abdulle, der bliver overført til Sikringen i Nykøbing Sjælland.
• 2007 – behandlingsdommen forlænges.
• Siden har Abdulle været indespærret på Sikringen, heraf flere år bæltefikseret, mens han har fået al mulig slags psykofarmaka, så han i dag ikke kan gå, knap tale, ryster over hele kroppen, og tænderne er ødelagt. (fra LAP-nyhedsbrev, 25.06.09)
Jeg spørger mig seriøst, hvad der er galt med Bendikte Volfings og de andre involverde "eksperters" hjernefunktion. For, noget må i hvert fald være grueligt galt, når man diagnosticerer det, der tydeligvis er bivirkninger forårsaget af Zyprexa, og ikke andet, som "skizofreni".
Den "behandling", Abdulle er blevet offer for igennem de sidste mange år, er intet mindre end kriminel. De ansvarlige, "eksperter" som politikere, bør stilles foran en dommer, anklaget for frihedsberøvelse og forsætlig legemsbeskadigelse med grov skade til følge.
Og selvfølgeligt bør Abdulle befries NU!!!
Mød op til demo for frigivelsen af Abdulle, mandag den 6. juli kl. 13.00 på Slotsholmsgade 10 - 12 (bag Børsen)!
• 1991 – Abdulle kommer til Danmark sammen med sin familie som 11-årig. Han lever et helt almindeligt liv og drømmer bare om en uddannelse og at få det godt.
• 1996 – Abdulle lider af ondt i ryggen. Lægerne kan ikke finde ud af hvorfor.
• 1997 – i marts. Abdulle henvender sig igen med ondt i ryggen og får antipsykotisk medicin, Zyprexa, som han tager i den tro, det er smertestillende. Abdulle kan ikke tåle medicinen. Han får kramper, kaster op, og der bliver tilkaldt en læge, som indlægger ham.
• 1997 – Abdulle bliver indlagt, dog ikke på almindeligt hospital men derimod psykiatrisk, hvor han får elektrochok mod familiens vidende.
• 2001 – Abdulles familie får at vide, at han snart vil blive udskrevet og komme hjem.
• 2001 – Abdulle bliver ikke udskrevet, tværtimod lægger han sig ud med personalet. Uoverensstemmelsen fører til en behandlingsdom på Abdulle den 8.11.
• 2001 – elleve dage efter behandlingsdommen, den 19.11. bliver der udstedt et farlighedsdekret på Abdulle, der bliver overført til Sikringen i Nykøbing Sjælland.
• 2007 – behandlingsdommen forlænges.
• Siden har Abdulle været indespærret på Sikringen, heraf flere år bæltefikseret, mens han har fået al mulig slags psykofarmaka, så han i dag ikke kan gå, knap tale, ryster over hele kroppen, og tænderne er ødelagt. (fra LAP-nyhedsbrev, 25.06.09)
Jeg spørger mig seriøst, hvad der er galt med Bendikte Volfings og de andre involverde "eksperters" hjernefunktion. For, noget må i hvert fald være grueligt galt, når man diagnosticerer det, der tydeligvis er bivirkninger forårsaget af Zyprexa, og ikke andet, som "skizofreni".
Den "behandling", Abdulle er blevet offer for igennem de sidste mange år, er intet mindre end kriminel. De ansvarlige, "eksperter" som politikere, bør stilles foran en dommer, anklaget for frihedsberøvelse og forsætlig legemsbeskadigelse med grov skade til følge.
Og selvfølgeligt bør Abdulle befries NU!!!
Mød op til demo for frigivelsen af Abdulle, mandag den 6. juli kl. 13.00 på Slotsholmsgade 10 - 12 (bag Børsen)!
søndag den 21. juni 2009
Mail til Sophie Løhde
Kære Sophie Løhde,
i artiklen "Psykisk syge skal tvinges i behandling", http://politiken.dk/indland/article731522.ece, citeres du: "Det handler om at hjælpe nogle meget syge mennesker, som ikke ønsker hjælp, men har et dybt behov for, at vi hjælper dem. Vi gør samfundet og patienterne en bjørnetjeneste, hvis vi stikker hovedet i busken og siger, at alt bare skal være status quo".
Lad mig først og fremst slå fast, at en sådan ambulant tvang klart ville være i strid med menneskerettighederne, som Danmark via at signere Menneskerettighedskonventionen for mennesker med handicap, CRPD (http://www.un.org/disabilities/convention/conventionfull.shtml) den 30. marts 2007, har valgt at anerkende også for mennesker med "psyko-sociale hadicaps", dvs. "psykisk syge" mennesker.
FN-Special Rapporteur Manfred Nowak skriver derudover i "Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment on “Protecting Persons with Disabilities from Torture”." (http://www2.ohchr.org/english/issues/disability/torture.htm), at "Personer med handicap bliver udsat for medicinske eksperimenter og indgribende og irreversibel medicinsk behandling uden deres samtykke (f.eks. sterilisation, abort og indgreb, der sigter mod at korrigere eller lindre et handicap, såsom elektrochok behandling og psykoaktive stoffer inklusive neuroleptika)" (punkt 40 i rapporten), og at "Specialobservatøren er bekymret, at sådanne praktiker bliver uopdaget eller retfærdiggjort, hvis de forøves mod personer med handicap, og ikke anerkendes som tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf." (punkt 41 i rapporten) (min oversættelse og fremhævelse)
Manfred Nowak har god grund til at være bekymret! Ligesom mennesker i emotionelle kriser har al grund til at afvise medicinsk "behandling".
For det første baserer medicinsk "behandling" af emotionelle problemer på en årsagsmodel, den biologisk-genetiske, der er en ren teori, der den dag i dag mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed, der af internationalt førende forskere på området forlængst er erklæret for ikke længere holdbart (Arvid Carlsson, 1992), og der desuden igennem den seneste tid, grundet forskningsresultater, der tydeligt viser, at psykosociale miljøpåvirkninger spiller en afgørende rolle ved udviklingen af "psykisk sygdom", yderligere har mistet troværdighed.
For det andet mangler der til stadighed videnskabeligt holdbare beviser for, at medicinsk "behandling" af emotionelle kriser skulle være effektiv. Faktum er, at stort set alle langtidsstudier, der sammenligner medicinsk med ikke-medicinsk behandling, viser, tildels langt, bedre resultater for ikke-medicinske behandlingstiltag som Soteria (http://www.moshersoteria.com), eller Vestlaplandsmodellen.
Og for det tredje har forskning påvist en lang række skadelige, tildels livstruende, bivirkninger af neuroleptika. Deribland på kort sigt nedsat hjernefunktion, på længere sigt svind af hjernematerie og celledød i pandelapregionen, dvs. den hjerneregion, der gør mennesket til menneske, den hjerneregion, hvor kompleks kognitiv adfærd, såsom at kontrollere social adfærd og træffe beslutninger, lokaliseres. Det er denne hjerneregion, der er afgørende for, om årsagerne til emotionelle kriser kan bevidstgøres og bearbejdes, så det kriseramte menneske kan komme sig. Det må således konkluderes, at neuroleptika forhindrer recovery, hvilket underbygges af resultaterne af de ovennævnte langtidsstudier.
Det er mig en gåde, hvordan man, taget alle disse fakta i betragtning, overhovedet så meget som kan overveje, at udsætte mennesker for tvangs"behandling" med stoffer, der med ca. 90% sikkerhed vil gøre disse mennesker til hjerneskadede førtidspensionister, mod deres udtalte ønske.
Det er mig en endnu større gåde, hvordan man kan overveje en sådan grov krænkelse af menneskerettighederne overfor mennesker, der ikke viser tegn på "psykose", der altså meget vel kan være i en recoveryproces, respektive faktisk recoveret, og derved udsætte disse mennesker for nærmest sikker tilbagefald.
Sidst men ikke mindst er det mig en gåde, hvordan det kan være, at man har råd til at iværksætte denne grove krænkelse af menneskerettighederne, mens man ikke har en halvtredsøre til at etablere af mange "psykisk syge" ønskede, frivillige og "medicin"frie psykiatrialternativer.
For mig at se, er budskabet, at man i Danmark fra politikernes side åbenbart vægter social kontrol noget højere, end den enkeltes menneskerettigheder, respektive det, at tilbyde mennesker i emotionelle kriser virkelig hjælp. Om det så koster nok så mange menneskeliv. Specielt usmageligt bliver det for mig set i lyset af den tyske regerings beslutning om at erklære psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende (jf.: http://silentspheres.blogspot.com/2009/06/tyskland-erklrer-psykiatriske.html). Korrigér mig, hvis jeg skulle tage fejl mht. danske politikeres motiver.
_______________
En lignende mail gik til regionsformand Bent Hansen, angående hans udtalelser citeret i artiklen "Sygehusenes chef er klar til at medicinere med tvang", http://politiken.dk/indland/article731838.ece.
Det vil sige, den går til Bent Hansen. Såfremt det lykkes "postmaster'en" at aflevere min mail på Bent Hansen adresse, der i øvrigt lå gemt i en afkrog af Danske Regioners hjemmeside, hverken, som det er - og som jeg mener, det bør være - tilfælde med emailadresser til personer i hans position, dukkede op i de første tre eller i det mindste tredive målrettede Google-søgeresultater, og altså var eminent svært, at finde frem til. En politiker, en regionsformand, der ikke har en nemt tilgængelig og velfungerende emailadresse?... Hm. Så må det jo blive snail mail.
i artiklen "Psykisk syge skal tvinges i behandling", http://politiken.dk/indland/article731522.ece, citeres du: "Det handler om at hjælpe nogle meget syge mennesker, som ikke ønsker hjælp, men har et dybt behov for, at vi hjælper dem. Vi gør samfundet og patienterne en bjørnetjeneste, hvis vi stikker hovedet i busken og siger, at alt bare skal være status quo".
Lad mig først og fremst slå fast, at en sådan ambulant tvang klart ville være i strid med menneskerettighederne, som Danmark via at signere Menneskerettighedskonventionen for mennesker med handicap, CRPD (http://www.un.org/disabilities/convention/conventionfull.shtml) den 30. marts 2007, har valgt at anerkende også for mennesker med "psyko-sociale hadicaps", dvs. "psykisk syge" mennesker.
FN-Special Rapporteur Manfred Nowak skriver derudover i "Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment on “Protecting Persons with Disabilities from Torture”." (http://www2.ohchr.org/english/issues/disability/torture.htm), at "Personer med handicap bliver udsat for medicinske eksperimenter og indgribende og irreversibel medicinsk behandling uden deres samtykke (f.eks. sterilisation, abort og indgreb, der sigter mod at korrigere eller lindre et handicap, såsom elektrochok behandling og psykoaktive stoffer inklusive neuroleptika)" (punkt 40 i rapporten), og at "Specialobservatøren er bekymret, at sådanne praktiker bliver uopdaget eller retfærdiggjort, hvis de forøves mod personer med handicap, og ikke anerkendes som tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf." (punkt 41 i rapporten) (min oversættelse og fremhævelse)
Manfred Nowak har god grund til at være bekymret! Ligesom mennesker i emotionelle kriser har al grund til at afvise medicinsk "behandling".
For det første baserer medicinsk "behandling" af emotionelle problemer på en årsagsmodel, den biologisk-genetiske, der er en ren teori, der den dag i dag mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed, der af internationalt førende forskere på området forlængst er erklæret for ikke længere holdbart (Arvid Carlsson, 1992), og der desuden igennem den seneste tid, grundet forskningsresultater, der tydeligt viser, at psykosociale miljøpåvirkninger spiller en afgørende rolle ved udviklingen af "psykisk sygdom", yderligere har mistet troværdighed.
For det andet mangler der til stadighed videnskabeligt holdbare beviser for, at medicinsk "behandling" af emotionelle kriser skulle være effektiv. Faktum er, at stort set alle langtidsstudier, der sammenligner medicinsk med ikke-medicinsk behandling, viser, tildels langt, bedre resultater for ikke-medicinske behandlingstiltag som Soteria (http://www.moshersoteria.com), eller Vestlaplandsmodellen.
Og for det tredje har forskning påvist en lang række skadelige, tildels livstruende, bivirkninger af neuroleptika. Deribland på kort sigt nedsat hjernefunktion, på længere sigt svind af hjernematerie og celledød i pandelapregionen, dvs. den hjerneregion, der gør mennesket til menneske, den hjerneregion, hvor kompleks kognitiv adfærd, såsom at kontrollere social adfærd og træffe beslutninger, lokaliseres. Det er denne hjerneregion, der er afgørende for, om årsagerne til emotionelle kriser kan bevidstgøres og bearbejdes, så det kriseramte menneske kan komme sig. Det må således konkluderes, at neuroleptika forhindrer recovery, hvilket underbygges af resultaterne af de ovennævnte langtidsstudier.
Det er mig en gåde, hvordan man, taget alle disse fakta i betragtning, overhovedet så meget som kan overveje, at udsætte mennesker for tvangs"behandling" med stoffer, der med ca. 90% sikkerhed vil gøre disse mennesker til hjerneskadede førtidspensionister, mod deres udtalte ønske.
Det er mig en endnu større gåde, hvordan man kan overveje en sådan grov krænkelse af menneskerettighederne overfor mennesker, der ikke viser tegn på "psykose", der altså meget vel kan være i en recoveryproces, respektive faktisk recoveret, og derved udsætte disse mennesker for nærmest sikker tilbagefald.
Sidst men ikke mindst er det mig en gåde, hvordan det kan være, at man har råd til at iværksætte denne grove krænkelse af menneskerettighederne, mens man ikke har en halvtredsøre til at etablere af mange "psykisk syge" ønskede, frivillige og "medicin"frie psykiatrialternativer.
For mig at se, er budskabet, at man i Danmark fra politikernes side åbenbart vægter social kontrol noget højere, end den enkeltes menneskerettigheder, respektive det, at tilbyde mennesker i emotionelle kriser virkelig hjælp. Om det så koster nok så mange menneskeliv. Specielt usmageligt bliver det for mig set i lyset af den tyske regerings beslutning om at erklære psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende (jf.: http://silentspheres.blogspot.com/2009/06/tyskland-erklrer-psykiatriske.html). Korrigér mig, hvis jeg skulle tage fejl mht. danske politikeres motiver.
_______________
En lignende mail gik til regionsformand Bent Hansen, angående hans udtalelser citeret i artiklen "Sygehusenes chef er klar til at medicinere med tvang", http://politiken.dk/indland/article731838.ece.
Det vil sige, den går til Bent Hansen. Såfremt det lykkes "postmaster'en" at aflevere min mail på Bent Hansen adresse, der i øvrigt lå gemt i en afkrog af Danske Regioners hjemmeside, hverken, som det er - og som jeg mener, det bør være - tilfælde med emailadresser til personer i hans position, dukkede op i de første tre eller i det mindste tredive målrettede Google-søgeresultater, og altså var eminent svært, at finde frem til. En politiker, en regionsformand, der ikke har en nemt tilgængelig og velfungerende emailadresse?... Hm. Så må det jo blive snail mail.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
