Robert Whitaker, "Psychotropic Drugs and Children" - must-listen for alle forældre

"Psychotropic Drugs and Children" er et foredrag ved Robert Whitaker, holdt i forlængelse af foredraget "Rise of Mental Illness in America" - ...og andre steder, såsom i Danmark, om end ikke i helt så grotesk målestok, som i USA, endnu.

Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.

Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).

"Skizofrene" klarer sig bedre uden "medicin"...

...og Merete Nordentoft er overrasket over dette forskningsresultat. I hvert fald ifølge artiklen "Studenterhuen er et godt våben mod skizofreni" i Dagens Medicin fra den 5. marts 2010.

I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."

Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.

Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."

Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.

Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.

Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.

At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.

Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.

Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.

Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.

Vrede, skyld og undskyldninger

Her en historie - en af mange lignende - fra det virkelige liv: vores hovedperson, oprindeligt stemplet med "depression", efter en "manisk" reaktion på "medicinen" mod "depression" stemplet som "bipolar", går til sin psykiater, og fortæller vedkommende åbent og ærligt, at h*n har valgt, at stoppe med at tage sin "antipsykotiske medicin", pga. bivirkningerne, og fordi h*n er bange for de skader, specielt mht. de kognitive evner, "medicinen" jo som bekendt kan forårsage ved langtidsbrug.

Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.

Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".

Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.

Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.

Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".

Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.

Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.

Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.

Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.

Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok

I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.

Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".

For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.

Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.

Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.

Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.

Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.

Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...

Læs mere om Solveig her.

Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.

I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.

Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".

Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.

Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.

Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D

Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.

Uppdrag granskning, "Den stora glömskan" - et program om varigt hukommelsestab efter elektrochok, og om psykiatrisk misinformation

Det svenske TV-program Uppdrag granskning beskæftigede sig i går med den mangelfulde information om alvorlige bivirkninger ved elektrochok, ECT, "patienter" som oftest får. Uppdrag gransknings Janne Josefsson interviewer bl.a. Helena Brebäck, der har valgt, at stå frem og fortælle om omfattende og varigt hukommelsestab efter hun i 2004 blev udsat for ECT mod sin vilje. Læs om Helena her.

Desuden møder vi flere kvinder* i programmet "Den stora glömskan" (Den store glemslen), der har lidt hvad man må kalde for handicappende hukommelsestab af ECT. Sandra f.eks., der går fra at være højtlønnet akademiker til i dag at være konstant afhængig af hjælp, selv til hverdagslivets mest enkle ting. Læs mere her.

I anden halvdel af programmet tager Uppdrag granskning til USA, hvor debatten om ECTs sikkerhed og effektivitet er noget mere livligt, end i Europa. Janne Josefsson interviewer både fortalere (Kitty Dukakis) og modstandere (Linda Andre**) af ECT, og taler med Harold Sackeim, en af de største fortalere for ECT, og anset til at være verdens førende kapacitet på området. Hverken Kitty Dukakis eller Harold Sackeim fornægter imidlertid, at ECT kan resultere i varigt hukommelsestab. Læs mere om ECT-kritiken i USA her.

Mens den svenske psykiater Håkan Odeberg, der har udarbejdet informationsbrochurer om ECT til såvel "patienter" som læger, selv konfronteret med Harold Sackeims udtalelser, holder fast ved, at ECT alene forårsager kortvarigt, forbigående hukommelsestab, og vælger at tilskrive vedvarende hukommelsestab "patientens" subjektive oplevelse af sig selv, og altså værende uden objektiv, videnskabelig værdi. Noget som Harold Sackeim i udsendelsen betegner som "blame the victim", og noget, vi jo også her i Danmark igen og igen hører påstået fra "eksperternes" side.

Her er, hvad man kan læse på DepNet.dk om ECT:

"ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger."

Bemærk, at siden er opdateret i dag, 19. november 2009, altså to og et halvt år efter Harold Sackeims studie "The Cognitive Effects of Electroconvulsive Therapy in Community Settings" udkom, der entydigt slog fast, at ECT kan forårsage varigt hukommelsestab og nedsatte kognitive evner.

Endnu længere går "informationen" på Netdoktor.dk, udarbejdet af Poul Videbech:

"Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen. Det skal dog nævnes, at der findes mennesker, der efterfølgende kan berette om ”huller i deres hukommelse” fx for bestemte hændelser, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over dette, fordi depression mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse."

Spørgsmålet er, hvem Poul Videbech taler om, når han siger "man". Det kan i hvert fald ikke være Harold Sackeim. Skader på indlæringsevnen er nemligt lige præcis, hvad dennes omfattende studie fra 2007 entydigt har påvist.

På spørgsmålet, om ECT giver hjerneskader, svarer Poul Vidbech: "Mange mennesker har en forestilling om, at behandlingen medfører hjerneskader. I dag ved vi med sikkerhed, at det ikke er tilfældet."

Han henviser til undersøgelser af dyr, der blev udsat for ECT og efterfølgende obduceret, og til scanningsbilleder af mennesker, og påstår hverken obduktionerne eller scanningerne havde kunnet påvise hjerneskader. Det modsatte er tilfældet. Umiddelbart efter ECT foretaget, har talrige undersøgelser vist effekten af "behandlingen" på hjernen: små, punktuelle blødninger og deraf følgende celledød. Desuden anses et hukommelsestab, som det ECT forårsager, i alle andre sammenhænge end psykiatriske som et klart symptom på hjerneskade. Ligesom alle andre virkninger af ECT, såsom eufori, forvirring og kramper. Læs hertil om Uppdrag gransknings telefonsamtale med den svenske psykiater Johan Stiernsted, der kan fortælle om flere "patienter", der havde fået ECT, og som alle efterfølgende havde "store problemer med hukommelsen". Problemer, som Johan Stiernsted beskriver ligner langt mere dem, man kan observere efter hjerneskader som følge af hovedlæsioner, end dem, der opstår i forbindelse med "depression".

Interessant er også det følgende punkt i Poul Videbechs forklaring på, hvorfor ECT ikke anvendes i større omfang, når "behandlingen" nu er så ufarlig og effektiv: "ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen."

Jamen, når nu "hukommelsespåvirkningen" er af så kortvarig karakter, og "hullerne i hukommelsen" næppe skyldes "behandlingen", men snarere selve "sygdommen", som Videbech ellers påstår, så burde "behandlingen" da godt kunne kombineres med terapi?...

Faktum er, som selv Kitty Dukakis indrømmer, at man er nødt til at vælge: enten et "quick fix", der som regel ikke giver varig bedring, men skal gentages med jævne mellemrum, gerne også skal suppleres med antidepressiva, og der kan give alvorlige, varige "bivirkninger"***, eller den lange og ofte ikke helt nemme vej gennem bevidstgørelse og bearbejdning, der til gengæld har de modsatte "bivirkninger" som ECT, nemlig en øget bevidsthed.

Faktum er også, at mange ikke får muligheden for at træffe et reelt valg, enten fordi information tilbageholdes respektive forfalskes, også her i Danmark, fordi de udsættes for ECT under tvang, eller også fordi vedkommende er så påvirket af psykofarmaka, at der ikke kan være tale om et "informeret samtykke". Det er jo ikke altid, at ens omgivelser ønsker, at man husker for godt.

Se Uppdrag Granskning: "Den stora glömskan", og bliv informeret! - Eller (gen)se Gøgereden. Der er ikke noget væsentligt, der har ændret sig siden den gang.



Tak til Jan Olaf for at gøre opmærksom på udsendelsen.
_______________


*ca. tre fjerdedele af alle, der udsættes for ECT er kvinder. Er psykiatrien kvindefjentlig?...

** Linda Andre, der selv har været udsat for ECT og lidt varigt hukommelsestab, har skrevet bogen Doctors of Deception, der netop beskæftiger sig med psykiatriens manglende information, respektive fejlinformation, om proceduren til "patienter".

*** Hukommelsestabet efter ECT er ikke en bivirkning, men virkningen. Hvad man ikke kan huske, kan ikke gøre én deprimeret, angst, forvirret, etc.

En hilsen til pårørende til "psykisk syge"

Her en meget god analyse af "NAMI-forældre", forældre, der har købt den biologiske forklaringsmodel af "psykisk sygdom", og den lidelse, de ved at tro på biologien forvolder deres "psykisk syge" børn. Skrevet af den amerikanske psykolog Ty Colbert.

Ret underholdende for resten at se, hvordan selv en artikel, der gør alt, der i mine øjne næsten gør for meget, for at undgå at beskylde forældre, stadigt kan få nogle af disse forældre til at gå helt op i limningen. Efter mottoet "Don't!"

Og her vil jeg så lige tilføje, at det selvfølgeligt skal ses som en beskyldning, ja, når jeg i en af mine kommentarer derovre skriver, at mange forældre åbenbart frygter det, at erkende og anerkende deres egne traumatiseringer, mere end de frygter, at tilføje deres børn skade.

Seroquel mod alt - også mod anoreksi

'Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget,' synes man hos AstraZeneca at mene - og er således i fuld gang med at teste Seroquel som et middel mod anoreksi. Der er vist heller intet, der er mere nærliggende, end at afprøve et stof, der både sørger for en gedigen gang vægtøgning i løbet af no time, og der samtidigt nedsætter bevidstheden såpas, at man dårligt kan overskue, at skænke sit udseende så meget som en enkel tanke mere.

Indtil videre har forsøgene resulteret i én (!) forsøgsperson, der både har taget på og ændret holdning til mad - i et vist omfang.

Philip Dawdy undrer, om AstraZeneca mon vil søge om at få Seroquel godkendt til "behandling" af anoreksi. Om??? Jeg undrer mere hvornår.

Experimentarium: Uafhængig videnskab, eller endnu et af farmaindustriens talerør?

Åbent brev til Charlotte Koldbye, videnskabsjournalist ved Experimentarium:

Kære Charlotte Koldbye,

det er bestemt ikke noget nyt for mig, at læse respektive høre en del ukorrekt information om "skizofreni". Imidlertid overrasker det mig, at finde i din artikel om emnet på Experimentarium.dk ( http://www.experimentarium.dk/forsiden/artikler/artikelvisning/article/227/ ) vel nok en af de mest komplette ansamlinger af decideret forkert information - måske skulle jeg sige: af fordomme - angående emnet, jeg nogensinde har set på en dansk hjemmeside.

Det overrasker mig af to grunde: 1. fordi jeg egentligt troede, Experimentarium var et uafhængigt foretagende, og 2. fordi jeg kan se, at du er videnskabsjournalist. Dvs. det må antages, at Experimentarium ikke bliver sponsoreret af farmaindustrien - korrigér mig, hvis dette er forkert! - og det må ligeledes antages, at du har adgang også til internationale kilder, når det kommer til din egen research. Havde du travlt, da du skrev artiklen? Eller er andre videnskabelige fagområder end biologi/biokemi ikke af interesse?

Her et par ting, jeg gerne vil gøre dig opmærksom på:

- John Nash lærte ikke at leve med sine "hallucinationer". Han kom sig. Hvilket er en graverende forskel.

- Procenttallene, Merete Nordentoft citeres for i din artikel, kan meget vel være korrekte mht. de mennesker, der forbliver livet ud i behandlingssytemet. Selv om jeg vil tro, at 20% er en anelse for højt anslået. Mig bekendt har det danske behandlingssytem en recoveryrate på ca. 10%, dvs. 90% ender som kronisk syge på førtidspension.

Løfter man blikket og ser på recoverytal i andre end det danske behandingssystems sammenhænge, ser billedet imidlertid en del anderledes ud: Loren Mosher's Soteria-projekt havde, ligesom mange andre psykiatrialternativer, en recoveryrate på 85%. - Jeg nævner Soteria, fordi denne er en af de bedst dokumenterede alternative tilgange til kriser, da Loren Mosher i sin tid designede og gennemførte projektet som et NIMH-forsøgsprojekt. (Jeg går ud fra, at du som videnskabsjournalist ved, hvad NIMH står for, eller er i stand til at finde ud af det.)

Endvidere gennemførte WHO to stort anlagte studier, der begge ufejlbarligt viste, at recoverytallene er betydeligt højere i ikke-industrialiserede lande, end hvad de er i lande som f.eks. USA og Danmark. WHO-studierne konkluderede, at det at leve i et industrialiseret samfund er en stærk indikator for at man ikke vil komme sig.

Soteria havde i øvrigt ikke nogen beboere, som der var "tale om livstid på anstalt" for. Men ca. 14% valgte - frivilligt! - at tage neuroleptika over længere tid, grundet uudholdelig symptomatik.

- Genomet er ikke blevet kortlagt. At påstå dette, er simpelthen forkert. Lige så forkert er det således, at fremstille som et bevist faktum, at "skizofreni" skulle være genetisk arveligt. Tvillingestudierne, som du indirekte kommer ind på i din artikel, er noget af det mest fejlbehæftede og uvidenskabelige, der findes på området. MEN: Der findes noget, der hedder "ikke-genetisk, familiær arvelighed". Det er dog sociologi, ikke biologi.

- Når Merete Nordentoft nævner toxoplasmose som en mulig årsag, gentager hun den amerikanske psykiater Edwin Fuller Torrey's teori, der den dag i dag mangler enhver bekræftelse for sin korrekthed i videnskabelige fakta. Fuller Torrey er i øvrigt meget omstridt, også blandt hans kollegaer, som "ekspert" på sit område.

- Afvigelser i hjernestrukturen og et vedvarende dårligere kognitive funktionsniveau kan imidlertid entydigt tilskrives virkningen af neuroleptika (se f.eks.: http://www.nytimes.com/2008/09/16/health/research/16conv.html?_r=2&ei=5070&emc=eta1&oref=slogin). At det kognitive funktionsniveau midlertidigt er nedsat under den akutte krise, er et stressrelateret fænomen. Stress reducerer det stressede individs kognitive evner.

- Dopaminteorien blev allerede i 1992 forkastet af en af dens oprindelige fortalere, Arvid Carlsson. Flere internationalt anerkendte forskere er sidenhen fulgt efter, og har betegnet teorien som ikke længere holdbar. At dette indtil videre ikke er nået frem i offentligheden, skyldes ene og alene det faktum, at alle neuroleptika virker på dopaminstofskiftet. Dvs. at forkaste dopaminteorien offentligt, ville betyde enden på behandlingsmuligheden med neuroleptika, især da disse stoffer har alvorlige, tildels livstruende, bivirkninger. Det vil ikke længere være moralsk forsvarligt, at anvende stofferne - især når vi taler anvendelse under tvang -, når grundlaget for deres anvendelse bortfalder.

Der findes et hav af mennesker, der af systemet har fået et "skizofreni"-stempel, der er kommet sig. Helt. Disse mennesker har dog ét tilfælles: de er kommet sig, fordi de forlod systemet, fordi de stoppede med at tage den såkaldte "medicin", og tog deres liv i egen hånd (jf. Courtney Harding, The Vermont Longitudinal Study of People With Severe Mental Illness, og Martin Harrow og Thomas H. Jobe, Factors Involved in Outcome and Recovery in Schizophrenia Patients Not on Antipsychotic Medications: A 15-Year Multifollow-Up Study, tilgængeligt på nettet her: http://psychrights.org/research/Digest/NLPs/OutcomeFactors.pdf ). Og siden de forlod systemet, figurer disse mennesker selvsagt ikke i systemets statistikker. De eksisterer så at sige ikke officielt.

John Nash er ét af disse mennesker. Spiseligt for systemet bliver han kun ved at det påstås, han stadigt skulle lide af "sygdommen". Hvilket han ikke gør. Andre eksempler er Joanne Greenberg, verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You A Rose Garden) og litteraturprofessor, Rufus May, psykolog, Ronald Bassman, forfatter (A FIght To Be) og psykolog, David Oaks, direktør af MindFreedom International, Judi Chamberlin, bl.a. projektleder ved Boston University og forfatter (On Our Own), Daniel Fisher, psykiater (!), Ron Unger, psykolog og blogger (Recovery from "schizophrenia" and other "psychotic disorders": http://recoveryfromschizophrenia.org/rons-blog/ ), Peter Lehmann, forlagsejer, Catherine Penney, psykiatrisk sygeplejerske, Dorothea Buck, forfatter (Auf der Spur des Morgensterns) og skulptør, Kerstin Kempker, forfatter (bl.a. MitGift - Notizen vom Verschwinden) og socialpædagog, Arnhild Lauveng, forfatter (bl.a. I morgen var jeg alltid en løve) og psykolog, og f.eks. også de ca. 85% af Soteria's beboere, der kom sig helt, aldrig havde behov for nogen form for psykiatrisk "behandling" mere, og i dag lever et helt almindeligt liv med job, familie og venner.

Mere eller mindre alle disse mennesker har oplevet systemet som "endnu et overgreb mod" sig selv. Og mere eller mindre alle disse mennesker kan fortælle om traumatiske barndomsoplevelser, der har ført til krisen. I øvrigt er der igennem de seneste år kommet en del studier, deriblandt Paul Hammersley og John Read's metastudie ( http://www.scienceagogo.com/news/20060514024158data_trunc_sys.shtml ), der har vist, at trauma i form af misbrug og mishandling igennem barndommen må betragtes som mindst lige så sandsynlig som årsag, som biologiske faktorer. Det er således dybt uvidenskabeligt, at udelukke psykologiske stressfaktorer på forhånd, som Merete Nordentoft gør dette.

At stress forårsager både psykiske og fysiske reaktioner, er et kendt faktum. Sært nok, ser det ud til, at denne selvfølgelige visdom træder ud af kraft, lige så et menneske reagerer mere ekstremt, end vores kulturs normer tillader, på stress. Hvorfor? Fordi en ekstrem reaktion, som den, der af systemet stemples som "skizofren", indikerer ekstrem stress fra omverdenen, fra samfundet. "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar," skriver Loren Mosher i hans Letter of Resignation from the American Psychiatric Association ( http://www.moshersoteria.com/resig.htm ).

Du har en kollega i USA ved navn Robert Whitaker. Videnskabsjournalisten Robert Whitaker har sat sig noget mere grundigt ind i emnet, end hvad du åbenbart har gjort. Resultatet er bogen Mad In America ( http://www.madinamerica.com/Mad%20In%20America/Home.html ) . Jeg anbefaler dig, at læse denne bog - som en begyndelse - og jeg ville ønske, du fremover satte dig noget grundigere ind i et emne, før du skriver om det. Så du undgår, at formidle en "viden", der er ekstremt diskriminerende og disempowering - og derudover stort set gennemgående inkorrekt - som den i din artikel formidlede "viden" om "skizofreni" desværre er det for alle, der er stemplet med "skizofreni". Jeg ville derudover ønske, at du tog din artikel, der i sin nuværende form gør mere skade end gavn, op til revision under anvendelse af et bredere end biopsykiatriens ekstremt snævre perspektiv på sagen. - Eller er Experimentarium sponsoreret af Eli Lilly, AstraZeneca, Johnson&Johnson...?

Sidst men ikke mindst vil jeg gerne gøre dig opmærksom på, at antipsykiatrien aldeles ikke er historie, som man kunne komme til at tro, når man læser din artikel. Den eksisterer i dag, mere og mere som en integreret del af psykiatrikritiken, i bedste - og faktisk tiltagende - velgående. Om end primært i udlandet.

Jeg står gerne til rådighed med flere relevante kildeangivelser og informationer, såvel som med mine egne erfaringer.

Nyt om Ray - måske en sejr

MindFreedom News - 15 April 2009
Nonviolent Revolution in Mental Health
http://www.mindfreedom.org/ray - please forward

   Ray Sandford Declares "Guarded Victory" for MindFreedom Ray Campaign

   Because of Public Pressure, Ray's Psychiatrist May Quit Case

The bad news is that this morning, 15 April 2009, Ray Sandford of
Minnesota had another involuntary, outpatient electroshock, also
known as electroconvulsive therapy or ECT.

The good news is today's forced electroshock could be Ray's last.

Maybe.

Ray Sandford called the MindFreedom office this afternoon to say that
because of growing public pressure, Ray's main psychiatrist Dean K.
Knudson plans to quit as Ray's psychiatrist. Dr. Knudson has been
ordering the forced electroshocks.

If Ray is quickly assigned a new psychiatrist more sensitive to Ray's
human rights and need for humane alternatives, then Ray could be free
of his ongoing forced electroshocks. Ray has had more than 40.

Dr. Knudson had scheduled Ray's next forced shock for 30 days from
today. The court order allowing Ray's forced electroshock does not
mandate the psychiatrist to prescribe it.

Ray said that his general guardian, Tonya Wilhelm of Lutheran Social
Service, told Ray in a phone call today that she had talked to Dr.
Knudson personally. According to her, Dr. Knudson's insurance company
expressed concern to him about the enormous grassroots campaign that
MindFreedom is building to stop Ray's forced electroshocks.

RAY CAMPAIGN TO CONTINUE

"Tonya told me that because of all the controversy, Dr. Knudson's
insurance company may force him to stop being my psychiatrist," said
Ray. "Absolutely this is a guarded victory. I want to be sure to
thank people for their diligence, and for everything they're doing to
support me."

David W. Oaks, Director of MindFreedom International commented,
"Today is USA Tax Day. If Ray's supporters keep it up, it looks like
taxpayers may get a break, and not waste their money torturing Ray
any more."

The Ray Campaign will continue, said Oaks. "We need to stay vigilant
about Ray's rights, make sure Dr. Knudson quits, and help Ray find a
better lead mental health professional pronto."

The Ray Campaign also raises a question: How many other Ray's are there?

Said Oaks, "It is proven beyond a doubt that there are others
throughout the USA and internationally who are getting electroshock
over their clearly expressed wishes. Every USA state and every nation
needs a 'Ray Law' to stop this nightmare forever."

~~~~~~~~~~~~~

   ACTION ACTION ACTION

*** PLEASE SHARE THE GOOD NEWS OF THE RAY CAMPAIGN'S "GUARDED VICTORY"!

Forward this alert to appropriate places on and off Internet!

*** LEARN ABOUT THE RAY CAMPAIGN!

For background including Ray Frequently Asked Questions, Ray's Web of
Links, YouTube video of Ray and his mom, National Public Radio
coverage, how to participate in campaign, and more, see:

http://www.mindfreedom.org/ray

*** UNITY WORKS!

MindFreedom International unites to take action for a nonviolent
revolution in the mental health system.

Join/donate to MindFreedom International today:

http://www.mindfreedom.org/join-donate
_______________

På grund af den tiltagende opmærksomhed omkring Ray's situation, som MindFreedom's kampagne har ført til, overvejer den psykiater, der står for at chokke Ray, at opgive sin position som Ray's læge. Det kunne altså være, at den omgang elektrochok, Ray desværre blev udsat for i dag igen, var hans sidste.

Kognitiv adfærdstortur

Vidste du, at det tager adskillige års studium ved et universitet, at lære at sige som et vækkeur? Yup, det gør det! I hvert fald ifølge denne artikel, der beskriver et forsøg, der har vist, at ugentlige besøg af en kognitiv adfærdsterapeut i lige omfang som en elektronisk gadget i stil med et vækkeur, kan øge kompliancen med medicinsk "behandling" ved "skizofreni".

Godt og vel 800 kroner i timen lyder lidt dyrt for et vækkeur i mine ører. Især hvis effekten af vækningen på længere sigt er hjerneskader og følgeligt førtidspension plus livslang afhængighed af systemet. Men åbenbart er intet for dyrt for samfundet, når det kommer til det, at kunne lukke munden på og uskadeliggøre dets hemningsløst udnyttende og misbrugende destruktivitet forstyrrende elementer.

"Terapi" kommer fra det græske ord "therapeia", der betyder helbredelse, heling. Så, måske skulle man udskifte "terapi" i "kognitiv adfærdsterapi" med "tortur", fra fransk: torture, der betyder påførelse af stor smerte, og stor smerte, agoni? Det ville da i hvert fald være meget mere rammende med hensyn til effekten. I det her tilfælde.

Psykofarmaka, førtidspension og recovery - Madness-Radio-interview med Robert Whitaker

Madness Radio har et nyt interview med Robert Whitaker, videnskabsjournalist og forfatter (Mad In America), hvor han bl.a. taler om effekten, den massive anvendelse af psykofarmaka har på recoveryraten med hensyn til alle psykiske problemstillinger.

Her er nogle tal fra interviewet, der skulle kunne give stof til eftertanke:

I 1955, lige umiddelbart før psykofarmaka begynder at blive standardbehandling, er der ca. 360.000 mennesker institutionaliseret i USA på grund af psykiske problemer.

I 1978, i forbindelse med at de nyere psykofarmaka kommer på markedet, er antallet af personer, der grundet psykiske problemer er på førtidspension ca. 1.300.000.

Fra 1978 til i dag stiger dette tal til 3.750.000. Det vil sige, at antallet af mennesker, der er kronisk syge, der er permanent handicappede på grund af psykiske problemer, i dag er godt tidoblet i forhold til for halvtreds år siden.

Her et par tal med hensyn til børn, diagnosticeret med en "psykisk sygdom":

I 1987 er der i USA 18.000 personer under 18 år, der er på førtidspension. I dag er antallet 600.000.

Så, i modsætning til f.eks. introduktionen af penicillin, der nedbragte antallet af infektioner betydeligt i sin tid, har introduktionen af psykofarmaka som "behandling", bevirket en drastisk stigning af antallet kroniske tilfælde med hensyn til psykisk lidelse.

Er psykiateres evner til at diagnosticere blevet ti gange bedre igennem de sidste halvtreds år? Eller forholder det sig måske snarere som et hav af langtidsstudier indikerer: at psykofarmaka forhindrer recovery og kronificerer krisen (om den nu er af "skizofren", "depressiv", "manio-depressiv", eller en hvilken som helst anden karaktér)?

Jeg har før skrevet om den kendte amerikanske psykiater Frederick K. Goodwin, i offentligheden en varm fortaler for brugen af psykofarmaka. Robert Whitaker fortæller, at han oplevede Frederick K. Goodwin ved APA's, det Amerikanske Psykiatriske Selskabs, årlige konference tidligere i år. Goodwin deltog i et møde under konferencen, der beskæftigede sig med langtidsprognosen for mennesker med psykiske problemer. Goodwin, og ikke kun han, udtalte ved mødet, at anvendelse af psykofarmaka forværrer prognosen. Med andre ord: selv om psykiatere i offentligheden kun har lovord for psykofarmaka, er de meget godt klar over, at stofferne under stregen faktisk gør ondt værre.

At psykofarmaka alligevel af psykiatrien deles ud til højre og venstre som slikpinde, og i stigende grad, og at psykiatrien alligevel lovpriser dem i offentligheden som det eneste saliggørende, skyldes bl.a. psykiatriens mere end enhver anden lægespeciales intense tilknytning til farmaindustrien. Der findes snart ikke så meget som én psykiater, der ikke på en eller anden måde er sponsoreret af farmaindustrien.

Men lyt selv til interviewet - og bliv rystet.
_______________

Robert Whitaker siger i interviewet, at Joseph Biederman, Harvard-børne- og ungdomspsykiateren som jeg har skrevet om her og her, med hensyn til hans professionelle karriere sandsynligvis vil slippe stort set uden en skramme fra den sag, den amerikanske stat kører mod ham pga. interessekonflikter. Og det ville jo heller ikke have forbavset nogen.

Hvad Robert Whitaker imidlertid ikke kunne vide, da interviewet blev optaget, var, at statsadvokaterne i sidste uge har søgt om indblik i alle dokumenter, der vedrører Biederman's (og to af hans kollegaers) transaktioner. Dermed risikerer Biederman (og hans to kollegaer) nu en straffesag. Om det skyldes, at man i USA er ved at få øjnene op for psykiatriens korrupthed og bedrageriskhed generelt, eller om det skyldes grovheden i overtrædelsen af alt, hvad der hedder etiske regler i specielt Joseph Biederman's tilfælde, må tiden vise.

Det helt normale vanvid

I never wanted to be normal, anyway. Normal got us into the mess we're in. -Tooker Gomberg

Sigrun postede i dag et indlæg om "vanlige og uvanlige mennesker", der ledte mine tanker til bl.a. et læserbrev, jeg fik kendskab til igennem en ven, tilbage i 2007.

Oprindeligt postede jeg nedenstående indlæg, der omhandler indholdet af læserbrevet, på min 24-timer-blog, der imidlertid, efter en relativ kort testkørsel med mindre tilfradsstillende resultat (jeg siger bare "formatering" og "kommentarpolitik" - med specielt tyngdepunkt på det sidste), hurtigt blev opgivet igen. Uden at jeg nogensinde fik postet indlægget her på bloggen.

I anledning af Sigruns indlæg ovre på hendes blog, kommer det altså nu alligevel her:

Hans Ersgaard, narkoselæge fra Esbjerg, sendte sidste efterår et læserbrev til Jydske Vestkysten, som blev offentliggjort i bladet den 29.09.07. Desværre har jeg ikke linket, og man skal være abonnent på bladet (hvilket jeg ikke er), for at få adgang. Jeg blev via en ven oplyst om indholdet af læserbrevet, som er en kommentar til politikernes besparelser indenfor psykiatrien.

Hans Ersgaard lægger ud med at remse nogle kriminelle handlinger op, begået "af mennesker, som ikke er helt friske i øverste etage." Han mener nu ikke, det kan være rigtigt, at disse "ikke helt friske i øverste etage" værende mennesker kan have lov til at færdes frit i samfundet, nej! De hører hjemme i psykiatriske institutioner, læs: ind på den lukkede med dem, og smid så nøglen laaangt væk! Så, ifølge Dr. Ersgaard må "alle de nødder", som han vælger at udtrykke sig, "der er sparet ud af psykiatrien (...) tilbage igen."

Og videre: "Ikke for deres skyld," han mener de ikke helt friske i øverste etage værende, "men for vores, skatteborgerne (...)."

Hvis man nu tror, at så kan det vist ikke blive meget mere menneskeforagtende, må man tro om: "Der skal sikkert ikke ske ret mange flere tilfælde," af kriminalitet, begået af de ikke helt friske osv., "før selvtægten kommer frem. Jeg vil godt betale for patronerne", konkluderer vores ganske almindelige gennemsnitsdansker, der så almindelig måske alligevel ikke er, da han som læge vel egentligt burde eje et vist minimum af ydmyghed, respekt for liv og sans for hvad der er etisk forsvarligt. Et minimum, der måske burde overstige gennemsnitsdanskerens.

Men, på den anden side, hvordan det faktisk er bestilt om både ydmyghed, respekten for liv og etikken indenfor lægernes verden, er psykiatrien jo et lysende eksempel på.

Er der noget at sige til, at jeg, på trods af et ellers meget vellykket terapiforløb, til stadighed af og til ser mig mistroisk omkring, og, i sjældne tilfælde heldigvis kun, stadigt kan få et mindre panikanfald, lørdag, kl. 13 i Netto, omringet af ganske almindelige gennemsnitsdanskere???
________________

"Posttraumatisk stressreaktion (PTSD) er en naturlig, emotionel reaktion på en dybt rystende og forstyrrende oplevelse. Det er en normal reaktion på en unormal situation." Fra ptsd.org's hjemmeside. Eller, faktisk meget mere korrekt: Det er en naturlig reaktion på en unaturlig situation - der så både kan være normal eller unormal. Mange unaturlige, traumatiserende omstændigheder betragtes jo i vores samfund som helt normale. Således en holdning til mennesker i krise, som den, Hans Ersgård's læserbrev giver udtryk for. Eller Aida Husejinovic's artikel: Mennesker i krise er per definition åndsamøber, intellektuelt mindrebemidlede second-rate eksistenser. Som psykologen så bare skal afrette til at huske, at tage deres daglige, hjernekapaciteten reducerende "medicin". Ved hjælp af lidt rottedressur, aka "psykoedukation", kognitiv adfærds"terapi", eller andet af den skuffe.

Er psykologer virkeligt så dumme?

...Eller lader de bare som om??

I går aftes faldt jeg tilfældigvis over Aida Husejinovic's artikel "Kognitiv remediation ved skizofreni", Psykolog Nyt nr. 3, 2009, s. 20 - 27, hvor hun bl.a. skriver:

"Selv om Emil Kraepelin allerede for over 100 år siden blev opmærksom på, at kognitive dysfunktioner var udprægede hos skizofrenipatienter, blev dette aspekt længe anset for en medicinsk bivirkning. Nyere evidens peger dog på, at kognitive dysfunktioner er et kerneaspekt ved sygdommen og kendetegner de fleste patienter." (Op.cit., s.20)

Og længere nede: "Dysfunktioner i opmærksomhed og hukommelse regnes for at være biologiske markører for skizofreni, da de er synlige længe før sygdommens debut samt ses hos familiemedlemmer til skizofrenipatienter." (Op.cit., s.20/21)

'Der har vi det,' tænker jeg, når jeg ser denne "argumentation" til fordel for den biologiske årsagsmodel, 'Den omvendte verden.' Som Mary Boyle for eksempel beskriver den i artiklen "The problem with diagnosis", The Psychologist, vol. 20, part 5, May 2007, s. 290 - 292. - I øvrigt en glimrende artikel, der kun kan anbefales!

Det er mig en gåde, hvordan en psykolog kan misse, at stress, stress, ja, som i trauma, meget vel kan reducere det stressede menneskes kognitive evner. Dysfunktionel kommunikation og misbrug skaber stress. Og dermed også kognitiv dysfunktion. For alle involverede. Og, især for med "skizofreni" stemplede mennesker, langt før deres første krise. Ofte igennem hele opvæksten.

Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor mange kognitive evner Aida Husejinovic selv ville være i stand til at mobilisere i en testsituation, hvor hun samtidigt med at hendes kognitive evner blev testet, havde et ladt og afsikret våben pegende direkte mod sig, og fik at vide, at hun ville blive skudt ved det første forkerte svar. Det er nemlig ca. det stresslevel, man lever under i et dysfunktionelt, misbrugende forhold.

I modsætning til hvad Aida Husejinovic tager som nærmest indiskutabel grundlag for sine betragtninger om "skizofrenipatienters" kognitive evner, så findes der altså en støt øgende del nyere forskning, der tyder på, at såkaldt "skizofreni" er en form for posttraumatisk stressreaktion. Ikke en biologisk hjernesygdom. Jf. for eksempel Paul Hammersley og John Read's metastudie. - Men man vil søge forgæves efter den slags referencer i litteraturlisten til artiklen. Til gengæld vil man finde en hel del neuro- og biobiobiopsykiatriske referencer. Klart.

Og igen må det understreges, at, mens Hammersley og Read - og lignende studier - konkluderer, at trauma "kun" i gennemsnitligt 70% af enkelttilfældene er påviseligt, der ikke er taget højde for andet end fysiske/seksuelle overgreb i deres undersøgelser. Der er ikke taget højde for rent verbale og psykologiske overgreb, der "gør lige så ondt som seksuel misbrug". Og at Hammersley og Read selv anmærker, at det ikke i alle tilfælde har været muligt, at entydigt påvise overgreb/trauma, da en del psykiatriserede mennesker aldrig var blevet spurgt om deres livshistorie. - Efter mottet: "Lad være med at stille et spørgsmål, som du i forvejen ved, du ikke vil bryde dig om svaret på!"

Ja. Og hvis man vil have det hele endnu mere ligetil, så kan man i princippet nøjes med at ganske enkelt sammenligne diagnosekriterierne for "skizofreni" med dem for PTSD - og blive overrasket over ligheden. Stort set eneste forskel: mennesker, der diagnosticeres med "skizofreni" husker ikke de oplevelser, der har været traumatiserende for dem, husker dem ikke som traumatiserende, og/eller de kan relativt problemløst benægtes af omgivelserne. Hvor belejligt! For overgriberne.

Som Mary Boyle siger det så træffende i ovennævnte artikel: "Alle videnskabsfolk sigter mod at identificere mønstre, eller meningsfulde relationer, i hvad det end er, de undersøger. Og ingen fremadsøgende videnskab har nogensinde været successrig med at definere fra starten hvilke mønstre den vil komme til at observere, og opretholde denne tro til trods for adskillige tiår af resultatløs forskning. Ikke desto mindre er dette nøjagtigt hvad der er sket med hensyn til psykiatrisk diagnosticering."

Forudindtagethed har aldrig været grundlag for andet end ignorance. Mens ignorance danner den perfekte beskyttelse for overgriberen.

Og helt bortset fra, at altså også psykologer, og ikke bare psykiatere, ignorerer overgreb i stor stil - for at beskytte det overgribersamfund vi lever i - så ignorerer de - i samme øjemed - altså også den neurologiske videnskab. Det er efterhånden ikke længere bare en antagelse, men et videnskabeligt bevist faktum, at neuroleptika forårsager svind af hjernematerie, netop i den forreste del af hjernen, den del af hjernen, hvor de kognitive evner lokaliseres. Den del af hjernen, der gør os til mennesker. Den kemiske lobotomi. Netop.

Måske var det på tide for psykologien, at overveje sin rolle i vor civilisations krig mod (den menneskelige) natur, og melde klart ud, om man står på sit klientels side, eller på overgribernes? Måske var det på tide, at se den egne, indre overgriber, der taler noget så tydeligt ud af Aida Husejinovic's artikel, i øjnene og bekende sig til den? Acceptance er som bekendt forudsætningen for forandring.

"Dem og os", ja. Men som Derrick Jensen antyder, det er ikke os, kritikerne, der ønsker en "dem og os"-situation. Det er psykiatrien - og åbenbart psykologien med den - der gør mennesker i krise til sine fjender.
_______________

Og ja, mine egne kognitive evner nærmede sig nul igennem de ca. seks uger, den akutte krise varede. Fordi jeg var alt for optaget af det, der foregik dybt inde i mig, til at have den mindste energi i overskud til at bekymre mig om - sammenlignet - trivialiteter som retstavning, regning, eller andre hverdagsbanaliteter. Jeg har til gengæld aldrig været mere kognitivt velfungerende, som på nuværende tidspunkt, efter jeg har bevidstgjort og bearbejdet, og altså stresset af, en hel del. Og takket være det faktum, at jeg ikke blev kemisk lobotomeret.

Video med Ray Sandford

Ray Sandford, hans mor Marilyn, og Daryl Trones, en ven, der engagerer sig for at hjælpe Ray, har lavet en video om Ray's tvungne elektrochok. Ray fortæller bl.a., at han gik med til de første tre "behandlinger", men altså efterfølgende ikke ønskede flere. Ray har på nuværende tidspunkt været udsat for flere end 40 elektrochok"behandlinger", og hans mor, der er pensioneret psykiatrisk sygeplejerske, siger, at hans hukommelse har lidt meget. Også hun ønsker, at Ray's tvungne elektrochok ophører.

Ray's værger, Lutheran Social Service of Minnesota, er gået rettens vej, for at stoppe videoen i at komme på nettet, og prøver nu, at få den fjernet igen! Ja, man kan godt spørge sig, hvis interesser denne kristne organisation egentligt varetager. Og hvor kristent det er af dem.

Jayme fra Rayne's World har skrevet et tankevækkende indlæg til videoen, og Stephany fra Soulful Sepulcher har al information om hvad man kan gøre for at hjælpe Ray

AstraZeneca: Vidneudsagn angående Seroquel-bivirkninger

Siden jeg i søndags via denne kommentar blev opmærksom på, at mere eller mindre grotesk "off-label"*-ordinering af neuroleptika som Zyprexa og Seroquel ikke bare forekommer i "det vilde vest", men altså åbenbart også her i Danmark - jeg er godt klar over, at vi også her i landet misbruger stofferne i stor stil til at kontrollere og lukke munden på de "ubekvemme" ældre på plejehjemmene, men at vi derudover også anvender dem til at lukke munden på "den ubekvemme patient" i al almindelighed, kommer lidt bag på (naive) mig - her oversættelsen af et vidneudsagn, afgivet i forbindelse med den amerikanske stats retssag mod AstraZeneca. Og, ligesom kommentatoren her på bloggen, fik også vidnet ordineret Seroquel, et neuroleptikon altså, mod søvnbesvær.

"I 2000 fik jeg ordineret 300 mg Seroquel mod søvnproblemer. I løbet af 6 måneder tog jeg 34 kg på. Jeg udviklede diabetes. Jeg oplevede alvorlige abstinenssymptomer, da jeg ved et tilfælde glemte en dose, og måtte indlægges. Abstinenserne forårsagede en psykose, der blev tilskrevet en ny diagnose, i stedet for medikamentet. Jeg mistede alle mine tænder på grund af mundtørhed. Jeg fik grå stær. Jeg havde vedvarende meget forstyrrende selvmordstanker. Jeg led af akatisi**, synkebesvær og svære muskelkramper. Jeg mistede evnen til at tænke kritisk, evnen til at træffe beslutninger, og generelt evnen til at fungere på et overordnet plan. Siden den medicinske profession nægtede at acceptere, at deres "terapi" kunne være toksisk, fortsatte man at ordinere dette medikament til mig i 8 år, og tilføjede nye medikamenter for at dække over symptomerne af massive hormonforstyrrelser.

Anvendelsen af denne klasse medikamenter bør skarpt begrænses. Disse medikamenter bør ikke øge aktionærernes velstand, da de ødelægger kroppene og hjernerne af de mest sårbare mennesker i vores samfund. Psykoaktive stoffer 'virker' ved at sætte nerver ud af funktion, ikke ved at genskabe deres normale funktion. Emotioner skaber kemiske forandringer i hjernen, ikke omvendt. Ingen ved, hvordan det utroligt komplekse samspil af neuroner faktisk fungerer. Neurotransmitterteorien er baseret på observerede hjerneskader, forårsaget af psykoaktive kemikalier, ikke på nogen som helst forståelse af, hvordan en normal hjerne fungerer. Tid og menneskelig støtte er de sikreste og mest effektive midler for at komme igennem svære emotionelle udfordringer."

Original her på Philip Dawdy's blog.
_______________

* "off-label use" betegner anvendelsen af lægemidler til helbredsproblemer, som de pågældende lægemidler oprindeligt ikke er godkendte til. Neuroleptika er som regel godkendte til behandling af såkaldt "skizofreni" og såkaldt "bipolar lidelse". Ikke til behandling af søvnforstyrrelser. Dermed er deres anvendelse ved sidstnævnte diagnose en "off-label"-anvendelse.

** akatisi, "psykotisk uro", se Sundhedsstyrelsens hjemmeside punkt 4.1, "Extrapyramidale bivirkninger".
_______________

P.S.: Jeg skal love for, at nogen i Södertälje har travlt med at følge bloggen her. Forståeligt nok. Det er jo ikke så godt, at det når ud i en større offentlighed, at anstrengelserne for at opretholde "lönsamhet" og "konkurrenskraft" godt kan siges at have udkonkurreret etiken i foretagendet. - Og nu synes jeg selv, jeg er meget flink, når jeg vælger en formulering, der implicerer, at etik overhovedet nogensinde har spillet en rolle...

Kære Benedikte Volfing: DET ER DET GIFT, DU KALDER "MEDICIN", DER NEDBRYDER HJERNEVÆV HOS "SKIZOFRENE"!!!

Nogle gange spørger jeg mig, hvornår og om overhovedet nogensinde psykiatrien vil holde op med at fortælle den ene fede løgn efter den anden, både til sit klientel og i offentligheden som sådan.

" 'Men når medicinen ikke virker, så svarer det til at have en ubehandlet skizofreni. Når en psykose er ubehandlet, så starter en nedbrydningsproces af hjernen. Det ødelægger hjernen. Du kan se et hulrum i hjernen, der bliver større og større. Hjernevævet går simpelthen til grunde'," siger Benedikte Volfing til Politiken.

For det første er det imidlertid videnskabeligt bevist, at det er "medicinen" der forårsager svind af hjernematerie, ikke den "sygdom", som der stadigt ikke findes et eneste holdbart bevis på, skulle være en virkelig, biologisk sygdom.

For det andet ville både Joanne Greenberg, Catherine Penney, Ron Bassman, Rufus May, Dan Fisher, Judi Chamberlin og alle de mange, mange andre, der ikke har fået medicinsk "behandling" af deres "psykoser" - mig selv inklusive - være mere eller mindre hjernedøde grøntsager i dag, hvis den angivelige "sygdom" nedbrød hjernevæv. Mens det er dem, der pligtskyldigt år ind og år ud sluger deres nervegift, der langsomt men sikkert forvandles til hjerneskadede grøntsager - AF "MEDICINEN"!!!

Mine tanker går til Abdulle og hans familie. Jeg forstår jer. Jeg forstår jer bare sååå godt. Og i har ret. Men: "...being a good patient helps to get you out of the hospital..."* (at være en god patient hjælper med at få dig ud af sygehuset). Så, lad som om i køber den med at der skulle findes en biologisk hjernesygdom, der hedder "skizofreni". Lad som om i tror, Abdulle har denne angivelige "sygdom". Statistikerne viser, at jo mere underdanigt ("compliant") man forholder sig, jo mindre "behandling" bliver man udsat for. I kan ikke kæmpe og vinde mod psykiatrien. Dens overmagt er for stor. Men i kan være klogere end den, støtte og hjælpe Abdulle, bl.a. ved at hjælpe ham med en sikker udtrapning ud af de afhængighedsskabende nervegifte, der kaldes for "medicin", når han en dag bliver løsladt, og vinde i det lange løb: "...but being a bad patient helps to get you back to real life"* (men at være en dårlig patient, hjælper dig med at komme tilbage til det virkelige liv).
_______________

* Judi Chamberlin, "Confessions of a non-compliant patient"
_______________

...og ja, det fortæller mig en hel del, både om Politiken og det samfund, den kultur, vi lever i, at et udsagn som Benedikte Volfings ovenciterede kan få lov til at stå uimodsagt, selv om der mangler ethvert videnskabeligt bevis på dets korrekthed, selv om der faktisk findes videnskabelige beviser for dets ukorrekthed.

MFI Ray Alert: Another Forced Shock 1/28/09 - Protest

MindFreedom International - 27 January 2009
Win Human Rights in Mental Health - Please Forward
http://www.mindfreedom.org/ray

   Another involuntary outpatient "maintenance"
   electroshock for Ray Sandford is scheduled
   for tomorrow, 28 January 2009.

   How you may easily and peacefully protest
   from wherever you are.

Unless there is a miracle, it is confirmed that Ray Sandford is
having another involuntary electroshock tomorrow, Wednesday, 28
January 2009, just north of Minneapolis, Minnesota, USA, all funded
by taxpayer dollars.

After more than three dozen forced electroshocks, Ray knows the drill.

Tonight, staff will prepare by removing all of Ray's food from his
mini-fridge in his basement room in a small assisted living home
called "Victory House" in Columbia Heights, Minnesota. This is
because Ray is not supposed to eat for a number of hours before
anesthesia is administered.

Early tomorrow morning Ray will be woken up extra early, and an
escort will bring Ray the 15 miles north on streets near the
Mississippi River to Mercy Hospital, in Coon Rapids, Minnesota.

Ray's mental health workers always manages to find an escort for
Ray's forced electroshocks or psychiatrist visits.

On the other hand, a few days ago Ray said he had to miss a dental
appointment that was supposed to help with his severe teeth problems,
because no attendant could be found that day.

Since Ray's campaign started, an attendant is required to accompany
Ray any time he leaves his home. MindFreedom volunteers have been
banned from visiting. One such visitor, a disability advocate, even
had her employment threatened after Ray's "helpers" filed a complaint
with her employer for bringing Ray to a Minnesota center for
independent living for people with disabilities.

Ray says the waiting room of his electroshock doctor, Bernard M.
Coelho, MD, at Mercy Hospital is often full with about 10 patients
who Ray believes are also scheduled for electroshock. Giving multiple
electroshocks on the same morning is a common practice, sometimes
called a "Shock Mill," and can be very lucrative. Mercy Hospital is
owned by Allina Hospital and Clinics of Minnesota.

Ray will lay in a bed and feel an injection as anesthesia and a
muscle paralyzer are administered to suppress muscle writhing. Ray
says Dr. Coelho will then run electricity through Ray's brain,
inducing a convulsion.

Ray calls the MindFreedom office almost every day, including just
before and just after his forced electroshocks. He says forced shock
is always scary, that it's harming his memory and ability to
concentrate more and more.

Ray is asking us all to peacefully protest his forced electroshock.

The nightmare of involuntary electroshock over the expressed wishes
of the subject has happened regularly since the very first
electroshock in Italy in 1937. But now the atrocity of forced
electroshock has climbed over the institutional walls, and is out in
our towns and cities, in our neighborhoods and homes.

Do not let this become "normal."

Do not wait to see your neighbor escorted out into some early winter
morning for this.

Do not wait for that to be you.

MindFreedom reminds everyone that Ray's campaign is nonviolent. Ray
values his religious principles, and MindFreedom has strict
nonviolence guidelines.

If you communicate with any potential opponent, please be strong but
civil. Anything else can be used against Ray.

~~~~~~~~~~~~~~~

Here are a few easy ways you may protest Ray's electroshock from
wherever you are:

Please forward this alert far and wide.

~~~~~~~~~~~~~~~


   *** ACTION *** ACTION *** ACTION ***

1) Protest to Richard Pettingill, Chief executive officer (CEO) of
Allina Hospital and Clinics:

Ask that your civil verbal protest be placed in Ray Sandford's
medical record using their online web form:

http://www.allina.com/ahs/help.nsf/page/contact

Sample message (your own words are best):

"Dear Mr. Richard Pettingill:

"I request that my message be placed in the permanent medical record
of your patient Ray Sandford, who states that he is receiving ongoing
involuntary electroshock at Mercy Hospital administered by Allina
psychiatrist Bernard M Coelho, MD.

"While you cannot violate the privacy of a patient, I ask that you
respond in general about your policy of allowing involuntary
electroshock over the expressed wishes of the subject.

"Whether or not you feel this is legal, it is unethical, immoral and
traumatic to everyone in mental health care.

"The reason(s) I protest this forced electroshock are:

"My name and contact information: _______"

You may also try to phone Mr. Richard Pettingill's office at
612-262-0601 or 612-262-5000.

You may try to leave a phone message for Dr. Coelho at the above
numbers, or at Mercy at 763-236-6000, but the phone number listed for
him on the Allina web site is now disconnected, even though he still
works there. If you are disconnected, call back.

~~~~~~~~~~~~~~~

2) Bishop Mark Hanson of the Lutheran Church

While the Lutheran Church is not directly in charge of Ray's
electroshock, they are supposed to help "guard" Ray, they are
supposed to care deeply about social justice, yet they are not
supporting Ray's campaign to end his forced electroshock.

The six Minnesota Synods of the "Evangelical Lutheran Church in
America" [ELCA] -- which is the largest Lutheran denomination in the
USA -- own Lutheran Social Service of Minnesota [LSSMN], which is
Ray's court-appointed general guardian.

ELCA and LSSMN have refused to speak out for Ray.

MindFreedom has been in touch with the office of Bishop Mark Hanson,
who leads ELCA. Bishop Hanson asked Ruth Reko, ELCA's Director of
Social Ministry Department, to respond to MFI. Today, Ms. Reko told
MindFreedom, "Supervision is not a concept we enter into with
affiliates like LSSMN or our 299 other social service agency
affiliates."

Please ask Bishop Mark Hanson, to encourage ELCA, its Synods and its
agencies to engage in productive dialogue on human rights and mental
health, especially involuntary electroshock.

Please e-mail to Bishop Mark Hanson here:

bishop@elca.org

Sample message (your own words are best):

"Dear Bishop Hanson:

"Please engage in dialogue about human rights and mental health. I am
not saying ELCA is directly in charge of anyone's forced
electroshock, but ELCA could take a stand against it. In the name of
social justice, ELCA ought to have more oversight over its affiliated
social service agencies that receive taxpayer funds to guard clients.

"Your name and contact info: ___________"

You may also try phoning Bishop Hanson or Ms. Ruth Reko by calling
(773) 380-2700, wait for an attendant.

~~~~~~~~~~~~~~~

3) Engage your local religious organizations in dialogue on human
rights and mental health

Ray has given us all an opportunity to encourage our local faith-
based communities to address the justice issues involved in mental
health care today.

Ask that your local church, synagogue, mosque, etc. find a way to
raise issues about human rights and mental health.

Those in the USA may also seek to engage in dialogue with
participants and leaders in your local ELCA church, which you may
easily locate here:

http://www.elca.org/ELCA/Search/Find-a-Congregation.aspx

~~~~~~~~~~~~~~~

Please act today!

Ray's scheduled electroshocks for this Winter and Spring are below.

Unless there's a miracle.

And maybe you -- and all of us -- are Ray's miracle.

* 18 February 2009

* 4 March 2009

* 25 March 2009

* 8 April 2009

* 29 April 2009

* 13 May 2009

* 3 June 2009

* 17 June 2009

~~~~~~~~~~~~~~~

   Minnesota Nonviolent Protests for Ray

Several individuals and groups in Minnesota have told MindFreedom
they would like to help support and attend peaceful protests on
behalf of Ray in Minnesota.

Several MindFreedom members have even said they are willing to travel
from out of state and from out of the country to participate in
protests.

MindFreedom will broadcast more information as it is received.

~~~~~~~~~~~~~~~

   How to do and learn more on the Ray Campaign

For links to latest news, Ray Campaign blog, to hear the NPR radio
story on Ray, and read Frequently Asked Questions about the "No More
Shock For Ray Campaign" go here:

http://www.mindfreedom.org/ray

Misforståelser

I forgårs kom jeg forbi én af de blogs, jeg bare besøger en gang imellem - bare en gang imellem, da den er noget bio-orienteret, og når jeg trænger bio-ævlet, foretrækker jeg ellers "profesionelle" sites, hvor jeg kan få det rendyrket. Men denne blog er nu "alternativt bio-orienteret" (ortomolekulær), så, jeg kigger forbi, en gang imellem.

I forgårs, på en af mine lejlighedsvise besøg, læste jeg den - triste - nyhed, at et af bloggerens familiemedlemmer - Det er arveligt, ikk'? Yep. Ikke-genetisk, familiær arvelighed. - er blevet frihedsberøvet og sat på et neuroleptikon. Bloggeren fortæller, at familiemedlemmet er ved at "få det bedre".

Det betyder altså, en uge, måske to eller sådan, mere på dette neuroleptikon, og familiemedlemmet skulle være i stand til at klare sig uden, bedret som hans/hendes helbredstilstand så gerne skulle være, takket "medicinen", ikk'? Niks.

Folk får det ikke bedre af disse stoffer. Lidt firkantet sagt findes der to slags medikamenter: dem, der hjælper en syg/skadet organisme til at læge sig selv ved at styrke organismen respektive dens immunforsvar, og dem, der simpelthen tilslører symptomerne. Desværre ofte med det resultat, at organismen afholdes fra at læge sig selv, da symptomer som regel er drivkraften bag en helingsproces.

Psykofarmaka tilhører den sidstnævnte gruppe. Selv om nogle af dem, især LSD, en gang i tidernes morgen blev betragtet som tilhørende den første gruppe. Og stadigt bliver det af nogle. Ikke af mig.

Psykofarmaka tilslører og undertrykker symptomer. Det ser ud som om det dopede - "medicinerede" - individ får det bedre. Både for omverdenen, og ofte også for det dopede individ selv. Alt imens stofferne sørger for, at den tilbundsliggende problematik, der forårsagede organismens egen helende reaktion, symptomerne, stortrives og blomstrer. Uforstyrret. Individet får det ikke bedre, ofte får han/hun det faktisk værre. Under låget. Eller: bagved sløret.

Giv en person, der er forvirret, angst, vred, ophidset, etc., et neuroleptikon, altså en "major tranquilizer", en god gang bedøvelse, på dansk, og ja, klart, siden, som begrebet indikerer, denne vil reducere personens generelle livsenergi, vil vedkommende heller ikke længere være i stand til at reagere på den underliggende problematik med densamme forvirring, angst, vrede, ophidsethed, etc., som før. Sandsynligvis vil vedkommende ikke en gang længere have den fornødne energi og åndsnærværelse til selv at fornemme, at hans/hendes problemer stadigt består. Det kaldes så for "bedring". Hvad med at give et menneske, der har brækket benet noget stærkt smertestillende, der sætter vedkommende i stand til at fortsat bevæge sig rundt, og så kalde det for "bedring"?

"Du giver nogen en pille, og den lukker munden på dem. Den gør dem tavs og sløv. Folk er så efterfølgende ignorante nok til at tænke, at medikamenterne gør, at dem der tager dem får det bedre. Du hjælper ikke nogen til at få det bedre. Du hjælper dem til at blive sløv." Rufus May i The Doctor Who Hears Voices.

Intet er mere afgørende for et menneske, der går igennem en eksistentiel krise og forsøger at løse sin problematik, for virkeligt at "få det bedre", end dette menneskes evne til at kunne bearbejde og forstå, intellektuelt, emotionelt, spirituelt, etc. Et menneske med et brækket ben, der ikke gjorde andet end at tage stærkt smertestillende midler, mens vedkommende fortsatte med at bevæge sig rundt som om intet var sket, ville til sidst falde død om, pga. koldbrand (en intellektuel, emotionel, spirituel, etc., død mht. krise). Eller pga. de smertestillende midlers bivirkninger.

National Public Radio on Forced Electroshock of Ray Sandford

15 December 2008

Today, National Public Radio's show "Day to Day" aired a segment
about the involuntary electroshock of Ray Sandford.

You may listen to the nearly nine-minute segment online for free here:

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=98273451

or use this web link:

http://tinyurl.com/npr-sandford

The NPR show interviews Ray Sandford along with David W. Oaks,
director of MindFreedom and many others, including Ray's mom, about
the ethical debate over forced electroshock.

Ray Sandford is a Minnesota resident who is court ordered to have
electroshock over his expressed wishes on an outpatient basis. Ray
contacted MindFreedom International to launch a campaign that has
reached millions of people about Ray's right to say "no" to his
electroshock.

Every other Wednesday Ray is escorted from his group home residence
to receive another electroshock against his wishes. Ray's most recent
electroshock was on 10 December 2008, which was also United Nations
International Human Rights day.

   RAY HAS A HEARING TOMORROW - PLEASE ATTEND!

Because of MindFreedom's campaign, Ray has at least been given a new
court hearing, scheduled for *tomorrow*, Tuesday, 16 December 2008 at
8:30 am. If you live in St. Paul/Minneapolis area, please try to
attend. Ray said the hearing is at Regions Hospital in St. Paul. For
address and directions click here:

http://www.regionshospital.com

If Ray loses, his next forced electroshock is scheduled for Christmas
Eve, 24 December 2008. It would be approximately his 36th electroshock.

For more information on MindFreedom's campaign to stop the forced
electroshock of Ray Sandford, including a photo of Ray, frequently
asked questions and how to help out, click here:

http://www.mindfreedom.org/shield/ray

     ** ACTION ** ACTION ** ACTION **

If you politely insist when you call the office of the Governor of
Minnesota, you are finally able to talk to a staff person about the
topic of involuntary electroshock.

If you just get diverted to voice mail, call back later and ask to
speak to a staff person.

Unfortunately, the staff person is simply saying that Governor
Pawlenty believes he can do nothing.

Please help Governor Pawlenty realize that he has self-determination
and empowerment! The Governor could at least help Ray get better
legal representation.

Call the Governor's office from anywhere in the world phone (651)
296-3391.

 From inside Minnesota phone toll free (800) 657-3717.

~~~~~~~~~~~~~~

PLEASE FORWARD THIS NEWS!

Please spread the word! Circulate this news about the NPR show to all
those who may be interested.

LET THE MEDIA KNOW about the NPR coverage of the Ray Sandford campaign!

Many mainstream media did not believe forced electroshock of an
individual living out in the community could be happening in the USA.
Tell media to listen to the NPR show here:

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=98273451

or use this web link:

http://tinyurl.com/npr-sandford

Note that after registering on that NPR web site you may also leave a
*comment* about the show about Ray. Estimated number of listeners of
Day to Day is two million on 200 radio stations. Because of cutbacks,
NPR recently announced the show would be cancelled in March 2009.

~~~~~~~~~~~~~~

Encourage Everyone to Join MindFreedom International During the Fall
2008 Support Drive

Build the people power it will take to stop the kind of torture that
Ray is experiencing!

For information about how you can join MindFreedom today, click here:

http://www.mindfreedom.org/join-donate
_______________

For nu bare så meget på dansk: Ray har sin høring i morgen. Hvis han taber, står han til sin næste elektrochok"behandling" onsdag den 24. december. Sikke en julegave at få!

ECT-nyhederne

På MindFreedom's blog kan du læse nyt om Ray Sandford's situation. Hvis du har nerver til det, så klik på linket og læs om 2002-dommen. Femten elektrochok"behandlinger" om ugen i fem uger. Det giver i alt 75, FEMOGHALVFJERDS, elektrochok"behandlinger" på fem uger. Jeg er ret sikker på, at det vil "afhjælpe den indstævnedes psykose (...); forbedre den indstævnedes sociale tilbagetrækning; og føre til forenkling af hendes medicineringsprogram ved at reducere antallet af neuroleptika, hun vil være nødt til at tage for at kontrollere hendes symptomer." Ja. Hvor der ikke er nogen personlighed, kan der dårligt være "symptomer" på "psykose". Eller: "The operation was a success, but the patient died."
_______________

Hvis man er lidt skrap til engelsk, så findes der på Philip Dawdy's blog Furious Seasons en ganske interessant diskussion om elektrochok givet under tvang, i kommentarerne til indlægget "Neuroscientist Defends Forced ECT". Interessant er specielt det syn på sagen, mange af dem, der selv har været ofre for tvangs"behandling" med elektrochok, giver til kende. - Mindre interessant, men derfor ikke desto mindre ret så opslidende, er skærmydslen mellem "E" og en vis "Marian". Suk!
_______________

Og til sidst, selv om jeg egentligt ikke havde til hensigt, at kommentere, så her alligevel et par, eller tre, bemærkninger til 24timer-artiklen "Flere tvinges til elektrochok", der citerer Jes Gerlach: "Successraten [for elektrochok] er højere end for medicin, og de forskningsresultater, jeg er bekendt med, viser, at forstyrrelserne i hjernen kun er midlertidige." Dette ytret som svar til Karl Bach's (LAP) konstatering, at elektrochok "kan forårsage varige hjerneskader".

1. "Success" ser ud til at være lidt af et gummibegreb. Hvis det anses som en "success", at det chokkede individs hukommelse ødelægges tilstrækkeligt, at vedkommende også glemmer, at han/hun egentligt var blevet såpas meget invaderet, dehumaniseret, diskrimineret, traumatiseret, trådt på, svigtet, etc.etc., at der var grundlag for at blive dybt deprimeret, og/eller gøre modstand, f.eks. i form af at lukke helt ned, ja, så har vi vidst med en sand success at gøre, når det kommer til elektrochok.

2. Åbenbart er Jes Gerlach, "ekspert" på området, kun bekendt med et meget begrænset udpluk af forskningsresultater angående "bi"virkninger af elektrochok. Forskningsresultater, der viser varige hjerneskader, forårsaget af elektrochok, er talrige og derudover ikke svære, at finde frem til. Hvis man vil være bekendt med dem, altså. Den seneste kan læses i sin fulde længde her, flere litteraturhenvisninger findes her og her. - I øvrigt et interessant fænomen, man igen og igen kan observere på psykiatriens område, at mange psykiatrierfarne, såsom Karl Bach, ved mere, end "eksperterne"...

3. ...hvilket fører mig til min sidste, meget korte, bemærkning til Gerlach-citatet: "informeret ??? samtykke"...